
Der er et Huus afsondret ved et Gitter
Der er et Huus afsondret ved et Gitter
Og Jernport fra den hverdags Landevei;
Enhver, som gaaer forbi, der indad titter,
Det friske Grønne hvisker: Glem mig ei.
Smukt Ranken snoer sig opad Murens Side,
Og stundom flyver der en Sangfugl frem;
Men Huset selv, — om det vi Alle vide:
Der er vort Hjem, vort elskte bedste Hjem.
Det er saa godt i Livets Kamp og Smerte
At holde fast paa hvem man ret har kjær;
At kunne stole paa et trofast Hjerte,
Og sligt et Hjerte er i Huset her.
Fra det udover os Solstraaler spille
Og mangen Sorg os synes ei saa tung;
Vi elske Dig, Du kjærlige, Du milde,
Du elskelige Fader, stærk og ung!
O gid i Alt vi ganske Dig maae ligne,
Op see vi til Dig, elske Dig saa tro;
Den gode Gud Dig glæde og velsigne,
Ja, her er godt at bygge og at boe.
Gud, lad os feire tidt og mange Gange
Den Fest i Dag! beskjærm! o Gud, hvert Led
I Kjæden her, saa kjære og saa mange;
Held ham, vor Stolthed og vor Kjærlighed!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes

Dødsenglen flyver i slimet Ham
Dødsenglen flyver i slimet Ham
Atter om Land og Rige.
Frygten er død; mit Hjerte fornam:
Hvad har vel Døden at sige?
Død er et Skridt kun videre frem,
Opad det gaaer gjennem Smerte;
Gud har beredt os det herligste Hjem;
Ei døer vor Aand og vort Hjerte:
De, som alt her i Øinenes Glar
Viste den Skikkelse, Sjælen har,
Sjælen, der lever og virke vil,
Naar ei vor Jord og dens Stjerner er til.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

En Glædes-Fest i Dag vi har
En Glædes-Fest i Dag vi har,
Og jublende vi komme,
Thi Sløret brast for Øiets Glar,
Den mørke Nat er omme,
See Skoven dog hvor deilig grøn,
Og Hjort og Hind derinde;
Du seer din Fest, saa lys og skjøn,
Vor Moder, vor Veninde.
Igjennem Rummet, denne Dag
Gaaer Hjerte-Melodien,
Du hører Sønners Hjerte-Slag
Fra Themsen og fra Slien,
De er Dig nær og Du det veed,
De juble med herinde,
Gud signe Dig, vor Kjærlighed,
Vor Moder, vor Veninde!
Alt hilser Dig med Lysets Glands,
Det Dybe og det Høie,
Den grønne Mark og Stjerners Krands,
Og Glæden i vort Øie;
Snart Kampens Sky fra Danmark gaaer,
I Fred skal Dagen rinde,
Da dobbelt lys Dig Verden staaer,
Vor Moder, vor Veninde!
I Landet Fred, paa Havet Fred,
Fred i hvert sorgfuldt Hjerte!
Hvor ærlig Villie holder ved,
Gaaer Glæde frem af Smerte.
I Taalmod, og det milde Sind,
Du saae din Nat forsvinde!
Guds Solskin i dit Hjerte ind,
Vor Moder, vor Veninde!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Georg Carstensen
Som vildsom Fugl Du flere Gange fløi
Bort fra dit Hjem, fra vore grønne Øer,
Og Blæsten peb og Skramlet gjorde Støi,
Det ferske Hverdags-Liv har slemme Søer.
Nu flyver Du igjen, men mere stærk,
Vi kjende dit Talent, som Du det kjender.
Du viste Villie — og vi see dit Værk,
Et Glædes-Blus her det i Øiet brænder;
Godt er dit Hjerte, Du har Ungdoms Hu,
Hvo svinger Glædens Tryllestav som Du.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Fru Bournonville
Hvem Gud har kjær gav han Geniets Flamme,
I tusind Farver kvæger det vort Syn,
Men ham, som fik det, bittre Smerter ramme,
Han halvfortæres af sit Guddoms Lyn;
Tidt gaaer han ene — lyser, som en Kjerte,
Og lysende fortæres han som den,
Men elsker Gud ham, vil et trofast Hjerte
Sig slutte til ham, kalde ham sin Ven.
