Aftendæmring
See, Aftnen er saa stille, og Himlen er saa blaae!
Nu sove alle Blomster og alle Fugle smaae;
De nikke og de drømme, forstyr ei deres Lyst!
En Verden der jo bygger, selv i det mindste Bryst.
I Drømme svinger Lærken sig i den friske Luft,
Og hvad hvert Blomster føler, det aander ud i Duft.
Den hele, vide Verden med sine Verdner smaae,
Og alle Himlens Himle, jo i mit Hjerte staae;
Jeg føler Øiet græde, og svimler dog af Lyst;
Jeg kunde salig trykke hver Skabning til mit Bryst!
See, alle Stjerner blinke — og Aftnen smelter bort;
— Lad Stormene kun stige og klæde Natten sort,
Sov sødt og drøm, I Fugle! — drøm kun I Blomster smaae!
I Hjertet er der stille, og der er Himlen blaae!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Hjertets Melodier
To brune Øine jeg nyelig saae,
I dem mit Hjem og min Verden laae,
Der flammede Snillet og Barnets Fred; -
Jeg glemmer det aldrig i Evighed!
Min Tanke er et mægtigt Fjeld,
Der over Himlene gaaer;
Mit Hjerte er et Hav saa dybt,
Hvor Bølge mod Bølge slaaer.
Og Fjeldet løfter Dit Billed
Høit over Himlenes Blaae,
Men selv Du lever i Hjertet,
Hvor dybe Brændinger gaae.
Du gav mig Blomster; hvis de lege kunde,
Da vandt jeg atter Lunets frie Lyst,
Men nei, de aabne meer den dybe Vunde,
Og sprede Giften i mit unge Bryst.
En Digter-Verden er saa navnløs stor!
Den hvælver sig høit over Himlens Bue;
Hver Sol og Stjerne i dens Luft-Hav boer,
Og ingen Tanke kan den overskue;
Dog kan Dig Intet i det store Rige,
Mit Hjertes dybe Kjærlighed udsige.
Henvisned' er de Blomster Du mig gav,
Men fra de Dødes Grav
Staae Aander frem, i Livets dunkle Gange.
Gjenkjend dem her, i mine bedste Sange.
(Ørkenens Søn)
Den vilde Hengst jeg tumler,
Vi flyve paa Sletten afsted,
Men Hjertet slipper dog ikke
Den stærke Kjærlighed.
Som Solen brænder i Sandet,
Saa brænder det dybt i mit Bryst;
Det er som Hjertet vil sprænges
Af Længsel og af Lyst!
Saa høi og saa stor er Himlen,
Med Sol og Stjerner paa,
Dog rummer den ei den Flamme,
Mit Hjerte dølge maa!
Der brænder mig Ild i Blodet,
Flyv, vilde Hengst, afsted!
Mit unge Hjerte sprænges
Af haabløs Kjærlighed.
Jeg elsker Dig — Dig, som jeg ei tør sige!
Du staaer som Tanken i mit Drømmerige,
Du skaber Aanden i hver dristig Sang,
Thi svulmer Hjertet, ret som Bølgens Gang,
Og brister stolt — thi Skjalden er en Gud;
Du er jo Brud — og lykkelig som Brud.
Man har et Sagn — et Eventyr:
Hvert Musling-Dyr,
Der bygger i den dybe, salte Sø,
Naar det har skabt sin Perle maa det døe.
— O Kjærlighed! Du blev mit Hjerte givet,
Og Perlen koste vil sin Skabning Livet.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Kjærlighed
See Solen blusser saa elskovsrød!
Den lægger sit Hoved i Bølgens Skjød.
Dog, hvem kan skildre det ret med Ord!
Tilbedende tier den hele Jord,
Kun Blomsterne nikke i Vinden,
De kysse hinanden paa Kinden.
I Bugten, hist hvor Sivene groe,
Der gynge i Baaden de Elskende to;
I Havet, i Øiet og høit i det Blaae,
Alle tre Steder jo Himle staae,
Men allerherligst blandt disse,
Er Øiets Himmel tilvisse.
Den Himmel eier det reneste Blaae,
Og Tankerne der, som Stjerner staae;
Der skuer man klart i Aandernes Land!
Man føler sig Barn og dog en Mand;
Hver Tanke mod Himlen sig taber,
Og Hjertet troer paa sin Skaber.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Taaren
Mit Hjerte er en Himmel graae,
Hvor Sorgerne som Kloder staae;
Saa underlig er deres Gang,
Derfor er Barmen dem for trang.
Græd kun, ja græd, saa faaer Du Ro!
Hver Taare, er en Verden jo;
En Verden fuld af Sorg og Lyst,
Der ruller fra det snevre Bryst.
Og har Du grædt dit Øie træt,
Da bliver Du om Hjertet let,
Thi Sorgen, om den end er stor,
I hine Taare-Verdner boer!
Og troer Du vel, at han som glad
Seer Krybet paa det mindste Blad,
Han, som det Hele stræber til,
At han en Verden glemme vil?
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Livet en Drøm
Til Vennen
Du kjender Grunden til min dybe Smerte,
Du kjender hver en Tanke i mit Bryst;
Jeg holder fast ved Dig med Sjæl og Hjerte,
O vær mig tro, i Smerte og i Lyst!
