Granattræ, Citrontræ, — ja slige Høibaarne
Granattræ, Citrontræ, — ja slige Høibaarne,
De vare til Castagnetterne Rod,
Og disse fik Klang af det Træ, de blev skaarne,
Og Klang af den Varme, der er i vort Blod;
Fra Blodet i Hjertet heelt ud i hver Finger
Det strømmer, hvert Pulseslag høres deri;
Fra Castagnetten saa mægtigt det klinger;
Forstaaer Du det Følelsens Fyrværkeri?
Forstaaer Du de Ord, de i Klangen udstøde,
De sige, hvad Hjertet Dig siger, min Ven:
„Granattræets Blomst maa blusse og gløde,
Citrontræ, jeg tænder Dig, brænd saa igjen!
Vi favnes, vi blusse, livsalige Møde,
Og saa — Du er Aske og jeg faren hen!"
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Julesang i det Collinske Huus
Saa sidde vi igjen om Julebordet
Og synge høit vor Sang, vort Juledigt,
Og Glæden er i Hjertet og i Ordet,
Skjøndt Aaret var saa taust, saa alvorsrigt.
Der rulled Kroner hen som Kiselstene,
Men i vor lille Kreds vor Krone blev:
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit Kongerige i vort Hjerte skrev.
Mod Roskild Spir fløi Svanen frem og døde,
Ved Slesvig Kampens Paaskeklokker klang,
Og Tre af Kredsen her gik til det Møde,
Hvor Døden stod, og hvor Kanoner sang.
Mod Savn og kolde Nætter, Oprørsflammen
De gik, og selv vi bad: „I Guds Navn gaa!"
Og see, vi sidde atter samled' sammen,
Det er, som om en Drøm det var, vi saae.
Hver Sorg og Angst i Hjertet vi erindre
Og føle derpaa ret: Gud var os god!
Vor Julestjerne see vi dobbelt tindre;
Dens Straaler skal os give Fremtids Mod.
End mange Aar vort Huuslivs stille Scene
Staae lykkelig, som selv iaar den blev,
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit store Rige i vort Hjerte skrev.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til Kronprinds Frederik og Kronprindsesse Lovisa
Til Kronprinds Frederik og Kronprindsesse Lovisa
(Med et Tæppe, unge Damer havde broderet til dem som Gave ved deres Formæling)
Ved hvert et Sting blev en Rune lagt,
Der melder, hvad Hjertet i Glæde har sagt:
Velkommen, Prinds Frederiks unge Viv,
Hans Huslivs Solskin i dette Liv!
I træde paa Silke og Rosens Blad!
Hver Dag bære Klang af vort Brudeqvad!
Vorherre hørte, hvad Hjerterne bad.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Romance
Hvor Bøgen helder sin friske Green
Mod Stranden, mens sagteligt Bølgerne trille,
En Havfrue staaer paa tangklædte Steen
Og synger i Aftenens Stille.
See, Havbørn smaa mere ude fra Land
Sig boltre i Tact efter Sangen;
Det klinger med Glasklokke-Klangen,
Hver Gang de kløve det klare Vand.
Den Havfrue kjæmmer sit lange Haar,
Og Perlerne rigt falde fra det som Draaber;
Den Sømand det seer, forude han staaer,
Hans unge Hjerte paa Livet haaber;
Den Havfrue er ham ei Skum paa Vand,
Og Sangen naaer Hjertet og Tanken.
Forstaaer Du hans Hjertebanken?
Hvert Bryst har sit hellige Alfeland!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I lignende Anledning, fremsagt af Carl Price
Prologen er altid en Slags Bouquet,
Hvormed man siger: Velkommen herinde!
Men bringe een, som er ny og net,
De Blomster er ikke saa let at finde,
Og vanskeligst, skal de være piquante.
Dog Fader og Moder og Onkel og Tante,
Cousinerne med, de sagde — „gaa dog.
Et hjerteligt Ord er den bedste Prolog!"
