C. Hauch
I Nattedæmring saae du Guds Natur,
Mens Skygger steeg paa Capitoliets Muur,
Du kyndigt tegned' dem med Kunstner-Haand,
Og gav dit Billed' ægte Romer-Aand.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
R. Frankenau
Glemt staaer hans Grav bag Kloster-Kirkens Muur,
Endt er hans Drøm om Glæde og om Smerte;
Han var en Digter-Blomst i Guds Natur,
Hvis friske Duft har qvæget mangt et Hjerte.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Musikdirecteur W. Rübner
Din Vuggegænge blev sat i Gang,
Hvor Haydn, Gluck og Mozart sang;
Men Arnen, hvor Dit Huusliv groer,
Er under Bøgen frisk og stor
I Danevang. Led Sønnens Haand,
Mens over ham gaaer Sangens Aand,
At han dit Navn i sit maa skjære
I Træets Bark, til Slægtens Ære.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Pauli 1. Cor. 15, 42-44
Naar Jordelarven brister
med sine skjøre Baand,
Et aandigt Legem slutter
sig om den stærke Aand;
Det er de samme Former,
men i en nyfødt Vaar,
Og luftigt, klart og herligt,
det kjendte Billed staaer.
— I Træ, i Fjeld og Bølge
bevæger sig en Aand;
Troe ikke den forsvinder
for Dødens kolde Haand!
Dens Aander dristigt forme
sig over Jordens Kyst,
Til Legemet for Aanden,
der voxte i vort Bryst.
Den stærke Aand i Druen
og Rosens friske Duft,
Vil forme sig til Læber,
frisk' som den rene Luft;
Hver Flamme-Aand, alt Aandigt
i Fjeldets Marmorsteen,
Sig runder smukt til Skuldre,
til Arme, Bryst og Been.
Hver Bølge-Aand, hver Guddom
i Solens Straaleskjær,
Vil smelte venlig sammen
og danne Øiet her;
Den luftige, lette Taage,
der over Engen gaaer,
Sit Aandige vil skjænke
til lange Bølge-Haar.
Men hvert et Suk herneden,
af Længsel og af Lyst,
Med Tone-Verdnen, formes
til Hjerte i vort Bryst.
— Hvem løste mig hiin Gaade,
hvoraf mon sligt jeg veed?
Jeg lærte det af hende,
min første Kjærlighed!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
September
'Den skiønne Sommer fra os gaaer,
En Afskedsfest den giver;
Saadan, i kongelige Dragt,
Gik Jephtas Datter smykket
Did hen, hvor Døden bygged'.'
*
Septembers herlige Natur,
Med Veemod og med Glæde,
Er Aarets Farve-Klang-Figur,
Hvori en Gud har Sæde.
Da drømmer Norden, den er Syd,
Hver Farve hæver sig til Lyd;
Hør, dybe Aande-Toner
Fra Skovens høie Kroner!
Naturens Billed-Gallerie
Dybt til vort Hjerte taler,
See, Maleri ved Maleri!
Og Alt Originaler!
Alt med Betydning, riigt paa Aand,
Alt fra den store Mester-Haand,
Betragt hvert Stykke nøie,
Med Hjerte, som med Øie.
Her staaer et Huus, ja mueligt fleer,
Men Skoven reent det dølger,
Man Qvisten kun af Huset seer,
Og saa, hvor Røgen bølger;
Det er en dansk Original,
Der kun gjengives kan af Dahl;
See Mark og By og Kirke,
Og forrest tvende Birke.
I Aftentaage Dagen døer,
Den kaster lange Skygger;
See her en Sump med Siv og Rør,
Hvor just en Vildand dykker.
Det er en sand, en smuk Maneer,
Man lignende hos Ruysdael ser, -
En trødsket Piil paa Marken
Smukt speiler sig i Parken.
Dernede staaer en vældig Tyr
I Vandet op til Boven,
See Bakken med de andre Dyr,
Og Himmelen foroven!
Et ægte pottersk Maleri,
Dog han har ingen Deel deri -
Gebauer da? - jeg troer det,
Vor Herre selv har gjort det!
En Tremast hist paa Søen gaaer,
Saa lysteligt den krænger;
Matrosen høit i Masten staaer
Og ordner Seil og Stænger.
Det ligner Eckersberg jo lidt!
Maaskee er det af Arnold Schmidt?
De hvide Maager dukke,
Hvor Bølgerne sig lukke.
Nu Skoven staaer i Farve-Pragt
Med prægtig Lys og Skygge;
Ei Caravaggio har lagt
Meer i sit bedste Stykke.
Hver enkelt Farve sees deri,
Og dog er Alting Harmonie,
Det staaer med Lys og Skygge,
Et synligt Tonestykke!
