Christian Voigt
Alt hvad der dybt greb i min Kjærlighed,
Det saae jeg altid snart, som Boblen briste,
Du er mig kjær! og derfor klart jeg veed,
At ogsaa Dig, jeg derfor her vil miste.
O vær mig tro, i hvad der end skal skee;
Thi Du — kun Du forstaaer min bitre Vee.
Min Tro paa Mennesker i Fryd og Smerte
Staaer mægtigt bygget paa dit Broder Hjerte.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Fortrøstning
Ei Nogen veed, hvad imorgen skeer,
Alene Gud Herren det veed og seer;
Men naar det for Danmark saae mørkest ud,
Kom altid Frelse og Hjælp fra Gud.
Da Landet laae splittet og reent faldet hen,
Opmandet det blev af Niels Ebbesen;
Gud Herren ledte vor Velfærds Sag,
Og hele Danmark saae Atterdag.
Det er en Storm-Nat, høit Søen slaaer,
Vort lille Fartøi paa Dybet gaaer,
Men Gud, Vorherre ved Roret staaer,
Han raader, hvad ogsaa end Mennesket spaaer.
Ei Nogen veed, hvad imorgen skeer,
Alene Gud Herren det veed og seer;
Men naar det for Danmark saae mørkest ud,
Kom altid Frelse og Hjælp fra Gud.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den bedste Drøm
Hvad Hjertet her sig klynger til,
det lægges snart i Kiste;
selv Venskab er et Gaadespil,
hvor Traaden let kan briste.
Den bedste Drøm dog Hjertet veed,
det Drømmen er om Kjærlighed,
den skal man drømme jo som ung,
hvert Hjerte til den trænger,
den er saa smuk og dog saa tung,
at tidt den Hjertet sprænger.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Livet en Drøm
Til Vennen
Du kjender Grunden til min dybe Smerte,
Du kjender hver en Tanke i mit Bryst;
Jeg holder fast ved Dig med Sjæl og Hjerte,
O vær mig tro, i Smerte og i Lyst!
Mit stolte Haab, jeg saae som Boble briste,
O lad mig ikke Venskab ogsaa miste!
Dit aabne Blik, Dit barnlig' rene Hjerte,
Og hun — vor Søster — bandt mig fast til Dig;
Nu er hun død — jeg saae Din stille Smerte,
Imens Din Læbe vilde trøste mig. -
— — O Broder, Livets bedste Bobler briste,
O lad mig ei Dit stærke Venskab miste!
Nei, Du er tro! — hvor mildner Du min Smerte!
— Mens nu Du trykker broder-ømt min Haand
Med Blik mod Blik og Hjerte imod Hjerte,
En mægtig Tanke stiger for min Aand,
Den bringer Fryd og Veemod uden Lige,
Og hvad den seer, vil Læben Dig udsige.
1
I det store Verdens-Rum, over Sol og over Stjerne,
Høit, hvor ingen Tanke naaer, i det Blaae, umaalte Fjerne,
Leve gjennem Evighed Aandehærens Myriader,
Fuld af Kraft og Kjærlighed, skabt af Naadens store Fader.
Deres Kamp Begeistring er, deres Længsel Kjærligheden;
Begge voxe Stund for Stund, gjennem hele Evigheden.
Feile de, da straffer Gud hine faldne Aandeskarer,
De maae slumre, slumre dybt; — men det kun Minutter varer.
Kort kun standses Aandens Flugt, snart den atter fri kan svæve,
Drømmen i hiin Straffe-Søvn, det er Livet her vi leve.
Er endogsaa Drømmen smuk, eie vi al jordisk Lykke,
Den er dog en Skygge kun, mod hiint Liv, hvor vi skal bygge!
Døden her, er Livet hist, snart er Straf og Drøm tilende,
Men i Drømmen her, kun svagt Aanden kan sig selv gjenkjende.
2
Døden kalder. — Sprængt er det jordiske Baand.
Drømmen er endt. Fri svæver den mægtige Aand,
Mindes sin Drøm og svimler i svulmende Lyst.
Nu er hun hans! — See, Bryst imod Bryst,
Læbe ved Læbe, og Øie mod Øie,
Svæve de elskende Aander gjennem det Høie.
Een er kun Tanken, een deres Stræben;
Som Toner flyde Drømmen fra Læben,
Drømmen om Jordlivet her,
Den vi drømme enhver:
„Underligt jeg nylig drømte,
og jeg var — jeg veed ei hvor!
Jeg var i et Legem fængslet,
var ei længer fri og stor;
Følte Tvivl og Sorg og Længsel,
som den aldrig føles her,
Til en Klode var jeg bundet,
Hjemmet var saa snævert der.
