Til H. S. [Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet]
Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet;
For Faa jeg led og følte som for Dig!
Du til din Lykkes første Maal er naaet,
Og der — hvor kan Du sørge da med mig!
Det skal Du heller ei, — men det mig qvæged,
Ifald jeg saae, at Du forstod mit Savn.
To Dage sad jeg ene, dybt bevæget,
Tidt paa min Læbe kom dit kjære Navn;
Men ei Du kom! Mig Ingen kjærligt mødte,
Mig selv og Gud jeg slap i denne Nød,
Stærkt alle gamle, skjulte Vunder blødte,
Selv af dit Venskabs-Kys Bloddraaber flød.
O, gid Du aldrig prøve, aldrig vide,
Hvad Den, som Ingen eier her, kan lide.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
I Riddertiden, som De Alle vide
I Riddertiden, som De Alle vide,
Sad Damerne i Kreds høit over Skranken
Og saae paa Kampen med de vilde Dyr.
Og kasted' Damen da sin Handske ned
Og bød sin Ridder kjækt at hente den,
Saa adlød han. — — Det var i Riddertiden,
At mangen ædel Frøken, fornem Frue
Tog mildt sig af den Fattige og Syge,
I Stilhed øvede den bedste Daad.
Som Roserne fremskyde ny' hvert Aar,
Saa lever ogsaa Hines ædle Gjerning.
Men Handskens Kasten blandt de vilde Dyr
Er nu kun til i Sagn og gamle Sange.
Den ædle Qvinde gaaer til Armods Skjul
Og virker godt ved milde Ord og Gjerning.
Hvo er ei gjerne hendes Tjener her
Og hjælper med at samle, med at bære;
Et Blik, et Ord kun — ja her det forstaaes,
At man kan springe ned selv paa Arena.
Og egenligt gjør vi her noget Sligt -
Vi springe ikke ned, men op paa Scenen,
Vi stille vore svage Kræfter frem;
Men det er Hjertets Sag; derfor det voves
I Vennekreds. — Vel sandt, den er lidt stor
Den kjære Vennekreds, som her er samlet,
Men stor, det er just godt for Øiemedet.
Vi virke Alle med: vi vise Mod
Idet vi træde op; De vise Taalmod!
Vi give; — ja, de Fleste har vist seet
I deres Kredse, i den sidste Tid,
Hvor Alle følte, at vi er eet Folk
Og Brødre Alle! Kjærligt gav Enhver,
Selv Børnene tog Deel, de fik istand
En Tombola med ganske ringe Sager,
Men gjerne Smaa og Store toge Nummer,
Man mored sig og smilte glad mod selv
Det Ubetydeligste, som man vandt;
Thi det at vinde var jo ikke Tanken.
Husk, at vor Forestilling denne Aften
Er slig en Tombola, og da I ville
Med venligt Sind modtage, hvad I faae.
Hvad vi kan bringe, falder i det Smaa,
Men i en Vennekreds kan Meget gaae,
Der ellers aldrig gaaer. Og her er Venner,
Ja, Venner af den Fattige, som lider,
Som uforskyldt maa prøve tunge Tider.
Og nu — ja, nu det første Skridt er gjort!
Tag mildt til Takke — De faaer ikke Stort.
Husk paa, De virke med saa godt som Nogen,
Og derfor tusind Tak! — Det var Prologen.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Livet en Drøm
Til Vennen
Du kjender Grunden til min dybe Smerte,
Du kjender hver en Tanke i mit Bryst;
Jeg holder fast ved Dig med Sjæl og Hjerte,
O vær mig tro, i Smerte og i Lyst!
Mit stolte Haab, jeg saae som Boble briste,
O lad mig ikke Venskab ogsaa miste!
Dit aabne Blik, Dit barnlig' rene Hjerte,
Og hun — vor Søster — bandt mig fast til Dig;
Nu er hun død — jeg saae Din stille Smerte,
Imens Din Læbe vilde trøste mig. -
— — O Broder, Livets bedste Bobler briste,
O lad mig ei Dit stærke Venskab miste!
Nei, Du er tro! — hvor mildner Du min Smerte!
— Mens nu Du trykker broder-ømt min Haand
Med Blik mod Blik og Hjerte imod Hjerte,
En mægtig Tanke stiger for min Aand,
Den bringer Fryd og Veemod uden Lige,
Og hvad den seer, vil Læben Dig udsige.
1
I det store Verdens-Rum, over Sol og over Stjerne,
Høit, hvor ingen Tanke naaer, i det Blaae, umaalte Fjerne,
Leve gjennem Evighed Aandehærens Myriader,
Fuld af Kraft og Kjærlighed, skabt af Naadens store Fader.
