En.Citatepedia^®.ro

A. Stub

I Haven voxer Æbletræet smukt,
Men der maa Solskin til at skabe Frugt,
I Skyggen her dit Blomster Duft os gav,
— Men ingen saae Dig, Du kun fandt en Grav.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

C. Bredahl

Hvor Holberg bygged' ved Sø og Skov,
Der gaaer en Bonde bag ved sin Plov;
Han træller for Livet, for Viv og Smaae,
Høit Lærkerne over hans Hoved slaae:
„Paa Jorden er Skjalden en fattig Mand,
Skjøndt Aanden har givet ham Skov og Land,
Hvert Straa har Blomster, hvert Træ har Frugt,
Det voxer til Danmarks Ære smukt."
Thi qviddrer den Smaafugl for ham paa Vang,
Men alt, hvad den har, er jo kun — en Sang.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Romanze

Vi saae hinanden efter mange Aar,
Jeg saae i Dybet, da jeg saae i Øiet;
Min Tanke aldrig hun at vide faaer -
Jeg hilsed hende, — hver var saa fornøiet;
I Skoven.

Det var et kort Minut, og dog saa rigt,
En Duft af Blomster strømmed mig imøde,
Jeg husked paa en Sang — et Ungdoms Digt,
Jeg nynner den — og mine Kinder gløde -
I Skoven.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Martsviolerne

Sig Himlen hvælver saa reen og klar,
Iisblomster fryse paa Rudens Glar.

I Solens Flamme saa smukt de staae,
En Yngling kommer og seer derpaa.

Men som han paa de Blomster seer,
To Pige-Øine derude leer.

Saa skjønne Blomster han aldrig saae,
To Martsvioler saa smukke blaae.

Iisblomsten smelter ved Kindens Brand,
— Vor Herre hjelpe den unge Mand!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Jylland [Da Oltid kun var nyfødt Skum paa Tidens stolte Vove]

Da Oltid kun var nyfødt Skum paa Tidens stolte Vove,
Laae Jylland, som et Vildnis stort, med dybe, sorte Skove;
Een Skov det hele Land kun var, hvor stolte Ege groede,
De stærke, tykke Grene fast sig om hinanden snoede;
Og Ørnen bygged' Rede her, og Ulven grov sin Hule,
Men ingen Snekke gled endnu forbi mod Nordens Thule;
Og intet Øxeslag der faldt, en Dæmring laae der inde,
Og Secler svandt, før Skoven saae sin første Mand og Qvinde.
Den vilde Kraft fandt her sit Hjem, Naturen stod ei ene,
Og Fuglene saa lystigt sang fra Skovens grønne Grene.
— Men dybt fra Havet Taagen steeg, saa skarp og dog saa stille,
Den slukked' Solens Ild, man saae ei længer Straalen spille.
Da isned' Blomst og Græs og Krat, selv Skovens stærke Stammer,
Og Bølgen steeg og kjæmpede mod Jordens rødblaae Flammer.
Med Hyl sig styrted' Skovens Dyr, fortvivlet ud i Havet,
Og Mennesket drog fra et Hjem, som Bølgerne begraved'.
Den vilde Jordbrand angreb Alt, hver Fugl, hver Rovdyr døde,
Som Lava damped' Ahlen. — — Alt i Secler var et Øde.
Da voxte Lyngen høi og sort, med fiolette Blommer,
Med Skove Landets Østkant stod, smukt i den varme Sommer,
Og Fuglen kom, med lystig Sang, og byggede sin Rede,
Og Mennesket et Eden fandt, her bag den sorte Hede;
Og Kjæmper færdedes og faldt — og Troskab fandt sin Arne,
Og Sangeren var Folket kjær, det lære vi af Hjarne.
Paa Heden holdte Kongen Ting, og Hornet kaldte sammen,
Saa manget kraftigt Ord blev talt, og Natten svandt i Gammen; -
Og hele Slægter svandt, som den, med deres stolte Drømme,
Men Maanen seiled' taus, som nu, paa Tidens Vexels Strømme.
Den saae dem plante Christi Kors, den hørte Munkens Sange,
Mens Bølgen brødes, end som nu, mod Skagens hvidgraae Tange.
Den saae hiin stolte Ridder-Tid, den saae dens Borge gløde,
Den saae Niels Ebbesen, som Helt, for Danmarks Frelse bløde. -
— Den lyser endnu bleg og rund, som Tidens store Øie,
Paa Jyllands skovbekrandste Kyst og lyngbegroede Høie,
Seer Vesterhavet med sin Storm, der kuer Egens Grene,
Mens Fredens Blomster voxe smukt om Heltens Bautastene

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

En Moders Skaal

Om ogsaa ude Stormens Slag
Med Hagl paa Ruden trommer,
November bringer os en Dag
Med Solskin og med Sommer,
En deilig Dag, vi kalde vor,
Trods Aarets skarpe Vinde;
Om Sneen fyger udenfor,
Vi har dog Solskin inde.

En Moders Vei er Angstens Vei,
Hvert Barn blev kjøbt med Smerte;
Hvor mangen søvnløs Nat laae ei
En Klippe paa dit Hjerte!
Den spæde Knop blev Blomst og Frugt
Ved dine Kjærtegn ømme,
Og Aar for Aar sig viste smukt
Som Vished Haabets Drømme.

For dine Børn saa mangen Gang
Du sang — de det ei glemme!
Nu synge de for Dig en Sang
Med sødt bevæget Stemme.
Bliv længe hos os, karsk og glad!
Dig Børnebørn omringe!
I mange Aar et Festens Qvad
De Bedstemoder bringe!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat

Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat,
Har man kun Røst, paa den megen gode Spisen!
Blæse være Røsten! er bare Hjertet godt,
Man kan indvortes følge med i Visen!
Hjertet slaaer Tact og Øiet leer,
Her Ingen er, som fordrer meer!

Rosenhækken har Geburtsdag i Guds Sol,
Roserne dens Børn, de drikke Dug og nikke.
Hver har sin Stilk, vi sidde paa en Stol,
De dufte, men vi Andre vi drikke,
Alle synge samme Skaal i Chor:
Din Skaal, Du kjære Bedstemo'er!

