
Med et Hefte af mine Eventyr
Den lille Dreng paa det gule Bind,
Han er her lige paa Pletten,
Ja see, han træder i Stuen ind,
Leverer til Dig Bouquetten
Og siger: „Jeg skulde bringe den
Saa god, som den var at finde;
Den kommer fra H. C. Andersen
Til Anna, som er hans Veninde.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes

Med et Bundt Cigarer
Da en Syndflods Vande
Bragte Død og Grav,
Mennesker og Lande
Sank i salten Hav;
Arken, da det endte,
Stod paa Ararat;
Duen Noah sendte
Ud i Frygtens Nat.
Bunden som til Sengen
Hver i Arken sad;
Duen kom fra Engen
Med et Olieblad.
Doctoren som Duen
Tidt man venter paa;
Træder han i Stuen,
Hjertet haabe maa;
Ingen Laurbærblade
Han i Munden har,
Vi ham ryge lade
Da en god Cigar.
Træder Du i Stuen,
Ryger, som vi bad,
Ja, da er Du Duen,
Som har Haabets Blad!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Danmark kommer Bouquetten fra
Danmark kommer Bouquetten fra,
Den dufter af danske Minder;
Tør jeg vel haabe, i Afrika
At eie to unge Veninder?
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Jeg føler dit lille Hjerte dikke
Jeg føler dit lille Hjerte dikke —!
Jeg spaaer Dig — nei, jeg siger det ikke!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Længsel med Potterne
Hist hvor man kun seer Lyngen groe,
Der laves Jydepotter jo!
Der laves store, laves smaae,
Paa Vognen snart de pakked' staae,
Og see, med Potter rigt begavet,
Den reiser langveis over Havet.
Ak see, nu kjører den afsted!
Og Pottefaderen er med;
Hans lille Dreng ved Døren staaer,
Med nødbrun Kind og gule Haar,
Han seer paa Vognen, som nu kjører,
Og sært det i hans Bryst sig rører.
Han føler, nei, han veed ei hvad!
Med Potterne han reise gad,
At see Soldater, Skov og By,
Med Kirketaarne høit mod Sky;
Ja Havet med de stærke Strømme,
Og Alt, hvad han kun saae i Drømme.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Med en Deel Sparebøsser
Hver dag læg hen som Hjertets Tavlepenge
En lille Skilling eller to,
Og du skal see, om ikke meget længe
Vil Skillingen til Daler groe.
Og Du vil, alvorsfuld og glad tillige,
Forstaae, hvad Rigdom siger nu:
Imens Soldaten Skjærmer Soldaten Danmarks Rige,
Hans Børn og Hustru skjærmer Du!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Pouls Tale
Vil De nu være stille i Stuer og Sale,
Saa siger lille Poul sin store Tale;
Jeg er den ældste af de yngste To,
Kan bedst holde Tale, kan I troe.
Jeg tømmer i dag Sølvbryllups-Kruset
Og gratulerer fra hele Huset,
Fra Unge og Gamle, fra Store og Smaa.
Jeg har mine bedste Klæder paa,
Og mødte jeg ganske dem foruden,
Saa kunde man troe, jeg var Elskovsguden;
Thi jeg er velskabt og sød og lille.
Men det var ei det, jeg sige vilde!
— Min Tale den er som et Træ, der groer,
Den har af Ønsker en Blomsterflor,
Og hver en Blomst, baade lille og stor,
Har jeg kysset paa; saa sandt jeg troer,
Bag hvert lille Blad et Kys der boer
Til Bedstefa'er og til Bedstemo'er.
Det knalder med Hurra i Stuer og Sale!
— Det er lille Pouls store Tale.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Man siger, at i Spanien Qvinden
Man siger, at i Spanien Qvinden
Har krigerisk Mandsmod og Aand;
Man siger, at Spanierinden
Har en Dolk ved sit Strømpebaand;
Man siger, — man siger saa Meget;
Tro ikke hver snaksom Tourist:
Et Barnesind, let og bevæget,
Har Spanierinden forvist,
Der er en Sladdren, en Latter,
Du seirende hæver din Haand, -
Ja, da har Spaniens Datter
En Dolk ved sit Strømpebaand.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Min lille Fugl, hvor flyver Du?
Min lille Fugl, hvor flyver Du,
Imellem grønne Grene?
Ak mon jeg rinder Dig i Hu?
Mit Hjerte briste vil itu — !
— O Gud, hvor jeg dog er ene!
Du sagde, at Du var mig god;
Ja, godt mig Alle mene,
Men hvis Du ret min Sorg forstod,
Du kom, Du sang mig Sjæle-Mod,
Da sad jeg ikke alene!
Min lille Fugl, Du kommer ei
Fra dine grønne Grene;
Jeg stille vandre maa min Vei —;
Ak, ingen elsker Dig som jeg!