Deres Kamp Begeistring er, deres Længsel Kjærligheden;
Begge voxe Stund for Stund, gjennem hele Evigheden.
Feile de, da straffer Gud hine faldne Aandeskarer,
De maae slumre, slumre dybt; — men det kun Minutter varer.
Kort kun standses Aandens Flugt, snart den atter fri kan svæve,
Drømmen i hiin Straffe-Søvn, det er Livet her vi leve.
Er endogsaa Drømmen smuk, eie vi al jordisk Lykke,
Den er dog en Skygge kun, mod hiint Liv, hvor vi skal bygge!
Døden her, er Livet hist, snart er Straf og Drøm tilende,
Men i Drømmen her, kun svagt Aanden kan sig selv gjenkjende.
2
Døden kalder. — Sprængt er det jordiske Baand.
Drømmen er endt. Fri svæver den mægtige Aand,
Mindes sin Drøm og svimler i svulmende Lyst.
Nu er hun hans! — See, Bryst imod Bryst,
Læbe ved Læbe, og Øie mod Øie,
Svæve de elskende Aander gjennem det Høie.
Een er kun Tanken, een deres Stræben;
Som Toner flyde Drømmen fra Læben,
Drømmen om Jordlivet her,
Den vi drømme enhver:
„Underligt jeg nylig drømte,
og jeg var — jeg veed ei hvor!
Jeg var i et Legem fængslet,
var ei længer fri og stor;
Følte Tvivl og Sorg og Længsel,
som den aldrig føles her,
Til en Klode var jeg bundet,
Hjemmet var saa snævert der.
Dunst og Taage, livløs Glimmer,
var dens hele Herlighed;
Jeg var Barn, og jeg blev Yngling,
kjendte ei til Kjærlighed;
Saae ei Dig, nei ung og modig
i min tunge Larvedragt,
Fyldt med Anelse om Himlen,
spøgte jeg med Jordens Pragt;
Loe af Sorgen, som af Glæden,
„Kaadhed" kaldtes det at lee,
Thi for Støvets tunge Larve
Hjertet kan ei Hjertet see.
Underlig mit Indre brændte,
sært jeg tumlet mig omkring,
Tidt mit unge Hjerte blødte,
men det var kun Hverdags-Ting.
Da engang — jeg klart det mindes,
Jorden stod i Sommer-Pragt,
Dig jeg fandt, og mig Du ligned',
Fængslet under Larvens Dragt.
Men, alt første Gang vi mødtes,
følte jeg, at det var Dig;
Og jeg saa Din Kind at rødme,
skjøndt Du kjendte ikke mig.
Du var min, i Sjæl og Tanke,
inderlig jeg bad til Gud;
Ei jeg kunde mig løsrive,
skjøndt Du var en andens Brud.
Dog jeg vilde Flammen dæmpe,
nøde Hjertet til at lee,
Men vi maatte atter mødes,
mødes til vor bittre Vee!
I Dit barnlig, fromme Øie,
Sjælens dybe Stemme laae,
Aldrig dog Din Læbe sagde,
hvad jeg i Dit Øie saae.
Pligten var Dig høi og hellig,
og vi maatte skilles ad;
Dybt Du græd — men kun som Søster, -
aldrig blev mit Hjerte glad.
Dig jeg leved', Dig jeg tænkte,
Du kun i mit Hjerte laae,
Livet var saa langt, saa bittert,
Dig jeg aldrig mere saae.
Tidt jeg sang i stille Smerte,
— Ungdoms-Lunet var forbi;
Mængden hørte Sangen stige,
kaldte Smerten: Poesie!
Saadan svandt der Aar og Dage,
Døden bar jeg i mit Bryst.
— Døden endte Nattens Drømme,
og jeg vaagner nu i Lyst;
Du er min! vi skal ei skilles,
mægtig svulmer Tankens Strøm;
Alle Himlens Himle tone:
„Jordelivet er en Drøm!""
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Vandrerens Sang
Hvor Stormen løfter høit sin stærke Stemme,
Hvor Bølgen svulmer paa det stolte Hav,
Jeg tænker kun paa Dig. — Dig Gud mig gav!
— Jeg kan Dig aldrig glemme!
Paa Sletten, hvor den vilde Hingst har hjemme,
Paa Fjeldets Tind, høit i den kolde Sky,
Jeg seer kun Dig, — selv i hver fremmed By -
— Jeg kan Dig aldrig glemme!
Og bort, ja bort — det snevert er her hjemme -
Did hen, hvor Granerne paa Bjerget groe!
Langt bort, langt bort! — Faaer Hjertet da vel Ro?
