
Den 2den Februar 1864
Tillad, at jeg tager Ordet,
Ja, læser det op denne Gang;
Her sidder en Digter ved Bordet,
Der ikke har bragt en Sang,
Uagtet hans Hjerte banker
I Glæde, deeltagende, rigt;
Der er i de svulmende Tanker
Nok Stof til et Brudedigt.
Men Harpen er stemt kun for Kampen,
For Danmarks ærlige Sag.
I To greb Aladdins-Lampen,
Det er Eders Bryllupsdag.
Paa den Kanonerne runge,
Husk det i Tiden engang!
Nu Landsoldaterne sjunge,
De døve min Bryllupssang.
Der er en Storhed i Tiden,
I den er Velsignelse med,
Det sande I nu og siden,
Velsignet i Kjærlighed!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes

Grev Joachim Moltke-Bregentved
Tænk kun paa ham hvis Støv er Graven bragt,
Erindring, udfold heel din Blomsterpragt!
Et Smiil sad i hans Øie, om hans Mund,
Det lyste fra den rene Hjerte-Bund.
Husk Julens Glæder, naar han spøgte glad;
Saa rigt og stort er Hjertets Mindeblad.
Hos Eder lykkelig og glad han stod,
For Danmarks Sag, han Hjemmets Hjem forlod.
Den vaade Jord og Nattens kolde Vind,
Skjød Dødens Kugle i hans Hjerte ind.
Sit unge Liv han glad for Danmark gav.
De Runer vil' vi riste paa hans Grav!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Fremad!
Fremad! frem, I danske Drenge!
Husk, I værne maae
Danmark, deiligst Vang og Vænge,
Blomst paa Havets Blaa.
Værne skulle I med Staalet
Danmarks Ret og Modersmaalet,
Saa det aldrig glemmes siden.
Gud er med i Striden!
Ãrlighed til Skjold I føre!
Fjenderne I slaae,
Saa at det for Verdens Ãre
Rigtigt runge maa.
Under Kampen Sværdet raade,
Efter Kampen Mildhed, Naade!
Fremad! frem, I danske Drenge,
Værner Vang og Vænge.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Vi er i Marts, men Martsviol
Vi er i Marts, men Martsviol
Kun sees i Rude-Isen,
Man selv maa bringe Foraars-Sol
Og „Fatter" bringe Visen!
Her er vi jo den gamle Stok,
(Det sagt er med Poliskhed)
Og more os det skal vi nok,
Vi har jo Ungdoms Friskhed!
See Stuen her, hvor pompeiansk,
Nei, det er den ved Siden,
Herinde, her er østerlandsk,
Med Nyden hele Tiden.
Hver Væg et Billedgalleri,
Imens vi kildre Ganen,
Paa kjøbenhavnsk kaldt Poesi,
Paa østerlandsk: Divanen!
Det er omtrent eengang hvert Aar,
Vi her slaae Basserallen,
I Danmarks ny Historie staaer
Det ei — spørg kun von Allen!
Men det er ligemeget det,
Vi ærgre os slet ikke.
Vi svinge Hue og Kasket,
Vor egen Skaal vi drikke!
Har Tiden ingen Martsviol,
Saa har den her „Slukefter"!
Din Skaal, min Skaal, vort Selskabs Skaal,
Hurra, af alle Kræfter!
Her er gemytligt friskt og sundt,
Og ingen Rigsdags Tanker,
Drik ud dit Glas, det er Dig undt,
„Hvil Hoved paa et Anker!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Til Jonas Collin
Vi er som to Strømme af modsat Løb,
Og dog blev vi lagt i det samme Svøb;
Jeg først født, Du siden, det fryder Dig lidt;
Om Alderens Forskjel Du taler saa tidt;
Hvad gjør den? Mit Hjerte groer dog ind i dit!
Din Aands Kraft jeg troer paa; den er ikke liden;
Vorherre den lade ret groe ind i Tiden!