Skjænd passer ei, og dog vi skjænde maae,
Fødes i November, det er ikke rigtigt!
Det er jo umuligt at vi kan Blomster faae!
Til en Fest er Blomster noget Vigtigt!
Nu maae vi binde en Tone-Bouquet,
Dog Hjertets Sang er aldrig slet!

Blomster har Du selv i Hjertets Mindebog,
Blomster, som kan Sindet styrke og fornøie.
Dengang Nattens Sky hen for dit Øie drog,
Stærkt og klart saae dit indre Øie!
Skyen tager Flugt! — dog nok er sagt,
Du os forstaaer: Skaal Solens Pragt!

Der boer i hvert et Bryst, som elsker ret,
Toner, som ingen Digter kan udsige;
Han kun peger hen — men vi, vi føle det,
Det er Summen fra Kjærlighedens Rige!
Hjertet har seet da Skyen laae
Hjertet vil og vor Sang forstaae!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Held mig! Granada jeg seer

Held mig! Granada jeg seer,
Mindernes selsomme By!
Rom Du ligner deri,
her strax man føler sig hjemme.
Bjergene rundt om har Snee,
Himlen ikke en Sky.
Fra Alamedaen smukt
klinger Gitanaens Stemme,
Øinene blaae som i Nord,
sneehvide Blomster i Haaret.
Havfruens Skjønhed og Blik!
— Vandrer! er alt Du bedaaret?

II
Ja havblaae er hendes Øine,
men Haaret som Skovsneglens Skind;
Gjennem Øinene seer man
lige i Tankerne ind.
Hun er saa fast som en Drue,
Munden et Væld med Kys,
Om Tonedybet derinde
havde en Drøm jeg nys;
Over os glødende Æbler
i hvert Granattræ hang; -
En salomonisk Høisang
Hjertet om Sulamith sang.

III
I Granada er det Maaneskin,
saa klart, at Hver man kjender,
Dog Vægteren gaaer med Lygte,
og Lyset i Lygten brænder.
Hvad søger han efter? Han søger
vel Solen, der skal staae op.
Imellem Bladenes Bolstrer
en Drømmeverden er lagt;
Du Rose, bliv mit Alhambra,
med hende jeg boer i din Pragt,
Og vi ere unge —! imorgen
da falder hvert Rosenblad.
Vær Du min Erindring, skrinlagt
i dette smuldrende Qvad.

IV
Jeg leve vil i Granada,
der Phantasus reiste sit Slot;
Men nede i Malaga grav mig
en Grav ved Havet saa blaat,
Saa udstrakt, svulmende herligt;
høit synger den rullende Sø.
I Norden jeg skar i en Græstørv
mit Navn paa den danske Ø,
Snart voxer Græsset derover,
alle Minderne døe!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Den fremmede Fugl