— Jeg kan Dig aldrig glemme!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den nye Sprøite
En Sprøite har vi faaet nu,
Der sprøiter saa det er en Gru!
Vor hele Bye er sjæleglad,
Den evig see paa Sprøiten gad,
Og paa dens store, tykke Straale;
Men Sprøiten kan det ikke taale!
Ak, hvor den Sprøite er os kjær!
Den er jo alle lige nær!
Og baade Pige, Dreng og Svend,
Faae Lov at gaae paa Torvet hen,
Thi der er Tromme jo og Fløite,
Hver Gang vi prøve med vor Sprøite!
Ved Raadhuus-Døren sidder ned
Den hele, høie Øvrighed,
Og alle Byens Damer staae
I Vinduet og see derpaa,
Mens Drengene af Glæde skraale,
Og vandes af den store Straale.
Den Sprøite, ja den Sprøite her,
Den sætter Liv dog i enhver!
Selv jeg, saa tidt jeg Sprøiten seer,
Det er, som Hjertet i mig leer,
Jeg glemmer Trommen selv og Fløiten,
Thi al min Tanke er i Sprøiten!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Phantasie ved Vesterhavet [Er disse høie, sorte Masser Fjelde? ]
Er disse høie, sorte Masser Fjelde?
Nei! fremad styrte de med Vælde,
Og Sneens Dynger paa den høie Tinde,
Snart stige, snart forsvinde!
— Er det da Skyer, som i Dalen svæve,
Og nu med eet sig høit mod Himlen hæve?
Nei, det er Havet! — hør dets dybe Sang,
Ei hørte Øret før slig Orgelklang,
Den ryster Sjæl og Tanke,
Thi her er alting stort og uden Skranke.
— Hvad gjemmer Du, o Bølge, i Dybets Bugt?
Hvad saae Du paa Din stolte Flugt?
Hvad hørte Du? — Du Jordens Vugge, Jordens Grav!
Herlige Hav!!!
— Din Bølge saae ved Nordens Pol
Den ei synkende Sol,
Iisbjergenes evige Lag!
Den følte Æquators brændende Dag;
Den hviled' stille, udbredt som et Klæde
Om Øen, hvor Pilene græde!
Den hørte paa Klippens, paa Sandets Kyst,
Hvad dybt der sig rører i Menneskets Bryst;
Den sang jo omkap med hver Fugl paa Green,
Og gik over Perler og Dødningebeen.
Den skued' ved Luftningens Strømme ved Stormenes Chor,
Verden saa undrende stor!
Ja stor Du hæver Dig selv i Din Vugge og Grav,
Herlige Hav!
Og dog, hvad er vel Du, mod Himlens store Sø,
Hvor Jorden staaer kun, som en lille Ø,
Hvor Sol og Maane, ja, hvor hver en Stjerne,
Som Øer ligge udspredt i det Fjerne!
Og hvad er atter denne store Vrimmel?
Een Draabe kun i den uendelige Himmel!
— Nu fatter jeg først klart hvad Døden bringer
Paa Cherub-Vinger!
Thi bruus kun, vilde Hav, opløft Din Kjæmpe-Vove,
Med Dig og Stormen, jeg min Gud vil love!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Avis aux lectrices
Jeg savner noget! — skal jeg Navnet sige?
Det er just ikke af en sjelden Slags;
Jeg savner — ja — en lille, bitte Pige -
Ak, Herre Gud! nu leer man ad mig strax!
Tør jeg da aldrig elske, aldrig sværme?
Hvad? Er jeg ikke gammel nok dertil?
Gud veed, jeg vil jo ei en Sjæl fornærme,
Nei holde af, det er jo det jeg vil!
Enhver Poet, selv ganske smaae Personer,
Har sig en Kjærest; — det maa være rart!
Man er ulykkelig, man sukker og man daaner,
O, jeg maa med! og jeg maa med lidt snart.
Men endnu har jeg ingen ret i Sigte,
At jeg kan blive for min Længsel qvit;
Gud veed, jeg sværmer nok for mine Digte,
Men Herre Gud, det er mig dog for lidt!
Nei jeg maa eie — hvad jeg nu vil sige -
En Kjæreste, saa faaer vist Hjertet Ro;
En lille, kun en ganske lille Pige,
Thi jeg er stor nok for os begge to!
O, kom! lad ei det søde Haab mig svigte;
Thi Kjærlighed dog klæder Folk saa net.
Men Du maa rose alle mine Digte,
Thi jeg slaaer op, saa snart Du glemmer det!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Min lille Fugl, hvor flyver Du?
Min lille Fugl, hvor flyver Du,
Imellem grønne Grene?
