Legesag
Ikke andet end en legesag
S simpel og sexet
Nr jeg bliver vk og bliver bange
Du studerer mine stumper
Du pirker i det bne
Du slikker p min sjl
Du gnasker i min puls
Du er ikke andet end en stodder
S kravlende et kryb
S grdig en lgner
Jo jo det var mgtigt
Det var fint fint
Forsvind og kom aldrig igen
Usling
Jeg kender din slags
Skygger der logger og vil ha
Uhflige uhflige skygger
Aner ikke hvad der er puttet i maden
Hvem venter i mrke trappegange
Det er ligemeget nu
Alle ved jeg er syg af lngsel
Ikke andet end
Mnesyg og sr
Jeg er trt af folk
Der bare forlader mig
Alt for hblst hbefuld
Heromkring er fare og undergang
Heromkring sker ikke en skid
song performed by by Under Byen
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Related quotes
Konen med Æggene
Der var en Kone paa Landet,
Hun havde en Høne blandt Andet.
Nu, lægge Æg er Hønens Fag,
Og denne gav eet hver evige Dag;
Det var et Par Snese, da de blev talt,
See, det fandt Konen ikke saa galt!
Hun dem forsigtig i Kurven fik,
Tog den paa Hovedet og gik.
Til Staden styrede hun sin Gang;
Men hun var ene og Veien var lang,
Skjøndt hun gik til af alle Kræfter.
Nu tænkte hun over og regned' efter,
Hvor godt hun fik sine Æg betalt,
Og det var jo heller ikke saa galt:
»Ja vist!« saaledes hun gaaer og taler,
»For disse faaer jeg en hel Rigsdaler.
For den vil jeg kjøbe to Høns, lad see!
Med den der hjemme har jeg da tre;
Hver lægger Æg, og om ikke længe
Kan jeg handle igjen og komme til Penge;
Jeg kjøber tre Høns, til de tre jeg har;
See det bliver sex- Deres Æg jeg ta'er;
Jeg sælger de halve, den anden Rest
Skal ruges til Kyllinger, det er bedst!
Jeg faaer da en Hønsegaard; tænk Dig bare!
Og den tager til. Det er holdende Vare!
Endeel lægger Æg, endeel ruger ud -
Hvor jeg bliver rig, Du søde Gud!
Jeg kjøber to Gæs og et lille Faar,
Og bedre og bedre Handelen gaaer
Med Æg og med Høns og med Fjær og med Uld.
Tilsidst faaer jeg Pengeposen fuld!
Jeg kjøber en Griis, jeg kjøber en Ko,
Hvo veed, maaske kan jeg kjøbe to?
See det giver af sig! og efter et Aar
Har jeg Huus og Folk og Køer og Faar.
Saa kommer en Frier ind i min Stue,
Han kysser min Haand, og jeg bliver Frue!
For han har en Gaard, der er større end min!
Jeg bliver saa fornem, saa stolt og saa fiin,
Jeg taaler ikke den mindste Snakken,
Jo, jeg skal vide at knejse med Nakken!«
— Og ret som hun sagde det, gjorde hun saa-
Klask! Æggene der paa Jorden laae!
Med dem den hele Lyksalighed faldt -
Og det var i Grunden ikke saa galt!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Koekkoeken
Doet me toch geen flikker,
ikke, ikke lijkenpikker,
doet me toch geen zier,
de labelprikker labelt
alles
moet een sticker,
ikke ikke lijkenpikker
heeft plezier,
koekkoekt er niet om heen
hij is ronduit gemeen,
ikke ikke lijkenpikker
werd een pier
onder mijn te grote teen.
poem by Madrason writer
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Man Binder Os P Mund Og Hnd (edit)
1. Gribe efter blanke ting
vil hvert et grdigt lille barn.
Binde andre med en ring
gr man som helbefarn.
Tnk hvor har man stet tit
og delt et vindusparadis.
Helle, helle det er mit!
Og livet gr p samme vis:
Man binder os p mund og hnd,
med vanens tusen stramme bnd,
og det er besvrligt at flagre sig fri.
