
Sonnet ved Fyrstinde Borgheses og hendes tre Børns Død
En Paradisets Blomst af Troen bragt
Til Temsens Bred og plantet der i Solen
Skjød herligt frem. Dens Duft, dens Yndes Magt
Dens Glands, sligt findes ei hos Vaarviolen.
Men Kjærligheden planted' Blomsten om
Den Blomst, som gjorte alle Hjerter glade,
Den plantedes ved Tiberen i Rom,
En himmelsk Duft gik fra dens rene Blade.
Og Duften steeg —; vi hørte Engle sige:
„Den Blomst er ei for noget jordisk Sted,
I Lysets Have blomstrer kun dens Lige!"
En Engel saae vi da til Jorden stige,
Og rive Blomsten op: tre Skud gik med,
Tre unge Skud — de groe nu i Guds Rige.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes

B. Bang
Der staaer en Blomst, tilsmilet af Camene,
Men den er skjult af Bøgens større Grene;
Dog Farveskjæret, Duften i dens Indre,
Er derfor jo endnu slet ikke mindre.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Adam Oehlenschläger. Den 26. Januar 1850
Farvel, Du største Skjald i Norden!
Ud til Dit Hjem nu Toget gaaer;
„En smuk Allee til Kirkegaarden"
Et Folk i Sorg langs Veien staaer.
Til Frederiksberg! der var din Vugge
Der Aandens Lampe straalte rigt
Der skal om Dig sig Graven lukke.
Din Vandring er et Skjønheds Digt,
Guds Lys i Dig blev Aandens Eie
Deel af os selv og altid vort.
Farvel! hvil sødt! redt er dit Leje!
— I Graad døer Vuggesangen bort.
Farvel! Farvel! — nu græder Norden,
Som Du forstod, som Du besang,
Saa Oldtid steeg igjen af Jorden,
Dens Hjerte slog, dens Skjolde klang,
— som Foraardsvinden over Voven
Saa frisk, saa sund blev Sangen bragt.
Din Sang var dansk som Bøgeskoven
Og nordisk som Nordlysets Pragt. -
Farvel, Du største Skjald i Norden!
Ud til Dit Hjem nu Toget gaaer;
„En smuk Allee til Kirkegaarden"
Et Folk i Sorg langs Veien staaer.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Fru O'Neill
Lad Dig i Smerten selve Smerten sige,
Den er et Forsyns store Kjærlighed;
Og kaldte han forud den unge Pige
Før Moderen — hvad der er bedst, han veed.
Lad Troen være Dig din Jacobs-Stige;
I hendes Bortgang var det Dig, der led; -
En Engel har Du mere i Guds Rige,
En Stjerne mere lyser til Dig ned.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Division Dens
Living in division dens,
Picking through assorted mints.
Listening to urban music,
And amused by petty arguments.
How blissfully sweet,
This mixed menagerie lifts...
And greets from the streets.
I could not live in suburbia,
The silence of the sameness
Would distract.
And from that my nerves would be disturbed
Living in division dens,
Stacked in concrete...
From several stories of five.
With paths connecting others scattered,
To heights of more than ten!
And within them lives,
A collective eclected excitement of life.
From terraces this is shared.
Or one may choose to sit and breathe alone,
Knowing a world with this blend is out there.
Sparing one of total isolation.
Although inside these division dens,
A sense of freeing needed comes now and then.
And that pleases with an ease.
And yet connects,
In a separation accepted.
poem by Lawrence S. Pertillar

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Hytten
Hvor Bølgen høit mod Kysten slaaer,
En ganske lille Hytte staaer,
Men rundt om paa det hele Næs,
Man finder ei en Plet med Græs,
Kun Himmel, Hav og nøgent Sand
Omgiver Hyttens Drømmeland;
Der kan man Paradiset finde,
Thi Kjærligheden boer derinde.
Ei Sølv, ei Guld man finder der,
Men to, som har hinanden kjær,
See Kys og Smiil paa Læben leer,
Og Øiet dybt i Øiet seer;
De tale ei det mindste Ord,
Glemt er den hele, store Jord,
Med al dens Kamp, dens Fryd og Smerte,
Her svulmer Hjerte kun mod Hjerte.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Dødsenglen flyver i slimet Ham
Dødsenglen flyver i slimet Ham
Atter om Land og Rige.