Mit stolte Haab, jeg saae som Boble briste,
O lad mig ikke Venskab ogsaa miste!
Dit aabne Blik, Dit barnlig' rene Hjerte,
Og hun — vor Søster — bandt mig fast til Dig;
Nu er hun død — jeg saae Din stille Smerte,
Imens Din Læbe vilde trøste mig. -
— — O Broder, Livets bedste Bobler briste,
O lad mig ei Dit stærke Venskab miste!
Nei, Du er tro! — hvor mildner Du min Smerte!
— Mens nu Du trykker broder-ømt min Haand
Med Blik mod Blik og Hjerte imod Hjerte,
En mægtig Tanke stiger for min Aand,
Den bringer Fryd og Veemod uden Lige,
Og hvad den seer, vil Læben Dig udsige.
1
I det store Verdens-Rum, over Sol og over Stjerne,
Høit, hvor ingen Tanke naaer, i det Blaae, umaalte Fjerne,
Leve gjennem Evighed Aandehærens Myriader,
Fuld af Kraft og Kjærlighed, skabt af Naadens store Fader.
Deres Kamp Begeistring er, deres Længsel Kjærligheden;
Begge voxe Stund for Stund, gjennem hele Evigheden.
Feile de, da straffer Gud hine faldne Aandeskarer,
De maae slumre, slumre dybt; — men det kun Minutter varer.
Kort kun standses Aandens Flugt, snart den atter fri kan svæve,
Drømmen i hiin Straffe-Søvn, det er Livet her vi leve.
Er endogsaa Drømmen smuk, eie vi al jordisk Lykke,
Den er dog en Skygge kun, mod hiint Liv, hvor vi skal bygge!
Døden her, er Livet hist, snart er Straf og Drøm tilende,
Men i Drømmen her, kun svagt Aanden kan sig selv gjenkjende.
2
Døden kalder. — Sprængt er det jordiske Baand.
Drømmen er endt. Fri svæver den mægtige Aand,
Mindes sin Drøm og svimler i svulmende Lyst.
Nu er hun hans! — See, Bryst imod Bryst,
Læbe ved Læbe, og Øie mod Øie,
Svæve de elskende Aander gjennem det Høie.
Een er kun Tanken, een deres Stræben;
Som Toner flyde Drømmen fra Læben,
Drømmen om Jordlivet her,
Den vi drømme enhver:
„Underligt jeg nylig drømte,
og jeg var — jeg veed ei hvor!
Jeg var i et Legem fængslet,
var ei længer fri og stor;
Følte Tvivl og Sorg og Længsel,
som den aldrig føles her,
Til en Klode var jeg bundet,
Hjemmet var saa snævert der.
Dunst og Taage, livløs Glimmer,
var dens hele Herlighed;
Jeg var Barn, og jeg blev Yngling,
kjendte ei til Kjærlighed;
Saae ei Dig, nei ung og modig
i min tunge Larvedragt,
Fyldt med Anelse om Himlen,
spøgte jeg med Jordens Pragt;
Loe af Sorgen, som af Glæden,
„Kaadhed" kaldtes det at lee,
Thi for Støvets tunge Larve
Hjertet kan ei Hjertet see.
Underlig mit Indre brændte,
sært jeg tumlet mig omkring,
Tidt mit unge Hjerte blødte,
men det var kun Hverdags-Ting.
Da engang — jeg klart det mindes,
Jorden stod i Sommer-Pragt,
Dig jeg fandt, og mig Du ligned',
Fængslet under Larvens Dragt.
Men, alt første Gang vi mødtes,
følte jeg, at det var Dig;
Og jeg saa Din Kind at rødme,
skjøndt Du kjendte ikke mig.
Du var min, i Sjæl og Tanke,
inderlig jeg bad til Gud;
Ei jeg kunde mig løsrive,
skjøndt Du var en andens Brud.
Dog jeg vilde Flammen dæmpe,
nøde Hjertet til at lee,
Men vi maatte atter mødes,
mødes til vor bittre Vee!
I Dit barnlig, fromme Øie,
Sjælens dybe Stemme laae,
Aldrig dog Din Læbe sagde,
hvad jeg i Dit Øie saae.
Pligten var Dig høi og hellig,
og vi maatte skilles ad;
Dybt Du græd — men kun som Søster, -
aldrig blev mit Hjerte glad.
Dig jeg leved', Dig jeg tænkte,
Du kun i mit Hjerte laae,
Livet var saa langt, saa bittert,
Dig jeg aldrig mere saae.
Tidt jeg sang i stille Smerte,
— Ungdoms-Lunet var forbi;
Mængden hørte Sangen stige,
kaldte Smerten: Poesie!
Saadan svandt der Aar og Dage,
Døden bar jeg i mit Bryst.
— Døden endte Nattens Drømme,
og jeg vaagner nu i Lyst;
Du er min! vi skal ei skilles,
mægtig svulmer Tankens Strøm;
Alle Himlens Himle tone:
„Jordelivet er en Drøm!""
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den fremmede Fugl
Seer Du Huset med de røde Bjelker i den hvide Muur?
Rundt om kneise stolte Bøge i den store frie Natur.
Seer Du hist, bag Brombærhækken, Drengen med det aabne Blik?
