
Tilfreds i sit Hjerte og glad i sit Sind
Tilfreds i sit Hjerte og glad i sit Sind,
Den Rigdom faaer Roserne frem paa din Kind,
Hvad hjelper om Verden for Foden Dig laae
Hvad hjalp om selv Du fik Guldkronen paa,
Naar ikke Hjertet i Glæde kan slaae.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes

Psalme [Jeg har en Angst som aldrig før]
Jeg har en Angst som aldrig før,
Som stod jeg foran Dødens Dør
Og maatte ind og styrte ned
I Mørke og i Eensomhed;
Jeg drives frem med Stormens Hast,
O Herre, Herre, hold mig fast!
Alt Ondt i mig det kom fra mig,
Hvad Godt jeg gjorde kom fra Dig;
De Andres Skyld jeg nok opskrev
Men ei mit eget Skyldner-Brev;
Hvor har jeg for mig selv hver Dag
Besmykket godt min egen Sag.
Jeg trædes skal af Dødens Hæl,
Først da sig løfte kan min Sjæl.
Læg Fadervor som Duens Blad
Mig paa min Tunge, gjør mig glad.
Har jeg ei Gud, hvad har jeg da,
Naar hele Verden falder fra!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Hjemvee
Om Aft'nen i det lille, snevre Kammer,
Naar Alt er stille, i mit Bryst det flammer!
En mægtig Længsel fylder al min Tanke,
Af Hjemvee føler jeg mit Hjerte banke,
Og jeg maa græde, skjøndt jeg er en Mand,
Thi her, har Hjertet intet Fædreland!
Naar Kunsten aabner mig sit store Rige,
Den samme Længsel føler jeg da stige,
Enhver Musik, hver Sang der naaer mit Hjerte,
Gjenvækker denne bittre, søde Smerte,
Men Hjemmet finder jeg dog aldrig her,
Mit Hjem er der, hvor jeg kun ikke er!
Seer jeg den friske Skov, de grønne Dale,
Da føler jeg, hvad ei jeg kan udtale,
Seer jeg det stolte Hav og Aftenrøden,
Da længes Hjertet mægtigt efter Døden!
Dog nei! det er ei Døden, nei, et Hjem, -
Et Hjem, hvis Navn jeg ei kan stamme frem.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Hver af os gjemmer i sin Hjertekrog
Hver af os gjemmer i sin Hjertekrog
Erindringernes store Billedbog,
Hvert Blad sin Tegning har fra Tid og Sted;
Der findes brogede, men sorte med.
De sorte, som kan Ungdomsmodet kue,
Dem tager man kun frem til eget Skue.
Men gjennem hele Billedrækken gaaer
En Livstraad, saa at tydeligt man faaer
Enhvers Mission: den Lyst, som i os brænder.
I min Erindrings Billedbog jeg kjender
Igjen paa hvert et Blad en mægtig Tanke,
Der gjør, at Hjertet stærkere maa banke,
At Kjærlighed til Kunsten blev mig givet;
Jeg løfted' Vingen kjækt i Hverdagslivet,
Mig drev en Villie i det Skjønnes Sag,
Til Kunstens Tempel gjaldt mit Vingeslag.
— Saa mangt et Blad i Bogen lagdes ned:
Der staaer om Ungdoms gyldne Freidighed,
Den første Barnedrøm om Laurbærgrenen,
Det Billed: første Gang at staae paa Scenen.
Men mellem det er mange Blade lagt,
Der ikke just har Drømmes gyldne Pragt.
— Det sidste Billed: denne Aftenstund,
Der følger mig, naar Lamperne her slukkes,
Det lyse vil frem fra en gylden Grund,
Ja gylden, thi af Veemod det bedugges.
Hav Tak for hver Opmuntring, Mildheds Dom!
Farvel! for mig nu vexler Scenen om.
Skjult er det, om jeg Lykkeblomsten finder,
Dens Duft jeg gjemmer dog i gamle Minder!
