Efter Krigen
Det nye Aar kommer susende
Over Vandene.
Er Du rige Fugl, der brusende
Kommer ind i Landene,
Glædevinkende?
Er Du fattige Fugl, der linkende
Kommer med Sorg og med tunge Kaar?
Kan Du bedrøve meer end det gamle Aar?
Kan Du hugge i Hjerterne dybere Saar?
Hvad skal vel nævnes som din Bedrift,
Naar Du staaer omtalt i gammel Skrift?
Hvad mon vel Herren ved Dig os sender?
Vor Bøn kan os styrke i al vor Vee,
Men ikke forandre, hvad der skal skee.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Herregaards-Skytterne
Som Tegn om gamle Tider hjemme,
Om Ridderborg og Ridder-Mod,
Vor Bøsse løfte skal sin Stemme;
For gamle Danmark Ungdoms Blod!
Mand staaer ved Mand,
„Med Gud, for Konge og Fædreland!"
Nu kommer Herregaards-Skytten!
Det er den sorte Jæger-Skare
Med dansk Cocarde og Hanefjer;
Blandt Fjendens Flokke skal vi klare,
Vort Øie Hjertestedet seer.
Mand staaer ved Mand,
„Med Gud, for Konge og Fædreland!"
Nu kommer Herregaards-Skytten!
Tro ikke, Landet er ei lukket,
I Folket Holger Danske staaer!
Hver fjendtlig Fugl skal blive plukket,
Hvis Vinge over Gjærdet slaaer!
Mand staaer ved Mand.
„Med Gud, for Konge og Fædreland!"
Nu kommer Herregaards-Skytten!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
En Stemning
Hvad der skal skee, det skeer, derpaa jeg troer
Og giver mig Vorherre hen i Fæste,
Tryg svøber jeg mig i mit „Fadervor",
Skee, hvad der maa! Hvad Gud vil, er det Bedste.
Paa ham alene bygger jeg og troer,
Han taler til mig gjennem alt det Skabte;
Af ham min bedste Deel jo i mig boer,
Hvis det jeg tabte, Paradiis jeg tabte.
Det lyser ind i Sjælen, hvad jeg fik,
Hver Naadegave udenom og inde,
Hvert Alvors og hvert Letsinds Øieblik,
Hvad jeg har tabt og vundet og kan vinde.
„Udødelighed"! Tanken er saa stor!
Men „Evighed" og det „Uendelige"
Er større, ubegribeligt — og hvor
Erkjendes ikke de som virkelige!
Udødelighed! Du har i din Haand
Retfærdighedens Vægtskaal; Du maa være!
I Dig jeg siger, under Smertens Baand:
„Det Bedste skeer! Gud Herren Priis og Ære!"
Men giv mig Styrke, Herre, i min Nød,
I Lykkens Dage, og naar tungt jeg lider!
Hvad der skal skee, det skeer, som Gud det bød;
Men Gud vil kun det Bedste alle Tider.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ved en Vens Afrejse til Paris!
Ved en Vens Afrejse til Paris!'
Mel. Jeg er et Søndagsbarn!
Hør Venners Stemme: drik og spiis!
Thi snart, saa er Du i Paris,
Og nyder der, ja, Gud veed hvad,
Men det er ei den danske Mad!
Paa Boulevarden skal Du gaae;
Gud give at vi saae derpaa!
I Omnibus og i Coucou,
Hvo er saa lystig vel, som Du!
Vi see Dig alt halv udenlandsk,
Grisetter smaa Dig lære Fransk;
Du reiser bort som Nordens Iis,
Men kommer hjem som — ak Paris!
Du oversættes skal paa Fransk,
Originalen er dog Dansk,
Dit Træk med Hovedet, dit Smiil -
Nei, aldrig glemmes det Emil!
Skjøndt Hjertet sidder lidt paatvers,
Skal Visen aande kun Comers!
Igjennem Taarer kan man lee!
Farvel! farvel! det Bedste skee!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Christian Voigt
Alt hvad der dybt greb i min Kjærlighed,
Det saae jeg altid snart, som Boblen briste,
Du er mig kjær! og derfor klart jeg veed,
At ogsaa Dig, jeg derfor her vil miste.
O vær mig tro, i hvad der end skal skee;
Thi Du — kun Du forstaaer min bitre Vee.
