Vi er i Marts, men Martsviol
Vi er i Marts, men Martsviol
Kun sees i Rude-Isen,
Man selv maa bringe Foraars-Sol
Og „Fatter" bringe Visen!
Her er vi jo den gamle Stok,
(Det sagt er med Poliskhed)
Og more os det skal vi nok,
Vi har jo Ungdoms Friskhed!
See Stuen her, hvor pompeiansk,
Nei, det er den ved Siden,
Herinde, her er østerlandsk,
Med Nyden hele Tiden.
Hver Væg et Billedgalleri,
Imens vi kildre Ganen,
Paa kjøbenhavnsk kaldt Poesi,
Paa østerlandsk: Divanen!
Det er omtrent eengang hvert Aar,
Vi her slaae Basserallen,
I Danmarks ny Historie staaer
Det ei — spørg kun von Allen!
Men det er ligemeget det,
Vi ærgre os slet ikke.
Vi svinge Hue og Kasket,
Vor egen Skaal vi drikke!
Har Tiden ingen Martsviol,
Saa har den her „Slukefter"!
Din Skaal, min Skaal, vort Selskabs Skaal,
Hurra, af alle Kræfter!
Her er gemytligt friskt og sundt,
Og ingen Rigsdags Tanker,
Drik ud dit Glas, det er Dig undt,
„Hvil Hoved paa et Anker!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat
Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat,
Har man kun Røst, paa den megen gode Spisen!
Blæse være Røsten! er bare Hjertet godt,
Man kan indvortes følge med i Visen!
Hjertet slaaer Tact og Øiet leer,
Her Ingen er, som fordrer meer!
Rosenhækken har Geburtsdag i Guds Sol,
Roserne dens Børn, de drikke Dug og nikke.
Hver har sin Stilk, vi sidde paa en Stol,
De dufte, men vi Andre vi drikke,
Alle synge samme Skaal i Chor:
Din Skaal, Du kjære Bedstemo'er!
Skjænd passer ei, og dog vi skjænde maae,
Fødes i November, det er ikke rigtigt!
Det er jo umuligt at vi kan Blomster faae!
Til en Fest er Blomster noget Vigtigt!
Nu maae vi binde en Tone-Bouquet,
Dog Hjertets Sang er aldrig slet!
Blomster har Du selv i Hjertets Mindebog,
Blomster, som kan Sindet styrke og fornøie.
Dengang Nattens Sky hen for dit Øie drog,
Stærkt og klart saae dit indre Øie!
Skyen tager Flugt! — dog nok er sagt,
Du os forstaaer: Skaal Solens Pragt!
Der boer i hvert et Bryst, som elsker ret,
Toner, som ingen Digter kan udsige;
Han kun peger hen — men vi, vi føle det,
Det er Summen fra Kjærlighedens Rige!
Hjertet har seet da Skyen laae
Hjertet vil og vor Sang forstaae!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Nytaars-Aften 1848
Farvel, farvel, Du gamle Aar,
Din Bortgangs Skaal vi drikke!
Din Virken dyb alvorlig staaer,
Dig glemmer Verden ikke.
Det nye Aar nu banker paa,
Kom ind! velkommen være!
Du Barn, som endnu Ondt ei saae,
Du Freden til os bære!
Fred over Dig, vort Fædreland,
Og dine aabne Strande,
Fred i hvert Hjerte, i hver Stand,
Fred over alle Lande!
Læg Du de Saar, din Broder slog,
Beskjærm os vore Kjære!
Med Hurra og med Dannebrog
Du af os hilset være!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Paa en Faders Fødselsdag, afsjunget af hans Børn Mel. Du lille Purk.
Nu kommer Visen med Knald, Hurra!
Humeur forneden og foroven.
Held Elephanten i Africa,
Den gaaer paa Palmer op til Boven,
Paa røde Roser og paa Tamerinth,
I Foden træder den sig ei en Splint,
Dog for vist og sandt
Ingen Elephant
Fik sig en Fader, som vor Fader!
En Hvalros har det saa mageligt,
Han lider ei af Solens Hede;
Paa Iis han sover behageligt,
Om han er oppe eller nede.
Ved Spidsbergs Klipper faaer han sig et Blund,
Ja lægger Hoved tidt paa Ederduun;
Det os ærgrer ei,
Ingen Hvalros nei,
Fik sig en Fader, som vor Fader!
