
C. Lund
Naar Græsset voxer paa din glemte Grav,
Dog mangt et Hjerte mangen Gang
Vil give venlig Gjenlyd af
Din Ungdoms bedste Sang.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes

Da hun sang
Naar Verden meer ei lytter til din Sang,
Vil jeg henrykkes ved din Læbes Klang.
Naar Ungdoms Smilet svinder fra din Mund,
Jeg seer det dog i Øiets dybe Grund.
Din Sjæl er stor, dit Hjerte er saa rigt.
Hvad gjemmer Du om mig? — Et gammelt Digt.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Tanker ved en ituslagen Jydepotte
Du er ei meer!
Din Digter græder ved Dit brudte Leer.
Din Lod det blev at taale Røg og Flamme,
Dog stod Du fast; Du var og blev den samme.
Faa kjendte Dig paa denne store Jord,
Dog i Din Død Du nævnes skal i Nord;
Jeg i Avisen vil et Grav-Vers sætte,
Saa Taarer skal de Skjønnes Kinder tvætte.
Først var Du Leer, nu bliver Du det atter;
Saa gaaer det selv Naturens bedste Datter.
Ak! var Du falden i en Kunstners Haand,
Du havde vundet ved hans Skaber-Aand;
Som Vase skulde Du da Ãiet gotte;
Men Skjæbnen bød, — Du blev en Jydepotte.
Dit Liv svandt hen saa stille, indgetogen;
Som Askepot Du sov i Skammekrogen.
Tidt saae jeg Dig imellem Røg og Ild,
Naar Maanen skinnede saa bleg og mild.
Jeg saae Din Damp, i den steeg Aander frem,
Og søgte gjennem Skorsteens-Piben hjem.
Dig glemte de, naar de saae Stjerner tindre;
Da hørte jeg det koge i Dit Indre.
Ja Du har følt og lidt som en Heltinde, -
Fred med Dit Minde!
En Digter hører helst sin egen Sang,
Thi vil jeg læse min saa mangen Gang,
Til Alfen kommer paa de hvide Vinger,
Og Trøsten bringer.
Om Børn og Linned drømte jeg i Nat,
Da vidste jeg, det ei var rigtigt fat.
Et Skrig fra Kjøkkenet jog mig af mine Drømme,
Der saae jeg Dine Skaar i Suppe svømme.
Alt var Forvirring, slukt var Skorsteens-Flammen,
Malene græd og samlede Dig sammen.
I Gaarden skal nu Dine Stumper hvile,
Smaa-Blomster snart vil fra Din Gravhøi smile.
Lad Tiden dække Alt med sine Vinger,
Maaskee i Døden den Dit Held Dig bringer:
Hvor nu er Land, var fordums Tid et Hav,
En Bøge-Skov kan voxe om Din Grav;
Et Sekel gaaer;
En Antiqvar vil finde Dine Skaar;
Dybt i hans Indre taler høit en Stemme,
At Konge-Støv Du eengang monne gjemme.
Til et Musæum skal Du Veien finde,
Som Skaar og Stumper Livets Krandse vinde.
Og nu Farvel! jeg skal Din Grav besøge,
Men lov mig, at Du aldrig her vil spøge. -
Græd ei, Malene!
Hun har det godt,
Den salig Pot!
Snart hvile ogsaa vore trætte Bene.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

En Moders Skaal
Om ogsaa ude Stormens Slag
Med Hagl paa Ruden trommer,
November bringer os en Dag
Med Solskin og med Sommer,
En deilig Dag, vi kalde vor,
Trods Aarets skarpe Vinde;
Om Sneen fyger udenfor,
Vi har dog Solskin inde.
En Moders Vei er Angstens Vei,
Hvert Barn blev kjøbt med Smerte;
Hvor mangen søvnløs Nat laae ei
En Klippe paa dit Hjerte!
Den spæde Knop blev Blomst og Frugt
Ved dine Kjærtegn ømme,
Og Aar for Aar sig viste smukt
Som Vished Haabets Drømme.
For dine Børn saa mangen Gang
Du sang — de det ei glemme!
