En.Citatepedia^®.ro

I lignende Anledning, fremsagt af Carl Price

Prologen er altid en Slags Bouquet,
Hvormed man siger: Velkommen herinde!
Men bringe een, som er ny og net,
De Blomster er ikke saa let at finde,
Og vanskeligst, skal de være piquante.
Dog Fader og Moder og Onkel og Tante,
Cousinerne med, de sagde — „gaa dog.
Et hjerteligt Ord er den bedste Prolog!"
Een har det i Tale og Een i Mimik,
Jeg her maa sige de Vers jeg fik,
Maa bringe de Blomster som var at faae,
Den ærlige Villie vil Ingen forsmaae!
I Romerlandet hvor Apelsinen
Paa Træet hænger som Æblet her;
Der fødtes Pierroen og Harlekinen,
De ved Casorti blev Dansken kjær,
Ja Pantomimen blev dansk som Nogen,
Derom maa der staae i Mindebogen.
Et Blad tages frem, med „Guldnøglen" paa,
Tableauer og Dandse skal Rammen slaae
Saa broget, phantastisk og udenlandsk,
Men Hjertet deri er ved Slægten dansk.
Hav Tak for det Hjem vi har fundet her,
Hav Tak for det Bifald De gav os hver.
Det er en Tid siden sidst vi saaes,
Her foran Lampernes magiske Flamme,
Velkommen! Det venligt og godt forstaaes!
Velkommen! Gid De maae sige det samme!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Hilsen af norske og svenske Frivillige, som deeltoge i Kampen de to første Krigsaar

Velsignet er den Dag i Dag!
Velkommen Kammerater, brave!
I har sat Danmarks Led i Lave,
Stærkt Gjærdet blev ved hvert et Slag.
— Glad Norsk og Svensk sig stilled' begge
Med Dannebrog i Danskens Række;
Fostbroderligt flød Nordens Blod;
Vi er jo samme Slægt og Rod.

Og derfor nu med Hjemmets Flag,
Som mellem Dannebrog vi svinge,
Vi Hilsner fra vor Hjemstavn bringe;
Gud var med Danmarks gode Sag.
Høit Glædens Kirkeklokker klinge,
De Løver mellem Hjerter springe;
Den Graad, som nu i Øiet staaer,
I Sang vil straale tusind' Aar.

Naar Sørgebud fra Danmark klang,
Hvor Birken groer og under Fjeldet,
For Danmarks Nød blev Taarer fælded';
Nu lyder Nordens Fryde-Sang,
Igjennem Kattegat og Sundet
Den bruser: „Dansken Sei'r har vundet!"
Velkommen brave Kammerat!
Hurra, den tappre Landsoldat!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat

Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat,
Har man kun Røst, paa den megen gode Spisen!
Blæse være Røsten! er bare Hjertet godt,
Man kan indvortes følge med i Visen!
Hjertet slaaer Tact og Øiet leer,
Her Ingen er, som fordrer meer!

Rosenhækken har Geburtsdag i Guds Sol,
Roserne dens Børn, de drikke Dug og nikke.
Hver har sin Stilk, vi sidde paa en Stol,
De dufte, men vi Andre vi drikke,
Alle synge samme Skaal i Chor:
Din Skaal, Du kjære Bedstemo'er!

Skjænd passer ei, og dog vi skjænde maae,
Fødes i November, det er ikke rigtigt!
Det er jo umuligt at vi kan Blomster faae!
Til en Fest er Blomster noget Vigtigt!
Nu maae vi binde en Tone-Bouquet,
Dog Hjertets Sang er aldrig slet!

Blomster har Du selv i Hjertets Mindebog,
Blomster, som kan Sindet styrke og fornøie.
Dengang Nattens Sky hen for dit Øie drog,
Stærkt og klart saae dit indre Øie!
Skyen tager Flugt! — dog nok er sagt,
Du os forstaaer: Skaal Solens Pragt!

Der boer i hvert et Bryst, som elsker ret,
Toner, som ingen Digter kan udsige;
Han kun peger hen — men vi, vi føle det,
Det er Summen fra Kjærlighedens Rige!
Hjertet har seet da Skyen laae
Hjertet vil og vor Sang forstaae!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Vi er i Marts, men Martsviol

Vi er i Marts, men Martsviol
Kun sees i Rude-Isen,
Man selv maa bringe Foraars-Sol
Og „Fatter" bringe Visen!
Her er vi jo den gamle Stok,
(Det sagt er med Poliskhed)
Og more os det skal vi nok,
Vi har jo Ungdoms Friskhed!

See Stuen her, hvor pompeiansk,
Nei, det er den ved Siden,
Herinde, her er østerlandsk,
Med Nyden hele Tiden.
Hver Væg et Billedgalleri,
Imens vi kildre Ganen,
Paa kjøbenhavnsk kaldt Poesi,
Paa østerlandsk: Divanen!

