Hans Christian Andersen

Tanker ved en ituslagen Jydepotte

Du er ei meer!
Din Digter græder ved Dit brudte Leer.
Din Lod det blev at taale Røg og Flamme,
Dog stod Du fast; Du var og blev den samme.
Faa kjendte Dig paa denne store Jord,
Dog i Din Død Du nævnes skal i Nord;
Jeg i Avisen vil et Grav-Vers sætte,
Saa Taarer skal de Skjønnes Kinder tvætte.
Først var Du Leer, nu bliver Du det atter;
Saa gaaer det selv Naturens bedste Datter.
Ak! var Du falden i en Kunstners Haand,
Du havde vundet ved hans Skaber-Aand;
Som Vase skulde Du da Øiet gotte;
Men Skjæbnen bød, — Du blev en Jydepotte.
Dit Liv svandt hen saa stille, indgetogen;
Som Askepot Du sov i Skammekrogen.
Tidt saae jeg Dig imellem Røg og Ild,
Naar Maanen skinnede saa bleg og mild.
Jeg saae Din Damp, i den steeg Aander frem,
Og søgte gjennem Skorsteens-Piben hjem.
Dig glemte de, naar de saae Stjerner tindre;
Da hørte jeg det koge i Dit Indre.
Ja Du har følt og lidt som en Heltinde, -
Fred med Dit Minde!
En Digter hører helst sin egen Sang,
Thi vil jeg læse min saa mangen Gang,
Til Alfen kommer paa de hvide Vinger,
Og Trøsten bringer.

Om Børn og Linned drømte jeg i Nat,
Da vidste jeg, det ei var rigtigt fat.
Et Skrig fra Kjøkkenet jog mig af mine Drømme,
Der saae jeg Dine Skaar i Suppe svømme.
Alt var Forvirring, slukt var Skorsteens-Flammen,
Malene græd og samlede Dig sammen.
I Gaarden skal nu Dine Stumper hvile,
Smaa-Blomster snart vil fra Din Gravhøi smile.
Lad Tiden dække Alt med sine Vinger,
Maaskee i Døden den Dit Held Dig bringer:
Hvor nu er Land, var fordums Tid et Hav,
En Bøge-Skov kan voxe om Din Grav;
Et Sekel gaaer;
En Antiqvar vil finde Dine Skaar;
Dybt i hans Indre taler høit en Stemme,
At Konge-Støv Du eengang monne gjemme.
Til et Musæum skal Du Veien finde,
Som Skaar og Stumper Livets Krandse vinde.
Og nu Farvel! jeg skal Din Grav besøge,
Men lov mig, at Du aldrig her vil spøge. -
Græd ei, Malene!
Hun har det godt,
Den salig Pot!
Snart hvile ogsaa vore trætte Bene.

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share

Related quotes

Hans Christian Andersen

Ved en Vens Afrejse til Paris!

Ved en Vens Afrejse til Paris!'
Mel. Jeg er et Søndagsbarn!

Hør Venners Stemme: drik og spiis!
Thi snart, saa er Du i Paris,
Og nyder der, ja, Gud veed hvad,
Men det er ei den danske Mad!

Paa Boulevarden skal Du gaae;
Gud give at vi saae derpaa!
I Omnibus og i Coucou,
Hvo er saa lystig vel, som Du!

Vi see Dig alt halv udenlandsk,
Grisetter smaa Dig lære Fransk;
Du reiser bort som Nordens Iis,
Men kommer hjem som — ak Paris!

Du oversættes skal paa Fransk,
Originalen er dog Dansk,
Dit Træk med Hovedet, dit Smiil -
Nei, aldrig glemmes det Emil!

Skjøndt Hjertet sidder lidt paatvers,
Skal Visen aande kun Comers!
Igjennem Taarer kan man lee!
Farvel! farvel! det Bedste skee!

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Havfruen ved Samsøe

Det er sildigt alt paa Aft'nen, Stormen stiger meer og meer,
Bølgen vælter sig mod Kysten, hvor man Fiskerhytten seer.
O, der er saa luunt derinde, gamle Mutter sidder her,
Og ved Fyrrepindens Flamme bøder hun paa Garnet der.
Hist i Krogen ligger Katten, den er ei i Ungdoms Vaar,
Sildehoveder den spiser af et gammelt Potteskaar.
Lav er Døren, uden Lukke ryster den ved Stormens Kast,
Skjøndt den nok saa godt er bunden med en gammel Strikke fast.
Hør — nu rasler det derude, gamle Fatter kommer hjem;
„Gud skee Lov, han kom den Gamle! Søen er i Aften slem."
Men, hvor han er bleg og stille, Skyer paa hans Pande staae;
Han sin gamle Klædning kaster, tager Søndags-Stadsen paa.
Haaret børster han med Haanden; see, hans Øie ruller vildt;
Undrende hans gamle Qvinde trykker ham i Haanden mildt.
Hende kan han ikke dølge, hvad der driver ham afsted;
„Jeg maa bort! til Dannerhoffet; før faaer jeg ei nogen Fred.
Havfruen igjen jeg hørte, det er nu den tredie Gang;
Hvis jeg dvæler længer, vil hun synge snart min Dødningsang.
Hvert af hendes Ord jeg husker, o det klang saa stort, saa smukt!
Snart skal Jubelklokken klinge over Belte, Sund og Bugt,
Og en Prinds skal fødes Danmark, fuld af Snille, fuld af Mod;
Han skal nævnes fjerde Christian, af den oldenborgske Rod.
Under ham vil Danmark blomstre, og hans Værk vil ei forgaae!
Som en Konge, Helt og Fader skal han blandt de Danske staae!"
— Saa den gamle Fisker taler, griber Knortestaven fat,
Vandrer saa afsted fra Hytten, frygter ikke Storm og Nat;
Men han skotter sky til Stranden, — aldrig Veien var saa lang -
Havfruen i Dybet dukker; Stormen synger nu sin Sang. -

2
I Røg og Damp staaer Bugt og Sø,
Paa Bølgen glider Havets Mø;
Sin Helt hun seer paa Dækket staae;
Høit om hans Daad vil Harpen slaae:
„Kong Christian stod ved høien Mast
I Røg og Damp.
Hans Værge hamrede saa fast,
At Gothens Hjelm og Hjerne brast;
Da sank hvert fjendtligt Speil og Mast
I Røg og Damp.
Fly, skreg de, fly, hvad flygte kan!
Hvo staaer mod Danmarks Christian,
I Kamp?!"
Fra Fader-Øiet strømmer det røde Helteblod,
Men han har Seiren vundet og hævet Danmarks Mod.
See, Fjendens Skare flygter — og gjennem Sund og Belt
Den glade Havfrue synger om Seiren og sin Helt.

3
Aarhundreder forsvinde i Tidens dybe Grav.
See, Natten er saa stille, speilklar er Fjord og Hav;
Dampskibet glider hurtigt, langs Samsøes grønne Kyst,
Maskineriet larmer, forresten Alt er tyst.
De Passagerer sove paa Dækket Natten væk,
Enhver har godt indsvøbt sig i Kappe og i Sæk;
De snorke og de sove Enhver paa sin Maneer.
Styrmanden staaer ved Roret og hen mod Kysten seer,
Thi hist, hvor Øen høiner sig i den salte Sø,
Der sidder bleg og gammel, hiin Havets kjendte Mø.
Det lange Haar er hvidnet, og ligner bleget Tang,
Og mat, som Bølgens Skvulpen er hendes sidste Sang.
„Trehundred' Aar er svundne, fra først jeg Lyset saae!
Min Barm ei længer svulmer, og Lokken er saa graae!
Snart paa min Gravhøi voxer den lysegrønne Tang,
Mit Minde da forsvinder, som nu min Aften-Sang.
Til Skum jeg snart forvandles — — kun eet gjør mig saa vee:
Ak, aldrig skal jeg mere hans Helteaand da see!
Jeg sang jo ved hans Vugge, jeg sang i Kjøgebugt,
Jeg græd i Issefjorden, da Danmarks Sol var slukt!"
— Den gamle Styrmand lytter — han hører hvert et Ord.
De Passagerer vaagne. — Det kuler stærkt fra Nord.
— Havfruen er forsvunden, forstummet hendes Sang,
Men Skum der sees paa Bølgen og paa det brune Tang.

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Skildvagten

Aft'nen er taaget — døsigt Lygterne brænde;
Kun paa sin Støi og sin Larm kan man kjende
Det store Paris.
Den brogede, larmende Vrimmel, paa Bølgernes Viis,
Fremtrænger sig vildt gjennem Stræde og Gade.
Hist staaer et Palads med pragtfuld Façade,
Men kun svagt, gjennem Taagen, dæmrer den straalende Krands
Af Lampernes flammende Glands.
Hvem er vel Eier af hiin Pragt, man seer?
„Un cavalier," man veed ei meer.
Ved Porten staaer en Graaskjæg i Gevær,
Han tjente engang i den store Keisers Hær, -
Forresten man om ham veed meget mindre;
Men saae man i den gamle Krigers Indre,
Da for vort Blik,
En svunden Verden, stor og klar opgik.
„Hvor underligt forandres Alt med Tiden!"
— Saa drømmer han. — „Her stod jeg just! dog, det er længe siden.
Mit Bryst var fuldt af store Ungdoms Drømme;
Da bruste Blodet — ja, i vilde Strømme
Flød Frankrigs Blod,
Men Friheds-Træet grønt og herligt stod,
Og jeg var hærdet; nu jeg gammel er og blød.

Toulon var Fjendens. Seier eller Død
Vi med vor yngste Officeer da svore,
Thi han — han var Napoleon den Store.
— Med ham gik Frankrigs yngste Helte-Flokke
Hen over Alpelandets Kjæmpeblokke,
Bestandigt opad, opad i den skarpe Vind,
Som vilde vi i Himlen ind!
Han gik foran, vi fulgte Mand for Mand,
Hvor før kun Mulen steeg paa Fjeldets Rand,
Og gjennem Iis og Snee og skarpe Vinde,
Vi vidste Fjenden, og vor Seir at finde;
Der midt imellem Kamp og Dødens Flamme,
Han stod den Samme,
Skjøndt Kugler fløi om ham i Dagens Dyst.
„Om han blev dræbt!" — det gjøs i hvert et Bryst,
Thi Gud og han vor Tanke var i Leiren,
Og begge gav os Seiren.
Hvor jublede jeg høit med Folke-Vrimlen,
Da Keiser-Navnet tonede mod Himlen;
— Smaae-Fuglene paa Fjeldets Tind,
Saae stolt til Konge-Ørnen ind;
Da stormede vi gjennem Busk og Hække,
Og Konger kaared' han, hvis Kraft de vilde knække.
Selv Havets Slange, skjøndt den bister lo,
Dog frygtet Konge-Ørnens stærke Klo;
En evig Troskab, Venskab høit de svore,
Og glemte dog saa snart den Eneste — den Store!

Ud over Reden voxte det stolte Vinge-Par,
For lidet ham det store Frankrig var;
Han var Europas Helt — Europa var hans Rige,
Hans Stjerne kjendte kun, at synke, eller stige.