Seer Du Huset med de røde Bjelker i den hvide Muur?
Rundt om kneise stolte Bøge i den store frie Natur.
Seer Du hist, bag Brombærhækken, Drengen med det aabne Blik?
Ene tumler han sig, lystig efter muntre Drenge-Skik;
Men nu standser han og lytter, thi høit oppe paa en Green,
Sidder der en Fugl og synger, o en lille, deilig een!
Ret som Guld og skjønne Perler skinner Hoved jo og Krop,
Og den selv er ikke større end en fyldig Rosenknop.
Drengen og den lille Sanger blive snart fortrolig her,
Og de skiftes til at synge i det røde Aftenskjær.
Men i Drengens Hoved spøger mange rare Eventyr,
Dem han alle vil fortælle for det lille smukke Dyr;
Men see, Fuglen kan dem alle, selv han saae det paa sin Flugt,
Ingen kan som han fortælle, nei, det er dog alt for smukt!
Men det er ei nok med dette, den kan ogsaa hexe lidt;
Tusind Mile kan den flyve, mens den siger „qvirrevit!"
See den flyver, og den kommer, Drengen er saa sjæleglad,
Sjældne Frøkorn bringer Fuglen, indsvøbt i et Rosenblad.
I hvert Frø er skjulte Kræfter, knap er et i Jorden lagt,
Før et Trylleslot der voxer i sin hele, stolte Pragt.
Taget er af Morgenrøde, Søilerne er Bjergets Snee,
Og igjennem Slots-Portalet kan man ind i Himlen see!
Men et andet Frøkorn svulmer til en deilig Sommersky,
Og med Dreng og Fugl den svæver over Skov og Mark og By,
Seiler ind i Aftensolen, o den er saa rød og stor!
Stiger derpaa ind i Himlen, hvor den gode Gud jo boer;
Seer de mange, mange Stjerner, der som hvide Blomster staae,
Jesubarnet og Guds Engle med de store Vinger paa.
Skyen daler atter med dem, bringer dem til Skovens Krat,
Hvor de smukke Alfer lege i den lyse Sommer-Nat,
Og hvor Aanden af hvert Blomster, der henvisner Aar for Aar,
Atter nu i Midnats-Timen duftende for Øiet staaer.
Fra et Frøkorn stiger hurtigt frem en Palme, høi og stor,
Drengen der med Fuglen sidder, Træet meer og mere groer;
Høit det voxer over Skoven, over Skyen mod sin Gud,
Breder stolt sin grønne Krone over hele Jorden ud.
Fjerne Lande, fjerne Have, seer han dybt dernede staae,
Dog imellem Jord og Himmel underlig han længes maae.
Over Skyen, høit deroppe, Hjertet vil mod Jorden ned,
Og fra Jorden vil det atter søge hist — hvad det ei veed.
Saadan svinder Aar og Dage, Barnets søde Sorg og Lyst,
Øiet bliver da til Flamme, thi det brænder i hans Bryst.
Fuglen flyver, Fuglen kommer, og den flyver bort igjen;
See, da sidder han ved Stranden, stirrer over Fladen hen;
Øiet seer kun Hav og Himmel; Alt er det umaalte Blaae;
Ingen Ø og ingen Skyer, for det trætte Øie staae.
Men see hist, en sneehvid Svane nærmer sig mod Kysten her,
Og sin kjære Fugl han kjender i den stolte Svane der.
See, en Blomsterbaad den trækker, bunden ved sit Vinge-Par!
Og en underdeilig Pige den jo med i Baaden har.
Fra det barnlig' kloge Øie strømmer Freden i hans Bryst;
Kjærlighed —! O Hjertet svulmer — Du er meer end jordisk Lyst!
Tanken styrker, Tanken knuser, Jord og Himmel er saa nær!
Alle gode Aander juble i det klare Morgenskjær.
Skoven mere grøn sig hvælver, Alt er Duft og Alt er Sang,
Og der kysses og der drømmes, og der kysses nok engang!
Uger svinde som Minutter, Aaret er en Sommer-Nat,
Hvor kun Glædens Alfer lege i det friske, grønne Krat.
Hvad kan Svanen bringe mere end en trofast Hjertenskjær?
Blomsterbaaden gynger atter, hvad mon vel den bringer her?
Det er meget meer end Perler, meget meer end Sølv og Guld;
Søde Englebørn den bringer, hele Baaden er jo fuld!
Moderen dem ømt omfavner, Faderen er Barn med dem,
Og de begge to er bange, at de flyve fra dem, hjem;
Flyve op til Himmerige, til de andre Børn hos Gud,
Thi et Nu — og Engle-Vingen voxe kan fra Skuldren ud!
Fuglen kaster Svanehammen, er den lille Fugl igjen,
Og den flagrer og den synger, smukt i Barnehimmelen.
Trylleslottet stiger atter af det lille Blomster-Frø,
Og til Solens Land de seile henad Himlens store Sø;
Palmen voxer, og i Kronen gynger Børneflokken glad,
Og med Alferne de skabe Baade af et Rosenblad.
Manden seer sin Barnehimmel og sin første Kjærlighed,
Som to klare Stjerner funkle de i Aandens Blomsterbed.
Men i Svanehammen stiger han i det umaalte Blaae,
Og som Sandet dybt i Havet seer han Verdner for sig staae.
Alt er kun een Guddoms Tanke, Alt er kun een Kjærlighed!
Aanden svulmer, Hjertet synker til sin Barnehimmel ned. -
Men saa sært sig Verden tumler, det er ret en broget Drøm!
Aarene, som Draaber, svinde i den store, stride Strøm.
Gjennem samme Tidens Prisme hver betragter Livet her,
Men vi see det ikke altid gjennem samme Farveskjer. -
Taus og ene sidder Manden ved den kolde Marmorsteen,
Børn og Hustrue ere døde, Fuglen synger ei paa Green.
Øiet seer hen over Havet, hvor den røde Sol gaaer ned;
„Mon dog aldrig Svanen kommer? Faaer dog Hjertet aldrig Fred?"
Og saa inderlig han længes, træt er Hjertet af at slaae,
Men der dykker ingen Svane op fra Havets dunkle Blaae.
— Dog, hvad er det hist som svæver i det milde Aftenskjær?
See, paa Svanens hvide Vinger kommer Dødens Engel her;
Hvad han synger, synes Manden han har hørt som Barn engang,
Og en mægtig Hjemvee føler Hjertet ved hiin Barndoms Sang.
Fuglen kan ei bringe mere fra det underfulde Land,
Derfor er det Englen kommer til den trætte Vandringsmand;
Begge stige de i Baaden, glide fra den snevre Bugt,
Og i Aftnens sidste Straale sees den, som en Stjerne smukt.
Men naar Baaden reent er svunden er han i det bedre Hjem,
Og de store, hvide Vinger voxne er' fra Skuldren frem.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Forhæng for Vignetterne

Det er slet ingen Characteristik,
(Nei, dertil mig den dybe Indsigt svigter):
Jeg skildrer Ingen her til Punkt og Prik,
Langt mindre giver Nogen en Kritik,
Nei, hvad jeg følte i et Øieblik,
Naar Hjertet drømte om den danske Digter,
Hvad kun et barnligt Sind kan fatte her,
Det bringer jeg om Een og Hver,
Og bringer kun den lyse Side,
Den mørke gik jeg heller let forbi;
Men om den derfor ganske vil gaae fri,
Thi der er' mange, mange Critici,
Om disse muligt røre op heri,
Ja det maa Gud og disse Godtfolk vide.
Ei hver en Fugl har samme Flugt,
Men naar den synger, — naar den synger smukt
Sit Quirevit,
Om det er nok saa lidt,
Et Korn, en Blomst kan Sangen dog fortjene,
Og meget meer
Ei jeg, og neppe Nogen, seer
I disse Blade, skulde jeg vel mene.
Med Villie har jeg Ingen udelukt,
Men tidt man seer en Blomst, — den modne Frugt
Imidlertid er glemt bag Blad og Grene.

Før Du, min Læser, ellers træder ind,
En Bøn jeg sætter:
See Du kun saa paa mine smaae Vignetter:
Kom med et aabent, med et kjærligt Sind.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

En lille Flugt til Rom den 8 Marts 1835

1
Fra Nord, hvor Taagen skygger,
Hvor Vinterkulden trykker,
Bort til Italia!
Vi Tydskland let kan glemme,
Saa smukt har vi det Hjemme,
Og flyve dog derfra!
Hallo, halla, hallo, halla!
Ned til Italia!

2
De høie Alper vige,
Vi ned paa Sletten stige
Til Sang og Blomster-Duft.
Blandt Myrter Hjorden græsser,
See Pinier og Cypresser! -
Vi aande Sydens Luft!
Hallo, hallo, hallo! hallo!
Den Luft gjør Hjertet fro!

3
Her Skjønheds Døttre bygge!
Vi tænke paa vor Lykke,
Vi dvæle og vi fly.
Bag Bjergene det vinker!
Sankt Peters Kubbel blinker,
Vi er i Pavens By.
Hallo, halla, hallo, halla!
Nu Passaporti da!

4
Vi ned ad Corso vandre,
Og sikkert vi de Andre
I Caffe greco see!
Man Velkomst drikke skal jo,
Vi raabe mezzo caldo!
Vi kysses og vi lee!
Hallo, halle, hallo, halle!
Vi er i vor Caffé!