Een har det i Tale og Een i Mimik,
Jeg her maa sige de Vers jeg fik,
Maa bringe de Blomster som var at faae,
Den ærlige Villie vil Ingen forsmaae!
I Romerlandet hvor Apelsinen
Paa Træet hænger som Æblet her;
Der fødtes Pierroen og Harlekinen,
De ved Casorti blev Dansken kjær,
Ja Pantomimen blev dansk som Nogen,
Derom maa der staae i Mindebogen.
Et Blad tages frem, med „Guldnøglen" paa,
Tableauer og Dandse skal Rammen slaae
Saa broget, phantastisk og udenlandsk,
Men Hjertet deri er ved Slægten dansk.
Hav Tak for det Hjem vi har fundet her,
Hav Tak for det Bifald De gav os hver.
Det er en Tid siden sidst vi saaes,
Her foran Lampernes magiske Flamme,
Velkommen! Det venligt og godt forstaaes!
Velkommen! Gid De maae sige det samme!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den bedste Drøm
Hvad Hjertet her sig klynger til,
det lægges snart i Kiste;
selv Venskab er et Gaadespil,
hvor Traaden let kan briste.
Den bedste Drøm dog Hjertet veed,
det Drømmen er om Kjærlighed,
den skal man drømme jo som ung,
hvert Hjerte til den trænger,
den er saa smuk og dog saa tung,
at tidt den Hjertet sprænger.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Sangeren P. Schram
Lunets lystige Skalmeie,
Orglets dybe, stærke Klang,
Barnesindet — blev Dit Eie,
Og det gav Du os i Sang:
Grøndals Humor, Jakobs Smerte!
— Du har vundet heelt vort Hjerte!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Baggrund til Vignetterne
Hvad er det vel vi kalde Poesie?
En skuffet Drøm, nu det Uendelige!
Det Enkelte, det Heles Harmonie,
Vi jo med dette lille Ord udsige.
Vort Liv, ja jeg og Du, kort alle vi
Er' Poesie!
Det stolte Fjeld, der over Skyen gaaer,
Hvor Fossen larmer over knuste Graner,
Hvor Gemsejægeren ei Spidsen naaer,
Hvor Tanken svinder og Guds Storhed aner;
Hiin herlige Natur saa høi og fri
Er Poesie!
I Gruben ved det blege Lampeskjær,
Den stille Bjergmand sidder med sin Stræben,
Han tænker trofast paa sin Hjertenskjær,
Og gamle Sange tone ham fra Læben.
Den hele Scene, Hjertets Drømmerie,
Er Poesie!
I Røg og Damp den vilde Kampplads staaer,
Her brænder Byen, hist man stormer Skandsen,
Dødskuglen gjennem Heltehjertet gaaer,
Imens det drømmer stolt om Laurbærkrandsen.
Selv dette røgomhylte Malerie,
Er Poesie!
See Slaveskibet! dybt i Rummet her
De lænkebundne, solgte Brødre sukke.
Nu er det Havblik, tyst — hvad pladsker der?
Et Liig, nu eet — og Bølgerne sig lukke.
Dødskysset da, som gjør den Fangne fri,
Er Poesie!
Naar hun, hvem Hjertet fast sig klynger ved,
Som er din Tanke og din hele Stræben,
Naar hun forstaaer din dybe Kjærlighed,
Og hendes Haandtryk siger meer end Læben,
Hvad da Du føler, fængslet, men dog fri,
Er Poesie!
Hver Barnets Drøm om Jordens Herlighed,
Den Gamles Minder, mens hun dreier Rokken,
Den glemte Qvindes stille Huuslighed,
Der sysler hjemme, tro, med Børneflokken,
Den Vildes Glæde ved et Speils Magie,
Er Poesie!
Naar Vennen Du betroer Din bittre Vee,
Og klynger Dig til ham med trofast Hjerte,
Dit varme Du faaer kun et høfligt De,
Din Tillid selv forvandler sig til Smerte,
Selv det, naar han Dig fornem gaaer forbi,
Er Poesie!