Ene tumler han sig, lystig efter muntre Drenge-Skik;
Men nu standser han og lytter, thi høit oppe paa en Green,
Sidder der en Fugl og synger, o en lille, deilig een!
Ret som Guld og skjønne Perler skinner Hoved jo og Krop,
Og den selv er ikke større end en fyldig Rosenknop.
Drengen og den lille Sanger blive snart fortrolig her,
Og de skiftes til at synge i det røde Aftenskjær.
Men i Drengens Hoved spøger mange rare Eventyr,
Dem han alle vil fortælle for det lille smukke Dyr;
Men see, Fuglen kan dem alle, selv han saae det paa sin Flugt,
Ingen kan som han fortælle, nei, det er dog alt for smukt!
Men det er ei nok med dette, den kan ogsaa hexe lidt;
Tusind Mile kan den flyve, mens den siger „qvirrevit!"
See den flyver, og den kommer, Drengen er saa sjæleglad,
Sjældne Frøkorn bringer Fuglen, indsvøbt i et Rosenblad.
I hvert Frø er skjulte Kræfter, knap er et i Jorden lagt,
Før et Trylleslot der voxer i sin hele, stolte Pragt.
Taget er af Morgenrøde, Søilerne er Bjergets Snee,
Og igjennem Slots-Portalet kan man ind i Himlen see!
Men et andet Frøkorn svulmer til en deilig Sommersky,
Og med Dreng og Fugl den svæver over Skov og Mark og By,
Seiler ind i Aftensolen, o den er saa rød og stor!
Stiger derpaa ind i Himlen, hvor den gode Gud jo boer;
Seer de mange, mange Stjerner, der som hvide Blomster staae,
Jesubarnet og Guds Engle med de store Vinger paa.
Skyen daler atter med dem, bringer dem til Skovens Krat,
Hvor de smukke Alfer lege i den lyse Sommer-Nat,
Og hvor Aanden af hvert Blomster, der henvisner Aar for Aar,
Atter nu i Midnats-Timen duftende for Øiet staaer.
Fra et Frøkorn stiger hurtigt frem en Palme, høi og stor,
Drengen der med Fuglen sidder, Træet meer og mere groer;
Høit det voxer over Skoven, over Skyen mod sin Gud,
Breder stolt sin grønne Krone over hele Jorden ud.
Fjerne Lande, fjerne Have, seer han dybt dernede staae,
Dog imellem Jord og Himmel underlig han længes maae.
Over Skyen, høit deroppe, Hjertet vil mod Jorden ned,
Og fra Jorden vil det atter søge hist — hvad det ei veed.
Saadan svinder Aar og Dage, Barnets søde Sorg og Lyst,
Øiet bliver da til Flamme, thi det brænder i hans Bryst.
Fuglen flyver, Fuglen kommer, og den flyver bort igjen;
See, da sidder han ved Stranden, stirrer over Fladen hen;
Øiet seer kun Hav og Himmel; Alt er det umaalte Blaae;
Ingen Ø og ingen Skyer, for det trætte Øie staae.
Men see hist, en sneehvid Svane nærmer sig mod Kysten her,
Og sin kjære Fugl han kjender i den stolte Svane der.
See, en Blomsterbaad den trækker, bunden ved sit Vinge-Par!
Og en underdeilig Pige den jo med i Baaden har.
Fra det barnlig' kloge Øie strømmer Freden i hans Bryst;
Kjærlighed —! O Hjertet svulmer — Du er meer end jordisk Lyst!
Tanken styrker, Tanken knuser, Jord og Himmel er saa nær!
Alle gode Aander juble i det klare Morgenskjær.
Skoven mere grøn sig hvælver, Alt er Duft og Alt er Sang,
Og der kysses og der drømmes, og der kysses nok engang!
Uger svinde som Minutter, Aaret er en Sommer-Nat,
Hvor kun Glædens Alfer lege i det friske, grønne Krat.
Hvad kan Svanen bringe mere end en trofast Hjertenskjær?
Blomsterbaaden gynger atter, hvad mon vel den bringer her?
Det er meget meer end Perler, meget meer end Sølv og Guld;
Søde Englebørn den bringer, hele Baaden er jo fuld!
Moderen dem ømt omfavner, Faderen er Barn med dem,
Og de begge to er bange, at de flyve fra dem, hjem;
Flyve op til Himmerige, til de andre Børn hos Gud,
Thi et Nu — og Engle-Vingen voxe kan fra Skuldren ud!
Fuglen kaster Svanehammen, er den lille Fugl igjen,
Og den flagrer og den synger, smukt i Barnehimmelen.
Trylleslottet stiger atter af det lille Blomster-Frø,
Og til Solens Land de seile henad Himlens store Sø;
Palmen voxer, og i Kronen gynger Børneflokken glad,
Og med Alferne de skabe Baade af et Rosenblad.
Manden seer sin Barnehimmel og sin første Kjærlighed,
Som to klare Stjerner funkle de i Aandens Blomsterbed.
Men i Svanehammen stiger han i det umaalte Blaae,
Og som Sandet dybt i Havet seer han Verdner for sig staae.
Alt er kun een Guddoms Tanke, Alt er kun een Kjærlighed!