Dunst og Taage, livløs Glimmer,
var dens hele Herlighed;
Jeg var Barn, og jeg blev Yngling,
kjendte ei til Kjærlighed;
Saae ei Dig, nei ung og modig
i min tunge Larvedragt,
Fyldt med Anelse om Himlen,
spøgte jeg med Jordens Pragt;
Loe af Sorgen, som af Glæden,
„Kaadhed" kaldtes det at lee,
Thi for Støvets tunge Larve
Hjertet kan ei Hjertet see.
Underlig mit Indre brændte,
sært jeg tumlet mig omkring,
Tidt mit unge Hjerte blødte,
men det var kun Hverdags-Ting.
Da engang — jeg klart det mindes,
Jorden stod i Sommer-Pragt,
Dig jeg fandt, og mig Du ligned',
Fængslet under Larvens Dragt.
Men, alt første Gang vi mødtes,
følte jeg, at det var Dig;
Og jeg saa Din Kind at rødme,
skjøndt Du kjendte ikke mig.
Du var min, i Sjæl og Tanke,
inderlig jeg bad til Gud;
Ei jeg kunde mig løsrive,
skjøndt Du var en andens Brud.
Dog jeg vilde Flammen dæmpe,
nøde Hjertet til at lee,
Men vi maatte atter mødes,
mødes til vor bittre Vee!
I Dit barnlig, fromme Øie,
Sjælens dybe Stemme laae,
Aldrig dog Din Læbe sagde,
hvad jeg i Dit Øie saae.
Pligten var Dig høi og hellig,
og vi maatte skilles ad;
Dybt Du græd — men kun som Søster, -
aldrig blev mit Hjerte glad.
Dig jeg leved', Dig jeg tænkte,
Du kun i mit Hjerte laae,
Livet var saa langt, saa bittert,
Dig jeg aldrig mere saae.
Tidt jeg sang i stille Smerte,
— Ungdoms-Lunet var forbi;
Mængden hørte Sangen stige,
kaldte Smerten: Poesie!
Saadan svandt der Aar og Dage,
Døden bar jeg i mit Bryst.
— Døden endte Nattens Drømme,
og jeg vaagner nu i Lyst;
Du er min! vi skal ei skilles,
mægtig svulmer Tankens Strøm;
Alle Himlens Himle tone:
„Jordelivet er en Drøm!""
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Efter Krigen
Det nye Aar kommer susende
Over Vandene.
Er Du rige Fugl, der brusende
Kommer ind i Landene,
Glædevinkende?
Er Du fattige Fugl, der linkende
Kommer med Sorg og med tunge Kaar?
Kan Du bedrøve meer end det gamle Aar?
Kan Du hugge i Hjerterne dybere Saar?
Hvad skal vel nævnes som din Bedrift,
Naar Du staaer omtalt i gammel Skrift?
Hvad mon vel Herren ved Dig os sender?
Vor Bøn kan os styrke i al vor Vee,
Men ikke forandre, hvad der skal skee.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed
Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed,
Fra hende, som opfylder helt din Tanke,
Din unge, friske, stærke Kjærlighed!
Dets Duft fik strax mit Hjerte til at banke.
Det var en Rosenknop fra Hjertets Grund,
En Uskylds Lillie, hvori Sukket bæved;
Paa hendes Navn jeg trykkede min Mund,
En stille Bøn dybt fra mit Bryst sig hæved.
O, det at kunne ganske tabe sig
I Andres Lykke, som den var vor egen,
Er saa livsaligt! Jeg omfavner Dig,
Min egen tunge Sorg en Stund er vegen.
O drøm en deilig Drøm, og da Du veed
Hvad jeg har læst i Hjertet paa din Lillie.
Hold fast ved Gud, han selv er Kjærlighed!
Paa Jorden og i Himlen skee hans Villie!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Phantasie ved Vesterhavet [Er disse høie, sorte Masser Fjelde? ]
Er disse høie, sorte Masser Fjelde?
Nei! fremad styrte de med Vælde,
Og Sneens Dynger paa den høie Tinde,
Snart stige, snart forsvinde!
— Er det da Skyer, som i Dalen svæve,
Og nu med eet sig høit mod Himlen hæve?
Nei, det er Havet! — hør dets dybe Sang,
Ei hørte Øret før slig Orgelklang,
Den ryster Sjæl og Tanke,
Thi her er alting stort og uden Skranke.
— Hvad gjemmer Du, o Bølge, i Dybets Bugt?
Hvad saae Du paa Din stolte Flugt?
Hvad hørte Du? — Du Jordens Vugge, Jordens Grav!
Herlige Hav!!!
— Din Bølge saae ved Nordens Pol
Den ei synkende Sol,
Iisbjergenes evige Lag!
Den følte Æquators brændende Dag;
Den hviled' stille, udbredt som et Klæde
Om Øen, hvor Pilene græde!