5
Os spørger hver en Stemme,
„Hvorledes staaer det hjemme?"
„Det staaer, som før det stod!
Det regner og er sølet,
Man gaaer og er forkjølet,
For Vintren er saa god!"
Hallo, hallo, hallo, hallo!
Ja god, det kan I tro!

6
Om Roma vil vi tale,
See Vaticanets Sale,
Ja dertil staaer vor Hu.
Jeg Colossæum gjæster,
Og Keiserborgens Rester,
Og saa lidt meer endnu!
Hallo, halle, hallo, halle!
Vi atter Roma see!

7
Men vi maae lidt os rappe!
Op ad den spanske Trappe,
Først hen til Chiavica!
De der sig Alle samle,
Der træffe vi den Gamle,
ham bringes et Hurra!
Hallo, halla, hallo, halla!
Ham bringes et Hurra!

8
Hans Fødselsdag de hædre,
Og ingen Dag er bedre
End den, han først saae Rom!
Vi see hans milde Øie
Vi staae ved Romas Høie,
Til Skaalen just vi kom.
Hallo, halla, hallo, halla!
For Thorvaldsen Hurra!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Tanker ved en ituslagen Jydepotte

Du er ei meer!
Din Digter græder ved Dit brudte Leer.
Din Lod det blev at taale Røg og Flamme,
Dog stod Du fast; Du var og blev den samme.
Faa kjendte Dig paa denne store Jord,
Dog i Din Død Du nævnes skal i Nord;
Jeg i Avisen vil et Grav-Vers sætte,
Saa Taarer skal de Skjønnes Kinder tvætte.
Først var Du Leer, nu bliver Du det atter;
Saa gaaer det selv Naturens bedste Datter.
Ak! var Du falden i en Kunstners Haand,
Du havde vundet ved hans Skaber-Aand;
Som Vase skulde Du da Øiet gotte;
Men Skjæbnen bød, — Du blev en Jydepotte.
Dit Liv svandt hen saa stille, indgetogen;
Som Askepot Du sov i Skammekrogen.
Tidt saae jeg Dig imellem Røg og Ild,
Naar Maanen skinnede saa bleg og mild.
Jeg saae Din Damp, i den steeg Aander frem,
Og søgte gjennem Skorsteens-Piben hjem.
Dig glemte de, naar de saae Stjerner tindre;
Da hørte jeg det koge i Dit Indre.
Ja Du har følt og lidt som en Heltinde, -
Fred med Dit Minde!
En Digter hører helst sin egen Sang,
Thi vil jeg læse min saa mangen Gang,
Til Alfen kommer paa de hvide Vinger,
Og Trøsten bringer.

Om Børn og Linned drømte jeg i Nat,
Da vidste jeg, det ei var rigtigt fat.
Et Skrig fra Kjøkkenet jog mig af mine Drømme,
Der saae jeg Dine Skaar i Suppe svømme.
Alt var Forvirring, slukt var Skorsteens-Flammen,
Malene græd og samlede Dig sammen.
I Gaarden skal nu Dine Stumper hvile,
Smaa-Blomster snart vil fra Din Gravhøi smile.
Lad Tiden dække Alt med sine Vinger,
Maaskee i Døden den Dit Held Dig bringer:
Hvor nu er Land, var fordums Tid et Hav,
En Bøge-Skov kan voxe om Din Grav;
Et Sekel gaaer;
En Antiqvar vil finde Dine Skaar;
Dybt i hans Indre taler høit en Stemme,
At Konge-Støv Du eengang monne gjemme.
Til et Musæum skal Du Veien finde,
Som Skaar og Stumper Livets Krandse vinde.
Og nu Farvel! jeg skal Din Grav besøge,
Men lov mig, at Du aldrig her vil spøge. -
Græd ei, Malene!
Hun har det godt,
Den salig Pot!
Snart hvile ogsaa vore trætte Bene.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

C. Lund

Naar Græsset voxer paa din glemte Grav,
Dog mangt et Hjerte mangen Gang
Vil give venlig Gjenlyd af
Din Ungdoms bedste Sang.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Mai

'Du skiønne Mai! af Dig jeg veed,
At Poesie er Kiærlighed.'

*
Hver Maaned har sin Characteer,
Sit Hang og sine Pligter,
Mai er ei mindre eller meer,
End Aarets unge Digter!
Mai aander Kjærligheds Magie,
Og Kiærlighed er Poesie!
Fra oven kommer Kraften ned,
Guds Sol til Spiren gløder,
Livs Friskhed, Duft og Kjærlighed
Hvert Blik, hvert Hjerte møder.
Du synger paa din Blomstersti
Om Kjærlighed, om Poesie!

Du synger os om Helene,
Om Romeo og Werther,
Om Hermann og hans Dorothe',
Og vinder alle Hjerter.
Den hele, blomstrende Natur
Er Kjærlighedens Troubadour.

Med samme Grønt stod Bøgens Hang
Og hvælved sig foroven,
Da Freia mødte første Gang
Sin Odur her i Skoven.
De planted' ved den stille Bæk
Den sydlig friske Rosenhæk.

Saaledes løb den klare Aae,
Og Linet laae paa Blegen,
Da Signe Kongeskibet saae
Fra Stranden, under Egen.
Saa dufted Skov og Blomst og Blad,
Da hun og Hagbarth skiltes ad!

See, lig et Speil staaer Sø og Strand
Om Landets Blomsterbede;
Hvad Bølgen saae i fremmed Land,
Det drømmer den dernede,
Hvor paa den Vei saa dyb og bred
Agnete dog fandt Kjærlighed.

Hør, Bølgen nynner Dig sin Drøm:
'Mod Grønlands Kyst jeg vugged';
Kajakken gled paa striden Strøm,
Hvor mangen Sælhund dukked*.
Der lærete jeg, paa nøgne Bred,
Hvor Hjerter slaae, boer Kjærlighed.'

'Jeg over Verdens-Havet gik,
Blikstille hvilte Søen,
Hvor Trommen lød, som stolt Musik,
For dem paa Palme-Øen;
Den Vilde høit i Dandsen sprang,
Det var om Kjærlighed han sang.'