Frygten er død; mit Hjerte fornam:
Hvad har vel Døden at sige?
Død er et Skridt kun videre frem,
Opad det gaaer gjennem Smerte;
Gud har beredt os det herligste Hjem;
Ei døer vor Aand og vort Hjerte:
De, som alt her i Øinenes Glar
Viste den Skikkelse, Sjælen har,
Sjælen, der lever og virke vil,
Naar ei vor Jord og dens Stjerner er til.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

R. Frankenau
Glemt staaer hans Grav bag Kloster-Kirkens Muur,
Endt er hans Drøm om Glæde og om Smerte;
Han var en Digter-Blomst i Guds Natur,
Hvis friske Duft har qvæget mangt et Hjerte.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Med et tydsk Exemplar af mine Eventyr
Du har en Kunstnersjæl, jeg troer derpaa,
Dens Straaler jeg i dine Skizzer saae.
Du har et ærligt Øje; — Hjertets Grund
Staaer i et trofast Smiil omkring Din Mund.
Jeg strax forstod Dig. Eventyr de skikke
Dig denne Juul; Veninden har dem bragt;
Et lille Vers jeg har i Bogen lagt;
Du har en Ven i Danmark; glem ham ikke!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Man finder det passende, finder det smukt
Man finder det passende, finder det smukt,
Naar jeg synger om Svanernes Sang og Flugt,
Om det svulmende Hav, om Stjernernes Pragt,
Om Guds Natur i dens Fylde og Magt;
Men synger jeg ud mit Hjertes Sang,
Ved Synet af Spaniens deilige Qvinder,
Den svulmende Skjønhed, den svævende Gang,
De Øine, de Fødder, de flammende Blikke,
Saa sige de strax, det passer sig ikke,
Den nordiske Fromhed og Klædning vi savne.
Men jeg veed i Spanien ei Ord eller Navne
For Tanken, undtagen — „at kysse og favne!"
I Paradiishaven, som Spanien staaer nær,
Det Deiligste det var jo Eva der,
Og alt det Deiligste, skabt af Gud,
I Kjærlighed synger mit Hjerte ud!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Herrens Bøn
Læs Aften og Morgen dit Fadervor!
„Vor Fader i Himlen unævnelig stor!
Dit hellige Navn os i Hjerterne groe,
Lad ind i dit Rige os bygge og boe,
Din Villie raade i Liv og i Død,
Du vil os give vort daglige Brød,
Forlad os vor Skyld, som vi dem forlade,
Der skulde os takke og ikke hade,
Hold Fristelsen fra os, dens Synd og Last,
Frels os fra det Onde, hold Du os fast;
Thi dit er Riget og Magten og Æren,
I Jesu Navn og vor evige Væren!"
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Naar man saa godt som hver en Aften maa
Naar man saa godt som hver en Aften maa
Erkjende glad, at ædle Hjerter slaae,
Som dømme mildt, og man er velseet,
Saa ønsker man at møde en Poet,
Der kunde give Ord for det herinde.
Men det Slags Folk er ikke let at vinde;
De sige strax: „Min Gud, hvor skal jeg dog
Nu atter kunne skrive Epilog!
Det Thema udpiint er, ei værdt at høre".
Udpiint? Jeg mener nei! Man kan det gjøre
Saa let, saa ligefremt — just det jeg troer.
Udtal kun: dybtfølt i mit Hjerte boer,
Det næsten som et Eventyr her groer,
Et Eventyr, hvor Livets Farver spille,
Og Tanken er saa nær just dette Sted.
Paa denne Scene alt som ganske lille
I Pantomimen legede jeg med,
Jeg fra en Leeg det ikke kunde skille.
Saa skifted om det gamle Legested,
En større Scene, Dands og Deilighed:
Balletten aabnede sit Tryllerige.