Vi leger skjul hos en, som ved
at skrme os mod ensomhed
med sde kontrakter vi luller os i.
Kunne vi forbyde de tre ord: jeg lover dig
var vi vist i krlighed p mere rlig vej.
De ord, vi svor med hnd og mund,
de glder kun den korte stund,
til glden er borte og alting forbi.
2. Krlighed og gteskab,
hvad kommer de hinanden ved?
Krlighedens tomme gab,
til kben gr af led.
Elskov er den vilde blomst:
I gartnerhnder gr den ud.
Skrmet fr den sin bekomst,
men blomstrer hedt i storm og slud.
Man binder os p mund og hnd,
med vanens tusen stramme bnd,
men ingen kan ejes. Vi flagrer os fri.
I alle krtegn er en flugt
de rde sansers vilde flugt
fra pligternes tvungne fortrampede sti.
Du m ikke eje mig. Jeg ejer ikke dig.
Alle mine kys er ikke ja og ikke nej.
De ord vi svor med hnd og mund
de glder kun den svimle stund,
det netop er kysset fra dig jeg ka' li.
3. Mde hvad der venter os,
og ingen v, hvordan det gr.
Bre skbnen uden trods,
hva der s forestr.
Glad ved hver en venlighed,
men uden tro, at det bliver ved.
Sge fred, i det vi vd,
at vi har ingen krav p fred.
Man binder os p mund og hnd,
men man kan ikke binde nd,
og ingen er fangne, nr tanken er fri.
Vi har en indre fstning her,
som styrkes i sit eget vrd,
nr bare vi kmper for det, vi ka li.
Den, som holder sjlen rank, ka aldrig blie trl.
Ingen ka regere det, som vi bestemmer sel.
Det lover vi med hnd og mund
i mrket fr en morgenstund,
at drmme om frihed blir aldrig forbi.'
( Man binder os p mund og hnd, 1940)
song performed by by Outlandish
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Poetisk Note til Digtet: Erindringblad fra Hovedstaden
Alverden mig belærer, man mener det saa godt!
Ja selv i Morgenposten besynges jeg saa smaat;
Een er jeg al for barnlig, en anden al for rask,
Men enig' er' de begge, at jeg fortjener Dask.
Jeg havde løst skizzeret et enkelt Compagnie,
(Den ædle, sande Qvinde gaaer Skudet jo forbi!)
Var Digtet ikke kraftigt, er Skylden dog ei min,
Det er et sjeldent Stykke, at gjøre Vand til Viin.
Som sagt, mod Compagniet jeg brugte Pen og Blæk,
At Mundens Hurtigpresser dog kunde faae et Knæk,
Men der skal store Kræfter, just til saa grov en Tvæt,
Og med den bedste Villie det gik dog ei saa let.
Hvordan jeg vendte Stoffet, hvordan jeg tog det fat,
Saa fandt jeg ikke andet, end hvad man kalder: „Pjat."
Og tænk, nu er der Mandfolk ved hines Compagnie,
Der ere blevne vrede, fordi de reent gik frie;
Vel kan jeg ikke nægte, da Sagen er bekjendt,
At til den ægte „Pjatten" de har et stort Talent,
Skjøndt de er lidt borneerte, og uforskammet her,
At troe, naar fem man dadler, saa gjælder det Enhver.
De vil ei tie stille, de trænge daglig frem,
Ak, vil de bare vente, jeg skal nok bruge dem!
Jeg samler Characterer til et og andet Digt,
Snart skal jeg dem benytte, og det ei blot af Pligt!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Oktober Fest
Høstlig Søndag
Evig regn melankolsk er Oktober og du vet
at sommer, sol og blå himmel var en dum
illusjon. Hannen galte ikke, og hundens ører
beveget seg ikke da en ukjent stemme sang
i smale gater, de skjønte jo at det var
undergangens stemme de hørte
Høst løv sammleren hadde ankommet med
sine krave og i følgene måneder de gamle
ville føle dødens kalde pust. Ikke så mange
tårer, ansikter i sort ramme, vi forstår så
godt når det ikke gjelder oss. Hannen kan
gale og hunden sove, dette angår dem ikke.
poem by Oskar Hansen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Avis aux lectrices
Jeg savner noget! — skal jeg Navnet sige?
