Med en Ring fra en Ægtemand til hans Hustru
Det røde Guld betyder Elskovs Tro,
Og Ringens Form betegner Evigheden.
Hvad Gaven siger her, forstaaer Du jo,
Som skabte for mig Hjemmet til et Eden.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
En Stemning
Hvad der skal skee, det skeer, derpaa jeg troer
Og giver mig Vorherre hen i Fæste,
Tryg svøber jeg mig i mit „Fadervor",
Skee, hvad der maa! Hvad Gud vil, er det Bedste.
Paa ham alene bygger jeg og troer,
Han taler til mig gjennem alt det Skabte;
Af ham min bedste Deel jo i mig boer,
Hvis det jeg tabte, Paradiis jeg tabte.
Det lyser ind i Sjælen, hvad jeg fik,
Hver Naadegave udenom og inde,
Hvert Alvors og hvert Letsinds Øieblik,
Hvad jeg har tabt og vundet og kan vinde.
„Udødelighed"! Tanken er saa stor!
Men „Evighed" og det „Uendelige"
Er større, ubegribeligt — og hvor
Erkjendes ikke de som virkelige!
Udødelighed! Du har i din Haand
Retfærdighedens Vægtskaal; Du maa være!
I Dig jeg siger, under Smertens Baand:
„Det Bedste skeer! Gud Herren Priis og Ære!"
Men giv mig Styrke, Herre, i min Nød,
I Lykkens Dage, og naar tungt jeg lider!
Hvad der skal skee, det skeer, som Gud det bød;
Men Gud vil kun det Bedste alle Tider.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Granattræ, Citrontræ, — ja slige Høibaarne
Granattræ, Citrontræ, — ja slige Høibaarne,
De vare til Castagnetterne Rod,
Og disse fik Klang af det Træ, de blev skaarne,
Og Klang af den Varme, der er i vort Blod;
Fra Blodet i Hjertet heelt ud i hver Finger
Det strømmer, hvert Pulseslag høres deri;
Fra Castagnetten saa mægtigt det klinger;
Forstaaer Du det Følelsens Fyrværkeri?
Forstaaer Du de Ord, de i Klangen udstøde,
De sige, hvad Hjertet Dig siger, min Ven:
„Granattræets Blomst maa blusse og gløde,
Citrontræ, jeg tænder Dig, brænd saa igjen!
Vi favnes, vi blusse, livsalige Møde,
Og saa — Du er Aske og jeg faren hen!"
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Fra Vesterhavets Lande
Fra Vesterhavets Lande
Hen over dybe Vande
Du kom til Danmarks Strande,
Hvor Guld paa Marken groer;
Her Du i Bøgesalen
Tidt hørte Nattergalen
Og saae, ved Taget Svalen,
Symbol paa Troskab, boer.
Paa Svalens Ryg der sidder
Gud Amor, klædt som Ridder.
Forstaaer Du Fugleqvidder?
Jeg næstendeels det troer!
En Hilsen! Hvad? Og hvor?
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Christian Voigt
Alt hvad der dybt greb i min Kjærlighed,
Det saae jeg altid snart, som Boblen briste,
Du er mig kjær! og derfor klart jeg veed,
At ogsaa Dig, jeg derfor her vil miste.
O vær mig tro, i hvad der end skal skee;
Thi Du — kun Du forstaaer min bitre Vee.
Min Tro paa Mennesker i Fryd og Smerte
Staaer mægtigt bygget paa dit Broder Hjerte.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Man siger, at i Spanien Qvinden
Man siger, at i Spanien Qvinden
Har krigerisk Mandsmod og Aand;
Man siger, at Spanierinden
Har en Dolk ved sit Strømpebaand;
Man siger, — man siger saa Meget;
Tro ikke hver snaksom Tourist:
Et Barnesind, let og bevæget,
Har Spanierinden forvist,
Der er en Sladdren, en Latter,
Du seirende hæver din Haand, -
Ja, da har Spaniens Datter
En Dolk ved sit Strømpebaand.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Lille Viggo
Lille Viggo, vil Du ride Ranke?
Sæt Dig paa mit Knæ, Du søde Dreng!
Jeg hos Dig er Barn i Sjæl og Tanke;
Vi vil lege, til Du skal i Seng.