Men som det deiligste, det bedste Blad,
Det, som vil løfte mig og gjøre glad,
Er at see opfyldt engang, hvad jeg bad:
At vinde og fortjene Kunstnernavnet.
Arbeide, stræbe vil jeg! Hvad er Savnet,
Hvad er hver Prøvelse, Afskedens Smerte!
Farvel! Tak af mit varme, fulde Hjerte.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Verden er falsk, Verden er fæl
Verden er falsk, Verden er fæl,
Du tør ei troe paa en eneste Sjæl,
Synden har bidt selv i Barne-Hæl;
Blev Tanker Thingsvidner, — vee os!
Alle i Helveds Flammer vi see os
Evigt at brænde!
Hvilken Elende!
Forkullet, død er en salig Ende.
Tro er et Solblink paa Livets Strøm,
Tro er et Menneskes deiligste Drøm!
Kornet, de høsted, kan atter groe;
Men jeg groer ikke. O, giv mig Tro,
Min Barnetro; — men den lyver jo.
Verden er Løgne og Letsind — ja værre!
I Barnetro er der et Kys af Vorherre.
Jeg er ikke Barn i Hjerte og Sind,
Jeg kommer ikke i Himlen ind.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Den bedste Drøm
Hvad Hjertet her sig klynger til,
det lægges snart i Kiste;
selv Venskab er et Gaadespil,
hvor Traaden let kan briste.
Den bedste Drøm dog Hjertet veed,
det Drømmen er om Kjærlighed,
den skal man drømme jo som ung,
hvert Hjerte til den trænger,
den er saa smuk og dog saa tung,
at tidt den Hjertet sprænger.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Brudstykke af en Rundsang
Kurvemageren:
Kurvene gjør just vor Lykke,
Kurve gjort med Vid og Aand.
Kurven er et herligt Stykke,
Naar den er i Pigehaand;
Dog, hvordan det ogsaa gaaer,
Kurven først fra os hun faaer!
Snedkeren:
Høvler, hamrer, muntre Svende!
Og husk paa, hvad tidt er sagt:
Naar det Jordiske har Ende,
Fire Fjæle er vor Pragt;
Men for Kisten, som jeg slaaer,
Selv en Brudeseng jeg faaer.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Paa Grevindens Fødselsdag
Der er et Sted paa en af Danmarks Øer,
Et deiligt Sted, ret som en engelsk Park,
Rundt om sees store Skove, stille Søer,
Med Enge vexle Korn- og Kløver-Mark;
Og dog er her det Hele kun en Ramme
Omkring et Hjem, det elskte Bregentved,
Dets Arne har en høi, en hellig Flamme,
Et Moder-Hjerte fuldt af Kjærlighed.
Læs hendes Øie naar den Arme græder,
Der skeer i Verden Godt som Faa kun see,
Læs hendes Øie, der boer Moder-Glæder,
Hver tør betroe til hende af sin Vee!
Naturen her er smuk og rig at skue,
Men hendes Hjerte, det er rigt som den,
Fra det mod Gud sig hvælver Arkens Bue,
Der er Fortrøstning i at see derhen.
Hvert Aar, o Moder, Marken Rigdom sender
Til ham, hvis Hjerte Gud til dit har bragt,
En Rigdom større selv, end Du den kjender,
For ham i Børnene Du har nedlagt,
En himmelsk Sæd af Moder-Taarer dugget,
En Qvinde virker stille, men saa stort!
Gud, som har Verdner ved sit Hjerte vugget,
Dig glæde for det Gode, Du har gjort!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Da hun sang
Naar Verden meer ei lytter til din Sang,
Vil jeg henrykkes ved din Læbes Klang.
Naar Ungdoms Smilet svinder fra din Mund,
Jeg seer det dog i Øiets dybe Grund.
Din Sjæl er stor, dit Hjerte er saa rigt.
Hvad gjemmer Du om mig? — Et gammelt Digt.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Baggrund til Vignetterne
Hvad er det vel vi kalde Poesie?