Det er just ikke af en sjelden Slags;
Jeg savner — ja — en lille, bitte Pige -
Ak, Herre Gud! nu leer man ad mig strax!
Tør jeg da aldrig elske, aldrig sværme?
Hvad? Er jeg ikke gammel nok dertil?
Gud veed, jeg vil jo ei en Sjæl fornærme,
Nei holde af, det er jo det jeg vil!
Enhver Poet, selv ganske smaae Personer,
Har sig en Kjærest; — det maa være rart!
Man er ulykkelig, man sukker og man daaner,
O, jeg maa med! og jeg maa med lidt snart.
Men endnu har jeg ingen ret i Sigte,
At jeg kan blive for min Længsel qvit;
Gud veed, jeg sværmer nok for mine Digte,
Men Herre Gud, det er mig dog for lidt!
Nei jeg maa eie — hvad jeg nu vil sige -
En Kjæreste, saa faaer vist Hjertet Ro;
En lille, kun en ganske lille Pige,
Thi jeg er stor nok for os begge to!
O, kom! lad ei det søde Haab mig svigte;
Thi Kjærlighed dog klæder Folk saa net.
Men Du maa rose alle mine Digte,
Thi jeg slaaer op, saa snart Du glemmer det!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Flodleiet ligger udtørret
Flodleiet ligger udtørret
og bruges som Landevei;
Der er Marked og Handel, Disken
en Steen kun og Andet ei.
Der sælges Traad, stegte Snegle,
Vand, Jernkram, Cactussens Frugt;
Rundt om de udbrændte Bjerge
danne en Ramme smukt.
Bønder, bevæbned' med Bøsser,
og hver i Bæltet en Kniv,
Ride de vildkaade Muuldyr;
Der er en Færdsel, et Liv.
Pludseligt Bjergegnen skrækkes,
o hvilket Skybrud af Regn!
Alt i et Nu staaer forvandlet,
Fjeldstrømmen bryder hvert Hegn;
Alle flygte, Flodleiet
rummer ikke sin Flod,
Svulmende møllevands-voldsom,
raa, kaad i Overmod;
Cactus og Palmer den river
med sig i vildkaade Hast,
Dog ikke min Erindring,
den holder Billedet fast.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Klæd Dig ikke i Rødt, ikke heller i Blaat
Klæd Dig ikke i Rødt, ikke heller i Blaat,
Men altid i Lilla, saa gaaer det Dig godt.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Componisten Hägg
Flyv mod Syd, drik Solskin og folkelig Sang,
Bliv Dig selv, ja selv, ja, helst ikke Andet,
Men gro, fortjen Dig en Beethovens Rang,
Du Søn fra Jenny Linds Tonelandet!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Verden er falsk, Verden er fæl
Verden er falsk, Verden er fæl,
Du tør ei troe paa en eneste Sjæl,
Synden har bidt selv i Barne-Hæl;
Blev Tanker Thingsvidner, — vee os!
Alle i Helveds Flammer vi see os
Evigt at brænde!
Hvilken Elende!
Forkullet, død er en salig Ende.
Tro er et Solblink paa Livets Strøm,
Tro er et Menneskes deiligste Drøm!
Kornet, de høsted, kan atter groe;
Men jeg groer ikke. O, giv mig Tro,
Min Barnetro; — men den lyver jo.
Verden er Løgne og Letsind — ja værre!
I Barnetro er der et Kys af Vorherre.
Jeg er ikke Barn i Hjerte og Sind,
Jeg kommer ikke i Himlen ind.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Romance af Festen paa Kenilworth
Hyrden græsser sine Faar,
Gjærdet er hans Throne,
Solen Purpur om ham slaaer,
Maanen er hans Krone.
Hvad mon vel han tænker paa?
længe taus han stod og saae
frem i Aftenstunden.
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
Kongens Datter, stolt og fiin,
staaer i Kongeborgen;
Silke, Guld og Hermelin
skjule ikke Sorgen.
Tanken, som en Fugl saa let,
flyver, bliver aldrig træt,
synger: „Jeg har funden!"
