
Til Niels W. Gade og Sophie Hartmann
De faae ingen Vise, De faae ingen Sang,
Men dog skal Sangværket sættes i Gang:
En Tale paa Vers, men ei udenad,
Jeg læser den op fra det skrevne Blad.
Gaa med hen om Hjørnet og ligefrem,
Saa er vi strax ved det nye Hjem,
Det ligger der paa den venstre Haand,
Og det er et Huus for Kjød og for Aand,
Og Kjødet er godt, har Slagteren sagt;
Men ovenover har Aanden Magt!
Derfra skal bruse Tonernes Hær
I Verden vide, hørt fjernt og nær
Som Bølger, der orgle i Stormens Suus;
Det bliver deromme et mærkeligt Huus!
Hver Fremmed, som kommer til Kjøbenhavn,
Seer paa det og nævner da Gades Navn.
Derinde han boer med sit Jordlivs Skat,
Hun Hjerteslag har i Tonerne sat.
Det nye Hjem, der som Rosenknop
Endnu ikke har lukket sig op,
Guds Solskin der i det fuldeste Maal!
Det nye Hjem bringes denne Skaal!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes

I lignende Anledning, fremsagt af Carl Price
Prologen er altid en Slags Bouquet,
Hvormed man siger: Velkommen herinde!
Men bringe een, som er ny og net,
De Blomster er ikke saa let at finde,
Og vanskeligst, skal de være piquante.
Dog Fader og Moder og Onkel og Tante,
Cousinerne med, de sagde — „gaa dog.
Et hjerteligt Ord er den bedste Prolog!"
Een har det i Tale og Een i Mimik,
Jeg her maa sige de Vers jeg fik,
Maa bringe de Blomster som var at faae,
Den ærlige Villie vil Ingen forsmaae!
I Romerlandet hvor Apelsinen
Paa Træet hænger som Æblet her;
Der fødtes Pierroen og Harlekinen,
De ved Casorti blev Dansken kjær,
Ja Pantomimen blev dansk som Nogen,
Derom maa der staae i Mindebogen.
Et Blad tages frem, med „Guldnøglen" paa,
Tableauer og Dandse skal Rammen slaae
Saa broget, phantastisk og udenlandsk,
Men Hjertet deri er ved Slægten dansk.
Hav Tak for det Hjem vi har fundet her,
Hav Tak for det Bifald De gav os hver.
Det er en Tid siden sidst vi saaes,
Her foran Lampernes magiske Flamme,
Velkommen! Det venligt og godt forstaaes!
Velkommen! Gid De maae sige det samme!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Konen med Æggene
Der var en Kone paa Landet,
Hun havde en Høne blandt Andet.
Nu, lægge Æg er Hønens Fag,
Og denne gav eet hver evige Dag;
Det var et Par Snese, da de blev talt,
See, det fandt Konen ikke saa galt!
Hun dem forsigtig i Kurven fik,
Tog den paa Hovedet og gik.
Til Staden styrede hun sin Gang;
Men hun var ene og Veien var lang,
Skjøndt hun gik til af alle Kræfter.
Nu tænkte hun over og regned' efter,
Hvor godt hun fik sine Æg betalt,
Og det var jo heller ikke saa galt:
»Ja vist!« saaledes hun gaaer og taler,
»For disse faaer jeg en hel Rigsdaler.
For den vil jeg kjøbe to Høns, lad see!
Med den der hjemme har jeg da tre;
Hver lægger Æg, og om ikke længe
Kan jeg handle igjen og komme til Penge;
Jeg kjøber tre Høns, til de tre jeg har;
See det bliver sex- Deres Æg jeg ta'er;
Jeg sælger de halve, den anden Rest
Skal ruges til Kyllinger, det er bedst!
Jeg faaer da en Hønsegaard; tænk Dig bare!
Og den tager til. Det er holdende Vare!
Endeel lægger Æg, endeel ruger ud -
Hvor jeg bliver rig, Du søde Gud!
Jeg kjøber to Gæs og et lille Faar,
Og bedre og bedre Handelen gaaer
Med Æg og med Høns og med Fjær og med Uld.
Tilsidst faaer jeg Pengeposen fuld!
Jeg kjøber en Griis, jeg kjøber en Ko,
Hvo veed, maaske kan jeg kjøbe to?