„Mod Moskov! — Moskov!" høit han bød,
Men stolt det reiste sig i Flamme-Glød,
Kun Ild og Aske inddrak vore Lunger,
Til Bjerge svulmed' Brandens røde Tunger,
Alt blev til Ild, selv Liget i sin Grav,
Og Lykkens Stjerne svandt i dette Flamme-Hav.
— Hver Dag skjød Ruslands Jordbund Hære frem,
Dog havde vi nok faaet Bugt med dem!
Det Vintren var, og ei Kosakkens Landse,
Der røved' Frankrig sine bedste Krandse.
Kun Iis og Snee stod for vort matte Blik;
Ja Neglene fra Kjødet gik,
Mens Børn og Kvinder, Alt — dog taus jeg være maae;
Hvad Øiet dengang saae,
Tør nu mit gamle Hoved ikke tænke paa! -

Jeg blandt de Saarede paa Vognen laae;
Een Flod og Riger var imellem Fædrelandet;
Stærk Strømmen gik, tynd Isen var paa Vandet;
Hver Vogn, hver Hest vi synke saae;
Kun enkelt kunde man hiin Side Bredden naae,
De matte Hænder vi fra Vognen strakte frem,
Man saae det ei, thi „hjemad! hjem!"
Det lød, det trængte i mit Hjerte;
Jeg styrted' mig fra Vognen i min Smerte,
Men Isen brast; — — dog Strømmen hæved' atter,
— En Haand mig fatter -
Det var Napoleons — Han var min Redningsmand,
Og jeg saae Frankrig, saae mit Fødeland.
Fri stod jeg der, men ham man Haanden bandt;
Europas Sol bag Elbas Skove svandt.

Men synke kan ei det som Gud opreiser,
Og Folket selv ham kaarede til Keiser;
Der maatte til den hele Spurve-Vrimmel,
For at forjage Ørnen fra sin Himmel.

Han kom — — mit Hjerte vilde mig af Barmen!
Min Hustru holdt den Spæde frem paa Armen;
Velsignelse fløi fra hans Helte-Blikke,
Han kom igjen — han glemte Frankrig ikke!
— Men Frankrig glemte ham — det gav ham bort til Havet;
Ei Fædrelandet har sin første Helt begravet.

— Mod Fjeldet stolt den høie Bølge slaaer,
Men den er bristet længst, naar Fjeldet staaer;
Det synker ei, hvad engang Gud opreiser!
Europa glemmer ei min store Keiser!" -

Saadan den gamle Skildvagt drømmer nu.
„Hvad græder Du? —"
„Lidt vaade er de gamle Øienlaage,
Dog, det er mueligt Aft'nens kolde Taage ..."
„Tys, stille dog! glem nu den Store!
Hist gaaer en lille Een med Sabel og med Spore,
Derfor ei Mere!
Husk, gamle Graaskjæg, Du skal presentere!"

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Livet en Drøm

Til Vennen
Du kjender Grunden til min dybe Smerte,
Du kjender hver en Tanke i mit Bryst;
Jeg holder fast ved Dig med Sjæl og Hjerte,
O vær mig tro, i Smerte og i Lyst!
Mit stolte Haab, jeg saae som Boble briste,
O lad mig ikke Venskab ogsaa miste!

Dit aabne Blik, Dit barnlig' rene Hjerte,
Og hun — vor Søster — bandt mig fast til Dig;
Nu er hun død — jeg saae Din stille Smerte,
Imens Din Læbe vilde trøste mig. -
— — O Broder, Livets bedste Bobler briste,
O lad mig ei Dit stærke Venskab miste!

Nei, Du er tro! — hvor mildner Du min Smerte!
— Mens nu Du trykker broder-ømt min Haand
Med Blik mod Blik og Hjerte imod Hjerte,
En mægtig Tanke stiger for min Aand,
Den bringer Fryd og Veemod uden Lige,
Og hvad den seer, vil Læben Dig udsige.


1
I det store Verdens-Rum, over Sol og over Stjerne,
Høit, hvor ingen Tanke naaer, i det Blaae, umaalte Fjerne,
Leve gjennem Evighed Aandehærens Myriader,
Fuld af Kraft og Kjærlighed, skabt af Naadens store Fader.
Deres Kamp Begeistring er, deres Længsel Kjærligheden;
Begge voxe Stund for Stund, gjennem hele Evigheden.
Feile de, da straffer Gud hine faldne Aandeskarer,
De maae slumre, slumre dybt; — men det kun Minutter varer.
Kort kun standses Aandens Flugt, snart den atter fri kan svæve,
Drømmen i hiin Straffe-Søvn, det er Livet her vi leve.
Er endogsaa Drømmen smuk, eie vi al jordisk Lykke,
Den er dog en Skygge kun, mod hiint Liv, hvor vi skal bygge!
Døden her, er Livet hist, snart er Straf og Drøm tilende,
Men i Drømmen her, kun svagt Aanden kan sig selv gjenkjende.


2
Døden kalder. — Sprængt er det jordiske Baand.
Drømmen er endt. Fri svæver den mægtige Aand,
Mindes sin Drøm og svimler i svulmende Lyst.
Nu er hun hans! — See, Bryst imod Bryst,
Læbe ved Læbe, og Øie mod Øie,
Svæve de elskende Aander gjennem det Høie.
Een er kun Tanken, een deres Stræben;
Som Toner flyde Drømmen fra Læben,
Drømmen om Jordlivet her,
Den vi drømme enhver:

„Underligt jeg nylig drømte,
og jeg var — jeg veed ei hvor!
Jeg var i et Legem fængslet,
var ei længer fri og stor;
Følte Tvivl og Sorg og Længsel,
som den aldrig føles her,
Til en Klode var jeg bundet,
Hjemmet var saa snævert der.
Dunst og Taage, livløs Glimmer,
var dens hele Herlighed;
Jeg var Barn, og jeg blev Yngling,
kjendte ei til Kjærlighed;
Saae ei Dig, nei ung og modig
i min tunge Larvedragt,
Fyldt med Anelse om Himlen,
spøgte jeg med Jordens Pragt;
Loe af Sorgen, som af Glæden,
„Kaadhed" kaldtes det at lee,
Thi for Støvets tunge Larve
Hjertet kan ei Hjertet see.
Underlig mit Indre brændte,
sært jeg tumlet mig omkring,
Tidt mit unge Hjerte blødte,
men det var kun Hverdags-Ting.
Da engang — jeg klart det mindes,
Jorden stod i Sommer-Pragt,
Dig jeg fandt, og mig Du ligned',
Fængslet under Larvens Dragt.
Men, alt første Gang vi mødtes,
følte jeg, at det var Dig;
Og jeg saa Din Kind at rødme,
skjøndt Du kjendte ikke mig.
Du var min, i Sjæl og Tanke,
inderlig jeg bad til Gud;
Ei jeg kunde mig løsrive,
skjøndt Du var en andens Brud.
Dog jeg vilde Flammen dæmpe,
nøde Hjertet til at lee,
Men vi maatte atter mødes,
mødes til vor bittre Vee!
I Dit barnlig, fromme Øie,
Sjælens dybe Stemme laae,
Aldrig dog Din Læbe sagde,
hvad jeg i Dit Øie saae.
Pligten var Dig høi og hellig,
og vi maatte skilles ad;
Dybt Du græd — men kun som Søster, -
aldrig blev mit Hjerte glad.
Dig jeg leved', Dig jeg tænkte,
Du kun i mit Hjerte laae,
Livet var saa langt, saa bittert,
Dig jeg aldrig mere saae.
Tidt jeg sang i stille Smerte,
— Ungdoms-Lunet var forbi;
Mængden hørte Sangen stige,
kaldte Smerten: Poesie!
Saadan svandt der Aar og Dage,
Døden bar jeg i mit Bryst.
— Døden endte Nattens Drømme,
og jeg vaagner nu i Lyst;
Du er min! vi skal ei skilles,
mægtig svulmer Tankens Strøm;
Alle Himlens Himle tone:
„Jordelivet er en Drøm!""

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Marts

'Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.'

*
Mægtigt Vaarens Pulse banke,
Dog er det saa kold en Tid;
See, imellem Form og Tanke
Viser sig den store Strid;
Aaret giver i det Mindre,
Hvad i Secler Verden gav,
Hvad du seer, hvor Stjerner tindre,
Og i Oldtids sjunkne Grav,
Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.
*
Jorden.
Ton høit i Tidens Kamp mit stolte Qvad!
En Verden være mig mit Nodeblad,
Urbjergene, som dybt grundfæsted' staae,
De er' de sorte Streger, sat' derpaa,

Og hver Forstening, hvert et Lag deri,
Er Noden til den stolte Melodie.
Hvert Mammuthsdyr, hver Blomst i Stenen bundet
Os synger om et Liv, som er forsvundet,
Om Tidens Stræben, Tidens snevre Baand,
Om Kampen mellem Formerne og Aand.

Hvo sprængte Himlen med sit Stjernetal,
Den vidtudstrakte Ymers Pandeskal,
Den høie Himmelhvælving i sin Skranke -
Hvo, uden Aanden med sin Flamme-Tanke?
Copernikus gav Jorden Liv og Gang,
Stolt alle Sphærerne i Rummet sang,
De gamle Former bort som Avner fløi,
Og Verden blev saa navnløs stor og høi.

Den vilde Søgang bryder stolt hver Skranke,
Og Klippen brister, som den skjøre Planke,
Sø bliver Land og Landet atter Sø,
Men dobbelt skjøn sig reiser Ø ved Ø,
Det indre Liv sig lader ei betvinge.
See! Skovene fra Jordens Muld fremspringe,
Fixstjernens Skjær naaer ned til Jordens Bugt,
Skjøndt Secler svinde i dens snare Flugt,
Men Rummet ei kan Kraftens Straale dæmpe,
Forgjæves Titans Børn mod Himlen kjæmpe.
Brænd Byer af, riv ned med Tiger-Kloe,
Strøe Salt i Gruset, at ei Græs skal groe! -
Dog reiser Aanden atter Steen ved Steen,
Erindringen med Fredens Palmegreen
Beskytte vil, hvad Tid ei kan henveire,
Kun Formerne kan døe, og Aanden seire!
Stolt er Du Hav, og dog saa svag en Skranke; -
Dig Mennesket betvinger ved sin Tanke;
Du, Kraftens stolte Kjæmpe, her maa stande,
En St. Christoffer mellem Verdens Lande,
Og os henbringe, hvor vi ønske vil,
Thi Formen er for Aanden kun et Spil.
Lavinen styrter ned fra Bjerg og Fjeld,
Snart sprudler der det stærke Kildevæld,
Og Hytterne med Bruunt det Hvide spætte,
Alt rører Livet sig paa Dødens Slette.
Om Laplands Bjerge snoer sig Sumpelandet,
Men frodigt groe de røde Bær paa Vandet;
Tilintetgjørelsen sit Banner svinger,
Men engang ogsaa Tiden her den tvinger.
Urskovens Dynd med Sumpene forgaae,
Og Byer der i Dalene skal staae,
Hvor Karavanen smægtede i Sandet,
Skal Mennesket fremtrylle: Kanaans-Landet!
Altid, naar Aandens Moses-Stav det vilde,
Fremsprang, trods Formens Klippe, Livets Kilde!
*