Ak mon jeg rinder Dig i Hu?
Mit Hjerte briste vil itu — !
— O Gud, hvor jeg dog er ene!
Du sagde, at Du var mig god;
Ja, godt mig Alle mene,
Men hvis Du ret min Sorg forstod,
Du kom, Du sang mig Sjæle-Mod,
Da sad jeg ikke alene!
Min lille Fugl, Du kommer ei
Fra dine grønne Grene;
Jeg stille vandre maa min Vei —;
Ak, ingen elsker Dig som jeg!
— O Gud, hvor jeg dog er ene!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Stormen
Som i en Søvn ligger Luften og Havet,
Ingen Bølge man seer,
Kun døsigt svulmer Fladen og synker igjen;
En enkelt Luftning gaaer, som en Skygge,
Over de slappe, hængende Segl;
Men den hvidgraae Maage
Flyver i Kredse om Skibet
Og med hæse Skrig den fortæller
Hvad Dybet nu drømmer. -
En Kastevind griber i Seilet,
Med Larmen det svulmer, men synker døsigt igjen,
Som den trætte Vandrer,
Der kaldes ved Midnat fra Leiet,
Vaagner, men sover atter igjen, -
— Nu dæmrer Natten og fjernt i Nordvest
Staaer et Bjergland af Skyer hvor Stormene bygge;
Det stiger med Mørket,
Og Lynstraalen leger, som glødende Lava,
Over Bjergenes Rygge.
Nu Havet er vakt af sin dybe Slummer,
See, Bølgen dandser til Stormenes Sang
Men sort, og med sølvhvidt Skum er den klædt,
Og underligt dybt og veemodigt den sukker,
Thi den veed, at i Nat,
Mangen livsglad Søgut og trofaste Søn
Skal den trykke, som Liig, iiskold og hvid,
Fast til sit Hjerte.
See derfor svulmer dens Barm og de store Taarer
Falde som Støvregn hen over Skibet.
Men høit deroppe,
Høit i den gyngende Mast,
Sidder den modige Skibsdreng, hans Lokker flagre,
Og stille skuer han over de svulmende Bølger.
— Aldrig før saae Du Havet saa mørkt,
Aldrig Lynet saa klart;
Som Fjeldmasser hænge de truende Skyer
Over vort Hoved',
Og Havet løfter med stærke Arme
Skibet, som var det en Fjer kun,
Høit, saa høit det slynges i Luften,
Som skulde det knuses mod hine Fjelde;
Men Menneske-Hjertet klynger sig fast til sin Gud,
Og ved hver truende Bølge, det løftes
Høiere, nærmere ham,
Algodhedens Fader.
Dybene sukke med Skyens Bjerge,
Dog mere dybt
Sukker eet Hjerte, et Ungdoms-Hjerte.
Seer Du i Stormen, Skibsdrengen høit
I den svaiende Mast?
Veed Du hans Længsel og Savn,
Hvad Hjertets Brændinger tone?
„I Hytten hos min Moder
Der var dog ei mit Hjem
Bestandig vilde Hjertet,
Kun frem og altid frem.
Min Moders Hjord jeg græssed'
Da i den grønne Dal,
Men Hjertet følte Længsel
Til Skovens Bøgesal.
Først græd jeg høit af Glæde,
Saa længtes jeg igjen,
Og Hjertet fløi da atter
Til Hyttens Hjemstavn hen.
Nu misted' jeg min Moder,
Det knuste Barnets Lyst;
Jeg ene stod i Verden,
Med Smerten i mit Bryst.
I Dalen var saa snevert,
Jeg stræbte modigt frem,
Men oppe høit paa Bjerget
Var heller ei mit Hjem.
Da saae jeg Havet for mig,
Og Himlen var saa blaae,
Det var, som al min Længsel
Bag Horizonten laae.
Da foer jeg over Bølgen,
Til fjerne Lande frem,
Men ingen, ingen Steder
Fandt Hjertet der sit Hjem.
Og dog kan Hjemmet findes
Paa denne store Jord,
Men Hjertet tør ei sige
Det dybe Trolddoms Ord." -
Saa toner det dybt i hans Bryst, uden Ro, uden Fred.
— Og Skibet flyver i Stormen, over Bølgen, afsted.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Forhæng for Vignetterne
Det er slet ingen Characteristik,
(Nei, dertil mig den dybe Indsigt svigter):
Jeg skildrer Ingen her til Punkt og Prik,
Langt mindre giver Nogen en Kritik,
Nei, hvad jeg følte i et Øieblik,
Naar Hjertet drømte om den danske Digter,
Hvad kun et barnligt Sind kan fatte her,
Det bringer jeg om Een og Hver,
Og bringer kun den lyse Side,
Den mørke gik jeg heller let forbi;
Men om den derfor ganske vil gaae fri,
Thi der er' mange, mange Critici,
Om disse muligt røre op heri,
Ja det maa Gud og disse Godtfolk vide.