En Skytsaand følger ham, en ædel Qvinde,
Hun styrker ham paa Stridens tunge Dag,
Hans Sorg hun lukker i sit Hjerte inde,
Og mere kraftigt er hans Vingeslag.
Du er en saadan Skytsaand god og stærk,
Hans Navn, hans Lykke, blev dit Hjertes Værk.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Paa Grevindens Fødselsdag
Der er et Sted paa en af Danmarks Øer,
Et deiligt Sted, ret som en engelsk Park,
Rundt om sees store Skove, stille Søer,
Med Enge vexle Korn- og Kløver-Mark;
Og dog er her det Hele kun en Ramme
Omkring et Hjem, det elskte Bregentved,
Dets Arne har en høi, en hellig Flamme,
Et Moder-Hjerte fuldt af Kjærlighed.
Læs hendes Øie naar den Arme græder,
Der skeer i Verden Godt som Faa kun see,
Læs hendes Øie, der boer Moder-Glæder,
Hver tør betroe til hende af sin Vee!
Naturen her er smuk og rig at skue,
Men hendes Hjerte, det er rigt som den,
Fra det mod Gud sig hvælver Arkens Bue,
Der er Fortrøstning i at see derhen.
Hvert Aar, o Moder, Marken Rigdom sender
Til ham, hvis Hjerte Gud til dit har bragt,
En Rigdom større selv, end Du den kjender,
For ham i Børnene Du har nedlagt,
En himmelsk Sæd af Moder-Taarer dugget,
En Qvinde virker stille, men saa stort!
Gud, som har Verdner ved sit Hjerte vugget,
Dig glæde for det Gode, Du har gjort!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Ved Soldatens Hjemkomst i 1864
Vor brave Soldat, som saa ærligt har stridt,
Du kommer nu hjem uden Glæde.
O Danmark, hvor har Du dog bitterligt lidt,
Blod er flydt, og Blod er at græde!
I forrige Krig, da Soldaten kom hjem,
Stor Festlighed Byerne gjorde,
Fra Husene hængte man Danebrog frem,
Stod med Sange og Æresporte.
Nu kommer Du hjem uden Hurra og Sang.
Og dog: Du holdt ud, maatte lide
Langt mere i Danmarks Kamp denne Gang,
End Mange betænke og vide.
„Hav Tak!" det siger vort Hjertelag,
Det vil i hvert Haandtryk Du kjende.
— Og saa vil vi sjunge om „Atterdag";
Den Sang er ei skrevet tilende.
I Gud er Fremtid! „Han gav, han tog",
Han kan skrive paa Danskens Skjolde:
„Atter plantedes Danebrog
Paa Thyras gjenreiste Volde."
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Børnene og den graa Morlille
I Hjertet sidder en lille Person,
Han gestikulerer saa saare,
Men det er ækelt hvor føelsom han er,
Han svømmer bestandigt i Taare.
Han digter allene de rørende Ting,
Ak! Vand er vist Tanken og Tonen,
Thi, tænk! vore Øine staae lidt under Vand,
Skjøndt de er' saa langt fra Personen.
Han maa ei slippe i Verden ud,
Saa blev der først Graad og Jammer,
Vort Bryst skal være hans Fangetaarn,
Og Hjertet hans Fængselskammer.
Han sidder jo luunt inden Vægge der,
Skjøndt evigt og altid han skraaler:
„Her er saa snevert! o ud! derud!
Hvor Himlen og Sollyset straaler!"
— Nei, saa gaaer det meget bedre til
hos dem, som boe i vor Pande;
Vel er det Tagkammer lidet og lavt,
Dog rummer det godt maa man sande!
Thi der er' tusind' velsignede Smaae,
Ja tusinde til, og lidt flere,
Der synge og springe ved Dag og Nat,
(hos visse de mindre genere):
Det er Phantasiens levende Smaae,
De kjende ei Savn eller Længsel;
Ja tidt gjør' de Nar af den lille Person,
Der sidder i Hjertets Fængsel.
De kan de deiligste Eventyr,
Og naar vi Mennesker læse,
Saa spille de strax, som Comedie Alt,
Her lige over vor Næse.