Siberien med Taage, Iis og Snee,
Omslutter ham, der stred for Frihedsfaner,
Alene, i det grændseløse Vee,
Hans Liv henvisner mellem dunkle Graner,
Hans Drøm om Frihed — Ørk'nens Dyr er' frie -
Er Poesie!
Der staaer en Klippe i det salte Hav,
Fra Skibet mangen Pilgrim den bestiger,
Man seer et Træ, en Skildvagt og en Grav,
Hvert Blik faaer Liv, men Læben intet siger.
Den dybe Stilhed her er Melodie,
Som Poesie!
Musikkens Toner, Ungdoms glade Dands,
En Verden i et Frø og i en Stjerne,
Selv Graven med sin visne Blomsterkrands,
Vort Hjertes Higen mod et ukjendt Fjerne,
Mit Liv og hvad jeg fandt deri,
Er Poesie!
Jeg følte mig, som Ørnen, stærk og fri,
Min unge Sjæl var gladest blandt de Glade,
Men Hjertets bedste Drøm er nu forbi,
Og Livets Træ staaer uden Blomst og Blade.
Mit Kald, som Digter — Hjertets Melodie -
Var Poesie!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Forhæng for Vignetterne
Det er slet ingen Characteristik,
(Nei, dertil mig den dybe Indsigt svigter):
Jeg skildrer Ingen her til Punkt og Prik,
Langt mindre giver Nogen en Kritik,
Nei, hvad jeg følte i et Øieblik,
Naar Hjertet drømte om den danske Digter,
Hvad kun et barnligt Sind kan fatte her,
Det bringer jeg om Een og Hver,
Og bringer kun den lyse Side,
Den mørke gik jeg heller let forbi;
Men om den derfor ganske vil gaae fri,
Thi der er' mange, mange Critici,
Om disse muligt røre op heri,
Ja det maa Gud og disse Godtfolk vide.
Ei hver en Fugl har samme Flugt,
Men naar den synger, — naar den synger smukt
Sit Quirevit,
Om det er nok saa lidt,
Et Korn, en Blomst kan Sangen dog fortjene,
Og meget meer
Ei jeg, og neppe Nogen, seer
I disse Blade, skulde jeg vel mene.
Med Villie har jeg Ingen udelukt,
Men tidt man seer en Blomst, — den modne Frugt
Imidlertid er glemt bag Blad og Grene.
Før Du, min Læser, ellers træder ind,
En Bøn jeg sætter:
See Du kun saa paa mine smaae Vignetter:
Kom med et aabent, med et kjærligt Sind.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hver af os gjemmer i sin Hjertekrog
Hver af os gjemmer i sin Hjertekrog
Erindringernes store Billedbog,
Hvert Blad sin Tegning har fra Tid og Sted;
Der findes brogede, men sorte med.
De sorte, som kan Ungdomsmodet kue,
Dem tager man kun frem til eget Skue.
Men gjennem hele Billedrækken gaaer
En Livstraad, saa at tydeligt man faaer
Enhvers Mission: den Lyst, som i os brænder.
I min Erindrings Billedbog jeg kjender
Igjen paa hvert et Blad en mægtig Tanke,
Der gjør, at Hjertet stærkere maa banke,
At Kjærlighed til Kunsten blev mig givet;
Jeg løfted' Vingen kjækt i Hverdagslivet,
Mig drev en Villie i det Skjønnes Sag,
Til Kunstens Tempel gjaldt mit Vingeslag.
— Saa mangt et Blad i Bogen lagdes ned:
Der staaer om Ungdoms gyldne Freidighed,
Den første Barnedrøm om Laurbærgrenen,
Det Billed: første Gang at staae paa Scenen.
Men mellem det er mange Blade lagt,
Der ikke just har Drømmes gyldne Pragt.
— Det sidste Billed: denne Aftenstund,
Der følger mig, naar Lamperne her slukkes,
Det lyse vil frem fra en gylden Grund,
Ja gylden, thi af Veemod det bedugges.
Hav Tak for hver Opmuntring, Mildheds Dom!