En skuffet Drøm, nu det Uendelige!
Det Enkelte, det Heles Harmonie,
Vi jo med dette lille Ord udsige.
Vort Liv, ja jeg og Du, kort alle vi
Er' Poesie!
Det stolte Fjeld, der over Skyen gaaer,
Hvor Fossen larmer over knuste Graner,
Hvor Gemsejægeren ei Spidsen naaer,
Hvor Tanken svinder og Guds Storhed aner;
Hiin herlige Natur saa høi og fri
Er Poesie!
I Gruben ved det blege Lampeskjær,
Den stille Bjergmand sidder med sin Stræben,
Han tænker trofast paa sin Hjertenskjær,
Og gamle Sange tone ham fra Læben.
Den hele Scene, Hjertets Drømmerie,
Er Poesie!
I Røg og Damp den vilde Kampplads staaer,
Her brænder Byen, hist man stormer Skandsen,
Dødskuglen gjennem Heltehjertet gaaer,
Imens det drømmer stolt om Laurbærkrandsen.
Selv dette røgomhylte Malerie,
Er Poesie!
See Slaveskibet! dybt i Rummet her
De lænkebundne, solgte Brødre sukke.
Nu er det Havblik, tyst — hvad pladsker der?
Et Liig, nu eet — og Bølgerne sig lukke.
Dødskysset da, som gjør den Fangne fri,
Er Poesie!
Naar hun, hvem Hjertet fast sig klynger ved,
Som er din Tanke og din hele Stræben,
Naar hun forstaaer din dybe Kjærlighed,
Og hendes Haandtryk siger meer end Læben,
Hvad da Du føler, fængslet, men dog fri,
Er Poesie!
Hver Barnets Drøm om Jordens Herlighed,
Den Gamles Minder, mens hun dreier Rokken,
Den glemte Qvindes stille Huuslighed,
Der sysler hjemme, tro, med Børneflokken,
Den Vildes Glæde ved et Speils Magie,
Er Poesie!
Naar Vennen Du betroer Din bittre Vee,
Og klynger Dig til ham med trofast Hjerte,
Dit varme Du faaer kun et høfligt De,
Din Tillid selv forvandler sig til Smerte,
Selv det, naar han Dig fornem gaaer forbi,
Er Poesie!
Siberien med Taage, Iis og Snee,
Omslutter ham, der stred for Frihedsfaner,
Alene, i det grændseløse Vee,
Hans Liv henvisner mellem dunkle Graner,
Hans Drøm om Frihed — Ørk'nens Dyr er' frie -
Er Poesie!
Der staaer en Klippe i det salte Hav,
Fra Skibet mangen Pilgrim den bestiger,
Man seer et Træ, en Skildvagt og en Grav,
Hvert Blik faaer Liv, men Læben intet siger.
Den dybe Stilhed her er Melodie,
Som Poesie!
Musikkens Toner, Ungdoms glade Dands,
En Verden i et Frø og i en Stjerne,
Selv Graven med sin visne Blomsterkrands,
Vort Hjertes Higen mod et ukjendt Fjerne,
Mit Liv og hvad jeg fandt deri,
Er Poesie!
Jeg følte mig, som Ørnen, stærk og fri,
Min unge Sjæl var gladest blandt de Glade,
Men Hjertets bedste Drøm er nu forbi,
Og Livets Træ staaer uden Blomst og Blade.
Mit Kald, som Digter — Hjertets Melodie -
Var Poesie!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

I Riddertiden, som De Alle vide
I Riddertiden, som De Alle vide,
Sad Damerne i Kreds høit over Skranken
Og saae paa Kampen med de vilde Dyr.
Og kasted' Damen da sin Handske ned
Og bød sin Ridder kjækt at hente den,
Saa adlød han. — — Det var i Riddertiden,
At mangen ædel Frøken, fornem Frue
Tog mildt sig af den Fattige og Syge,
I Stilhed øvede den bedste Daad.