Det er omtrent eengang hvert Aar,
Vi her slaae Basserallen,
I Danmarks ny Historie staaer
Det ei — spørg kun von Allen!
Men det er ligemeget det,
Vi ærgre os slet ikke.
Vi svinge Hue og Kasket,
Vor egen Skaal vi drikke!

Har Tiden ingen Martsviol,
Saa har den her „Slukefter"!
Din Skaal, min Skaal, vort Selskabs Skaal,
Hurra, af alle Kræfter!
Her er gemytligt friskt og sundt,
Og ingen Rigsdags Tanker,
Drik ud dit Glas, det er Dig undt,
„Hvil Hoved paa et Anker!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Til Niels W. Gade og Sophie Hartmann

De faae ingen Vise, De faae ingen Sang,
Men dog skal Sangværket sættes i Gang:
En Tale paa Vers, men ei udenad,
Jeg læser den op fra det skrevne Blad.
Gaa med hen om Hjørnet og ligefrem,
Saa er vi strax ved det nye Hjem,
Det ligger der paa den venstre Haand,
Og det er et Huus for Kjød og for Aand,
Og Kjødet er godt, har Slagteren sagt;
Men ovenover har Aanden Magt!
Derfra skal bruse Tonernes Hær
I Verden vide, hørt fjernt og nær
Som Bølger, der orgle i Stormens Suus;
Det bliver deromme et mærkeligt Huus!
Hver Fremmed, som kommer til Kjøbenhavn,
Seer paa det og nævner da Gades Navn.
Derinde han boer med sit Jordlivs Skat,
Hun Hjerteslag har i Tonerne sat.
Det nye Hjem, der som Rosenknop
Endnu ikke har lukket sig op,
Guds Solskin der i det fuldeste Maal!
Det nye Hjem bringes denne Skaal!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Med forskjellige Presenter

Jeg kommer, Frøken Anna, med en Flaske af min Lugt,
Dertil to søde Hvalpe, mit Hjertes bedste Frugt,
„Bruun" var den Enes Fader, den Andens var nok „Spet",
Hver var en Gadestryger, men daarende honnet;
Jeg selv er en Slags Norma, og jeg har følt og grædt.
Men det er nu det Samme, naar Hjertet kun er godt.
Med mig de gratulere og bringe noget Smaat:
Et Stykke Chocolade og engelsk Naal og Staal;
Og alle Tre vi raabe Hurra paa Hundemaal.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Tanker ved en ituslagen Jydepotte

Du er ei meer!
Din Digter græder ved Dit brudte Leer.
Din Lod det blev at taale Røg og Flamme,
Dog stod Du fast; Du var og blev den samme.
Faa kjendte Dig paa denne store Jord,
Dog i Din Død Du nævnes skal i Nord;
Jeg i Avisen vil et Grav-Vers sætte,
Saa Taarer skal de Skjønnes Kinder tvætte.
Først var Du Leer, nu bliver Du det atter;
Saa gaaer det selv Naturens bedste Datter.
Ak! var Du falden i en Kunstners Haand,
Du havde vundet ved hans Skaber-Aand;
Som Vase skulde Du da Øiet gotte;
Men Skjæbnen bød, — Du blev en Jydepotte.
Dit Liv svandt hen saa stille, indgetogen;
Som Askepot Du sov i Skammekrogen.
Tidt saae jeg Dig imellem Røg og Ild,
Naar Maanen skinnede saa bleg og mild.
Jeg saae Din Damp, i den steeg Aander frem,
Og søgte gjennem Skorsteens-Piben hjem.
Dig glemte de, naar de saae Stjerner tindre;
Da hørte jeg det koge i Dit Indre.
Ja Du har følt og lidt som en Heltinde, -
Fred med Dit Minde!
En Digter hører helst sin egen Sang,
Thi vil jeg læse min saa mangen Gang,
Til Alfen kommer paa de hvide Vinger,
Og Trøsten bringer.

Om Børn og Linned drømte jeg i Nat,
Da vidste jeg, det ei var rigtigt fat.
Et Skrig fra Kjøkkenet jog mig af mine Drømme,
Der saae jeg Dine Skaar i Suppe svømme.
Alt var Forvirring, slukt var Skorsteens-Flammen,
Malene græd og samlede Dig sammen.
I Gaarden skal nu Dine Stumper hvile,
Smaa-Blomster snart vil fra Din Gravhøi smile.
Lad Tiden dække Alt med sine Vinger,
Maaskee i Døden den Dit Held Dig bringer:
Hvor nu er Land, var fordums Tid et Hav,
En Bøge-Skov kan voxe om Din Grav;
Et Sekel gaaer;
En Antiqvar vil finde Dine Skaar;
Dybt i hans Indre taler høit en Stemme,
At Konge-Støv Du eengang monne gjemme.
Til et Musæum skal Du Veien finde,
Som Skaar og Stumper Livets Krandse vinde.
Og nu Farvel! jeg skal Din Grav besøge,
Men lov mig, at Du aldrig her vil spøge. -
Græd ei, Malene!
Hun har det godt,
Den salig Pot!
Snart hvile ogsaa vore trætte Bene.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Hjertets Melodier

To brune Øine jeg nyelig saae,
I dem mit Hjem og min Verden laae,
Der flammede Snillet og Barnets Fred; -
Jeg glemmer det aldrig i Evighed!