Farvel! for mig nu vexler Scenen om.
Skjult er det, om jeg Lykkeblomsten finder,
Dens Duft jeg gjemmer dog i gamle Minder!
Men som det deiligste, det bedste Blad,
Det, som vil løfte mig og gjøre glad,
Er at see opfyldt engang, hvad jeg bad:
At vinde og fortjene Kunstnernavnet.
Arbeide, stræbe vil jeg! Hvad er Savnet,
Hvad er hver Prøvelse, Afskedens Smerte!
Farvel! Tak af mit varme, fulde Hjerte.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Romance af Festen paa Kenilworth
Hyrden græsser sine Faar,
Gjærdet er hans Throne,
Solen Purpur om ham slaaer,
Maanen er hans Krone.
Hvad mon vel han tænker paa?
længe taus han stod og saae
frem i Aftenstunden.
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
Kongens Datter, stolt og fiin,
staaer i Kongeborgen;
Silke, Guld og Hermelin
skjule ikke Sorgen.
Tanken, som en Fugl saa let,
flyver, bliver aldrig træt,
synger: „Jeg har funden!"
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
Vind og Blomst, svar, hver især,
kommer hun dog ikke?
Vinden hvisker: „Hun er nær!"
Blomsterne de nikke.
Skjult en Sti fra Slottet gaaer,
Fuglen høit bag Krattet slaaer:
„Han har hende funden!"
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til J. P. E. Hartmann den 14de Mai
Chor
Maimaaned pynter med Grønt vore Skove,
Sangeren fødes, ja, det er en Fest!
„Flyv Fugl, flyv over Furresøens Vove!"
Syng Du med os, Du synger dog bedst.
Flammen i Øiet er vore Kjerter,
Guldet vi bringe er kun en Sang,
Men den er født i svulmende Hjerter,
Mere end Guldet er Hjerternes Klang!
Vexelsang med Chor
Du skildred' os Jennaros dybe Sjæl,
Hvad Broderhjertet føle kan og lide,
Du med Corsarerne en stormfuld Qvel
Lod os paa høie Tonebølger ride.
Hvad Bonden følte ved Kong Fredriks Grav,
Hvad en Skjærsommer-Nat ved Gurre vækker,
Du os i sikkre Tone-Omrids gav!
Recitativ
Dyb Sørgemarschen lød, de Dødes Rækker
Gik med bag Baaren op af Kirkens Gang,
Da dybt for Kunstens Heros Orglet klang!
Qvartet
Et Hav af Toner med din Sjæl blev født,
Det svulmer høitidsfuldt, det smelter sødt.
Chor
Vi skue op til Dig i Toners Rige
Vi slutte os til Dig ved Hjertets Slag,
Du blev ved Viv og Børn den Lykkelige,
Som ved din Kunst! — Hver Dag er Festens Dag!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hjertets Melodier
To brune Øine jeg nyelig saae,
I dem mit Hjem og min Verden laae,
Der flammede Snillet og Barnets Fred; -
Jeg glemmer det aldrig i Evighed!
Min Tanke er et mægtigt Fjeld,
Der over Himlene gaaer;
Mit Hjerte er et Hav saa dybt,
Hvor Bølge mod Bølge slaaer.
Og Fjeldet løfter Dit Billed
Høit over Himlenes Blaae,
Men selv Du lever i Hjertet,
Hvor dybe Brændinger gaae.
Du gav mig Blomster; hvis de lege kunde,
Da vandt jeg atter Lunets frie Lyst,
Men nei, de aabne meer den dybe Vunde,
Og sprede Giften i mit unge Bryst.
En Digter-Verden er saa navnløs stor!
Den hvælver sig høit over Himlens Bue;
Hver Sol og Stjerne i dens Luft-Hav boer,
Og ingen Tanke kan den overskue;
Dog kan Dig Intet i det store Rige,
Mit Hjertes dybe Kjærlighed udsige.