Ja, tidt kan de udvide Kammeret selv,
saa mange alt føle en Svimlen,
Men tænk dog ogsaa, hvor høit det gaaer!
Det gaaer gjennem hele Himlen;
Saa høit, saa høit over Sol og Planet,
Ja, langt paa den anden Side!
Hvorledes de ellers kan gjøre Sligt,
Ja, det maa vor Herre vide!
— Men vil' de gjøre for stort et Spring,
Hvad eller Spektakel og Trætte,
Da kommer Fornuften, en graa Morlil,
Hun bringer dem snarlig tilrette.
Tidt tysser hun ogsaa, og er lidt vred
Paa ham, som i Hjertet græder,
Men ofte hun trøster, da synge de Smaae,
Saa smukt om Himmelens Glæder.
Men Dagene svinde og Aarene gaae,
Om selv de er' nok saa mange,
Da bliver det Fængsel i Hjertet her,
For svagt til at holde sin Fange,
Det Tagkammer selv er i skrøbelig Stand,
Det taaler ei Børnenes Springen,
Den gamle Morlille dem tager i Favn,
Som Moder, hun glemmer slet ingen;
Og Hjertets Lille, det Længsels Barn,
Er nærmest ved hendes Hjerte,
Saa barnligt, saa trygt det hviler der,
Og glemmer sin Sorg og Smerte;
Da er hun ei længer en graa Morlil,
Med Furer og Sorg paa sin Pande,
Nei ung og blomstrende hæver hun sig
Til Himlens lysende Lande.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Julesang i det Collinske Huus
Saa sidde vi igjen om Julebordet
Og synge høit vor Sang, vort Juledigt,
Og Glæden er i Hjertet og i Ordet,
Skjøndt Aaret var saa taust, saa alvorsrigt.
Der rulled Kroner hen som Kiselstene,
Men i vor lille Kreds vor Krone blev:
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit Kongerige i vort Hjerte skrev.
Mod Roskild Spir fløi Svanen frem og døde,
Ved Slesvig Kampens Paaskeklokker klang,
Og Tre af Kredsen her gik til det Møde,
Hvor Døden stod, og hvor Kanoner sang.
Mod Savn og kolde Nætter, Oprørsflammen
De gik, og selv vi bad: „I Guds Navn gaa!"
Og see, vi sidde atter samled' sammen,
Det er, som om en Drøm det var, vi saae.
Hver Sorg og Angst i Hjertet vi erindre
Og føle derpaa ret: Gud var os god!
Vor Julestjerne see vi dobbelt tindre;
Dens Straaler skal os give Fremtids Mod.
End mange Aar vort Huuslivs stille Scene
Staae lykkelig, som selv iaar den blev,
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit store Rige i vort Hjerte skrev.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Hjemvee
Om Aft'nen i det lille, snevre Kammer,
Naar Alt er stille, i mit Bryst det flammer!
En mægtig Længsel fylder al min Tanke,
Af Hjemvee føler jeg mit Hjerte banke,
Og jeg maa græde, skjøndt jeg er en Mand,
Thi her, har Hjertet intet Fædreland!
Naar Kunsten aabner mig sit store Rige,
Den samme Længsel føler jeg da stige,
Enhver Musik, hver Sang der naaer mit Hjerte,
Gjenvækker denne bittre, søde Smerte,
Men Hjemmet finder jeg dog aldrig her,
Mit Hjem er der, hvor jeg kun ikke er!
Seer jeg den friske Skov, de grønne Dale,
Da føler jeg, hvad ei jeg kan udtale,
Seer jeg det stolte Hav og Aftenrøden,
Da længes Hjertet mægtigt efter Døden!
Dog nei! det er ei Døden, nei, et Hjem, -
Et Hjem, hvis Navn jeg ei kan stamme frem.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Baggrund til Vignetterne
Hvad er det vel vi kalde Poesie?
En skuffet Drøm, nu det Uendelige!
Det Enkelte, det Heles Harmonie,
Vi jo med dette lille Ord udsige.
Vort Liv, ja jeg og Du, kort alle vi
Er' Poesie!
Det stolte Fjeld, der over Skyen gaaer,
Hvor Fossen larmer over knuste Graner,
Hvor Gemsejægeren ei Spidsen naaer,
Hvor Tanken svinder og Guds Storhed aner;
Hiin herlige Natur saa høi og fri
Er Poesie!