Paa Ararat, der hvor Arken stod,
Tør Kongeørnen frit sig svinge,
Mod Skyen peger den med sin Fod,
Jo, Ørnen den er ei saa ringe!
De røde Roser og de Øine blaae,
I Dalen dybt de for ham neie maae,
Dog tør vi Børn
Sige: „Ingen Ørn
Har sig en Fader, som vor Fader!"
Nei, Elephant, Hvalros og Ørn,
Jo, de maae smøre sig om Munden!
Tænk! de fik heller ikke slige Børn,
Som os, det ærgrer dem i Grunden!
Som Torn i Øiet vi dem alle staae,
Men Dig vi er en Torn med Roser paa.
Rosens Duft er Sang,
Fader, see en Gang
Ved din Skaal hver en Rose nikker!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I lignende Anledning, fremsagt af Carl Price
Prologen er altid en Slags Bouquet,
Hvormed man siger: Velkommen herinde!
Men bringe een, som er ny og net,
De Blomster er ikke saa let at finde,
Og vanskeligst, skal de være piquante.
Dog Fader og Moder og Onkel og Tante,
Cousinerne med, de sagde — „gaa dog.
Et hjerteligt Ord er den bedste Prolog!"
Een har det i Tale og Een i Mimik,
Jeg her maa sige de Vers jeg fik,
Maa bringe de Blomster som var at faae,
Den ærlige Villie vil Ingen forsmaae!
I Romerlandet hvor Apelsinen
Paa Træet hænger som Æblet her;
Der fødtes Pierroen og Harlekinen,
De ved Casorti blev Dansken kjær,
Ja Pantomimen blev dansk som Nogen,
Derom maa der staae i Mindebogen.
Et Blad tages frem, med „Guldnøglen" paa,
Tableauer og Dandse skal Rammen slaae
Saa broget, phantastisk og udenlandsk,
Men Hjertet deri er ved Slægten dansk.
Hav Tak for det Hjem vi har fundet her,
Hav Tak for det Bifald De gav os hver.
Det er en Tid siden sidst vi saaes,
Her foran Lampernes magiske Flamme,
Velkommen! Det venligt og godt forstaaes!
Velkommen! Gid De maae sige det samme!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til Niels W. Gade og Sophie Hartmann
De faae ingen Vise, De faae ingen Sang,
Men dog skal Sangværket sættes i Gang:
En Tale paa Vers, men ei udenad,
Jeg læser den op fra det skrevne Blad.
Gaa med hen om Hjørnet og ligefrem,
Saa er vi strax ved det nye Hjem,
Det ligger der paa den venstre Haand,
Og det er et Huus for Kjød og for Aand,
Og Kjødet er godt, har Slagteren sagt;
Men ovenover har Aanden Magt!
Derfra skal bruse Tonernes Hær
I Verden vide, hørt fjernt og nær
Som Bølger, der orgle i Stormens Suus;
Det bliver deromme et mærkeligt Huus!
Hver Fremmed, som kommer til Kjøbenhavn,
Seer paa det og nævner da Gades Navn.
Derinde han boer med sit Jordlivs Skat,
Hun Hjerteslag har i Tonerne sat.
Det nye Hjem, der som Rosenknop
Endnu ikke har lukket sig op,
Guds Solskin der i det fuldeste Maal!
Det nye Hjem bringes denne Skaal!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Herregaards-Skytterne
Som Tegn om gamle Tider hjemme,
Om Ridderborg og Ridder-Mod,
Vor Bøsse løfte skal sin Stemme;
For gamle Danmark Ungdoms Blod!
Mand staaer ved Mand,
„Med Gud, for Konge og Fædreland!"
Nu kommer Herregaards-Skytten!
Det er den sorte Jæger-Skare
Med dansk Cocarde og Hanefjer;
Blandt Fjendens Flokke skal vi klare,
Vort Øie Hjertestedet seer.
Mand staaer ved Mand,
„Med Gud, for Konge og Fædreland!"
Nu kommer Herregaards-Skytten!
Tro ikke, Landet er ei lukket,
I Folket Holger Danske staaer!
Hver fjendtlig Fugl skal blive plukket,
Hvis Vinge over Gjærdet slaaer!
Mand staaer ved Mand.
„Med Gud, for Konge og Fædreland!"
Nu kommer Herregaards-Skytten!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Studier efter Naturen
Vort Landskab her er næsten fladt;
Men Maanen skinner jo i Nat!
Dog, hvad vi ved dens Lys har seet,
Er kun, at Alt gaaer ud i Eet.