Ved Bellmans Fest sprang Ulla ungdomsglad,
Og milde Øine saae den unge Pige -
Da lød ind i mit Bryst en Sangfugls Qvad:
„Fremad i Kunsten!" klang dens dybe Stemme,
Og Fuglen svang sig did, hvor vi fornemme,
Lysstraalen boer; — men i mit Bryst var lagt
Igjennem Alvor Kunstens høie Magt.
Og paa den Scene, jeg som Barn var hjemme,
Udfolder Vingen sig til bedre Flugt.
Gid engang jeg i Kunsten værdigt smukt
Den Plads indtage, hvorom Hjertet bad,
Og opfyldt see, hvad tyst hiin Sangfugl qvad,
Der vakte Længsel og dog Mod tillige.
Gid jeg i Gjerning maa min Tak udsige!
— Det bad jeg blive lagt i Epilogen;
— Men her staaer meget Meer i Hjertebogen.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Pauli 1. Cor. 15, 42-44
Naar Jordelarven brister
med sine skjøre Baand,
Et aandigt Legem slutter
sig om den stærke Aand;
Det er de samme Former,
men i en nyfødt Vaar,
Og luftigt, klart og herligt,
det kjendte Billed staaer.
— I Træ, i Fjeld og Bølge
bevæger sig en Aand;
Troe ikke den forsvinder
for Dødens kolde Haand!
Dens Aander dristigt forme
sig over Jordens Kyst,
Til Legemet for Aanden,
der voxte i vort Bryst.
Den stærke Aand i Druen
og Rosens friske Duft,
Vil forme sig til Læber,
frisk' som den rene Luft;
Hver Flamme-Aand, alt Aandigt
i Fjeldets Marmorsteen,
Sig runder smukt til Skuldre,
til Arme, Bryst og Been.
Hver Bølge-Aand, hver Guddom
i Solens Straaleskjær,
Vil smelte venlig sammen
og danne Øiet her;
Den luftige, lette Taage,
der over Engen gaaer,
Sit Aandige vil skjænke
til lange Bølge-Haar.
Men hvert et Suk herneden,
af Længsel og af Lyst,
Med Tone-Verdnen, formes
til Hjerte i vort Bryst.
— Hvem løste mig hiin Gaade,
hvoraf mon sligt jeg veed?
Jeg lærte det af hende,
min første Kjærlighed!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Hver af os gjemmer i sin Hjertekrog
Hver af os gjemmer i sin Hjertekrog
Erindringernes store Billedbog,
Hvert Blad sin Tegning har fra Tid og Sted;
Der findes brogede, men sorte med.
De sorte, som kan Ungdomsmodet kue,
Dem tager man kun frem til eget Skue.
Men gjennem hele Billedrækken gaaer
En Livstraad, saa at tydeligt man faaer
Enhvers Mission: den Lyst, som i os brænder.
I min Erindrings Billedbog jeg kjender
Igjen paa hvert et Blad en mægtig Tanke,
Der gjør, at Hjertet stærkere maa banke,
At Kjærlighed til Kunsten blev mig givet;
Jeg løfted' Vingen kjækt i Hverdagslivet,
Mig drev en Villie i det Skjønnes Sag,
Til Kunstens Tempel gjaldt mit Vingeslag.
— Saa mangt et Blad i Bogen lagdes ned:
Der staaer om Ungdoms gyldne Freidighed,
Den første Barnedrøm om Laurbærgrenen,
Det Billed: første Gang at staae paa Scenen.
Men mellem det er mange Blade lagt,
Der ikke just har Drømmes gyldne Pragt.
— Det sidste Billed: denne Aftenstund,
Der følger mig, naar Lamperne her slukkes,
Det lyse vil frem fra en gylden Grund,
Ja gylden, thi af Veemod det bedugges.
Hav Tak for hver Opmuntring, Mildheds Dom!
Farvel! for mig nu vexler Scenen om.
Skjult er det, om jeg Lykkeblomsten finder,
Dens Duft jeg gjemmer dog i gamle Minder!
Men som det deiligste, det bedste Blad,
Det, som vil løfte mig og gjøre glad,
Er at see opfyldt engang, hvad jeg bad:
At vinde og fortjene Kunstnernavnet.