I Gruben ved det blege Lampeskjær,
Den stille Bjergmand sidder med sin Stræben,
Han tænker trofast paa sin Hjertenskjær,
Og gamle Sange tone ham fra Læben.
Den hele Scene, Hjertets Drømmerie,
Er Poesie!
I Røg og Damp den vilde Kampplads staaer,
Her brænder Byen, hist man stormer Skandsen,
Dødskuglen gjennem Heltehjertet gaaer,
Imens det drømmer stolt om Laurbærkrandsen.
Selv dette røgomhylte Malerie,
Er Poesie!
See Slaveskibet! dybt i Rummet her
De lænkebundne, solgte Brødre sukke.
Nu er det Havblik, tyst — hvad pladsker der?
Et Liig, nu eet — og Bølgerne sig lukke.
Dødskysset da, som gjør den Fangne fri,
Er Poesie!
Naar hun, hvem Hjertet fast sig klynger ved,
Som er din Tanke og din hele Stræben,
Naar hun forstaaer din dybe Kjærlighed,
Og hendes Haandtryk siger meer end Læben,
Hvad da Du føler, fængslet, men dog fri,
Er Poesie!
Hver Barnets Drøm om Jordens Herlighed,
Den Gamles Minder, mens hun dreier Rokken,
Den glemte Qvindes stille Huuslighed,
Der sysler hjemme, tro, med Børneflokken,
Den Vildes Glæde ved et Speils Magie,
Er Poesie!
Naar Vennen Du betroer Din bittre Vee,
Og klynger Dig til ham med trofast Hjerte,
Dit varme Du faaer kun et høfligt De,
Din Tillid selv forvandler sig til Smerte,
Selv det, naar han Dig fornem gaaer forbi,
Er Poesie!
Siberien med Taage, Iis og Snee,
Omslutter ham, der stred for Frihedsfaner,
Alene, i det grændseløse Vee,
Hans Liv henvisner mellem dunkle Graner,
Hans Drøm om Frihed — Ørk'nens Dyr er' frie -
Er Poesie!
Der staaer en Klippe i det salte Hav,
Fra Skibet mangen Pilgrim den bestiger,
Man seer et Træ, en Skildvagt og en Grav,
Hvert Blik faaer Liv, men Læben intet siger.
Den dybe Stilhed her er Melodie,
Som Poesie!
Musikkens Toner, Ungdoms glade Dands,
En Verden i et Frø og i en Stjerne,
Selv Graven med sin visne Blomsterkrands,
Vort Hjertes Higen mod et ukjendt Fjerne,
Mit Liv og hvad jeg fandt deri,
Er Poesie!
Jeg følte mig, som Ørnen, stærk og fri,
Min unge Sjæl var gladest blandt de Glade,
Men Hjertets bedste Drøm er nu forbi,
Og Livets Træ staaer uden Blomst og Blade.
Mit Kald, som Digter — Hjertets Melodie -
Var Poesie!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

I Riddertiden, som De Alle vide
I Riddertiden, som De Alle vide,
Sad Damerne i Kreds høit over Skranken
Og saae paa Kampen med de vilde Dyr.
Og kasted' Damen da sin Handske ned
Og bød sin Ridder kjækt at hente den,
Saa adlød han. — — Det var i Riddertiden,
At mangen ædel Frøken, fornem Frue
Tog mildt sig af den Fattige og Syge,
I Stilhed øvede den bedste Daad.
Som Roserne fremskyde ny' hvert Aar,
Saa lever ogsaa Hines ædle Gjerning.
Men Handskens Kasten blandt de vilde Dyr
Er nu kun til i Sagn og gamle Sange.
Den ædle Qvinde gaaer til Armods Skjul
Og virker godt ved milde Ord og Gjerning.
Hvo er ei gjerne hendes Tjener her
Og hjælper med at samle, med at bære;
Et Blik, et Ord kun — ja her det forstaaes,
At man kan springe ned selv paa Arena.
Og egenligt gjør vi her noget Sligt -
Vi springe ikke ned, men op paa Scenen,
Vi stille vore svage Kræfter frem;
Men det er Hjertets Sag; derfor det voves
I Vennekreds. — Vel sandt, den er lidt stor
Den kjære Vennekreds, som her er samlet,
Men stor, det er just godt for Øiemedet.