Som Roserne fremskyde ny' hvert Aar,
Saa lever ogsaa Hines ædle Gjerning.
Men Handskens Kasten blandt de vilde Dyr
Er nu kun til i Sagn og gamle Sange.
Den ædle Qvinde gaaer til Armods Skjul
Og virker godt ved milde Ord og Gjerning.
Hvo er ei gjerne hendes Tjener her
Og hjælper med at samle, med at bære;
Et Blik, et Ord kun — ja her det forstaaes,
At man kan springe ned selv paa Arena.
Og egenligt gjør vi her noget Sligt -
Vi springe ikke ned, men op paa Scenen,
Vi stille vore svage Kræfter frem;
Men det er Hjertets Sag; derfor det voves
I Vennekreds. — Vel sandt, den er lidt stor
Den kjære Vennekreds, som her er samlet,
Men stor, det er just godt for Øiemedet.
Vi virke Alle med: vi vise Mod
Idet vi træde op; De vise Taalmod!
Vi give; — ja, de Fleste har vist seet
I deres Kredse, i den sidste Tid,
Hvor Alle følte, at vi er eet Folk
Og Brødre Alle! Kjærligt gav Enhver,
Selv Børnene tog Deel, de fik istand
En Tombola med ganske ringe Sager,
Men gjerne Smaa og Store toge Nummer,
Man mored sig og smilte glad mod selv
Det Ubetydeligste, som man vandt;
Thi det at vinde var jo ikke Tanken.
Husk, at vor Forestilling denne Aften
Er slig en Tombola, og da I ville
Med venligt Sind modtage, hvad I faae.
Hvad vi kan bringe, falder i det Smaa,
Men i en Vennekreds kan Meget gaae,
Der ellers aldrig gaaer. Og her er Venner,
Ja, Venner af den Fattige, som lider,
Som uforskyldt maa prøve tunge Tider.
Og nu — ja, nu det første Skridt er gjort!
Tag mildt til Takke — De faaer ikke Stort.
Husk paa, De virke med saa godt som Nogen,
Og derfor tusind Tak! — Det var Prologen.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Avis aux lectrices
Jeg savner noget! — skal jeg Navnet sige?
Det er just ikke af en sjelden Slags;
Jeg savner — ja — en lille, bitte Pige -
Ak, Herre Gud! nu leer man ad mig strax!
Tør jeg da aldrig elske, aldrig sværme?
Hvad? Er jeg ikke gammel nok dertil?
Gud veed, jeg vil jo ei en Sjæl fornærme,
Nei holde af, det er jo det jeg vil!
Enhver Poet, selv ganske smaae Personer,
Har sig en Kjærest; — det maa være rart!
Man er ulykkelig, man sukker og man daaner,
O, jeg maa med! og jeg maa med lidt snart.
Men endnu har jeg ingen ret i Sigte,
At jeg kan blive for min Længsel qvit;
Gud veed, jeg sværmer nok for mine Digte,
Men Herre Gud, det er mig dog for lidt!
Nei jeg maa eie — hvad jeg nu vil sige -
En Kjæreste, saa faaer vist Hjertet Ro;
En lille, kun en ganske lille Pige,
Thi jeg er stor nok for os begge to!
O, kom! lad ei det søde Haab mig svigte;
Thi Kjærlighed dog klæder Folk saa net.
Men Du maa rose alle mine Digte,
Thi jeg slaaer op, saa snart Du glemmer det!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Hjertets Melodier
To brune Øine jeg nyelig saae,
I dem mit Hjem og min Verden laae,
Der flammede Snillet og Barnets Fred; -
Jeg glemmer det aldrig i Evighed!
Min Tanke er et mægtigt Fjeld,
Der over Himlene gaaer;
Mit Hjerte er et Hav saa dybt,
Hvor Bølge mod Bølge slaaer.
