Ved Christian Ryders Grav
Jeg saae dig nys, da Du var karsk og glad,
Hos Dig og Dine var saa godt at være.
Nu Kredsen er som Avner splitted ad,
Brat tog dig Døden bort fra Dine Kjære.
„Guds Villie skee!" var Bønnen som Du bad,
„Guds Villie skee!", den Bøn vi og frembære.
I Kisten er kun Jord, et vissent Blad,
Det som vi elsked, boer hos Lysets Hære.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Den 22de April 1847
Det er en hellig Dag blandt Livets Dage,
En Alvors Dag, der kalder Tanken frem;
Thi Qvinden skal fra Fædre-Arnen drage,
Og Manden bygger sig sit nye Hjem;
De skulle ærligt dele Sorg og Glæde,
Forædle, virke i den store Kjæde.
Det er en hellig Dag, den er nu vorden.
I Jesu Navn! Guds Villie skee paa Jorden!
Hvor To i Troskab blev hinanden givet
Ja, ret forstaae og elske inderligt,
Der taler Gud igjennem Hverdagslivet,
Og det forvandles til et Skjønhedsdigt;
Jer kjære To vi her vor Hilsen bringe,
Mens Bønnen løfter sig paa Psalme-Vinge.
En Alvors Stund det er, den søde Lykke!
Og Lykken er, hvor fast paa Gud vi bygge!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Skovbal
Den friske, varme Sommerluft
Beaander Danmarks Sletter,
Nu hvert et Blad er fyldt med Duft,
Vi har de lyse Nætter;
Orangelandets Alfehær
Besøger Nordens Bøgetræer,
Da er her skjønt at være!
De vinke os fra Byens Muur,
Og gjerne Hjertet kommer,
Thi skjønnest er dog Guds Natur
Vor korte smukke Sommer;
Brat hvirvler den i Tidens Strøm,
Thi nyde vi den smukke Drøm,
Hos den er godt at være!
Her Træerne med Blad ved Blad
Et Telt-Tag for os bygge,
Her Hjertet føler sig saa glad,
Og jubler i sin Lykke,
Det føler ret: vort Liv er smukt,
Det griber Glæden i dens Flugt,
Hos den er godt at være!
De lyse Sommernætter døe,
Alt vexler, som vor Lykke!
Vi spredes selv paa Verdens Ø
I Solskin og i Skygge;
Men hver en skyldfri Glæde her
Er ved Erindringen os kjær,
I hvor vi monne være!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ved Juletid i Nizza
Nu er det den deilige Juletid,
Deiligst dog hjemme i Norden;
Sneen ligger der skinnende hvid,
Stjernerne blinke som i Jesu Tid,
Julelys sees rundt om Jorden.
Aaret ender med Børnenes Fest;
Ret være Barn er dog allerbedst,
Barn i Hjerte og Barn i Handling,
Skee saa i Gud den store Forvandling
Til større Prøvelse, Glæde og — Vee!
Nytaar! Hvad ruller Du op at see? -
Herre! Det Bedste: Din Villie skee!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med et Kobberstykke [Som Englene det Jordiske bortbære]
Som Englene det Jordiske bortbære
Hen over Jorden, gjennem Himlens Blaae,
Vor Tro paa Gud den Fjederham vil være
Der løfter op, hvor ingen Skygger naae.
„En Stjerne mellem Stjerner er vor Klode";
Guds Villie altid skeer, den er det Gode,
Det Bedste for hver Enkelt udi Vrimlen;
Os Børn — vort Juletræ er Stjernehimlen.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
En Stemning
Hvad der skal skee, det skeer, derpaa jeg troer
Og giver mig Vorherre hen i Fæste,
Tryg svøber jeg mig i mit „Fadervor",
Skee, hvad der maa! Hvad Gud vil, er det Bedste.
Paa ham alene bygger jeg og troer,
Han taler til mig gjennem alt det Skabte;
Af ham min bedste Deel jo i mig boer,
Hvis det jeg tabte, Paradiis jeg tabte.
Det lyser ind i Sjælen, hvad jeg fik,
Hver Naadegave udenom og inde,
Hvert Alvors og hvert Letsinds Øieblik,
Hvad jeg har tabt og vundet og kan vinde.
„Udødelighed"! Tanken er saa stor!
Men „Evighed" og det „Uendelige"
Er større, ubegribeligt — og hvor
Erkjendes ikke de som virkelige!
Udødelighed! Du har i din Haand
Retfærdighedens Vægtskaal; Du maa være!
I Dig jeg siger, under Smertens Baand:
„Det Bedste skeer! Gud Herren Priis og Ære!"
Men giv mig Styrke, Herre, i min Nød,
I Lykkens Dage, og naar tungt jeg lider!