Menneskelivet.
For den vilde Syndflods Vande
Svinde Bjerge, Byer, Lande,
Men ei Snillet den betvinger -
Frelste Slægter Arken bringer;
Høit paa Ararat de dale;
Jorden snart er Blomster-Sale.
- Lænket fast til Døgnets Klipper
Ei Prometheus Faklen slipper.
Stjernens Rige, Bølgens Hjem
Vise maa sin Guddom frem;
Hvad er Formen uden Livet?
Derfor Alt en Gud blev givet.
Over Bølgen Vei de finde,
Aandens gyldne Skind at vinde,
Ingen Baand den Stærke skrække;
Cecrops lander paa sin Snekke.
Taagen synker, Lyset stiger,
Cyrus reiser sine Riger,
Gjennem Floder, over Fjelde
Viser Aanden kjækt sin Vælde;
Alexanders stolte Sind
Slutter Verdens Lande ind;
Kraften gaaer sin stolte Gang,
Roma synger Seierssang;
Medens Stormen over Sø
Bringer Aandens Blomster Frø.
Og det groer paa Land og Ø!
Dog maa Sværdets Flamme-Tunge
Tidt sit stolte Drapa sjunge,
Sprænge Formens Klippemuur
I den kjæmpende Natur.
Hør, et dybt Halleluja
Tonede fra Golgatha!
Høit i Nord hvert Billed falder,
Klokkens Aande-Tone kalder
Folket fra den dunkle Skov.
Aanden kun skee Priis og Lov!
Ei for Formen skal Du knæle,
Aand kan Aanden kun besjæle! -
Ridderen, i Kampens Færd,
Troer paa Gud og paa sit Sværd,
Men bestandigt Døgnets Haand
Slynger Formens faste Baand,
Virker dem i Heltens Pantser;
Pigen selv med dem sig krandser.
Adskilt staaer i hvert et Land
Adel-, Borger-, Trællestand,
Medens høit i Guddoms-Flammen
Straaler: vorder Eet tilsammen.
Det har Kraft, meer end Du tænker,
Derfor bort med Formens Lænker,
Kun Fornuften, stor og fri,
Danne Verdens Harmonie! -
- Nutid, Du Prometeus saae,
Han er kjendt selv af de Smaae!
Aanden sig mod Himlen svang,
Kjækt han Formerne betvang;
Døgnets Dværge sammen fore
Ved Napoleon den store!
Paa den nøgne Klippe-Ø,
I den dybe, salte Sø
Havde de ham lænket ned -
Niddets Grif hans Rygte sled,
Men det voxed' meer og meer,
Verden har, som ham, ei fleer! -
Mindes Du, hvad Skjalden sang
Om den Vilde, som engang
Landede ved Themsens Høie?
Skjalden vilde ham fornøie,
Nævned Navnet paa hans Gud;
Høit i Jubel hiin brød ud,
Taarer strømmed' fra hans Øie,
Gjerne vilde han fornøie
Atter ham, som Fryd ham bragde,
Og 'Napoleon', han sagde;
Thi det Navn gik over Klipper,
Hvor den sidste Tange slipper.
Navnet selv paa Kraftens Aand,
Sprængte Sprogets snevre Baand!
*

Poesien.
En Guddoms Tanke er Du, Poesie,
Udsprungen fra det store Fader-Hjerte,
Din Sjæl er Kraft, din Tale Melodie,
Dit Smiil kan dulme selv et Jordlivs Smerte.
Dit Klædebon er hver en Skov, der groer,
Den røde Lava, Bjerget svøbt i Skyer,
Det dybe Hav, hvor Liviaten [senere rettet til: Leviaten] boer,
Selv Verdens-Vrimlen i de store Byer.
For Dig er ikke Livets Bibel lukt,
Dit Hjem er alle Jorderiges Lande,
Igjennem Universet gaaer din Flugt
Med Stjerne-Diademet om din Pande!
Saadan Du staaer for hvert begeistret Sind,
Og Sjæl og Tanke klart din Guddom fatte,
Du lukker Barnet i din Himmel ind,
Og viser Manden dine Guddoms-Skatte. -
Imellem skotter Verden til din Flugt,
Skjøndt Verden har saa meget at bestille,
Og mangen Lærd beskriver Dig ret smukt
Og lærer dem, som gjerne lære ville;
De faae, hvad Mester da har tænkt og meent,
Det store Kæmpelegem' man trancherer,
Og seer, at Poesie er noget pænt,
Og Digteren en flittig, god Polerer,
En velstuderet Mand, en dygtig En,
Der ærlig Døgnets Middags Suppe laver,
Der kunstig skjærer ud en Ferskensteen,
Og ride kan Spidsfindighedens Traver,
Der siger, 'Poesie er Formelys,
Der støbes udenfra og smukt skal tindre,
Men ei en Væxt, der under Nattens Gys
Og Dagens Ild udvikles fra sit Indre.'
Den voxer ikke kunstig til en Muur,
En Væxt, der under Saxen Form blev [rettet fra: bliv] givet,
Men griber ved sin stolte Kraft-Natur,
Og viser, fra det Indre strømmer Livet!
- Naar Solens Straale gjennem Ruden gaaer,
Dit Øie Millioner Støv-Gran finder,
Dog, det er ikke Blomsterstøv Du faaer,
Nei, Hverdags-Fnuget er det, som forsvinder,
Blæs kun derpaa, da hvirvler Støvet smukt,
Og der er Form og Runding, smukke Bølger,
Men Døgnets Sol gaaer ned, et dødt Produkt,
Er Alt, hvad af den hele Stræben følger.
Prometheus liig, staaer Skjalden paa vor Kyst,
Med Tidens store Uhr hans Hjerte banker,
En Verdens Taarer bølge i hans Bryst,
Cherubers Flugt blev skjænket til hans Tanker,
Han klipper ikke Stads og springer Buk,
Og skjælder ud paa skjønne Melodier,
Thi da vil Musen flygte med et Suk,
Og Guddoms-Stemmen dybt i Hjertet tier.
Løs Formens Baand, den ægte Poesie
I Prosa selv som Poesie vil straale,
Men Hverdags-Tanken i sin Form-Magie,
Er et Metal, der ikke Ild kan taale.
Lad Mængden glædes ved det Stads, han [senere rettet til: den] seer,
Ved disse Spring og Viddets Pirouetter,
Det morer her at finde Poul og Peer,
Hvordan, som Solen, ogsaa de har Pletter. -
Nei, Musen flyver stolt mod Himlens Sol,
Hun seer til Havets Ørken som til Bækken,
Til Digterhjertet i en Martsviol,
Og til hver Fugl, der qviddrer mildt fra Hækken.
Hun tier ved sin kjære Digters Grav,
Han lever jo der, hvor hun selv har hjemme;
Men det, som han den hele Verden gav,
Det nævner ham, thi det ved ham fik Stemme.
Og Vaaren viser ved sin Kamp og Strid,
At Liv maa gjennem Dødens Iis fremspringe,
Saa var, saa bliver det til evig Tid,
Den stærke Aand skal Formerne betvinge.
Ei Solens Straale i den frie Luft
Formaaer at danne Blomstens fine Bæger,
Det er ei den, der fylder den med Duft,
Nei, fra det Indre Kraften sig bevæger!

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Hjertets Melodier

To brune Øine jeg nyelig saae,
I dem mit Hjem og min Verden laae,
Der flammede Snillet og Barnets Fred; -
Jeg glemmer det aldrig i Evighed!


Min Tanke er et mægtigt Fjeld,
Der over Himlene gaaer;
Mit Hjerte er et Hav saa dybt,
Hvor Bølge mod Bølge slaaer.

Og Fjeldet løfter Dit Billed
Høit over Himlenes Blaae,
Men selv Du lever i Hjertet,
Hvor dybe Brændinger gaae.


Du gav mig Blomster; hvis de lege kunde,
Da vandt jeg atter Lunets frie Lyst,
Men nei, de aabne meer den dybe Vunde,
Og sprede Giften i mit unge Bryst.


En Digter-Verden er saa navnløs stor!
Den hvælver sig høit over Himlens Bue;
Hver Sol og Stjerne i dens Luft-Hav boer,
Og ingen Tanke kan den overskue;
Dog kan Dig Intet i det store Rige,
Mit Hjertes dybe Kjærlighed udsige.


Henvisned' er de Blomster Du mig gav,
Men fra de Dødes Grav
Staae Aander frem, i Livets dunkle Gange.
Gjenkjend dem her, i mine bedste Sange.


(Ørkenens Søn)
Den vilde Hengst jeg tumler,
Vi flyve paa Sletten afsted,
Men Hjertet slipper dog ikke
Den stærke Kjærlighed.

Som Solen brænder i Sandet,
Saa brænder det dybt i mit Bryst;
Det er som Hjertet vil sprænges
Af Længsel og af Lyst!

Saa høi og saa stor er Himlen,
Med Sol og Stjerner paa,
Dog rummer den ei den Flamme,
Mit Hjerte dølge maa!

Der brænder mig Ild i Blodet,
Flyv, vilde Hengst, afsted!
Mit unge Hjerte sprænges
Af haabløs Kjærlighed.

Jeg elsker Dig — Dig, som jeg ei tør sige!
Du staaer som Tanken i mit Drømmerige,
Du skaber Aanden i hver dristig Sang,
Thi svulmer Hjertet, ret som Bølgens Gang,
Og brister stolt — thi Skjalden er en Gud;
Du er jo Brud — og lykkelig som Brud.

Man har et Sagn — et Eventyr:
Hvert Musling-Dyr,
Der bygger i den dybe, salte Sø,
Naar det har skabt sin Perle maa det døe.
— O Kjærlighed! Du blev mit Hjerte givet,
Og Perlen koste vil sin Skabning Livet.

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Vi en Sang maae Holger skiænke

Vi en Sang maae Holger skiænke,
Siger man, og standser da:
Om saa ung en Mand da tænke,
Hvor skal vi faae Stoffet fra?
Der er nok, syng bare til:
Visen selv sig digte vil.

Har I hørt ham føre Ordet,
Seet ham læse sin Latin,
Skuet ham ved Frokostbordet,
Seet ham drikke Thee og Vin,
Og I frygte at ei han
Stof til Visen give kan?

Har I seet vor Holger Stampe
Nøgen paa den sorte Hest,
Ved det Syn man kan faa Krampe,
Hiertet giver det sin Rest!
Hvor man ham betragte vil,
Hvilket deiligt Muskelspil!

Saae I ham paa Jagt derovre,
Der paa Feddet, naar han sang:
„Frage nicht, warum ich traure,"
Og han gik sin egen Gang.
Fuglen selv med Vinger paa
Neie sig for Holger maae.

