Langelandsk Folkemelodi
Hun mig har glemt! min Sorg hun ei see!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Vee!
Jeg vil gaae min lystig Gang,
Solen skinner jo Dagen lang,
Droslen fløiter sin Sang.
Hun mig har glemt! min Sorg hun ei see!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Vee!
Vinden bærer fra Hjemmets Ø;
Ud, derud paa den aabne Sø.
Alle Griller skal døe!
Hun mig har glemt! min Sorg hun ei see!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Vee!
Nye Lande jeg snart skal see,
Øiet græd, men nu skal det lee,
Selv om Hjertet har Vee!
Hun mig har glemt! min Sorg hun ei see!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Vee!
Solen skinner jo Dagen lang,
Maanen taus gaaer sin gamle Gang,
Hjertets Sorg bliver Sang.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Børnene og den graa Morlille
I Hjertet sidder en lille Person,
Han gestikulerer saa saare,
Men det er ækelt hvor føelsom han er,
Han svømmer bestandigt i Taare.
Han digter allene de rørende Ting,
Ak! Vand er vist Tanken og Tonen,
Thi, tænk! vore Øine staae lidt under Vand,
Skjøndt de er' saa langt fra Personen.
Han maa ei slippe i Verden ud,
Saa blev der først Graad og Jammer,
Vort Bryst skal være hans Fangetaarn,
Og Hjertet hans Fængselskammer.
Han sidder jo luunt inden Vægge der,
Skjøndt evigt og altid han skraaler:
„Her er saa snevert! o ud! derud!
Hvor Himlen og Sollyset straaler!"
— Nei, saa gaaer det meget bedre til
hos dem, som boe i vor Pande;
Vel er det Tagkammer lidet og lavt,
Dog rummer det godt maa man sande!
Thi der er' tusind' velsignede Smaae,
Ja tusinde til, og lidt flere,
Der synge og springe ved Dag og Nat,
(hos visse de mindre genere):
Det er Phantasiens levende Smaae,
De kjende ei Savn eller Længsel;
Ja tidt gjør' de Nar af den lille Person,
Der sidder i Hjertets Fængsel.
De kan de deiligste Eventyr,
Og naar vi Mennesker læse,
Saa spille de strax, som Comedie Alt,
Her lige over vor Næse.
Ja, tidt kan de udvide Kammeret selv,
saa mange alt føle en Svimlen,
Men tænk dog ogsaa, hvor høit det gaaer!
Det gaaer gjennem hele Himlen;
Saa høit, saa høit over Sol og Planet,
Ja, langt paa den anden Side!
Hvorledes de ellers kan gjøre Sligt,
Ja, det maa vor Herre vide!
— Men vil' de gjøre for stort et Spring,
Hvad eller Spektakel og Trætte,
Da kommer Fornuften, en graa Morlil,
Hun bringer dem snarlig tilrette.
Tidt tysser hun ogsaa, og er lidt vred
Paa ham, som i Hjertet græder,
Men ofte hun trøster, da synge de Smaae,
Saa smukt om Himmelens Glæder.
Men Dagene svinde og Aarene gaae,
Om selv de er' nok saa mange,
Da bliver det Fængsel i Hjertet her,
For svagt til at holde sin Fange,
Det Tagkammer selv er i skrøbelig Stand,
Det taaler ei Børnenes Springen,
Den gamle Morlille dem tager i Favn,
Som Moder, hun glemmer slet ingen;
Og Hjertets Lille, det Længsels Barn,
Er nærmest ved hendes Hjerte,
Saa barnligt, saa trygt det hviler der,
Og glemmer sin Sorg og Smerte;
Da er hun ei længer en graa Morlil,
Med Furer og Sorg paa sin Pande,
Nei ung og blomstrende hæver hun sig
Til Himlens lysende Lande.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den bedste Drøm
Hvad Hjertet her sig klynger til,
det lægges snart i Kiste;
selv Venskab er et Gaadespil,
hvor Traaden let kan briste.
Den bedste Drøm dog Hjertet veed,
det Drømmen er om Kjærlighed,
den skal man drømme jo som ung,
hvert Hjerte til den trænger,
den er saa smuk og dog saa tung,
at tidt den Hjertet sprænger.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Spillemanden
I Landsbyen gaaer det saa lystigt til,
Der holdes et Bryllup med Dands og Spil;
Der drikkes Skaaler i Viin og Mjød,
Men Bruden ligner en pyntet Død.
Ja død hun er for sin Hjertenskjær,
Thi han er ikke som Brudgom her,
I Krogen han staaer med Sorgen sin,
Og spiller saa lystig paa Violin.
Han spiller til Lokkerne blive ham graae,
Han spiller saa Strængene briste maae,
Til Violinen, med Sorg og Gru,
Han trykker mod Hjertet reent itu.
Det er saa tungt, saa knusende tungt,
At døe mens Hjertet endnu er ungt!
Jeg mægter ei længer at see derpaa!
Jeg føler det gjennem mit Hoved gaae.
See, Mændene holde ham fast i Favn -
— Men hvorfor nævne I mig ved Navn?
Vor Herre bevare Enhvers Forstand!
Jeg selv er en fattig Spillemand.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Julesang i det Collinske Huus
Saa sidde vi igjen om Julebordet
Og synge høit vor Sang, vort Juledigt,
Og Glæden er i Hjertet og i Ordet,
Skjøndt Aaret var saa taust, saa alvorsrigt.