Den solbelyste, grønne Vang,
Det høie Blaa foroven,
Dig synger Livets muntre Sang,
Som Fuglene i Skoven;
Det toner lysteligt i Dur,
Imens den stolte Skov-Natur
I Mol dit Bryst indvier
For Farve-Melodier!
Ja, til en Kirke, høi og stor,
Sig Skovens Bøge reise,
Og fra det høitidsfulde Chor,
Som ved en Bach og Weyse,
Man hører Orgel-Melodie.
Det er vort Hjertes Poesie,
Det er Naturens Stemme,
Thi her har Hjertet hjemme.
Rundtom den dybe Stilhed naaer,
Mens Glands vort Syn opliver;
Den skjønne Sommer fra os gaaer,
En Afskeds Fest den giver,
Thi staaer den i sin Farvepragt;
Saadan, i kongelige Dragt,
Gik Jephtas Datter smykket
Did hen, hvor Døden bygged'.
O, Sommer! Livets Farveskjær,
Som Boblen, snart Du mister;
Naar Farverne er' stærkest der,
Saa veed man jo - den brister.
Din høie Pragt, din dybe Ro
Opfylder os med Haab og Tro;
See Mark og Eng og Skove
I Farver Herren love!
I Sphære-Sangens Harmonie
Hver Klode mægtigt klinger,
Paa hver dens egen Melodie
Sin Klang-Figur frembringer,
Den viser sig i Farve-Skjær;
September bringer Jordens her,
Og Farve-Melodier
Vor Sjæl til Gud indvier.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Jeg var et Jordens Barn
Jeg var et Jordens Barn og fuld af Lune,
Og Glæde var min Tanke som mit Ord.
En Pige saae jeg — Øinene var brune.
De bandt mig fast til denne skiønne Jord.
Jeg saae en Pige, alt var Aand og Tanke,
Den klare Himmel jo i Øiet laae;
Dødt var mit Hjerte, nu det maatte banke,
Og Siælen barnligt mod sin Himmel saae;
Det Brune vinker ned, det gjør mig svimmel,
Det Blaae mig aabner Kjærlighedens Himmel.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Tanker ved en ituslagen Jydepotte
Du er ei meer!
Din Digter græder ved Dit brudte Leer.
Din Lod det blev at taale Røg og Flamme,
Dog stod Du fast; Du var og blev den samme.
Faa kjendte Dig paa denne store Jord,
Dog i Din Død Du nævnes skal i Nord;
Jeg i Avisen vil et Grav-Vers sætte,
Saa Taarer skal de Skjønnes Kinder tvætte.
Først var Du Leer, nu bliver Du det atter;
Saa gaaer det selv Naturens bedste Datter.
Ak! var Du falden i en Kunstners Haand,
Du havde vundet ved hans Skaber-Aand;
Som Vase skulde Du da Ãiet gotte;
Men Skjæbnen bød, — Du blev en Jydepotte.
Dit Liv svandt hen saa stille, indgetogen;
Som Askepot Du sov i Skammekrogen.
Tidt saae jeg Dig imellem Røg og Ild,
Naar Maanen skinnede saa bleg og mild.
Jeg saae Din Damp, i den steeg Aander frem,
Og søgte gjennem Skorsteens-Piben hjem.
Dig glemte de, naar de saae Stjerner tindre;
Da hørte jeg det koge i Dit Indre.
Ja Du har følt og lidt som en Heltinde, -
Fred med Dit Minde!
En Digter hører helst sin egen Sang,
Thi vil jeg læse min saa mangen Gang,
Til Alfen kommer paa de hvide Vinger,
Og Trøsten bringer.
Om Børn og Linned drømte jeg i Nat,
Da vidste jeg, det ei var rigtigt fat.
Et Skrig fra Kjøkkenet jog mig af mine Drømme,
Der saae jeg Dine Skaar i Suppe svømme.
Alt var Forvirring, slukt var Skorsteens-Flammen,
Malene græd og samlede Dig sammen.
I Gaarden skal nu Dine Stumper hvile,
Smaa-Blomster snart vil fra Din Gravhøi smile.
Lad Tiden dække Alt med sine Vinger,
Maaskee i Døden den Dit Held Dig bringer:
Hvor nu er Land, var fordums Tid et Hav,
En Bøge-Skov kan voxe om Din Grav;
Et Sekel gaaer;
En Antiqvar vil finde Dine Skaar;
Dybt i hans Indre taler høit en Stemme,
At Konge-Støv Du eengang monne gjemme.
Til et Musæum skal Du Veien finde,
Som Skaar og Stumper Livets Krandse vinde.
Og nu Farvel! jeg skal Din Grav besøge,
Men lov mig, at Du aldrig her vil spøge. -
Græd ei, Malene!
Hun har det godt,
Den salig Pot!