Arbeide, stræbe vil jeg! Hvad er Savnet,
Hvad er hver Prøvelse, Afskedens Smerte!
Farvel! Tak af mit varme, fulde Hjerte.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Julesang i det Collinske Huus
Saa sidde vi igjen om Julebordet
Og synge høit vor Sang, vort Juledigt,
Og Glæden er i Hjertet og i Ordet,
Skjøndt Aaret var saa taust, saa alvorsrigt.
Der rulled Kroner hen som Kiselstene,
Men i vor lille Kreds vor Krone blev:
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit Kongerige i vort Hjerte skrev.
Mod Roskild Spir fløi Svanen frem og døde,
Ved Slesvig Kampens Paaskeklokker klang,
Og Tre af Kredsen her gik til det Møde,
Hvor Døden stod, og hvor Kanoner sang.
Mod Savn og kolde Nætter, Oprørsflammen
De gik, og selv vi bad: „I Guds Navn gaa!"
Og see, vi sidde atter samled' sammen,
Det er, som om en Drøm det var, vi saae.
Hver Sorg og Angst i Hjertet vi erindre
Og føle derpaa ret: Gud var os god!
Vor Julestjerne see vi dobbelt tindre;
Dens Straaler skal os give Fremtids Mod.
End mange Aar vort Huuslivs stille Scene
Staae lykkelig, som selv iaar den blev,
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit store Rige i vort Hjerte skrev.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Ved Juletræet
Danmark deiligst Vang og Vænge!
Du vort Fædreland!
Ãrligt dine danske Drenge
Sætte skal istand
Ledet, som er bragt af Lave,
Ledet for vor rige Have;
Glædens Julekrands vi flette
Og paa Gjærdet sætte.
Juletræ er tændt derhjemme,
Tanken flyver did!
Danske Sprog, Du Hjertets Stemme,
Tryl os Julens Tid.
— Forpost ude, Stjernevrimlen
Er Dig Julelys paa Himlen,
Du staaer under Træets Grene,
Om end ude, ene.
Lad i Sang og Fryd og Skaaler
Juleaften gaae,
Engang i Erindring straaler
Deiligt den, som faa:
Juleaftenen ved Slien —,
Hjertet blødt og Melodien:
„Danmark deiligst Vang og Vænge!"
— Danmark leve længe!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Vandrer-Liv
Gaardhunden gjøer — dens Tænder ere saa skarpe.
En Qvinde træder i Forstuen ind,
Ak, Armod sidder paa Kjole og Kind,
Hun synger og spiller paa Harpe.
En ussel Hest bag Gjærdet søger sit Foder;
Hist holder Vognen med Dyne og Skuur,
Der sidder Manden i Guds Natur
Med Barnet, som skriger paa Moder.
Han kysser lidt og kniber til Forandring;
Snart kommer Qvinden med Penge og Brød,
Saa dier hun Barnet paa sit Skjød,
Mens Manden bereder til Vandring.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Granattræet
I Vaaren er hver Blomst en Flamme,
I Høsten er hver Blomst en Frugt.
Viis Du, o Digter, os det Samme
I dette Jordlivs snare Flugt!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

August
'Blomsten dufter, for at brydes!
Frugten modnes, for at nydes!
- Lev og nyd! trara! trara!'
*
Ja, Øieblikket ene er det just,
Der med sit friske Grønt din Vandring smykker,
Thi nyd det, som den duftende August,
Der mellem Vaaren og din Vinter bygger.
See Dig omkring, flyv ei saa vildt afsted,
Fra Livets Sol det gaaer til Gravens Skygge,
Og Sorgen sidder nok paa Hesten med,
Thi pluk hver Frugt, der skabtes for din Lykke.
Hvad Hjertet har, det har Du, søde Trøst!
Det Tabte findes ikke ved at græde;
Nei nyd! thi Livet er en evig Høst,
Og Øieblikket er saa riigt paa Glæde.
- - -
Heden trykker; Østens Varme blunder lidt hos os i Dag!