Min Tro paa Mennesker i Fryd og Smerte
Staaer mægtigt bygget paa dit Broder Hjerte.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ved en Forestilling af Familien Price
Nu er det Vinter, det vi Alle føle,
Og har vi ikke Snee, saa har vi Søle,
Fælt raakoldt, Storm, og Taage der kan smages,
Og Aftnen kommer naar Middagen dages.
En saadan Tid, indsvøbt i Taagemassen,
Har Trang til Trylleri — og Skuepladsen
Er Tryllekredsen — her staaer Skoven grøn,
Her skinner Sommersolen varm og skjøn,
Musikken klinger, Blomsten staaer i Flor,
Og midt i Sommertiden man sig troer!
Velkommen her til Scenens Tryllekreds,
Kom med et venligt Sind, bliv veltilfreds.
Ei Holbergs Lune klinger her for Folket,
Ei Nordens Old, som Oehlenschläger tolket,
Ei Vaudevillen spøgende og let;
Nei, noget Mindre vil man kalde det,
En Billedrække, som fra Syden kom,
Og som Kaleidoskopet vexler om
Med altid samme Treklang, samme Mine,
Pierrot, og Harlekin og Colombine.
Det Dumme og det Snu i Kamp herneden,
En Skytsaand følger altid Kjærligheden.
Vi bringe altsaa hvad de Alle kjende,
Fra første Scene og til det maa ende.
Det er som om vi ned fra Hylden tog
Ved Vintertid en gammel Billedbog,
Der moret Fae'r og Moe'r da de var smaa,
Og os, som Børn — ja hvad vi dengang saae
Med Barnesind, i Glædens korte Time,
Betragt igjen i den gamle Pantomime.
Engang om Aaret tages Bogen ned -
Betragt den med den gamle Kjærlighed.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Min lille Fugl, hvor flyver Du?
Min lille Fugl, hvor flyver Du,
Imellem grønne Grene?
Ak mon jeg rinder Dig i Hu?
Mit Hjerte briste vil itu — !
— O Gud, hvor jeg dog er ene!
Du sagde, at Du var mig god;
Ja, godt mig Alle mene,
Men hvis Du ret min Sorg forstod,
Du kom, Du sang mig Sjæle-Mod,
Da sad jeg ikke alene!
Min lille Fugl, Du kommer ei
Fra dine grønne Grene;
Jeg stille vandre maa min Vei —;
Ak, ingen elsker Dig som jeg!
— O Gud, hvor jeg dog er ene!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Fortrøstning
Ei Nogen veed, hvad imorgen skeer,
Alene Gud Herren det veed og seer;
Men naar det for Danmark saae mørkest ud,
Kom altid Frelse og Hjælp fra Gud.
Da Landet laae splittet og reent faldet hen,
Opmandet det blev af Niels Ebbesen;
Gud Herren ledte vor Velfærds Sag,
Og hele Danmark saae Atterdag.
Det er en Storm-Nat, høit Søen slaaer,
Vort lille Fartøi paa Dybet gaaer,
Men Gud, Vorherre ved Roret staaer,
Han raader, hvad ogsaa end Mennesket spaaer.
Ei Nogen veed, hvad imorgen skeer,
Alene Gud Herren det veed og seer;
Men naar det for Danmark saae mørkest ud,
Kom altid Frelse og Hjælp fra Gud.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Nytaars-Aften 1850
Endnu en Sang i dette Aar,
Snart har det selv udsjunget,
Men det har sjunget: Dansken slaaer,
Saa det i Verden runged'.
I Slægter lyde skal det Qvad,
Hvad Landsoldaten kunde
Ved Idsted og ved Frederiksstad
Foruden ved Midsunde.
Tak gamle Aar, flyv fri og let!
Hvad vil din Broder bringe?
— Det Øie lee, som før har grædt,
Og Fredens Harper klinge!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Havfruen ved Samsøe
Det er sildigt alt paa Aft'nen, Stormen stiger meer og meer,
Bølgen vælter sig mod Kysten, hvor man Fiskerhytten seer.
O, der er saa luunt derinde, gamle Mutter sidder her,
Og ved Fyrrepindens Flamme bøder hun paa Garnet der.
Hist i Krogen ligger Katten, den er ei i Ungdoms Vaar,
Sildehoveder den spiser af et gammelt Potteskaar.
Lav er Døren, uden Lukke ryster den ved Stormens Kast,
Skjøndt den nok saa godt er bunden med en gammel Strikke fast.