Den hørte paa Klippens, paa Sandets Kyst,
Hvad dybt der sig rører i Menneskets Bryst;
Den sang jo omkap med hver Fugl paa Green,
Og gik over Perler og Dødningebeen.
Den skued' ved Luftningens Strømme ved Stormenes Chor,
Verden saa undrende stor!
Ja stor Du hæver Dig selv i Din Vugge og Grav,
Herlige Hav!
Og dog, hvad er vel Du, mod Himlens store Sø,
Hvor Jorden staaer kun, som en lille Ø,
Hvor Sol og Maane, ja, hvor hver en Stjerne,
Som Øer ligge udspredt i det Fjerne!
Og hvad er atter denne store Vrimmel?
Een Draabe kun i den uendelige Himmel!
— Nu fatter jeg først klart hvad Døden bringer
Paa Cherub-Vinger!
Thi bruus kun, vilde Hav, opløft Din Kjæmpe-Vove,
Med Dig og Stormen, jeg min Gud vil love!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ved en Vens Afrejse til Paris!
Ved en Vens Afrejse til Paris!'
Mel. Jeg er et Søndagsbarn!
Hør Venners Stemme: drik og spiis!
Thi snart, saa er Du i Paris,
Og nyder der, ja, Gud veed hvad,
Men det er ei den danske Mad!
Paa Boulevarden skal Du gaae;
Gud give at vi saae derpaa!
I Omnibus og i Coucou,
Hvo er saa lystig vel, som Du!
Vi see Dig alt halv udenlandsk,
Grisetter smaa Dig lære Fransk;
Du reiser bort som Nordens Iis,
Men kommer hjem som — ak Paris!
Du oversættes skal paa Fransk,
Originalen er dog Dansk,
Dit Træk med Hovedet, dit Smiil -
Nei, aldrig glemmes det Emil!
Skjøndt Hjertet sidder lidt paatvers,
Skal Visen aande kun Comers!
Igjennem Taarer kan man lee!
Farvel! farvel! det Bedste skee!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
En Stemning
Hvad der skal skee, det skeer, derpaa jeg troer
Og giver mig Vorherre hen i Fæste,
Tryg svøber jeg mig i mit „Fadervor",
Skee, hvad der maa! Hvad Gud vil, er det Bedste.
Paa ham alene bygger jeg og troer,
Han taler til mig gjennem alt det Skabte;
Af ham min bedste Deel jo i mig boer,
Hvis det jeg tabte, Paradiis jeg tabte.
Det lyser ind i Sjælen, hvad jeg fik,
Hver Naadegave udenom og inde,
Hvert Alvors og hvert Letsinds Øieblik,
Hvad jeg har tabt og vundet og kan vinde.
„Udødelighed"! Tanken er saa stor!
Men „Evighed" og det „Uendelige"
Er større, ubegribeligt — og hvor
Erkjendes ikke de som virkelige!
Udødelighed! Du har i din Haand
Retfærdighedens Vægtskaal; Du maa være!
I Dig jeg siger, under Smertens Baand:
„Det Bedste skeer! Gud Herren Priis og Ære!"
Men giv mig Styrke, Herre, i min Nød,
I Lykkens Dage, og naar tungt jeg lider!
Hvad der skal skee, det skeer, som Gud det bød;
Men Gud vil kun det Bedste alle Tider.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
December
'Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hierte.'
*
(Juleaften).
Ungersve nden.
Dybt i mit Hjerte, hvor hun boer,
Et mægtigt Juletræ der groer,
Og det for hende ene.
Med Tankens Stjernelys det staaer,
Og Troskabs-Fuglen lifligt slaaer,
Bag Haabets grønne Grene.
Alt, hvad jeg har paa Jorden her,
Det finder hun paa Træet der,
Alt er for hende ene.
Jeg skal i Aften hende see,
Der leges Juul, hvo veed, maaskee
Hvad Himlen der mig bygger,
See hendes Sødskende, de Smaae,
Alt lyttende ved Døren staae,
Mens deres Træ hun smykker.
Børnene i Kammeret.
Waldemar.
Saae Du det store Træ, der kom igaar?
Jeg veed, nu er det plantet op derinde.
Og veed Du hvad? Det midt i Salen staaer,
Saa meget Stads paa Grenene de binde.
Jeg troer jeg faaer en nydelig Husar,
Og saa et Buur til begge mine Skader.
Jonna.
Men Jesu-Barnet aldrig seet jeg har,
Han kommer jo deroppe fra Gud Fader,
Og bringer os den hele Stads hvert Aar,
Hvor kan han komme ned og det saa stille?
Mon ogsaa Broder Viggo noget faaer,
Mon Jesu-Barnet veed, vi har den Lille?
Louise.
