Vandrer-Liv

Gaardhunden gjøer — dens Tænder ere saa skarpe.
En Qvinde træder i Forstuen ind,
Ak, Armod sidder paa Kjole og Kind,
Hun synger og spiller paa Harpe.

En ussel Hest bag Gjærdet søger sit Foder;
Hist holder Vognen med Dyne og Skuur,
Der sidder Manden i Guds Natur
Med Barnet, som skriger paa Moder.

Han kysser lidt og kniber til Forandring;
Snart kommer Qvinden med Penge og Brød,
Saa dier hun Barnet paa sit Skjød,
Mens Manden bereder til Vandring.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!