Hør — nu rasler det derude, gamle Fatter kommer hjem;
„Gud skee Lov, han kom den Gamle! Søen er i Aften slem."
Men, hvor han er bleg og stille, Skyer paa hans Pande staae;
Han sin gamle Klædning kaster, tager Søndags-Stadsen paa.
Haaret børster han med Haanden; see, hans Øie ruller vildt;
Undrende hans gamle Qvinde trykker ham i Haanden mildt.
Hende kan han ikke dølge, hvad der driver ham afsted;
„Jeg maa bort! til Dannerhoffet; før faaer jeg ei nogen Fred.
Havfruen igjen jeg hørte, det er nu den tredie Gang;
Hvis jeg dvæler længer, vil hun synge snart min Dødningsang.
Hvert af hendes Ord jeg husker, o det klang saa stort, saa smukt!
Snart skal Jubelklokken klinge over Belte, Sund og Bugt,
Og en Prinds skal fødes Danmark, fuld af Snille, fuld af Mod;
Han skal nævnes fjerde Christian, af den oldenborgske Rod.
Under ham vil Danmark blomstre, og hans Værk vil ei forgaae!
Som en Konge, Helt og Fader skal han blandt de Danske staae!"
— Saa den gamle Fisker taler, griber Knortestaven fat,
Vandrer saa afsted fra Hytten, frygter ikke Storm og Nat;
Men han skotter sky til Stranden, — aldrig Veien var saa lang -
Havfruen i Dybet dukker; Stormen synger nu sin Sang. -
2
I Røg og Damp staaer Bugt og Sø,
Paa Bølgen glider Havets Mø;
Sin Helt hun seer paa Dækket staae;
Høit om hans Daad vil Harpen slaae:
„Kong Christian stod ved høien Mast
I Røg og Damp.
Hans Værge hamrede saa fast,
At Gothens Hjelm og Hjerne brast;
Da sank hvert fjendtligt Speil og Mast
I Røg og Damp.
Fly, skreg de, fly, hvad flygte kan!
Hvo staaer mod Danmarks Christian,
I Kamp?!"
Fra Fader-Øiet strømmer det røde Helteblod,
Men han har Seiren vundet og hævet Danmarks Mod.
See, Fjendens Skare flygter — og gjennem Sund og Belt
Den glade Havfrue synger om Seiren og sin Helt.
3
Aarhundreder forsvinde i Tidens dybe Grav.
See, Natten er saa stille, speilklar er Fjord og Hav;
Dampskibet glider hurtigt, langs Samsøes grønne Kyst,
Maskineriet larmer, forresten Alt er tyst.
De Passagerer sove paa Dækket Natten væk,
Enhver har godt indsvøbt sig i Kappe og i Sæk;
De snorke og de sove Enhver paa sin Maneer.
Styrmanden staaer ved Roret og hen mod Kysten seer,
Thi hist, hvor Øen høiner sig i den salte Sø,
Der sidder bleg og gammel, hiin Havets kjendte Mø.
Det lange Haar er hvidnet, og ligner bleget Tang,
Og mat, som Bølgens Skvulpen er hendes sidste Sang.
„Trehundred' Aar er svundne, fra først jeg Lyset saae!
Min Barm ei længer svulmer, og Lokken er saa graae!
Snart paa min Gravhøi voxer den lysegrønne Tang,
Mit Minde da forsvinder, som nu min Aften-Sang.
Til Skum jeg snart forvandles — — kun eet gjør mig saa vee:
Ak, aldrig skal jeg mere hans Helteaand da see!
Jeg sang jo ved hans Vugge, jeg sang i Kjøgebugt,
Jeg græd i Issefjorden, da Danmarks Sol var slukt!"
— Den gamle Styrmand lytter — han hører hvert et Ord.
De Passagerer vaagne. — Det kuler stærkt fra Nord.
— Havfruen er forsvunden, forstummet hendes Sang,
Men Skum der sees paa Bølgen og paa det brune Tang.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Romance af Festen paa Kenilworth
Hyrden græsser sine Faar,
Gjærdet er hans Throne,
Solen Purpur om ham slaaer,
Maanen er hans Krone.
Hvad mon vel han tænker paa?
længe taus han stod og saae
frem i Aftenstunden.
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
Kongens Datter, stolt og fiin,
staaer i Kongeborgen;
Silke, Guld og Hermelin
skjule ikke Sorgen.