Det kan Du sagtens troe, til lille Broer
Han ogsaa noget deiligt Stads vil sende,
Han kom jo ned fra Himlen, sagde Mo'er,
Og saa maa Jesu-Barnet ham jo kjende.
*
(Gjenboens Huus).
(En gammel Pebersvend sidder ved Vinduet og seer over til dem).
Nu tændes Lysene paa Juletræet,
Ved Døren Børneflokken lytter til;
Tæt ved hverandre halvt de bøie Knæet
Og gjennem Nøglehullet titte vil.
De lykkelige Smaae! sødt Hjertet banker,
Ja, Fa'er og Mo'er er ogsaa glad' som de -
Og jeg - hvorfor de tunge, mørke Tanker,
Jeg kan jo gjennem Ruden Glæden see. -
- Lidt maa jeg aande paa den! Glasset fryser;
Iisblomsterne saa stærkt i Øiet skjær'. -
Hvor deiligt dog nu Juletræet lyser,
Hvor salig er dog Barne-Glæden der!
Hos mig - O, hvilken ganske anden Scene!
Som Fremmed selv hos Vennerne jeg staaer;
Med Sorgen, som med Glæden er jeg ene,
Ei noget Hjerte ved mit Hjerte slaaer.
'En gammel Pebersvend', mig Verden kalder;
'O, han har aldrig kjendt til Kjærlighed!'
Nei, det var kun en Drøm i Ungdoms Alder,
Og hvad veed Verden om min Drøm Besked!
Jeg var ei smuk, jeg var ei blandt de Rige,
Og til den bedste Blomst dog Øiet saae;
'Vær min!' jeg drømte, voved' halvt at sige; -
Hvad kan man ei i Drømme falde paa!
I Rosens Rødmen Haab jeg vilde finde,
En anden kom - jeg saae endnu paa den.
Jeg saae, hvordan han Rosen monne vinde,
Og nu - er jeg en gammel Pebersvend.
*
De fattige Børn paa Gaden
(synge).
Barn Jesus i en Krybbe laae,
Skjøndt Himlen var hans Eie;
Hans Pude her blev Hø og Straa,
Mørkt var det om hans Leie!
Men Stjernen over Huset stod,
Og Oxen kyssed' Barnets Fod,
Halleluja, Barn Jesus!
Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hjerte,
Til Barnet vil vi stige ind,
Og blive Børn i Sjæl og Sind.
Halleluja, Barn Jesus!
Digteren.
Nu til Enhver man Julegave skjænker,
Alt aander Glæde, Kjærlighed og Sang,
Hvad tør jeg bringe Dig, som Hjertet tænker,
Hvad tør jeg bringe første, sidste Gang?
Min Glædens Palme blev en bladløs Tjørn,
Da den sig stolt til Solen vilde hæve! -
Tag mine Digte, det er Hjertets Børn,
I Kjærlighed de blev, i den de leve;
De nævne Dig, - de flyve mod din Favn, -
Men tør ei sige deres [rettet fra: Deres] Moders Navn!
Som Pelikanen for dem hver jeg stod,
I Kjærlighed jeg følte Hjertet bæve.
Jeg har dem diet med mit Hjerteblod,
Og jeg maa døe! - hvo veed, om de skal leve?
*
(Julestuen).
Værten.
Nu Presenter til Enhver
Jeg vil dem fremvise!
Men bemærk, med hver især
Følger en Devise!
Ungersvenden.
Gid jeg dog et Haandtryk fik
Til Present fra Lise,
Og et ømt, et kjærligt Blik
Fulgte som Devise.
Studenten.
Granske, føle, muntert lee,
Aand og Skjønhed prise,
Esse non, videri, see,
Det er min Devise!
En ung Herre.
Nys gik Hjertet med! O Gud,
Det var en Betise.
Alting har jeg feiet ud,
Det er min Devise!
Mo'erlille.
Barn, betænk Du hver en Stund,
De Din Skjønhed prise:
'Sukkermund har Gift i Grund',
Men ei til Devise. -
En Søeofficeer.
Danske Sømands Trofasthed
Aldrig kan forlise.
Hjertet paa det rette Sted,
Det er hans Devise!
En Enke.
Livets Held en Mand mig bød,
Slig Present vi prise.
Gud skee Lov, min Mander død,
Det er min Devise!
Allesammen.
Man sig lidt fornøie maa,
Drikke godt og spise.
Glæden skal man holde paa,
Som en god Devise.
*
(Midnat. - en Kirkegaard).
Elskeren.
Kun Vint'rens Friskhed, ei dens Gys,
Har i mit unge Hjerte Sæde,
Smukt Himlen staaer med Julelys,
Og i mit Bryst er Juleglæde.
Hun elsker mig, hun kommer her,
Bag Kirken loved' hun at møde;
Hvo Kjærlighed i Hjertet bær',
Ei frygte kan for Gravens Døde.