Min Tanke er et mægtigt Fjeld,
Der over Himlene gaaer;
Mit Hjerte er et Hav saa dybt,
Hvor Bølge mod Bølge slaaer.

Og Fjeldet løfter Dit Billed
Høit over Himlenes Blaae,
Men selv Du lever i Hjertet,
Hvor dybe Brændinger gaae.


Du gav mig Blomster; hvis de lege kunde,
Da vandt jeg atter Lunets frie Lyst,
Men nei, de aabne meer den dybe Vunde,
Og sprede Giften i mit unge Bryst.


En Digter-Verden er saa navnløs stor!
Den hvælver sig høit over Himlens Bue;
Hver Sol og Stjerne i dens Luft-Hav boer,
Og ingen Tanke kan den overskue;
Dog kan Dig Intet i det store Rige,
Mit Hjertes dybe Kjærlighed udsige.


Henvisned' er de Blomster Du mig gav,
Men fra de Dødes Grav
Staae Aander frem, i Livets dunkle Gange.
Gjenkjend dem her, i mine bedste Sange.


(Ørkenens Søn)
Den vilde Hengst jeg tumler,
Vi flyve paa Sletten afsted,
Men Hjertet slipper dog ikke
Den stærke Kjærlighed.

Som Solen brænder i Sandet,
Saa brænder det dybt i mit Bryst;
Det er som Hjertet vil sprænges
Af Længsel og af Lyst!

Saa høi og saa stor er Himlen,
Med Sol og Stjerner paa,
Dog rummer den ei den Flamme,
Mit Hjerte dølge maa!

Der brænder mig Ild i Blodet,
Flyv, vilde Hengst, afsted!
Mit unge Hjerte sprænges
Af haabløs Kjærlighed.

Jeg elsker Dig — Dig, som jeg ei tør sige!
Du staaer som Tanken i mit Drømmerige,
Du skaber Aanden i hver dristig Sang,
Thi svulmer Hjertet, ret som Bølgens Gang,
Og brister stolt — thi Skjalden er en Gud;
Du er jo Brud — og lykkelig som Brud.

Man har et Sagn — et Eventyr:
Hvert Musling-Dyr,
Der bygger i den dybe, salte Sø,
Naar det har skabt sin Perle maa det døe.
— O Kjærlighed! Du blev mit Hjerte givet,
Og Perlen koste vil sin Skabning Livet.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

June

'Glemt er nu Vaarens Kamp og Vinter-Sorgen,
Til Glæde sig forvandler hvert et Suk.
Skjøn som en Brud, den anden Bryllups-Morgen,
Ei længer Barn, og dog saa ung og smuk,
Den skjønne Junimaaned til os kommer;
Det er Skærsommer! -

*
De høie Popler hæve sig saa slanke,
I Hyldetræet qviddrer Fuglen smukt.
Paa Gjærdet groer den grønne Humle-Ranke,
Og Æble-Blomstret former sig til Frugt.
Den varme Sommerluft fra Skyen strømmer,
Sødt Hjertet drømmer!

Paa Engen slaae de Græs; hør, Leen klinger.
Paa Himlen smukke Sommerskyer staae.
Og Kløvermarken Røgelse os svinger,
Mens høit i Choret alle Lærker slaae.
- Med Vandringsstav hist Ungersvenden kommer
Hjem i Skærsommer.