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
Vind og Blomst, svar, hver især,
kommer hun dog ikke?
Vinden hvisker: „Hun er nær!"
Blomsterne de nikke.
Skjult en Sti fra Slottet gaaer,
Fuglen høit bag Krattet slaaer:
„Han har hende funden!"
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Et evigt Liv tør jeg ikke kræve
Et evigt Liv tør jeg ikke kræve,
Vorherre gav mig saa Meget her,
Men ogsaa Længsel for evigt at leve,
Og denne Længsel er størst hos Hver.
Han gav den, han kan os ikke bedrage.
O, Sum af Lyksalighed, mægtig og stor!
Aartusinder henflyve skal som Dage;
Min Skat fra vor Jord er mit Fadervor!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Graat Veir
Den vaade Taage hænger dorsk over Mark og By,
Det gider ikke regne engang fra sorten Sky;
Selv Gaardens Ænder ligge saa tause hver og een,
Med Hovedet bag Vingen, og ligne Kampesteen.
Ja Bedstemo'er i Stolen smaanikker, sover ind;
Den smukke Datterdatter, med Haanden under Kind,
Har gabet fire Gange, jeg veed hvad det spaaer,
See, over Brystet falder det lange, gule Haar.
Jeg selv sidder søvnig med Benene paatvers,
Jeg gider ikke læse i mine egne Vers!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Gaa til Theatret! — ved Himlens Stjerner
Gaa til Theatret! — ved Himlens Stjerner
Du bliver en Guldmynt, jeg sværger ved Berner,
Du fylder Kassen med Ører og Kroner,
Du løber op til selv Millioner,
Vælg denne Bane — gaa ikke i Spaaner!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Recension
Vel rødmer Land og Hav ret smukt i Aftensolens Flamme,
Men ak, Maneren, mærker man, bestandig er den samme.
Original er Solen ei, hvad saa den er forresten;
Bestandig staaer den op i Øst, og synker ned i Vesten.
Saa komme Nattens Stjerner frem, men man sig ret maa harme,
De skinne vel, men Alt er koldt, der er ei Liv, ei Varme.
En Nattergal ret snurrigt slaaer sin Trille hist bag Muren,
Men der er ei Methode i, det er jo reent Naturen;
Desuden er den altfor ung, har neppe Duun paa Hagen,
Og havde Sangen ingen Feil, saa sang den nok om Dagen.
Nu staaer da ogsaa Maanen op, og den er ei saa ilde,
Var den dog bare altid rund, og ikke skifte vilde.
Høit skummer Bølgen, men for stærkt, den maa sig moderere -
— Det Hele røber vel Genie, men heller ikke mere!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Brev til Fru Saabye
Min naadige Frue!
De maa vide:
I Sind og Skind maa jeg Stakkel lide,
Jeg har et Hold i min venstre Side;
Det holder mig hjemme, det gjør mig Qval.
Jeg sidder saa eensom paa anden Sal,
Kan ikke komme, — ja, det er Sorgen;
Derude er Aftenen meer end sval.
Jeg hilser bestemt paa Dem imorgen
Og beder med Læbernes smeltende Klang:
Forglem mig ikke en anden Gang!
Iaften altsaa jeg sorgfuld svigter.
Forøvrigt
ærbødigst
Deres Digter.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til den lille Marie
Du er vel ikke et Aar endnu,
Men vi er forlovede, jeg og Du,
Du yndige Barn, halvt Engel endnu!
Det bliver jeg snart, men Menneske Du,
Faaer Huus og Familie, Lykkens Kaar;
Siig da, og tag frem her Bogen, Du faaer:
„Vi To var forloved', jeg var knap et Aar."
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Spørg Amagermo'er
Der var en ældgammel Gulerod,
Saa knoldet, saa tyk og saa tung,
Den havde et ganske forfærdeligt Mod,
Den vilde gifte sig med en ung,
En yndig ung, lille Gulerod
Af Røddernes fineste Blod.
— Og Brylluppet stod.
Bevertningen var ubetalelig god,
Den kostede slet ingen Penge;
De slikkede Maaneskin og drak Dugg,
Tog Blomsterfnug,
Som det kom fra Mark og Enge.