See det giver af sig! og efter et Aar
Har jeg Huus og Folk og Køer og Faar.
Saa kommer en Frier ind i min Stue,
Han kysser min Haand, og jeg bliver Frue!
For han har en Gaard, der er større end min!
Jeg bliver saa fornem, saa stolt og saa fiin,
Jeg taaler ikke den mindste Snakken,
Jo, jeg skal vide at knejse med Nakken!«
— Og ret som hun sagde det, gjorde hun saa-
Klask! Æggene der paa Jorden laae!
Med dem den hele Lyksalighed faldt -
Og det var i Grunden ikke saa galt!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat
Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat,
Har man kun Røst, paa den megen gode Spisen!
Blæse være Røsten! er bare Hjertet godt,
Man kan indvortes følge med i Visen!
Hjertet slaaer Tact og Øiet leer,
Her Ingen er, som fordrer meer!
Rosenhækken har Geburtsdag i Guds Sol,
Roserne dens Børn, de drikke Dug og nikke.
Hver har sin Stilk, vi sidde paa en Stol,
De dufte, men vi Andre vi drikke,
Alle synge samme Skaal i Chor:
Din Skaal, Du kjære Bedstemo'er!
Skjænd passer ei, og dog vi skjænde maae,
Fødes i November, det er ikke rigtigt!
Det er jo umuligt at vi kan Blomster faae!
Til en Fest er Blomster noget Vigtigt!
Nu maae vi binde en Tone-Bouquet,
Dog Hjertets Sang er aldrig slet!
Blomster har Du selv i Hjertets Mindebog,
Blomster, som kan Sindet styrke og fornøie.
Dengang Nattens Sky hen for dit Øie drog,
Stærkt og klart saae dit indre Øie!
Skyen tager Flugt! — dog nok er sagt,
Du os forstaaer: Skaal Solens Pragt!
Der boer i hvert et Bryst, som elsker ret,
Toner, som ingen Digter kan udsige;
Han kun peger hen — men vi, vi føle det,
Det er Summen fra Kjærlighedens Rige!
Hjertet har seet da Skyen laae
Hjertet vil og vor Sang forstaae!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Hjemvee
Om Aft'nen i det lille, snevre Kammer,
Naar Alt er stille, i mit Bryst det flammer!
En mægtig Længsel fylder al min Tanke,
Af Hjemvee føler jeg mit Hjerte banke,
Og jeg maa græde, skjøndt jeg er en Mand,
Thi her, har Hjertet intet Fædreland!
Naar Kunsten aabner mig sit store Rige,
Den samme Længsel føler jeg da stige,
Enhver Musik, hver Sang der naaer mit Hjerte,
Gjenvækker denne bittre, søde Smerte,
Men Hjemmet finder jeg dog aldrig her,
Mit Hjem er der, hvor jeg kun ikke er!
Seer jeg den friske Skov, de grønne Dale,
Da føler jeg, hvad ei jeg kan udtale,
Seer jeg det stolte Hav og Aftenrøden,
Da længes Hjertet mægtigt efter Døden!
Dog nei! det er ei Døden, nei, et Hjem, -
Et Hjem, hvis Navn jeg ei kan stamme frem.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Prolog og Epilog
En Aftenunderholdning med Bevilling,
(Naturligviis maa der Bevilling til;)
En Aftenunderholdning faaer De, en Udstilling, -
Udstilling, ja, det Navn her passe vil,
Thi det er en Udstilling af Elever,
Saaledes som Theatret disse har;
Men da vor Virkekreds er der saa snever,
At Publicum os neppe bliver vaer,
Saa ville vi os dristigt dette nærme,
Og for i Aften glemme alle Baand; -
Det er de unge Bier her, som sværme,
De gaae iaften lidt paa egen Haand,
Og Publicum vil see hvad her sig rører,
Og muligt gjette Skjæbnen, som vi faae,
Om Hoben eller Kunsten vi tilhører,
Paa hvilken Plads vi skal i Templet staae;
Elevens Fremtid ligger mellem Gaader,
Og Menneskene spaae, men Een kun raader;
Til Kunstens Maal er Veien heel besværlig;
Ei ganske ved sig selv man kommmer frem,
Tidt ender man hos Titchen eller Werlich,
Hjelp maa der til, en Bølge maa os bære,
Thi det er ikke nok, Flid og Talent,
Og denne Bølges Navn er godt bekjendt,
Den kaldes Publicum, — den for os være!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Reise-Capriccio
Farvel, du stolte Hav med al din Vælde!