Aanden svulmer, Hjertet synker til sin Barnehimmel ned. -
Men saa sært sig Verden tumler, det er ret en broget Drøm!
Aarene, som Draaber, svinde i den store, stride Strøm.
Gjennem samme Tidens Prisme hver betragter Livet her,
Men vi see det ikke altid gjennem samme Farveskjer. -
Taus og ene sidder Manden ved den kolde Marmorsteen,
Børn og Hustrue ere døde, Fuglen synger ei paa Green.
Øiet seer hen over Havet, hvor den røde Sol gaaer ned;
„Mon dog aldrig Svanen kommer? Faaer dog Hjertet aldrig Fred?"
Og saa inderlig han længes, træt er Hjertet af at slaae,
Men der dykker ingen Svane op fra Havets dunkle Blaae.
— Dog, hvad er det hist som svæver i det milde Aftenskjær?
See, paa Svanens hvide Vinger kommer Dødens Engel her;
Hvad han synger, synes Manden han har hørt som Barn engang,
Og en mægtig Hjemvee føler Hjertet ved hiin Barndoms Sang.
Fuglen kan ei bringe mere fra det underfulde Land,
Derfor er det Englen kommer til den trætte Vandringsmand;
Begge stige de i Baaden, glide fra den snevre Bugt,
Og i Aftnens sidste Straale sees den, som en Stjerne smukt.
Men naar Baaden reent er svunden er han i det bedre Hjem,
Og de store, hvide Vinger voxne er' fra Skuldren frem.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
August
'Blomsten dufter, for at brydes!
Frugten modnes, for at nydes!
- Lev og nyd! trara! trara!'
*
Ja, Øieblikket ene er det just,
Der med sit friske Grønt din Vandring smykker,
Thi nyd det, som den duftende August,
Der mellem Vaaren og din Vinter bygger.
See Dig omkring, flyv ei saa vildt afsted,
Fra Livets Sol det gaaer til Gravens Skygge,
Og Sorgen sidder nok paa Hesten med,
Thi pluk hver Frugt, der skabtes for din Lykke.
Hvad Hjertet har, det har Du, søde Trøst!
Det Tabte findes ikke ved at græde;
Nei nyd! thi Livet er en evig Høst,
Og Øieblikket er saa riigt paa Glæde.
- - -
Heden trykker; Østens Varme blunder lidt hos os i Dag!
Som en ægte persisk Fyrste, vil jeg strække mig i Mag.
Grøften er mit Hovedgjærde, smukt den staaer med Kaprifol',
Egetræets grønne Grene skjærme mod den stærke Sol.
Flagrende, men luftig lette Skygardiner hænge ned;
Teppet, hvorpaa jeg har lagt mig, er et broget Blomsterbed.
Kløver, Rølleker, Papaver spille i den grønne Grund,
Og med modne Hindbær hænger Grenen lige ved min Mund.
Nyde, drømme, søde Lykke! see, ved Blomstens Hjerte tyst,
Ligger Bien sødt beruset, Blomst og Bie er Bryst ved Bryst.
Sommerfuglen lystigt flagrer, kysser hvert et broget Blad,
Synger ei, men hvidsker stille Kjærligheds - den veed nok, hvad! -
Ha! en kjølig Luftning zittrer gjennem Skovens grønne Tag,
Høit paa Himlen staaer et Bjergland, Uveirsskyer Lag ved Lag;
Nu, som Kjæmpeseil de svulme, nu er det en Klippehal,
Hør det stærke Echo ruller gjennem Bjergets dybe Dal.
Hver en Fugl sig bange skjuler, og et Gys i Skoven gaaer,
Mens i store Kredse Svalen Jorden med sin Vinge slaaer.
Skyen brister, Regnen strømmer, den betage vil mit Syn!
Himlen viser Flamme-Tanker, Videt gnistrer Lyn paa Lyn.
- I det lille lave Skovhuus staaer jeg, til det er forbi,
Men da Ruderne er knækked', ei for Regn jeg bliver fri;
Konen sidder paa en Træstol, dier Barnet, søde Lyst!
See, de butted' runde Fingre lægger det paa hendes Bryst!
Stormen rusker stærkt i Taget, flyver nu til Markens Neeg,
Favner dem og knækker Axet i sin Elskovs vilde Leeg.
Tys, nu sagtnes det derude, Himlen bliver atter blaa,
Hele Skoven, alle Blomster dobbelt duftende jo staae,
Og paa Horizonten Solen synker ned saa luerød,
Den sit vilde Flamme-Hjerte lægger nu i Bølgens Skjød.
Vindens kjøle, milde Luftning tørrer atter Blomstens Kind,
Høstfolk gaae nu hjem fra Marken, synge høit med muntert Sind.
Pigerne skal over Stænten, tør man ikke see derpaa? -
Skjørtet hænger fast ved Gjærdet, saa de Andre hjelpe maae.
See, hvor alle Blomster nikke! hvad de tænke, veed jeg klart,
Kunde man forstaae Mimiken, hørte man vist noget rart.
Fuglene.
Qvivit! qvivit! det gaaer afsted,
Nu oppe, nu dernede!
Mit Liv er Sang og Kjærlighed,
Mit Huus en Børnerede!
Ungersvenden.
Snart sover Alt, ja Stort og Smaat,
Paa Græs og grønne Grene,
Men jeg - ak! det er ikke godt,
At Mennesket er ene!