Som en ægte persisk Fyrste, vil jeg strække mig i Mag.
Grøften er mit Hovedgjærde, smukt den staaer med Kaprifol',
Egetræets grønne Grene skjærme mod den stærke Sol.
Flagrende, men luftig lette Skygardiner hænge ned;
Teppet, hvorpaa jeg har lagt mig, er et broget Blomsterbed.
Kløver, Rølleker, Papaver spille i den grønne Grund,
Og med modne Hindbær hænger Grenen lige ved min Mund.
Nyde, drømme, søde Lykke! see, ved Blomstens Hjerte tyst,
Ligger Bien sødt beruset, Blomst og Bie er Bryst ved Bryst.
Sommerfuglen lystigt flagrer, kysser hvert et broget Blad,
Synger ei, men hvidsker stille Kjærligheds - den veed nok, hvad! -
Ha! en kjølig Luftning zittrer gjennem Skovens grønne Tag,
Høit paa Himlen staaer et Bjergland, Uveirsskyer Lag ved Lag;
Nu, som Kjæmpeseil de svulme, nu er det en Klippehal,
Hør det stærke Echo ruller gjennem Bjergets dybe Dal.
Hver en Fugl sig bange skjuler, og et Gys i Skoven gaaer,
Mens i store Kredse Svalen Jorden med sin Vinge slaaer.
Skyen brister, Regnen strømmer, den betage vil mit Syn!
Himlen viser Flamme-Tanker, Videt gnistrer Lyn paa Lyn.
- I det lille lave Skovhuus staaer jeg, til det er forbi,
Men da Ruderne er knækked', ei for Regn jeg bliver fri;
Konen sidder paa en Træstol, dier Barnet, søde Lyst!
See, de butted' runde Fingre lægger det paa hendes Bryst!
Stormen rusker stærkt i Taget, flyver nu til Markens Neeg,
Favner dem og knækker Axet i sin Elskovs vilde Leeg.
Tys, nu sagtnes det derude, Himlen bliver atter blaa,
Hele Skoven, alle Blomster dobbelt duftende jo staae,
Og paa Horizonten Solen synker ned saa luerød,
Den sit vilde Flamme-Hjerte lægger nu i Bølgens Skjød.
Vindens kjøle, milde Luftning tørrer atter Blomstens Kind,
Høstfolk gaae nu hjem fra Marken, synge høit med muntert Sind.
Pigerne skal over Stænten, tør man ikke see derpaa? -
Skjørtet hænger fast ved Gjærdet, saa de Andre hjelpe maae.
See, hvor alle Blomster nikke! hvad de tænke, veed jeg klart,
Kunde man forstaae Mimiken, hørte man vist noget rart.
Fuglene.
Qvivit! qvivit! det gaaer afsted,
Nu oppe, nu dernede!
Mit Liv er Sang og Kjærlighed,
Mit Huus en Børnerede!
Ungersvenden.
Snart sover Alt, ja Stort og Smaat,
Paa Græs og grønne Grene,
Men jeg - ak! det er ikke godt,
At Mennesket er ene!
O, gid jeg var af Jern og Staal!
Mit Hjerte let kan faae det!
Det er mig ligesom en Aal,
Jeg kan ei holde paa det!
- - -
Hver en Luftning sover paa det grønne Blad,
Stille drømmer Blomsten midt i Duggens Bad.
Seer Du, Maanen kommer hist, hvor Krattet groer?
Lavt paa Horizonten staaer den rund og stor.
Ved den sorte Granskov Søen gjør en Bugt,
Klart i Vandet speiler Krattet sig saa smukt.
Tys! sig noget rører! mon en Fugl der fløi?
Nei, det er to Piger, stille! gjør ei Støi.
Barnligt, uskyldsglade, gaae de Arm i Arm.
Ha! de kaste Klædet fra den hvide Barm;
Høit de løfte Armen! see det smækre Liv! -
- O, nu blev' de borte bag det høie Siv!
Jeg kan ikke see dem, det var dog saa smukt!
Men der har vi Maanen over Søens Bugt.