Vi virke Alle med: vi vise Mod
Idet vi træde op; De vise Taalmod!
Vi give; — ja, de Fleste har vist seet
I deres Kredse, i den sidste Tid,
Hvor Alle følte, at vi er eet Folk
Og Brødre Alle! Kjærligt gav Enhver,
Selv Børnene tog Deel, de fik istand
En Tombola med ganske ringe Sager,
Men gjerne Smaa og Store toge Nummer,
Man mored sig og smilte glad mod selv
Det Ubetydeligste, som man vandt;
Thi det at vinde var jo ikke Tanken.
Husk, at vor Forestilling denne Aften
Er slig en Tombola, og da I ville
Med venligt Sind modtage, hvad I faae.
Hvad vi kan bringe, falder i det Smaa,
Men i en Vennekreds kan Meget gaae,
Der ellers aldrig gaaer. Og her er Venner,
Ja, Venner af den Fattige, som lider,
Som uforskyldt maa prøve tunge Tider.
Og nu — ja, nu det første Skridt er gjort!
Tag mildt til Takke — De faaer ikke Stort.
Husk paa, De virke med saa godt som Nogen,
Og derfor tusind Tak! — Det var Prologen.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Skovbal
Den friske, varme Sommerluft
Beaander Danmarks Sletter,
Nu hvert et Blad er fyldt med Duft,
Vi har de lyse Nætter;
Orangelandets Alfehær
Besøger Nordens Bøgetræer,
Da er her skjønt at være!
De vinke os fra Byens Muur,
Og gjerne Hjertet kommer,
Thi skjønnest er dog Guds Natur
Vor korte smukke Sommer;
Brat hvirvler den i Tidens Strøm,
Thi nyde vi den smukke Drøm,
Hos den er godt at være!
Her Træerne med Blad ved Blad
Et Telt-Tag for os bygge,
Her Hjertet føler sig saa glad,
Og jubler i sin Lykke,
Det føler ret: vort Liv er smukt,
Det griber Glæden i dens Flugt,
Hos den er godt at være!
De lyse Sommernætter døe,
Alt vexler, som vor Lykke!
Vi spredes selv paa Verdens Ø
I Solskin og i Skygge;
Men hver en skyldfri Glæde her
Er ved Erindringen os kjær,
I hvor vi monne være!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Den 22de April 1847
Det er en hellig Dag blandt Livets Dage,
En Alvors Dag, der kalder Tanken frem;
Thi Qvinden skal fra Fædre-Arnen drage,
Og Manden bygger sig sit nye Hjem;
De skulle ærligt dele Sorg og Glæde,
Forædle, virke i den store Kjæde.
Det er en hellig Dag, den er nu vorden.
I Jesu Navn! Guds Villie skee paa Jorden!
Hvor To i Troskab blev hinanden givet
Ja, ret forstaae og elske inderligt,
Der taler Gud igjennem Hverdagslivet,
Og det forvandles til et Skjønhedsdigt;
Jer kjære To vi her vor Hilsen bringe,
Mens Bønnen løfter sig paa Psalme-Vinge.
En Alvors Stund det er, den søde Lykke!
Og Lykken er, hvor fast paa Gud vi bygge!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

I Prindsesse Dagmars Stambog
Her Pen og Blæk en Tegning gav:
En Kornmark med en Kjæmpegrav,
En Bøgeskov, det aabne Hav,
Og Danmark er fremstillet.
Men selv i Lykkens bedste Hjem
Kan Mindets Taare perle frem,
Den har langt bedre Billed.
Det ud fra Barnehjerte sprang,
Med Solskin og med Barnesang,
Selv mindste Blomst maa ligne.
Sligt Hjertet kun kan aande hen,
Det tegnes ei med Blæk og Pen.
— Gud glæde Dig, Fyrstinde!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Den Dag, vi fødtes, bliver os en Fest
Den Dag, vi fødtes, bliver os en Fest,
Et Høidepunkt imellem Livets Dage,
Hvor Alvor staaer hos os som Glædens Gjest
Og viser Veien, vi har lagt tilbage,
Hvad der vi virkede og hvad vi vandt;
Jo større Virkekreds, des større Skuen!