O, gid jeg var af Jern og Staal!
Mit Hjerte let kan faae det!
Det er mig ligesom en Aal,
Jeg kan ei holde paa det!
- - -
Hver en Luftning sover paa det grønne Blad,
Stille drømmer Blomsten midt i Duggens Bad.
Seer Du, Maanen kommer hist, hvor Krattet groer?
Lavt paa Horizonten staaer den rund og stor.
Ved den sorte Granskov Søen gjør en Bugt,
Klart i Vandet speiler Krattet sig saa smukt.
Tys! sig noget rører! mon en Fugl der fløi?
Nei, det er to Piger, stille! gjør ei Støi.
Barnligt, uskyldsglade, gaae de Arm i Arm.
Ha! de kaste Klædet fra den hvide Barm;
Høit de løfte Armen! see det smækre Liv! -
- O, nu blev' de borte bag det høie Siv!
Jeg kan ikke see dem, det var dog saa smukt!
Men der har vi Maanen over Søens Bugt.
Den kan staae og see dem, høit fra Skyens Vold,
Den kan see dem begge, og er dog saa kold! -
Hør, med Eet det pladsked', see en Ring saa bred!
Hele Søen bæver jo af Salighed.
Hver en Blomst ved Bredden lukker Øiet op,
Og de stolte Graner bøie deres Top!
Alt er Duft og Længsel, Natten er saa tys,
Søen dem omfavner, giver Kys paa Kys,
Trykker sig saa salig op til Bryst og Arm,
Aldrig dog den svulme kan som deres Barm.
Aldrig nogen Morgen den i Solens Skjær
Rødmet har saa deiligt frisk, som Kinden her!
Ingen Tid den viiste Himlen os saa klar,
Som den Uskylds-Himmel, den i disse har. -
Nu med Vandet, Pigen paa den anden slaaer,
Om de runde Skuldre falder deres Haar;
Maaneskinnet viser det saa tykt og stort -
- Men der gik jo Maanen! - det var grusomt gjort! -
Fiskeren.
Aakanden har sit Bæger lukt,
Den under Fladen svømmer;
I Vandet Maanen staaer saa smukt,
Det er det Blomsten drømmer:
At begge to
Dernede boe;
Hvad kan man ei i Drømme troe?
Jo,jo!
Jægeren.
Blomsten dufter, for at brydes,
Frugten modnes, for at nydes,
Ender Livet, var det da
Dog et jublende: 'Trara!'
Echo svarer, hør! 'ja, ja!
Lev og nyd, trara, trara!'
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Verden er falsk, Verden er fæl
Verden er falsk, Verden er fæl,
Du tør ei troe paa en eneste Sjæl,
Synden har bidt selv i Barne-Hæl;
Blev Tanker Thingsvidner, — vee os!
Alle i Helveds Flammer vi see os
Evigt at brænde!
Hvilken Elende!
Forkullet, død er en salig Ende.
Tro er et Solblink paa Livets Strøm,
Tro er et Menneskes deiligste Drøm!
Kornet, de høsted, kan atter groe;
Men jeg groer ikke. O, giv mig Tro,
Min Barnetro; — men den lyver jo.
Verden er Løgne og Letsind — ja værre!
I Barnetro er der et Kys af Vorherre.
Jeg er ikke Barn i Hjerte og Sind,
Jeg kommer ikke i Himlen ind.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hjemvee
Om Aft'nen i det lille, snevre Kammer,
Naar Alt er stille, i mit Bryst det flammer!
En mægtig Længsel fylder al min Tanke,
Af Hjemvee føler jeg mit Hjerte banke,
Og jeg maa græde, skjøndt jeg er en Mand,
Thi her, har Hjertet intet Fædreland!
Naar Kunsten aabner mig sit store Rige,
Den samme Længsel føler jeg da stige,
Enhver Musik, hver Sang der naaer mit Hjerte,
Gjenvækker denne bittre, søde Smerte,
Men Hjemmet finder jeg dog aldrig her,
Mit Hjem er der, hvor jeg kun ikke er!
Seer jeg den friske Skov, de grønne Dale,
Da føler jeg, hvad ei jeg kan udtale,
Seer jeg det stolte Hav og Aftenrøden,
Da længes Hjertet mægtigt efter Døden!
Dog nei! det er ei Døden, nei, et Hjem, -
Et Hjem, hvis Navn jeg ei kan stamme frem.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Havblik
Har Du seet Havet i en klar og stille Nat,
Naar Fladen ligger som et Speil saa glat,
Hvor Himlens halve Kugle, stjerneklar,
Afbilder sig i Fladens dunkle Glar,
Og i det Grændseløse mellem begge,
Som Centrum staaer den lette Bølge-Snekke?
Hvad følte Du vel da? — Du smælted' hen i Lyst,
Thi hvad dit Øie saae, stod ogsaa i dit Bryst! -
Hiin Hav- og Himmelkugle, vel i Formen mindre
Men aandig klar, sig hvælver i vort Indre.