Saa drømmer Bølgen rundt om Vang,
Mens Vaarens nye Scene
Indbyder til en Vandrings-Gang
Bag Skovens grønne Grene.
Høit Lærken slaaer paa Mark og Eng,
Den bygger der sin Brudesend.

I Dammen hvide Blomster staae
Imellem brede Blade,
See Fiskene med Halen slaae
Og sig i Solen bade.
Stum svømmer Fisken rundt om Jord,
Thi Kjærlighed tidt mangler Ord.

Paa Himlen staaer en Sommersky,
Den halve Eng den skygger,
Men dobbelt Lys faaer Mark og By;
Hvad er det der man bygger?
Der staaer en Stang med Baand og Flag;
Det er i Dag jo Valborg Dag!

Hver Ungersvend med Sundheds Kind,
Sig paa sin Ganger svinger,
I Dag han rider Sommer ind,
Hør, hvor Musikken klinger!
En gammel simpel Melodie;
Smukt blander Sangen sig deri.

- 'Vor Skov og Mark sig fryder smukt.
Hør dette, som vi bede!
O Valborg, skjænk os Græs og Frugt,
Vær for os Gud med Glæde!
Thi bære vi Dig Mai i By,
Hør dette, som vi bede!
Og love Dig med Psalmer nye,
Vær for os Gud med Glæde!

Lad Humlen voxe høi og stor,
Hør dette, som vi bede!
Velsign Du Kornet, at det groer,
Vær for os Gud med Glæde!

Tag Danmark i din Varetægt,
Hør dette, som vi bede!
Beskjærm vor Konge og hans Slægt,
Vær for os Gud med Glæde!

Du kjender bedst vort sande Gavn,
Hør dette, som vi bede!
Vi bede det i Jesu Navn,
Vær for os Gud med Glæde!' -

Dem svare høit de Piger smaae:
'Velkommen Mai Du være!'
Saa lysteligt skal Dandsen gaae,
Men hvem skal Krandsen bære?
- See, rødmende hun blandt dem staaer.
Sæt Krandsen om de løste Haar!

- Spil kun din simple Melodie,
Du Gamle hist ved Muren,
Alt hæver sig til Poesie
I Hjertet og Naturen.
Du skjønne Mai, af Dig jeg veed,
At Poesie er Kjærlighed!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Januar

'- Nyfødt Aaret er vorden!
Stolt, med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden - !'
*
Vandringsmanden.
Et Hjem for Samojed og Pescheræ
Viser den frosne Jord med sin Snee;
Men her, som i et Feeland at see,
Staaer det riimfrosne Træ
Og løfter mod Solen sin glimrende Green
Mod en Luft, som Italiens, sortblaa, men reen.
Det er deiligt at see,
Hvor over den hvide Snee
Den sorte Rovfugl svæver,
Og Hytterne hist, hvor Røgen sig hæver,
Hvor Pigen strøer Korn af sin lille Kurv
For den qviddrende Spurv.
- Ja, nyfødt Aaret er vorden!
Stolt med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden,
Trykker med faderlig Arm
Sine Børn, de kommende Aar, til sin Barm.
Er Maanen i Næ tolv Gange vorden,
Svæver et Barn fra hans Bryst til Jorden,
Hvorfra den ventende Broder vil stige
Igjen til sit evige Rige.
Thi Himmelens mægtige Blaa er det Hav,
Hvor Aaret forsvinder,
Hvorfra det nye oprinder
For vor Jord, denne altid blomstrende Grav.
Tiden
(paa sin vingede Hest).
Min Jord, Du er saa skjøn at see
I Sommer-Grønt, i Vinter-Snee!
Din Kamp, Din Færdsel, Død og Liv,
Alt peger til et Guddoms-Bliv!

Du Hvilepunkt for Tanken gav;
Først saae jeg kun et Taage-Hav,
Det maatte snart for Lyset døe,
Og Du fremstod, men alt var Sø!
Da voxte frem den første Ø,
Med Skov og Frugt og Blomster smaae,
Og Mennesket sin Skaber saae.

Hvert Aar et Barn jeg sendte ned,
Og gjennem Had og Kjærlighed
Det atter sig til Himlen svang,
Naar Maanen skifted' tolvte Gang.

Vandringsmanden.
See de henrundne Aar, som bevingede Smaae,
Svæve hen i det Blaae.
Men det yngste, smukt, med et flagrende Haar,
Nærmest ved Faderen staaer;
Verden det nævner: 'det gamle Aar'.
Det stirrer mod Jorden tilbage,
Hører dets Klage!

Tiden.
Hvorfor staaer Øiet fuldt af Graad?
Paa Jorden har Du endt din Daad,
Alt voxer der for Herrens Meed,
Til Frihed, Kraft og Kjærlighed.
Det yngste Barn vel græder meest,
Men har det derfor Sorger fleest?