En tro, hengiven Kreds sin Krands da bandt
Og smykkede paa den Dag festligt Stuen;
Det er en Trang for hvert taknemligt Bryst,
Det er en Trang, hvor Kjærligheden lever!
— Hvem Gud har stillet høit, ham Sorg og Lyst
I større Bølgeslag igjennembæver,
Ham derfor bringes mere udstrakt, stort
Det inderlige Tegn paa Hjertets Glæde;
Det er ei om den Pragt, der bliver gjort,
Men om det Sindelag, der er tilstede;
Og her er Sindelag, just Hjertelag
For ham, Gud satte paa den danske Throne,
Hans danske Hjerte har paa Prøvens Dag
Forherliget den kongelige Krone,
Hans Tid og Navn engang i dansk Historie
Vil lyse frem og staae med varig Skrift;
Thi Kjærligheds og Sammenholdets Glorie
Omstraaler Drot og Folk til god Bedrift.
— Der var en Tid, da Kongeherlighed
Fandt Storhed i den stolte Høiheds Skranke.
Forbi det kongelige Slot hver Borger skred
Med blottet Hoved; ei det kom i Tanke,
At selv en Mand, som Holberg, han, hvis Ord,
Udsaa'de Snillets Guld for Land og Rige,
Indrømmedes en Plads ved Kongens Bord,
At Aand og Dygtighed gjør „Adelige"!
Nu sidder Bonden med i Kongens Raad,
Fra Kongehjertet straaler Kongemagten, -
Alt Godt og Stort udfolde sig i Daad!
Velsigne Gud hver ædel Id og Tragten!
Med Kongen Folket paa hans Høitidsdag
Fornemmer Sammenholdets Liv og Lykke,
Thi vaie derfor festligt Krands og Flag!
I Troskab bygge er i Gud at bygge.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Den bedste Drøm
Hvad Hjertet her sig klynger til,
det lægges snart i Kiste;
selv Venskab er et Gaadespil,
hvor Traaden let kan briste.
Den bedste Drøm dog Hjertet veed,
det Drømmen er om Kjærlighed,
den skal man drømme jo som ung,
hvert Hjerte til den trænger,
den er saa smuk og dog saa tung,
at tidt den Hjertet sprænger.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Min lille Fugl, hvor flyver Du?
Min lille Fugl, hvor flyver Du,
Imellem grønne Grene?
Ak mon jeg rinder Dig i Hu?
Mit Hjerte briste vil itu — !
— O Gud, hvor jeg dog er ene!
Du sagde, at Du var mig god;
Ja, godt mig Alle mene,
Men hvis Du ret min Sorg forstod,
Du kom, Du sang mig Sjæle-Mod,
Da sad jeg ikke alene!
Min lille Fugl, Du kommer ei
Fra dine grønne Grene;
Jeg stille vandre maa min Vei —;
Ak, ingen elsker Dig som jeg!
— O Gud, hvor jeg dog er ene!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Pauli 1. Cor. 15, 42-44
Naar Jordelarven brister
med sine skjøre Baand,
Et aandigt Legem slutter
sig om den stærke Aand;
Det er de samme Former,
men i en nyfødt Vaar,
Og luftigt, klart og herligt,
det kjendte Billed staaer.
— I Træ, i Fjeld og Bølge
bevæger sig en Aand;
Troe ikke den forsvinder
for Dødens kolde Haand!
Dens Aander dristigt forme
sig over Jordens Kyst,
Til Legemet for Aanden,
der voxte i vort Bryst.
Den stærke Aand i Druen
og Rosens friske Duft,
Vil forme sig til Læber,
frisk' som den rene Luft;
Hver Flamme-Aand, alt Aandigt
i Fjeldets Marmorsteen,
Sig runder smukt til Skuldre,
til Arme, Bryst og Been.
Hver Bølge-Aand, hver Guddom
i Solens Straaleskjær,
Vil smelte venlig sammen
og danne Øiet her;
Den luftige, lette Taage,
der over Engen gaaer,
Sit Aandige vil skjænke
til lange Bølge-Haar.
Men hvert et Suk herneden,
af Længsel og af Lyst,
Med Tone-Verdnen, formes
til Hjerte i vort Bryst.