Ei hver en Fugl har samme Flugt,
Men naar den synger, — naar den synger smukt
Sit Quirevit,
Om det er nok saa lidt,
Et Korn, en Blomst kan Sangen dog fortjene,
Og meget meer
Ei jeg, og neppe Nogen, seer
I disse Blade, skulde jeg vel mene.
Med Villie har jeg Ingen udelukt,
Men tidt man seer en Blomst, — den modne Frugt
Imidlertid er glemt bag Blad og Grene.
Før Du, min Læser, ellers træder ind,
En Bøn jeg sætter:
See Du kun saa paa mine smaae Vignetter:
Kom med et aabent, med et kjærligt Sind.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Man Binder Os P Mund Og Hnd (edit)
1. Gribe efter blanke ting
vil hvert et grdigt lille barn.
Binde andre med en ring
gr man som helbefarn.
Tnk hvor har man stet tit
og delt et vindusparadis.
Helle, helle det er mit!
Og livet gr p samme vis:
Man binder os p mund og hnd,
med vanens tusen stramme bnd,
og det er besvrligt at flagre sig fri.
Vi leger skjul hos en, som ved
at skrme os mod ensomhed
med sde kontrakter vi luller os i.
Kunne vi forbyde de tre ord: jeg lover dig
var vi vist i krlighed p mere rlig vej.
De ord, vi svor med hnd og mund,
de glder kun den korte stund,
til glden er borte og alting forbi.
2. Krlighed og gteskab,
hvad kommer de hinanden ved?
Krlighedens tomme gab,
til kben gr af led.
Elskov er den vilde blomst:
I gartnerhnder gr den ud.
Skrmet fr den sin bekomst,
men blomstrer hedt i storm og slud.
Man binder os p mund og hnd,
med vanens tusen stramme bnd,
men ingen kan ejes. Vi flagrer os fri.
I alle krtegn er en flugt
de rde sansers vilde flugt
fra pligternes tvungne fortrampede sti.
Du m ikke eje mig. Jeg ejer ikke dig.
Alle mine kys er ikke ja og ikke nej.
De ord vi svor med hnd og mund
de glder kun den svimle stund,
det netop er kysset fra dig jeg ka' li.
3. Mde hvad der venter os,
og ingen v, hvordan det gr.
Bre skbnen uden trods,
hva der s forestr.
Glad ved hver en venlighed,
men uden tro, at det bliver ved.
Sge fred, i det vi vd,
at vi har ingen krav p fred.
Man binder os p mund og hnd,
men man kan ikke binde nd,
og ingen er fangne, nr tanken er fri.
Vi har en indre fstning her,
som styrkes i sit eget vrd,
nr bare vi kmper for det, vi ka li.
Den, som holder sjlen rank, ka aldrig blie trl.
Ingen ka regere det, som vi bestemmer sel.
Det lover vi med hnd og mund
i mrket fr en morgenstund,
at drmme om frihed blir aldrig forbi.'
( Man binder os p mund og hnd, 1940)
song performed by by Outlandish
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Psalme [Jeg har en Angst som aldrig før]
Jeg har en Angst som aldrig før,
Som stod jeg foran Dødens Dør
Og maatte ind og styrte ned
I Mørke og i Eensomhed;
Jeg drives frem med Stormens Hast,
O Herre, Herre, hold mig fast!
Alt Ondt i mig det kom fra mig,
Hvad Godt jeg gjorde kom fra Dig;
De Andres Skyld jeg nok opskrev
Men ei mit eget Skyldner-Brev;
Hvor har jeg for mig selv hver Dag
Besmykket godt min egen Sag.
Jeg trædes skal af Dødens Hæl,
Først da sig løfte kan min Sjæl.
Læg Fadervor som Duens Blad
Mig paa min Tunge, gjør mig glad.
Har jeg ei Gud, hvad har jeg da,
Naar hele Verden falder fra!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Børnene og den graa Morlille
I Hjertet sidder en lille Person,
Han gestikulerer saa saare,
Men det er ækelt hvor føelsom han er,
Han svømmer bestandigt i Taare.
Han digter allene de rørende Ting,
Ak! Vand er vist Tanken og Tonen,
Thi, tænk! vore Øine staae lidt under Vand,
Skjøndt de er' saa langt fra Personen.