Hvad der skal skee, det skeer, som Gud det bød;
Men Gud vil kun det Bedste alle Tider.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Nytaars-Aften 1848
Farvel, farvel, Du gamle Aar,
Din Bortgangs Skaal vi drikke!
Din Virken dyb alvorlig staaer,
Dig glemmer Verden ikke.
Det nye Aar nu banker paa,
Kom ind! velkommen være!
Du Barn, som endnu Ondt ei saae,
Du Freden til os bære!
Fred over Dig, vort Fædreland,
Og dine aabne Strande,
Fred i hvert Hjerte, i hver Stand,
Fred over alle Lande!
Læg Du de Saar, din Broder slog,
Beskjærm os vore Kjære!
Med Hurra og med Dannebrog
Du af os hilset være!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I lignende Anledning, fremsagt af Carl Price
Prologen er altid en Slags Bouquet,
Hvormed man siger: Velkommen herinde!
Men bringe een, som er ny og net,
De Blomster er ikke saa let at finde,
Og vanskeligst, skal de være piquante.
Dog Fader og Moder og Onkel og Tante,
Cousinerne med, de sagde — „gaa dog.
Et hjerteligt Ord er den bedste Prolog!"
Een har det i Tale og Een i Mimik,
Jeg her maa sige de Vers jeg fik,
Maa bringe de Blomster som var at faae,
Den ærlige Villie vil Ingen forsmaae!
I Romerlandet hvor Apelsinen
Paa Træet hænger som Æblet her;
Der fødtes Pierroen og Harlekinen,
De ved Casorti blev Dansken kjær,
Ja Pantomimen blev dansk som Nogen,
Derom maa der staae i Mindebogen.
Et Blad tages frem, med „Guldnøglen" paa,
Tableauer og Dandse skal Rammen slaae
Saa broget, phantastisk og udenlandsk,
Men Hjertet deri er ved Slægten dansk.
Hav Tak for det Hjem vi har fundet her,
Hav Tak for det Bifald De gav os hver.
Det er en Tid siden sidst vi saaes,
Her foran Lampernes magiske Flamme,
Velkommen! Det venligt og godt forstaaes!
Velkommen! Gid De maae sige det samme!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
J. C. Tode
Vi vil' ei sige mange Ord,
Ei hykle eller prale,
Seer Hjertet glad Guds skjønne Jord,
Vi høre Dig at tale.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
En Glædes-Fest i Dag vi har
En Glædes-Fest i Dag vi har,
Og jublende vi komme,
Thi Sløret brast for Øiets Glar,
Den mørke Nat er omme,
See Skoven dog hvor deilig grøn,
Og Hjort og Hind derinde;
Du seer din Fest, saa lys og skjøn,
Vor Moder, vor Veninde.
Igjennem Rummet, denne Dag
Gaaer Hjerte-Melodien,
Du hører Sønners Hjerte-Slag
Fra Themsen og fra Slien,
De er Dig nær og Du det veed,
De juble med herinde,
Gud signe Dig, vor Kjærlighed,
Vor Moder, vor Veninde!
Alt hilser Dig med Lysets Glands,
Det Dybe og det Høie,
Den grønne Mark og Stjerners Krands,
Og Glæden i vort Øie;
Snart Kampens Sky fra Danmark gaaer,
I Fred skal Dagen rinde,
Da dobbelt lys Dig Verden staaer,
Vor Moder, vor Veninde!
I Landet Fred, paa Havet Fred,
Fred i hvert sorgfuldt Hjerte!
Hvor ærlig Villie holder ved,
Gaaer Glæde frem af Smerte.
I Taalmod, og det milde Sind,
Du saae din Nat forsvinde!
Guds Solskin i dit Hjerte ind,
Vor Moder, vor Veninde!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ved Botanikeren Liebmanns Afreise til Mexico 1840
Naar Du nu om ikke længe
Staaer i Mexico,
„Danmark deiligst Vang og Vænge"
I din Tanke boe!
Tropisk Farve-Pragt Du finder,
Dog i Hjertet lever Minder,
Ei Du vil derude glemme
Kløverblomsten hjemme!
Videnskaben Guld Du hente
I Amerika!
Ja med slige Skatte vente
Vi Dig hjem derfra.
Danmarks Søn, gjør Danmark Ære,
Blomst og Træ dit Navn maa bære!
Kraftig Villie, Tro paa Himlen
Følge Dig i Vrimlen!
Ja med den vor Tanke følger
Dig til fjerne Strand,
Over Oceanets Bølger
Fra dit Fædreland.
Eengang i den danske Sommer
Naar Du atter til os kommer,
Hvilken Jubel vil der være!
Gud med Dig, Du kjære!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat
Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat,
Har man kun Røst, paa den megen gode Spisen!
Blæse være Røsten! er bare Hjertet godt,
Man kan indvortes følge med i Visen!