Ungersvenden.
Alt jeg Kirketaarnet øiner,
Spiret kneiser stolt derpaa.
Og hvor Marken hist sig høiner,
End de fire Pile staae.
Her er Skoven. Store Rødder
Før af Træerne der laae.
Her, som Dreng, jeg plukked' Nødder,
Og trak Jordbær paa et Straa!
- Barndoms Minder mig besjæle!
Jeg vil flyve, jeg vil dvæle!
Grønne Skov, min Barndoms Ven,
Kan Du kjende mig igjen?
Grønne Hæk, du brune Stamme,
Jeg, som før, er end den samme,
Har vel seet og hørt lidt meer,
Ellers Du den Samme seer! -
Her er Pladsen end med Vedet,
Godt jeg kjender Parken der!
Her er Stenten tæt ved Ledet,
Gud, hvor lille den dog er!
Alt jeg kjender her saa godt,
Men det er saa nært, saa smaat -
Det var stort, da jeg var liden,
Jeg er bleven større siden! -
- Lille Fugl paa grønne Qvist,
Saae Du mig derude hist,
Naar jeg stundom sorgfuld sad?
Seer Du nu - - nu er jeg glad!
Var der ude Himlen graae
Hjemmet bar jeg i min Tanke,
Hjemmet jeg i Solskin saae,
Derfor maatte Hjertet banke.
- Moder er vist ældet lidt,
Jeg har tænkt paa Dig saa tidt.
Fader! fuld af Kraft og Mod! -
Gode Gud, Du er saa god.
Jeg kan ei min Glæde bære,
Din jeg er, Din vil jeg være! -
- Jeg i Sjælen er saa glad,
Kysse maa jeg Blomst og Blad;
Glemt er Længsel, Suk og Vee,
Gamle Venner skal jeg see,
Og den smaa Marie-Moer -
Ja, nu er hun bleven stor! -
- O, med hvilken Lyst og Gammen
Har vi to dog leget sammen!
Mit Theater var ei stort,
Men jeg havde selv det gjort.
O, jeg har det grant i Minde.
Jeg forglemmer ingensinde
Mine smaa Marionetter,
O, med Guld og Paillietter,
Hun besyed' een og hver.
Store Stykker gav' vi der.
Blanka, Hakon Jarl, saa net,
Selv Rolf Blaaskjæg, som Ballet.
Hvis ei andre saae derpaa,
Altid Bedstemoder saae;
Og om der var allerflest,
Hun dog klapped allermeest! -
Hende skal jeg ikke see,
O, det gjør mit Hjerte Vee!
Afskeds-Kysset hun mig gav, -
Græs nu groer paa hendes Grav.
O jeg kunde næsten græde!
- Nei! Du lever - seer min Glæde
Lever! lever! mig omsvæver!
Tanken Du til Himlen hæver.
Det er Aarets bedste Dag!
Alt jeg skuer Hjemmets Tag!
Her ved Poppelpilens Rod,
I den kolde Vinter-Scene,
Var det jo min Sneemand stod,
Pyntet ud med Kul og Stene.
Her er Bækken, reen og klar,
Den min Sommer-Snekke bar!
Her staaer Haugen, sommergrøn - -
Moder, see - her er Din Søn!
Moder! kjender Du min Stemme!
O, nu er jeg atter hjemme!

*

Sønnen hviler ved sin Moders Bryst,
Faderen ham kysser glad, men stille;
Hunden logrer ved hans Fod med Lyst,
Og de store brune Øine spille.
'See, Marie! vi ham har igjen -'
Jubler høit den lykkelige Moder;
Pigen rødmer, rækker Haanden hen
Til den kjære, kjære Legebroder.
'Han er voxet i de sidste Aar!
Kom! paa Døren end hans Mærke staaer.
Eduard! o! Gud har hørt min Bøn;
Seer Du Fader, han er bleven kjøn?
Er saa god - ja! ja! jeg veed det nøie.
Jeg maa kysse ham paa Mund og Øie!
- Kjender Dagligstuen Du igjen?
Men Du er vist træt? Sæt Dig dog hen!
Seer Du, hvad der staaer paa mit Klaveer?
(O, den søde Dreng! nei see, han leer)!
Dit Theater, dine Dukker smaae -
Ja, det har Marie fundet paa, -'
Saadan gaaer det fort, glad Hjertet banker,
Kun Marie falder hen i Tanker. -
- Nu vi dem i Spisestuen see.
Dækketøiet skinner som en Snee,
Sommersolen mildt fra Ruden straaler,
Jordbær dufte fra crystalne Skaaler;
Kun de bedste har Marie bragt;
Og paa Bordet smukt en Krands er lagt,
Friske Blomster der i Vasen prange,
Medens Lærken synger Velkomst-Sange.

*

Det er ud paa Aftnen snart,
Men endnu det er saa klart.
Solen synker hist bag Byen,
Ild og Roser staae paa Skyen;
Høet dufter sødt paa Marken,
Og hist henne over Parken
Dandse Myggene i Ring,
Medens Blomster rundt omkring
See til Maanen, som nu kommer
I den deilige Skærsommer!
Hør, fra Skovens dunkle Sal
Fløiter smukt en Nattergal.
Hvem gaaer hist i Haugen ene
Under Æbletræets Grene? -
Kjolen sig ved Hækken hæfter -
Tys, der kommer Nogen efter!
Pigen rødmer der og standser,
Mens det sidste Blomsterblad,
Som endnu paa Træet sad,
Falder ned og Lokken Krandser;
Træet pynter hende ud,
Som det tænkte, hun var Brud.