Saae I ham i Dandsen trine,
Giøre Flicflac, høie Spring?
Hver en Dame, Død og Pine!
Gik da Hiertet ud og ind.
„Han vil blive," lød i Chor,
„God naar først han bliver stor."

Har I seet Personen svømme,
Har I seet ham staae paa Tørt?
Det er nok, vi kan berømme,
Søde Holger, vi er rørt!
Gid du snart bag Rosens Tiørn
Staae med Viv og Maaske-Børn!

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Julesang i det Collinske Huus

Saa sidde vi igjen om Julebordet
Og synge høit vor Sang, vort Juledigt,
Og Glæden er i Hjertet og i Ordet,
Skjøndt Aaret var saa taust, saa alvorsrigt.
Der rulled Kroner hen som Kiselstene,
Men i vor lille Kreds vor Krone blev:
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit Kongerige i vort Hjerte skrev.

Mod Roskild Spir fløi Svanen frem og døde,
Ved Slesvig Kampens Paaskeklokker klang,
Og Tre af Kredsen her gik til det Møde,
Hvor Døden stod, og hvor Kanoner sang.
Mod Savn og kolde Nætter, Oprørsflammen
De gik, og selv vi bad: „I Guds Navn gaa!"
Og see, vi sidde atter samled' sammen,
Det er, som om en Drøm det var, vi saae.

Hver Sorg og Angst i Hjertet vi erindre
Og føle derpaa ret: Gud var os god!
Vor Julestjerne see vi dobbelt tindre;
Dens Straaler skal os give Fremtids Mod.
End mange Aar vort Huuslivs stille Scene
Staae lykkelig, som selv iaar den blev,
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit store Rige i vort Hjerte skrev.

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

I lignende Anledning, fremsagt af Carl Price

Prologen er altid en Slags Bouquet,
Hvormed man siger: Velkommen herinde!
Men bringe een, som er ny og net,
De Blomster er ikke saa let at finde,
Og vanskeligst, skal de være piquante.
Dog Fader og Moder og Onkel og Tante,
Cousinerne med, de sagde — „gaa dog.
Et hjerteligt Ord er den bedste Prolog!"
Een har det i Tale og Een i Mimik,
Jeg her maa sige de Vers jeg fik,
Maa bringe de Blomster som var at faae,
Den ærlige Villie vil Ingen forsmaae!
I Romerlandet hvor Apelsinen
Paa Træet hænger som Æblet her;
Der fødtes Pierroen og Harlekinen,
De ved Casorti blev Dansken kjær,
Ja Pantomimen blev dansk som Nogen,
Derom maa der staae i Mindebogen.
Et Blad tages frem, med „Guldnøglen" paa,
Tableauer og Dandse skal Rammen slaae
Saa broget, phantastisk og udenlandsk,
Men Hjertet deri er ved Slægten dansk.
Hav Tak for det Hjem vi har fundet her,
Hav Tak for det Bifald De gav os hver.
Det er en Tid siden sidst vi saaes,
Her foran Lampernes magiske Flamme,
Velkommen! Det venligt og godt forstaaes!
Velkommen! Gid De maae sige det samme!

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Henriette Wulff

I det brændende Skib, paa det rullende Hav,
I Rædsler, som ei vi udholde at høre,
Har du lidt, har du endt, har Du fundet din Grav,
Dødsmaaden og Kampen naae aldrig vort Øre!

Du dristige, kraftfulde Sjæl, Du dig holdt
I et skrøbeligt Legem; høit stod Du i Vrimlen,
Og aldrig dit ildfulde Hjerte blev koldt;
Her Faa kun forstod Dig, men Flere i Himlen!

Du var mig en Søster deeltagende stærk,
Min Sjæl holdt Du oppe, naar Verden mig traadte,
Du kjendte, forstod mig, og det er dit Værk,
At tit jeg ei sank, naar synke jeg maatte.

Det falske, det Tomme, det Bjældeklangs Smaa
Har Hobens Beskyttelse, bæres af Strømmen,
Dens Løb ei forandres —, Skumbølgerne gaae,
Og Jordlivet gaaer,- det er endt snart, som Drømmen.

Farvel min Veninde fra Barndommens Aar!
Du var mig meer god, end jeg det fortjente,
Nu har du stridt ud — ; hos en Broder Du staaer,
Med hvem alt paa Jorden Dig Længsel foreente.

Din Kiste blev Havet, det rullende Hav,
Og Indskriften over Dig staaer i vort Hjerte,
Din Sjæl er i Himlen, der Herren Dig gav
Lyksalighed tifold for Dødsstundens Smerte.

I det brændende Skib paa det rullende Hav,
I Rædsler, som ei vi udholde at høre,
Har Du lidt, har Du endt, har Du fundet din Grav,
Dødsmaaden og Kampen naae aldrig vort Øre!

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Phantasie ved Vesterhavet [Er disse høie, sorte Masser Fjelde? ]

Er disse høie, sorte Masser Fjelde?
Nei! fremad styrte de med Vælde,
Og Sneens Dynger paa den høie Tinde,
Snart stige, snart forsvinde!
— Er det da Skyer, som i Dalen svæve,
Og nu med eet sig høit mod Himlen hæve?
Nei, det er Havet! — hør dets dybe Sang,
Ei hørte Øret før slig Orgelklang,
Den ryster Sjæl og Tanke,
Thi her er alting stort og uden Skranke.
— Hvad gjemmer Du, o Bølge, i Dybets Bugt?
Hvad saae Du paa Din stolte Flugt?
Hvad hørte Du? — Du Jordens Vugge, Jordens Grav!
Herlige Hav!!!
— Din Bølge saae ved Nordens Pol
Den ei synkende Sol,
Iisbjergenes evige Lag!
Den følte Æquators brændende Dag;
Den hviled' stille, udbredt som et Klæde
Om Øen, hvor Pilene græde!
Den hørte paa Klippens, paa Sandets Kyst,
Hvad dybt der sig rører i Menneskets Bryst;
Den sang jo omkap med hver Fugl paa Green,
Og gik over Perler og Dødningebeen.
Den skued' ved Luftningens Strømme ved Stormenes Chor,
Verden saa undrende stor!
Ja stor Du hæver Dig selv i Din Vugge og Grav,
Herlige Hav!
Og dog, hvad er vel Du, mod Himlens store Sø,
Hvor Jorden staaer kun, som en lille Ø,
Hvor Sol og Maane, ja, hvor hver en Stjerne,
Som Øer ligge udspredt i det Fjerne!
Og hvad er atter denne store Vrimmel?
Een Draabe kun i den uendelige Himmel!
— Nu fatter jeg først klart hvad Døden bringer
Paa Cherub-Vinger!
Thi bruus kun, vilde Hav, opløft Din Kjæmpe-Vove,
Med Dig og Stormen, jeg min Gud vil love!

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Manden fra Paradiis

Der var engang en Enke -
Dog nei! jeg maa mig først betænke;
Hun havde været det, men var nu gift paany,
Med Een fra Thy;
(Det maae vi ikke glemme).

— En Aftenstund, da Manden ei var hjemme,
Sad hun med Haanden under Kind,
Selv Theemaskinen var en Smule sovet ind,
(Den ellers sang en Tone, reen og klar,
Og førte tidt ved Bordet den bedste Passiar).
Fra Jordens Taageland,
Fløi Tankerne til hendes første Mand;
Hun kunde ei den søde Sjæl forglemme,
Og ak! den anden var jo ikke hjemme,
— „Du har det godt!" udbrød hun, „fri for Nød
Du sidder i det abrahamske Skjød,
Og seer til os, der i den snevre Stue
Maa plages slemt af Hoste og af Snue!"

Hun taug og faldt igjen i Tanker,
Da hører hun, hvor det paa Døren banker;
Hun skotter hen til Krogen;
„Uh! er der Nogen?"
(Thi hun var bange for — ja det var hele Tingen -
At see en Aand i den, der havde før slet ingen).
Nu banker det igjen, og saa gaaer Døren op — -
Men det er ingen Aand, nei Een med Kjød og Krop!
Det er en Haandværkssvend, der nu har sprængt sit Buur,
Og gaaer fra By til By og seer paa Guds Natur;
Han gjør Visitter kun, for ei at smægte,
Sligt kalder man: at fægte.

Han var, det saae hun nok, en sælle Een,
Der gik i dette Liv paa sine egne Been;
Og som han sagde det, der noget laae i Tonen,
Der rørte Konen.
Hun spurgte ham, hvorfra han kom, hvorhen han gik;
Og Svaret, som hun fik,
Det var: han drog paa Bursche-Viis,
Nu gjennem Tydskland til Paris. -
Da blev hun i sit Hjerte glad,
Hun dækked' op med Øl og Mad,
Og sagde: „Sæt sig dog, og spiis!
Hvad, reiser han til Paradiis?
O, Herre Gud! i dette Land
Der har jeg jo min første Mand;
Hils ham fra mig og fra vor Datter,
Og hils ham ogsaa lidt fra Fatter!"

Da mærkede Skjelmen, at ei vor Viv
I Geographien var meget stiv,
At hende klang paa ligeviis
De Navne: Paris og Paradiis.
Thi faldt han strax i Talen ind:
„Jeg kjender ham, det gode Skind." -
— „Ak!" udbrød da hans Hjertenskjær:
„I altsaa før har været der!
Hvor lever dog den søde Skat?" -
— „Ak det er ilde med ham fat!
Jeg var der for en Maaned siden;
Da sleed han meget suurt paa Tiden,
Stod tidlig op, kom seent i Seng,
Og var de Andres Hunde-Dreng!
Hvad Tøi han fik i Gravens Nat,
Gik strax itu det tynde Pjat!
Af Kjoler har han ikke een,
Og tænk, han gaaer med bare Been!" -

De Ord i hendes Hjerte stak som Syle,
Og hun begyndte gyseligt ar hyle,
Fik nu, og det i største Hast,
En Byldt af baade løst og fast;
Ja Skjorter, Strømper, uldne Sokker,
(Og jeg veed Pokker), -
Og bad, mens Øiet stod i Vand:
„O bring det til min salig Mand,
Og siig: jeg sender meer afsted,
Naar jeg kun seer en Leilighed!
Ak ja! ak ja! det er dog haardt,
Han der skal gaae til Spot og Tort!"

Da Knøsen havde spiist sig mæt,
Han loved' at besørge det,
Tog Bylten, takkede og gik;
Men Konen sad med vaade Blik;
Thi vil vi springe nogle Timer frem
Til hendes Mand kom hjem,
(Jeg mener han, den sidste,
Den første, veed I, staaer paa Dødens Liste). -

„Nu, jeg kan hilse Dig fra salig Thiis,"
(Saa heed den første Mand; o det er slemt,
Jeg Navnet har i Førstningen forglemt!) -
„Her var nys Een, der gik til Paradiis! —"
Og nu fortalte hun om ham, som alt var gaaet,
Og hvad han havde med paa Reisen faaet.
Men Manden fatted' snart den hele Ting,
Og i et Spring han sadlede sin allerbedste Hest,
Og foer afsted, som Skyerne i Blæst.
Han vilde, sagde han til Konen,
Dog tale selv en Smule med Personen.