Forgrunden maae vi blive ved;
Der er lidt høit paa dette Sted;
Veirmøllen, som vi skal forbi,
Gjør, at vi faae et Malerie.
Saa lystigt alle Hjul nu gaae;
Et Lys man seer bag Lugen staae,
Og Svenden bærer Sækken bort;
Hans Kammerater spille Kort;
Ølkanden midt paa Bordet staaer.
See, Møllevingen, hvor den gaaer!
Men mellem Skyer Maanen leer,
Og fornemt paa det Hele seer.
Nu kommer der en Byge-Regn,
Den skygger os den halve Egn,
Og hver en Hest og hver en Ko
Forstyrres i sin søde Ro;
Og da paa Marken ei er Læ,
De staae, som var de gjort af Træ.
Dog, Maanens Lys er ikke slukt,
Thi see, en Regnbue hvælver smukt.
Regnbuen over Møllen staaer,
Det er, som Vingen mod den slaaer,
Og under Mølle-Husets Tag,
Der sover til den lyse Dag
Vor Møllers lille syvaars Dreng;
Høit under Bjelken er hans Seng;
Han ene sover der, som sagt,
Thi Moder er i Jorden lagt.
Han hører Hjulene at gaae,
Og deres Støi kan han forstaae;
Han titter gjennem Rudens Glar,
Og seer det store Vinge-Par.
Høit vil de stige mod det Blaae,
Men kan kun i en Cirkel gaae;
De flyve Dag og Nat og Aar -
Men Møllen dog paa Bakken staaer.
III
Hvad jeg skued' med mit Øie,
Tegned' jeg med Blæk og Pen.
Christian Winther
Den gothisk-gamle Kirke er sjunken for vort Blik,
Og Mand er Barnet vorden, der ved Ruinen gik.
Der er saa tomt og øde, hver Steen er revet hen,
Men i Graabrødrelille gaaer Taarnet her igjen.
Ungdommeligt det hæver sin Tinde høit mod Sky,
Og seer paa Markeds-Vrimlen i Odins gamle By.
Et Selskab staaer deroppe, de see sig rundt omkring;
De finde, Jord og Himmel har mange smukke Ting.
Det fyenske Land de prise, og det af Hjertens Lyst,
Det maa jo ret begeistre hver ærlig Fyenboes Bryst.
— Ja Fyen er ret et herligt Land!
Det kan dog ingen nægte.
Der vexler Skov og Mark og Strand,
Og Hjertet her er ægte!
Selv Navnet Fyen, betyder fiin,
Og vil saa meget sige,
At Fyen, det er en Hauge fiin,
For hele Danmarks Rige!
Den glade Kreds beskuer nu Egnens Herlighed,
Dog een, hvad end de skue, seer kun sin Kjærlighed;
Hans Blik mod Syden søger, mod Østersøens Strand,
Der bygger hun, som ene gjør Fyen til Hjertets Land;
Men Lyngets sorte Banker staae om det kjære Sted,
Hvor ingen Blomster voxe for deres Kjærlighed.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til H. S. [Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet]
Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet;
For Faa jeg led og følte som for Dig!
Du til din Lykkes første Maal er naaet,
Og der — hvor kan Du sørge da med mig!
Det skal Du heller ei, — men det mig qvæged,
Ifald jeg saae, at Du forstod mit Savn.
To Dage sad jeg ene, dybt bevæget,
Tidt paa min Læbe kom dit kjære Navn;
Men ei Du kom! Mig Ingen kjærligt mødte,
Mig selv og Gud jeg slap i denne Nød,
Stærkt alle gamle, skjulte Vunder blødte,
Selv af dit Venskabs-Kys Bloddraaber flød.
O, gid Du aldrig prøve, aldrig vide,
Hvad Den, som Ingen eier her, kan lide.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
En lille Flugt til Rom den 8 Marts 1835
1
Fra Nord, hvor Taagen skygger,
Hvor Vinterkulden trykker,
Bort til Italia!
Vi Tydskland let kan glemme,
Saa smukt har vi det Hjemme,
Og flyve dog derfra!
Hallo, halla, hallo, halla!
Ned til Italia!
2
De høie Alper vige,
Vi ned paa Sletten stige
Til Sang og Blomster-Duft.
Blandt Myrter Hjorden græsser,
See Pinier og Cypresser! -
Vi aande Sydens Luft!
Hallo, hallo, hallo! hallo!
Den Luft gjør Hjertet fro!