Han maa ei slippe i Verden ud,
Saa blev der først Graad og Jammer,
Vort Bryst skal være hans Fangetaarn,
Og Hjertet hans Fængselskammer.
Han sidder jo luunt inden Vægge der,
Skjøndt evigt og altid han skraaler:
„Her er saa snevert! o ud! derud!
Hvor Himlen og Sollyset straaler!"
— Nei, saa gaaer det meget bedre til
hos dem, som boe i vor Pande;
Vel er det Tagkammer lidet og lavt,
Dog rummer det godt maa man sande!
Thi der er' tusind' velsignede Smaae,
Ja tusinde til, og lidt flere,
Der synge og springe ved Dag og Nat,
(hos visse de mindre genere):
Det er Phantasiens levende Smaae,
De kjende ei Savn eller Længsel;
Ja tidt gjør' de Nar af den lille Person,
Der sidder i Hjertets Fængsel.
De kan de deiligste Eventyr,
Og naar vi Mennesker læse,
Saa spille de strax, som Comedie Alt,
Her lige over vor Næse.
Ja, tidt kan de udvide Kammeret selv,
saa mange alt føle en Svimlen,
Men tænk dog ogsaa, hvor høit det gaaer!
Det gaaer gjennem hele Himlen;
Saa høit, saa høit over Sol og Planet,
Ja, langt paa den anden Side!
Hvorledes de ellers kan gjøre Sligt,
Ja, det maa vor Herre vide!
— Men vil' de gjøre for stort et Spring,
Hvad eller Spektakel og Trætte,
Da kommer Fornuften, en graa Morlil,
Hun bringer dem snarlig tilrette.
Tidt tysser hun ogsaa, og er lidt vred
Paa ham, som i Hjertet græder,
Men ofte hun trøster, da synge de Smaae,
Saa smukt om Himmelens Glæder.
Men Dagene svinde og Aarene gaae,
Om selv de er' nok saa mange,
Da bliver det Fængsel i Hjertet her,
For svagt til at holde sin Fange,
Det Tagkammer selv er i skrøbelig Stand,
Det taaler ei Børnenes Springen,
Den gamle Morlille dem tager i Favn,
Som Moder, hun glemmer slet ingen;
Og Hjertets Lille, det Længsels Barn,
Er nærmest ved hendes Hjerte,
Saa barnligt, saa trygt det hviler der,
Og glemmer sin Sorg og Smerte;
Da er hun ei længer en graa Morlil,
Med Furer og Sorg paa sin Pande,
Nei ung og blomstrende hæver hun sig
Til Himlens lysende Lande.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Vi er i Marts, men Martsviol
Vi er i Marts, men Martsviol
Kun sees i Rude-Isen,
Man selv maa bringe Foraars-Sol
Og „Fatter" bringe Visen!
Her er vi jo den gamle Stok,
(Det sagt er med Poliskhed)
Og more os det skal vi nok,
Vi har jo Ungdoms Friskhed!
See Stuen her, hvor pompeiansk,
Nei, det er den ved Siden,
Herinde, her er østerlandsk,
Med Nyden hele Tiden.
Hver Væg et Billedgalleri,
Imens vi kildre Ganen,
Paa kjøbenhavnsk kaldt Poesi,
Paa østerlandsk: Divanen!
Det er omtrent eengang hvert Aar,
Vi her slaae Basserallen,
I Danmarks ny Historie staaer
Det ei — spørg kun von Allen!
Men det er ligemeget det,
Vi ærgre os slet ikke.
Vi svinge Hue og Kasket,
Vor egen Skaal vi drikke!
Har Tiden ingen Martsviol,
Saa har den her „Slukefter"!
Din Skaal, min Skaal, vort Selskabs Skaal,
Hurra, af alle Kræfter!
Her er gemytligt friskt og sundt,
Og ingen Rigsdags Tanker,
Drik ud dit Glas, det er Dig undt,
„Hvil Hoved paa et Anker!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Julesang i det Collinske Huus
Saa sidde vi igjen om Julebordet
Og synge høit vor Sang, vort Juledigt,
Og Glæden er i Hjertet og i Ordet,
Skjøndt Aaret var saa taust, saa alvorsrigt.
Der rulled Kroner hen som Kiselstene,
Men i vor lille Kreds vor Krone blev:
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit Kongerige i vort Hjerte skrev.
Mod Roskild Spir fløi Svanen frem og døde,
Ved Slesvig Kampens Paaskeklokker klang,
Og Tre af Kredsen her gik til det Møde,
Hvor Døden stod, og hvor Kanoner sang.
Mod Savn og kolde Nætter, Oprørsflammen
De gik, og selv vi bad: „I Guds Navn gaa!"