Der rulled Kroner hen som Kiselstene,
Men i vor lille Kreds vor Krone blev:
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit Kongerige i vort Hjerte skrev.
Mod Roskild Spir fløi Svanen frem og døde,
Ved Slesvig Kampens Paaskeklokker klang,
Og Tre af Kredsen her gik til det Møde,
Hvor Døden stod, og hvor Kanoner sang.
Mod Savn og kolde Nætter, Oprørsflammen
De gik, og selv vi bad: „I Guds Navn gaa!"
Og see, vi sidde atter samled' sammen,
Det er, som om en Drøm det var, vi saae.
Hver Sorg og Angst i Hjertet vi erindre
Og føle derpaa ret: Gud var os god!
Vor Julestjerne see vi dobbelt tindre;
Dens Straaler skal os give Fremtids Mod.
End mange Aar vort Huuslivs stille Scene
Staae lykkelig, som selv iaar den blev,
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit store Rige i vort Hjerte skrev.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Taaren
Mit Hjerte er en Himmel graae,
Hvor Sorgerne som Kloder staae;
Saa underlig er deres Gang,
Derfor er Barmen dem for trang.
Græd kun, ja græd, saa faaer Du Ro!
Hver Taare, er en Verden jo;
En Verden fuld af Sorg og Lyst,
Der ruller fra det snevre Bryst.
Og har Du grædt dit Øie træt,
Da bliver Du om Hjertet let,
Thi Sorgen, om den end er stor,
I hine Taare-Verdner boer!
Og troer Du vel, at han som glad
Seer Krybet paa det mindste Blad,
Han, som det Hele stræber til,
At han en Verden glemme vil?
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Romance af Festen paa Kenilworth
Hyrden græsser sine Faar,
Gjærdet er hans Throne,
Solen Purpur om ham slaaer,
Maanen er hans Krone.
Hvad mon vel han tænker paa?
længe taus han stod og saae
frem i Aftenstunden.
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
Kongens Datter, stolt og fiin,
staaer i Kongeborgen;
Silke, Guld og Hermelin
skjule ikke Sorgen.
Tanken, som en Fugl saa let,
flyver, bliver aldrig træt,
synger: „Jeg har funden!"
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
Vind og Blomst, svar, hver især,
kommer hun dog ikke?
Vinden hvisker: „Hun er nær!"
Blomsterne de nikke.
Skjult en Sti fra Slottet gaaer,
Fuglen høit bag Krattet slaaer:
„Han har hende funden!"
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Sang til den kjære Oldemoer A. C. D. Drewsen
Og nu en Sang for Oldemoer,
Den Milde, Kloge, Kjære!
Vi Alle synge vil i Chor,
Saaledes skal det være!
Gid Rigmor kunde synge med
Som Børnene hos Thieles,
Saa sang hun — mens i Kjærlighed
Her gjennem Taarer smiles.
Derudenfor er Luften klar,
Men kold med Nordens Vinde;
I Børn og Børnebørn Du har
Din Blomsterflor herinde.
Og Kinden blusser, Øiet leer,
Dig vil de Alle glæde,
Og naar Du ind i Hjertet seer,
Seer Du dit Herskersæde.
Engang — ja, naar vi skilles ad,
Det skeer kun for at mødes;
Paa Mødet tænker Hjertet glad,
Og sød Fortrøstning fødes.
Kort er et Jordlivs Fødselsdag,
Men langt og deiligt Aaret;
Paa Kjærlighedens Vingeslag
Du bliver hos os baaret.
Dit Øie hviler paa os nu
Med stille, store Tanker!
Ja, Oldemoer, saa smuk er Du,
Saa ungt dit Hjerte banker!
En evig Ungdom Sjælen fik,
Fra Øiet lyser Straalen!
— Og nu: Hurra paa gammel Skik!
For Oldemoer er Skaalen!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
C. Søeborg
Paa samme Green vel flere Fugle gynge,
Men ei med lige Kraft de alle synge;
Et simpelt Qvad tidt Hjertet længst har gjemt.
„Om hundred' Aar er ikke alting glemt."
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Indskrift paa Rammen
Indskrift paa Rammen
om et Maleri, forestillende den engelske Minister Sir Henry Wynns Landsted i Sjælland, givet ham af danske Veninder
Dit danske Sommerhjem ved Skov og Strand
Skal følge Dig til gamle Engelland
Med Hilsener fra trofaste Veninder.
Hver Gang Du seer det gjennem alle Aar,
Dansk Sommertid Dig gjennem Hjertet gaaer.
— Der er en Skat i kjære, gamle Minder!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Studier efter Naturen
Vort Landskab her er næsten fladt;
Men Maanen skinner jo i Nat!
Dog, hvad vi ved dens Lys har seet,
Er kun, at Alt gaaer ud i Eet.
Forgrunden maae vi blive ved;
Der er lidt høit paa dette Sted;
Veirmøllen, som vi skal forbi,
Gjør, at vi faae et Malerie.
Saa lystigt alle Hjul nu gaae;
Et Lys man seer bag Lugen staae,
Og Svenden bærer Sækken bort;
Hans Kammerater spille Kort;
Ølkanden midt paa Bordet staaer.
See, Møllevingen, hvor den gaaer!
Men mellem Skyer Maanen leer,
Og fornemt paa det Hele seer.
Nu kommer der en Byge-Regn,
Den skygger os den halve Egn,
Og hver en Hest og hver en Ko
Forstyrres i sin søde Ro;
Og da paa Marken ei er Læ,
De staae, som var de gjort af Træ.