Her hos Dig jeg Barnehimlen finder,
Glemmer Alt, hvad der gjør Hjertet Vee;
Lad mig kysse dine røde Kinder,
Lad mig dog de brune Øie see!
Viis mig saa, hvor stor Du er, Du Søde!
Nei, hvor Haanden dog er buttet rund!
Smilet sidder i de Kinder røde,
Altfor smuk er dog din lille Mund!
Hver en Blomst Du kysser, som en Broder,
Taler med den, paa din egen Viis,
Hele Verden har Du i din Moder,
Hendes Skjød er Dig dit Paradiis.
Ingen seer paa Dig med mørke Blikke,
Du er Barn, Dig er man ikke vred;
Verdens vilde Strid forstaaer Du ikke,
Kjærlighed kun kjender Kjærlighed.
Jeg en smuk Historie Dig lover,
Følg nu Moder til din lille Seng!
Synge vil jeg for Dig, til Du sover,
Lille Viggo, Moders bedste Dreng!
Du maaske for mig, som ældre, synger,
Naar jeg skal til Ro den sidste Gang;
Ja, naar Jorden paa min Kiste tynger,
Syng da med den dybe Vuggesang!
Tænk paa ham, der trofast mange Gange
Gynged' Dig paa Armen op og ned.
Verden glemmer mig og mine Sange!
Mon Du glemme vil min Kjærlighed?
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
S. Meisling
Du blev i Hjemmet. I dit Hjem Du gav,
Som faa af De, der reise for — at reise.
Du gav fra Romas og fra Hellas Grav,
Hvad der som Aandens Mausoleer kneise;
Med Flid og Omhu Du os Skatten bragte,
At Du er Skjald, os Columbine sagde.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
A. Böttger
Du førte os til Byrons Guld,
Der kom en Glands fra Steenkuls-Øen,
Og af hvad selv din Sjæl er fuld,
Vi fik et Skjær i Øie-Søen,
Lad Hjertet være Skjaldens Fyr,
Flyv over hver en Sky og Skygge,
See Livet, som et Eventyr
Der kun opruller Lykke.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Langelandsk Folkemelodi
Hun mig har glemt! min Sorg hun ei see!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Vee!
Jeg vil gaae min lystig Gang,
Solen skinner jo Dagen lang,
Droslen fløiter sin Sang.
Hun mig har glemt! min Sorg hun ei see!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Vee!
Vinden bærer fra Hjemmets Ø;
Ud, derud paa den aabne Sø.
Alle Griller skal døe!
Hun mig har glemt! min Sorg hun ei see!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Vee!
Nye Lande jeg snart skal see,
Øiet græd, men nu skal det lee,
Selv om Hjertet har Vee!
Hun mig har glemt! min Sorg hun ei see!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Vee!
Solen skinner jo Dagen lang,
Maanen taus gaaer sin gamle Gang,
Hjertets Sorg bliver Sang.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Fra Qvirinalhaven
I Syd er Vintren Vaar og Vaaren Sommer,
Orangen gløder her saa guul og rund;
Men naar Erindringsfuglen til mig kommer,
Døe Sydens Træer for Sjølunds Bøgelund.
Der lever Du, der leve mine Minder,
Kun Danmark har mig Paradisets Lyst.
O gid, før Aaret under Bølgen svinder,
I Hjemmet jeg Dig trykke til mit Bryst!
Der Livets Guld-Orange for mig svømmer,
Der er den Vaar, hvorom kun Syden drømmer.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Basnæs
Der staaer en nybygt Gaard af gammel Art
Med røde Taarne tæt ved Beltets Vande.
I kjære Minder lyser den saa klart
Og siger: „Her er godt ved Danmarks Strande".
Der blev jeg hjemme mangen Sommerdag
Og naar ved Juul de hvide Bier sværmed;
Der milde Øine, ærligt Hjertelag
Den hyggelige, kjære Arne skjærmed.
Og der — det veed jeg — ved dens Arnes Fyr
Med Hjertet hører man mit Eventyr.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
To Eden's Weeping
Eden! Eden! Why do you weep?
O Eden! You have lost your sheep.
Do not grieve,
you must now believe,
soon your exile will end.
O Eden! You I'll always defend.
