Med mine Eventyr [Velkommen! Træd kun ind, Du unge Pige! ]
Velkommen! Træd kun ind, Du unge Pige!
Besøg min Digtnings lille Solskins-Rige!
Her synge, tale Blomster, Træer og Dyr.
Vort Jordliv her er selv et Eventyr.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Julesang i det Collinske Huus
Saa sidde vi igjen om Julebordet
Og synge høit vor Sang, vort Juledigt,
Og Glæden er i Hjertet og i Ordet,
Skjøndt Aaret var saa taust, saa alvorsrigt.
Der rulled Kroner hen som Kiselstene,
Men i vor lille Kreds vor Krone blev:
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit Kongerige i vort Hjerte skrev.
Mod Roskild Spir fløi Svanen frem og døde,
Ved Slesvig Kampens Paaskeklokker klang,
Og Tre af Kredsen her gik til det Møde,
Hvor Døden stod, og hvor Kanoner sang.
Mod Savn og kolde Nætter, Oprørsflammen
De gik, og selv vi bad: „I Guds Navn gaa!"
Og see, vi sidde atter samled' sammen,
Det er, som om en Drøm det var, vi saae.
Hver Sorg og Angst i Hjertet vi erindre
Og føle derpaa ret: Gud var os god!
Vor Julestjerne see vi dobbelt tindre;
Dens Straaler skal os give Fremtids Mod.
End mange Aar vort Huuslivs stille Scene
Staae lykkelig, som selv iaar den blev,
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit store Rige i vort Hjerte skrev.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Foran i et Exemplar af,,Eventyr
Foran i et Exemplar af ,,Eventyr''
til min Boghandlers yngste Søn
Bogladen er en sand Aladdins Hule,
Med Træer fra Goethes Park og Shakspear's Land,
Med Blomst fra Hindostan og Mos fra Thule,
Med Perler klare — tidt det bare Vand.
Der er Du voxet op fra lille Fyr,
Ja Du er født i den Aladdins Hule,
Og maa da skatte meer, end kun en Smule
Hvad Mængden kalder: „Børne-Eventyr".
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I Afrika
Jeg er ovre i Marokko!
er det ei et Eventyr?
Norden for mig er Europa,
der jeg seer Trafalgars Fyr.
Havets Brænding har en Susen,
Toner fra den danske Strand;
Selv i Afrika jeg synes,
jeg er nær mit Fædreland;
Venners Stemme kan jeg høre,
alt det Skjønne kan jeg see;
Lad det snee der, Skyen drysse
Mandelblomster, Julesnee;
Lad det ruske, lad det regne,
Vinden gaae til Marv og Been;
I Aartusinder dog grønnes
der den friske Bøgegreen.
Danmark, Nordens ældste Rige,
eengang stort, men lille nu!
Grændsen lille, Ungdomssindet,
det har Storhed, den har Du!
Jeg i Havets Susen hører
Toner fra den danske Strand;
Hører Du igjen mit Hjertes
Banken, Du, mit Fædreland?
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Pouls Tale
Vil De nu være stille i Stuer og Sale,
Saa siger lille Poul sin store Tale;
Jeg er den ældste af de yngste To,
Kan bedst holde Tale, kan I troe.
Jeg tømmer i dag Sølvbryllups-Kruset
Og gratulerer fra hele Huset,
Fra Unge og Gamle, fra Store og Smaa.
Jeg har mine bedste Klæder paa,
Og mødte jeg ganske dem foruden,
Saa kunde man troe, jeg var Elskovsguden;
Thi jeg er velskabt og sød og lille.
Men det var ei det, jeg sige vilde!
— Min Tale den er som et Træ, der groer,
Den har af Ønsker en Blomsterflor,
Og hver en Blomst, baade lille og stor,
Har jeg kysset paa; saa sandt jeg troer,
Bag hvert lille Blad et Kys der boer
Til Bedstefa'er og til Bedstemo'er.
Det knalder med Hurra i Stuer og Sale!
— Det er lille Pouls store Tale.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Martsviolerne
Sig Himlen hvælver saa reen og klar,
Iisblomster fryse paa Rudens Glar.
I Solens Flamme saa smukt de staae,
En Yngling kommer og seer derpaa.
Men som han paa de Blomster seer,
To Pige-Øine derude leer.
Saa skjønne Blomster han aldrig saae,
To Martsvioler saa smukke blaae.