Dog, Maanens Lys er ikke slukt,
Thi see, en Regnbue hvælver smukt.
Regnbuen over Møllen staaer,
Det er, som Vingen mod den slaaer,
Og under Mølle-Husets Tag,
Der sover til den lyse Dag
Vor Møllers lille syvaars Dreng;
Høit under Bjelken er hans Seng;
Han ene sover der, som sagt,
Thi Moder er i Jorden lagt.
Han hører Hjulene at gaae,
Og deres Støi kan han forstaae;
Han titter gjennem Rudens Glar,
Og seer det store Vinge-Par.
Høit vil de stige mod det Blaae,
Men kan kun i en Cirkel gaae;
De flyve Dag og Nat og Aar -
Men Møllen dog paa Bakken staaer.
III
Hvad jeg skued' med mit Øie,
Tegned' jeg med Blæk og Pen.
Christian Winther
Den gothisk-gamle Kirke er sjunken for vort Blik,
Og Mand er Barnet vorden, der ved Ruinen gik.
Der er saa tomt og øde, hver Steen er revet hen,
Men i Graabrødrelille gaaer Taarnet her igjen.
Ungdommeligt det hæver sin Tinde høit mod Sky,
Og seer paa Markeds-Vrimlen i Odins gamle By.
Et Selskab staaer deroppe, de see sig rundt omkring;
De finde, Jord og Himmel har mange smukke Ting.
Det fyenske Land de prise, og det af Hjertens Lyst,
Det maa jo ret begeistre hver ærlig Fyenboes Bryst.
— Ja Fyen er ret et herligt Land!
Det kan dog ingen nægte.
Der vexler Skov og Mark og Strand,
Og Hjertet her er ægte!
Selv Navnet Fyen, betyder fiin,
Og vil saa meget sige,
At Fyen, det er en Hauge fiin,
For hele Danmarks Rige!
Den glade Kreds beskuer nu Egnens Herlighed,
Dog een, hvad end de skue, seer kun sin Kjærlighed;
Hans Blik mod Syden søger, mod Østersøens Strand,
Der bygger hun, som ene gjør Fyen til Hjertets Land;
Men Lyngets sorte Banker staae om det kjære Sted,
Hvor ingen Blomster voxe for deres Kjærlighed.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
June
'Glemt er nu Vaarens Kamp og Vinter-Sorgen,
Til Glæde sig forvandler hvert et Suk.
Skjøn som en Brud, den anden Bryllups-Morgen,
Ei længer Barn, og dog saa ung og smuk,
Den skjønne Junimaaned til os kommer;
Det er Skærsommer! -
*
De høie Popler hæve sig saa slanke,
I Hyldetræet qviddrer Fuglen smukt.
Paa Gjærdet groer den grønne Humle-Ranke,
Og Æble-Blomstret former sig til Frugt.
Den varme Sommerluft fra Skyen strømmer,
Sødt Hjertet drømmer!
Paa Engen slaae de Græs; hør, Leen klinger.
Paa Himlen smukke Sommerskyer staae.
Og Kløvermarken Røgelse os svinger,
Mens høit i Choret alle Lærker slaae.
- Med Vandringsstav hist Ungersvenden kommer
Hjem i Skærsommer.
Ungersvenden.
Alt jeg Kirketaarnet øiner,
Spiret kneiser stolt derpaa.
Og hvor Marken hist sig høiner,
End de fire Pile staae.
Her er Skoven. Store Rødder
Før af Træerne der laae.
Her, som Dreng, jeg plukked' Nødder,
Og trak Jordbær paa et Straa!
- Barndoms Minder mig besjæle!
Jeg vil flyve, jeg vil dvæle!
Grønne Skov, min Barndoms Ven,
Kan Du kjende mig igjen?
Grønne Hæk, du brune Stamme,
Jeg, som før, er end den samme,
Har vel seet og hørt lidt meer,
Ellers Du den Samme seer! -
Her er Pladsen end med Vedet,
Godt jeg kjender Parken der!
Her er Stenten tæt ved Ledet,
Gud, hvor lille den dog er!
Alt jeg kjender her saa godt,
Men det er saa nært, saa smaat -
Det var stort, da jeg var liden,
Jeg er bleven større siden! -
- Lille Fugl paa grønne Qvist,
Saae Du mig derude hist,
Naar jeg stundom sorgfuld sad?
Seer Du nu - - nu er jeg glad!
Var der ude Himlen graae
Hjemmet bar jeg i min Tanke,
Hjemmet jeg i Solskin saae,
Derfor maatte Hjertet banke.
- Moder er vist ældet lidt,
Jeg har tænkt paa Dig saa tidt.
Fader! fuld af Kraft og Mod! -
Gode Gud, Du er saa god.
Jeg kan ei min Glæde bære,
Din jeg er, Din vil jeg være! -
- Jeg i Sjælen er saa glad,
Kysse maa jeg Blomst og Blad;
Glemt er Længsel, Suk og Vee,
Gamle Venner skal jeg see,
Og den smaa Marie-Moer -
Ja, nu er hun bleven stor! -
- O, med hvilken Lyst og Gammen
Har vi to dog leget sammen!
Mit Theater var ei stort,
Men jeg havde selv det gjort.
O, jeg har det grant i Minde.
Jeg forglemmer ingensinde
Mine smaa Marionetter,
O, med Guld og Paillietter,
Hun besyed' een og hver.