Snart hvile ogsaa vore trætte Bene.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ved Christian Ryders Grav
Jeg saae dig nys, da Du var karsk og glad,
Hos Dig og Dine var saa godt at være.
Nu Kredsen er som Avner splitted ad,
Brat tog dig Døden bort fra Dine Kjære.
„Guds Villie skee!" var Bønnen som Du bad,
„Guds Villie skee!", den Bøn vi og frembære.
I Kisten er kun Jord, et vissent Blad,
Det som vi elsked, boer hos Lysets Hære.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Broderet paa et Guitarbaand
Broderet paa et Guitarbaand
til en Kriger
Sang i Hjerte, Sværd i Haand,
Over Dig den danske Aand.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Vandrer-Liv
Gaardhunden gjøer — dens Tænder ere saa skarpe.
En Qvinde træder i Forstuen ind,
Ak, Armod sidder paa Kjole og Kind,
Hun synger og spiller paa Harpe.
En ussel Hest bag Gjærdet søger sit Foder;
Hist holder Vognen med Dyne og Skuur,
Der sidder Manden i Guds Natur
Med Barnet, som skriger paa Moder.
Han kysser lidt og kniber til Forandring;
Snart kommer Qvinden med Penge og Brød,
Saa dier hun Barnet paa sit Skjød,
Mens Manden bereder til Vandring.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Sonnet ved Fyrstinde Borgheses og hendes tre Børns Død
En Paradisets Blomst af Troen bragt
Til Temsens Bred og plantet der i Solen
Skjød herligt frem. Dens Duft, dens Yndes Magt
Dens Glands, sligt findes ei hos Vaarviolen.
Men Kjærligheden planted' Blomsten om
Den Blomst, som gjorte alle Hjerter glade,
Den plantedes ved Tiberen i Rom,
En himmelsk Duft gik fra dens rene Blade.
Og Duften steeg —; vi hørte Engle sige:
„Den Blomst er ei for noget jordisk Sted,
I Lysets Have blomstrer kun dens Lige!"
En Engel saae vi da til Jorden stige,
Og rive Blomsten op: tre Skud gik med,
Tre unge Skud — de groe nu i Guds Rige.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til Fru Julie Sødring
Du kommer som Digtningens gode Aand
Og lægger paa den Velsignelsens Haand;
Du virker med Hjertet og med Humeuret,
Lunet straaler i Skjønhedssløret.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Jylland [Da Oltid kun var nyfødt Skum paa Tidens stolte Vove]
Da Oltid kun var nyfødt Skum paa Tidens stolte Vove,
Laae Jylland, som et Vildnis stort, med dybe, sorte Skove;
Een Skov det hele Land kun var, hvor stolte Ege groede,
De stærke, tykke Grene fast sig om hinanden snoede;
Og Ørnen bygged' Rede her, og Ulven grov sin Hule,
Men ingen Snekke gled endnu forbi mod Nordens Thule;
Og intet Øxeslag der faldt, en Dæmring laae der inde,
Og Secler svandt, før Skoven saae sin første Mand og Qvinde.
Den vilde Kraft fandt her sit Hjem, Naturen stod ei ene,
Og Fuglene saa lystigt sang fra Skovens grønne Grene.
— Men dybt fra Havet Taagen steeg, saa skarp og dog saa stille,
Den slukked' Solens Ild, man saae ei længer Straalen spille.
Da isned' Blomst og Græs og Krat, selv Skovens stærke Stammer,
Og Bølgen steeg og kjæmpede mod Jordens rødblaae Flammer.
Med Hyl sig styrted' Skovens Dyr, fortvivlet ud i Havet,
Og Mennesket drog fra et Hjem, som Bølgerne begraved'.
Den vilde Jordbrand angreb Alt, hver Fugl, hver Rovdyr døde,
Som Lava damped' Ahlen. — — Alt i Secler var et Øde.
Da voxte Lyngen høi og sort, med fiolette Blommer,
Med Skove Landets Østkant stod, smukt i den varme Sommer,
Og Fuglen kom, med lystig Sang, og byggede sin Rede,
Og Mennesket et Eden fandt, her bag den sorte Hede;
Og Kjæmper færdedes og faldt — og Troskab fandt sin Arne,
Og Sangeren var Folket kjær, det lære vi af Hjarne.
Paa Heden holdte Kongen Ting, og Hornet kaldte sammen,
Saa manget kraftigt Ord blev talt, og Natten svandt i Gammen; -
Og hele Slægter svandt, som den, med deres stolte Drømme,
Men Maanen seiled' taus, som nu, paa Tidens Vexels Strømme.
Den saae dem plante Christi Kors, den hørte Munkens Sange,
Mens Bølgen brødes, end som nu, mod Skagens hvidgraae Tange.