Og naar Du saa naaer mig i Alder og Aar,
Staa Du da saa ung, som jeg nu for Dig staaer!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Paa Grevindens Fødselsdag
Der er et Sted paa en af Danmarks Øer,
Et deiligt Sted, ret som en engelsk Park,
Rundt om sees store Skove, stille Søer,
Med Enge vexle Korn- og Kløver-Mark;
Og dog er her det Hele kun en Ramme
Omkring et Hjem, det elskte Bregentved,
Dets Arne har en høi, en hellig Flamme,
Et Moder-Hjerte fuldt af Kjærlighed.
Læs hendes Øie naar den Arme græder,
Der skeer i Verden Godt som Faa kun see,
Læs hendes Øie, der boer Moder-Glæder,
Hver tør betroe til hende af sin Vee!
Naturen her er smuk og rig at skue,
Men hendes Hjerte, det er rigt som den,
Fra det mod Gud sig hvælver Arkens Bue,
Der er Fortrøstning i at see derhen.
Hvert Aar, o Moder, Marken Rigdom sender
Til ham, hvis Hjerte Gud til dit har bragt,
En Rigdom større selv, end Du den kjender,
For ham i Børnene Du har nedlagt,
En himmelsk Sæd af Moder-Taarer dugget,
En Qvinde virker stille, men saa stort!
Gud, som har Verdner ved sit Hjerte vugget,
Dig glæde for det Gode, Du har gjort!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Man finder det passende, finder det smukt
Man finder det passende, finder det smukt,
Naar jeg synger om Svanernes Sang og Flugt,
Om det svulmende Hav, om Stjernernes Pragt,
Om Guds Natur i dens Fylde og Magt;
Men synger jeg ud mit Hjertes Sang,
Ved Synet af Spaniens deilige Qvinder,
Den svulmende Skjønhed, den svævende Gang,
De Øine, de Fødder, de flammende Blikke,
Saa sige de strax, det passer sig ikke,
Den nordiske Fromhed og Klædning vi savne.
Men jeg veed i Spanien ei Ord eller Navne
For Tanken, undtagen — „at kysse og favne!"
I Paradiishaven, som Spanien staaer nær,
Det Deiligste det var jo Eva der,
Og alt det Deiligste, skabt af Gud,
I Kjærlighed synger mit Hjerte ud!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Kongen
*
Et fattigt Barn jeg var, mig Ingen kjendte,
Men i mit Hjerte Digter-Flammen brændte;
Den drev mig modigt frem i Verdens-Vrimlen,
Skjøndt kun jeg eied' Den og Gud i Himlen.
*
Til Danmarks Konge ledte de min Fod,
Jeg følte kun, jeg hos en Fader stod,
Der gav mit Hjerte Mod, min Tanke Vinger. -
Og Faderhjertet trygt min Sang jeg bringer;
Jeg seer ei Thronen, hvor jeg knæler ned,
Men i Dit Øie: Fader-Kjærlighed.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Sang til den kjære Oldemoer A. C. D. Drewsen
Og nu en Sang for Oldemoer,
Den Milde, Kloge, Kjære!
Vi Alle synge vil i Chor,
Saaledes skal det være!
Gid Rigmor kunde synge med
Som Børnene hos Thieles,
Saa sang hun — mens i Kjærlighed
Her gjennem Taarer smiles.
Derudenfor er Luften klar,
Men kold med Nordens Vinde;
I Børn og Børnebørn Du har
Din Blomsterflor herinde.
Og Kinden blusser, Øiet leer,
Dig vil de Alle glæde,
Og naar Du ind i Hjertet seer,
Seer Du dit Herskersæde.
Engang — ja, naar vi skilles ad,
Det skeer kun for at mødes;
Paa Mødet tænker Hjertet glad,
Og sød Fortrøstning fødes.
Kort er et Jordlivs Fødselsdag,
Men langt og deiligt Aaret;
Paa Kjærlighedens Vingeslag
Du bliver hos os baaret.