Store Stykker gav' vi der.
Blanka, Hakon Jarl, saa net,
Selv Rolf Blaaskjæg, som Ballet.
Hvis ei andre saae derpaa,
Altid Bedstemoder saae;
Og om der var allerflest,
Hun dog klapped allermeest! -
Hende skal jeg ikke see,
O, det gjør mit Hjerte Vee!
Afskeds-Kysset hun mig gav, -
Græs nu groer paa hendes Grav.
O jeg kunde næsten græde!
- Nei! Du lever - seer min Glæde
Lever! lever! mig omsvæver!
Tanken Du til Himlen hæver.
Det er Aarets bedste Dag!
Alt jeg skuer Hjemmets Tag!
Her ved Poppelpilens Rod,
I den kolde Vinter-Scene,
Var det jo min Sneemand stod,
Pyntet ud med Kul og Stene.
Her er Bækken, reen og klar,
Den min Sommer-Snekke bar!
Her staaer Haugen, sommergrøn - -
Moder, see - her er Din Søn!
Moder! kjender Du min Stemme!
O, nu er jeg atter hjemme!
*
Sønnen hviler ved sin Moders Bryst,
Faderen ham kysser glad, men stille;
Hunden logrer ved hans Fod med Lyst,
Og de store brune Øine spille.
'See, Marie! vi ham har igjen -'
Jubler høit den lykkelige Moder;
Pigen rødmer, rækker Haanden hen
Til den kjære, kjære Legebroder.
'Han er voxet i de sidste Aar!
Kom! paa Døren end hans Mærke staaer.
Eduard! o! Gud har hørt min Bøn;
Seer Du Fader, han er bleven kjøn?
Er saa god - ja! ja! jeg veed det nøie.
Jeg maa kysse ham paa Mund og Øie!
- Kjender Dagligstuen Du igjen?
Men Du er vist træt? Sæt Dig dog hen!
Seer Du, hvad der staaer paa mit Klaveer?
(O, den søde Dreng! nei see, han leer)!
Dit Theater, dine Dukker smaae -
Ja, det har Marie fundet paa, -'
Saadan gaaer det fort, glad Hjertet banker,
Kun Marie falder hen i Tanker. -
- Nu vi dem i Spisestuen see.
Dækketøiet skinner som en Snee,
Sommersolen mildt fra Ruden straaler,
Jordbær dufte fra crystalne Skaaler;
Kun de bedste har Marie bragt;
Og paa Bordet smukt en Krands er lagt,
Friske Blomster der i Vasen prange,
Medens Lærken synger Velkomst-Sange.
*
Det er ud paa Aftnen snart,
Men endnu det er saa klart.
Solen synker hist bag Byen,
Ild og Roser staae paa Skyen;
Høet dufter sødt paa Marken,
Og hist henne over Parken
Dandse Myggene i Ring,
Medens Blomster rundt omkring
See til Maanen, som nu kommer
I den deilige Skærsommer!
Hør, fra Skovens dunkle Sal
Fløiter smukt en Nattergal.
Hvem gaaer hist i Haugen ene
Under Æbletræets Grene? -
Kjolen sig ved Hækken hæfter -
Tys, der kommer Nogen efter!
Pigen rødmer der og standser,
Mens det sidste Blomsterblad,
Som endnu paa Træet sad,
Falder ned og Lokken Krandser;
Træet pynter hende ud,
Som det tænkte, hun var Brud.
Eduard.
Er det Dig, som gaaer og spøger?
Marie.
Nei, om Stikkelsbær jeg søger,
Om de største jeg kan faae.
Mange Stedmo'ers-Blomster staae
I Salaten her saa net;
Jeg har plukket en Bouqvet,
Maa jeg Blomsterne Dig byde?
Eduard.
Veed Du vel, hvad de betyde?
Blomstersproget, kan jeg troe,
Kjender Du til Punkt og Prikke.
Marie.
Nei saa lærd, det er jeg ikke.
- Er det noget godt?
Eduard.
Ih jo!
Vel for mig, men
(spøgende)
Dig? - desværre!
Giv dog aldrig nogen Herre
Slige Blomster, Gud bevar' os!
Tænk Dig, hvis det galt forklares;
Jo, der har Du handlet net!
Marie.
Nu, saa giv mig min Bouqvet!
Eduard.
Nei, see kun, hvor rød Du bliver!
- Jeg den ene Blomst dig giver,
Resten faaer Du ikke meer,
Skjøndt Du saa alvorligt seer.
Lad nu Bærrene kun være,
Vi har talt saa grumme lidt!
Marie.
Skal jeg Blomstersproget lære?
Nu er det jo saa forslidt!
Eduard.
Naa, hvor Du seer ud i Haaret!
Grenen paa Toupeen slaer.
Har Du hele Dagen baaret
Æbleblomster i dit Haar?
Marie (spøgende).
Hjertet faaer kun Spot og Trængsel;
See, det har man for sin Længsel,
Nu, han er her, gjør han Nar.
Eduard.
Efter mig Du længtes har!
O, saa tidt mit Hjertes Stemme
Kaldte mig til Dig her hjemme.
Du har ofte tænkt paa mig?
O, jeg holder ret af Dig!
Men Du skrev saa korte Breve!
Tidt kun, naar de andre skreve,
Jeg fra Dig, det var Din Skik,
Bare Efterskriften fik.