Det var en deilig Nat med Maaneskin og Sligt,
Der klæder endnu bedre i et elegisk Digt,
Høit Nattergalen slog, og Uglen peb Discant!
Og hvad der her var bedst — den rette Vei han fandt,
Hvor Tyven gik afsted i Maanens blege Straale.
(Thi mere Lys en Tyv i Grunden ei kan taale) -

Nu vil vi da med Tyven gaae!
Saasnart han saae
Een foer afsted som bare Fanden,
Han tænkte ganske ret: der har vi Manden,
Og kastede sin Bylt i Grøften nær ved Krattet,
Og satte sig derved, thi han var fattet.
Med skyldfrit Sind han vilde sig forskandse,
Og sang om grønne Jomfru-Krandse,
Idet han stirrede paa Nattens klare Himmel,
Til Manden kom og standsede sin Skimmel,
Og spurgte, uden megen anden Snakken,
Om ei han havde seet en Mand med Bylt paa Nakken,
Og for at give Sagen mere Vægt,
En Tyveknægt. -
„Jovist!" var Svaret: „nylig saae jeg Een,
Der gjorde lange Been,
Saasnart han saae, I vilde ham indhente,
Svandt han i Skoven, hurtig, som en Glente;
Men skynd jer lidt, saa kan I Knægten fange;"
Den anden takkede ham mange Gange,
Og bad ham holde lidt paa Hesten.
(Nu veed I Resten) -
Den gode Mand i Skoven sprang,
Men Tyven sig paa Hesten svang,
Tog Bylten med, „hyp, — vil du gaae!"
Det var en Lyst at see derpaa. -

Udmattet, stønnende og bister
Kom Manden som en vred Philister,
Men tænk jer nu hans store Skræk,
Da ogsaa Hesten her var væk.
Han raabte: „hov!" han raabte: „hei!"
Men Tyven løbet var sin Vei.
— Da ingen anden var tilstede,
Fik Maanen hele Mandens Vrede.
„Paa slig en Daad Du skinne kan;
O tvi Dig an!
Har Du ei hørt, en Tyvehæler
Rangerer lige med en Stjæler.
Jo, jo, Du er en deilig Een!" -
Saa gik han hjem paa sine Been.

„Naa, traf Du ham?" saa spurgte Konen;
Men Manden havde nedstemt Tonen,
Og sagde: „Jo, min kjære Skat,
Jeg fik ham dog til Lykke fat!
Vor bedste Hest jeg gav ham med,
At han kan komme lidt afsted!"
— Da blev hans Kone ganske mild:
„O lille Mand, hvor Du er snild!
Det maa man dog de Mandfolk skjænke,
At de kan tænke!"


Moralen, som man finder,
Er, at der gives dumme Qvinder;
Dog — Mændene i samme Farve spille,
Men, de kan bedre tie stille!

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Hjertetyven

Bekjendt er Amor jo; det slemme Skarn!
Man ham afmaler som et deiligt Barn
Med Piil og Bue, samt med store Vinger;
Men det jo næsten som en Fabel klinger,
Hvor kan man tro han saadan vilde gaae,
Nei, Gud bevares! han har Klæder paa;
Og for hver Gang han et Partie vil stifte,
Saa veed han snildt sin hele Dragt at skifte.
Den unge Pige allerhelst ham seer
Klædt, som Student, hvad eller Officeer;
Og disse, ja, det falder nu saa lige!
De see ham atter allerhelst som Pige.
I Grunden er han, ja, fra Taa til Top,
En Tyveknægt, der burde klynges op.
— Den første Gang jeg saae ham for mit Øie,
Var jeg endnu en Dreng og gik i Trøie;
Jeg leged' Skjul med nogle andre Børn,
Ved Plankeværket stod en Rosentjørn,
Der krøb jeg ind, man kunde mig ei finde,
Thi ganske stille sad jeg jo derinde;
Da kom vor Naboes Lise — og hvad meer?
Vor Indqvartering — han, den smukke Officeer!
Men hvad de talte om, det veed jeg ikke,
Kun saae jeg alle Roserne at nikke,
Og midt i een af dem, som hang
Ud over Plankeværket — tænk en Gang!
Der sad — ja ganske underligt det klinger!
Der sad en Officeer, knap som en Finger,
Med Knebelsbarter, Sabel og Kasket,
Der ligned' Officeren paa en Plet!
Jeg saae, hvor Rosen gyngede i Vinden,
Saa at den Lise slog paa Næsen og paa Kinden,
Derfor den store Officeer den brød,
Og Lise tog den, men var ganske rød.
Vips, fløi en Sommerfugl paa smukke Vinger,
Det Amor var — og med sin lille Finger
Han bød mig være taus med hvad jeg saae;
Thi der blev kysset, og jeg saae derpaa!
Jeg siden traf den lille Amor ofte,
Snart var han silkeklædt, snart i en Vadmels Kofte;
Men jeg, som ældre, mærkede nu snart,
At, hvad han gjorde, var just ei saa rart,
Thi lovede jeg høit, i hvor det vilde gaae,
Paa mig han skulde aldrig Fingre faae.
Det svoer jeg høit, den Tid jeg gik til Præsten,
Og nu — ja, vil I bare høre Resten! -
— Ved Bondebyen, hist hvor Præsten boer,
Er der en Hasselskov, den er ei stor,
Men Øiet taber sig i Jordbær-Vrimlen,
Der kom jeg just i Dag, — høit Solen stod paa Himlen,
Bag Buskene en Bondedreng jeg saae,
Der gik og samled' Jordbær paa et Straae,
Jeg samled' selv mig Haanden fuld og spiiste;
Den Lille mig sit fulde Græsstraae viiste,
Og som vi stod', kom vi i Passiar;
Da var det, som man mig i Hjertet skar,
Jeg blev saa løierlig — høit lo Krabaten,
Thi Bondedrengen var den lille Satan.
Det var ei Jordbær, nei! men Hjerter smaae,
Han alle havde trukket paa sit Straae;
Det mærkede jeg nu, og mellem disse,
Mit eget arme Hjerte var tilvisse!
Jeg skjændte, græd og bad, men høit han lo,
Og svarede mig kun et kort: „jo, jo!
See, disse Hjerter jeg i Dag har faaet,
Og dit, det er det sidste her paa Straaet."
Paa disse Ord især han lagde Vægt,
Og løb saa bort, den slemme Tyveknægt!
Jeg løb saa godt jeg kunde, strax bag efter,
Og skreg, og skreg igjen af alle Kræfter,
Men altfor snart han mig af Øie kom.
Nu kan jeg tænke, løber han vel om,
Fra Dør til Dør, med sine stjaalne Hjerter,
Og hvad især der allermeest mig smerter,
Faldbyder mit til baade den og den;
Nu maa jeg see at stjæle det igjen!
Hvis ingen kan og vil mig et forære?
Thi hjerteløs, det kan jeg ikke være!

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

December

'Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hierte.'

*
(Juleaften).

Ungersve nden.
Dybt i mit Hjerte, hvor hun boer,
Et mægtigt Juletræ der groer,
Og det for hende ene.

Med Tankens Stjernelys det staaer,
Og Troskabs-Fuglen lifligt slaaer,
Bag Haabets grønne Grene.

Alt, hvad jeg har paa Jorden her,
Det finder hun paa Træet der,
Alt er for hende ene.

Jeg skal i Aften hende see,
Der leges Juul, hvo veed, maaskee
Hvad Himlen der mig bygger,

See hendes Sødskende, de Smaae,
Alt lyttende ved Døren staae,
Mens deres Træ hun smykker.

Børnene i Kammeret.
Waldemar.
Saae Du det store Træ, der kom igaar?
Jeg veed, nu er det plantet op derinde.
Og veed Du hvad? Det midt i Salen staaer,
Saa meget Stads paa Grenene de binde.
Jeg troer jeg faaer en nydelig Husar,
Og saa et Buur til begge mine Skader.

Jonna.
Men Jesu-Barnet aldrig seet jeg har,
Han kommer jo deroppe fra Gud Fader,
Og bringer os den hele Stads hvert Aar,
Hvor kan han komme ned og det saa stille?
Mon ogsaa Broder Viggo noget faaer,
Mon Jesu-Barnet veed, vi har den Lille?

Louise.
Det kan Du sagtens troe, til lille Broer
Han ogsaa noget deiligt Stads vil sende,
Han kom jo ned fra Himlen, sagde Mo'er,
Og saa maa Jesu-Barnet ham jo kjende.

*
(Gjenboens Huus).
(En gammel Pebersvend sidder ved Vinduet og seer over til dem).
Nu tændes Lysene paa Juletræet,
Ved Døren Børneflokken lytter til;
Tæt ved hverandre halvt de bøie Knæet
Og gjennem Nøglehullet titte vil.
De lykkelige Smaae! sødt Hjertet banker,
Ja, Fa'er og Mo'er er ogsaa glad' som de -
Og jeg - hvorfor de tunge, mørke Tanker,
Jeg kan jo gjennem Ruden Glæden see. -
- Lidt maa jeg aande paa den! Glasset fryser;
Iisblomsterne saa stærkt i Øiet skjær'. -
Hvor deiligt dog nu Juletræet lyser,
Hvor salig er dog Barne-Glæden der!
Hos mig - O, hvilken ganske anden Scene!
Som Fremmed selv hos Vennerne jeg staaer;
Med Sorgen, som med Glæden er jeg ene,
Ei noget Hjerte ved mit Hjerte slaaer.
'En gammel Pebersvend', mig Verden kalder;
'O, han har aldrig kjendt til Kjærlighed!'
Nei, det var kun en Drøm i Ungdoms Alder,
Og hvad veed Verden om min Drøm Besked!
Jeg var ei smuk, jeg var ei blandt de Rige,
Og til den bedste Blomst dog Øiet saae;
'Vær min!' jeg drømte, voved' halvt at sige; -
Hvad kan man ei i Drømme falde paa!
I Rosens Rødmen Haab jeg vilde finde,
En anden kom - jeg saae endnu paa den.
Jeg saae, hvordan han Rosen monne vinde,
Og nu - er jeg en gammel Pebersvend.

*
De fattige Børn paa Gaden
(synge).
Barn Jesus i en Krybbe laae,
Skjøndt Himlen var hans Eie;
Hans Pude her blev Hø og Straa,
Mørkt var det om hans Leie!
Men Stjernen over Huset stod,
Og Oxen kyssed' Barnets Fod,
Halleluja, Barn Jesus!

Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hjerte,
Til Barnet vil vi stige ind,
Og blive Børn i Sjæl og Sind.
Halleluja, Barn Jesus!

Digteren.
Nu til Enhver man Julegave skjænker,
Alt aander Glæde, Kjærlighed og Sang,
Hvad tør jeg bringe Dig, som Hjertet tænker,
Hvad tør jeg bringe første, sidste Gang?
Min Glædens Palme blev en bladløs Tjørn,
Da den sig stolt til Solen vilde hæve! -
Tag mine Digte, det er Hjertets Børn,
I Kjærlighed de blev, i den de leve;
De nævne Dig, - de flyve mod din Favn, -
Men tør ei sige deres [rettet fra: Deres] Moders Navn!
Som Pelikanen for dem hver jeg stod,
I Kjærlighed jeg følte Hjertet bæve.
Jeg har dem diet med mit Hjerteblod,
Og jeg maa døe! - hvo veed, om de skal leve?