Dit Øie hviler paa os nu
Med stille, store Tanker!
Ja, Oldemoer, saa smuk er Du,
Saa ungt dit Hjerte banker!
En evig Ungdom Sjælen fik,
Fra Øiet lyser Straalen!
— Og nu: Hurra paa gammel Skik!
For Oldemoer er Skaalen!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

F. C. Sibbern
Selv uden Mandens Navn og hvert Hentydnings-Stof,
Jeg skulde næsten troe, man seer til hvem jeg sigter.
— Gid hver en Digter var saameget Philosoph,
Som denne Philosoph har viist, at han er Digter.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Ved Soldatens Hjemkomst i 1864
Vor brave Soldat, som saa ærligt har stridt,
Du kommer nu hjem uden Glæde.
O Danmark, hvor har Du dog bitterligt lidt,
Blod er flydt, og Blod er at græde!
I forrige Krig, da Soldaten kom hjem,
Stor Festlighed Byerne gjorde,
Fra Husene hængte man Danebrog frem,
Stod med Sange og Æresporte.
Nu kommer Du hjem uden Hurra og Sang.
Og dog: Du holdt ud, maatte lide
Langt mere i Danmarks Kamp denne Gang,
End Mange betænke og vide.
„Hav Tak!" det siger vort Hjertelag,
Det vil i hvert Haandtryk Du kjende.
— Og saa vil vi sjunge om „Atterdag";
Den Sang er ei skrevet tilende.
I Gud er Fremtid! „Han gav, han tog",
Han kan skrive paa Danskens Skjolde:
„Atter plantedes Danebrog
Paa Thyras gjenreiste Volde."
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

R. Frankenau
Glemt staaer hans Grav bag Kloster-Kirkens Muur,
Endt er hans Drøm om Glæde og om Smerte;
Han var en Digter-Blomst i Guds Natur,
Hvis friske Duft har qvæget mangt et Hjerte.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Brev til Fru Saabye
Min naadige Frue!
De maa vide:
I Sind og Skind maa jeg Stakkel lide,
Jeg har et Hold i min venstre Side;
Det holder mig hjemme, det gjør mig Qval.
Jeg sidder saa eensom paa anden Sal,
Kan ikke komme, — ja, det er Sorgen;
Derude er Aftenen meer end sval.
Jeg hilser bestemt paa Dem imorgen
Og beder med Læbernes smeltende Klang:
Forglem mig ikke en anden Gang!
Iaften altsaa jeg sorgfuld svigter.
Forøvrigt
ærbødigst
Deres Digter.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Giv af dit Hjerte til Folk og til Slægt
Giv af dit Hjerte til Folk og til Slægt,
Venter Du Tak, da er Du en Daare,
Staa døv og steenkold, saa faae de Respekt,
Dig de ei krænke, Dig de ei saare,
Nærme sig ei som den surrende Myg,
Nei de kun spytte ad Dig bag din Ryg.
Giv Dig ei hen til Den, Du troer kjende,
Husk at din Ven kan blive din Fjende.
— Dog følg dit Hjerte! giv af dit Hjerte!
Venter Du Glæde —, ja, da faaer Du Smerte.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Bogen kom først, og jeg kom sidst
Bogen kom først, og jeg kom sidst,
Det for mig selv var det Bedste vist;
Skudsmaalet først, Personen siden!
Hold lidt venligt paa Begge i Tiden!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Ved en givet Forestilling til Indtægt for,,den blinde Soldat
Tillad jeg siger hvad De alt veed,
Meget her maae De ikke vente,
Den gode Villie og vort Øiemed
Maae smukt De have in mente.
En Anecdote jeg husker paa:
I een af de store Stæder,
En stakkels Blind man paa Gaden saae,
Han stod i fattige Klæder!
Og Mængden stormede travl forbi,
Den Blindes Hat kom ei Skilling i.