3
Her Skjønheds Døttre bygge!
Vi tænke paa vor Lykke,
Vi dvæle og vi fly.
Bag Bjergene det vinker!
Sankt Peters Kubbel blinker,
Vi er i Pavens By.
Hallo, halla, hallo, halla!
Nu Passaporti da!
4
Vi ned ad Corso vandre,
Og sikkert vi de Andre
I Caffe greco see!
Man Velkomst drikke skal jo,
Vi raabe mezzo caldo!
Vi kysses og vi lee!
Hallo, halle, hallo, halle!
Vi er i vor Caffé!
5
Os spørger hver en Stemme,
„Hvorledes staaer det hjemme?"
„Det staaer, som før det stod!
Det regner og er sølet,
Man gaaer og er forkjølet,
For Vintren er saa god!"
Hallo, hallo, hallo, hallo!
Ja god, det kan I tro!
6
Om Roma vil vi tale,
See Vaticanets Sale,
Ja dertil staaer vor Hu.
Jeg Colossæum gjæster,
Og Keiserborgens Rester,
Og saa lidt meer endnu!
Hallo, halle, hallo, halle!
Vi atter Roma see!
7
Men vi maae lidt os rappe!
Op ad den spanske Trappe,
Først hen til Chiavica!
De der sig Alle samle,
Der træffe vi den Gamle,
ham bringes et Hurra!
Hallo, halla, hallo, halla!
Ham bringes et Hurra!
8
Hans Fødselsdag de hædre,
Og ingen Dag er bedre
End den, han først saae Rom!
Vi see hans milde Øie
Vi staae ved Romas Høie,
Til Skaalen just vi kom.
Hallo, halla, hallo, halla!
For Thorvaldsen Hurra!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hilsen af norske og svenske Frivillige, som deeltoge i Kampen de to første Krigsaar
Velsignet er den Dag i Dag!
Velkommen Kammerater, brave!
I har sat Danmarks Led i Lave,
Stærkt Gjærdet blev ved hvert et Slag.
— Glad Norsk og Svensk sig stilled' begge
Med Dannebrog i Danskens Række;
Fostbroderligt flød Nordens Blod;
Vi er jo samme Slægt og Rod.
Og derfor nu med Hjemmets Flag,
Som mellem Dannebrog vi svinge,
Vi Hilsner fra vor Hjemstavn bringe;
Gud var med Danmarks gode Sag.
Høit Glædens Kirkeklokker klinge,
De Løver mellem Hjerter springe;
Den Graad, som nu i Øiet staaer,
I Sang vil straale tusind' Aar.
Naar Sørgebud fra Danmark klang,
Hvor Birken groer og under Fjeldet,
For Danmarks Nød blev Taarer fælded';
Nu lyder Nordens Fryde-Sang,
Igjennem Kattegat og Sundet
Den bruser: „Dansken Sei'r har vundet!"
Velkommen brave Kammerat!
Hurra, den tappre Landsoldat!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Landsoldatens Hjemkomst
Det er som en Festdag hver evige Dag,
Vor Landsoldat kommer tilbage.
Fra Huus og til Huus hænge Krandse og Flag,
Folk juble fra Gader og Tage,
Hvert Laug har sin Fane, Musiken er med,
Og Hurra og Jubel hvert evige Sted.
„Nu komme de! hør fra Voldene Skud!
Saa sunde, saa prægtige see de ud!"
Hurra! Hurra! I herlige, brave Soldater!
De komme med Blomster paa Hat og Gevær,
Et vandrende Foraar de ligne;
Gaae ind imellem dem, tal med hver,
Det er de Mænd, vi velsigne.
De stred og døied og udholdt som Faa,
Og vide selv ikke, hvor store de staae.
Den fineste Frøkens Rosenmund
Kunde kysse Soldaten i denne Stund.
Hurra! Hurra! I herlige, brave Soldater!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Vi en Sang maae Holger skiænke
Vi en Sang maae Holger skiænke,
Siger man, og standser da:
Om saa ung en Mand da tænke,
Hvor skal vi faae Stoffet fra?
Der er nok, syng bare til:
Visen selv sig digte vil.
Har I hørt ham føre Ordet,
Seet ham læse sin Latin,
Skuet ham ved Frokostbordet,
Seet ham drikke Thee og Vin,
Og I frygte at ei han
Stof til Visen give kan?