Jeg mig maatte forestille,
At Du endnu var den Lille,
Og saa er Du nu saa stor! -
O, Marie, lad os vandre
Her i Haven med hverandre.
Hvert et Træ, som her jo groer
Kjender jeg fra gamle Dage.
Marie.
Gud skee Lov, Du kom tilbage!
Du er dog min kjære Broder! -
- Skal vi nu gaae op til Moder?
Eduard.
Lad mig see Dig i dit Øie!
Hvert et Træk jeg kjender nøie.
Ældre, mere smuk Du staaer,
Og dog, som for otte Aar! -
Marie.
- Skal vi nu gaae op til Moder? -
Eduard.
(kysser hende paa Panden).
Det tør jeg jo nok - som Broder.
En lille Fugl (i Træet).
Hjertet maa af Elskov slaae
Baade Nat og lyse Dage!
Kjærlighed jeg synge maa,
Har dog ingen Mage!
Glade To i Havens Gang,
Jeg til Eder kommer,
Synger Eders Bryllups-Sang
Næste Aars Skærsommer!
Ja Skærsommer skal det staae,
Den har smukke Dage!
- Kjærlighed jeg synge maa,
Har dog ingen Mage!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Februar
'- Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst -!'
*
Maanen, som en Havfrue, fra den fjerne Old,
Svømmer hen ad Himlen, deilig, men saa kold.
Skoven staaer med Riimfrost, glimrende og hvid,
Drømmer vist i Natten om sin Sommertid,
Om de grønne Blade med den friske Duft,
Om de smukke Blomster og den varme Luft.
Ja, hvert Træ i Skoven har sin Sommer-Drøm,
Der, som Digter-Hjertets, døer i Tidens Strøm.
Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst.
Som et Skyggebilled', sat mod Luftens Blaa,
Staaer hist Herregaarden, der er Taarne paa!
Alt er gothisk gammelt, hvilket Malerie!
Ret som Riddertiden slumrede deri.
Under Vindebroen, ved de frosne Rør,
Er' i Muren Huller; der var Fængsler før.
Vaabenet med Indskrift over Porten staaer,
Og om Vindueskarmen kunstigt Løvværk gaaer.
Mellem to Karnapper groer en mægtig Lind,
Der, ad Vindeltrappen, vil vi træde ind.
Hvilke gamle Døre! og hvor de er' smaae!
Ovenover stolte Hjortetakker staae.
Gjennem hele Fløien strækker sig en Gang,
Maaneskinnet gjør den mere dyb og lang.
Riddersmænd og Fruer, mens vi gaae forbi,
See, som bundne Aander, fra hvert Malerie.
Hvem er vel hin Ridder med det mørke Blik?
Engang stolt og modig, han i Livet gik;
Mægtigt svulmed' Hjertet, Jorden har ham gjemt,
Ei hans Slægt man kjender, her hans Navn er glemt!
Hvilken deilig Qvinde! Liv og Aand man seer.
Og af disse Former er nu intet meer?
Intet meer, undtagen dette Farvespil,
Som hver Livets Sommer meer henbleges vil!
Dette Smiil om Munden, dette Tanke-Blik,
Denne Sundheds-Farve hendes Kinder fik;
Alt er Støv og Aske, Alt i Jorden gjemt,
Og, som Hjertets Drømme, Sorg og - Glæde, glemt!
Tys! fra Salen klinger Toners Harmonie,
Hornets dybe Klage smelter hen deri.
Dersom hvert et Hjerte, hørligt, Toner fik,
Hver en Fryd og Smerte fremsteeg i Musik,
Hvilken Aandeverden, fuld af Poesie:
Saga har i Noder Stykkets Melodie;
Folkets Drøm om Frihed døer, som Hornets Klang,
Men selv den er Takter til en Friheds Sang.
Hvert Portrait paa Væggen, mens jeg gaaer forbi,
Aandes halvt tillive ved min Phantasie.
Sært Musikken klinger; Sang og Lystighed
Bruser gjennem Salen; dog ei dette Sted
Er det, vi vil gjæste! nei, her ganske nær
Tvende Smaabørn bygge; lad os komme der!
See, en lille Pige og en ældre Dreng,
De har her i Stuen hver sin egen Seng.
Barnehjertet drømmer uden dybe Suk -
Er Du, Barneverden, da saa stor og smuk?
Græder ikke Barnet bittert, tungt og haardt
For den pæne Dukke, man har taget bort?
Lige salt er Taaren, lige Hjertet slaaer,
Som hos os, naar Haabet isner i sin Vaar.
Men med Taaren triller ogsaa Sorgen hen,
Og paa Kinden sidder Smilet sødt igjen.
Naar en Brand man svinger lysteligt omkring,
Gløde der jo Ringe ved de raske Sving.
Ja, et enkelt Lyspunkt i sin snare Flugt
Skaber Barndoms Verd'nen dobbelt stort og smukt.
Lad Forstanden sige: 'det var simple Ting!'
Rundt om Verd'nen staaer det, en Saturnus Ring.
Taager, ved det Fjerne, selv som Skyer staae,
Hvor Erindrings-Solen maler Roser paa.
Ja, en Drøm saa deilig, fuld af Drømme selv,
Er' de korte Timer paa vor Barndoms Elv!
Alt har Liv og Hjerte paa vor første Vei,
Og vi er' uskyldig', thi vi veed det ei. -
Hjertet fast sig klynger til de kjære Smaae,
De er' just saa store, de kan Himlen naae!