— Imellem to Uend'ligheder sat,
Vort Intets Nat
Og Himmel-Evigheden,
Staaer Mennesket herneden,
Og Centrum er vort Liv, et lille Blomster-Blad,
Der skiller tvende Evigheder ad. -
— Hiint store Rum, hvis Grændse ei er givet,
Hiin Evighed før Livet,
— Hvor ene Anelsen, hvor det Guddommelige,
Et Billed' skaber i det dunkle Rige,
Et Billed', som er kun paa Fladen sat,
Thi under den er Dybets store Nat;
Men høit, høit over os, hvor Tanken salig skjælver,
Den sande, store Evighed sig hvælver,
Hvor Mennesket som Aand, i luttret Lyst,
Og med en Verden i sit Bryst,
Sig svinger, som nu Nattens Stjerne-Skarer,
Om hine Soles Sol, der Alt opklarer,
Hvorfra hvert Liv, hver Straale først gik ud,
Hiint store Faderbillede, vor Gud!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat
Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat,
Har man kun Røst, paa den megen gode Spisen!
Blæse være Røsten! er bare Hjertet godt,
Man kan indvortes følge med i Visen!
Hjertet slaaer Tact og Øiet leer,
Her Ingen er, som fordrer meer!
Rosenhækken har Geburtsdag i Guds Sol,
Roserne dens Børn, de drikke Dug og nikke.
Hver har sin Stilk, vi sidde paa en Stol,
De dufte, men vi Andre vi drikke,
Alle synge samme Skaal i Chor:
Din Skaal, Du kjære Bedstemo'er!
Skjænd passer ei, og dog vi skjænde maae,
Fødes i November, det er ikke rigtigt!
Det er jo umuligt at vi kan Blomster faae!
Til en Fest er Blomster noget Vigtigt!
Nu maae vi binde en Tone-Bouquet,
Dog Hjertets Sang er aldrig slet!
Blomster har Du selv i Hjertets Mindebog,
Blomster, som kan Sindet styrke og fornøie.
Dengang Nattens Sky hen for dit Øie drog,
Stærkt og klart saae dit indre Øie!
Skyen tager Flugt! — dog nok er sagt,
Du os forstaaer: Skaal Solens Pragt!
Der boer i hvert et Bryst, som elsker ret,
Toner, som ingen Digter kan udsige;
Han kun peger hen — men vi, vi føle det,
Det er Summen fra Kjærlighedens Rige!
Hjertet har seet da Skyen laae
Hjertet vil og vor Sang forstaae!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed
Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed,
Fra hende, som opfylder helt din Tanke,
Din unge, friske, stærke Kjærlighed!
Dets Duft fik strax mit Hjerte til at banke.
Det var en Rosenknop fra Hjertets Grund,
En Uskylds Lillie, hvori Sukket bæved;
Paa hendes Navn jeg trykkede min Mund,
En stille Bøn dybt fra mit Bryst sig hæved.
O, det at kunne ganske tabe sig
I Andres Lykke, som den var vor egen,
Er saa livsaligt! Jeg omfavner Dig,
Min egen tunge Sorg en Stund er vegen.
O drøm en deilig Drøm, og da Du veed
Hvad jeg har læst i Hjertet paa din Lillie.
Hold fast ved Gud, han selv er Kjærlighed!
Paa Jorden og i Himlen skee hans Villie!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den Gang vi endnu havde Vaar
Den Gang vi endnu havde Vaar,
Saae jeg Dig Roser plukke,
De turde i dit dunkle Haar
Sødt dufte, friske, smukke.
Og da man Sommer red i By,
Dit Hjerte var bevæget,
Du bandt en smuk Bouquet paany,
Hvori hver Markblomst leged.
Og Høsten kom med broget Lyst
Med Asters, Anemoner,
Dem lod Du fæste paa dit Bryst,
Som Ordensstjernen troner.
Nu ind i Vinteren er vi stridt,
Ei Blomster Jorden smykke,
Derfor kan mig nu ganske lidt
Du til dit Hjerte trykke. -
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
December
'Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hierte.'
*
(Juleaften).
Ungersve nden.
Dybt i mit Hjerte, hvor hun boer,
Et mægtigt Juletræ der groer,
Og det for hende ene.
Med Tankens Stjernelys det staaer,
Og Troskabs-Fuglen lifligt slaaer,
Bag Haabets grønne Grene.
Alt, hvad jeg har paa Jorden her,
Det finder hun paa Træet der,
Alt er for hende ene.
Jeg skal i Aften hende see,
Der leges Juul, hvo veed, maaskee
Hvad Himlen der mig bygger,
See hendes Sødskende, de Smaae,
Alt lyttende ved Døren staae,
Mens deres Træ hun smykker.
Børnene i Kammeret.
Waldemar.
Saae Du det store Træ, der kom igaar?
Jeg veed, nu er det plantet op derinde.
Og veed Du hvad? Det midt i Salen staaer,
Saa meget Stads paa Grenene de binde.
Jeg troer jeg faaer en nydelig Husar,
Og saa et Buur til begge mine Skader.
Jonna.
Men Jesu-Barnet aldrig seet jeg har,
Han kommer jo deroppe fra Gud Fader,
Og bringer os den hele Stads hvert Aar,
Hvor kan han komme ned og det saa stille?
Mon ogsaa Broder Viggo noget faaer,
Mon Jesu-Barnet veed, vi har den Lille?
Louise.