Det gamle Aar.*
Hvor mellem Myrter og glødende Frugter
I Bugter
Floderne gaae
I den tryllende Nat, under sydlige Blaa,
Eet, kun Eet i Naturen jeg saae:
Kulsorte Ravne med hæse Skrig
Fløi om svævende Liig,
Og de sang, jeg det hører paa ny!
'- Stille det er i den mægtige By,
Stille, som her under Galgen.
Guitaren toner ei længer mod Sky,
Sværdet i Balgen!
Beder og drømmer, Qvinde og Mand,
I Tajos og Ebros blomstrende Land.
- Fra Fængslernes pestfyldte Gange,
Hvor Vandet steeg om den døende Fange,
Hørte jeg Suk og Forbandelsens Skrig;
Rundt om saae jeg tusinde blodige Liig;
Ungdommens Slægt,
Under Lænkernes Vægt,
Sendt bort, langt bort over Hav,
Til Africas brændende Grav,
Medens Munkene stolt, ved Orgelets Klang,
Sang en Vuggesang,
Og jeg, paa min sorte, fjedrede Vinge,
I mægtige Ringe,
Mig svang om Don Miguels Slot
Og sang for min Drot!'
- Saa qvad den sorte skrigende Ravn.
Men Friheds Hymner lød fra Frankrigs Havn,
Og Folket steeg paa Aandens stolte Bane;
Thi plantede jeg kjækt den franske Fane
Paa Atlasbjerget - - steeg igjen derned,
Men fandt kun Striid og Stræben, uden Meed.
- Hvor Donaufloden sig i Bugter snoer,
Hvor Vinen paa de varme Bjerge groer,
Jeg saae det ladte Trækskib glide frem,
Den stolte Flod bar Rigdom til sit Hjem.
Mod Natten sov den raske Bonde ind,
Med Sundheds-Æblet paa sin runde Kind,
Ved Dag-Gry laae han død - et sortblaa Liig,
Og hvor jeg kom, lød Skræk og vilde Skrig,
Thi Pestens fule Sot det monne være.
Den kom fra Ruslands Død-indviede Hære,
Hvis halve Magt, hvorhen mit Øie saae,
Som Aadsler paa de øde Marker laae,
Ja Ven og Fjende, henslængt Favn i Favn,
Et Bytte for den sultne Ulv og Ravn;
Men Himlen brændte i den røde Lue.
- I Grændsebyen, i den lave Stue,
Jeg saae en gammel Bedstemoer i Krogen;
Hun sad med Bibelen, hun aabned' Bogen
Og læste høit: - 'Den Rige havde
Eet tusind Faar, den Fattige kun eet,
Da tog den Rige dette eneste - -'
Hun standsede, Graad stod i hvert et Øie,
Og Sønnen, o, jeg husker det saa nøie!
'Hvor ligner det et Sagn', begyndte han,
'Som I og jeg og alle har oplevet;
Kun kom Propheten ikke der og sagde
Til ham, som gjorde dette: 'Du est Manden!'
- Tre Naboer - de vare mægtige -
Faldt paa at ville dele mellem sig
Den mindre rige Naboes Eiendomme;
Den Mægtigste tog selv hans Børn fra ham,
Og sendte disse bort, langt bort derfra,
Behandlede ham som en Hund i Lænke,
Og Lænken trængte ind i Kjødet paa ham,
Han havde intet mere - kun sit Navn,
Sit gamle Hæders-Navn, selv dette skulde
Udslettes nu. Da kogte Blodet i ham,
Han voved' Kampen mod den Mægtige;
Han kun forlangte Livet og sin Frihed!
Han stred. Han stred alene, uden Hjælp;
Og Mængden græd ved Mandens store Jammer,
Men taalte roligt dog, man slæbte ham
Til Slagterbænken, det forlangte jo
Den mægtige, den stolte Herres Ære!'
Han taug - jeg svang mig bort fra Friheds Grav
Over det svulmende Hav.
- Dybt, hvor Naturen synes at sove,
Hvor de vilde Huroners Tal
Søge Fjendernes Hjerneskal,
Hvor den svulmende Flod
Bliver Skum ved Fjeldmassens Fod,
I Amerikas uendelige Skove;
Hvor i Kredse Fuglene steeg
Om en tusindaarig Eeg,
Og hvor atter Stilheden, dyb og lang,
Gjorde Barmen trang,
Der saae jeg en Flok, nei en Hær,
Qvinder og Børn,
Hvem Øxen brød Vei over Skovens Tjørn
Ved det blaahvide Maaneskjær.
Indfødte, Kristne ved Daab og Ord,
I det blomstrende Fædreneland,
Forjagne fra Hjem og dyrkede Jord
Af den hvide Mand. -
Frihedens Land, med stigende Flor
Du hæver Dig blomstrende stor,
Mens de ældste Slægter vige og svinde!
Ja mod Vest, høit mod Polen,
Som Solen,
De hendøe bag Bjergenes Tinde.
- Dog, eet Sted fandt jeg Kjærlighed og Fred,
Hvor Bautastenen staaer ved Søens Bred,
Hvor Bøgen voxer, deilig uden Lige,
Og Danmark kaldte man det lille Rige!
- Ja der, og ved det stolte Dovrefjeld,
Flød, uden Bloddaab, Friheds Kildevæld,
Og Blomst og Frugt mit Øie kunde see,
Som Kornets Spiren under Vinter-Snee.

Tiden.
Og end Du græder, skjøndt Du saae,
Hvordan der Liv bag Døden laae?
Aarhundredet, som Aaret, har
Jo først sin kolde Januar!
Kan alt i den dit Øie see
Det Grønne bag den hvide Snee,
Da maa dit Hjerte glad Dig spaae,
Hvad Vaarens Kampe bringe maae.
Alt grønne Spirer Danmark har,
Og Jorden Friheds Januar! -

Vandringsmanden.
Forstod jeg dig, Du Tidens stærke Aand?
Forstod jeg vel Naturens dybe Tale?
Snart sprænges alle Vintrens snevre Baand,
Og Sandheds Sol bestraaler Fjeld og Dale!
Din Januar al Jorderige fik,
Snart Aandens Vaar de frie Slægter prise,
Af Januar fik Danmark Frederik,
Og Danmark kan det første Grønt fremvise!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

June

'Glemt er nu Vaarens Kamp og Vinter-Sorgen,
Til Glæde sig forvandler hvert et Suk.
Skjøn som en Brud, den anden Bryllups-Morgen,
Ei længer Barn, og dog saa ung og smuk,
Den skjønne Junimaaned til os kommer;
Det er Skærsommer! -

*
De høie Popler hæve sig saa slanke,
I Hyldetræet qviddrer Fuglen smukt.
Paa Gjærdet groer den grønne Humle-Ranke,
Og Æble-Blomstret former sig til Frugt.
Den varme Sommerluft fra Skyen strømmer,
Sødt Hjertet drømmer!

Paa Engen slaae de Græs; hør, Leen klinger.
Paa Himlen smukke Sommerskyer staae.
Og Kløvermarken Røgelse os svinger,
Mens høit i Choret alle Lærker slaae.
- Med Vandringsstav hist Ungersvenden kommer
Hjem i Skærsommer.