*
(Julestuen).
Værten.
Nu Presenter til Enhver
Jeg vil dem fremvise!
Men bemærk, med hver især
Følger en Devise!

Ungersvenden.
Gid jeg dog et Haandtryk fik
Til Present fra Lise,
Og et ømt, et kjærligt Blik
Fulgte som Devise.

Studenten.
Granske, føle, muntert lee,
Aand og Skjønhed prise,
Esse non, videri, see,
Det er min Devise!

En ung Herre.
Nys gik Hjertet med! O Gud,
Det var en Betise.
Alting har jeg feiet ud,
Det er min Devise!

Mo'erlille.
Barn, betænk Du hver en Stund,
De Din Skjønhed prise:
'Sukkermund har Gift i Grund',
Men ei til Devise. -

En Søeofficeer.
Danske Sømands Trofasthed
Aldrig kan forlise.
Hjertet paa det rette Sted,
Det er hans Devise!

En Enke.
Livets Held en Mand mig bød,
Slig Present vi prise.
Gud skee Lov, min Mander død,
Det er min Devise!

Allesammen.
Man sig lidt fornøie maa,
Drikke godt og spise.
Glæden skal man holde paa,
Som en god Devise.

*
(Midnat. - en Kirkegaard).
Elskeren.
Kun Vint'rens Friskhed, ei dens Gys,
Har i mit unge Hjerte Sæde,
Smukt Himlen staaer med Julelys,
Og i mit Bryst er Juleglæde.

Hun elsker mig, hun kommer her,
Bag Kirken loved' hun at møde;
Hvo Kjærlighed i Hjertet bær',
Ei frygte kan for Gravens Døde.

De stige i det hvide Lag'n,
Jeg hører dem, saa dybt de sjunge;
Thi Julenat, det er et Sagn,
Faaer Alting Liv og Alting Tunge.

*
De Døde.
(medens de dandse rundt om Gravene).
Maanen skinner rund og klar,
Men, at her vi svæve,
Det er kun en Drøm, vi har,
Døde kan ei leve!

Tungt og haardt vort Tag er lagt,
Stuen er saa lille,
Fire Fjælle er vor Pragt,
Der er tyst og stille.

Dybt vi sove, Aar med Aar
Døer i Tidens Strømme,
Kun ved Midnat Hjertet faaer
Sine stærke Drømme.

Let som Taage, hvid som Liin,
I de Dødes Have
Dandse vi ved Maaneskin
Om de sorte Grave!

At ved Maanen rund og klar
Lysteligt vi svæve,
Det er kun en Drøm, vi har,
Døde kan ei leve!

Elskeren.
Nei, det er ei Drømmerie,
Jeg seer Eder svæve!

De Døde.
Det er kun Din Phantasie,
Døde kan ei leve!

Elskeren.
Jo, som Aander her I gaae
I de dunkle Gange.

De Døde.
Det er fælt at høre paa.
Ak! Du gjør os bange!
Gaae vi da igjen, o vee!
Siig det, Du, som lever.
Hu, er jeg et Spøgelse?
Skræk mig gjennembæver.
(de flygte ned i deres Grave):

Elskeren.
Kjærlighed forjager kjæk
Fra sit Stevnemøde
Hver en Frygt og hver en Skræk,
Ja, selv Gravens Døde.

Hun er ikke langt herfra,
Sees hun i det Fjerne,
I mit Hjerte tændes da
Glædens Jule-Stjerne!

Tiden.
Tys! tys!
Aarene brat henrinde;
Som et Suk, som et Kys,
De forsvinde.

Mit Gjenfærd.
(paa min Grav).
'Vær glad, mens Lampen ei er slukt;
At leve her er dog saa smukt.
Da skinner Solen lys og varm,
Da rækker Pigen Dig sin Arm,
Og om ei Hjertet følger med,
Du troer dog, det er Kjærlighed. -
- For hvad mit varme Hjerte gav,
Jeg fik - en kjølig, stille Grav;
Mens Solen skinner varm og stor,
Og Fuglen synger, Blomsten groer,
Jeg sover dybt, - min Gang er endt, -
Og Ingen har den Døde kjendt!'

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Luftaanden

Mellem det Dybe og Høie
Blev en Luftaand født. Med funklende Øie
Saae han det store Univers sig hvælve,
Men underligt hans Tanke maatte skjælve;
Hans Sjæl var Kjærlighed;
Den var en Higen uden Ro og Fred;
Et Hjerte — ja, et Hjerte søgte han at møde!
Rundt om sig saae han Stjerneskaren gløde,
Den rullede jo med ham, reen og klar;
Da løftede han kjækt sit Vingepar
Og svang sig mod det første Stjernelys;
Det var vor Jord; — men med sit kolde Vinter-Gys,
Den store Masse truende gled frem,
Hvor Menneskeaander, fjernet fra sit Hjem,
Klæbed' i Dynd under Taage og Damp,
Og løftede Vingen i gavnløs Kamp;
Da svang han sig høit, Sollyset nær,
Men de varmende Straaler, det flammende Skjær,
Forsvandt, som en Elskendes Ord;
Og han saae kun en rullende Jord.
Da fløi han mod Tankens yderste Fjerne,
Men hver blinkende Stjerne
Var uden Hjerte, og hvor han saae,
Rullede kun Kloder i det umaalte Blaae,
Da svulmede hans Bryst, og i Toner det klang.
— Det kalder nu Mennesket: Sphærernes Sang.

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Til H. S. [Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet]

Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet;
For Faa jeg led og følte som for Dig!
Du til din Lykkes første Maal er naaet,
Og der — hvor kan Du sørge da med mig!
Det skal Du heller ei, — men det mig qvæged,
Ifald jeg saae, at Du forstod mit Savn.
To Dage sad jeg ene, dybt bevæget,
Tidt paa min Læbe kom dit kjære Navn;
Men ei Du kom! Mig Ingen kjærligt mødte,
Mig selv og Gud jeg slap i denne Nød,
Stærkt alle gamle, skjulte Vunder blødte,
Selv af dit Venskabs-Kys Bloddraaber flød.
O, gid Du aldrig prøve, aldrig vide,
Hvad Den, som Ingen eier her, kan lide.