Nu synge de for Dig en Sang
Med sødt bevæget Stemme.
Bliv længe hos os, karsk og glad!
Dig Børnebørn omringe!
I mange Aar et Festens Qvad
De Bedstemoder bringe!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Baggrund til Vignetterne
Hvad er det vel vi kalde Poesie?
En skuffet Drøm, nu det Uendelige!
Det Enkelte, det Heles Harmonie,
Vi jo med dette lille Ord udsige.
Vort Liv, ja jeg og Du, kort alle vi
Er' Poesie!
Det stolte Fjeld, der over Skyen gaaer,
Hvor Fossen larmer over knuste Graner,
Hvor Gemsejægeren ei Spidsen naaer,
Hvor Tanken svinder og Guds Storhed aner;
Hiin herlige Natur saa høi og fri
Er Poesie!
I Gruben ved det blege Lampeskjær,
Den stille Bjergmand sidder med sin Stræben,
Han tænker trofast paa sin Hjertenskjær,
Og gamle Sange tone ham fra Læben.
Den hele Scene, Hjertets Drømmerie,
Er Poesie!
I Røg og Damp den vilde Kampplads staaer,
Her brænder Byen, hist man stormer Skandsen,
Dødskuglen gjennem Heltehjertet gaaer,
Imens det drømmer stolt om Laurbærkrandsen.
Selv dette røgomhylte Malerie,
Er Poesie!
See Slaveskibet! dybt i Rummet her
De lænkebundne, solgte Brødre sukke.
Nu er det Havblik, tyst — hvad pladsker der?
Et Liig, nu eet — og Bølgerne sig lukke.
Dødskysset da, som gjør den Fangne fri,
Er Poesie!
Naar hun, hvem Hjertet fast sig klynger ved,
Som er din Tanke og din hele Stræben,
Naar hun forstaaer din dybe Kjærlighed,
Og hendes Haandtryk siger meer end Læben,
Hvad da Du føler, fængslet, men dog fri,
Er Poesie!
Hver Barnets Drøm om Jordens Herlighed,
Den Gamles Minder, mens hun dreier Rokken,
Den glemte Qvindes stille Huuslighed,
Der sysler hjemme, tro, med Børneflokken,
Den Vildes Glæde ved et Speils Magie,
Er Poesie!
Naar Vennen Du betroer Din bittre Vee,
Og klynger Dig til ham med trofast Hjerte,
Dit varme Du faaer kun et høfligt De,
Din Tillid selv forvandler sig til Smerte,
Selv det, naar han Dig fornem gaaer forbi,
Er Poesie!
Siberien med Taage, Iis og Snee,
Omslutter ham, der stred for Frihedsfaner,
Alene, i det grændseløse Vee,
Hans Liv henvisner mellem dunkle Graner,
Hans Drøm om Frihed — Ørk'nens Dyr er' frie -
Er Poesie!
Der staaer en Klippe i det salte Hav,
Fra Skibet mangen Pilgrim den bestiger,
Man seer et Træ, en Skildvagt og en Grav,
Hvert Blik faaer Liv, men Læben intet siger.
Den dybe Stilhed her er Melodie,
Som Poesie!
Musikkens Toner, Ungdoms glade Dands,
En Verden i et Frø og i en Stjerne,
Selv Graven med sin visne Blomsterkrands,
Vort Hjertes Higen mod et ukjendt Fjerne,
Mit Liv og hvad jeg fandt deri,
Er Poesie!
Jeg følte mig, som Ørnen, stærk og fri,
Min unge Sjæl var gladest blandt de Glade,
Men Hjertets bedste Drøm er nu forbi,
Og Livets Træ staaer uden Blomst og Blade.
Mit Kald, som Digter — Hjertets Melodie -
Var Poesie!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

R. Frankenau
Glemt staaer hans Grav bag Kloster-Kirkens Muur,
Endt er hans Drøm om Glæde og om Smerte;
Han var en Digter-Blomst i Guds Natur,
Hvis friske Duft har qvæget mangt et Hjerte.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Hver af os gjemmer i sin Hjertekrog
Hver af os gjemmer i sin Hjertekrog
Erindringernes store Billedbog,
Hvert Blad sin Tegning har fra Tid og Sted;
Der findes brogede, men sorte med.