Og Fjeldet løfter Dit Billed
Høit over Himlenes Blaae,
Men selv Du lever i Hjertet,
Hvor dybe Brændinger gaae.
Du gav mig Blomster; hvis de lege kunde,
Da vandt jeg atter Lunets frie Lyst,
Men nei, de aabne meer den dybe Vunde,
Og sprede Giften i mit unge Bryst.
En Digter-Verden er saa navnløs stor!
Den hvælver sig høit over Himlens Bue;
Hver Sol og Stjerne i dens Luft-Hav boer,
Og ingen Tanke kan den overskue;
Dog kan Dig Intet i det store Rige,
Mit Hjertes dybe Kjærlighed udsige.
Henvisned' er de Blomster Du mig gav,
Men fra de Dødes Grav
Staae Aander frem, i Livets dunkle Gange.
Gjenkjend dem her, i mine bedste Sange.
(Ørkenens Søn)
Den vilde Hengst jeg tumler,
Vi flyve paa Sletten afsted,
Men Hjertet slipper dog ikke
Den stærke Kjærlighed.
Som Solen brænder i Sandet,
Saa brænder det dybt i mit Bryst;
Det er som Hjertet vil sprænges
Af Længsel og af Lyst!
Saa høi og saa stor er Himlen,
Med Sol og Stjerner paa,
Dog rummer den ei den Flamme,
Mit Hjerte dølge maa!
Der brænder mig Ild i Blodet,
Flyv, vilde Hengst, afsted!
Mit unge Hjerte sprænges
Af haabløs Kjærlighed.
Jeg elsker Dig — Dig, som jeg ei tør sige!
Du staaer som Tanken i mit Drømmerige,
Du skaber Aanden i hver dristig Sang,
Thi svulmer Hjertet, ret som Bølgens Gang,
Og brister stolt — thi Skjalden er en Gud;
Du er jo Brud — og lykkelig som Brud.
Man har et Sagn — et Eventyr:
Hvert Musling-Dyr,
Der bygger i den dybe, salte Sø,
Naar det har skabt sin Perle maa det døe.
— O Kjærlighed! Du blev mit Hjerte givet,
Og Perlen koste vil sin Skabning Livet.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Efter Krigen
Det nye Aar kommer susende
Over Vandene.
Er Du rige Fugl, der brusende
Kommer ind i Landene,
Glædevinkende?
Er Du fattige Fugl, der linkende
Kommer med Sorg og med tunge Kaar?
Kan Du bedrøve meer end det gamle Aar?
Kan Du hugge i Hjerterne dybere Saar?
Hvad skal vel nævnes som din Bedrift,
Naar Du staaer omtalt i gammel Skrift?
Hvad mon vel Herren ved Dig os sender?
Vor Bøn kan os styrke i al vor Vee,
Men ikke forandre, hvad der skal skee.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Nytaars-Aften 1850
Endnu en Sang i dette Aar,
Snart har det selv udsjunget,
Men det har sjunget: Dansken slaaer,
Saa det i Verden runged'.
I Slægter lyde skal det Qvad,
Hvad Landsoldaten kunde
Ved Idsted og ved Frederiksstad
Foruden ved Midsunde.
Tak gamle Aar, flyv fri og let!
Hvad vil din Broder bringe?
— Det Øie lee, som før har grædt,
Og Fredens Harper klinge!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Dødsenglen flyver i slimet Ham
Dødsenglen flyver i slimet Ham
Atter om Land og Rige.
Frygten er død; mit Hjerte fornam:
Hvad har vel Døden at sige?