Har I seet vor Holger Stampe
Nøgen paa den sorte Hest,
Ved det Syn man kan faa Krampe,
Hiertet giver det sin Rest!
Hvor man ham betragte vil,
Hvilket deiligt Muskelspil!
Saae I ham paa Jagt derovre,
Der paa Feddet, naar han sang:
„Frage nicht, warum ich traure,"
Og han gik sin egen Gang.
Fuglen selv med Vinger paa
Neie sig for Holger maae.
Saae I ham i Dandsen trine,
Giøre Flicflac, høie Spring?
Hver en Dame, Død og Pine!
Gik da Hiertet ud og ind.
„Han vil blive," lød i Chor,
„God naar først han bliver stor."
Har I seet Personen svømme,
Har I seet ham staae paa Tørt?
Det er nok, vi kan berømme,
Søde Holger, vi er rørt!
Gid du snart bag Rosens Tiørn
Staae med Viv og Maaske-Børn!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Skildvagten
Aft'nen er taaget — døsigt Lygterne brænde;
Kun paa sin Støi og sin Larm kan man kjende
Det store Paris.
Den brogede, larmende Vrimmel, paa Bølgernes Viis,
Fremtrænger sig vildt gjennem Stræde og Gade.
Hist staaer et Palads med pragtfuld Façade,
Men kun svagt, gjennem Taagen, dæmrer den straalende Krands
Af Lampernes flammende Glands.
Hvem er vel Eier af hiin Pragt, man seer?
„Un cavalier," man veed ei meer.
Ved Porten staaer en Graaskjæg i Gevær,
Han tjente engang i den store Keisers Hær, -
Forresten man om ham veed meget mindre;
Men saae man i den gamle Krigers Indre,
Da for vort Blik,
En svunden Verden, stor og klar opgik.
„Hvor underligt forandres Alt med Tiden!"
— Saa drømmer han. — „Her stod jeg just! dog, det er længe siden.
Mit Bryst var fuldt af store Ungdoms Drømme;
Da bruste Blodet — ja, i vilde Strømme
Flød Frankrigs Blod,
Men Friheds-Træet grønt og herligt stod,
Og jeg var hærdet; nu jeg gammel er og blød.
Toulon var Fjendens. Seier eller Død
Vi med vor yngste Officeer da svore,
Thi han — han var Napoleon den Store.
— Med ham gik Frankrigs yngste Helte-Flokke
Hen over Alpelandets Kjæmpeblokke,
Bestandigt opad, opad i den skarpe Vind,
Som vilde vi i Himlen ind!
Han gik foran, vi fulgte Mand for Mand,
Hvor før kun Mulen steeg paa Fjeldets Rand,
Og gjennem Iis og Snee og skarpe Vinde,
Vi vidste Fjenden, og vor Seir at finde;
Der midt imellem Kamp og Dødens Flamme,
Han stod den Samme,
Skjøndt Kugler fløi om ham i Dagens Dyst.
„Om han blev dræbt!" — det gjøs i hvert et Bryst,
Thi Gud og han vor Tanke var i Leiren,
Og begge gav os Seiren.
Hvor jublede jeg høit med Folke-Vrimlen,
Da Keiser-Navnet tonede mod Himlen;
— Smaae-Fuglene paa Fjeldets Tind,
Saae stolt til Konge-Ørnen ind;
Da stormede vi gjennem Busk og Hække,
Og Konger kaared' han, hvis Kraft de vilde knække.
Selv Havets Slange, skjøndt den bister lo,
Dog frygtet Konge-Ørnens stærke Klo;
En evig Troskab, Venskab høit de svore,
Og glemte dog saa snart den Eneste — den Store!
Ud over Reden voxte det stolte Vinge-Par,
For lidet ham det store Frankrig var;
Han var Europas Helt — Europa var hans Rige,
Hans Stjerne kjendte kun, at synke, eller stige.
„Mod Moskov! — Moskov!" høit han bød,
Men stolt det reiste sig i Flamme-Glød,
Kun Ild og Aske inddrak vore Lunger,
Til Bjerge svulmed' Brandens røde Tunger,
Alt blev til Ild, selv Liget i sin Grav,
Og Lykkens Stjerne svandt i dette Flamme-Hav.
— Hver Dag skjød Ruslands Jordbund Hære frem,
Dog havde vi nok faaet Bugt med dem!
Det Vintren var, og ei Kosakkens Landse,
Der røved' Frankrig sine bedste Krandse.