Henvisned' er de Blomster Du mig gav,
Men fra de Dødes Grav
Staae Aander frem, i Livets dunkle Gange.
Gjenkjend dem her, i mine bedste Sange.
(Ørkenens Søn)
Den vilde Hengst jeg tumler,
Vi flyve paa Sletten afsted,
Men Hjertet slipper dog ikke
Den stærke Kjærlighed.
Som Solen brænder i Sandet,
Saa brænder det dybt i mit Bryst;
Det er som Hjertet vil sprænges
Af Længsel og af Lyst!
Saa høi og saa stor er Himlen,
Med Sol og Stjerner paa,
Dog rummer den ei den Flamme,
Mit Hjerte dølge maa!
Der brænder mig Ild i Blodet,
Flyv, vilde Hengst, afsted!
Mit unge Hjerte sprænges
Af haabløs Kjærlighed.
Jeg elsker Dig — Dig, som jeg ei tør sige!
Du staaer som Tanken i mit Drømmerige,
Du skaber Aanden i hver dristig Sang,
Thi svulmer Hjertet, ret som Bølgens Gang,
Og brister stolt — thi Skjalden er en Gud;
Du er jo Brud — og lykkelig som Brud.
Man har et Sagn — et Eventyr:
Hvert Musling-Dyr,
Der bygger i den dybe, salte Sø,
Naar det har skabt sin Perle maa det døe.
— O Kjærlighed! Du blev mit Hjerte givet,
Og Perlen koste vil sin Skabning Livet.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hjertetyven
Bekjendt er Amor jo; det slemme Skarn!
Man ham afmaler som et deiligt Barn
Med Piil og Bue, samt med store Vinger;
Men det jo næsten som en Fabel klinger,
Hvor kan man tro han saadan vilde gaae,
Nei, Gud bevares! han har Klæder paa;
Og for hver Gang han et Partie vil stifte,
Saa veed han snildt sin hele Dragt at skifte.
Den unge Pige allerhelst ham seer
Klædt, som Student, hvad eller Officeer;
Og disse, ja, det falder nu saa lige!
De see ham atter allerhelst som Pige.
I Grunden er han, ja, fra Taa til Top,
En Tyveknægt, der burde klynges op.
— Den første Gang jeg saae ham for mit Øie,
Var jeg endnu en Dreng og gik i Trøie;
Jeg leged' Skjul med nogle andre Børn,
Ved Plankeværket stod en Rosentjørn,
Der krøb jeg ind, man kunde mig ei finde,
Thi ganske stille sad jeg jo derinde;
Da kom vor Naboes Lise — og hvad meer?
Vor Indqvartering — han, den smukke Officeer!
Men hvad de talte om, det veed jeg ikke,
Kun saae jeg alle Roserne at nikke,
Og midt i een af dem, som hang
Ud over Plankeværket — tænk en Gang!
Der sad — ja ganske underligt det klinger!
Der sad en Officeer, knap som en Finger,
Med Knebelsbarter, Sabel og Kasket,
Der ligned' Officeren paa en Plet!
Jeg saae, hvor Rosen gyngede i Vinden,
Saa at den Lise slog paa Næsen og paa Kinden,
Derfor den store Officeer den brød,
Og Lise tog den, men var ganske rød.
Vips, fløi en Sommerfugl paa smukke Vinger,
Det Amor var — og med sin lille Finger
Han bød mig være taus med hvad jeg saae;
Thi der blev kysset, og jeg saae derpaa!
Jeg siden traf den lille Amor ofte,
Snart var han silkeklædt, snart i en Vadmels Kofte;
Men jeg, som ældre, mærkede nu snart,
At, hvad han gjorde, var just ei saa rart,
Thi lovede jeg høit, i hvor det vilde gaae,
Paa mig han skulde aldrig Fingre faae.