Og see, vi sidde atter samled' sammen,
Det er, som om en Drøm det var, vi saae.
Hver Sorg og Angst i Hjertet vi erindre
Og føle derpaa ret: Gud var os god!
Vor Julestjerne see vi dobbelt tindre;
Dens Straaler skal os give Fremtids Mod.
End mange Aar vort Huuslivs stille Scene
Staae lykkelig, som selv iaar den blev,
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit store Rige i vort Hjerte skrev.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat
Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat,
Har man kun Røst, paa den megen gode Spisen!
Blæse være Røsten! er bare Hjertet godt,
Man kan indvortes følge med i Visen!
Hjertet slaaer Tact og Øiet leer,
Her Ingen er, som fordrer meer!
Rosenhækken har Geburtsdag i Guds Sol,
Roserne dens Børn, de drikke Dug og nikke.
Hver har sin Stilk, vi sidde paa en Stol,
De dufte, men vi Andre vi drikke,
Alle synge samme Skaal i Chor:
Din Skaal, Du kjære Bedstemo'er!
Skjænd passer ei, og dog vi skjænde maae,
Fødes i November, det er ikke rigtigt!
Det er jo umuligt at vi kan Blomster faae!
Til en Fest er Blomster noget Vigtigt!
Nu maae vi binde en Tone-Bouquet,
Dog Hjertets Sang er aldrig slet!
Blomster har Du selv i Hjertets Mindebog,
Blomster, som kan Sindet styrke og fornøie.
Dengang Nattens Sky hen for dit Øie drog,
Stærkt og klart saae dit indre Øie!
Skyen tager Flugt! — dog nok er sagt,
Du os forstaaer: Skaal Solens Pragt!
Der boer i hvert et Bryst, som elsker ret,
Toner, som ingen Digter kan udsige;
Han kun peger hen — men vi, vi føle det,
Det er Summen fra Kjærlighedens Rige!
Hjertet har seet da Skyen laae
Hjertet vil og vor Sang forstaae!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til Niels W. Gade og Sophie Hartmann
De faae ingen Vise, De faae ingen Sang,
Men dog skal Sangværket sættes i Gang:
En Tale paa Vers, men ei udenad,
Jeg læser den op fra det skrevne Blad.
Gaa med hen om Hjørnet og ligefrem,
Saa er vi strax ved det nye Hjem,
Det ligger der paa den venstre Haand,
Og det er et Huus for Kjød og for Aand,
Og Kjødet er godt, har Slagteren sagt;
Men ovenover har Aanden Magt!
Derfra skal bruse Tonernes Hær
I Verden vide, hørt fjernt og nær
Som Bølger, der orgle i Stormens Suus;
Det bliver deromme et mærkeligt Huus!
Hver Fremmed, som kommer til Kjøbenhavn,
Seer paa det og nævner da Gades Navn.
Derinde han boer med sit Jordlivs Skat,
Hun Hjerteslag har i Tonerne sat.
Det nye Hjem, der som Rosenknop
Endnu ikke har lukket sig op,
Guds Solskin der i det fuldeste Maal!
Det nye Hjem bringes denne Skaal!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I Rummets store Uendelige
I Rummets store Uendelige,
Hvor Sole og Stjerner er kun som Frø,
Der Milliarders umaalte Rige,
Hvor Sjælelivet kan aldrig døe,
Der Visdom og Kjærlighed aabner sin Favn.
Vor Fader! Helliget vorde Dit Navn!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den bedste Drøm
Hvad Hjertet her sig klynger til,
det lægges snart i Kiste;
selv Venskab er et Gaadespil,
hvor Traaden let kan briste.
Den bedste Drøm dog Hjertet veed,
det Drømmen er om Kjærlighed,
den skal man drømme jo som ung,
hvert Hjerte til den trænger,
den er saa smuk og dog saa tung,
at tidt den Hjertet sprænger.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hjertetyven
Bekjendt er Amor jo; det slemme Skarn!
Man ham afmaler som et deiligt Barn
Med Piil og Bue, samt med store Vinger;
Men det jo næsten som en Fabel klinger,
Hvor kan man tro han saadan vilde gaae,
Nei, Gud bevares! han har Klæder paa;
Og for hver Gang han et Partie vil stifte,
Saa veed han snildt sin hele Dragt at skifte.
Den unge Pige allerhelst ham seer
Klædt, som Student, hvad eller Officeer;
Og disse, ja, det falder nu saa lige!
De see ham atter allerhelst som Pige.
I Grunden er han, ja, fra Taa til Top,
En Tyveknægt, der burde klynges op.