De stige i det hvide Lag'n,
Jeg hører dem, saa dybt de sjunge;
Thi Julenat, det er et Sagn,
Faaer Alting Liv og Alting Tunge.
*
De Døde.
(medens de dandse rundt om Gravene).
Maanen skinner rund og klar,
Men, at her vi svæve,
Det er kun en Drøm, vi har,
Døde kan ei leve!
Tungt og haardt vort Tag er lagt,
Stuen er saa lille,
Fire Fjælle er vor Pragt,
Der er tyst og stille.
Dybt vi sove, Aar med Aar
Døer i Tidens Strømme,
Kun ved Midnat Hjertet faaer
Sine stærke Drømme.
Let som Taage, hvid som Liin,
I de Dødes Have
Dandse vi ved Maaneskin
Om de sorte Grave!
At ved Maanen rund og klar
Lysteligt vi svæve,
Det er kun en Drøm, vi har,
Døde kan ei leve!
Elskeren.
Nei, det er ei Drømmerie,
Jeg seer Eder svæve!
De Døde.
Det er kun Din Phantasie,
Døde kan ei leve!
Elskeren.
Jo, som Aander her I gaae
I de dunkle Gange.
De Døde.
Det er fælt at høre paa.
Ak! Du gjør os bange!
Gaae vi da igjen, o vee!
Siig det, Du, som lever.
Hu, er jeg et Spøgelse?
Skræk mig gjennembæver.
(de flygte ned i deres Grave):
Elskeren.
Kjærlighed forjager kjæk
Fra sit Stevnemøde
Hver en Frygt og hver en Skræk,
Ja, selv Gravens Døde.
Hun er ikke langt herfra,
Sees hun i det Fjerne,
I mit Hjerte tændes da
Glædens Jule-Stjerne!
Tiden.
Tys! tys!
Aarene brat henrinde;
Som et Suk, som et Kys,
De forsvinde.
Mit Gjenfærd.
(paa min Grav).
'Vær glad, mens Lampen ei er slukt;
At leve her er dog saa smukt.
Da skinner Solen lys og varm,
Da rækker Pigen Dig sin Arm,
Og om ei Hjertet følger med,
Du troer dog, det er Kjærlighed. -
- For hvad mit varme Hjerte gav,
Jeg fik - en kjølig, stille Grav;
Mens Solen skinner varm og stor,
Og Fuglen synger, Blomsten groer,
Jeg sover dybt, - min Gang er endt, -
Og Ingen har den Døde kjendt!'
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
En Glædes-Fest i Dag vi har
En Glædes-Fest i Dag vi har,
Og jublende vi komme,
Thi Sløret brast for Øiets Glar,
Den mørke Nat er omme,
See Skoven dog hvor deilig grøn,
Og Hjort og Hind derinde;
Du seer din Fest, saa lys og skjøn,
Vor Moder, vor Veninde.
Igjennem Rummet, denne Dag
Gaaer Hjerte-Melodien,
Du hører Sønners Hjerte-Slag
Fra Themsen og fra Slien,
De er Dig nær og Du det veed,
De juble med herinde,
Gud signe Dig, vor Kjærlighed,
Vor Moder, vor Veninde!
Alt hilser Dig med Lysets Glands,
Det Dybe og det Høie,
Den grønne Mark og Stjerners Krands,
Og Glæden i vort Øie;
Snart Kampens Sky fra Danmark gaaer,
I Fred skal Dagen rinde,
Da dobbelt lys Dig Verden staaer,
Vor Moder, vor Veninde!
I Landet Fred, paa Havet Fred,
Fred i hvert sorgfuldt Hjerte!
Hvor ærlig Villie holder ved,
Gaaer Glæde frem af Smerte.
I Taalmod, og det milde Sind,
Du saae din Nat forsvinde!
Guds Solskin i dit Hjerte ind,
Vor Moder, vor Veninde!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Nytaars-Aften 1850
Endnu en Sang i dette Aar,
Snart har det selv udsjunget,
Men det har sjunget: Dansken slaaer,
Saa det i Verden runged'.
I Slægter lyde skal det Qvad,
Hvad Landsoldaten kunde
Ved Idsted og ved Frederiksstad
Foruden ved Midsunde.
Tak gamle Aar, flyv fri og let!
Hvad vil din Broder bringe?