Iisblomsten smelter ved Kindens Brand,
— Vor Herre hjelpe den unge Mand!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til Kronprinds Frederik og Kronprindsesse Lovisa
Til Kronprinds Frederik og Kronprindsesse Lovisa
(Med et Tæppe, unge Damer havde broderet til dem som Gave ved deres Formæling)
Ved hvert et Sting blev en Rune lagt,
Der melder, hvad Hjertet i Glæde har sagt:
Velkommen, Prinds Frederiks unge Viv,
Hans Huslivs Solskin i dette Liv!
I træde paa Silke og Rosens Blad!
Hver Dag bære Klang af vort Brudeqvad!
Vorherre hørte, hvad Hjerterne bad.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Agnes Dunlop og Michael Rosing
En Fader kom med sin lille Søn i Reitzels Boutik;
Den Lille loved jeg Eventyr, men ingen han fik.
Nu er han alt Mand og i Brudgoms Dragt,
Nu bliver ham Bogen af Bruden bragt;
De læse den sammen i Sorøskove,
Hvor Absalon, Holberg og Ingemann sove,
Hvor Solen skinner, og Øinenes Fyr
Fortæller det deiligste Eventyr.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Avis aux lectrices
Jeg savner noget! — skal jeg Navnet sige?
Det er just ikke af en sjelden Slags;
Jeg savner — ja — en lille, bitte Pige -
Ak, Herre Gud! nu leer man ad mig strax!
Tør jeg da aldrig elske, aldrig sværme?
Hvad? Er jeg ikke gammel nok dertil?
Gud veed, jeg vil jo ei en Sjæl fornærme,
Nei holde af, det er jo det jeg vil!
Enhver Poet, selv ganske smaae Personer,
Har sig en Kjærest; — det maa være rart!
Man er ulykkelig, man sukker og man daaner,
O, jeg maa med! og jeg maa med lidt snart.
Men endnu har jeg ingen ret i Sigte,
At jeg kan blive for min Længsel qvit;
Gud veed, jeg sværmer nok for mine Digte,
Men Herre Gud, det er mig dog for lidt!
Nei jeg maa eie — hvad jeg nu vil sige -
En Kjæreste, saa faaer vist Hjertet Ro;
En lille, kun en ganske lille Pige,
Thi jeg er stor nok for os begge to!
O, kom! lad ei det søde Haab mig svigte;
Thi Kjærlighed dog klæder Folk saa net.
Men Du maa rose alle mine Digte,
Thi jeg slaaer op, saa snart Du glemmer det!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med 'Molbechs Eventyr
Her aabnes Dig et Slot med tusind Sale,
Hvor alle Billeder fra Væggen tale;
I Haven findes Bjerge, dybe Dale,
Hvor Guld og Perler groe ved Kildens Væld;
Sin Ryg tilbyder Dig den lille Svale,
Besøg da Møllen, hvor de Guldkorn male,
Hvor Dragen snoer i Bugt sin stærke Hale,
Besøg selv Stjernen over Skyens Fjeld;
Her voxe Palmer straalende og høie,
Her gaaer en Tinsoldat med farvet Trøie,
En Guldskov vil fortrylle sært dit Øie,
Og „Alferne", dem skal Du kjende nøie,
Den Dødes Søn Dig rører ved sit Liv,
Skjønheden vil Dig lære elske Dyret,
Prindsessen sidder skjult i Kjærets Siv,
Den vilde Røver staaer med blodig Kniv -
Gaae dristig til, her lever Eventyret -
Det kaldes Molbechs i det danske Land,
Men han er bare for det — Færgemand.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat
Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat,
Har man kun Røst, paa den megen gode Spisen!
Blæse være Røsten! er bare Hjertet godt,
Man kan indvortes følge med i Visen!
Hjertet slaaer Tact og Øiet leer,
Her Ingen er, som fordrer meer!
Rosenhækken har Geburtsdag i Guds Sol,
Roserne dens Børn, de drikke Dug og nikke.
Hver har sin Stilk, vi sidde paa en Stol,
De dufte, men vi Andre vi drikke,
Alle synge samme Skaal i Chor:
Din Skaal, Du kjære Bedstemo'er!
Skjænd passer ei, og dog vi skjænde maae,
Fødes i November, det er ikke rigtigt!
Det er jo umuligt at vi kan Blomster faae!