Eduard.
Er det Dig, som gaaer og spøger?

Marie.
Nei, om Stikkelsbær jeg søger,
Om de største jeg kan faae.
Mange Stedmo'ers-Blomster staae
I Salaten her saa net;
Jeg har plukket en Bouqvet,
Maa jeg Blomsterne Dig byde?

Eduard.
Veed Du vel, hvad de betyde?
Blomstersproget, kan jeg troe,
Kjender Du til Punkt og Prikke.

Marie.
Nei saa lærd, det er jeg ikke.
- Er det noget godt?

Eduard.
Ih jo!
Vel for mig, men
(spøgende)
Dig? - desværre!
Giv dog aldrig nogen Herre
Slige Blomster, Gud bevar' os!
Tænk Dig, hvis det galt forklares;
Jo, der har Du handlet net!

Marie.
Nu, saa giv mig min Bouqvet!

Eduard.
Nei, see kun, hvor rød Du bliver!
- Jeg den ene Blomst dig giver,
Resten faaer Du ikke meer,
Skjøndt Du saa alvorligt seer.
Lad nu Bærrene kun være,
Vi har talt saa grumme lidt!

Marie.
Skal jeg Blomstersproget lære?
Nu er det jo saa forslidt!

Eduard.
Naa, hvor Du seer ud i Haaret!
Grenen paa Toupeen slaer.
Har Du hele Dagen baaret
Æbleblomster i dit Haar?

Marie (spøgende).
Hjertet faaer kun Spot og Trængsel;
See, det har man for sin Længsel,
Nu, han er her, gjør han Nar.

Eduard.
Efter mig Du længtes har!
O, saa tidt mit Hjertes Stemme
Kaldte mig til Dig her hjemme.
Du har ofte tænkt paa mig?
O, jeg holder ret af Dig!
Men Du skrev saa korte Breve!
Tidt kun, naar de andre skreve,
Jeg fra Dig, det var Din Skik,
Bare Efterskriften fik.
Jeg mig maatte forestille,
At Du endnu var den Lille,
Og saa er Du nu saa stor! -
O, Marie, lad os vandre
Her i Haven med hverandre.
Hvert et Træ, som her jo groer
Kjender jeg fra gamle Dage.

Marie.
Gud skee Lov, Du kom tilbage!
Du er dog min kjære Broder! -
- Skal vi nu gaae op til Moder?

Eduard.
Lad mig see Dig i dit Øie!
Hvert et Træk jeg kjender nøie.
Ældre, mere smuk Du staaer,
Og dog, som for otte Aar! -

Marie.
- Skal vi nu gaae op til Moder? -

Eduard.
(kysser hende paa Panden).
Det tør jeg jo nok - som Broder.

En lille Fugl (i Træet).
Hjertet maa af Elskov slaae
Baade Nat og lyse Dage!
Kjærlighed jeg synge maa,
Har dog ingen Mage!

Glade To i Havens Gang,
Jeg til Eder kommer,
Synger Eders Bryllups-Sang
Næste Aars Skærsommer!

Ja Skærsommer skal det staae,
Den har smukke Dage!
- Kjærlighed jeg synge maa,
Har dog ingen Mage!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

En Stemning

Hvad der skal skee, det skeer, derpaa jeg troer
Og giver mig Vorherre hen i Fæste,
Tryg svøber jeg mig i mit „Fadervor",
Skee, hvad der maa! Hvad Gud vil, er det Bedste.

Paa ham alene bygger jeg og troer,
Han taler til mig gjennem alt det Skabte;
Af ham min bedste Deel jo i mig boer,
Hvis det jeg tabte, Paradiis jeg tabte.

Det lyser ind i Sjælen, hvad jeg fik,
Hver Naadegave udenom og inde,
Hvert Alvors og hvert Letsinds Øieblik,
Hvad jeg har tabt og vundet og kan vinde.

„Udødelighed"! Tanken er saa stor!
Men „Evighed" og det „Uendelige"
Er større, ubegribeligt — og hvor
Erkjendes ikke de som virkelige!

Udødelighed! Du har i din Haand
Retfærdighedens Vægtskaal; Du maa være!
I Dig jeg siger, under Smertens Baand:
„Det Bedste skeer! Gud Herren Priis og Ære!"