— Det Øie lee, som før har grædt,
Og Fredens Harper klinge!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Stormen
Som i en Søvn ligger Luften og Havet,
Ingen Bølge man seer,
Kun døsigt svulmer Fladen og synker igjen;
En enkelt Luftning gaaer, som en Skygge,
Over de slappe, hængende Segl;
Men den hvidgraae Maage
Flyver i Kredse om Skibet
Og med hæse Skrig den fortæller
Hvad Dybet nu drømmer. -
En Kastevind griber i Seilet,
Med Larmen det svulmer, men synker døsigt igjen,
Som den trætte Vandrer,
Der kaldes ved Midnat fra Leiet,
Vaagner, men sover atter igjen, -
— Nu dæmrer Natten og fjernt i Nordvest
Staaer et Bjergland af Skyer hvor Stormene bygge;
Det stiger med Mørket,
Og Lynstraalen leger, som glødende Lava,
Over Bjergenes Rygge.
Nu Havet er vakt af sin dybe Slummer,
See, Bølgen dandser til Stormenes Sang
Men sort, og med sølvhvidt Skum er den klædt,
Og underligt dybt og veemodigt den sukker,
Thi den veed, at i Nat,
Mangen livsglad Søgut og trofaste Søn
Skal den trykke, som Liig, iiskold og hvid,
Fast til sit Hjerte.
See derfor svulmer dens Barm og de store Taarer
Falde som Støvregn hen over Skibet.
Men høit deroppe,
Høit i den gyngende Mast,
Sidder den modige Skibsdreng, hans Lokker flagre,
Og stille skuer han over de svulmende Bølger.
— Aldrig før saae Du Havet saa mørkt,
Aldrig Lynet saa klart;
Som Fjeldmasser hænge de truende Skyer
Over vort Hoved',
Og Havet løfter med stærke Arme
Skibet, som var det en Fjer kun,
Høit, saa høit det slynges i Luften,
Som skulde det knuses mod hine Fjelde;
Men Menneske-Hjertet klynger sig fast til sin Gud,
Og ved hver truende Bølge, det løftes
Høiere, nærmere ham,
Algodhedens Fader.
Dybene sukke med Skyens Bjerge,
Dog mere dybt
Sukker eet Hjerte, et Ungdoms-Hjerte.
Seer Du i Stormen, Skibsdrengen høit
I den svaiende Mast?
Veed Du hans Længsel og Savn,
Hvad Hjertets Brændinger tone?
„I Hytten hos min Moder
Der var dog ei mit Hjem
Bestandig vilde Hjertet,
Kun frem og altid frem.
Min Moders Hjord jeg græssed'
Da i den grønne Dal,
Men Hjertet følte Længsel
Til Skovens Bøgesal.
Først græd jeg høit af Glæde,
Saa længtes jeg igjen,
Og Hjertet fløi da atter
Til Hyttens Hjemstavn hen.
Nu misted' jeg min Moder,
Det knuste Barnets Lyst;
Jeg ene stod i Verden,
Med Smerten i mit Bryst.
I Dalen var saa snevert,
Jeg stræbte modigt frem,
Men oppe høit paa Bjerget
Var heller ei mit Hjem.
Da saae jeg Havet for mig,
Og Himlen var saa blaae,
Det var, som al min Længsel
Bag Horizonten laae.
Da foer jeg over Bølgen,
Til fjerne Lande frem,
Men ingen, ingen Steder
Fandt Hjertet der sit Hjem.
Og dog kan Hjemmet findes
Paa denne store Jord,
Men Hjertet tør ei sige
Det dybe Trolddoms Ord." -
Saa toner det dybt i hans Bryst, uden Ro, uden Fred.
— Og Skibet flyver i Stormen, over Bølgen, afsted.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Avis aux lectrices
Jeg savner noget! — skal jeg Navnet sige?
Det er just ikke af en sjelden Slags;
Jeg savner — ja — en lille, bitte Pige -
Ak, Herre Gud! nu leer man ad mig strax!
Tør jeg da aldrig elske, aldrig sværme?
Hvad? Er jeg ikke gammel nok dertil?
Gud veed, jeg vil jo ei en Sjæl fornærme,
Nei holde af, det er jo det jeg vil!
Enhver Poet, selv ganske smaae Personer,
Har sig en Kjærest; — det maa være rart!
Man er ulykkelig, man sukker og man daaner,
O, jeg maa med! og jeg maa med lidt snart.
Men endnu har jeg ingen ret i Sigte,
At jeg kan blive for min Længsel qvit;
Gud veed, jeg sværmer nok for mine Digte,
Men Herre Gud, det er mig dog for lidt!
Nei jeg maa eie — hvad jeg nu vil sige -
En Kjæreste, saa faaer vist Hjertet Ro;
En lille, kun en ganske lille Pige,
Thi jeg er stor nok for os begge to!
O, kom! lad ei det søde Haab mig svigte;
Thi Kjærlighed dog klæder Folk saa net.
Men Du maa rose alle mine Digte,
Thi jeg slaaer op, saa snart Du glemmer det!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hytten
Hvor Bølgen høit mod Kysten slaaer,
En ganske lille Hytte staaer,
Men rundt om paa det hele Næs,
Man finder ei en Plet med Græs,
Kun Himmel, Hav og nøgent Sand
Omgiver Hyttens Drømmeland;
Der kan man Paradiset finde,
Thi Kjærligheden boer derinde.