Det svoer jeg høit, den Tid jeg gik til Præsten,
Og nu — ja, vil I bare høre Resten! -
— Ved Bondebyen, hist hvor Præsten boer,
Er der en Hasselskov, den er ei stor,
Men Øiet taber sig i Jordbær-Vrimlen,
Der kom jeg just i Dag, — høit Solen stod paa Himlen,
Bag Buskene en Bondedreng jeg saae,
Der gik og samled' Jordbær paa et Straae,
Jeg samled' selv mig Haanden fuld og spiiste;
Den Lille mig sit fulde Græsstraae viiste,
Og som vi stod', kom vi i Passiar;
Da var det, som man mig i Hjertet skar,
Jeg blev saa løierlig — høit lo Krabaten,
Thi Bondedrengen var den lille Satan.
Det var ei Jordbær, nei! men Hjerter smaae,
Han alle havde trukket paa sit Straae;
Det mærkede jeg nu, og mellem disse,
Mit eget arme Hjerte var tilvisse!
Jeg skjændte, græd og bad, men høit han lo,
Og svarede mig kun et kort: „jo, jo!
See, disse Hjerter jeg i Dag har faaet,
Og dit, det er det sidste her paa Straaet."
Paa disse Ord især han lagde Vægt,
Og løb saa bort, den slemme Tyveknægt!
Jeg løb saa godt jeg kunde, strax bag efter,
Og skreg, og skreg igjen af alle Kræfter,
Men altfor snart han mig af Øie kom.
Nu kan jeg tænke, løber han vel om,
Fra Dør til Dør, med sine stjaalne Hjerter,
Og hvad især der allermeest mig smerter,
Faldbyder mit til baade den og den;
Nu maa jeg see at stjæle det igjen!
Hvis ingen kan og vil mig et forære?
Thi hjerteløs, det kan jeg ikke være!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Skovbal
Den friske, varme Sommerluft
Beaander Danmarks Sletter,
Nu hvert et Blad er fyldt med Duft,
Vi har de lyse Nætter;
Orangelandets Alfehær
Besøger Nordens Bøgetræer,
Da er her skjønt at være!
De vinke os fra Byens Muur,
Og gjerne Hjertet kommer,
Thi skjønnest er dog Guds Natur
Vor korte smukke Sommer;
Brat hvirvler den i Tidens Strøm,
Thi nyde vi den smukke Drøm,
Hos den er godt at være!
Her Træerne med Blad ved Blad
Et Telt-Tag for os bygge,
Her Hjertet føler sig saa glad,
Og jubler i sin Lykke,
Det føler ret: vort Liv er smukt,
Det griber Glæden i dens Flugt,
Hos den er godt at være!
De lyse Sommernætter døe,
Alt vexler, som vor Lykke!
Vi spredes selv paa Verdens Ø
I Solskin og i Skygge;
Men hver en skyldfri Glæde her
Er ved Erindringen os kjær,
I hvor vi monne være!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat
Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat,
Har man kun Røst, paa den megen gode Spisen!
Blæse være Røsten! er bare Hjertet godt,
Man kan indvortes følge med i Visen!
Hjertet slaaer Tact og Øiet leer,
Her Ingen er, som fordrer meer!
Rosenhækken har Geburtsdag i Guds Sol,
Roserne dens Børn, de drikke Dug og nikke.
Hver har sin Stilk, vi sidde paa en Stol,
De dufte, men vi Andre vi drikke,
Alle synge samme Skaal i Chor:
Din Skaal, Du kjære Bedstemo'er!
Skjænd passer ei, og dog vi skjænde maae,
Fødes i November, det er ikke rigtigt!
Det er jo umuligt at vi kan Blomster faae!
Til en Fest er Blomster noget Vigtigt!
Nu maae vi binde en Tone-Bouquet,
Dog Hjertets Sang er aldrig slet!
Blomster har Du selv i Hjertets Mindebog,
Blomster, som kan Sindet styrke og fornøie.
Dengang Nattens Sky hen for dit Øie drog,
Stærkt og klart saae dit indre Øie!
Skyen tager Flugt! — dog nok er sagt,
Du os forstaaer: Skaal Solens Pragt!