Ungersvenden.
Alt jeg Kirketaarnet øiner,
Spiret kneiser stolt derpaa.
Og hvor Marken hist sig høiner,
End de fire Pile staae.
Her er Skoven. Store Rødder
Før af Træerne der laae.
Her, som Dreng, jeg plukked' Nødder,
Og trak Jordbær paa et Straa!
- Barndoms Minder mig besjæle!
Jeg vil flyve, jeg vil dvæle!
Grønne Skov, min Barndoms Ven,
Kan Du kjende mig igjen?
Grønne Hæk, du brune Stamme,
Jeg, som før, er end den samme,
Har vel seet og hørt lidt meer,
Ellers Du den Samme seer! -
Her er Pladsen end med Vedet,
Godt jeg kjender Parken der!
Her er Stenten tæt ved Ledet,
Gud, hvor lille den dog er!
Alt jeg kjender her saa godt,
Men det er saa nært, saa smaat -
Det var stort, da jeg var liden,
Jeg er bleven større siden! -
- Lille Fugl paa grønne Qvist,
Saae Du mig derude hist,
Naar jeg stundom sorgfuld sad?
Seer Du nu - - nu er jeg glad!
Var der ude Himlen graae
Hjemmet bar jeg i min Tanke,
Hjemmet jeg i Solskin saae,
Derfor maatte Hjertet banke.
- Moder er vist ældet lidt,
Jeg har tænkt paa Dig saa tidt.
Fader! fuld af Kraft og Mod! -
Gode Gud, Du er saa god.
Jeg kan ei min Glæde bære,
Din jeg er, Din vil jeg være! -
- Jeg i Sjælen er saa glad,
Kysse maa jeg Blomst og Blad;
Glemt er Længsel, Suk og Vee,
Gamle Venner skal jeg see,
Og den smaa Marie-Moer -
Ja, nu er hun bleven stor! -
- O, med hvilken Lyst og Gammen
Har vi to dog leget sammen!
Mit Theater var ei stort,
Men jeg havde selv det gjort.
O, jeg har det grant i Minde.
Jeg forglemmer ingensinde
Mine smaa Marionetter,
O, med Guld og Paillietter,
Hun besyed' een og hver.
Store Stykker gav' vi der.
Blanka, Hakon Jarl, saa net,
Selv Rolf Blaaskjæg, som Ballet.
Hvis ei andre saae derpaa,
Altid Bedstemoder saae;
Og om der var allerflest,
Hun dog klapped allermeest! -
Hende skal jeg ikke see,
O, det gjør mit Hjerte Vee!
Afskeds-Kysset hun mig gav, -
Græs nu groer paa hendes Grav.
O jeg kunde næsten græde!
- Nei! Du lever - seer min Glæde
Lever! lever! mig omsvæver!
Tanken Du til Himlen hæver.
Det er Aarets bedste Dag!
Alt jeg skuer Hjemmets Tag!
Her ved Poppelpilens Rod,
I den kolde Vinter-Scene,
Var det jo min Sneemand stod,
Pyntet ud med Kul og Stene.
Her er Bækken, reen og klar,
Den min Sommer-Snekke bar!
Her staaer Haugen, sommergrøn - -
Moder, see - her er Din Søn!
Moder! kjender Du min Stemme!
O, nu er jeg atter hjemme!

*

Sønnen hviler ved sin Moders Bryst,
Faderen ham kysser glad, men stille;
Hunden logrer ved hans Fod med Lyst,
Og de store brune Øine spille.
'See, Marie! vi ham har igjen -'
Jubler høit den lykkelige Moder;
Pigen rødmer, rækker Haanden hen
Til den kjære, kjære Legebroder.
'Han er voxet i de sidste Aar!
Kom! paa Døren end hans Mærke staaer.
Eduard! o! Gud har hørt min Bøn;
Seer Du Fader, han er bleven kjøn?
Er saa god - ja! ja! jeg veed det nøie.
Jeg maa kysse ham paa Mund og Øie!
- Kjender Dagligstuen Du igjen?
Men Du er vist træt? Sæt Dig dog hen!
Seer Du, hvad der staaer paa mit Klaveer?
(O, den søde Dreng! nei see, han leer)!
Dit Theater, dine Dukker smaae -
Ja, det har Marie fundet paa, -'
Saadan gaaer det fort, glad Hjertet banker,
Kun Marie falder hen i Tanker. -
- Nu vi dem i Spisestuen see.
Dækketøiet skinner som en Snee,
Sommersolen mildt fra Ruden straaler,
Jordbær dufte fra crystalne Skaaler;
Kun de bedste har Marie bragt;
Og paa Bordet smukt en Krands er lagt,
Friske Blomster der i Vasen prange,
Medens Lærken synger Velkomst-Sange.

*

Det er ud paa Aftnen snart,
Men endnu det er saa klart.
Solen synker hist bag Byen,
Ild og Roser staae paa Skyen;
Høet dufter sødt paa Marken,
Og hist henne over Parken
Dandse Myggene i Ring,
Medens Blomster rundt omkring
See til Maanen, som nu kommer
I den deilige Skærsommer!
Hør, fra Skovens dunkle Sal
Fløiter smukt en Nattergal.
Hvem gaaer hist i Haugen ene
Under Æbletræets Grene? -
Kjolen sig ved Hækken hæfter -
Tys, der kommer Nogen efter!
Pigen rødmer der og standser,
Mens det sidste Blomsterblad,
Som endnu paa Træet sad,
Falder ned og Lokken Krandser;
Træet pynter hende ud,
Som det tænkte, hun var Brud.

Eduard.
Er det Dig, som gaaer og spøger?

Marie.
Nei, om Stikkelsbær jeg søger,
Om de største jeg kan faae.
Mange Stedmo'ers-Blomster staae
I Salaten her saa net;
Jeg har plukket en Bouqvet,
Maa jeg Blomsterne Dig byde?

Eduard.
Veed Du vel, hvad de betyde?
Blomstersproget, kan jeg troe,
Kjender Du til Punkt og Prikke.

Marie.
Nei saa lærd, det er jeg ikke.
- Er det noget godt?