Død er et Skridt kun videre frem,
Opad det gaaer gjennem Smerte;
Gud har beredt os det herligste Hjem;
Ei døer vor Aand og vort Hjerte:
De, som alt her i Øinenes Glar
Viste den Skikkelse, Sjælen har,
Sjælen, der lever og virke vil,
Naar ei vor Jord og dens Stjerner er til.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Forhæng for Vignetterne
Det er slet ingen Characteristik,
(Nei, dertil mig den dybe Indsigt svigter):
Jeg skildrer Ingen her til Punkt og Prik,
Langt mindre giver Nogen en Kritik,
Nei, hvad jeg følte i et Øieblik,
Naar Hjertet drømte om den danske Digter,
Hvad kun et barnligt Sind kan fatte her,
Det bringer jeg om Een og Hver,
Og bringer kun den lyse Side,
Den mørke gik jeg heller let forbi;
Men om den derfor ganske vil gaae fri,
Thi der er' mange, mange Critici,
Om disse muligt røre op heri,
Ja det maa Gud og disse Godtfolk vide.
Ei hver en Fugl har samme Flugt,
Men naar den synger, — naar den synger smukt
Sit Quirevit,
Om det er nok saa lidt,
Et Korn, en Blomst kan Sangen dog fortjene,
Og meget meer
Ei jeg, og neppe Nogen, seer
I disse Blade, skulde jeg vel mene.
Med Villie har jeg Ingen udelukt,
Men tidt man seer en Blomst, — den modne Frugt
Imidlertid er glemt bag Blad og Grene.
Før Du, min Læser, ellers træder ind,
En Bøn jeg sætter:
See Du kun saa paa mine smaae Vignetter:
Kom med et aabent, med et kjærligt Sind.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Taaren
Mit Hjerte er en Himmel graae,
Hvor Sorgerne som Kloder staae;
Saa underlig er deres Gang,
Derfor er Barmen dem for trang.
Græd kun, ja græd, saa faaer Du Ro!
Hver Taare, er en Verden jo;
En Verden fuld af Sorg og Lyst,
Der ruller fra det snevre Bryst.
Og har Du grædt dit Øie træt,
Da bliver Du om Hjertet let,
Thi Sorgen, om den end er stor,
I hine Taare-Verdner boer!
Og troer Du vel, at han som glad
Seer Krybet paa det mindste Blad,
Han, som det Hele stræber til,
At han en Verden glemme vil?
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Cometen 1834
Lad Verden tee sig nok saa lærd, foruden som forinden,
Naar først Cometen viser sig, den ryger dog af Pinden.
Saa seer man, den er ei solid, men saa er det for silde,
Nu lapser den sig alt for fælt, og derfor gaaer det ilde.
Ja, hører nu, hvordan det gaaer, og hvad der snart vil hænde,
Thi siden faae vi neppe Tid, at see paa Verdens Ende.
— Omtrent naar Tappenstregen slaaer,
Naar Vægteren paa Gaden gaaer,
Og synger høit mod Skyen,
Mens Flyveposten flagrer over Byen,
Da viser sig Cometen stor og rød,
Men hver Mand troer: „O det har ingen Nød,
Den gaaer nok over!"
Selv Byens Magistrat med denne Tanke sover.
— Men ak! Cometen kjender ei til Hvile,
I hvert Minut den løber hundred' Mile;
Den mod vor Jord fremrykker,
Men slaaer os ikke lige strax i Stykker,
Nei, den gjør os en anden stor Fortred,
Den ta'er vor Jord paa Slæbetouget med.
„Ak!" sukke gamle Folk, og falde hen i Daanen:
„Hvi løb den ikke heller af med Maanen!"
— „Und immer weiter, hop, hop, hop!"
Vi fare Alle i Galop;
Men at vor Jord saaledes galoperer,
Just ei generer,
Man holder meget jo af Galopade,
Paa Baller, som paa Østergade;
Man kjender Touren, holder let Balancen;
Men Jorden — ak! den taber Contenancen.
Ved disse nye Spring
Den glemmer reent at dreie sig omkring.
Fra Maribo man hører Klager,
„Som Mange megen Skræk indjager;"
Man mærker, det er ilde fat,
Cometen bli'er i Bladet sat.
Men ak! den løber dog afsted,
Og Jorden — ja, den løber med.