Den kan staae og see dem, høit fra Skyens Vold,
Den kan see dem begge, og er dog saa kold! -
Hør, med Eet det pladsked', see en Ring saa bred!
Hele Søen bæver jo af Salighed.
Hver en Blomst ved Bredden lukker Øiet op,
Og de stolte Graner bøie deres Top!
Alt er Duft og Længsel, Natten er saa tys,
Søen dem omfavner, giver Kys paa Kys,
Trykker sig saa salig op til Bryst og Arm,
Aldrig dog den svulme kan som deres Barm.
Aldrig nogen Morgen den i Solens Skjær
Rødmet har saa deiligt frisk, som Kinden her!
Ingen Tid den viiste Himlen os saa klar,
Som den Uskylds-Himmel, den i disse har. -
Nu med Vandet, Pigen paa den anden slaaer,
Om de runde Skuldre falder deres Haar;
Maaneskinnet viser det saa tykt og stort -
- Men der gik jo Maanen! - det var grusomt gjort! -
Fiskeren.
Aakanden har sit Bæger lukt,
Den under Fladen svømmer;
I Vandet Maanen staaer saa smukt,
Det er det Blomsten drømmer:
At begge to
Dernede boe;
Hvad kan man ei i Drømme troe?
Jo,jo!
Jægeren.
Blomsten dufter, for at brydes,
Frugten modnes, for at nydes,
Ender Livet, var det da
Dog et jublende: 'Trara!'
Echo svarer, hør! 'ja, ja!
Lev og nyd, trara, trara!'
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat
Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat,
Har man kun Røst, paa den megen gode Spisen!
Blæse være Røsten! er bare Hjertet godt,
Man kan indvortes følge med i Visen!
Hjertet slaaer Tact og Øiet leer,
Her Ingen er, som fordrer meer!
Rosenhækken har Geburtsdag i Guds Sol,
Roserne dens Børn, de drikke Dug og nikke.
Hver har sin Stilk, vi sidde paa en Stol,
De dufte, men vi Andre vi drikke,
Alle synge samme Skaal i Chor:
Din Skaal, Du kjære Bedstemo'er!
Skjænd passer ei, og dog vi skjænde maae,
Fødes i November, det er ikke rigtigt!
Det er jo umuligt at vi kan Blomster faae!
Til en Fest er Blomster noget Vigtigt!
Nu maae vi binde en Tone-Bouquet,
Dog Hjertets Sang er aldrig slet!
Blomster har Du selv i Hjertets Mindebog,
Blomster, som kan Sindet styrke og fornøie.
Dengang Nattens Sky hen for dit Øie drog,
Stærkt og klart saae dit indre Øie!
Skyen tager Flugt! — dog nok er sagt,
Du os forstaaer: Skaal Solens Pragt!
Der boer i hvert et Bryst, som elsker ret,
Toner, som ingen Digter kan udsige;
Han kun peger hen — men vi, vi føle det,
Det er Summen fra Kjærlighedens Rige!
Hjertet har seet da Skyen laae
Hjertet vil og vor Sang forstaae!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Skovbal
Den friske, varme Sommerluft
Beaander Danmarks Sletter,
Nu hvert et Blad er fyldt med Duft,
Vi har de lyse Nætter;
Orangelandets Alfehær
Besøger Nordens Bøgetræer,
Da er her skjønt at være!
De vinke os fra Byens Muur,
Og gjerne Hjertet kommer,
Thi skjønnest er dog Guds Natur
Vor korte smukke Sommer;
Brat hvirvler den i Tidens Strøm,
Thi nyde vi den smukke Drøm,
Hos den er godt at være!
Her Træerne med Blad ved Blad
Et Telt-Tag for os bygge,
Her Hjertet føler sig saa glad,
Og jubler i sin Lykke,
Det føler ret: vort Liv er smukt,
Det griber Glæden i dens Flugt,
Hos den er godt at være!
De lyse Sommernætter døe,
Alt vexler, som vor Lykke!
Vi spredes selv paa Verdens Ø
I Solskin og i Skygge;
Men hver en skyldfri Glæde her
Er ved Erindringen os kjær,
I hvor vi monne være!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!