Jeg saae dine Bølger faae Liv og svulme til Fjelde.
Din Sang var saa dyb, som steeg den i Smerte;
Og dog har du intet levende Hjerte!
Nei, kold og død du styrter med Vælde
Dine skummende Fjelde. -
Her har ei Hjertet sit Hjem!
Nei, over Hederne frem,
Til de grønne Skove, de blomstrende Vange,
Lystig afsted, med jublende Sange!
Herlige Land! — romantiske Egne!
Piger, som ingen Digter kan tegne,
— — Hvorfor vil jeg ile?
— Den jydske Amor har ingen Pile!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Ved Soldatens Hjemkomst i 1864
Vor brave Soldat, som saa ærligt har stridt,
Du kommer nu hjem uden Glæde.
O Danmark, hvor har Du dog bitterligt lidt,
Blod er flydt, og Blod er at græde!
I forrige Krig, da Soldaten kom hjem,
Stor Festlighed Byerne gjorde,
Fra Husene hængte man Danebrog frem,
Stod med Sange og Æresporte.
Nu kommer Du hjem uden Hurra og Sang.
Og dog: Du holdt ud, maatte lide
Langt mere i Danmarks Kamp denne Gang,
End Mange betænke og vide.
„Hav Tak!" det siger vort Hjertelag,
Det vil i hvert Haandtryk Du kjende.
— Og saa vil vi sjunge om „Atterdag";
Den Sang er ei skrevet tilende.
I Gud er Fremtid! „Han gav, han tog",
Han kan skrive paa Danskens Skjolde:
„Atter plantedes Danebrog
Paa Thyras gjenreiste Volde."
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Tyveknægten
I Vuggen ligger det spæde Noer,
Det sover saa trygt og stille;
Moderen læser et Fader Vor,
En Engel hun seer i den Lille.
Ømt hun kysser hans runde Kind
Og glemmer hver jordisk Smerte,
Drømmer saa sødt i Fremtid ind;
Saa drømmer hver Moder-Hjerte.
Men Ravnen kommer med al sin Slægt,
Og synger bag Ruden sin Vise:
„Din Engel bliver en Tyveknægt,
Og vi skal Engelen spise!"
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Til H. S. [Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet]
Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet;
For Faa jeg led og følte som for Dig!
Du til din Lykkes første Maal er naaet,
Og der — hvor kan Du sørge da med mig!
Det skal Du heller ei, — men det mig qvæged,
Ifald jeg saae, at Du forstod mit Savn.
To Dage sad jeg ene, dybt bevæget,
Tidt paa min Læbe kom dit kjære Navn;
Men ei Du kom! Mig Ingen kjærligt mødte,
Mig selv og Gud jeg slap i denne Nød,
Stærkt alle gamle, skjulte Vunder blødte,
Selv af dit Venskabs-Kys Bloddraaber flød.
O, gid Du aldrig prøve, aldrig vide,
Hvad Den, som Ingen eier her, kan lide.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Vi er i Marts, men Martsviol
Vi er i Marts, men Martsviol
Kun sees i Rude-Isen,
Man selv maa bringe Foraars-Sol
Og „Fatter" bringe Visen!
Her er vi jo den gamle Stok,
(Det sagt er med Poliskhed)
Og more os det skal vi nok,
Vi har jo Ungdoms Friskhed!
See Stuen her, hvor pompeiansk,
Nei, det er den ved Siden,
Herinde, her er østerlandsk,
Med Nyden hele Tiden.
Hver Væg et Billedgalleri,
Imens vi kildre Ganen,
Paa kjøbenhavnsk kaldt Poesi,
Paa østerlandsk: Divanen!
Det er omtrent eengang hvert Aar,
Vi her slaae Basserallen,
I Danmarks ny Historie staaer
Det ei — spørg kun von Allen!
Men det er ligemeget det,
Vi ærgre os slet ikke.
Vi svinge Hue og Kasket,
Vor egen Skaal vi drikke!