— Gammel Gulerod hilsede med et Buk,
Og talte saa langt og saa længe,
De Ord de klukkede Kluk i Kluk;
— Ung Gulerod sagde ikke et Muk,
Sad uden at give et Smiil eller Suk,
Ung og smuk.
Hvis ikke Du troer,
Spørg Amagermo'er!
Et Rødkaalshoved var deres Præst,
Og Brudepiger Hvideroer;
Agurk' og Asparges sad som Æresgjest,
Kartoflerne stod og sang Chor.
Og der blev dandset af Lille og Stor.
Spørg Amagermo'er!
Gammel Gulerod sprang uden Strømper og Skoe,
Hu, hei! han revned' i Ryggen,
Og saa var han død, kunde aldrig groe.
Ung Gulerod loe,
Saa underligt vender sig Lykken.
Nu var hun Enke, nu var hun glad,
Nu kunde hun leve som helst hun gad,
Kunde svømme som Jomfru i Suppefad,
Ung og glad.
Hvis ikke Du troer,
Spørg Amagermo'er!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I Riddertiden, som De Alle vide
I Riddertiden, som De Alle vide,
Sad Damerne i Kreds høit over Skranken
Og saae paa Kampen med de vilde Dyr.
Og kasted' Damen da sin Handske ned
Og bød sin Ridder kjækt at hente den,
Saa adlød han. — — Det var i Riddertiden,
At mangen ædel Frøken, fornem Frue
Tog mildt sig af den Fattige og Syge,
I Stilhed øvede den bedste Daad.
Som Roserne fremskyde ny' hvert Aar,
Saa lever ogsaa Hines ædle Gjerning.
Men Handskens Kasten blandt de vilde Dyr
Er nu kun til i Sagn og gamle Sange.
Den ædle Qvinde gaaer til Armods Skjul
Og virker godt ved milde Ord og Gjerning.
Hvo er ei gjerne hendes Tjener her
Og hjælper med at samle, med at bære;
Et Blik, et Ord kun — ja her det forstaaes,
At man kan springe ned selv paa Arena.
Og egenligt gjør vi her noget Sligt -
Vi springe ikke ned, men op paa Scenen,
Vi stille vore svage Kræfter frem;
Men det er Hjertets Sag; derfor det voves
I Vennekreds. — Vel sandt, den er lidt stor
Den kjære Vennekreds, som her er samlet,
Men stor, det er just godt for Øiemedet.
Vi virke Alle med: vi vise Mod
Idet vi træde op; De vise Taalmod!
Vi give; — ja, de Fleste har vist seet
I deres Kredse, i den sidste Tid,
Hvor Alle følte, at vi er eet Folk
Og Brødre Alle! Kjærligt gav Enhver,
Selv Børnene tog Deel, de fik istand
En Tombola med ganske ringe Sager,
Men gjerne Smaa og Store toge Nummer,
Man mored sig og smilte glad mod selv
Det Ubetydeligste, som man vandt;
Thi det at vinde var jo ikke Tanken.
Husk, at vor Forestilling denne Aften
Er slig en Tombola, og da I ville
Med venligt Sind modtage, hvad I faae.
Hvad vi kan bringe, falder i det Smaa,
Men i en Vennekreds kan Meget gaae,
Der ellers aldrig gaaer. Og her er Venner,
Ja, Venner af den Fattige, som lider,
Som uforskyldt maa prøve tunge Tider.
Og nu — ja, nu det første Skridt er gjort!
Tag mildt til Takke — De faaer ikke Stort.
Husk paa, De virke med saa godt som Nogen,
Og derfor tusind Tak! — Det var Prologen.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Batteri Generator
Snevejr gr noget ved folk
Det er ikke til at sige hvad det er
Nr man vgner op i kraner
Og verden er hvid
Kabler skal lige rettes til
Motorer justeres
Alt omkring funkler og glitrer
Batteri generator
Og ingenting er lngere for sent
Man kan n at vre tro
Man kan n at vre utro
Man kan leve lidt alligevel
song performed by by Under Byen
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!