Tanken, som en Fugl saa let,
flyver, bliver aldrig træt,
synger: „Jeg har funden!"
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
Vind og Blomst, svar, hver især,
kommer hun dog ikke?
Vinden hvisker: „Hun er nær!"
Blomsterne de nikke.
Skjult en Sti fra Slottet gaaer,
Fuglen høit bag Krattet slaaer:
„Han har hende funden!"
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Psalme [Jeg har en Angst som aldrig før]
Jeg har en Angst som aldrig før,
Som stod jeg foran Dødens Dør
Og maatte ind og styrte ned
I Mørke og i Eensomhed;
Jeg drives frem med Stormens Hast,
O Herre, Herre, hold mig fast!
Alt Ondt i mig det kom fra mig,
Hvad Godt jeg gjorde kom fra Dig;
De Andres Skyld jeg nok opskrev
Men ei mit eget Skyldner-Brev;
Hvor har jeg for mig selv hver Dag
Besmykket godt min egen Sag.
Jeg trædes skal af Dødens Hæl,
Først da sig løfte kan min Sjæl.
Læg Fadervor som Duens Blad
Mig paa min Tunge, gjør mig glad.
Har jeg ei Gud, hvad har jeg da,
Naar hele Verden falder fra!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Du evige Gud, saa kjærlig og god!
Du evige Gud, saa kjærlig og god!
Send Du mig dit Lys for min usikkre Fod,
Lys ind i mit Hjerte, det vil kun det Rette!
De Skriftens Tjenere slette fast ud,
At Du er den eneste, eneste Gud;
Hvad Christus mig lærte, jeg skal ei forgjette,
Men Du kun er Herren, der er kun een Gud!
Du talte i Sønnen, Du Frelse os bragte,
I ham Du lod fødes, i ham Du lod døe.
Lys ind i mit Hjerte, derinde Du lagde
Et Sandhedens levendegjørende Frø.
Jeg kæmper, jeg svimler, dog eengang jeg havner;
O lad det gaae op for mig hvad jeg savner!
Mig Christendomslæren er Kjærlighedslæren,
I den kom Du til os! Dig Magten og Æren!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Tilfreds i sit Hjerte og glad i sit Sind
Tilfreds i sit Hjerte og glad i sit Sind,
Den Rigdom faaer Roserne frem paa din Kind,
Hvad hjelper om Verden for Foden Dig laae
Hvad hjalp om selv Du fik Guldkronen paa,
Naar ikke Hjertet i Glæde kan slaae.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hvad der skal skee, det skeer, græd Du end Blod;
Hvad der skal skee, det skeer, græd Du end Blod;
Men husk i Smerten: Gud er viis og god,
Livs-Roser voxe fra Sorgens Rod!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
April
'- Frihed, synger Du, April!
med nyfødt Grønt og Sommer-Smiil.'
*
(Strandveien).
En ung Herre (til Hest).
O, April! en deilig Maaned!
En Champagne-Maaned er Du!
Gjennem Snee og Vinterkulde
Du fremsprudler Liv og Varme.
Sommersol og Vinterhagel,
Marken Grøn, og dog lidt Snee!
Mig i Sind og Skind Du ligner,
Som en Draabe ligner Draaben.
Ungdomsglad jeg slynger Armen
Om hver buttet deilig Pige,
Trykker Kys paa Barm og Læbe;
Sværmer nu hos Pleisch og Minni, 1
Siger Vittighed, par Diable!
- Andre Tider Regn og Taage,
Slemme Breve uden Penge;
Creditorer slaae paa Døren. -
Det er nu en Hagelbyge!
Solen skinner! - bort med Griller!
Du April, min egen Maaned!
En Champagne-Maaned er du!
(han jager afsted).
Elskeren (under Træet).
Høit paa Grenen Fuglen gynger;
Hører dog, hvor smukt den synger!
Qviddrer lystigt, hvad den veed,
Synger om min Kjærlighed;
Nævner over tusind' Gange
Hendes Navn i sine Sange.
Hjertet finder atter Ro,
Thi jeg veed, hun er mig tro!
Fuglen.
Vinter-Kulden mig bortskræmmed'.
Bryllup er der nu i Hjemmet;
Bruden var Din Hjertenskjær, -
- Du forstaaer ei Sangen her - !
Elskeren.
Budskab den fra hende bringer,
O, saa saligt , sødt det klinger!