— O Gud, hvor jeg dog er ene!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Med forskjellige Presenter
Jeg kommer, Frøken Anna, med en Flaske af min Lugt,
Dertil to søde Hvalpe, mit Hjertes bedste Frugt,
„Bruun" var den Enes Fader, den Andens var nok „Spet",
Hver var en Gadestryger, men daarende honnet;
Jeg selv er en Slags Norma, og jeg har følt og grædt.
Men det er nu det Samme, naar Hjertet kun er godt.
Med mig de gratulere og bringe noget Smaat:
Et Stykke Chocolade og engelsk Naal og Staal;
Og alle Tre vi raabe Hurra paa Hundemaal.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Christian Wulff
Den vide Verden Faae kun nævne kan,
Der var opoffrende og god, som han;
Den skjønne Guds Natur han havde kjær,
Og paa hans Bryst faldt Dødens Draabe der;
Een Smerte kun ham fyldte, stor og heel,
Forladt og i en anden Verdens Deel
Sin stakkels syge Søster han forlod.
Et Suk — hans Hjerte brast — hos Gud han stod.
Det danske Flag man ham om Kisten gav,
Hans Kjærlighed ham fulgte i hans Grav;
Et Egetræ strøer gyldent Løv paa den;
Sov sødt, sov vel, Du tro, Du kjære Ven!
Flyv lille Svale, Vindens Vei derhen,
Bring Hilsen ham, som kommer ei igjen,
Hvis blaa og milde Øine vi først see
Der, hvor ei meer er Død og Hjertevee!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Tyveknægten
I Vuggen ligger det spæde Noer,
Det sover saa trygt og stille;
Moderen læser et Fader Vor,
En Engel hun seer i den Lille.
Ømt hun kysser hans runde Kind
Og glemmer hver jordisk Smerte,
Drømmer saa sødt i Fremtid ind;
Saa drømmer hver Moder-Hjerte.
Men Ravnen kommer med al sin Slægt,
Og synger bag Ruden sin Vise:
„Din Engel bliver en Tyveknægt,
Og vi skal Engelen spise!"
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Lille Viggo
Lille Viggo, vil Du ride Ranke?
Sæt Dig paa mit Knæ, Du søde Dreng!
Jeg hos Dig er Barn i Sjæl og Tanke;
Vi vil lege, til Du skal i Seng.
Her hos Dig jeg Barnehimlen finder,
Glemmer Alt, hvad der gjør Hjertet Vee;
Lad mig kysse dine røde Kinder,
Lad mig dog de brune Øie see!
Viis mig saa, hvor stor Du er, Du Søde!
Nei, hvor Haanden dog er buttet rund!
Smilet sidder i de Kinder røde,
Altfor smuk er dog din lille Mund!
Hver en Blomst Du kysser, som en Broder,
Taler med den, paa din egen Viis,
Hele Verden har Du i din Moder,
Hendes Skjød er Dig dit Paradiis.
Ingen seer paa Dig med mørke Blikke,
Du er Barn, Dig er man ikke vred;
Verdens vilde Strid forstaaer Du ikke,
Kjærlighed kun kjender Kjærlighed.
Jeg en smuk Historie Dig lover,
Følg nu Moder til din lille Seng!
Synge vil jeg for Dig, til Du sover,
Lille Viggo, Moders bedste Dreng!
Du maaske for mig, som ældre, synger,
Naar jeg skal til Ro den sidste Gang;
Ja, naar Jorden paa min Kiste tynger,
Syng da med den dybe Vuggesang!
Tænk paa ham, der trofast mange Gange
Gynged' Dig paa Armen op og ned.
Verden glemmer mig og mine Sange!
Mon Du glemme vil min Kjærlighed?
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

I lignende Anledning, fremsagt af Carl Price
Prologen er altid en Slags Bouquet,
Hvormed man siger: Velkommen herinde!
Men bringe een, som er ny og net,
De Blomster er ikke saa let at finde,
Og vanskeligst, skal de være piquante.
Dog Fader og Moder og Onkel og Tante,
Cousinerne med, de sagde — „gaa dog.
Et hjerteligt Ord er den bedste Prolog!"
Een har det i Tale og Een i Mimik,
Jeg her maa sige de Vers jeg fik,
Maa bringe de Blomster som var at faae,
Den ærlige Villie vil Ingen forsmaae!
I Romerlandet hvor Apelsinen
Paa Træet hænger som Æblet her;
Der fødtes Pierroen og Harlekinen,
De ved Casorti blev Dansken kjær,
Ja Pantomimen blev dansk som Nogen,
Derom maa der staae i Mindebogen.
Et Blad tages frem, med „Guldnøglen" paa,
Tableauer og Dandse skal Rammen slaae
Saa broget, phantastisk og udenlandsk,
Men Hjertet deri er ved Slægten dansk.
Hav Tak for det Hjem vi har fundet her,
Hav Tak for det Bifald De gav os hver.