— Den første Gang jeg saae ham for mit Øie,
Var jeg endnu en Dreng og gik i Trøie;
Jeg leged' Skjul med nogle andre Børn,
Ved Plankeværket stod en Rosentjørn,
Der krøb jeg ind, man kunde mig ei finde,
Thi ganske stille sad jeg jo derinde;
Da kom vor Naboes Lise — og hvad meer?
Vor Indqvartering — han, den smukke Officeer!
Men hvad de talte om, det veed jeg ikke,
Kun saae jeg alle Roserne at nikke,
Og midt i een af dem, som hang
Ud over Plankeværket — tænk en Gang!
Der sad — ja ganske underligt det klinger!
Der sad en Officeer, knap som en Finger,
Med Knebelsbarter, Sabel og Kasket,
Der ligned' Officeren paa en Plet!
Jeg saae, hvor Rosen gyngede i Vinden,
Saa at den Lise slog paa Næsen og paa Kinden,
Derfor den store Officeer den brød,
Og Lise tog den, men var ganske rød.
Vips, fløi en Sommerfugl paa smukke Vinger,
Det Amor var — og med sin lille Finger
Han bød mig være taus med hvad jeg saae;
Thi der blev kysset, og jeg saae derpaa!
Jeg siden traf den lille Amor ofte,
Snart var han silkeklædt, snart i en Vadmels Kofte;
Men jeg, som ældre, mærkede nu snart,
At, hvad han gjorde, var just ei saa rart,
Thi lovede jeg høit, i hvor det vilde gaae,
Paa mig han skulde aldrig Fingre faae.
Det svoer jeg høit, den Tid jeg gik til Præsten,
Og nu — ja, vil I bare høre Resten! -
— Ved Bondebyen, hist hvor Præsten boer,
Er der en Hasselskov, den er ei stor,
Men Øiet taber sig i Jordbær-Vrimlen,
Der kom jeg just i Dag, — høit Solen stod paa Himlen,
Bag Buskene en Bondedreng jeg saae,
Der gik og samled' Jordbær paa et Straae,
Jeg samled' selv mig Haanden fuld og spiiste;
Den Lille mig sit fulde Græsstraae viiste,
Og som vi stod', kom vi i Passiar;
Da var det, som man mig i Hjertet skar,
Jeg blev saa løierlig — høit lo Krabaten,
Thi Bondedrengen var den lille Satan.
Det var ei Jordbær, nei! men Hjerter smaae,
Han alle havde trukket paa sit Straae;
Det mærkede jeg nu, og mellem disse,
Mit eget arme Hjerte var tilvisse!
Jeg skjændte, græd og bad, men høit han lo,
Og svarede mig kun et kort: „jo, jo!
See, disse Hjerter jeg i Dag har faaet,
Og dit, det er det sidste her paa Straaet."
Paa disse Ord især han lagde Vægt,
Og løb saa bort, den slemme Tyveknægt!
Jeg løb saa godt jeg kunde, strax bag efter,
Og skreg, og skreg igjen af alle Kræfter,
Men altfor snart han mig af Øie kom.
Nu kan jeg tænke, løber han vel om,
Fra Dør til Dør, med sine stjaalne Hjerter,
Og hvad især der allermeest mig smerter,
Faldbyder mit til baade den og den;
Nu maa jeg see at stjæle det igjen!
Hvis ingen kan og vil mig et forære?
Thi hjerteløs, det kan jeg ikke være!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Prolog og Epilog
En Aftenunderholdning med Bevilling,
(Naturligviis maa der Bevilling til;)
En Aftenunderholdning faaer De, en Udstilling, -
Udstilling, ja, det Navn her passe vil,
Thi det er en Udstilling af Elever,
Saaledes som Theatret disse har;
Men da vor Virkekreds er der saa snever,
At Publicum os neppe bliver vaer,
Saa ville vi os dristigt dette nærme,
Og for i Aften glemme alle Baand; -
Det er de unge Bier her, som sværme,
De gaae iaften lidt paa egen Haand,
Og Publicum vil see hvad her sig rører,
Og muligt gjette Skjæbnen, som vi faae,
Om Hoben eller Kunsten vi tilhører,
Paa hvilken Plads vi skal i Templet staae;
Elevens Fremtid ligger mellem Gaader,
Og Menneskene spaae, men Een kun raader;
Til Kunstens Maal er Veien heel besværlig;
Ei ganske ved sig selv man kommmer frem,
Tidt ender man hos Titchen eller Werlich,
Hjelp maa der til, en Bølge maa os bære,
Thi det er ikke nok, Flid og Talent,
Og denne Bølges Navn er godt bekjendt,
Den kaldes Publicum, — den for os være!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!