De sorte, som kan Ungdomsmodet kue,
Dem tager man kun frem til eget Skue.
Men gjennem hele Billedrækken gaaer
En Livstraad, saa at tydeligt man faaer
Enhvers Mission: den Lyst, som i os brænder.
I min Erindrings Billedbog jeg kjender
Igjen paa hvert et Blad en mægtig Tanke,
Der gjør, at Hjertet stærkere maa banke,
At Kjærlighed til Kunsten blev mig givet;
Jeg løfted' Vingen kjækt i Hverdagslivet,
Mig drev en Villie i det Skjønnes Sag,
Til Kunstens Tempel gjaldt mit Vingeslag.
— Saa mangt et Blad i Bogen lagdes ned:
Der staaer om Ungdoms gyldne Freidighed,
Den første Barnedrøm om Laurbærgrenen,
Det Billed: første Gang at staae paa Scenen.
Men mellem det er mange Blade lagt,
Der ikke just har Drømmes gyldne Pragt.
— Det sidste Billed: denne Aftenstund,
Der følger mig, naar Lamperne her slukkes,
Det lyse vil frem fra en gylden Grund,
Ja gylden, thi af Veemod det bedugges.
Hav Tak for hver Opmuntring, Mildheds Dom!
Farvel! for mig nu vexler Scenen om.
Skjult er det, om jeg Lykkeblomsten finder,
Dens Duft jeg gjemmer dog i gamle Minder!
Men som det deiligste, det bedste Blad,
Det, som vil løfte mig og gjøre glad,
Er at see opfyldt engang, hvad jeg bad:
At vinde og fortjene Kunstnernavnet.
Arbeide, stræbe vil jeg! Hvad er Savnet,
Hvad er hver Prøvelse, Afskedens Smerte!
Farvel! Tak af mit varme, fulde Hjerte.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

P. Faye
Du sang din Ungdoms Lyst,
Din Længsel og din Smerte,
Hver kjendte i Dit Bryst
Sit eget Hjerte.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Hjertets Melodier
To brune Øine jeg nyelig saae,
I dem mit Hjem og min Verden laae,
Der flammede Snillet og Barnets Fred; -
Jeg glemmer det aldrig i Evighed!
Min Tanke er et mægtigt Fjeld,
Der over Himlene gaaer;
Mit Hjerte er et Hav saa dybt,
Hvor Bølge mod Bølge slaaer.
Og Fjeldet løfter Dit Billed
Høit over Himlenes Blaae,
Men selv Du lever i Hjertet,
Hvor dybe Brændinger gaae.
Du gav mig Blomster; hvis de lege kunde,
Da vandt jeg atter Lunets frie Lyst,
Men nei, de aabne meer den dybe Vunde,
Og sprede Giften i mit unge Bryst.
En Digter-Verden er saa navnløs stor!
Den hvælver sig høit over Himlens Bue;
Hver Sol og Stjerne i dens Luft-Hav boer,
Og ingen Tanke kan den overskue;
Dog kan Dig Intet i det store Rige,
Mit Hjertes dybe Kjærlighed udsige.
Henvisned' er de Blomster Du mig gav,
Men fra de Dødes Grav
Staae Aander frem, i Livets dunkle Gange.
Gjenkjend dem her, i mine bedste Sange.
(Ørkenens Søn)
Den vilde Hengst jeg tumler,
Vi flyve paa Sletten afsted,
Men Hjertet slipper dog ikke
Den stærke Kjærlighed.
Som Solen brænder i Sandet,
Saa brænder det dybt i mit Bryst;
Det er som Hjertet vil sprænges
Af Længsel og af Lyst!
Saa høi og saa stor er Himlen,
Med Sol og Stjerner paa,
Dog rummer den ei den Flamme,
Mit Hjerte dølge maa!
Der brænder mig Ild i Blodet,
Flyv, vilde Hengst, afsted!
Mit unge Hjerte sprænges
Af haabløs Kjærlighed.