Til en Fest er Blomster noget Vigtigt!
Nu maae vi binde en Tone-Bouquet,
Dog Hjertets Sang er aldrig slet!
Blomster har Du selv i Hjertets Mindebog,
Blomster, som kan Sindet styrke og fornøie.
Dengang Nattens Sky hen for dit Øie drog,
Stærkt og klart saae dit indre Øie!
Skyen tager Flugt! — dog nok er sagt,
Du os forstaaer: Skaal Solens Pragt!
Der boer i hvert et Bryst, som elsker ret,
Toner, som ingen Digter kan udsige;
Han kun peger hen — men vi, vi føle det,
Det er Summen fra Kjærlighedens Rige!
Hjertet har seet da Skyen laae
Hjertet vil og vor Sang forstaae!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Fru O'Neill
Lad Dig i Smerten selve Smerten sige,
Den er et Forsyns store Kjærlighed;
Og kaldte han forud den unge Pige
Før Moderen — hvad der er bedst, han veed.
Lad Troen være Dig din Jacobs-Stige;
I hendes Bortgang var det Dig, der led; -
En Engel har Du mere i Guds Rige,
En Stjerne mere lyser til Dig ned.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Børnene og den graa Morlille
I Hjertet sidder en lille Person,
Han gestikulerer saa saare,
Men det er ækelt hvor føelsom han er,
Han svømmer bestandigt i Taare.
Han digter allene de rørende Ting,
Ak! Vand er vist Tanken og Tonen,
Thi, tænk! vore Øine staae lidt under Vand,
Skjøndt de er' saa langt fra Personen.
Han maa ei slippe i Verden ud,
Saa blev der først Graad og Jammer,
Vort Bryst skal være hans Fangetaarn,
Og Hjertet hans Fængselskammer.
Han sidder jo luunt inden Vægge der,
Skjøndt evigt og altid han skraaler:
„Her er saa snevert! o ud! derud!
Hvor Himlen og Sollyset straaler!"
— Nei, saa gaaer det meget bedre til
hos dem, som boe i vor Pande;
Vel er det Tagkammer lidet og lavt,
Dog rummer det godt maa man sande!
Thi der er' tusind' velsignede Smaae,
Ja tusinde til, og lidt flere,
Der synge og springe ved Dag og Nat,
(hos visse de mindre genere):
Det er Phantasiens levende Smaae,
De kjende ei Savn eller Længsel;
Ja tidt gjør' de Nar af den lille Person,
Der sidder i Hjertets Fængsel.
De kan de deiligste Eventyr,
Og naar vi Mennesker læse,
Saa spille de strax, som Comedie Alt,
Her lige over vor Næse.
Ja, tidt kan de udvide Kammeret selv,
saa mange alt føle en Svimlen,
Men tænk dog ogsaa, hvor høit det gaaer!
Det gaaer gjennem hele Himlen;
Saa høit, saa høit over Sol og Planet,
Ja, langt paa den anden Side!
Hvorledes de ellers kan gjøre Sligt,
Ja, det maa vor Herre vide!
— Men vil' de gjøre for stort et Spring,
Hvad eller Spektakel og Trætte,
Da kommer Fornuften, en graa Morlil,
Hun bringer dem snarlig tilrette.
Tidt tysser hun ogsaa, og er lidt vred
Paa ham, som i Hjertet græder,
Men ofte hun trøster, da synge de Smaae,
Saa smukt om Himmelens Glæder.
Men Dagene svinde og Aarene gaae,
Om selv de er' nok saa mange,
Da bliver det Fængsel i Hjertet her,
For svagt til at holde sin Fange,
Det Tagkammer selv er i skrøbelig Stand,
Det taaler ei Børnenes Springen,
Den gamle Morlille dem tager i Favn,
Som Moder, hun glemmer slet ingen;
Og Hjertets Lille, det Længsels Barn,
Er nærmest ved hendes Hjerte,
Saa barnligt, saa trygt det hviler der,
Og glemmer sin Sorg og Smerte;
Da er hun ei længer en graa Morlil,
Med Furer og Sorg paa sin Pande,
Nei ung og blomstrende hæver hun sig
Til Himlens lysende Lande.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I lignende Anledning, fremsagt af Carl Price
Prologen er altid en Slags Bouquet,
Hvormed man siger: Velkommen herinde!
Men bringe een, som er ny og net,
De Blomster er ikke saa let at finde,
Og vanskeligst, skal de være piquante.