Har Tiden ingen Martsviol,
Saa har den her „Slukefter"!
Din Skaal, min Skaal, vort Selskabs Skaal,
Hurra, af alle Kræfter!
Her er gemytligt friskt og sundt,
Og ingen Rigsdags Tanker,
Drik ud dit Glas, det er Dig undt,
„Hvil Hoved paa et Anker!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Der er saa øde paa Heden
Der er saa øde paa Heden:
Kun Lyng og den nøgne Ahl;
Dog snart skal der findes et Eden,
En smilende Freyas-Sal;
Thi der vil Du boe og bygge
Med Tanke-Dybet saa rigt,
Hver Sorg skal flye som en Skygge,
Hver Dag som et Skjønheds-Digt.
Og staaer Du i Døren saa stille,
Din Mand sødt ventende hjem,
Da Parie-Folkene ville
Glad see Dig og smile og tale:
De troe, at fra Indiens Dale
En Pari er kommen til dem.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Tanker ved en ituslagen Jydepotte
Du er ei meer!
Din Digter græder ved Dit brudte Leer.
Din Lod det blev at taale Røg og Flamme,
Dog stod Du fast; Du var og blev den samme.
Faa kjendte Dig paa denne store Jord,
Dog i Din Død Du nævnes skal i Nord;
Jeg i Avisen vil et Grav-Vers sætte,
Saa Taarer skal de Skjønnes Kinder tvætte.
Først var Du Leer, nu bliver Du det atter;
Saa gaaer det selv Naturens bedste Datter.
Ak! var Du falden i en Kunstners Haand,
Du havde vundet ved hans Skaber-Aand;
Som Vase skulde Du da Ãiet gotte;
Men Skjæbnen bød, — Du blev en Jydepotte.
Dit Liv svandt hen saa stille, indgetogen;
Som Askepot Du sov i Skammekrogen.
Tidt saae jeg Dig imellem Røg og Ild,
Naar Maanen skinnede saa bleg og mild.
Jeg saae Din Damp, i den steeg Aander frem,
Og søgte gjennem Skorsteens-Piben hjem.
Dig glemte de, naar de saae Stjerner tindre;
Da hørte jeg det koge i Dit Indre.
Ja Du har følt og lidt som en Heltinde, -
Fred med Dit Minde!
En Digter hører helst sin egen Sang,
Thi vil jeg læse min saa mangen Gang,
Til Alfen kommer paa de hvide Vinger,
Og Trøsten bringer.
Om Børn og Linned drømte jeg i Nat,
Da vidste jeg, det ei var rigtigt fat.
Et Skrig fra Kjøkkenet jog mig af mine Drømme,
Der saae jeg Dine Skaar i Suppe svømme.
Alt var Forvirring, slukt var Skorsteens-Flammen,
Malene græd og samlede Dig sammen.
I Gaarden skal nu Dine Stumper hvile,
Smaa-Blomster snart vil fra Din Gravhøi smile.
Lad Tiden dække Alt med sine Vinger,
Maaskee i Døden den Dit Held Dig bringer:
Hvor nu er Land, var fordums Tid et Hav,
En Bøge-Skov kan voxe om Din Grav;
Et Sekel gaaer;
En Antiqvar vil finde Dine Skaar;
Dybt i hans Indre taler høit en Stemme,
At Konge-Støv Du eengang monne gjemme.
Til et Musæum skal Du Veien finde,
Som Skaar og Stumper Livets Krandse vinde.
Og nu Farvel! jeg skal Din Grav besøge,
Men lov mig, at Du aldrig her vil spøge. -
Græd ei, Malene!
Hun har det godt,
Den salig Pot!
Snart hvile ogsaa vore trætte Bene.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Malerie fra Jyllands Vestkyst
Man seer ei Træ, ei Busk, selv Lyngen vil ei groe,
Fra Sandet pipper frem et Græsstraae eller to;
Sandklitter reise sig, de vexle Dag for Dag,
Og rundtom stikke frem de nøgne, sorte Vrag.
Foruden Grændse Havet udstrakt for os staaer,
Speilklart og glat det er, saa langt som Øiet naaer,
Strandbredden er belagt med Stene, store, smaae,
Og alle runded' smukt, see, røde, hvide, blaae!