Det kan Du sagtens troe, til lille Broer
Han ogsaa noget deiligt Stads vil sende,
Han kom jo ned fra Himlen, sagde Mo'er,
Og saa maa Jesu-Barnet ham jo kjende.
*
(Gjenboens Huus).
(En gammel Pebersvend sidder ved Vinduet og seer over til dem).
Nu tændes Lysene paa Juletræet,
Ved Døren Børneflokken lytter til;
Tæt ved hverandre halvt de bøie Knæet
Og gjennem Nøglehullet titte vil.
De lykkelige Smaae! sødt Hjertet banker,
Ja, Fa'er og Mo'er er ogsaa glad' som de -
Og jeg - hvorfor de tunge, mørke Tanker,
Jeg kan jo gjennem Ruden Glæden see. -
- Lidt maa jeg aande paa den! Glasset fryser;
Iisblomsterne saa stærkt i Øiet skjær'. -
Hvor deiligt dog nu Juletræet lyser,
Hvor salig er dog Barne-Glæden der!
Hos mig - O, hvilken ganske anden Scene!
Som Fremmed selv hos Vennerne jeg staaer;
Med Sorgen, som med Glæden er jeg ene,
Ei noget Hjerte ved mit Hjerte slaaer.
'En gammel Pebersvend', mig Verden kalder;
'O, han har aldrig kjendt til Kjærlighed!'
Nei, det var kun en Drøm i Ungdoms Alder,
Og hvad veed Verden om min Drøm Besked!
Jeg var ei smuk, jeg var ei blandt de Rige,
Og til den bedste Blomst dog Øiet saae;
'Vær min!' jeg drømte, voved' halvt at sige; -
Hvad kan man ei i Drømme falde paa!
I Rosens Rødmen Haab jeg vilde finde,
En anden kom - jeg saae endnu paa den.
Jeg saae, hvordan han Rosen monne vinde,
Og nu - er jeg en gammel Pebersvend.
*
De fattige Børn paa Gaden
(synge).
Barn Jesus i en Krybbe laae,
Skjøndt Himlen var hans Eie;
Hans Pude her blev Hø og Straa,
Mørkt var det om hans Leie!
Men Stjernen over Huset stod,
Og Oxen kyssed' Barnets Fod,
Halleluja, Barn Jesus!
Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hjerte,
Til Barnet vil vi stige ind,
Og blive Børn i Sjæl og Sind.
Halleluja, Barn Jesus!
Digteren.
Nu til Enhver man Julegave skjænker,
Alt aander Glæde, Kjærlighed og Sang,
Hvad tør jeg bringe Dig, som Hjertet tænker,
Hvad tør jeg bringe første, sidste Gang?
Min Glædens Palme blev en bladløs Tjørn,
Da den sig stolt til Solen vilde hæve! -
Tag mine Digte, det er Hjertets Børn,
I Kjærlighed de blev, i den de leve;
De nævne Dig, - de flyve mod din Favn, -
Men tør ei sige deres [rettet fra: Deres] Moders Navn!
Som Pelikanen for dem hver jeg stod,
I Kjærlighed jeg følte Hjertet bæve.
Jeg har dem diet med mit Hjerteblod,
Og jeg maa døe! - hvo veed, om de skal leve?
*
(Julestuen).
Værten.
Nu Presenter til Enhver
Jeg vil dem fremvise!
Men bemærk, med hver især
Følger en Devise!
Ungersvenden.
Gid jeg dog et Haandtryk fik
Til Present fra Lise,
Og et ømt, et kjærligt Blik
Fulgte som Devise.
Studenten.
Granske, føle, muntert lee,
Aand og Skjønhed prise,
Esse non, videri, see,
Det er min Devise!
En ung Herre.
Nys gik Hjertet med! O Gud,
Det var en Betise.
Alting har jeg feiet ud,
Det er min Devise!
Mo'erlille.
Barn, betænk Du hver en Stund,
De Din Skjønhed prise:
'Sukkermund har Gift i Grund',
Men ei til Devise. -
En Søeofficeer.
Danske Sømands Trofasthed
Aldrig kan forlise.
Hjertet paa det rette Sted,
Det er hans Devise!
En Enke.
Livets Held en Mand mig bød,
Slig Present vi prise.
Gud skee Lov, min Mander død,
Det er min Devise!
Allesammen.
Man sig lidt fornøie maa,
Drikke godt og spise.
Glæden skal man holde paa,
Som en god Devise.
*
(Midnat. - en Kirkegaard).
Elskeren.
Kun Vint'rens Friskhed, ei dens Gys,
Har i mit unge Hjerte Sæde,
Smukt Himlen staaer med Julelys,
Og i mit Bryst er Juleglæde.
Hun elsker mig, hun kommer her,
Bag Kirken loved' hun at møde;
Hvo Kjærlighed i Hjertet bær',
Ei frygte kan for Gravens Døde.
De stige i det hvide Lag'n,
Jeg hører dem, saa dybt de sjunge;
Thi Julenat, det er et Sagn,
Faaer Alting Liv og Alting Tunge.
*
De Døde.
(medens de dandse rundt om Gravene).
Maanen skinner rund og klar,
Men, at her vi svæve,
Det er kun en Drøm, vi har,
Døde kan ei leve!