— Hvem løste mig hiin Gaade,
hvoraf mon sligt jeg veed?
Jeg lærte det af hende,
min første Kjærlighed!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Johanne Drewsen og C. von Krieger
Ved Sundet, hvor Alverdens Skibe møde
For fulde Seil, nær Skov og Kjæmpehøi,
Der fad med Øine blaae og Kinder røde
En lille Pige med sit Legetøi;
Da kom en Officeer, saa ung, saa prægtig,
Han var i Garden, han var Husets Gjæst.
Og saa kom Tiden — Tiden, den er mægtig,
Den tænkte — men ei de — paa Bryllups Fest.
Paa Heden, hvor den yngste By her hjemme
Skjød op, da Dygtighedens Magt det bød,
Johanne sang med klar og sjælfuld Stemme,
Og til eet Hjerte allermeest det lød;
En Melodi, den varsled' Livets Lykke,
Den klang ved Sollys og ved maanklar Nat,
Den fulgte til Alhambras Pinie-Skygge
Som Hjemmets kjære, allerbedste Skat.
Spind Livets Silke! Den Betydning være
Der i, at Festen staaer paa Silkeborg;
Den grønne Myrte Sølv og Guld vil bære
Igjennem Aar, omsuust af Fryd og Sorg;
Ja, Sorger komme, men for Kjærligheden
Er der i Verden ingen Sorg for tung.
Byg op et Hjem, et lille jordisk Eden,
Hvor Kjærligheden altid bliver ung!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Den fremmede Fugl
Seer Du Huset med de røde Bjelker i den hvide Muur?
Rundt om kneise stolte Bøge i den store frie Natur.
Seer Du hist, bag Brombærhækken, Drengen med det aabne Blik?
Ene tumler han sig, lystig efter muntre Drenge-Skik;
Men nu standser han og lytter, thi høit oppe paa en Green,
Sidder der en Fugl og synger, o en lille, deilig een!
Ret som Guld og skjønne Perler skinner Hoved jo og Krop,
Og den selv er ikke større end en fyldig Rosenknop.
Drengen og den lille Sanger blive snart fortrolig her,
Og de skiftes til at synge i det røde Aftenskjær.
Men i Drengens Hoved spøger mange rare Eventyr,
Dem han alle vil fortælle for det lille smukke Dyr;
Men see, Fuglen kan dem alle, selv han saae det paa sin Flugt,
Ingen kan som han fortælle, nei, det er dog alt for smukt!
Men det er ei nok med dette, den kan ogsaa hexe lidt;
Tusind Mile kan den flyve, mens den siger „qvirrevit!"
See den flyver, og den kommer, Drengen er saa sjæleglad,
Sjældne Frøkorn bringer Fuglen, indsvøbt i et Rosenblad.
I hvert Frø er skjulte Kræfter, knap er et i Jorden lagt,
Før et Trylleslot der voxer i sin hele, stolte Pragt.
Taget er af Morgenrøde, Søilerne er Bjergets Snee,
Og igjennem Slots-Portalet kan man ind i Himlen see!
Men et andet Frøkorn svulmer til en deilig Sommersky,
Og med Dreng og Fugl den svæver over Skov og Mark og By,
Seiler ind i Aftensolen, o den er saa rød og stor!
Stiger derpaa ind i Himlen, hvor den gode Gud jo boer;
Seer de mange, mange Stjerner, der som hvide Blomster staae,
Jesubarnet og Guds Engle med de store Vinger paa.
Skyen daler atter med dem, bringer dem til Skovens Krat,
Hvor de smukke Alfer lege i den lyse Sommer-Nat,
Og hvor Aanden af hvert Blomster, der henvisner Aar for Aar,
Atter nu i Midnats-Timen duftende for Øiet staaer.
Fra et Frøkorn stiger hurtigt frem en Palme, høi og stor,
Drengen der med Fuglen sidder, Træet meer og mere groer;
Høit det voxer over Skoven, over Skyen mod sin Gud,
Breder stolt sin grønne Krone over hele Jorden ud.
Fjerne Lande, fjerne Have, seer han dybt dernede staae,
Dog imellem Jord og Himmel underlig han længes maae.