Hist komme Fiskere, de gaae til Havet froe;
En herlig Slægt det er, med Marv i hver en Kno.
Nu læses først en Bøn, fromt folder sig hver Haand,
Saa ile de med Christ, Gud og den hellig Aand.
Den gamle Mor paa Klinten staaer,
Saa graat som Sand er hendes Haar!
Hun drikker Solens Ild saa smaat,
Og skutter sig, det gjør saa godt.
Men som hun ret paa Havet seer,
Strax hendes gustne Ansigt leer,
Thi ude, hist paa Bølgens Hjem,
En prægtig Seiler glider frem,
Men uden Roer og uden Mast;
Den borer sig i Sandet fast,
Det Dødningskibet er man seer,
Thi see nu er det ikke meer.
Da knæler fromt den gamle Mor,
Hun læser høit et Fadervor,
Og siger: „Gud! til os Du see!
Lad det paa vores Kyst dog skee!
De drukne vist, den hele Flok,
Men vi skal leve, veed Du nok!"
Blikstille hviler Havet, tyst som de Dødes Hjem,
Men underligt fra Dybet en Susen stiger frem,
De mange Fiskerbaade med Bytte, høit i Lag,
See, hvor de søge Kysten, med stærke Aareslag.
Med eet sig Floden hæver, den stiger meer og meer,
Den grumset, sorte Bølge, høi, som et Bjerg, man seer.
Vel hundred' Favne reiser den sig med Gny og Larm,
Men Brændingen den knuser til Støvregn i sin Harm.
Dog gjennem hver en Brænding, hver Fiskerbaad nu gik,
Stift holdt hver Fisker Aaren, hver saae med Ørnens Blik;
Nu springe de i Søen, de drage Baaden frem,
Saa slæbe deres Qvinder det rige Bytte hjem;
Dybt bøiet under Vægten de gaae med deres Smaae,
Mens Manden mørk og stille ved Stranden seer derpaa.
— Hvad svæver over Dybet? Hvi er saa taus hver Mand?
Der er et Skib i Havs-Nød, det driver stærkt mod Land.
See, Masten er alt kappet, i Brændingen det staaer,
Et Nu — og Kjæmpebølgen det knuust mod Kysten slaaer.
Men see! Mandskabet klynger sig om den store Mast,
Høit op paa Land den hvirvles, ved Bølgens stærke Kast.
Er' de nu frelst? — Nei, Bølgen dem river atter med,
See Masten, hvor den ruller, den knuser hvert et Leed.
Nu styrter den i Dybet, man hører intet Suk.
— Snart tier Storm og Bølge, og Natten er saa smuk,
Da ligger Stranden broget med Vare og med Stads,
Havgasserne da juble, og gjør' et stort Galads.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Rolighed
Det gamle Kjøbenhavn groer over Volden,
Det kneiser ungt ud mod de aabne Søer,
Hvor „Rosenvænget" naaer til Ãresund,
Og Konstner-Navne lyse ud i Verden.
Her trives Roserne. Det vilde Viinløv
Udfolder Efteraarets Farvepragt,
Mens bag Kastanietræer og Hyld og Popler
Et Hjem sig løfter, minderigt fra Fortid.
Her Sangen lød: „Eleonora Ulfeldt,"
Her Tænkeren sad under Poppelpilen
Og lyttede til Aanden i Naturen.
Det Hjem er nu et lille „Rosenborg,"
Med Taarn og med Altaner ud mod Sundet,
Hvor Malmø og Landskrona sees i Solskin
Og Tycho Brahes à og Gyldenlund.
I Karavane Skibe gaae forbi,
Slig Svaneflok, saa stor, kun sees i Sundet.
Naar saa i Aftnen Himlens Stjerner blinke,
Og Fyret fra „Trekroner" lyser vidt om,
Hvert Fartøi ude tænder sin Lanterne,
Troer man at see et festbelyst Venedig,
En svømmende, illumineret By.
Dog skjønnest er her inden fire Vægge,
I Gjestfrihedens lykkelige Hjem.
Johannes Ewald sang udødeligt
Rungsteds Lyksalighed. O, havde han
I vor Tid levet og i dette Hjem,
I dette Hjertelag, hos disse Venner,
Han havde sjunget da en deilig Sang
Om „Rolighed" og Rosenvængets Roser.