Mig hun seer paa Tankens Strøm
Og i hendes bedste Drøm.
Fuglen.
- Brud og Brudgom sad nu sammen,
Der var Lystighed og Gammen,
Smukt om Troskab blev der talt,
Men, - ak! Dig ei Talen gjaldt.
Elskeren.
Gud! til Dig jeg Tak vil sende;
Fader, ja Du gav mig hende!
Hun, min første Kjærlighed
Min i Tid og Evighed!
Lille Fugl! løft glad Din Vinge,
Hilsen Du til hende bringe;
Du om Troskab synge maa,
Ogsaa hun vil Dig forstaae!
*
Chor af de Kjørende.
Med Graad i Øie, med Smiil paa Kind,
I Elskovs Drømme, i Sind og Skind,
Hvor ligner Du - o, Pigelil!
- April.
See Haabet med sin Blomsterkrands,
Dets hele Liv er kun en Dands!
Hvad fandt Du i dets Graad og Smiil?
- April!
For Laurbærkrandsen paa sin Grav
Saa mangen Helt sit Liv hengav;
Maaskee han løb mod Dødens Piil
April!
Fortuna med sit Hersker-Blik,
Og Brittens Tro 2 i Politik,
Hvor ligne I og Eders Smiil
April!
Den hele Jord, det hele Liv,
Med Kjærlighed, med Sorg og Kiv,
Er med sin Stræben, Kamp og Smiil
April!
*
Vandringsmanden.
N ei, Frihed synger Du, April,
Med nyfødt Grønt og Sommer-Smiil!
Stolt svulmer frem hver Aae, hver Bæk,
Alt grønnes her den brune Hæk,
Og Sneen smelter bort paa Vang,
Mens Fuglen synger Friheds Sang!
En lille Fugl (paa Grenen).
Hen over Sø og salten Vand
Jeg kommer fra et fremmed Land;
Nær Polens Grændse Landet laae,
I Byen jeg en Galge saae,
Der var saa mange Navne paa.
Men Heltenavne man kun skrev,
Og Hædersstøtte Galgen blev,
Thi bøiede sig hver en Fri
Ærbødigt, mens han gik forbi,
Og aarle, alt ved Lærkens Slag,
Den stod bekrandset næste Dag.*
Jeg satte mig paa Støtten lidt,
Og sang mit Friheds Qvirrevit!
*Historisk Sandhed.
Eccho.
'Qvirrevit!'
Fuglen.
Ak! er min Friheds Sang ei meer?
Eccho.
'Ei meer!'
En skikkelig Mand.
Hvad behager? Her er allerede saadan en Qvinkeleren og Qviddren med Spurve og Lærker! Alt det Fugle-Rak, vor Herre lader skabe, kommer strax og giver deres Besyv! - Nu kan de da snart faae lidt i Skrotten igjen, nu Sommeren kommer! Hvor det ellers er et deiligt Veir.
En Kritiker.
Hr. Forfatter! Gud bevare os! hvad tænker De paa? At lade saadan en Person komme ind her? Er det Orden? Er det Logik? Hvad skal denne skikkelige Mand i Friheds Maaneden?
Forfatteren.
Det er just en poetisk Frihed.
Kritikeren .
Vil De bare see at faae ham ud! eller jeg skal lære Dem [rettet fra 'dem'] begge to! ['!' rettet fra '?']
Den skikkelige Mand.
Hvad? Faae mig ud! - Har jeg ikke Lov at spadsere i April Maaned? - Jeg fornærmer ingen, og jeg skylder, Gud skee Lov, heller ingen Noget.
Kritikeren.
Jeg skal rive ham ned 3 i Kritikkerne!
Den skikkelige Mand.
Kom han mig ikke saa! for jeg har en Søstersøn, der skal op til første Examen næste Aar, og han har allerede længe skrevet den Ene og den Anden en X for et U 4 i Bladene; - men uden Navn - det er en Fandens Dreng, tag han sig i Agt for ham. -
Forfatteren.
O Gud, mine Herrer, De sætte mig i den største Forskrækkelse! Kom dog ikke op at slaaes. -
Kritikeren.
Vil De forbyde os det! Hvad vil De med Deres skikkelige Mand her? Er De ikke selv Skyld i det Hele. Nu vil jeg banke ham -
Forfatteren.
Ja Gud bevare os! det er jo Frihedens Maaned.
(trækker sig tilbage).