Jeg elsker Dig — Dig, som jeg ei tør sige!
Du staaer som Tanken i mit Drømmerige,
Du skaber Aanden i hver dristig Sang,
Thi svulmer Hjertet, ret som Bølgens Gang,
Og brister stolt — thi Skjalden er en Gud;
Du er jo Brud — og lykkelig som Brud.
Man har et Sagn — et Eventyr:
Hvert Musling-Dyr,
Der bygger i den dybe, salte Sø,
Naar det har skabt sin Perle maa det døe.
— O Kjærlighed! Du blev mit Hjerte givet,
Og Perlen koste vil sin Skabning Livet.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Grev Joachim Moltke-Bregentved
Tænk kun paa ham hvis Støv er Graven bragt,
Erindring, udfold heel din Blomsterpragt!
Et Smiil sad i hans Øie, om hans Mund,
Det lyste fra den rene Hjerte-Bund.
Husk Julens Glæder, naar han spøgte glad;
Saa rigt og stort er Hjertets Mindeblad.
Hos Eder lykkelig og glad han stod,
For Danmarks Sag, han Hjemmets Hjem forlod.
Den vaade Jord og Nattens kolde Vind,
Skjød Dødens Kugle i hans Hjerte ind.
Sit unge Liv han glad for Danmark gav.
De Runer vil' vi riste paa hans Grav!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Henriette Wulff
I det brændende Skib, paa det rullende Hav,
I Rædsler, som ei vi udholde at høre,
Har du lidt, har du endt, har Du fundet din Grav,
Dødsmaaden og Kampen naae aldrig vort Øre!
Du dristige, kraftfulde Sjæl, Du dig holdt
I et skrøbeligt Legem; høit stod Du i Vrimlen,
Og aldrig dit ildfulde Hjerte blev koldt;
Her Faa kun forstod Dig, men Flere i Himlen!
Du var mig en Søster deeltagende stærk,
Min Sjæl holdt Du oppe, naar Verden mig traadte,
Du kjendte, forstod mig, og det er dit Værk,
At tit jeg ei sank, naar synke jeg maatte.
Det falske, det Tomme, det Bjældeklangs Smaa
Har Hobens Beskyttelse, bæres af Strømmen,
Dens Løb ei forandres —, Skumbølgerne gaae,
Og Jordlivet gaaer,- det er endt snart, som Drømmen.
Farvel min Veninde fra Barndommens Aar!
Du var mig meer god, end jeg det fortjente,
Nu har du stridt ud — ; hos en Broder Du staaer,
Med hvem alt paa Jorden Dig Længsel foreente.
Din Kiste blev Havet, det rullende Hav,
Og Indskriften over Dig staaer i vort Hjerte,
Din Sjæl er i Himlen, der Herren Dig gav
Lyksalighed tifold for Dødsstundens Smerte.
I det brændende Skib paa det rullende Hav,
I Rædsler, som ei vi udholde at høre,
Har Du lidt, har Du endt, har Du fundet din Grav,
Dødsmaaden og Kampen naae aldrig vort Øre!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Man finder det passende, finder det smukt
Man finder det passende, finder det smukt,
Naar jeg synger om Svanernes Sang og Flugt,
Om det svulmende Hav, om Stjernernes Pragt,
Om Guds Natur i dens Fylde og Magt;
Men synger jeg ud mit Hjertes Sang,
Ved Synet af Spaniens deilige Qvinder,
Den svulmende Skjønhed, den svævende Gang,
De Øine, de Fødder, de flammende Blikke,
Saa sige de strax, det passer sig ikke,
Den nordiske Fromhed og Klædning vi savne.
Men jeg veed i Spanien ei Ord eller Navne
For Tanken, undtagen — „at kysse og favne!"
I Paradiishaven, som Spanien staaer nær,
Det Deiligste det var jo Eva der,
Og alt det Deiligste, skabt af Gud,
I Kjærlighed synger mit Hjerte ud!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

For Danmark!
Det er en stor alvorlig Tid,
Men fast til Gud staaer al vor Lid,
Vi stride jo den gode Strid
For Danmark!
Vi vil vor Ret, og ikke meer!