Da mærker man, selv hos det mindste Noer,
At Dandse-Organet i Hjertet boer,
Thi Hjertet hopper fra Bryst til Hals,
Som i Wiener-Vals.
— Snart er' vi Solen ganske nær,
Af Hede tabe vi vort Veir;
Enhver gjør Vind — men ak, for lidt.
Med de bekjendte korte Trit,
Og Arme, som Græshoppe-Been,
De unge Damer løbe hver og een,
Gjør Vind paa Gaden op og ned,
Men Luften bliver lige heed.
— Tilsidst vi Solen dog passere,
Men mange fede Folk crepere,
Og Bladene, ak ja! — de komme slemt tilkort,
Thi alt hvad Vand er, tørres ganske bort.
Men lad det gaae med Verden som det vil!
Man vænner sig dertil.
Snart gaaer enhver til sine gamle Skikke,
Man frygter ikke,
Man holder Baller, drikker Thee og snakker.
— Jeg takker!!!
Men ei Cometen falder os i Talen;
Tilsidst faaer den dog Lyst at røre os med Halen,
Men neppe er det skeet,
Saa gaaer det galt med Jord og med Comet;
O, kunde vi Halen dog englisere,
Saa skulde vi ikke saa brat crepere!
Betænk, hvilken „fürgterlig Ildebrand,"
— Fælt sprutter Jorden af polemisk Vand,
Men ei det nytter, den gaaer reent itu,
Men kan det trøste, nu
Saa gaaer det ei Cometen meget bedre,
Thi den og vi med Alt gaae da til vore Fædre. -
O hvilket Virvar dog i vor Natur!
I Nakken faae vi den chinesiske Muur,
Ja Rundetaarn og selv Theatret vælter,
I Taschenbücher man paa Gaden ælter,
Og tænk en Gang — de brænde!
Nu hører man et Knald, og saa har Verden Ende. -
Men som en Phønix, mærk mit Ord,
Snart af Cometen og vor Jord
En Klode danner sig paa ny,
Med Folk og Fæ, med Mark og By;
Men deres Storhed ei vi fatte,
Mod dem er' vi kun Padehatte;
Forstanden tred've Grader naaer,
(Mod dem var Plato selv et Faar).
De skrive, skrive, og studere,
Spadsere
I Luften, grave dybt i Jorden,
Da finde de baade i Syd og Norden,
Ret tydeligt Spoer af en Verden før,
Og det er vores, som det sig bør.
Man finder Folk — ja hele Lag,
Med Ordner baade for og bag,
Men man tør ikke Personerne røre,
Thi de ere skjøre. -
Ja, hvad som findes, selv mindste Kat,
Betragtes strax som en gylden Skat.
Saaledes Kjære,
Vi komme engang i Agt og Ære,
Faae Plads paa Museet, i Kirke og Slot;
Som Antiqviteter de os vil vise;
O lader os alle Cometen prise!
Naar Enden er god, er jo Alting godt!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

En Stemning
Hvad der skal skee, det skeer, derpaa jeg troer
Og giver mig Vorherre hen i Fæste,
Tryg svøber jeg mig i mit „Fadervor",
Skee, hvad der maa! Hvad Gud vil, er det Bedste.
Paa ham alene bygger jeg og troer,
Han taler til mig gjennem alt det Skabte;
Af ham min bedste Deel jo i mig boer,
Hvis det jeg tabte, Paradiis jeg tabte.
Det lyser ind i Sjælen, hvad jeg fik,
Hver Naadegave udenom og inde,
Hvert Alvors og hvert Letsinds Øieblik,
Hvad jeg har tabt og vundet og kan vinde.
„Udødelighed"! Tanken er saa stor!
Men „Evighed" og det „Uendelige"
Er større, ubegribeligt — og hvor
Erkjendes ikke de som virkelige!
Udødelighed! Du har i din Haand
Retfærdighedens Vægtskaal; Du maa være!
I Dig jeg siger, under Smertens Baand:
„Det Bedste skeer! Gud Herren Priis og Ære!"