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Dykker-Klokken

Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;
Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.
Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;
Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.
At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maae græde,
Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.
Det var i Aaret, som De veed, jeg ei kan rigtig huske,
Jeg gik om Aftenen en Tour imellem Krat og Buske;
Det hele Liv stod klart for mig, men jeg var ei fornøiet;
Dog muligt var det Nordens Vind, som fik mig Vand i Øiet.
En Tanke gik, en anden kom, og, for mig kort at fatte,
Tilsidst jeg paa en Kampesteen mig tæt ved Havet satte.
I Ilden er der lidt for hedt, paa Jord, som sagt, man fryser,
Og stige i en Luft-Ballon — — nei! nei! mit Hjerte gyser;
Dog muligt at paa Havets Bund i sikkre Dykker-Klokker
Sit Liv man paa Cothurner gaaer, og ei, som her, paa Sokker.
Saa tænkte jeg, og Reisen blev til næste Dag belavet,
(I Dykker-Klokker, som man veed, kan vandres gjennem Havet).
— Af klart Krystal var Klokken støbt, de Svende frem den trække,
Tilskuere paa Kysten stod, en lang, en broget Række;
Snart var det Hele bragt i Stand, jeg sad saa luunt derinde,
Nu gleed da Snoren, Tridsen peeb, jeg blev saa sær i Sinde, -
For Øiet var det sort, som Nat, og Luften pressed' saare,
Den trykkede som Hjertets Sorg, der lettes ei ved Taare. -
Det var, som Stormens Orgel slog — jeg kan det aldrig glemme!
Som naar i Ørknen en Orkan med Rovdyr blander Stemme.
— Men snart jeg blev til Tingen vant, og dette saae jeg gjerne;
Høit over mig var ravne-sort, det bruste i det Fjerne.
Der Solen stod saa rød og stor, men ei med mindste Straale,
Saa at man uden sværtet Glas „ihr' Hoheit" kunde taale.
Mig syntes Stjerne-Himlen hist i sin Studenter-Kjole
Lig Asken af et brændt Papir, hvor Smaa-Børn gaae af Skole.
— Rundt om mig klarede det op, jeg hørte Fiske bande,
Hver Gang de paa min Klokke løb og stødte deres Pande.
Men Skjæbnen, ak! det slemme Skarn, misundte mig min Glæde,
Og som en Sværd-Fisk var hun nu ved Klokkens Snoer tilstæde,
Og hurtigt gik det: „klip! klip! klip!" rask skar hun Snoren over;
Der sad jeg i min Klokke net, dybt under Havets Vover.
Først blev jeg hed, saa blev jeg kold, saa lidt af begge Dele,
Jeg trøsted' mig; Du kan kun døe, se det er her det Hele.
Men Klokken sank dog ei endnu, den drev paa Havets Strømme,
Jeg lukkede mit Øie til, og lod saa Klokken svømme.
Den foer, ret som med Extra-Post, vist sine tyve Mile,
„Und immer weiter, hop! hop! hop!" foruden Rast og Hvile.
Een Time gik, der gik vel tre, men Døden kom dog ikke,
Saa blev jeg af den Venten kjed, og aabned mine Blikke.
Ak Herreje! ak Herreje! Hvad saae jeg dog paa Bunden!
Den første halve Time jeg som slagen var paa Munden. -
Dybt under mig var Bjerg og Dal med Skove samt med Byer,
Jeg Damer saae spadsere der med store Paraplyer. -
Hist laae en Skov halv rød, halv hvid, af deilige Coraller,
Som Frugter hang paa Grenene purpurne Muslingskaller.
Smaa-Piger gik paa Gaderne med Shawler superfine,
Da randt i Tankerne mig strax Agnete med Undine.
Hist stod en Mængde lærde Folk, som saae paa mig med Kikkert,
Et Luft-Syn eller en Comet jeg forekom dem sikkert;
Og nu med eet de springe op i Veiret mod min Klokke,
Dog rundt omkring mig saae jeg kun en Mængde Fisk sig flokke.
Man sprang, man kom, men Fisk det var, Makreler, Torsk og Flynder;
Tilsidst jeg Tingene begreb, som her jeg nu forkynder.
Naar Fisken rører Havsens Bund, den gaaer som vi paa tvende,
Men stiger den syv Favne op, den bli'er en Fisk behænde.
Da Sligt jeg saae, blev jeg saa sær, jeg hørte Hjertet banke,
Og i mit Hoved kom, maaskee, den lidt bizarre Tanke,
Om ligerviis ei Mennesket, som hist paa Jord spadserer,
Naar han i Himlen trækkes op, som Flynder debuterer.
Thi naar vi see paa Tingen ret, vi ere Fisk i Grunden,
Den hele Luft er som et Hav, og Jorden er jo Bunden.
Med eet min Klokke ned ad foer, den blev for tung for Vandet,
Og som Münchhausens Hest den hang paa Klokke-Spiret strandet.
Dernede holdte Vandet op, det hvilede paa Buer,
Vand-Piller bar det hele Hav — (det Syn endnu jeg skuer).
Den Vægter trak mig ved mit Been, saa jeg gled ud af Klokken,
I Taarnet løb nu Alle op, og jeg stod midt for Flokken.
Man følte paa mig, undred sig, men snarlig man opdager,
Jeg var et ægte Menneske; slemt stod nu mine Sager. -
De raadslog', ak! tilsidst paa Fransk udbrød et mandligt Væsen,
(Tilgiv at han for Rimets Skyld lidt snøvlede med Næsen):
„Du er den første, som til os vi levende saae vandre,
Nu kan Du see at Torsk og Sild er meer end Du og andre.
Frygt ei at vi vil æde Dig, nei Ingen her det lyster;
Først naar vi gaae fra Dybet op og søge Landets Kyster,
Os smitter eders glubske Sind, vi æde da vor Næste,
Som fordum eders Adelsmænd og de catolske Præste.
Døe maa og skal Du, det er vist, selv om Du Guld kan græde,
Thi ret paa cannibalsk Maneer hist oppe I os æde.
Ha! Hævn er sød. — Vi har en Flod som bruser frem med Torden,
Den kaldes Lethe her til Lands og kommer ned fra Jorden;
Der skal nu ned hver Draabe der har Himmelen forbandet,
Tidt har den næsten druknet os, som dog er vant til Vandet!" -
Han taug, — og nu lød der et Brøl, saadan à la Spontini!
En Hvirvel fuld af dyb Effect, som Skadens af Rossini.
Soldaterne fra Vagten kom, her stod jeg som en Synder,
Min Dommer sagde mig Farvel og gik — (det var en Flynder). -
— Nu blev jeg ud af Byen ført, fulgt af en talrig Skare;
Een peeb, een skreeg, de Gamle græd og bad: „Gud os bevare!"
Snart var jeg ved det store Maal, man bandt mig Been og Hænder,
Jeg blev saa kold, en Tappenstreg slog alle mine Tænder.
Men det var kun et Øieblik, snart kom min Ro tilbage,
En herlig Hvile ventede paa mange tunge Dage.
Vort Liv er kun en Morgendrøm, hvori vi tidt maae græde;
Er Natten endt, vi vaagne skal til Livets bedre Glæde.
Paa Jorden savner ingen mig, jeg stod jo der saa ene,
Bruus derfor, Elv, din vilde Strøm hen over mine Bene.
Jeg saae hvor Floden rullede fra Klippens dybe Hule;
Med broget Skjær de Bølger steeg, de hvide var og gule.
Dog længe stod jeg ei paa Land, barsk tog man mig i Frakken,
Og hovedkulds i Floden ned jeg styrtede fra Bakken.
Igjennem Vandet vidste jeg bestemt jeg maatte fare,
Dog følte jeg til intet Vand — (at sige, af det klare).
Paa Bunden laae jeg taus en Stund, slukt var ei Livets Kjerte,
Jeg laae i deiligt blødt Papiir og lugted Trykker-Sværte.
Ved alle Recensenter! ja ved alle hæse Krager!
Den hele Flod, det saae jeg nu, bestod af trykte Sager.
Leiligheds-Vers i alle Sprog, Tragedier, Romaner,
Lovtaler, Krøniker med meer; kort, lidt for alle Ganer. -
Paa Flodens Bund jeg mærkede til nogle skarpe Kanter,
Og fandt da, at her brolagt var med lærde Folianter.
Boghandlere — at sige Skrog — som Fiske flød i Vandet,
Og søsyg blev jeg, som jeg ret bekikked eet og andet. -
En Time gik — man trak mig op; jeg kan det ei beskrive,
Hvor alle nu som Stene stod fordi jeg var i Live.
„Et Underværk! en hellig Mand!" saa raabte alle Munde,
Man faldt paa Knæ, jeg bukkede saa godt jeg Stakkel kunde,
Thi Fod og Haand jo bundne var, men snart min Lænke springer,
Og som en Helt i høi Triumph man mig til Byen bringer.
Man snakkede nu ud og ind, som jo Enhver kan vide,
Tilsidst to Dommere kom frem, saa livlige, saa blide.
„En mægtig Haand beskjærmer Dig," saa talede de begge,
„Sligt alt vi anede den Gang vi saae dig i din Snekke;
Men nu vi see det tydeligt, hver Mand vil om det rime,
At i det ægte Vand du var lys levende en Time!
Bliv her hos os, ifald du vil, hvis ei, vi paa vor Snekke,
Naar du det ønsker, bringe Dig til dine Brødres Række!"
Glad blev jeg, som en Candidat der venter Non, den Stakkel!
Men faaer et Præ, o søde Fryd! — Alt var som et Mirakel.
Jeg loved ham at blive der som Gjæst i nogle Dage,
Men siden vilde rigtignok jeg allerhelst tilbage. -
Man viiste mig den hele Stad, dens Kirker og dens Slotte,
Musæet havde mange Ting, som Øiet kunde gotte.
Langs Væggen stod opstillet smukt, i militairisk Orden,
Hver druknet Pige eller Mand, som fordum gik paa Jorden.
Her Olaf Trygveson jeg saae, der Sappho med sin Lyre,
De vare stopped ud med Tang, og holdtes meget dyre.
Theatret vel var uden Tag, dog sad man luunt derinde,
Træk, Regn og Slud allene kom ved visse Norden-Vinde.
Korsridderne man spillede (det overalt behager).
Til Efterspil: Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
Jeg i Parkettet Damer saae fra alle Nabo-Byer,
Som bar paa Hovedet, for Regn, uhyre Paraplyer.
Smaa-Herrer recenserede, rask løb de bitte Tunger,
Men gjennem Klæderne jeg saae, de vare Torske-Unger.
Til Aften-Thee et cetera, jeg indbudt blev med Ære,
Her saae jeg Byens Skjønne ret og kunde meget lære;
Een talte kun om Pynt og Stads, selv var hun meget broget,
To Andre førte lærd Dispyt, det klang, som Sanscrit-Sproget.
Een brugte mange franske Ord, og trak dertil paa Næsen,
Undskyldes kan det, thi hun var nys sluppet fra Françaisen. -
Een med sin Tunges Ragekniv barbeerte Folk i Nakken,
En Anden maalte Mandens Værd, som Klædet var i Frakken;
— Sølv-Lamper hang paa hver en Green i Havens Buegange,
For Fugle hang Snuus-Daaser der, og spilled smukke Sange. -
Jeg gjennem Havet Maanen saae, ei bleeg, nei grøn som Sivet,
Da kom en Mø, det var en Aal, saa slutter jeg fra Livet.
Hun havde ret studeert Petrark, og sukkede Sonetter,
Rundt om os blev det mere lyst ved Øinenes Raketter.
„Gaae ei tilbage," sagde hun, „bliv her, tøm Elskovs Bæger,
Hist ændses ei dit lille h med sine tvende Streger.
Hør hvad jeg spaaer: gaaer du derop og vover Vers at lave,
Da venter dig kun Skjænd og Stød, tilsidst en sulten Mave;
En Plage-Aand vil følge dig og nøde til at skrive,
Men troe du mig, din Digter-Krands vil kun af Tidsler blive.
Vær min! siig, du er Kotzebue, som Sand tragediseerte,
Hvad eller skriv Fortællinger af Clauren excerpeerte;
Jeg lafontainisk elsker Dig — Farvel! jeg gaaer at græde." -
Nei, tænkte jeg, nu maa du op, hun skræmmede din Glæde;
Vel har jeg ingen Frænder hist, og let jeg kan forsage,
Dog Himlen staaer med Stjerner smaa, som før i bedre Dage.
Lad Verden smile fornemt kun ad Barnets gyldne Drømme,
Før Socrates sin Himmel vandt, han maatte Giften tømme.
Men planter jeg kun Tidsler hist, Gud veed, det gjør saa Mange,
Bør ogsaa Tidsler krandse mig for mine slette Sange.
Farvel du Hav! — Hist, for en Stund, dog glattes Sorgens Rune
Ved Nannas barnlig fromme Sind, ved Jettes Vid og Lune.
Tilbage-Reisen blev bestemt ved aarle Morgenrøde,
Skjult laae det dog i Skjæbnens Bog hvad end mig kunde møde.
Det hele ædle Publikum sig spændte for min Klokke,
Madamer, Fruer, Frøkener, ja hele Jomfrue-Flokke,
Og Cavalerer, ja min Tro! en deilig broget Vrimmel.
Igjennem een af Pillerne man steeg til Havets Himmel.
Aborren var min Adjutant, den er lidt krum i Ryggen,
I Nyt han var fra Top til Taa, kun slidt var Hatte-Skyggen.
Syv Favne var tilbagelagt, thi hurtigt frem vi fore,
(Tillad, jeg bruger her en Stump af Bürgers Leonore):
„Ha sieh! ha sieh! im Augenblick, hu, hu! ein gräßlich Wunder!"
Al Fiske-Pynten, „Stück für Stück, fiel ab wie mürber Zunder."
Rødspætter, Flynder, Sild og Torsk, samt Hornfisk og Makreler
Nu skyde Klokken frem i Hast, dem ædel Drift besjæler.
Jeg kom i Land, bød dem Farvel, min Taare randt paa Kinden,
Dog beed en Aal mig i mit Been — (det var vist Elskerinden).
Her staaer jeg da. Den kolde Vind mig skarpt om Øret blæser.
Jeg haaber, ingen spiser Fisk, som dette Carmen læser.

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Adam Oehlenschläger. Den 26. Januar 1850

Farvel, Du største Skjald i Norden!
Ud til Dit Hjem nu Toget gaaer;
„En smuk Allee til Kirkegaarden"
Et Folk i Sorg langs Veien staaer.
Til Frederiksberg! der var din Vugge
Der Aandens Lampe straalte rigt
Der skal om Dig sig Graven lukke.
Din Vandring er et Skjønheds Digt,
Guds Lys i Dig blev Aandens Eie
Deel af os selv og altid vort.
Farvel! hvil sødt! redt er dit Leje!
— I Graad døer Vuggesangen bort.

Farvel! Farvel! — nu græder Norden,
Som Du forstod, som Du besang,
Saa Oldtid steeg igjen af Jorden,
Dens Hjerte slog, dens Skjolde klang,
— som Foraardsvinden over Voven
Saa frisk, saa sund blev Sangen bragt.
Din Sang var dansk som Bøgeskoven
Og nordisk som Nordlysets Pragt. -
Farvel, Du største Skjald i Norden!
Ud til Dit Hjem nu Toget gaaer;
„En smuk Allee til Kirkegaarden"
Et Folk i Sorg langs Veien staaer.