Vor Herre vil, det bedste skeer,
Thi freidig fremad hver Mand seer,
For Danmark!
Paa Marken, ved det aabne Hav,
Staaer mangen gammel Kjæmpe-Grav,
Om Kraften i os Vink den gav
For Danmark!
I Landets Vaaben altid stod
Tre Løver, de betyde Mod,
Ni Hjerter, det er ærligt Blod
For Danmark!
Og som af Krøniken vi saae:
Een Mand kan tolv Mænds Styrke faae.
Ved Enighed vi den vil naae,
For Danmark!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Hjemvee
Om Aft'nen i det lille, snevre Kammer,
Naar Alt er stille, i mit Bryst det flammer!
En mægtig Længsel fylder al min Tanke,
Af Hjemvee føler jeg mit Hjerte banke,
Og jeg maa græde, skjøndt jeg er en Mand,
Thi her, har Hjertet intet Fædreland!
Naar Kunsten aabner mig sit store Rige,
Den samme Længsel føler jeg da stige,
Enhver Musik, hver Sang der naaer mit Hjerte,
Gjenvækker denne bittre, søde Smerte,
Men Hjemmet finder jeg dog aldrig her,
Mit Hjem er der, hvor jeg kun ikke er!
Seer jeg den friske Skov, de grønne Dale,
Da føler jeg, hvad ei jeg kan udtale,
Seer jeg det stolte Hav og Aftenrøden,
Da længes Hjertet mægtigt efter Døden!
Dog nei! det er ei Døden, nei, et Hjem, -
Et Hjem, hvis Navn jeg ei kan stamme frem.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Held mig! Granada jeg seer
Held mig! Granada jeg seer,
Mindernes selsomme By!
Rom Du ligner deri,
her strax man føler sig hjemme.
Bjergene rundt om har Snee,
Himlen ikke en Sky.
Fra Alamedaen smukt
klinger Gitanaens Stemme,
Øinene blaae som i Nord,
sneehvide Blomster i Haaret.
Havfruens Skjønhed og Blik!
— Vandrer! er alt Du bedaaret?
II
Ja havblaae er hendes Øine,
men Haaret som Skovsneglens Skind;
Gjennem Øinene seer man
lige i Tankerne ind.
Hun er saa fast som en Drue,
Munden et Væld med Kys,
Om Tonedybet derinde
havde en Drøm jeg nys;
Over os glødende Æbler
i hvert Granattræ hang; -
En salomonisk Høisang
Hjertet om Sulamith sang.
III
I Granada er det Maaneskin,
saa klart, at Hver man kjender,
Dog Vægteren gaaer med Lygte,
og Lyset i Lygten brænder.
Hvad søger han efter? Han søger
vel Solen, der skal staae op.
Imellem Bladenes Bolstrer
en Drømmeverden er lagt;
Du Rose, bliv mit Alhambra,
med hende jeg boer i din Pragt,
Og vi ere unge —! imorgen
da falder hvert Rosenblad.
Vær Du min Erindring, skrinlagt
i dette smuldrende Qvad.
IV
Jeg leve vil i Granada,
der Phantasus reiste sit Slot;
Men nede i Malaga grav mig
en Grav ved Havet saa blaat,
Saa udstrakt, svulmende herligt;
høit synger den rullende Sø.
I Norden jeg skar i en Græstørv
mit Navn paa den danske Ø,
Snart voxer Græsset derover,
alle Minderne døe!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

A. Stub
I Haven voxer Æbletræet smukt,
Men der maa Solskin til at skabe Frugt,
I Skyggen her dit Blomster Duft os gav,
— Men ingen saae Dig, Du kun fandt en Grav.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Der er et Huus afsondret ved et Gitter
Der er et Huus afsondret ved et Gitter
Og Jernport fra den hverdags Landevei;
Enhver, som gaaer forbi, der indad titter,
Det friske Grønne hvisker: Glem mig ei.
Smukt Ranken snoer sig opad Murens Side,
Og stundom flyver der en Sangfugl frem;
Men Huset selv, — om det vi Alle vide:
Der er vort Hjem, vort elskte bedste Hjem.