See de to herinde, hver med Haand ved Kind,
Øinene halv lukked', de vil sove ind;
Men hvor kan de sove! Glæden vil det ei!
Tænk, imorgen skal de, o, saa lang en Vei!
Første Gang just er det, de skal til en By,
Og en stor, betænk dog! - Var det Morgengry!
'O, var det dog Morgen!' sukke begge to.
Hjertet vil iaften ikke gaae til Ro;
Tanke følger Tanke, skaber Alt saa smukt,
De er' alt paa Reisen med den første Flugt.
Øiet meer sig lukker; Pigen sover nu,
Hører ei, hvor Broder hvisker: 'sover Du?'
Hun om Reise drømmer, han har ingen Ro.
Sove? Han? Bevar' os! hvor kan Sligt man troe!
Vaagen Alt han skuer, o, var det dog Dag!
Anelse og Længsel driver Pulsens Slag. -
- Ha! det er alt Morgen, rask det gaaer afsted,
Barnehjertet synger høit af Salighed:
Ud i Verden! rask afsted!
Det er, see dog bare!
Ret som Mark og Eng løb med,
Os det er, der fare.
Nu paa Land og nu paa Sø,
Som det sig kan skikke,
Gid jeg dog maae aldrig døe!
Nei, det vil jeg ikke!
Reise bort med Faer og Moer -
Det er, som jeg svæver!
Verden er saa stor, saa stor!
Gud skee Lov, jeg lever!
Blomsterne under Sneen.
Gjennem Sneen Solens Guld
Falder paa min Pande,
Løfter mig fra sorten Muld
Op til Lysets Lande.
Sneen smelter for min Kind,
Kjærlighed jeg drømmer,
Men den kolde, skarpe Vind
Død mig gjennemstrømmer!
Børnene i Vognen.
Intet Træ har Blade paa,
Hvid' er Mark og Enge!
Men, hvor kan dog Krattet staae
Med sit Løv saa længe?
See, med bruunt og gule Haar,
I den hvide Snee det staaer!
Løvet.
Engang deeltes Verden ud
Mellem Djævelen og Gud;
Da til Mennesket de kom,
Blev' de begge enig' om,
At saalænge, som eet Blad
Endnu fast paa Grenen sad,
Skulde Sjælen Gud tilhøre,
Ingen turde ondt den gjøre;
Djævelen sin Deel først fandt,
Naar det sidste Blad forsvandt.
Derfor lod den gode Gud
Først, naar Krattet springer ud,
Og det nye Grønt vi finde,
Alt det gamle Løv forsvinde.
Fast det staaer fra Top til Rod;
Thi vor Herre er saa god! *
* et Sagn.
Postkarlen.
Her i denne lille By,
Der har næsten reist sig ny,
Skal engang - naar, har jeg glemt -
Fjenden have hærget slemt;
Alting sank i Brand og Gruus.
- Yderst laae et lille Huus,
Det var Aften, Lys man tændte,
Fjenden var mod Nat i Vente. -
Hvilken Jammer! hvilken Nød!
Bittre, salte Taare flød.
Kun den gamle Bedstefaer
Sad taalmodig, taus i Krogen;
Intet Suk hans Læbe bar,
Fromt han sang af Psalmebogen:
'Herren i vor Nød og Vaade [rettet fra Baade]
Kan en Skandse om os slaae!'
Sønnen hørte mørkt derpaa,
Hvor var der vel Hjælp og Naade?
'Aldrig meer', det var hans Ord,
'Skee Mirakler paa vor Jord!'
Men den Gamle, from og rolig,
Psalmen sang i Sorgens Bolig;
Og de lytted' til hans Sang,
Folded' Hænderne og bade,
Sang med ham endnu en Gang.
Som de da i Kredsen sadde,
Graaden svandt fra deres Kind,
Og de sov saa stille ind.
- Natten gik, de vaagned' trøsted',
Der var Fred og Ro i Brystet.
Taus de lytte. Alt er stille.
Døren nu de aabne ville,
Men den viger ei, thi see,
Huset ligger skjult i Snee!
Det har fyget stærkt i Nat,
Men ei Byen man kan kjende,
Alt i Gruus og Ild er sat
Af den kaade, grumme Fjende;
Kun det lille Huus i Sneen
Saae de ei - det Frelse fik,
Medens Døden grumt med Leen
Gjennem mangt et Hjerte gik.
Herren selv, som kjender Trangen,
Havde under Psalmesangen
Dækket det mod Ild og Landse,
Bag ved Sneens hvide Skandse. *
* Et Folkesagn.
Fuglene.
Smaabørn, kjør kun rask afsted!
See, qvivit! vi komme med.
Det er Fastelavn i Dag,
Vi skal til et lystigt Lag;
Katten, som vil faae os fat,
Har de nu i Tønden sat.
Fare! Fare! Krigsmand!
Døden skal han lide,
Han kom dog til allersidst
I den sorte Gryde!
Børnene.
Snart vi nu til Byen naae!
Der er' mange Taarne paa.
O, den er saa stor, saa stor!
O, men see, Du søde Moer!
See, en levende Husar,
Som Du os ham tegnet har!
Levende med Hest og Spiir,
Ikke malet paa Papiir!
Her er Byen! søde Gud!
Saadan seer vist Himlen ud.
Digteren.
Byen er snæver, Barmen mig trang!
Hvad siger Verden og hun om min Sang,
Mit Hjertes blodige Straale?