Dog Fader og Moder og Onkel og Tante,
Cousinerne med, de sagde — „gaa dog.
Et hjerteligt Ord er den bedste Prolog!"
Een har det i Tale og Een i Mimik,
Jeg her maa sige de Vers jeg fik,
Maa bringe de Blomster som var at faae,
Den ærlige Villie vil Ingen forsmaae!
I Romerlandet hvor Apelsinen
Paa Træet hænger som Æblet her;
Der fødtes Pierroen og Harlekinen,
De ved Casorti blev Dansken kjær,
Ja Pantomimen blev dansk som Nogen,
Derom maa der staae i Mindebogen.
Et Blad tages frem, med „Guldnøglen" paa,
Tableauer og Dandse skal Rammen slaae
Saa broget, phantastisk og udenlandsk,
Men Hjertet deri er ved Slægten dansk.
Hav Tak for det Hjem vi har fundet her,
Hav Tak for det Bifald De gav os hver.
Det er en Tid siden sidst vi saaes,
Her foran Lampernes magiske Flamme,
Velkommen! Det venligt og godt forstaaes!
Velkommen! Gid De maae sige det samme!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hjertets Melodier
To brune Øine jeg nyelig saae,
I dem mit Hjem og min Verden laae,
Der flammede Snillet og Barnets Fred; -
Jeg glemmer det aldrig i Evighed!
Min Tanke er et mægtigt Fjeld,
Der over Himlene gaaer;
Mit Hjerte er et Hav saa dybt,
Hvor Bølge mod Bølge slaaer.
Og Fjeldet løfter Dit Billed
Høit over Himlenes Blaae,
Men selv Du lever i Hjertet,
Hvor dybe Brændinger gaae.
Du gav mig Blomster; hvis de lege kunde,
Da vandt jeg atter Lunets frie Lyst,
Men nei, de aabne meer den dybe Vunde,
Og sprede Giften i mit unge Bryst.
En Digter-Verden er saa navnløs stor!
Den hvælver sig høit over Himlens Bue;
Hver Sol og Stjerne i dens Luft-Hav boer,
Og ingen Tanke kan den overskue;
Dog kan Dig Intet i det store Rige,
Mit Hjertes dybe Kjærlighed udsige.
Henvisned' er de Blomster Du mig gav,
Men fra de Dødes Grav
Staae Aander frem, i Livets dunkle Gange.
Gjenkjend dem her, i mine bedste Sange.
(Ørkenens Søn)
Den vilde Hengst jeg tumler,
Vi flyve paa Sletten afsted,
Men Hjertet slipper dog ikke
Den stærke Kjærlighed.
Som Solen brænder i Sandet,
Saa brænder det dybt i mit Bryst;
Det er som Hjertet vil sprænges
Af Længsel og af Lyst!
Saa høi og saa stor er Himlen,
Med Sol og Stjerner paa,
Dog rummer den ei den Flamme,
Mit Hjerte dølge maa!
Der brænder mig Ild i Blodet,
Flyv, vilde Hengst, afsted!
Mit unge Hjerte sprænges
Af haabløs Kjærlighed.
Jeg elsker Dig — Dig, som jeg ei tør sige!
Du staaer som Tanken i mit Drømmerige,
Du skaber Aanden i hver dristig Sang,
Thi svulmer Hjertet, ret som Bølgens Gang,
Og brister stolt — thi Skjalden er en Gud;
Du er jo Brud — og lykkelig som Brud.
Man har et Sagn — et Eventyr:
Hvert Musling-Dyr,
Der bygger i den dybe, salte Sø,
Naar det har skabt sin Perle maa det døe.
— O Kjærlighed! Du blev mit Hjerte givet,
Og Perlen koste vil sin Skabning Livet.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I Norden, i Kakkelovns-Krogen
I Norden, i Kakkelovns-Krogen,
Groe Eventyr deiligt i Bogen,
Men ovre bag Pyrenæernes Muur,
Der voxe de vildt i den hele Natur,
Og er Du selv ung, ret Flamme og Fyr,
Saa brænder du op i et Eventyr!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Fru Grove, født Fenger
Bag Sorø Sø ved Skoven
Bonden gik bag Ploven;
Jeg kom med Ingemann og med hans Frue
I Præstegaardens Stue.