Deign not Eden's glory, and with Eden do not contend.
O Eden! You I'll always defend.
poem by Soren Valentine
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Schack-Staffeldt
Hvad Blomsten drømmer mangen Sommernat,
Hvad Vinden hvidsker i det grønne Krat,
Mens Morgenskyer Engene bedugge,
Fortalte Alferne Dig ved din Vugge,
Og hvad Du hørte kunde Du ei glemme,
Thi lød din Sang for os, som Alfers Stemme.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Baggrund til Vignetterne
Hvad er det vel vi kalde Poesie?
En skuffet Drøm, nu det Uendelige!
Det Enkelte, det Heles Harmonie,
Vi jo med dette lille Ord udsige.
Vort Liv, ja jeg og Du, kort alle vi
Er' Poesie!
Det stolte Fjeld, der over Skyen gaaer,
Hvor Fossen larmer over knuste Graner,
Hvor Gemsejægeren ei Spidsen naaer,
Hvor Tanken svinder og Guds Storhed aner;
Hiin herlige Natur saa høi og fri
Er Poesie!
I Gruben ved det blege Lampeskjær,
Den stille Bjergmand sidder med sin Stræben,
Han tænker trofast paa sin Hjertenskjær,
Og gamle Sange tone ham fra Læben.
Den hele Scene, Hjertets Drømmerie,
Er Poesie!
I Røg og Damp den vilde Kampplads staaer,
Her brænder Byen, hist man stormer Skandsen,
Dødskuglen gjennem Heltehjertet gaaer,
Imens det drømmer stolt om Laurbærkrandsen.
Selv dette røgomhylte Malerie,
Er Poesie!
See Slaveskibet! dybt i Rummet her
De lænkebundne, solgte Brødre sukke.
Nu er det Havblik, tyst — hvad pladsker der?
Et Liig, nu eet — og Bølgerne sig lukke.
Dødskysset da, som gjør den Fangne fri,
Er Poesie!
Naar hun, hvem Hjertet fast sig klynger ved,
Som er din Tanke og din hele Stræben,
Naar hun forstaaer din dybe Kjærlighed,
Og hendes Haandtryk siger meer end Læben,
Hvad da Du føler, fængslet, men dog fri,
Er Poesie!
Hver Barnets Drøm om Jordens Herlighed,
Den Gamles Minder, mens hun dreier Rokken,
Den glemte Qvindes stille Huuslighed,
Der sysler hjemme, tro, med Børneflokken,
Den Vildes Glæde ved et Speils Magie,
Er Poesie!
Naar Vennen Du betroer Din bittre Vee,
Og klynger Dig til ham med trofast Hjerte,
Dit varme Du faaer kun et høfligt De,
Din Tillid selv forvandler sig til Smerte,
Selv det, naar han Dig fornem gaaer forbi,
Er Poesie!
Siberien med Taage, Iis og Snee,
Omslutter ham, der stred for Frihedsfaner,
Alene, i det grændseløse Vee,
Hans Liv henvisner mellem dunkle Graner,
Hans Drøm om Frihed — Ørk'nens Dyr er' frie -
Er Poesie!
Der staaer en Klippe i det salte Hav,
Fra Skibet mangen Pilgrim den bestiger,
Man seer et Træ, en Skildvagt og en Grav,
Hvert Blik faaer Liv, men Læben intet siger.
Den dybe Stilhed her er Melodie,
Som Poesie!
Musikkens Toner, Ungdoms glade Dands,
En Verden i et Frø og i en Stjerne,
Selv Graven med sin visne Blomsterkrands,
Vort Hjertes Higen mod et ukjendt Fjerne,
Mit Liv og hvad jeg fandt deri,
Er Poesie!
Jeg følte mig, som Ørnen, stærk og fri,
Min unge Sjæl var gladest blandt de Glade,
Men Hjertets bedste Drøm er nu forbi,
Og Livets Træ staaer uden Blomst og Blade.
Mit Kald, som Digter — Hjertets Melodie -
Var Poesie!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med en Deel Sparebøsser
Hver dag læg hen som Hjertets Tavlepenge
En lille Skilling eller to,
Og du skal see, om ikke meget længe
Vil Skillingen til Daler groe.