Drengene paa Gaden.
'Hvem vil see Spilleværker for Knappenaale?!'
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ved en Vens Afrejse til Paris!
Ved en Vens Afrejse til Paris!'
Mel. Jeg er et Søndagsbarn!
Hør Venners Stemme: drik og spiis!
Thi snart, saa er Du i Paris,
Og nyder der, ja, Gud veed hvad,
Men det er ei den danske Mad!
Paa Boulevarden skal Du gaae;
Gud give at vi saae derpaa!
I Omnibus og i Coucou,
Hvo er saa lystig vel, som Du!
Vi see Dig alt halv udenlandsk,
Grisetter smaa Dig lære Fransk;
Du reiser bort som Nordens Iis,
Men kommer hjem som — ak Paris!
Du oversættes skal paa Fransk,
Originalen er dog Dansk,
Dit Træk med Hovedet, dit Smiil -
Nei, aldrig glemmes det Emil!
Skjøndt Hjertet sidder lidt paatvers,
Skal Visen aande kun Comers!
Igjennem Taarer kan man lee!
Farvel! farvel! det Bedste skee!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat
Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat,
Har man kun Røst, paa den megen gode Spisen!
Blæse være Røsten! er bare Hjertet godt,
Man kan indvortes følge med i Visen!
Hjertet slaaer Tact og Øiet leer,
Her Ingen er, som fordrer meer!
Rosenhækken har Geburtsdag i Guds Sol,
Roserne dens Børn, de drikke Dug og nikke.
Hver har sin Stilk, vi sidde paa en Stol,
De dufte, men vi Andre vi drikke,
Alle synge samme Skaal i Chor:
Din Skaal, Du kjære Bedstemo'er!
Skjænd passer ei, og dog vi skjænde maae,
Fødes i November, det er ikke rigtigt!
Det er jo umuligt at vi kan Blomster faae!
Til en Fest er Blomster noget Vigtigt!
Nu maae vi binde en Tone-Bouquet,
Dog Hjertets Sang er aldrig slet!
Blomster har Du selv i Hjertets Mindebog,
Blomster, som kan Sindet styrke og fornøie.
Dengang Nattens Sky hen for dit Øie drog,
Stærkt og klart saae dit indre Øie!
Skyen tager Flugt! — dog nok er sagt,
Du os forstaaer: Skaal Solens Pragt!
Der boer i hvert et Bryst, som elsker ret,
Toner, som ingen Digter kan udsige;
Han kun peger hen — men vi, vi føle det,
Det er Summen fra Kjærlighedens Rige!
Hjertet har seet da Skyen laae
Hjertet vil og vor Sang forstaae!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Cometen 1834
Lad Verden tee sig nok saa lærd, foruden som forinden,
Naar først Cometen viser sig, den ryger dog af Pinden.
Saa seer man, den er ei solid, men saa er det for silde,
Nu lapser den sig alt for fælt, og derfor gaaer det ilde.
Ja, hører nu, hvordan det gaaer, og hvad der snart vil hænde,
Thi siden faae vi neppe Tid, at see paa Verdens Ende.
— Omtrent naar Tappenstregen slaaer,
Naar Vægteren paa Gaden gaaer,
Og synger høit mod Skyen,
Mens Flyveposten flagrer over Byen,
Da viser sig Cometen stor og rød,
Men hver Mand troer: „O det har ingen Nød,
Den gaaer nok over!"
Selv Byens Magistrat med denne Tanke sover.
— Men ak! Cometen kjender ei til Hvile,
I hvert Minut den løber hundred' Mile;
Den mod vor Jord fremrykker,
Men slaaer os ikke lige strax i Stykker,
Nei, den gjør os en anden stor Fortred,
Den ta'er vor Jord paa Slæbetouget med.
„Ak!" sukke gamle Folk, og falde hen i Daanen:
„Hvi løb den ikke heller af med Maanen!"
— „Und immer weiter, hop, hop, hop!"
Vi fare Alle i Galop;
Men at vor Jord saaledes galoperer,
Just ei generer,
Man holder meget jo af Galopade,
Paa Baller, som paa Østergade;
Man kjender Touren, holder let Balancen;
Men Jorden — ak! den taber Contenancen.
Ved disse nye Spring
Den glemmer reent at dreie sig omkring.
Fra Maribo man hører Klager,
„Som Mange megen Skræk indjager;"
Man mærker, det er ilde fat,
Cometen bli'er i Bladet sat.
Men ak! den løber dog afsted,
Og Jorden — ja, den løber med.
Da mærker man, selv hos det mindste Noer,
At Dandse-Organet i Hjertet boer,
Thi Hjertet hopper fra Bryst til Hals,
Som i Wiener-Vals.
— Snart er' vi Solen ganske nær,
Af Hede tabe vi vort Veir;
Enhver gjør Vind — men ak, for lidt.
Med de bekjendte korte Trit,
Og Arme, som Græshoppe-Been,
De unge Damer løbe hver og een,
Gjør Vind paa Gaden op og ned,
Men Luften bliver lige heed.
— Tilsidst vi Solen dog passere,
Men mange fede Folk crepere,
Og Bladene, ak ja! — de komme slemt tilkort,
Thi alt hvad Vand er, tørres ganske bort.
Men lad det gaae med Verden som det vil!
Man vænner sig dertil.
Snart gaaer enhver til sine gamle Skikke,
Man frygter ikke,
Man holder Baller, drikker Thee og snakker.