Hjertet slaaer Tact og Øiet leer,
Her Ingen er, som fordrer meer!
Rosenhækken har Geburtsdag i Guds Sol,
Roserne dens Børn, de drikke Dug og nikke.
Hver har sin Stilk, vi sidde paa en Stol,
De dufte, men vi Andre vi drikke,
Alle synge samme Skaal i Chor:
Din Skaal, Du kjære Bedstemo'er!
Skjænd passer ei, og dog vi skjænde maae,
Fødes i November, det er ikke rigtigt!
Det er jo umuligt at vi kan Blomster faae!
Til en Fest er Blomster noget Vigtigt!
Nu maae vi binde en Tone-Bouquet,
Dog Hjertets Sang er aldrig slet!
Blomster har Du selv i Hjertets Mindebog,
Blomster, som kan Sindet styrke og fornøie.
Dengang Nattens Sky hen for dit Øie drog,
Stærkt og klart saae dit indre Øie!
Skyen tager Flugt! — dog nok er sagt,
Du os forstaaer: Skaal Solens Pragt!
Der boer i hvert et Bryst, som elsker ret,
Toner, som ingen Digter kan udsige;
Han kun peger hen — men vi, vi føle det,
Det er Summen fra Kjærlighedens Rige!
Hjertet har seet da Skyen laae
Hjertet vil og vor Sang forstaae!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Julesang i det Collinske Huus
Saa sidde vi igjen om Julebordet
Og synge høit vor Sang, vort Juledigt,
Og Glæden er i Hjertet og i Ordet,
Skjøndt Aaret var saa taust, saa alvorsrigt.
Der rulled Kroner hen som Kiselstene,
Men i vor lille Kreds vor Krone blev:
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit Kongerige i vort Hjerte skrev.
Mod Roskild Spir fløi Svanen frem og døde,
Ved Slesvig Kampens Paaskeklokker klang,
Og Tre af Kredsen her gik til det Møde,
Hvor Døden stod, og hvor Kanoner sang.
Mod Savn og kolde Nætter, Oprørsflammen
De gik, og selv vi bad: „I Guds Navn gaa!"
Og see, vi sidde atter samled' sammen,
Det er, som om en Drøm det var, vi saae.
Hver Sorg og Angst i Hjertet vi erindre
Og føle derpaa ret: Gud var os god!
Vor Julestjerne see vi dobbelt tindre;
Dens Straaler skal os give Fremtids Mod.
End mange Aar vort Huuslivs stille Scene
Staae lykkelig, som selv iaar den blev,
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit store Rige i vort Hjerte skrev.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Sonnet ved Fyrstinde Borgheses og hendes tre Børns Død
En Paradisets Blomst af Troen bragt
Til Temsens Bred og plantet der i Solen
Skjød herligt frem. Dens Duft, dens Yndes Magt
Dens Glands, sligt findes ei hos Vaarviolen.
Men Kjærligheden planted' Blomsten om
Den Blomst, som gjorte alle Hjerter glade,
Den plantedes ved Tiberen i Rom,
En himmelsk Duft gik fra dens rene Blade.
Og Duften steeg —; vi hørte Engle sige:
„Den Blomst er ei for noget jordisk Sted,
I Lysets Have blomstrer kun dens Lige!"
En Engel saae vi da til Jorden stige,
Og rive Blomsten op: tre Skud gik med,
Tre unge Skud — de groe nu i Guds Rige.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Georg Carstensen
Som vildsom Fugl Du flere Gange fløi
Bort fra dit Hjem, fra vore grønne Øer,
Og Blæsten peb og Skramlet gjorde Støi,
Det ferske Hverdags-Liv har slemme Søer.
Nu flyver Du igjen, men mere stærk,
Vi kjende dit Talent, som Du det kjender.
Du viste Villie — og vi see dit Værk,
Et Glædes-Blus her det i Øiet brænder;
Godt er dit Hjerte, Du har Ungdoms Hu,
Hvo svinger Glædens Tryllestav som Du.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Sonnet V: Nothing But No
Nothing but "No," and "Aye," and "Aye," and "No"?
How falls it out so strangely you reply?
I tell ye, Fair, I'll not be answer'd so,
With this affirming "No," denying "Aye."
I say, "I love," you slightly answer "Aye";
I say, "You love," you pule me out a "No";
I say, "I die," you echo me an "Aye";
"Save me," I cry, you sigh me out a "No";
Must woe and I have nought but "No" and "Aye"?
No I am I, if I no more can have;
Answer no more, with silence make reply,
And let me take myself what I do crave.
Let "No" and "Aye" with I and you be so;
Then answer "No," and "Aye," and "Aye" and "No."
poem by Michael Drayton
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
A Strange Wild Song
He thought he saw an Elephant
That practised on a fife:
He looked again, and found it was
A letter from his wife.