Og Du vil, alvorsfuld og glad tillige,
Forstaae, hvad Rigdom siger nu:
Imens Soldaten Skjærmer Soldaten Danmarks Rige,
Hans Børn og Hustru skjærmer Du!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Johanne Drewsen og C. von Krieger
Ved Sundet, hvor Alverdens Skibe møde
For fulde Seil, nær Skov og Kjæmpehøi,
Der fad med Øine blaae og Kinder røde
En lille Pige med sit Legetøi;
Da kom en Officeer, saa ung, saa prægtig,
Han var i Garden, han var Husets Gjæst.
Og saa kom Tiden — Tiden, den er mægtig,
Den tænkte — men ei de — paa Bryllups Fest.
Paa Heden, hvor den yngste By her hjemme
Skjød op, da Dygtighedens Magt det bød,
Johanne sang med klar og sjælfuld Stemme,
Og til eet Hjerte allermeest det lød;
En Melodi, den varsled' Livets Lykke,
Den klang ved Sollys og ved maanklar Nat,
Den fulgte til Alhambras Pinie-Skygge
Som Hjemmets kjære, allerbedste Skat.
Spind Livets Silke! Den Betydning være
Der i, at Festen staaer paa Silkeborg;
Den grønne Myrte Sølv og Guld vil bære
Igjennem Aar, omsuust af Fryd og Sorg;
Ja, Sorger komme, men for Kjærligheden
Er der i Verden ingen Sorg for tung.
Byg op et Hjem, et lille jordisk Eden,
Hvor Kjærligheden altid bliver ung!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
C. Castenskjold
Der synges i By, paa Mark og i Skov,
Der synges den danske Landsoldats Lov!
Det Hverdags og Smaalige svinder og døer;
Men Hæderens Fugl, den har Næb, den har Kløer.
Den har Du alt fanget, det monne Dig hue;
Du straaler i Sundhed; hvad siger lidt Snue?
Selv den faaer Du næppe; Du boer som en Bæver
Med Voldgrav om Huset. En Hustru saa væver
Forvandle til Himlen dit Borreby!
Om det og om Eder vi synger i Sky.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
C. Neergaard
Paa Livets Tangenter, de sorte og hvide,
Du lystigt fra Barndoms-Landet udride!
De svulme og bæve i sød Harmoni!
Hvad nu kun de drømme, i Klarhed vil stige.
Dig Gud gav den Lykke i Toner at sige
Hvert Hjerte den qvægende Poesi.
Du Hjemmet vil huske med Frugttræer og Birke,
Den duftende Eng med den blegrøde Kirke,
Og Storken og Svalen, som fløi Dig forbi.
Men mon Du vil huske den Trækfugl, som bragte
En Hilsen til Dig og et Blomsterblad lagde
Foran Dig til Tak for hver Melodi?
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Efter Krigen
Det nye Aar kommer susende
Over Vandene.
Er Du rige Fugl, der brusende
Kommer ind i Landene,
Glædevinkende?
Er Du fattige Fugl, der linkende
Kommer med Sorg og med tunge Kaar?
Kan Du bedrøve meer end det gamle Aar?
Kan Du hugge i Hjerterne dybere Saar?
Hvad skal vel nævnes som din Bedrift,
Naar Du staaer omtalt i gammel Skrift?
Hvad mon vel Herren ved Dig os sender?
Vor Bøn kan os styrke i al vor Vee,
Men ikke forandre, hvad der skal skee.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ved Festen for Architekt Bindesbøll
Som Du tænkte det staaer nu Museet,
Klart vi have for os din Idee!
Stille gjemmer i sig Rosentræet
Tanken til den Blomst vi siden see;
Og vort Hjerte slaaer ved dette Skue,
Sangen runger over Sund og Bugt,
Det gjør godt at føle Hjertet lue,
Juble for hvad dygtigt er og smukt!
Livet leves skal! hvo ret har levet
Friskt og sundt i Tanke, Daad og Gud,
Han sit Navn i Verdens Bog har skrevet,
Fuldendt sin Mission, sin Skabers Bud!
Danmark fik en Skat, Du Caps'len bragte,
Mangt et Kunstværk, skabe Du lig den!
I vort Øie Gud en Guldmønt lagde,
Glædens Guld, tag din Betaling Ven!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!