En ung Maler.
(kommer med sin Mappe og sine Tegne-Redskaber).
Den friske grønne Eng med sine Damme,
Den knopped' brune Skov, den aabne Sø,
Og Skyerne ved Firmamentets Ramme,
Der i en violetblaa Taage døe,
Dem maler jeg, de blive skal mit Eie.
(Han sætter sig paa en Steen under Træet).
Smukt hæver sig det lille Fiskerleie!
See, Garnet hænger udspændt høit ved Strand!
Her ligger Baaden trukket op paa Land,
Og Græsset under den, for Solen skjult,
Staaer høit og tykt, men med et grønligt Guult.
To Smaa-Børn lege foran Huset hist
Med tørre Pinde og en Bøgeqvist. ['.' indsat her]
De plante dem en Have smukt i Solen,
Mens Bedstemoder her i Lænestolen
Maa tage Plads og lege med de Smaae.
De [',' slettet] som to muntre Vaarens [',' slettet] Alfer staae
Ved Vintrens Snee, hvor mangt et Minde hviler.
Ømt til de kjære Smaae den Gamle smiler!
Vandringsmanden.
Hvor festligt klinger over Bondens Vang
Fra Kirketaarnet Klokkens dybe Klang,
Mens Havets Bølger synge med fra Stranden;
Hør, det er Paaske, Christus er opstanden!
Bølgerne.
Sæt Dig her paa Stenen, ved det brune Tang,
Vi skal Dig fortælle mangen Havfrue-Sang.
Dybt, saa dybt dernede, paa den vaade Grund,
Bygge Havets Piger, under Øresund.
Der er' [',' slettet] smukke Blomster, Tangen er saa grøn,
Og - som Søens Lillier er den Havfrue skjøn!
Tidt i Sommer-Natten hun fra Dybet gaaer,
Leger da heroppe med sit lange Haar.
Hver April hun bringer, under Bølge-Sang,
Danmark Friheds-Krandsen af sit grønne Tang;
Og mens Vinter-Kysten blomstrer smukt igjen,
Synger Danmarks frelse ved Niels Ebbesen;*
Synger Brittens Skjændsel og hans fule 5 Smiil,
Mens hun skjænker Danmark Krandsen for April!**
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Studier efter Naturen
Vort Landskab her er næsten fladt;
Men Maanen skinner jo i Nat!
Dog, hvad vi ved dens Lys har seet,
Er kun, at Alt gaaer ud i Eet.
Forgrunden maae vi blive ved;
Der er lidt høit paa dette Sted;
Veirmøllen, som vi skal forbi,
Gjør, at vi faae et Malerie.
Saa lystigt alle Hjul nu gaae;
Et Lys man seer bag Lugen staae,
Og Svenden bærer Sækken bort;
Hans Kammerater spille Kort;
Ølkanden midt paa Bordet staaer.
See, Møllevingen, hvor den gaaer!
Men mellem Skyer Maanen leer,
Og fornemt paa det Hele seer.
Nu kommer der en Byge-Regn,
Den skygger os den halve Egn,
Og hver en Hest og hver en Ko
Forstyrres i sin søde Ro;
Og da paa Marken ei er Læ,
De staae, som var de gjort af Træ.
Dog, Maanens Lys er ikke slukt,
Thi see, en Regnbue hvælver smukt.
Regnbuen over Møllen staaer,
Det er, som Vingen mod den slaaer,
Og under Mølle-Husets Tag,
Der sover til den lyse Dag
Vor Møllers lille syvaars Dreng;
Høit under Bjelken er hans Seng;
Han ene sover der, som sagt,
Thi Moder er i Jorden lagt.
Han hører Hjulene at gaae,
Og deres Støi kan han forstaae;
Han titter gjennem Rudens Glar,
Og seer det store Vinge-Par.
Høit vil de stige mod det Blaae,
Men kan kun i en Cirkel gaae;
De flyve Dag og Nat og Aar -
Men Møllen dog paa Bakken staaer.
III
Hvad jeg skued' med mit Øie,
Tegned' jeg med Blæk og Pen.
Christian Winther
Den gothisk-gamle Kirke er sjunken for vort Blik,
Og Mand er Barnet vorden, der ved Ruinen gik.
Der er saa tomt og øde, hver Steen er revet hen,
Men i Graabrødrelille gaaer Taarnet her igjen.