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

June

'Glemt er nu Vaarens Kamp og Vinter-Sorgen,
Til Glæde sig forvandler hvert et Suk.
Skjøn som en Brud, den anden Bryllups-Morgen,
Ei længer Barn, og dog saa ung og smuk,
Den skjønne Junimaaned til os kommer;
Det er Skærsommer! -

*
De høie Popler hæve sig saa slanke,
I Hyldetræet qviddrer Fuglen smukt.
Paa Gjærdet groer den grønne Humle-Ranke,
Og Æble-Blomstret former sig til Frugt.
Den varme Sommerluft fra Skyen strømmer,
Sødt Hjertet drømmer!

Paa Engen slaae de Græs; hør, Leen klinger.
Paa Himlen smukke Sommerskyer staae.
Og Kløvermarken Røgelse os svinger,
Mens høit i Choret alle Lærker slaae.
- Med Vandringsstav hist Ungersvenden kommer
Hjem i Skærsommer.


Ungersvenden.
Alt jeg Kirketaarnet øiner,
Spiret kneiser stolt derpaa.
Og hvor Marken hist sig høiner,
End de fire Pile staae.
Her er Skoven. Store Rødder
Før af Træerne der laae.
Her, som Dreng, jeg plukked' Nødder,
Og trak Jordbær paa et Straa!
- Barndoms Minder mig besjæle!
Jeg vil flyve, jeg vil dvæle!
Grønne Skov, min Barndoms Ven,
Kan Du kjende mig igjen?
Grønne Hæk, du brune Stamme,
Jeg, som før, er end den samme,
Har vel seet og hørt lidt meer,
Ellers Du den Samme seer! -
Her er Pladsen end med Vedet,
Godt jeg kjender Parken der!
Her er Stenten tæt ved Ledet,
Gud, hvor lille den dog er!
Alt jeg kjender her saa godt,
Men det er saa nært, saa smaat -
Det var stort, da jeg var liden,
Jeg er bleven større siden! -
- Lille Fugl paa grønne Qvist,
Saae Du mig derude hist,
Naar jeg stundom sorgfuld sad?
Seer Du nu - - nu er jeg glad!
Var der ude Himlen graae
Hjemmet bar jeg i min Tanke,
Hjemmet jeg i Solskin saae,
Derfor maatte Hjertet banke.
- Moder er vist ældet lidt,
Jeg har tænkt paa Dig saa tidt.
Fader! fuld af Kraft og Mod! -
Gode Gud, Du er saa god.
Jeg kan ei min Glæde bære,
Din jeg er, Din vil jeg være! -
- Jeg i Sjælen er saa glad,
Kysse maa jeg Blomst og Blad;
Glemt er Længsel, Suk og Vee,
Gamle Venner skal jeg see,
Og den smaa Marie-Moer -
Ja, nu er hun bleven stor! -
- O, med hvilken Lyst og Gammen
Har vi to dog leget sammen!
Mit Theater var ei stort,
Men jeg havde selv det gjort.
O, jeg har det grant i Minde.
Jeg forglemmer ingensinde
Mine smaa Marionetter,
O, med Guld og Paillietter,
Hun besyed' een og hver.
Store Stykker gav' vi der.
Blanka, Hakon Jarl, saa net,
Selv Rolf Blaaskjæg, som Ballet.
Hvis ei andre saae derpaa,
Altid Bedstemoder saae;
Og om der var allerflest,
Hun dog klapped allermeest! -
Hende skal jeg ikke see,
O, det gjør mit Hjerte Vee!
Afskeds-Kysset hun mig gav, -
Græs nu groer paa hendes Grav.
O jeg kunde næsten græde!
- Nei! Du lever - seer min Glæde
Lever! lever! mig omsvæver!
Tanken Du til Himlen hæver.
Det er Aarets bedste Dag!
Alt jeg skuer Hjemmets Tag!
Her ved Poppelpilens Rod,
I den kolde Vinter-Scene,
Var det jo min Sneemand stod,
Pyntet ud med Kul og Stene.
Her er Bækken, reen og klar,
Den min Sommer-Snekke bar!
Her staaer Haugen, sommergrøn - -
Moder, see - her er Din Søn!
Moder! kjender Du min Stemme!
O, nu er jeg atter hjemme!

*

Sønnen hviler ved sin Moders Bryst,
Faderen ham kysser glad, men stille;
Hunden logrer ved hans Fod med Lyst,
Og de store brune Øine spille.
'See, Marie! vi ham har igjen -'
Jubler høit den lykkelige Moder;
Pigen rødmer, rækker Haanden hen
Til den kjære, kjære Legebroder.
'Han er voxet i de sidste Aar!
Kom! paa Døren end hans Mærke staaer.
Eduard! o! Gud har hørt min Bøn;
Seer Du Fader, han er bleven kjøn?
Er saa god - ja! ja! jeg veed det nøie.
Jeg maa kysse ham paa Mund og Øie!
- Kjender Dagligstuen Du igjen?
Men Du er vist træt? Sæt Dig dog hen!
Seer Du, hvad der staaer paa mit Klaveer?
(O, den søde Dreng! nei see, han leer)!
Dit Theater, dine Dukker smaae -
Ja, det har Marie fundet paa, -'
Saadan gaaer det fort, glad Hjertet banker,
Kun Marie falder hen i Tanker. -
- Nu vi dem i Spisestuen see.
Dækketøiet skinner som en Snee,
Sommersolen mildt fra Ruden straaler,
Jordbær dufte fra crystalne Skaaler;
Kun de bedste har Marie bragt;
Og paa Bordet smukt en Krands er lagt,
Friske Blomster der i Vasen prange,
Medens Lærken synger Velkomst-Sange.

*

Det er ud paa Aftnen snart,
Men endnu det er saa klart.
Solen synker hist bag Byen,
Ild og Roser staae paa Skyen;
Høet dufter sødt paa Marken,
Og hist henne over Parken
Dandse Myggene i Ring,
Medens Blomster rundt omkring
See til Maanen, som nu kommer
I den deilige Skærsommer!
Hør, fra Skovens dunkle Sal
Fløiter smukt en Nattergal.
Hvem gaaer hist i Haugen ene
Under Æbletræets Grene? -
Kjolen sig ved Hækken hæfter -
Tys, der kommer Nogen efter!
Pigen rødmer der og standser,
Mens det sidste Blomsterblad,
Som endnu paa Træet sad,
Falder ned og Lokken Krandser;
Træet pynter hende ud,
Som det tænkte, hun var Brud.

Eduard.
Er det Dig, som gaaer og spøger?

Marie.
Nei, om Stikkelsbær jeg søger,
Om de største jeg kan faae.
Mange Stedmo'ers-Blomster staae
I Salaten her saa net;
Jeg har plukket en Bouqvet,
Maa jeg Blomsterne Dig byde?

Eduard.
Veed Du vel, hvad de betyde?
Blomstersproget, kan jeg troe,
Kjender Du til Punkt og Prikke.

Marie.
Nei saa lærd, det er jeg ikke.
- Er det noget godt?

Eduard.
Ih jo!
Vel for mig, men
(spøgende)
Dig? - desværre!
Giv dog aldrig nogen Herre
Slige Blomster, Gud bevar' os!
Tænk Dig, hvis det galt forklares;
Jo, der har Du handlet net!

Marie.
Nu, saa giv mig min Bouqvet!

Eduard.
Nei, see kun, hvor rød Du bliver!
- Jeg den ene Blomst dig giver,
Resten faaer Du ikke meer,
Skjøndt Du saa alvorligt seer.
Lad nu Bærrene kun være,
Vi har talt saa grumme lidt!

Marie.
Skal jeg Blomstersproget lære?
Nu er det jo saa forslidt!

Eduard.
Naa, hvor Du seer ud i Haaret!
Grenen paa Toupeen slaer.
Har Du hele Dagen baaret
Æbleblomster i dit Haar?

Marie (spøgende).
Hjertet faaer kun Spot og Trængsel;
See, det har man for sin Længsel,
Nu, han er her, gjør han Nar.

Eduard.
Efter mig Du længtes har!
O, saa tidt mit Hjertes Stemme
Kaldte mig til Dig her hjemme.
Du har ofte tænkt paa mig?
O, jeg holder ret af Dig!
Men Du skrev saa korte Breve!
Tidt kun, naar de andre skreve,
Jeg fra Dig, det var Din Skik,
Bare Efterskriften fik.
Jeg mig maatte forestille,
At Du endnu var den Lille,
Og saa er Du nu saa stor! -
O, Marie, lad os vandre
Her i Haven med hverandre.
Hvert et Træ, som her jo groer
Kjender jeg fra gamle Dage.

Marie.
Gud skee Lov, Du kom tilbage!
Du er dog min kjære Broder! -
- Skal vi nu gaae op til Moder?

Eduard.
Lad mig see Dig i dit Øie!
Hvert et Træk jeg kjender nøie.
Ældre, mere smuk Du staaer,
Og dog, som for otte Aar! -

Marie.
- Skal vi nu gaae op til Moder? -

Eduard.
(kysser hende paa Panden).
Det tør jeg jo nok - som Broder.

En lille Fugl (i Træet).
Hjertet maa af Elskov slaae
Baade Nat og lyse Dage!
Kjærlighed jeg synge maa,
Har dog ingen Mage!

Glade To i Havens Gang,
Jeg til Eder kommer,
Synger Eders Bryllups-Sang
Næste Aars Skærsommer!

Ja Skærsommer skal det staae,
Den har smukke Dage!
- Kjærlighed jeg synge maa,
Har dog ingen Mage!

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Poetisk Note til Digtet: Erindringblad fra Hovedstaden

Alverden mig belærer, man mener det saa godt!
Ja selv i Morgenposten besynges jeg saa smaat;
Een er jeg al for barnlig, en anden al for rask,
Men enig' er' de begge, at jeg fortjener Dask.
Jeg havde løst skizzeret et enkelt Compagnie,
(Den ædle, sande Qvinde gaaer Skudet jo forbi!)
Var Digtet ikke kraftigt, er Skylden dog ei min,
Det er et sjeldent Stykke, at gjøre Vand til Viin.
Som sagt, mod Compagniet jeg brugte Pen og Blæk,
At Mundens Hurtigpresser dog kunde faae et Knæk,
Men der skal store Kræfter, just til saa grov en Tvæt,
Og med den bedste Villie det gik dog ei saa let.
Hvordan jeg vendte Stoffet, hvordan jeg tog det fat,
Saa fandt jeg ikke andet, end hvad man kalder: „Pjat."
Og tænk, nu er der Mandfolk ved hines Compagnie,
Der ere blevne vrede, fordi de reent gik frie;
Vel kan jeg ikke nægte, da Sagen er bekjendt,
At til den ægte „Pjatten" de har et stort Talent,
Skjøndt de er lidt borneerte, og uforskammet her,
At troe, naar fem man dadler, saa gjælder det Enhver.
De vil ei tie stille, de trænge daglig frem,
Ak, vil de bare vente, jeg skal nok bruge dem!
Jeg samler Characterer til et og andet Digt,
Snart skal jeg dem benytte, og det ei blot af Pligt!

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share