Over Skyen, høit deroppe, Hjertet vil mod Jorden ned,
Og fra Jorden vil det atter søge hist — hvad det ei veed.
Saadan svinder Aar og Dage, Barnets søde Sorg og Lyst,
Øiet bliver da til Flamme, thi det brænder i hans Bryst.
Fuglen flyver, Fuglen kommer, og den flyver bort igjen;
See, da sidder han ved Stranden, stirrer over Fladen hen;
Øiet seer kun Hav og Himmel; Alt er det umaalte Blaae;
Ingen Ø og ingen Skyer, for det trætte Øie staae.
Men see hist, en sneehvid Svane nærmer sig mod Kysten her,
Og sin kjære Fugl han kjender i den stolte Svane der.
See, en Blomsterbaad den trækker, bunden ved sit Vinge-Par!
Og en underdeilig Pige den jo med i Baaden har.
Fra det barnlig' kloge Øie strømmer Freden i hans Bryst;
Kjærlighed —! O Hjertet svulmer — Du er meer end jordisk Lyst!
Tanken styrker, Tanken knuser, Jord og Himmel er saa nær!
Alle gode Aander juble i det klare Morgenskjær.
Skoven mere grøn sig hvælver, Alt er Duft og Alt er Sang,
Og der kysses og der drømmes, og der kysses nok engang!
Uger svinde som Minutter, Aaret er en Sommer-Nat,
Hvor kun Glædens Alfer lege i det friske, grønne Krat.
Hvad kan Svanen bringe mere end en trofast Hjertenskjær?
Blomsterbaaden gynger atter, hvad mon vel den bringer her?
Det er meget meer end Perler, meget meer end Sølv og Guld;
Søde Englebørn den bringer, hele Baaden er jo fuld!
Moderen dem ømt omfavner, Faderen er Barn med dem,
Og de begge to er bange, at de flyve fra dem, hjem;
Flyve op til Himmerige, til de andre Børn hos Gud,
Thi et Nu — og Engle-Vingen voxe kan fra Skuldren ud!
Fuglen kaster Svanehammen, er den lille Fugl igjen,
Og den flagrer og den synger, smukt i Barnehimmelen.
Trylleslottet stiger atter af det lille Blomster-Frø,
Og til Solens Land de seile henad Himlens store Sø;
Palmen voxer, og i Kronen gynger Børneflokken glad,
Og med Alferne de skabe Baade af et Rosenblad.
Manden seer sin Barnehimmel og sin første Kjærlighed,
Som to klare Stjerner funkle de i Aandens Blomsterbed.
Men i Svanehammen stiger han i det umaalte Blaae,
Og som Sandet dybt i Havet seer han Verdner for sig staae.
Alt er kun een Guddoms Tanke, Alt er kun een Kjærlighed!
Aanden svulmer, Hjertet synker til sin Barnehimmel ned. -
Men saa sært sig Verden tumler, det er ret en broget Drøm!
Aarene, som Draaber, svinde i den store, stride Strøm.
Gjennem samme Tidens Prisme hver betragter Livet her,
Men vi see det ikke altid gjennem samme Farveskjer. -
Taus og ene sidder Manden ved den kolde Marmorsteen,
Børn og Hustrue ere døde, Fuglen synger ei paa Green.
Øiet seer hen over Havet, hvor den røde Sol gaaer ned;
„Mon dog aldrig Svanen kommer? Faaer dog Hjertet aldrig Fred?"
Og saa inderlig han længes, træt er Hjertet af at slaae,
Men der dykker ingen Svane op fra Havets dunkle Blaae.
— Dog, hvad er det hist som svæver i det milde Aftenskjær?
See, paa Svanens hvide Vinger kommer Dødens Engel her;
Hvad han synger, synes Manden han har hørt som Barn engang,
Og en mægtig Hjemvee føler Hjertet ved hiin Barndoms Sang.
Fuglen kan ei bringe mere fra det underfulde Land,
Derfor er det Englen kommer til den trætte Vandringsmand;
Begge stige de i Baaden, glide fra den snevre Bugt,
Og i Aftnens sidste Straale sees den, som en Stjerne smukt.
Men naar Baaden reent er svunden er han i det bedre Hjem,
Og de store, hvide Vinger voxne er' fra Skuldren frem.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!