Kun Iis og Snee stod for vort matte Blik;
Ja Neglene fra Kjødet gik,
Mens Børn og Kvinder, Alt — dog taus jeg være maae;
Hvad Øiet dengang saae,
Tør nu mit gamle Hoved ikke tænke paa! -
Jeg blandt de Saarede paa Vognen laae;
Een Flod og Riger var imellem Fædrelandet;
Stærk Strømmen gik, tynd Isen var paa Vandet;
Hver Vogn, hver Hest vi synke saae;
Kun enkelt kunde man hiin Side Bredden naae,
De matte Hænder vi fra Vognen strakte frem,
Man saae det ei, thi „hjemad! hjem!"
Det lød, det trængte i mit Hjerte;
Jeg styrted' mig fra Vognen i min Smerte,
Men Isen brast; — — dog Strømmen hæved' atter,
— En Haand mig fatter -
Det var Napoleons — Han var min Redningsmand,
Og jeg saae Frankrig, saae mit Fødeland.
Fri stod jeg der, men ham man Haanden bandt;
Europas Sol bag Elbas Skove svandt.
Men synke kan ei det som Gud opreiser,
Og Folket selv ham kaarede til Keiser;
Der maatte til den hele Spurve-Vrimmel,
For at forjage Ørnen fra sin Himmel.
Han kom — — mit Hjerte vilde mig af Barmen!
Min Hustru holdt den Spæde frem paa Armen;
Velsignelse fløi fra hans Helte-Blikke,
Han kom igjen — han glemte Frankrig ikke!
— Men Frankrig glemte ham — det gav ham bort til Havet;
Ei Fædrelandet har sin første Helt begravet.
— Mod Fjeldet stolt den høie Bølge slaaer,
Men den er bristet længst, naar Fjeldet staaer;
Det synker ei, hvad engang Gud opreiser!
Europa glemmer ei min store Keiser!" -
Saadan den gamle Skildvagt drømmer nu.
„Hvad græder Du? —"
„Lidt vaade er de gamle Øienlaage,
Dog, det er mueligt Aft'nens kolde Taage ..."
„Tys, stille dog! glem nu den Store!
Hist gaaer en lille Een med Sabel og med Spore,
Derfor ei Mere!
Husk, gamle Graaskjæg, Du skal presentere!"
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den Frivillige
Jeg kan ikke blive, jeg har ingen Ro,
Jeg maa med de andre til Leiren!
Vor Sag er retfærdig, og Gud tør vi troe
Er med os, han giver os Seiren.
Aarhundreder Danmark var mægtigt og stort,
Men saa blev der plukket og plukket.
Nu skal de ei gjøre, hvad før de har gjort,
For længe har Danmark nu sukket.
De kan overvælde vort lille Land,
Men rokke ei Mod eller Villie.
Thi nu slaae vi alle til yderste Mand,
Vort Skjold er saa reent som en Lilie.
Jeg føler mig stærk, og jeg kan holde ud!
Tak Moder, Du vil, jeg maa stride.
Med mig er din Tanke og med mig er Gud,
Hvad troer du din Søn da kan lide.
Farvel Allesammen! Jeg har ingen Ro,
Jeg maa med de Andre til Leiren.
Vor Sag er retfærdig, og Gud tør vi troe
Er med os, han giver os Seiren.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den 2den Februar 1864
Tillad, at jeg tager Ordet,
Ja, læser det op denne Gang;
Her sidder en Digter ved Bordet,
Der ikke har bragt en Sang,
Uagtet hans Hjerte banker
I Glæde, deeltagende, rigt;
Der er i de svulmende Tanker
Nok Stof til et Brudedigt.
Men Harpen er stemt kun for Kampen,
For Danmarks ærlige Sag.
I To greb Aladdins-Lampen,
Det er Eders Bryllupsdag.
Paa den Kanonerne runge,
Husk det i Tiden engang!
Nu Landsoldaterne sjunge,
De døve min Bryllupssang.
Der er en Storhed i Tiden,
I den er Velsignelse med,
Det sande I nu og siden,
Velsignet i Kjærlighed!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Lille Lise ved Brønden
Tæt ved Huset Brønden staaer,
Lille Lise til den gaaer,
Stirrer tankefuld derned,
Thi hun af sin Moder veed,
At man her fra Brøndens Vand
Trækker Børnene i Land;
Ja, hun selv, som her nu staaer,
Kom derfra for fire Aar,
Og en Broder tog' de nys,
Ham, som faaer saa mange Kys.