Ungdommeligt det hæver sin Tinde høit mod Sky,
Og seer paa Markeds-Vrimlen i Odins gamle By.
Et Selskab staaer deroppe, de see sig rundt omkring;
De finde, Jord og Himmel har mange smukke Ting.
Det fyenske Land de prise, og det af Hjertens Lyst,
Det maa jo ret begeistre hver ærlig Fyenboes Bryst.
— Ja Fyen er ret et herligt Land!
Det kan dog ingen nægte.
Der vexler Skov og Mark og Strand,
Og Hjertet her er ægte!
Selv Navnet Fyen, betyder fiin,
Og vil saa meget sige,
At Fyen, det er en Hauge fiin,
For hele Danmarks Rige!
Den glade Kreds beskuer nu Egnens Herlighed,
Dog een, hvad end de skue, seer kun sin Kjærlighed;
Hans Blik mod Syden søger, mod Østersøens Strand,
Der bygger hun, som ene gjør Fyen til Hjertets Land;
Men Lyngets sorte Banker staae om det kjære Sted,
Hvor ingen Blomster voxe for deres Kjærlighed.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med en Visker
Du som staaer der og smidsker:
Hvad faaer jeg skal jeg troe?
See her, Du faaer en Visker,
Men Du fortjente to.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med en Deel Sparebøsser
Hver dag læg hen som Hjertets Tavlepenge
En lille Skilling eller to,
Og du skal see, om ikke meget længe
Vil Skillingen til Daler groe.
Og Du vil, alvorsfuld og glad tillige,
Forstaae, hvad Rigdom siger nu:
Imens Soldaten Skjærmer Soldaten Danmarks Rige,
Hans Børn og Hustru skjærmer Du!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Avis aux lectrices
Jeg savner noget! — skal jeg Navnet sige?
Det er just ikke af en sjelden Slags;
Jeg savner — ja — en lille, bitte Pige -
Ak, Herre Gud! nu leer man ad mig strax!
Tør jeg da aldrig elske, aldrig sværme?
Hvad? Er jeg ikke gammel nok dertil?
Gud veed, jeg vil jo ei en Sjæl fornærme,
Nei holde af, det er jo det jeg vil!
Enhver Poet, selv ganske smaae Personer,
Har sig en Kjærest; — det maa være rart!
Man er ulykkelig, man sukker og man daaner,
O, jeg maa med! og jeg maa med lidt snart.
Men endnu har jeg ingen ret i Sigte,
At jeg kan blive for min Længsel qvit;
Gud veed, jeg sværmer nok for mine Digte,
Men Herre Gud, det er mig dog for lidt!
Nei jeg maa eie — hvad jeg nu vil sige -
En Kjæreste, saa faaer vist Hjertet Ro;
En lille, kun en ganske lille Pige,
Thi jeg er stor nok for os begge to!
O, kom! lad ei det søde Haab mig svigte;
Thi Kjærlighed dog klæder Folk saa net.
Men Du maa rose alle mine Digte,
Thi jeg slaaer op, saa snart Du glemmer det!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Forhæng for Vignetterne
Det er slet ingen Characteristik,
(Nei, dertil mig den dybe Indsigt svigter):
Jeg skildrer Ingen her til Punkt og Prik,
Langt mindre giver Nogen en Kritik,
Nei, hvad jeg følte i et Øieblik,
Naar Hjertet drømte om den danske Digter,
Hvad kun et barnligt Sind kan fatte her,
Det bringer jeg om Een og Hver,
Og bringer kun den lyse Side,
Den mørke gik jeg heller let forbi;
Men om den derfor ganske vil gaae fri,
Thi der er' mange, mange Critici,
Om disse muligt røre op heri,
Ja det maa Gud og disse Godtfolk vide.
Ei hver en Fugl har samme Flugt,
Men naar den synger, — naar den synger smukt
Sit Quirevit,
Om det er nok saa lidt,
Et Korn, en Blomst kan Sangen dog fortjene,
Og meget meer
Ei jeg, og neppe Nogen, seer
I disse Blade, skulde jeg vel mene.
Med Villie har jeg Ingen udelukt,
Men tidt man seer en Blomst, — den modne Frugt
Imidlertid er glemt bag Blad og Grene.
Før Du, min Læser, ellers træder ind,
En Bøn jeg sætter:
See Du kun saa paa mine smaae Vignetter:
Kom med et aabent, med et kjærligt Sind.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!