Det er saa godt i Livets Kamp og Smerte
At holde fast paa hvem man ret har kjær;
At kunne stole paa et trofast Hjerte,
Og sligt et Hjerte er i Huset her.
Fra det udover os Solstraaler spille
Og mangen Sorg os synes ei saa tung;
Vi elske Dig, Du kjærlige, Du milde,
Du elskelige Fader, stærk og ung!
O gid i Alt vi ganske Dig maae ligne,
Op see vi til Dig, elske Dig saa tro;
Den gode Gud Dig glæde og velsigne,
Ja, her er godt at bygge og at boe.
Gud, lad os feire tidt og mange Gange
Den Fest i Dag! beskjærm! o Gud, hvert Led
I Kjæden her, saa kjære og saa mange;
Held ham, vor Stolthed og vor Kjærlighed!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Soldaten
Med dæmpede Hvirvler Trommerne gaa,
ak, skal vi dog aldrig til Stedet naa,
at han kan faa Ro i sin Kiste?
Jeg tror mit Hjerte vil briste!
Jeg havde i Verden en eneste Ven!
Ham er det man bringer til Døden hen
med klingende Spil gennem Gaden,
og jeg er med i Paraden!
For sidste Gang skuer han nu Guds Sol,
nu sidder han alt paa Dødens Stol,
de binde ham fast til Pælen!
Forbarm dig, Gud, over Sjælen!
Paa en Gang sigte de alle ni.
De otte skyde jo rent forbi,
de rysted paa Haanden af Smerte,
kun jeg traf ham midt i hans Hjerte!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Sang til den kjære Oldemoer A. C. D. Drewsen
Og nu en Sang for Oldemoer,
Den Milde, Kloge, Kjære!
Vi Alle synge vil i Chor,
Saaledes skal det være!
Gid Rigmor kunde synge med
Som Børnene hos Thieles,
Saa sang hun — mens i Kjærlighed
Her gjennem Taarer smiles.
Derudenfor er Luften klar,
Men kold med Nordens Vinde;
I Børn og Børnebørn Du har
Din Blomsterflor herinde.
Og Kinden blusser, Øiet leer,
Dig vil de Alle glæde,
Og naar Du ind i Hjertet seer,
Seer Du dit Herskersæde.
Engang — ja, naar vi skilles ad,
Det skeer kun for at mødes;
Paa Mødet tænker Hjertet glad,
Og sød Fortrøstning fødes.
Kort er et Jordlivs Fødselsdag,
Men langt og deiligt Aaret;
Paa Kjærlighedens Vingeslag
Du bliver hos os baaret.
Dit Øie hviler paa os nu
Med stille, store Tanker!
Ja, Oldemoer, saa smuk er Du,
Saa ungt dit Hjerte banker!
En evig Ungdom Sjælen fik,
Fra Øiet lyser Straalen!
— Og nu: Hurra paa gammel Skik!
For Oldemoer er Skaalen!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Louise Ipsen og C. St. A. Bille
Før Talen
Vort Liv har mangen Høitidsdag,
Hvor Hjertet hejser Krands og Flag
Og dog i Alvor banker;
Da løfte sig ved Orgelklang,
Saa tillidsfuldt i Glædes-Sang,
De stille Alvors-Tanker.
Gud er hos os paa Lykkens Dag,
Han styrker os ved Modgangs Slag.
Hvor kan da Hjertet bæve!
Ung Elskov i sin Blomsterflor
Med Kronen ind i Himlen groer.
Did op sig Tanken hæve!
Efter Talen
I knælede for Herrens Bord,
Udtalte Sammenholdets Ord,
Som Troskab kan dem sige.
I eders Sind er Ungdoms Vaar,
Den blive, selv bag sølvhvidt Haar,
Og end hist i Guds Rige!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

A. Henselt
Fra Strængene flyver en Fuglehær,
Den synger med Hjerte og Tunge;
Vi Hjerteslaget fornemmer i hver;
Thi griber det Gamle og Unge.
Min Tak er saa ringe, en fattig Sang,
Men tro mig, den ogsaa har Hjerte-Klang.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!