De glade Børnestemmer klang;
En lille Pige mindes jeg især,
Med store, milde Øjne sad hun der,
Jeg troer endnu at høre hendes Sang.
Til Tak for den nu efter mange Aar
Af mig igjen en lille Sang hun faaer;
I den vi Præstegaarden vil besøge
Og gjensee Alle, som vi mødte der;
Saa vandre vi med Sang bag Skovens Bøge
Heelt ned til Sorø Sø, — nu er vi her!
Fuldmaanen skinner, Nattergalen slaaer,
— Det lyder gjennem alle Livsens Aar.
Der spirer Blomster fra det mindste Frø;
Hvad smukt og godt er, det kan aldrig døe.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Havblik
Har Du seet Havet i en klar og stille Nat,
Naar Fladen ligger som et Speil saa glat,
Hvor Himlens halve Kugle, stjerneklar,
Afbilder sig i Fladens dunkle Glar,
Og i det Grændseløse mellem begge,
Som Centrum staaer den lette Bølge-Snekke?
Hvad følte Du vel da? — Du smælted' hen i Lyst,
Thi hvad dit Øie saae, stod ogsaa i dit Bryst! -
Hiin Hav- og Himmelkugle, vel i Formen mindre
Men aandig klar, sig hvælver i vort Indre.
— Imellem to Uend'ligheder sat,
Vort Intets Nat
Og Himmel-Evigheden,
Staaer Mennesket herneden,
Og Centrum er vort Liv, et lille Blomster-Blad,
Der skiller tvende Evigheder ad. -
— Hiint store Rum, hvis Grændse ei er givet,
Hiin Evighed før Livet,
— Hvor ene Anelsen, hvor det Guddommelige,
Et Billed' skaber i det dunkle Rige,
Et Billed', som er kun paa Fladen sat,
Thi under den er Dybets store Nat;
Men høit, høit over os, hvor Tanken salig skjælver,
Den sande, store Evighed sig hvælver,
Hvor Mennesket som Aand, i luttret Lyst,
Og med en Verden i sit Bryst,
Sig svinger, som nu Nattens Stjerne-Skarer,
Om hine Soles Sol, der Alt opklarer,
Hvorfra hvert Liv, hver Straale først gik ud,
Hiint store Faderbillede, vor Gud!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Frøken Christy Hohlenberg
Fra Hindostan, — som Digterne jo sige
Er Phantasiens Hjem og Alfers Rige,
Du kom, da Du var Barn, op til vort Norden,
Hvor vaade Taager svæve over Jorden,
Og Svanen vintrer paa den stride Elv.
Dansk var din Slægt og nordisk er Du selv,
Alt Sagaen og Kjæmpevisen priste
Hvad ubevidst Du os i Nutid viste,
At i det stille Liv tidt Blomsten groer,
Som Norden sjelden veed og sjelden troer.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til Axel Fredstrup
Til Axel Fredstrup
med mine Eventyr
(Han havde i ,,Lykkens Blomst'' været den lille Nisse)
Er Lykkens Blomst' end kastet hen,
Saa veed jeg dog tilvisse,
Jeg har en gammel trofast Ven,
Her i den lille Nisse.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Fremsagt af Hr. Ch. Schmidt ved hans Sommerforestilling i Casino 1853
Borddandsen kjender De! Ja De har kjendt den
Alt et Par Aar! Husk paa Ole Lukøie,
Dragkisten dreier sig, den løfter Been.
Ildklemmen dandser, Skilderierne.
Borddandsen kjende De forud for Andre,
Men Christians Feberangst, først nu De kjender,
Nu da De selv har Tryllekredsen sat
Med lille Finger, lagt paa lille Finger,
Følt der kom Gysning, Rivning, der kom Feber!
Hos Een og Anden! — Den er fæl den Feber,
Men hvad er den, mod den jeg har iaften.
Ak Borddands-Feber, Valg- og Bal- Geni- Kold-Feber,
De er igrunden ingen Ting mod min.
Min — ja De lee — lee kun — det letter.
Jeg gaaer iaften med Vertinde-Feber,
Tør jeg betroe Dem det: „Vertinde-Feber".
Paa Gjester, Huus og paa Anretningen
Jeg tænker, tænkte, tænker meer end Nogen.
„— Velkommen! tag til Takke! —" er Prologen,
Og Dyden ved den er, at den er kort! -
Ved Deres Bifald gaaer min Feber bort!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!