Da saaes en Sanger, Scenens største,
Han stillede sig ved den Blinde hen,
Og sang en Vise, een af de første
Der faldt ham ind; — hvor greb dog den!
En lyttende Skare stod rundtenom,
Og Penge der til den Blinde kom.
Her er Noget ligt og dog ikke ligt,
I Villie og Hensigt De Ligheden finde,
De Ringeste er vi for Scenens Digt,
Og ingen Betler er vor Blinde.
Vi søgte ham op i hans mørke Nat,
For Danmark gav han sin bedste Skat,
Sine Øines Lys, den solklare Dag,
For Danmarks klare, retfærdige Sag.
Nu samle vi her til hans Juletræ,
Hver tænder et Lys ved sin lille Gave,
Og Lysets Varme og Stuens Læ
Vor tappre Broder vil føle og have.
Forstaae Deeltagelsens søde Musik!
I Natten gaaer Stjernen op for hans Blik!
Hver giver sin Skjærv, som han kan bedst,
Og nu er Aftnen en Glædesfest.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Som en Æolsharpe brudt itu
Som en Æolsharpe brudt itu,
Men endnu ophængt ved Darros Bjergkant,
Seer jeg Dig, Alhambra, billedsmykket,
Rigt udskaaret; dog din største Skjønhed
Ligger i Erindringen om Klangen,
Tonerne fra dine brudte Strænge!
Klang, som Sværdet gav, som Snillet har den,
Dertil Elskovs Toner bløde, søde,
Svulmende til stormende Scirocco.
Brudt itu er Harpen, Resten hænger
Af den mellem sørgende Cypresser,
Kostbar rigt indlagt — det er Alhambra.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Agnetes Vuggevise
Sol deroppe ganger under Lide,
Sov mit Barn, saa bli'r du stærk og stor,
Paa den vilde Havhest skal du ride,
Under Bølgen dejligst Engen gror.
Hvalerne med deres brede Finne
Over dig som store Skyer gaa,
Sol og Maane gennem Vandet skinne,
Begge to du skal i Drømme faa.
Visselul! Jeg fødte dig med Smerte!
Bliv min Glæde altid Aar for Aar,
Du har drukket Livet ved mit Hjerte,
Hver din Taare til mit Hjerte gaar.
Sov, mit Barn! Jeg sidder ved din Vugge,
Lad mig kysse dine Øjne til,
Naar engang de begge mine lukke,
Hvem mon dig da Moder være vil!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Soldaten
Med dæmpede Hvirvler Trommerne gaa,
ak, skal vi dog aldrig til Stedet naa,
at han kan faa Ro i sin Kiste?
Jeg tror mit Hjerte vil briste!
Jeg havde i Verden en eneste Ven!
Ham er det man bringer til Døden hen
med klingende Spil gennem Gaden,
og jeg er med i Paraden!
For sidste Gang skuer han nu Guds Sol,
nu sidder han alt paa Dødens Stol,
de binde ham fast til Pælen!
Forbarm dig, Gud, over Sjælen!
Paa en Gang sigte de alle ni.
De otte skyde jo rent forbi,
de rysted paa Haanden af Smerte,
kun jeg traf ham midt i hans Hjerte!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Til Julius Mosen
Ved Vintertid vi gik i Havens Gange,
Der var ei Sang, der var ei Blomst ei Blad;
Men fra din Læbe lød de søde Sange,
Og Digterhjertet i dit Øie sad;
Det husker jeg og dybt mit Hjerte banker,
Din Harpe blinker, som et VerdensFyr,
Du bøier Hoved mildt i rige Tanker,
Udgrunder Livets store Eventyr.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

J. L. Heiberg
Den lille Amor fra Hækken fløi,
En Piil han tabte — Du fandt just den,
Og det er denne Du bruger som Pen,
Selv Spidsen har himmelsk Væde.
Du drømte, som Mand, ved Elverhøi,
Din Drøm blev al Danmarks Glæde.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!