Men giv mig Styrke, Herre, i min Nød,
I Lykkens Dage, og naar tungt jeg lider!
Hvad der skal skee, det skeer, som Gud det bød;
Men Gud vil kun det Bedste alle Tider.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Stormen
Som i en Søvn ligger Luften og Havet,
Ingen Bølge man seer,
Kun døsigt svulmer Fladen og synker igjen;
En enkelt Luftning gaaer, som en Skygge,
Over de slappe, hængende Segl;
Men den hvidgraae Maage
Flyver i Kredse om Skibet
Og med hæse Skrig den fortæller
Hvad Dybet nu drømmer. -
En Kastevind griber i Seilet,
Med Larmen det svulmer, men synker døsigt igjen,
Som den trætte Vandrer,
Der kaldes ved Midnat fra Leiet,
Vaagner, men sover atter igjen, -
— Nu dæmrer Natten og fjernt i Nordvest
Staaer et Bjergland af Skyer hvor Stormene bygge;
Det stiger med Mørket,
Og Lynstraalen leger, som glødende Lava,
Over Bjergenes Rygge.
Nu Havet er vakt af sin dybe Slummer,
See, Bølgen dandser til Stormenes Sang
Men sort, og med sølvhvidt Skum er den klædt,
Og underligt dybt og veemodigt den sukker,
Thi den veed, at i Nat,
Mangen livsglad Søgut og trofaste Søn
Skal den trykke, som Liig, iiskold og hvid,
Fast til sit Hjerte.
See derfor svulmer dens Barm og de store Taarer
Falde som Støvregn hen over Skibet.
Men høit deroppe,
Høit i den gyngende Mast,
Sidder den modige Skibsdreng, hans Lokker flagre,
Og stille skuer han over de svulmende Bølger.
— Aldrig før saae Du Havet saa mørkt,
Aldrig Lynet saa klart;
Som Fjeldmasser hænge de truende Skyer
Over vort Hoved',
Og Havet løfter med stærke Arme
Skibet, som var det en Fjer kun,
Høit, saa høit det slynges i Luften,
Som skulde det knuses mod hine Fjelde;
Men Menneske-Hjertet klynger sig fast til sin Gud,
Og ved hver truende Bølge, det løftes
Høiere, nærmere ham,
Algodhedens Fader.
Dybene sukke med Skyens Bjerge,
Dog mere dybt
Sukker eet Hjerte, et Ungdoms-Hjerte.
Seer Du i Stormen, Skibsdrengen høit
I den svaiende Mast?
Veed Du hans Længsel og Savn,
Hvad Hjertets Brændinger tone?
„I Hytten hos min Moder
Der var dog ei mit Hjem
Bestandig vilde Hjertet,
Kun frem og altid frem.
Min Moders Hjord jeg græssed'
Da i den grønne Dal,
Men Hjertet følte Længsel
Til Skovens Bøgesal.
Først græd jeg høit af Glæde,
Saa længtes jeg igjen,
Og Hjertet fløi da atter
Til Hyttens Hjemstavn hen.
Nu misted' jeg min Moder,
Det knuste Barnets Lyst;
Jeg ene stod i Verden,
Med Smerten i mit Bryst.
I Dalen var saa snevert,
Jeg stræbte modigt frem,
Men oppe høit paa Bjerget
Var heller ei mit Hjem.
Da saae jeg Havet for mig,
Og Himlen var saa blaae,
Det var, som al min Længsel
Bag Horizonten laae.
Da foer jeg over Bølgen,
Til fjerne Lande frem,
Men ingen, ingen Steder
Fandt Hjertet der sit Hjem.
Og dog kan Hjemmet findes
Paa denne store Jord,
Men Hjertet tør ei sige
Det dybe Trolddoms Ord." -
Saa toner det dybt i hans Bryst, uden Ro, uden Fred.
— Og Skibet flyver i Stormen, over Bølgen, afsted.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!