— Jeg takker!!!
Men ei Cometen falder os i Talen;
Tilsidst faaer den dog Lyst at røre os med Halen,
Men neppe er det skeet,
Saa gaaer det galt med Jord og med Comet;
O, kunde vi Halen dog englisere,
Saa skulde vi ikke saa brat crepere!
Betænk, hvilken „fürgterlig Ildebrand,"
— Fælt sprutter Jorden af polemisk Vand,
Men ei det nytter, den gaaer reent itu,
Men kan det trøste, nu
Saa gaaer det ei Cometen meget bedre,
Thi den og vi med Alt gaae da til vore Fædre. -
O hvilket Virvar dog i vor Natur!
I Nakken faae vi den chinesiske Muur,
Ja Rundetaarn og selv Theatret vælter,
I Taschenbücher man paa Gaden ælter,
Og tænk en Gang — de brænde!
Nu hører man et Knald, og saa har Verden Ende. -
Men som en Phønix, mærk mit Ord,
Snart af Cometen og vor Jord
En Klode danner sig paa ny,
Med Folk og Fæ, med Mark og By;
Men deres Storhed ei vi fatte,
Mod dem er' vi kun Padehatte;
Forstanden tred've Grader naaer,
(Mod dem var Plato selv et Faar).
De skrive, skrive, og studere,
Spadsere
I Luften, grave dybt i Jorden,
Da finde de baade i Syd og Norden,
Ret tydeligt Spoer af en Verden før,
Og det er vores, som det sig bør.
Man finder Folk — ja hele Lag,
Med Ordner baade for og bag,
Men man tør ikke Personerne røre,
Thi de ere skjøre. -
Ja, hvad som findes, selv mindste Kat,
Betragtes strax som en gylden Skat.
Saaledes Kjære,
Vi komme engang i Agt og Ære,
Faae Plads paa Museet, i Kirke og Slot;
Som Antiqviteter de os vil vise;
O lader os alle Cometen prise!
Naar Enden er god, er jo Alting godt!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
T. Kingo
Hver Tanke gaaer fra Hjertet ud,
Som Stjerner de oprinde,
Men Solen, (Tanken om din Gud),
I den de alle svinde.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Der er saa øde paa Heden
Der er saa øde paa Heden:
Kun Lyng og den nøgne Ahl;
Dog snart skal der findes et Eden,
En smilende Freyas-Sal;
Thi der vil Du boe og bygge
Med Tanke-Dybet saa rigt,
Hver Sorg skal flye som en Skygge,
Hver Dag som et Skjønheds-Digt.
Og staaer Du i Døren saa stille,
Din Mand sødt ventende hjem,
Da Parie-Folkene ville
Glad see Dig og smile og tale:
De troe, at fra Indiens Dale
En Pari er kommen til dem.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Adam Oehlenschläger. Den 26. Januar 1850
Farvel, Du største Skjald i Norden!
Ud til Dit Hjem nu Toget gaaer;
„En smuk Allee til Kirkegaarden"
Et Folk i Sorg langs Veien staaer.
Til Frederiksberg! der var din Vugge
Der Aandens Lampe straalte rigt
Der skal om Dig sig Graven lukke.
Din Vandring er et Skjønheds Digt,
Guds Lys i Dig blev Aandens Eie
Deel af os selv og altid vort.
Farvel! hvil sødt! redt er dit Leje!
— I Graad døer Vuggesangen bort.
Farvel! Farvel! — nu græder Norden,
Som Du forstod, som Du besang,
Saa Oldtid steeg igjen af Jorden,
Dens Hjerte slog, dens Skjolde klang,
— som Foraardsvinden over Voven
Saa frisk, saa sund blev Sangen bragt.
Din Sang var dansk som Bøgeskoven
Og nordisk som Nordlysets Pragt. -
Farvel, Du største Skjald i Norden!
Ud til Dit Hjem nu Toget gaaer;
„En smuk Allee til Kirkegaarden"
Et Folk i Sorg langs Veien staaer.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Efter Krigen
Det nye Aar kommer susende
Over Vandene.
Er Du rige Fugl, der brusende
Kommer ind i Landene,
Glædevinkende?
Er Du fattige Fugl, der linkende
Kommer med Sorg og med tunge Kaar?
Kan Du bedrøve meer end det gamle Aar?
Kan Du hugge i Hjerterne dybere Saar?
Hvad skal vel nævnes som din Bedrift,
Naar Du staaer omtalt i gammel Skrift?
Hvad mon vel Herren ved Dig os sender?
Vor Bøn kan os styrke i al vor Vee,
Men ikke forandre, hvad der skal skee.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ved Festen for Architekt Bindesbøll
Som Du tænkte det staaer nu Museet,
Klart vi have for os din Idee!
Stille gjemmer i sig Rosentræet
Tanken til den Blomst vi siden see;
Og vort Hjerte slaaer ved dette Skue,
Sangen runger over Sund og Bugt,
Det gjør godt at føle Hjertet lue,
Juble for hvad dygtigt er og smukt!
Livet leves skal! hvo ret har levet
Friskt og sundt i Tanke, Daad og Gud,
Han sit Navn i Verdens Bog har skrevet,
Fuldendt sin Mission, sin Skabers Bud!
Danmark fik en Skat, Du Caps'len bragte,
Mangt et Kunstværk, skabe Du lig den!
I vort Øie Gud en Guldmønt lagde,
Glædens Guld, tag din Betaling Ven!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!