Stivt hun ned i Brønden seer;
„Mon der nu er ingen fleer?
Eller sidde hver og een,
Skjult bag Brøndens Kampesteen?
Rigtignok har Søster sagt,
At os Børn har Storken bragt,
At han har bag Redens Tjørn,
Piger og smaae Drenge-Børn;
Men hvor skiller han de Smaae,
Naar de ei har Klæder paa?
Nei, de boe i Brønden her!
Jeg har selv jo været der;
O, nu kan jeg ogsaa see,
Een igjennem Vandet lee!
Hun som lille Lise staaer,
Og har ogsaa gule Haar.
Kunde jeg dog bare faae,
Kun den mindste af de Smaae!
De er' meget bedre der,
End min dumme Dukke her!"
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med forskjellige Presenter
Jeg kommer, Frøken Anna, med en Flaske af min Lugt,
Dertil to søde Hvalpe, mit Hjertes bedste Frugt,
„Bruun" var den Enes Fader, den Andens var nok „Spet",
Hver var en Gadestryger, men daarende honnet;
Jeg selv er en Slags Norma, og jeg har følt og grædt.
Men det er nu det Samme, naar Hjertet kun er godt.
Med mig de gratulere og bringe noget Smaat:
Et Stykke Chocolade og engelsk Naal og Staal;
Og alle Tre vi raabe Hurra paa Hundemaal.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Havfruen ved Samsøe
Det er sildigt alt paa Aft'nen, Stormen stiger meer og meer,
Bølgen vælter sig mod Kysten, hvor man Fiskerhytten seer.
O, der er saa luunt derinde, gamle Mutter sidder her,
Og ved Fyrrepindens Flamme bøder hun paa Garnet der.
Hist i Krogen ligger Katten, den er ei i Ungdoms Vaar,
Sildehoveder den spiser af et gammelt Potteskaar.
Lav er Døren, uden Lukke ryster den ved Stormens Kast,
Skjøndt den nok saa godt er bunden med en gammel Strikke fast.
Hør — nu rasler det derude, gamle Fatter kommer hjem;
„Gud skee Lov, han kom den Gamle! Søen er i Aften slem."
Men, hvor han er bleg og stille, Skyer paa hans Pande staae;
Han sin gamle Klædning kaster, tager Søndags-Stadsen paa.
Haaret børster han med Haanden; see, hans Øie ruller vildt;
Undrende hans gamle Qvinde trykker ham i Haanden mildt.
Hende kan han ikke dølge, hvad der driver ham afsted;
„Jeg maa bort! til Dannerhoffet; før faaer jeg ei nogen Fred.
Havfruen igjen jeg hørte, det er nu den tredie Gang;
Hvis jeg dvæler længer, vil hun synge snart min Dødningsang.
Hvert af hendes Ord jeg husker, o det klang saa stort, saa smukt!
Snart skal Jubelklokken klinge over Belte, Sund og Bugt,
Og en Prinds skal fødes Danmark, fuld af Snille, fuld af Mod;
Han skal nævnes fjerde Christian, af den oldenborgske Rod.
Under ham vil Danmark blomstre, og hans Værk vil ei forgaae!
Som en Konge, Helt og Fader skal han blandt de Danske staae!"
— Saa den gamle Fisker taler, griber Knortestaven fat,
Vandrer saa afsted fra Hytten, frygter ikke Storm og Nat;
Men han skotter sky til Stranden, — aldrig Veien var saa lang -
Havfruen i Dybet dukker; Stormen synger nu sin Sang. -
2
I Røg og Damp staaer Bugt og Sø,
Paa Bølgen glider Havets Mø;
Sin Helt hun seer paa Dækket staae;
Høit om hans Daad vil Harpen slaae:
„Kong Christian stod ved høien Mast
I Røg og Damp.
Hans Værge hamrede saa fast,
At Gothens Hjelm og Hjerne brast;
Da sank hvert fjendtligt Speil og Mast
I Røg og Damp.
Fly, skreg de, fly, hvad flygte kan!
Hvo staaer mod Danmarks Christian,
I Kamp?!"
Fra Fader-Øiet strømmer det røde Helteblod,
Men han har Seiren vundet og hævet Danmarks Mod.
See, Fjendens Skare flygter — og gjennem Sund og Belt
Den glade Havfrue synger om Seiren og sin Helt.
3
Aarhundreder forsvinde i Tidens dybe Grav.