Men giv mig Styrke, Herre, i min Nød,
I Lykkens Dage, og naar tungt jeg lider!
Hvad der skal skee, det skeer, som Gud det bød;
Men Gud vil kun det Bedste alle Tider.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Naar man saa godt som hver en Aften maa

Naar man saa godt som hver en Aften maa
Erkjende glad, at ædle Hjerter slaae,
Som dømme mildt, og man er velseet,
Saa ønsker man at møde en Poet,
Der kunde give Ord for det herinde.
Men det Slags Folk er ikke let at vinde;
De sige strax: „Min Gud, hvor skal jeg dog
Nu atter kunne skrive Epilog!
Det Thema udpiint er, ei værdt at høre".
Udpiint? Jeg mener nei! Man kan det gjøre
Saa let, saa ligefremt — just det jeg troer.
Udtal kun: dybtfølt i mit Hjerte boer,
Det næsten som et Eventyr her groer,
Et Eventyr, hvor Livets Farver spille,
Og Tanken er saa nær just dette Sted.
Paa denne Scene alt som ganske lille
I Pantomimen legede jeg med,
Jeg fra en Leeg det ikke kunde skille.
Saa skifted om det gamle Legested,
En større Scene, Dands og Deilighed:
Balletten aabnede sit Tryllerige.
Ved Bellmans Fest sprang Ulla ungdomsglad,
Og milde Øine saae den unge Pige -
Da lød ind i mit Bryst en Sangfugls Qvad:
„Fremad i Kunsten!" klang dens dybe Stemme,
Og Fuglen svang sig did, hvor vi fornemme,
Lysstraalen boer; — men i mit Bryst var lagt
Igjennem Alvor Kunstens høie Magt.
Og paa den Scene, jeg som Barn var hjemme,
Udfolder Vingen sig til bedre Flugt.
Gid engang jeg i Kunsten værdigt smukt
Den Plads indtage, hvorom Hjertet bad,
Og opfyldt see, hvad tyst hiin Sangfugl qvad,
Der vakte Længsel og dog Mod tillige.
Gid jeg i Gjerning maa min Tak udsige!
— Det bad jeg blive lagt i Epilogen;
— Men her staaer meget Meer i Hjertebogen.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Paa en Faders Fødselsdag, afsjunget af hans Børn Mel. Du lille Purk.

Nu kommer Visen med Knald, Hurra!
Humeur forneden og foroven.
Held Elephanten i Africa,
Den gaaer paa Palmer op til Boven,
Paa røde Roser og paa Tamerinth,
I Foden træder den sig ei en Splint,
Dog for vist og sandt
Ingen Elephant
Fik sig en Fader, som vor Fader!

En Hvalros har det saa mageligt,
Han lider ei af Solens Hede;
Paa Iis han sover behageligt,
Om han er oppe eller nede.
Ved Spidsbergs Klipper faaer han sig et Blund,
Ja lægger Hoved tidt paa Ederduun;
Det os ærgrer ei,
Ingen Hvalros nei,
Fik sig en Fader, som vor Fader!

Paa Ararat, der hvor Arken stod,
Tør Kongeørnen frit sig svinge,
Mod Skyen peger den med sin Fod,
Jo, Ørnen den er ei saa ringe!
De røde Roser og de Øine blaae,
I Dalen dybt de for ham neie maae,
Dog tør vi Børn
Sige: „Ingen Ørn
Har sig en Fader, som vor Fader!"

Nei, Elephant, Hvalros og Ørn,
Jo, de maae smøre sig om Munden!
Tænk! de fik heller ikke slige Børn,
Som os, det ærgrer dem i Grunden!
Som Torn i Øiet vi dem alle staae,
Men Dig vi er en Torn med Roser paa.
Rosens Duft er Sang,
Fader, see en Gang
Ved din Skaal hver en Rose nikker!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Bøgetræet

Hist staaer et Bøgetræ paa Høien ene;
Afhugget har man jo dets bedste Grene,
Sært ryster Toppen paa den stakkels Fyr;
Han vist fortæller gamle Eventyr,
Om Elskende og andet saadant noget,
Hør kun! — forstod' vi bare Sproget!

„Høi og stolt jeg Kronen bar!
Ægte jo min Stamme var!
Mine Børn, de stolte Grene,
Havde Alting paa det Rene,
Fik ei Skjænd og fik ei Huk,
Drak kun Sol og Morgen-Dug;
Alt har jeg som Moder gjort!
De maae blive noget stort!
Tænkte jeg — det kan ei feile!
Som en Skibsmast, hver skal seile
Lystigt over salten Vande,
See og sees i fjerne Lande!
Men af tretten jeg har havt,
Een blev kun et Kosteskaft!
Gjærdestave blev de tre,
Men de ni, o bittre vee!
De fik dog den værste Ende,
De blev kun til Pindebrænde!"

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Ved en Vens Afrejse til Paris!

Ved en Vens Afrejse til Paris!'
Mel. Jeg er et Søndagsbarn!

Hør Venners Stemme: drik og spiis!
Thi snart, saa er Du i Paris,
Og nyder der, ja, Gud veed hvad,
Men det er ei den danske Mad!

Paa Boulevarden skal Du gaae;
Gud give at vi saae derpaa!
I Omnibus og i Coucou,
Hvo er saa lystig vel, som Du!