Ei Sølv, ei Guld man finder der,
Men to, som har hinanden kjær,
See Kys og Smiil paa Læben leer,
Og Øiet dybt i Øiet seer;
De tale ei det mindste Ord,
Glemt er den hele, store Jord,
Med al dens Kamp, dens Fryd og Smerte,
Her svulmer Hjerte kun mod Hjerte.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Længsel med Potterne
Hist hvor man kun seer Lyngen groe,
Der laves Jydepotter jo!
Der laves store, laves smaae,
Paa Vognen snart de pakked' staae,
Og see, med Potter rigt begavet,
Den reiser langveis over Havet.
Ak see, nu kjører den afsted!
Og Pottefaderen er med;
Hans lille Dreng ved Døren staaer,
Med nødbrun Kind og gule Haar,
Han seer paa Vognen, som nu kjører,
Og sært det i hans Bryst sig rører.
Han føler, nei, han veed ei hvad!
Med Potterne han reise gad,
At see Soldater, Skov og By,
Med Kirketaarne høit mod Sky;
Ja Havet med de stærke Strømme,
Og Alt, hvad han kun saae i Drømme.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Romance af Festen paa Kenilworth
Hyrden græsser sine Faar,
Gjærdet er hans Throne,
Solen Purpur om ham slaaer,
Maanen er hans Krone.
Hvad mon vel han tænker paa?
længe taus han stod og saae
frem i Aftenstunden.
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
Kongens Datter, stolt og fiin,
staaer i Kongeborgen;
Silke, Guld og Hermelin
skjule ikke Sorgen.
Tanken, som en Fugl saa let,
flyver, bliver aldrig træt,
synger: „Jeg har funden!"
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
Vind og Blomst, svar, hver især,
kommer hun dog ikke?
Vinden hvisker: „Hun er nær!"
Blomsterne de nikke.
Skjult en Sti fra Slottet gaaer,
Fuglen høit bag Krattet slaaer:
„Han har hende funden!"
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hjertetyven
Bekjendt er Amor jo; det slemme Skarn!
Man ham afmaler som et deiligt Barn
Med Piil og Bue, samt med store Vinger;
Men det jo næsten som en Fabel klinger,
Hvor kan man tro han saadan vilde gaae,
Nei, Gud bevares! han har Klæder paa;
Og for hver Gang han et Partie vil stifte,
Saa veed han snildt sin hele Dragt at skifte.
Den unge Pige allerhelst ham seer
Klædt, som Student, hvad eller Officeer;
Og disse, ja, det falder nu saa lige!
De see ham atter allerhelst som Pige.
I Grunden er han, ja, fra Taa til Top,
En Tyveknægt, der burde klynges op.
— Den første Gang jeg saae ham for mit Øie,
Var jeg endnu en Dreng og gik i Trøie;
Jeg leged' Skjul med nogle andre Børn,
Ved Plankeværket stod en Rosentjørn,
Der krøb jeg ind, man kunde mig ei finde,
Thi ganske stille sad jeg jo derinde;
Da kom vor Naboes Lise — og hvad meer?
Vor Indqvartering — han, den smukke Officeer!
Men hvad de talte om, det veed jeg ikke,
Kun saae jeg alle Roserne at nikke,
Og midt i een af dem, som hang
Ud over Plankeværket — tænk en Gang!
Der sad — ja ganske underligt det klinger!
Der sad en Officeer, knap som en Finger,
Med Knebelsbarter, Sabel og Kasket,
Der ligned' Officeren paa en Plet!
Jeg saae, hvor Rosen gyngede i Vinden,
Saa at den Lise slog paa Næsen og paa Kinden,
Derfor den store Officeer den brød,
Og Lise tog den, men var ganske rød.
Vips, fløi en Sommerfugl paa smukke Vinger,
Det Amor var — og med sin lille Finger
Han bød mig være taus med hvad jeg saae;
Thi der blev kysset, og jeg saae derpaa!
Jeg siden traf den lille Amor ofte,
Snart var han silkeklædt, snart i en Vadmels Kofte;
Men jeg, som ældre, mærkede nu snart,
At, hvad han gjorde, var just ei saa rart,
Thi lovede jeg høit, i hvor det vilde gaae,
Paa mig han skulde aldrig Fingre faae.