See, Natten er saa stille, speilklar er Fjord og Hav;
Dampskibet glider hurtigt, langs Samsøes grønne Kyst,
Maskineriet larmer, forresten Alt er tyst.
De Passagerer sove paa Dækket Natten væk,
Enhver har godt indsvøbt sig i Kappe og i Sæk;
De snorke og de sove Enhver paa sin Maneer.
Styrmanden staaer ved Roret og hen mod Kysten seer,
Thi hist, hvor Øen høiner sig i den salte Sø,
Der sidder bleg og gammel, hiin Havets kjendte Mø.
Det lange Haar er hvidnet, og ligner bleget Tang,
Og mat, som Bølgens Skvulpen er hendes sidste Sang.
„Trehundred' Aar er svundne, fra først jeg Lyset saae!
Min Barm ei længer svulmer, og Lokken er saa graae!
Snart paa min Gravhøi voxer den lysegrønne Tang,
Mit Minde da forsvinder, som nu min Aften-Sang.
Til Skum jeg snart forvandles — — kun eet gjør mig saa vee:
Ak, aldrig skal jeg mere hans Helteaand da see!
Jeg sang jo ved hans Vugge, jeg sang i Kjøgebugt,
Jeg græd i Issefjorden, da Danmarks Sol var slukt!"
— Den gamle Styrmand lytter — han hører hvert et Ord.
De Passagerer vaagne. — Det kuler stærkt fra Nord.
— Havfruen er forsvunden, forstummet hendes Sang,
Men Skum der sees paa Bølgen og paa det brune Tang.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Lille Viggo
Lille Viggo, vil Du ride Ranke?
Sæt Dig paa mit Knæ, Du søde Dreng!
Jeg hos Dig er Barn i Sjæl og Tanke;
Vi vil lege, til Du skal i Seng.
Her hos Dig jeg Barnehimlen finder,
Glemmer Alt, hvad der gjør Hjertet Vee;
Lad mig kysse dine røde Kinder,
Lad mig dog de brune Øie see!
Viis mig saa, hvor stor Du er, Du Søde!
Nei, hvor Haanden dog er buttet rund!
Smilet sidder i de Kinder røde,
Altfor smuk er dog din lille Mund!
Hver en Blomst Du kysser, som en Broder,
Taler med den, paa din egen Viis,
Hele Verden har Du i din Moder,
Hendes Skjød er Dig dit Paradiis.
Ingen seer paa Dig med mørke Blikke,
Du er Barn, Dig er man ikke vred;
Verdens vilde Strid forstaaer Du ikke,
Kjærlighed kun kjender Kjærlighed.
Jeg en smuk Historie Dig lover,
Følg nu Moder til din lille Seng!
Synge vil jeg for Dig, til Du sover,
Lille Viggo, Moders bedste Dreng!
Du maaske for mig, som ældre, synger,
Naar jeg skal til Ro den sidste Gang;
Ja, naar Jorden paa min Kiste tynger,
Syng da med den dybe Vuggesang!
Tænk paa ham, der trofast mange Gange
Gynged' Dig paa Armen op og ned.
Verden glemmer mig og mine Sange!
Mon Du glemme vil min Kjærlighed?
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
En Stemning
Hvad der skal skee, det skeer, derpaa jeg troer
Og giver mig Vorherre hen i Fæste,
Tryg svøber jeg mig i mit „Fadervor",
Skee, hvad der maa! Hvad Gud vil, er det Bedste.
Paa ham alene bygger jeg og troer,
Han taler til mig gjennem alt det Skabte;
Af ham min bedste Deel jo i mig boer,
Hvis det jeg tabte, Paradiis jeg tabte.
Det lyser ind i Sjælen, hvad jeg fik,
Hver Naadegave udenom og inde,
Hvert Alvors og hvert Letsinds Øieblik,
Hvad jeg har tabt og vundet og kan vinde.
„Udødelighed"! Tanken er saa stor!
Men „Evighed" og det „Uendelige"
Er større, ubegribeligt — og hvor
Erkjendes ikke de som virkelige!
Udødelighed! Du har i din Haand
Retfærdighedens Vægtskaal; Du maa være!
I Dig jeg siger, under Smertens Baand:
„Det Bedste skeer! Gud Herren Priis og Ære!"
Men giv mig Styrke, Herre, i min Nød,
I Lykkens Dage, og naar tungt jeg lider!
Hvad der skal skee, det skeer, som Gud det bød;
Men Gud vil kun det Bedste alle Tider.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!