Der boer i hvert et Bryst, som elsker ret,
Toner, som ingen Digter kan udsige;
Han kun peger hen — men vi, vi føle det,
Det er Summen fra Kjærlighedens Rige!
Hjertet har seet da Skyen laae
Hjertet vil og vor Sang forstaae!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
September
'Den skiønne Sommer fra os gaaer,
En Afskedsfest den giver;
Saadan, i kongelige Dragt,
Gik Jephtas Datter smykket
Did hen, hvor Døden bygged'.'
*
Septembers herlige Natur,
Med Veemod og med Glæde,
Er Aarets Farve-Klang-Figur,
Hvori en Gud har Sæde.
Da drømmer Norden, den er Syd,
Hver Farve hæver sig til Lyd;
Hør, dybe Aande-Toner
Fra Skovens høie Kroner!
Naturens Billed-Gallerie
Dybt til vort Hjerte taler,
See, Maleri ved Maleri!
Og Alt Originaler!
Alt med Betydning, riigt paa Aand,
Alt fra den store Mester-Haand,
Betragt hvert Stykke nøie,
Med Hjerte, som med Øie.
Her staaer et Huus, ja mueligt fleer,
Men Skoven reent det dølger,
Man Qvisten kun af Huset seer,
Og saa, hvor Røgen bølger;
Det er en dansk Original,
Der kun gjengives kan af Dahl;
See Mark og By og Kirke,
Og forrest tvende Birke.
I Aftentaage Dagen døer,
Den kaster lange Skygger;
See her en Sump med Siv og Rør,
Hvor just en Vildand dykker.
Det er en sand, en smuk Maneer,
Man lignende hos Ruysdael ser, -
En trødsket Piil paa Marken
Smukt speiler sig i Parken.
Dernede staaer en vældig Tyr
I Vandet op til Boven,
See Bakken med de andre Dyr,
Og Himmelen foroven!
Et ægte pottersk Maleri,
Dog han har ingen Deel deri -
Gebauer da? - jeg troer det,
Vor Herre selv har gjort det!
En Tremast hist paa Søen gaaer,
Saa lysteligt den krænger;
Matrosen høit i Masten staaer
Og ordner Seil og Stænger.
Det ligner Eckersberg jo lidt!
Maaskee er det af Arnold Schmidt?
De hvide Maager dukke,
Hvor Bølgerne sig lukke.
Nu Skoven staaer i Farve-Pragt
Med prægtig Lys og Skygge;
Ei Caravaggio har lagt
Meer i sit bedste Stykke.
Hver enkelt Farve sees deri,
Og dog er Alting Harmonie,
Det staaer med Lys og Skygge,
Et synligt Tonestykke!
Den solbelyste, grønne Vang,
Det høie Blaa foroven,
Dig synger Livets muntre Sang,
Som Fuglene i Skoven;
Det toner lysteligt i Dur,
Imens den stolte Skov-Natur
I Mol dit Bryst indvier
For Farve-Melodier!
Ja, til en Kirke, høi og stor,
Sig Skovens Bøge reise,
Og fra det høitidsfulde Chor,
Som ved en Bach og Weyse,
Man hører Orgel-Melodie.
Det er vort Hjertes Poesie,
Det er Naturens Stemme,
Thi her har Hjertet hjemme.
Rundtom den dybe Stilhed naaer,
Mens Glands vort Syn opliver;
Den skjønne Sommer fra os gaaer,
En Afskeds Fest den giver,
Thi staaer den i sin Farvepragt;
Saadan, i kongelige Dragt,
Gik Jephtas Datter smykket
Did hen, hvor Døden bygged'.
O, Sommer! Livets Farveskjær,
Som Boblen, snart Du mister;
Naar Farverne er' stærkest der,
Saa veed man jo - den brister.
Din høie Pragt, din dybe Ro
Opfylder os med Haab og Tro;
See Mark og Eng og Skove
I Farver Herren love!