Det svoer jeg høit, den Tid jeg gik til Præsten,
Og nu — ja, vil I bare høre Resten! -
— Ved Bondebyen, hist hvor Præsten boer,
Er der en Hasselskov, den er ei stor,
Men Øiet taber sig i Jordbær-Vrimlen,
Der kom jeg just i Dag, — høit Solen stod paa Himlen,
Bag Buskene en Bondedreng jeg saae,
Der gik og samled' Jordbær paa et Straae,
Jeg samled' selv mig Haanden fuld og spiiste;
Den Lille mig sit fulde Græsstraae viiste,
Og som vi stod', kom vi i Passiar;
Da var det, som man mig i Hjertet skar,
Jeg blev saa løierlig — høit lo Krabaten,
Thi Bondedrengen var den lille Satan.
Det var ei Jordbær, nei! men Hjerter smaae,
Han alle havde trukket paa sit Straae;
Det mærkede jeg nu, og mellem disse,
Mit eget arme Hjerte var tilvisse!
Jeg skjændte, græd og bad, men høit han lo,
Og svarede mig kun et kort: „jo, jo!
See, disse Hjerter jeg i Dag har faaet,
Og dit, det er det sidste her paa Straaet."
Paa disse Ord især han lagde Vægt,
Og løb saa bort, den slemme Tyveknægt!
Jeg løb saa godt jeg kunde, strax bag efter,
Og skreg, og skreg igjen af alle Kræfter,
Men altfor snart han mig af Øie kom.
Nu kan jeg tænke, løber han vel om,
Fra Dør til Dør, med sine stjaalne Hjerter,
Og hvad især der allermeest mig smerter,
Faldbyder mit til baade den og den;
Nu maa jeg see at stjæle det igjen!
Hvis ingen kan og vil mig et forære?
Thi hjerteløs, det kan jeg ikke være!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ved en Forestilling af Familien Price
Nu er det Vinter, det vi Alle føle,
Og har vi ikke Snee, saa har vi Søle,
Fælt raakoldt, Storm, og Taage der kan smages,
Og Aftnen kommer naar Middagen dages.
En saadan Tid, indsvøbt i Taagemassen,
Har Trang til Trylleri — og Skuepladsen
Er Tryllekredsen — her staaer Skoven grøn,
Her skinner Sommersolen varm og skjøn,
Musikken klinger, Blomsten staaer i Flor,
Og midt i Sommertiden man sig troer!
Velkommen her til Scenens Tryllekreds,
Kom med et venligt Sind, bliv veltilfreds.
Ei Holbergs Lune klinger her for Folket,
Ei Nordens Old, som Oehlenschläger tolket,
Ei Vaudevillen spøgende og let;
Nei, noget Mindre vil man kalde det,
En Billedrække, som fra Syden kom,
Og som Kaleidoskopet vexler om
Med altid samme Treklang, samme Mine,
Pierrot, og Harlekin og Colombine.
Det Dumme og det Snu i Kamp herneden,
En Skytsaand følger altid Kjærligheden.
Vi bringe altsaa hvad de Alle kjende,
Fra første Scene og til det maa ende.
Det er som om vi ned fra Hylden tog
Ved Vintertid en gammel Billedbog,
Der moret Fae'r og Moe'r da de var smaa,
Og os, som Børn — ja hvad vi dengang saae
Med Barnesind, i Glædens korte Time,
Betragt igjen i den gamle Pantomime.
Engang om Aaret tages Bogen ned -
Betragt den med den gamle Kjærlighed.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Du evige Gud, saa kjærlig og god!
Du evige Gud, saa kjærlig og god!
Send Du mig dit Lys for min usikkre Fod,
Lys ind i mit Hjerte, det vil kun det Rette!
De Skriftens Tjenere slette fast ud,
At Du er den eneste, eneste Gud;
Hvad Christus mig lærte, jeg skal ei forgjette,
Men Du kun er Herren, der er kun een Gud!
Du talte i Sønnen, Du Frelse os bragte,
I ham Du lod fødes, i ham Du lod døe.
Lys ind i mit Hjerte, derinde Du lagde
Et Sandhedens levendegjørende Frø.
Jeg kæmper, jeg svimler, dog eengang jeg havner;
O lad det gaae op for mig hvad jeg savner!
Mig Christendomslæren er Kjærlighedslæren,
I den kom Du til os! Dig Magten og Æren!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til H. S. [Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet]
Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet;
For Faa jeg led og følte som for Dig!
Du til din Lykkes første Maal er naaet,
Og der — hvor kan Du sørge da med mig!
Det skal Du heller ei, — men det mig qvæged,
Ifald jeg saae, at Du forstod mit Savn.
To Dage sad jeg ene, dybt bevæget,
Tidt paa min Læbe kom dit kjære Navn;
Men ei Du kom! Mig Ingen kjærligt mødte,
Mig selv og Gud jeg slap i denne Nød,
Stærkt alle gamle, skjulte Vunder blødte,
Selv af dit Venskabs-Kys Bloddraaber flød.
O, gid Du aldrig prøve, aldrig vide,
Hvad Den, som Ingen eier her, kan lide.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!