"At length I realize," he said,
"The bitterness of life!"
He thought he saw a Buffalo
Upon the chimney-piece:
He looked again, and found it was
His Sister's Husband's Niece.
"Unless you leave this house," he said,
"I'll send for the police!"
he thought he saw a Rattlesnake
That questioned him in Greek:
He looked again, and found it was
The Middle of Next Week.
"The one thing I regret," he said,
"Is that it cannot speak!"
He thought he saw a Banker's Clerk
Descending from the bus:
He looked again, and found it was
A Hippopotamus.
"If this should stay to dine," he said,
"There won't be much for us!"
He thought he saw a Kangaroo
That worked a Coffee-mill:
He looked again, and found it was
A Vegetable-Pill.
"Were I to swallow this," he said,
"I should be very ill!"
He thought he saw a Coach-and-Four
That stood beside his bed:
He looked again, and found it was
A Bear without a Head.
"Poor thing," he said, "poor silly thing!
It's waiting to be fed!"
poem by Lewis Carroll
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til Hende
Du spurgte: „Hvad er Deres bedste Sang?
Den bedste Sang, faaer jeg den ei at høre?"
Nu vel, hvis Du har Lyst og Mod engang,
Saa hør! Gud staaer hos mig! Nu vil jeg Harpen røre.
En Digters Lykke vil jeg synge om.
Han vove tør, hvad ingen Anden vover,
Udtale tør han, hvad til Hjertet kom,
Gud er i ham, og Himlen ovenover.
Han sige tør med Kjærlighedens Mod
Og som et Barn uskyldigt sig hengive:
Du kalder Dig min Søster, er mig god;
Men Mere, meget Mere maa Du blive!
Ved Dig jeg luttres, styrkes, bliver stor,
Jeg elsker Dig som Ingen her paa Jorden,
I Dig jeg lever, og paa Dig jeg troer,
Mit eget Jeg er glemt, Din er jeg vorden!
O, svar! — Og dog er Taushed Haabets Traad,
Da tør endnu paa Dig jeg stadigt tænke.
O, vidste Du de lange Nætters Graad!
Mit hele Aandens Liv vil jeg Dig skjænke;
Jeg vente vil, som der i Sangen staaer,
I lange, lange, runde femten Aar
Som „Ridder og skjøn Jomfru," — Alt for Dig!
Du rige Sjæl! Elsk Sjælen dog i mig,
Den kom fra Gud; hans Villie skee og blive!
— Ja, det er Sangen, Digteren tør skrive.
Du spurgte om den; — Digtet veed Du nu.
Jeg er ei Digter — al min Magt fik Du!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Psalme [Som Bladet der fra Træet falder]
Som Bladet der fra Træet falder,
Saa er mit Jordliv, ikke meer!
Jeg er beredt naar Du mig kalder,
Gud, Du som heelt mit Hjerte seer,
Veed al min Brøst, hvad i mig boer,
Og min Fortrøstning dog saa stor.
Gjør Smerten kort i min Forvandling,
Forund mig Barnets hele Mod,
Du dømme Tanke, dømme Handling
I Naade kjærlig, fadergod.
Ryst bort min Angst! kun dig jeg see!
I Jesu Navn, din Vilie skee!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til Niels W. Gade og Sophie Hartmann
De faae ingen Vise, De faae ingen Sang,
Men dog skal Sangværket sættes i Gang:
En Tale paa Vers, men ei udenad,
Jeg læser den op fra det skrevne Blad.
Gaa med hen om Hjørnet og ligefrem,
Saa er vi strax ved det nye Hjem,
Det ligger der paa den venstre Haand,
Og det er et Huus for Kjød og for Aand,
Og Kjødet er godt, har Slagteren sagt;
Men ovenover har Aanden Magt!
Derfra skal bruse Tonernes Hær
I Verden vide, hørt fjernt og nær
Som Bølger, der orgle i Stormens Suus;
Det bliver deromme et mærkeligt Huus!
Hver Fremmed, som kommer til Kjøbenhavn,
Seer paa det og nævner da Gades Navn.
Derinde han boer med sit Jordlivs Skat,
Hun Hjerteslag har i Tonerne sat.
Det nye Hjem, der som Rosenknop
Endnu ikke har lukket sig op,
Guds Solskin der i det fuldeste Maal!
Det nye Hjem bringes denne Skaal!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til mig Du kom som Lille, barnlig-glad
Til mig Du kom som Lille, barnlig-glad.
Hvor lyste Dine Øine uskyldsklare!
Du bad mig skrive her paa dette Blad;
Mon vel som Ældre Du det vil bevare?
Maaskee! — Gid da endnu med Barne-Sind
Du føle Livets Solskin paa din Kind
Og i dit Hjerte! — Tiden snart forsvinder;
Det nyligt skrevne Blad er — gamle Minder.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!