Det er en Tid siden sidst vi saaes,
Her foran Lampernes magiske Flamme,
Velkommen! Det venligt og godt forstaaes!
Velkommen! Gid De maae sige det samme!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Med Freiligraths Digte
Ved Islands Geyser staaer hans Sommertelt,
Han rider paa den afrikanske Løve,
Han, Poesiens unge, tydske Helt,
Med ham det nok er værdt en Dyst at prøve;
Han har en riig Provinds i Kunstens Stat.
Her kommer han, — hans Navn er Freiligrath.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Ved en givet Forestilling til Indtægt for,,den blinde Soldat
Tillad jeg siger hvad De alt veed,
Meget her maae De ikke vente,
Den gode Villie og vort Øiemed
Maae smukt De have in mente.
En Anecdote jeg husker paa:
I een af de store Stæder,
En stakkels Blind man paa Gaden saae,
Han stod i fattige Klæder!
Og Mængden stormede travl forbi,
Den Blindes Hat kom ei Skilling i.
Da saaes en Sanger, Scenens største,
Han stillede sig ved den Blinde hen,
Og sang en Vise, een af de første
Der faldt ham ind; — hvor greb dog den!
En lyttende Skare stod rundtenom,
Og Penge der til den Blinde kom.
Her er Noget ligt og dog ikke ligt,
I Villie og Hensigt De Ligheden finde,
De Ringeste er vi for Scenens Digt,
Og ingen Betler er vor Blinde.
Vi søgte ham op i hans mørke Nat,
For Danmark gav han sin bedste Skat,
Sine Øines Lys, den solklare Dag,
For Danmarks klare, retfærdige Sag.
Nu samle vi her til hans Juletræ,
Hver tænder et Lys ved sin lille Gave,
Og Lysets Varme og Stuens Læ
Vor tappre Broder vil føle og have.
Forstaae Deeltagelsens søde Musik!
I Natten gaaer Stjernen op for hans Blik!
Hver giver sin Skjærv, som han kan bedst,
Og nu er Aftnen en Glædesfest.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Til H. C. Lumbye
Min fyenske Landsmand, som med Toner smukt
Kan give Foden Vinger, Hjertet Flugt,
Du hjalp paa lille „Ole" ved Paraden,
Nu kommer han til Dig, heelt ud af Staden,
Med Tak for sig og for alt Godt og Smukt.
Han nikker venligt og med begge Hænder
Slaaer Paraplyen ud og Drømmen sender,
En Drøm i Melodi for tusind Glade:
En ny Ole Lukøie Galopade.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Matrosen
Min Lussing skal jeg give,
Som dansk Matros!
Og skulde i Kampen jeg blive,
Er Gud min Lods!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Vandrer-Liv
Gaardhunden gjøer — dens Tænder ere saa skarpe.
En Qvinde træder i Forstuen ind,
Ak, Armod sidder paa Kjole og Kind,
Hun synger og spiller paa Harpe.
En ussel Hest bag Gjærdet søger sit Foder;
Hist holder Vognen med Dyne og Skuur,
Der sidder Manden i Guds Natur
Med Barnet, som skriger paa Moder.
Han kysser lidt og kniber til Forandring;
Snart kommer Qvinden med Penge og Brød,
Saa dier hun Barnet paa sit Skjød,
Mens Manden bereder til Vandring.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Efter Krigen
Det nye Aar kommer susende
Over Vandene.
Er Du rige Fugl, der brusende
Kommer ind i Landene,
Glædevinkende?
Er Du fattige Fugl, der linkende
Kommer med Sorg og med tunge Kaar?
Kan Du bedrøve meer end det gamle Aar?
Kan Du hugge i Hjerterne dybere Saar?
Hvad skal vel nævnes som din Bedrift,
Naar Du staaer omtalt i gammel Skrift?
Hvad mon vel Herren ved Dig os sender?
Vor Bøn kan os styrke i al vor Vee,
Men ikke forandre, hvad der skal skee.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Ved Soldatens Hjemkomst i 1864
Vor brave Soldat, som saa ærligt har stridt,
Du kommer nu hjem uden Glæde.
O Danmark, hvor har Du dog bitterligt lidt,
Blod er flydt, og Blod er at græde!
I forrige Krig, da Soldaten kom hjem,
Stor Festlighed Byerne gjorde,
Fra Husene hængte man Danebrog frem,
Stod med Sange og Æresporte.
Nu kommer Du hjem uden Hurra og Sang.
Og dog: Du holdt ud, maatte lide
Langt mere i Danmarks Kamp denne Gang,
End Mange betænke og vide.
„Hav Tak!" det siger vort Hjertelag,
Det vil i hvert Haandtryk Du kjende.
— Og saa vil vi sjunge om „Atterdag";
Den Sang er ei skrevet tilende.
I Gud er Fremtid! „Han gav, han tog",
Han kan skrive paa Danskens Skjolde:
„Atter plantedes Danebrog
Paa Thyras gjenreiste Volde."
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!