Vi see Dig alt halv udenlandsk,
Grisetter smaa Dig lære Fransk;
Du reiser bort som Nordens Iis,
Men kommer hjem som — ak Paris!

Du oversættes skal paa Fransk,
Originalen er dog Dansk,
Dit Træk med Hovedet, dit Smiil -
Nei, aldrig glemmes det Emil!

Skjøndt Hjertet sidder lidt paatvers,
Skal Visen aande kun Comers!
Igjennem Taarer kan man lee!
Farvel! farvel! det Bedste skee!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Den 22de April 1847

Det er en hellig Dag blandt Livets Dage,
En Alvors Dag, der kalder Tanken frem;
Thi Qvinden skal fra Fædre-Arnen drage,
Og Manden bygger sig sit nye Hjem;
De skulle ærligt dele Sorg og Glæde,
Forædle, virke i den store Kjæde.
Det er en hellig Dag, den er nu vorden.
I Jesu Navn! Guds Villie skee paa Jorden!

Hvor To i Troskab blev hinanden givet
Ja, ret forstaae og elske inderligt,
Der taler Gud igjennem Hverdagslivet,
Og det forvandles til et Skjønhedsdigt;
Jer kjære To vi her vor Hilsen bringe,
Mens Bønnen løfter sig paa Psalme-Vinge.
En Alvors Stund det er, den søde Lykke!
Og Lykken er, hvor fast paa Gud vi bygge!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Ved en givet Forestilling til Indtægt for,,den blinde Soldat

Tillad jeg siger hvad De alt veed,
Meget her maae De ikke vente,
Den gode Villie og vort Øiemed
Maae smukt De have in mente.
En Anecdote jeg husker paa:
I een af de store Stæder,
En stakkels Blind man paa Gaden saae,
Han stod i fattige Klæder!
Og Mængden stormede travl forbi,
Den Blindes Hat kom ei Skilling i.
Da saaes en Sanger, Scenens største,
Han stillede sig ved den Blinde hen,
Og sang en Vise, een af de første
Der faldt ham ind; — hvor greb dog den!
En lyttende Skare stod rundtenom,
Og Penge der til den Blinde kom.
Her er Noget ligt og dog ikke ligt,
I Villie og Hensigt De Ligheden finde,
De Ringeste er vi for Scenens Digt,
Og ingen Betler er vor Blinde.
Vi søgte ham op i hans mørke Nat,
For Danmark gav han sin bedste Skat,
Sine Øines Lys, den solklare Dag,
For Danmarks klare, retfærdige Sag.
Nu samle vi her til hans Juletræ,
Hver tænder et Lys ved sin lille Gave,
Og Lysets Varme og Stuens Læ
Vor tappre Broder vil føle og have.
Forstaae Deeltagelsens søde Musik!
I Natten gaaer Stjernen op for hans Blik!
Hver giver sin Skjærv, som han kan bedst,
Og nu er Aftnen en Glædesfest.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Granattræ, Citrontræ, — ja slige Høibaarne

Granattræ, Citrontræ, — ja slige Høibaarne,
De vare til Castagnetterne Rod,
Og disse fik Klang af det Træ, de blev skaarne,
Og Klang af den Varme, der er i vort Blod;
Fra Blodet i Hjertet heelt ud i hver Finger
Det strømmer, hvert Pulseslag høres deri;
Fra Castagnetten saa mægtigt det klinger;
Forstaaer Du det Følelsens Fyrværkeri?
Forstaaer Du de Ord, de i Klangen udstøde,
De sige, hvad Hjertet Dig siger, min Ven:
„Granattræets Blomst maa blusse og gløde,
Citrontræ, jeg tænder Dig, brænd saa igjen!
Vi favnes, vi blusse, livsalige Møde,
Og saa — Du er Aske og jeg faren hen!"

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Med et Kobberstykke [Som Englene det Jordiske bortbære]

Som Englene det Jordiske bortbære
Hen over Jorden, gjennem Himlens Blaae,
Vor Tro paa Gud den Fjederham vil være
Der løfter op, hvor ingen Skygger naae.