Mit Hjem i Hjemmet, hvor bag Hyldens Hang
Mit Liv fik Solskin og min Harpe Klang,
Dig bringer jeg taknemlig, glad min Sang!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Med mine 'Samlede Skrifter
Du voxte op i mit Hjertes Hjem,
Som Slægtning jeg paa Dig holder.
Tag her min Tanke-Skat, den gjem,
Mens dit eget Liv sig udfolder.
Og naar Du saa staaer med sølvhvidt Haar
Og jeg er, hvor Du skal komme, -
Husk, Du var mig kjær fra dit første Aar,
Og bliver — hvor Aarstal er omme.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Stormen
Som i en Søvn ligger Luften og Havet,
Ingen Bølge man seer,
Kun døsigt svulmer Fladen og synker igjen;
En enkelt Luftning gaaer, som en Skygge,
Over de slappe, hængende Segl;
Men den hvidgraae Maage
Flyver i Kredse om Skibet
Og med hæse Skrig den fortæller
Hvad Dybet nu drømmer. -
En Kastevind griber i Seilet,
Med Larmen det svulmer, men synker døsigt igjen,
Som den trætte Vandrer,
Der kaldes ved Midnat fra Leiet,
Vaagner, men sover atter igjen, -
— Nu dæmrer Natten og fjernt i Nordvest
Staaer et Bjergland af Skyer hvor Stormene bygge;
Det stiger med Mørket,
Og Lynstraalen leger, som glødende Lava,
Over Bjergenes Rygge.
Nu Havet er vakt af sin dybe Slummer,
See, Bølgen dandser til Stormenes Sang
Men sort, og med sølvhvidt Skum er den klædt,
Og underligt dybt og veemodigt den sukker,
Thi den veed, at i Nat,
Mangen livsglad Søgut og trofaste Søn
Skal den trykke, som Liig, iiskold og hvid,
Fast til sit Hjerte.
See derfor svulmer dens Barm og de store Taarer
Falde som Støvregn hen over Skibet.
Men høit deroppe,
Høit i den gyngende Mast,
Sidder den modige Skibsdreng, hans Lokker flagre,
Og stille skuer han over de svulmende Bølger.
— Aldrig før saae Du Havet saa mørkt,
Aldrig Lynet saa klart;
Som Fjeldmasser hænge de truende Skyer
Over vort Hoved',
Og Havet løfter med stærke Arme
Skibet, som var det en Fjer kun,
Høit, saa høit det slynges i Luften,
Som skulde det knuses mod hine Fjelde;
Men Menneske-Hjertet klynger sig fast til sin Gud,
Og ved hver truende Bølge, det løftes
Høiere, nærmere ham,
Algodhedens Fader.
Dybene sukke med Skyens Bjerge,
Dog mere dybt
Sukker eet Hjerte, et Ungdoms-Hjerte.
Seer Du i Stormen, Skibsdrengen høit
I den svaiende Mast?
Veed Du hans Længsel og Savn,
Hvad Hjertets Brændinger tone?
„I Hytten hos min Moder
Der var dog ei mit Hjem
Bestandig vilde Hjertet,
Kun frem og altid frem.
Min Moders Hjord jeg græssed'
Da i den grønne Dal,
Men Hjertet følte Længsel
Til Skovens Bøgesal.
Først græd jeg høit af Glæde,
Saa længtes jeg igjen,
Og Hjertet fløi da atter
Til Hyttens Hjemstavn hen.
Nu misted' jeg min Moder,
Det knuste Barnets Lyst;
Jeg ene stod i Verden,
Med Smerten i mit Bryst.
I Dalen var saa snevert,
Jeg stræbte modigt frem,
Men oppe høit paa Bjerget
Var heller ei mit Hjem.
Da saae jeg Havet for mig,
Og Himlen var saa blaae,
Det var, som al min Længsel
Bag Horizonten laae.
Da foer jeg over Bølgen,
Til fjerne Lande frem,
Men ingen, ingen Steder
Fandt Hjertet der sit Hjem.
Og dog kan Hjemmet findes
Paa denne store Jord,
Men Hjertet tør ei sige
Det dybe Trolddoms Ord." -
Saa toner det dybt i hans Bryst, uden Ro, uden Fred.