I Sphære-Sangens Harmonie
Hver Klode mægtigt klinger,
Paa hver dens egen Melodie
Sin Klang-Figur frembringer,
Den viser sig i Farve-Skjær;
September bringer Jordens her,
Og Farve-Melodier
Vor Sjæl til Gud indvier.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
En Stemning
Hvad der skal skee, det skeer, derpaa jeg troer
Og giver mig Vorherre hen i Fæste,
Tryg svøber jeg mig i mit „Fadervor",
Skee, hvad der maa! Hvad Gud vil, er det Bedste.
Paa ham alene bygger jeg og troer,
Han taler til mig gjennem alt det Skabte;
Af ham min bedste Deel jo i mig boer,
Hvis det jeg tabte, Paradiis jeg tabte.
Det lyser ind i Sjælen, hvad jeg fik,
Hver Naadegave udenom og inde,
Hvert Alvors og hvert Letsinds Øieblik,
Hvad jeg har tabt og vundet og kan vinde.
„Udødelighed"! Tanken er saa stor!
Men „Evighed" og det „Uendelige"
Er større, ubegribeligt — og hvor
Erkjendes ikke de som virkelige!
Udødelighed! Du har i din Haand
Retfærdighedens Vægtskaal; Du maa være!
I Dig jeg siger, under Smertens Baand:
„Det Bedste skeer! Gud Herren Priis og Ære!"
Men giv mig Styrke, Herre, i min Nød,
I Lykkens Dage, og naar tungt jeg lider!
Hvad der skal skee, det skeer, som Gud det bød;
Men Gud vil kun det Bedste alle Tider.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Held mig! Granada jeg seer
Held mig! Granada jeg seer,
Mindernes selsomme By!
Rom Du ligner deri,
her strax man føler sig hjemme.
Bjergene rundt om har Snee,
Himlen ikke en Sky.
Fra Alamedaen smukt
klinger Gitanaens Stemme,
Øinene blaae som i Nord,
sneehvide Blomster i Haaret.
Havfruens Skjønhed og Blik!
— Vandrer! er alt Du bedaaret?
II
Ja havblaae er hendes Øine,
men Haaret som Skovsneglens Skind;
Gjennem Øinene seer man
lige i Tankerne ind.
Hun er saa fast som en Drue,
Munden et Væld med Kys,
Om Tonedybet derinde
havde en Drøm jeg nys;
Over os glødende Æbler
i hvert Granattræ hang; -
En salomonisk Høisang
Hjertet om Sulamith sang.
III
I Granada er det Maaneskin,
saa klart, at Hver man kjender,
Dog Vægteren gaaer med Lygte,
og Lyset i Lygten brænder.
Hvad søger han efter? Han søger
vel Solen, der skal staae op.
Imellem Bladenes Bolstrer
en Drømmeverden er lagt;
Du Rose, bliv mit Alhambra,
med hende jeg boer i din Pragt,
Og vi ere unge —! imorgen
da falder hvert Rosenblad.
Vær Du min Erindring, skrinlagt
i dette smuldrende Qvad.
IV
Jeg leve vil i Granada,
der Phantasus reiste sit Slot;
Men nede i Malaga grav mig
en Grav ved Havet saa blaat,
Saa udstrakt, svulmende herligt;
høit synger den rullende Sø.
I Norden jeg skar i en Græstørv
mit Navn paa den danske Ø,
Snart voxer Græsset derover,
alle Minderne døe!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med en Ring fra en Ægtemand til hans Hustru
Det røde Guld betyder Elskovs Tro,
Og Ringens Form betegner Evigheden.
Hvad Gaven siger her, forstaaer Du jo,
Som skabte for mig Hjemmet til et Eden.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Christian Voigt
Alt hvad der dybt greb i min Kjærlighed,
Det saae jeg altid snart, som Boblen briste,
Du er mig kjær! og derfor klart jeg veed,
At ogsaa Dig, jeg derfor her vil miste.
O vær mig tro, i hvad der end skal skee;
Thi Du — kun Du forstaaer min bitre Vee.
Min Tro paa Mennesker i Fryd og Smerte
Staaer mægtigt bygget paa dit Broder Hjerte.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!