„En Stjerne mellem Stjerner er vor Klode";
Guds Villie altid skeer, den er det Gode,
Det Bedste for hver Enkelt udi Vrimlen;
Os Børn — vort Juletræ er Stjernehimlen.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

ABC-Bogen

A. Amme.
En Amme gaaer i Søndagsklæder,
Og Andres Børn er hendes Hæder.

B. Bonde.
En Bonde før leed stor Fortræd,
Nu er han tidt for meget med!

C. Columbus.
Columbus over Havet foer,
Og Jorden den blev dobbelt stor!

D. Danmark.
Om Danmarks Rige Sagnet gaaer,
Gud ei sin Haand af Danmark slaaer!

E. Elephant.
En Elephant gaaer altid tungt,
Om ogsaa Hjertet det er ungt!

F. Formørkelse.
Formørkelse gjør Maanen godt,
Den gaaer saa længe med Kalot!

G. Galten.
Om Galten end faaer Ring i Næsen,
Han lærer ei det fine Væsen.

H. Hurra.
Tidt er et Hurra paa vor Jord
Et meget ubesindigt Ord!

J. Jord.
Vor Jord er vor Moder saa rund og saa stor,
Og vi gaae tilsidst igjen i vor Moer!

K. Ko. Kalv.
En Ko er Tyrens Madamme,
Og Kalven kan blive det samme!

L. Løve. Lorgnet.
Den vilde Løve har ei Lorgnet,
Det har den tamme i Nummer-Parquet.

M. Morgensol.
Op staaer den gyldne Morgensol,
Men ei fordi Gaardhanen goel.

N. Neger.
Sort er en Neger al sin Tid,
Ham kan man ikke vaske hvid.

O. Olieblad.
Det bedste Blad — ja veed Du hvad?
Det var dog Duens Olieblad.

P. Pande.
Tidt rummes i Menneskets Pande,
Hvad knap kan rummes i Tider og Lande.

Q. Qvæg.
At eie Qvæg er stort og godt,
Selv være Qvæg, det er kun smaat.

R. Rundetaarn.
Skjøndt man er skabt som Rundetaarn,
Er man derfor ei høivelbaar'n.

S. Sviin.
Lad det Dig ikke gjøre hoven,
At Du har mange Sviin paa Skoven.

T. Theekedel. Theemaskine.
Theekedlen fik kun Skortsteens-Rang,
Og har dog Theemaskinens Sang.

U. Uhret.
Skjønt Uhret stadigt slaaer og gaaer,
Midt i en Evighed man staaer!

V. Vaskebjørn.
En Vaskebjørn kan vaske Tingen
Saa længe, at den bliver ingen!

X. — -
I Ægteskabs-Sø skal der findes en Klippe,
Af Socrates blev den betegnet Xanthippe.

Y. Ygdrasil.
Under Ygdrasil-Træ var Gudernes Sted, -
Træet er dødt og Guderne med!

Æ. Æsel.
Et Æsel er et Æsel dog,
Om selv det gaaer med gyldent Skrog.

Ø. Østers.
En Østers har ikke til Verden Fiduus,
Den veed, man kan æde den ud af sit Huus!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Julesang i det Collinske Huus

Saa sidde vi igjen om Julebordet
Og synge høit vor Sang, vort Juledigt,
Og Glæden er i Hjertet og i Ordet,
Skjøndt Aaret var saa taust, saa alvorsrigt.
Der rulled Kroner hen som Kiselstene,
Men i vor lille Kreds vor Krone blev:
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit Kongerige i vort Hjerte skrev.

Mod Roskild Spir fløi Svanen frem og døde,
Ved Slesvig Kampens Paaskeklokker klang,
Og Tre af Kredsen her gik til det Møde,
Hvor Døden stod, og hvor Kanoner sang.
Mod Savn og kolde Nætter, Oprørsflammen
De gik, og selv vi bad: „I Guds Navn gaa!"
Og see, vi sidde atter samled' sammen,
Det er, som om en Drøm det var, vi saae.

Hver Sorg og Angst i Hjertet vi erindre
Og føle derpaa ret: Gud var os god!
Vor Julestjerne see vi dobbelt tindre;
Dens Straaler skal os give Fremtids Mod.
End mange Aar vort Huuslivs stille Scene
Staae lykkelig, som selv iaar den blev,
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit store Rige i vort Hjerte skrev.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Skovbal

Den friske, varme Sommerluft
Beaander Danmarks Sletter,
Nu hvert et Blad er fyldt med Duft,
Vi har de lyse Nætter;
Orangelandets Alfehær
Besøger Nordens Bøgetræer,
Da er her skjønt at være!

De vinke os fra Byens Muur,
Og gjerne Hjertet kommer,
Thi skjønnest er dog Guds Natur
Vor korte smukke Sommer;
Brat hvirvler den i Tidens Strøm,
Thi nyde vi den smukke Drøm,
Hos den er godt at være!

Her Træerne med Blad ved Blad
Et Telt-Tag for os bygge,
Her Hjertet føler sig saa glad,
Og jubler i sin Lykke,
Det føler ret: vort Liv er smukt,
Det griber Glæden i dens Flugt,
Hos den er godt at være!

De lyse Sommernætter døe,
Alt vexler, som vor Lykke!
Vi spredes selv paa Verdens Ø
I Solskin og i Skygge;
Men hver en skyldfri Glæde her
Er ved Erindringen os kjær,
I hvor vi monne være!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!