— Og Skibet flyver i Stormen, over Bølgen, afsted.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Herregaards-Skytterne
Som Tegn om gamle Tider hjemme,
Om Ridderborg og Ridder-Mod,
Vor Bøsse løfte skal sin Stemme;
For gamle Danmark Ungdoms Blod!
Mand staaer ved Mand,
„Med Gud, for Konge og Fædreland!"
Nu kommer Herregaards-Skytten!
Det er den sorte Jæger-Skare
Med dansk Cocarde og Hanefjer;
Blandt Fjendens Flokke skal vi klare,
Vort Øie Hjertestedet seer.
Mand staaer ved Mand,
„Med Gud, for Konge og Fædreland!"
Nu kommer Herregaards-Skytten!
Tro ikke, Landet er ei lukket,
I Folket Holger Danske staaer!
Hver fjendtlig Fugl skal blive plukket,
Hvis Vinge over Gjærdet slaaer!
Mand staaer ved Mand.
„Med Gud, for Konge og Fædreland!"
Nu kommer Herregaards-Skytten!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Landsoldatens Hjemkomst
Det er som en Festdag hver evige Dag,
Vor Landsoldat kommer tilbage.
Fra Huus og til Huus hænge Krandse og Flag,
Folk juble fra Gader og Tage,
Hvert Laug har sin Fane, Musiken er med,
Og Hurra og Jubel hvert evige Sted.
„Nu komme de! hør fra Voldene Skud!
Saa sunde, saa prægtige see de ud!"
Hurra! Hurra! I herlige, brave Soldater!
De komme med Blomster paa Hat og Gevær,
Et vandrende Foraar de ligne;
Gaae ind imellem dem, tal med hver,
Det er de Mænd, vi velsigne.
De stred og døied og udholdt som Faa,
Og vide selv ikke, hvor store de staae.
Den fineste Frøkens Rosenmund
Kunde kysse Soldaten i denne Stund.
Hurra! Hurra! I herlige, brave Soldater!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Der er et Huus afsondret ved et Gitter
Der er et Huus afsondret ved et Gitter
Og Jernport fra den hverdags Landevei;
Enhver, som gaaer forbi, der indad titter,
Det friske Grønne hvisker: Glem mig ei.
Smukt Ranken snoer sig opad Murens Side,
Og stundom flyver der en Sangfugl frem;
Men Huset selv, — om det vi Alle vide:
Der er vort Hjem, vort elskte bedste Hjem.
Det er saa godt i Livets Kamp og Smerte
At holde fast paa hvem man ret har kjær;
At kunne stole paa et trofast Hjerte,
Og sligt et Hjerte er i Huset her.
Fra det udover os Solstraaler spille
Og mangen Sorg os synes ei saa tung;
Vi elske Dig, Du kjærlige, Du milde,
Du elskelige Fader, stærk og ung!
O gid i Alt vi ganske Dig maae ligne,
Op see vi til Dig, elske Dig saa tro;
Den gode Gud Dig glæde og velsigne,
Ja, her er godt at bygge og at boe.
Gud, lad os feire tidt og mange Gange
Den Fest i Dag! beskjærm! o Gud, hvert Led
I Kjæden her, saa kjære og saa mange;
Held ham, vor Stolthed og vor Kjærlighed!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Ved Botanikeren Liebmanns Afreise til Mexico 1840
Naar Du nu om ikke længe
Staaer i Mexico,
„Danmark deiligst Vang og Vænge"
I din Tanke boe!
Tropisk Farve-Pragt Du finder,
Dog i Hjertet lever Minder,
Ei Du vil derude glemme
Kløverblomsten hjemme!
Videnskaben Guld Du hente
I Amerika!
Ja med slige Skatte vente
Vi Dig hjem derfra.
Danmarks Søn, gjør Danmark Ære,
Blomst og Træ dit Navn maa bære!
Kraftig Villie, Tro paa Himlen
Følge Dig i Vrimlen!
Ja med den vor Tanke følger
Dig til fjerne Strand,
Over Oceanets Bølger
Fra dit Fædreland.
Eengang i den danske Sommer
Naar Du atter til os kommer,
Hvilken Jubel vil der være!
Gud med Dig, Du kjære!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!