Den saae hiin stolte Ridder-Tid, den saae dens Borge gløde,
Den saae Niels Ebbesen, som Helt, for Danmarks Frelse bløde. -
— Den lyser endnu bleg og rund, som Tidens store Øie,
Paa Jyllands skovbekrandste Kyst og lyngbegroede Høie,
Seer Vesterhavet med sin Storm, der kuer Egens Grene,
Mens Fredens Blomster voxe smukt om Heltens Bautastene
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I Norden, i Kakkelovns-Krogen
I Norden, i Kakkelovns-Krogen,
Groe Eventyr deiligt i Bogen,
Men ovre bag Pyrenæernes Muur,
Der voxe de vildt i den hele Natur,
Og er Du selv ung, ret Flamme og Fyr,
Saa brænder du op i et Eventyr!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ved Husets Muur stod en Hæk af Geranier
Ved Husets Muur stod en Hæk af Geranier,
Der sad hun paa Trappens Marmorsteen,
Saa ung, saa deilig, hun solgte Kastanier,
Sad med Blomst i Haaret og med bare Been.
Hun saae med to Livsens Øine paa En,
Var man ei en Iismand, strax blev man en Spanier.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Under en ung afdød Piges Portrait
Igjennem hendes Øines Dyb man saae
En Sjæl saa reen, saa fuld af Kjærlighed.
Hvor smukt i Haabets unge Aar at gaae
Fra Hjertets Hjem ind i Guds Herlighed.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Skovbal
Den friske, varme Sommerluft
Beaander Danmarks Sletter,
Nu hvert et Blad er fyldt med Duft,
Vi har de lyse Nætter;
Orangelandets Alfehær
Besøger Nordens Bøgetræer,
Da er her skjønt at være!
De vinke os fra Byens Muur,
Og gjerne Hjertet kommer,
Thi skjønnest er dog Guds Natur
Vor korte smukke Sommer;
Brat hvirvler den i Tidens Strøm,
Thi nyde vi den smukke Drøm,
Hos den er godt at være!
Her Træerne med Blad ved Blad
Et Telt-Tag for os bygge,
Her Hjertet føler sig saa glad,
Og jubler i sin Lykke,
Det føler ret: vort Liv er smukt,
Det griber Glæden i dens Flugt,
Hos den er godt at være!
De lyse Sommernætter døe,
Alt vexler, som vor Lykke!
Vi spredes selv paa Verdens Ø
I Solskin og i Skygge;
Men hver en skyldfri Glæde her
Er ved Erindringen os kjær,
I hvor vi monne være!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
B. v. Beskov
Du Kjærlige, Du Milde, med et Hjerte som Faa,
Bramfri, som altid den sande Aand man saae,
Beskeden og saa rig dog paa Digtekunstens Skatte;
— I disse fattige Ord, dit Billede jeg satte.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til Niels W. Gade og Sophie Hartmann
De faae ingen Vise, De faae ingen Sang,
Men dog skal Sangværket sættes i Gang:
En Tale paa Vers, men ei udenad,
Jeg læser den op fra det skrevne Blad.
Gaa med hen om Hjørnet og ligefrem,
Saa er vi strax ved det nye Hjem,
Det ligger der paa den venstre Haand,
Og det er et Huus for Kjød og for Aand,
Og Kjødet er godt, har Slagteren sagt;
Men ovenover har Aanden Magt!
Derfra skal bruse Tonernes Hær
I Verden vide, hørt fjernt og nær
Som Bølger, der orgle i Stormens Suus;
Det bliver deromme et mærkeligt Huus!
Hver Fremmed, som kommer til Kjøbenhavn,
Seer paa det og nævner da Gades Navn.
Derinde han boer med sit Jordlivs Skat,
Hun Hjerteslag har i Tonerne sat.
Det nye Hjem, der som Rosenknop
Endnu ikke har lukket sig op,
Guds Solskin der i det fuldeste Maal!
Det nye Hjem bringes denne Skaal!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med et Kobberstykke [Som Englene det Jordiske bortbære]
Som Englene det Jordiske bortbære
Hen over Jorden, gjennem Himlens Blaae,
Vor Tro paa Gud den Fjederham vil være
Der løfter op, hvor ingen Skygger naae.
„En Stjerne mellem Stjerner er vor Klode";
Guds Villie altid skeer, den er det Gode,
Det Bedste for hver Enkelt udi Vrimlen;
Os Børn — vort Juletræ er Stjernehimlen.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til A. Bournonville [Et Folkesagn igjennem Slægter lever]
Et Folkesagn igjennem Slægter lever,
Det I sig selv har Magt mod Tidens Haand,
Dit Folkesagn til Skjønheds Digt sig hæver,
Det lever ved sin Poesi og Aand!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!