Eduard.
Ih jo!
Vel for mig, men
(spøgende)
Dig? - desværre!
Giv dog aldrig nogen Herre
Slige Blomster, Gud bevar' os!
Tænk Dig, hvis det galt forklares;
Jo, der har Du handlet net!

Marie.
Nu, saa giv mig min Bouqvet!

Eduard.
Nei, see kun, hvor rød Du bliver!
- Jeg den ene Blomst dig giver,
Resten faaer Du ikke meer,
Skjøndt Du saa alvorligt seer.
Lad nu Bærrene kun være,
Vi har talt saa grumme lidt!

Marie.
Skal jeg Blomstersproget lære?
Nu er det jo saa forslidt!

Eduard.
Naa, hvor Du seer ud i Haaret!
Grenen paa Toupeen slaer.
Har Du hele Dagen baaret
Æbleblomster i dit Haar?

Marie (spøgende).
Hjertet faaer kun Spot og Trængsel;
See, det har man for sin Længsel,
Nu, han er her, gjør han Nar.

Eduard.
Efter mig Du længtes har!
O, saa tidt mit Hjertes Stemme
Kaldte mig til Dig her hjemme.
Du har ofte tænkt paa mig?
O, jeg holder ret af Dig!
Men Du skrev saa korte Breve!
Tidt kun, naar de andre skreve,
Jeg fra Dig, det var Din Skik,
Bare Efterskriften fik.
Jeg mig maatte forestille,
At Du endnu var den Lille,
Og saa er Du nu saa stor! -
O, Marie, lad os vandre
Her i Haven med hverandre.
Hvert et Træ, som her jo groer
Kjender jeg fra gamle Dage.

Marie.
Gud skee Lov, Du kom tilbage!
Du er dog min kjære Broder! -
- Skal vi nu gaae op til Moder?

Eduard.
Lad mig see Dig i dit Øie!
Hvert et Træk jeg kjender nøie.
Ældre, mere smuk Du staaer,
Og dog, som for otte Aar! -

Marie.
- Skal vi nu gaae op til Moder? -

Eduard.
(kysser hende paa Panden).
Det tør jeg jo nok - som Broder.

En lille Fugl (i Træet).
Hjertet maa af Elskov slaae
Baade Nat og lyse Dage!
Kjærlighed jeg synge maa,
Har dog ingen Mage!

Glade To i Havens Gang,
Jeg til Eder kommer,
Synger Eders Bryllups-Sang
Næste Aars Skærsommer!

Ja Skærsommer skal det staae,
Den har smukke Dage!
- Kjærlighed jeg synge maa,
Har dog ingen Mage!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

C. Molbech

Du vandred' ungdomsglad i Danmarks Egne,
Du samled' Blomster til os allevegne,
Din lille Hauge gaae vi ei forbi,
Der blomstrer Prosa smukt som Poesie.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Skovbal

Den friske, varme Sommerluft
Beaander Danmarks Sletter,
Nu hvert et Blad er fyldt med Duft,
Vi har de lyse Nætter;
Orangelandets Alfehær
Besøger Nordens Bøgetræer,
Da er her skjønt at være!

De vinke os fra Byens Muur,
Og gjerne Hjertet kommer,
Thi skjønnest er dog Guds Natur
Vor korte smukke Sommer;
Brat hvirvler den i Tidens Strøm,
Thi nyde vi den smukke Drøm,
Hos den er godt at være!

Her Træerne med Blad ved Blad
Et Telt-Tag for os bygge,
Her Hjertet føler sig saa glad,
Og jubler i sin Lykke,
Det føler ret: vort Liv er smukt,
Det griber Glæden i dens Flugt,
Hos den er godt at være!

De lyse Sommernætter døe,
Alt vexler, som vor Lykke!
Vi spredes selv paa Verdens Ø
I Solskin og i Skygge;
Men hver en skyldfri Glæde her
Er ved Erindringen os kjær,
I hvor vi monne være!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Reise-Capriccio

Farvel, du stolte Hav med al din Vælde!
Jeg saae dine Bølger faae Liv og svulme til Fjelde.
Din Sang var saa dyb, som steeg den i Smerte;
Og dog har du intet levende Hjerte!
Nei, kold og død du styrter med Vælde
Dine skummende Fjelde. -
Her har ei Hjertet sit Hjem!
Nei, over Hederne frem,
Til de grønne Skove, de blomstrende Vange,
Lystig afsted, med jublende Sange!
Herlige Land! — romantiske Egne!
Piger, som ingen Digter kan tegne,
— — Hvorfor vil jeg ile?
— Den jydske Amor har ingen Pile!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Aftendæmring

See, Aftnen er saa stille, og Himlen er saa blaae!
Nu sove alle Blomster og alle Fugle smaae;
De nikke og de drømme, forstyr ei deres Lyst!
En Verden der jo bygger, selv i det mindste Bryst.
I Drømme svinger Lærken sig i den friske Luft,
Og hvad hvert Blomster føler, det aander ud i Duft.
Den hele, vide Verden med sine Verdner smaae,
Og alle Himlens Himle, jo i mit Hjerte staae;
Jeg føler Øiet græde, og svimler dog af Lyst;
Jeg kunde salig trykke hver Skabning til mit Bryst!
See, alle Stjerner blinke — og Aftnen smelter bort;
— Lad Stormene kun stige og klæde Natten sort,
Sov sødt og drøm, I Fugle! — drøm kun I Blomster smaae!
I Hjertet er der stille, og der er Himlen blaae!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Til H. S. [Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet]

Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet;
For Faa jeg led og følte som for Dig!
Du til din Lykkes første Maal er naaet,
Og der — hvor kan Du sørge da med mig!
Det skal Du heller ei, — men det mig qvæged,
Ifald jeg saae, at Du forstod mit Savn.
To Dage sad jeg ene, dybt bevæget,
Tidt paa min Læbe kom dit kjære Navn;
Men ei Du kom! Mig Ingen kjærligt mødte,
Mig selv og Gud jeg slap i denne Nød,
Stærkt alle gamle, skjulte Vunder blødte,
Selv af dit Venskabs-Kys Bloddraaber flød.
O, gid Du aldrig prøve, aldrig vide,
Hvad Den, som Ingen eier her, kan lide.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!