Tungt og haardt vort Tag er lagt,
Stuen er saa lille,
Fire Fjælle er vor Pragt,
Der er tyst og stille.
Dybt vi sove, Aar med Aar
Døer i Tidens Strømme,
Kun ved Midnat Hjertet faaer
Sine stærke Drømme.
Let som Taage, hvid som Liin,
I de Dødes Have
Dandse vi ved Maaneskin
Om de sorte Grave!
At ved Maanen rund og klar
Lysteligt vi svæve,
Det er kun en Drøm, vi har,
Døde kan ei leve!
Elskeren.
Nei, det er ei Drømmerie,
Jeg seer Eder svæve!
De Døde.
Det er kun Din Phantasie,
Døde kan ei leve!
Elskeren.
Jo, som Aander her I gaae
I de dunkle Gange.
De Døde.
Det er fælt at høre paa.
Ak! Du gjør os bange!
Gaae vi da igjen, o vee!
Siig det, Du, som lever.
Hu, er jeg et Spøgelse?
Skræk mig gjennembæver.
(de flygte ned i deres Grave):
Elskeren.
Kjærlighed forjager kjæk
Fra sit Stevnemøde
Hver en Frygt og hver en Skræk,
Ja, selv Gravens Døde.
Hun er ikke langt herfra,
Sees hun i det Fjerne,
I mit Hjerte tændes da
Glædens Jule-Stjerne!
Tiden.
Tys! tys!
Aarene brat henrinde;
Som et Suk, som et Kys,
De forsvinde.
Mit Gjenfærd.
(paa min Grav).
'Vær glad, mens Lampen ei er slukt;
At leve her er dog saa smukt.
Da skinner Solen lys og varm,
Da rækker Pigen Dig sin Arm,
Og om ei Hjertet følger med,
Du troer dog, det er Kjærlighed. -
- For hvad mit varme Hjerte gav,
Jeg fik - en kjølig, stille Grav;
Mens Solen skinner varm og stor,
Og Fuglen synger, Blomsten groer,
Jeg sover dybt, - min Gang er endt, -
Og Ingen har den Døde kjendt!'
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Held mig! Granada jeg seer
Held mig! Granada jeg seer,
Mindernes selsomme By!
Rom Du ligner deri,
her strax man føler sig hjemme.
Bjergene rundt om har Snee,
Himlen ikke en Sky.
Fra Alamedaen smukt
klinger Gitanaens Stemme,
Øinene blaae som i Nord,
sneehvide Blomster i Haaret.
Havfruens Skjønhed og Blik!
— Vandrer! er alt Du bedaaret?
II
Ja havblaae er hendes Øine,
men Haaret som Skovsneglens Skind;
Gjennem Øinene seer man
lige i Tankerne ind.
Hun er saa fast som en Drue,
Munden et Væld med Kys,
Om Tonedybet derinde
havde en Drøm jeg nys;
Over os glødende Æbler
i hvert Granattræ hang; -
En salomonisk Høisang
Hjertet om Sulamith sang.
III
I Granada er det Maaneskin,
saa klart, at Hver man kjender,
Dog Vægteren gaaer med Lygte,
og Lyset i Lygten brænder.
Hvad søger han efter? Han søger
vel Solen, der skal staae op.
Imellem Bladenes Bolstrer
en Drømmeverden er lagt;
Du Rose, bliv mit Alhambra,
med hende jeg boer i din Pragt,
Og vi ere unge —! imorgen
da falder hvert Rosenblad.
Vær Du min Erindring, skrinlagt
i dette smuldrende Qvad.
IV
Jeg leve vil i Granada,
der Phantasus reiste sit Slot;
Men nede i Malaga grav mig
en Grav ved Havet saa blaat,
Saa udstrakt, svulmende herligt;
høit synger den rullende Sø.
I Norden jeg skar i en Græstørv
mit Navn paa den danske Ø,
Snart voxer Græsset derover,
alle Minderne døe!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Februar
'- Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst -!'
*
Maanen, som en Havfrue, fra den fjerne Old,
Svømmer hen ad Himlen, deilig, men saa kold.
Skoven staaer med Riimfrost, glimrende og hvid,
Drømmer vist i Natten om sin Sommertid,
Om de grønne Blade med den friske Duft,
Om de smukke Blomster og den varme Luft.
Ja, hvert Træ i Skoven har sin Sommer-Drøm,
Der, som Digter-Hjertets, døer i Tidens Strøm.
Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst.
Som et Skyggebilled', sat mod Luftens Blaa,
Staaer hist Herregaarden, der er Taarne paa!
Alt er gothisk gammelt, hvilket Malerie!
Ret som Riddertiden slumrede deri.
Under Vindebroen, ved de frosne Rør,
Er' i Muren Huller; der var Fængsler før.
Vaabenet med Indskrift over Porten staaer,
Og om Vindueskarmen kunstigt Løvværk gaaer.
Mellem to Karnapper groer en mægtig Lind,
Der, ad Vindeltrappen, vil vi træde ind.
Hvilke gamle Døre! og hvor de er' smaae!
Ovenover stolte Hjortetakker staae.
Gjennem hele Fløien strækker sig en Gang,
Maaneskinnet gjør den mere dyb og lang.
Riddersmænd og Fruer, mens vi gaae forbi,
See, som bundne Aander, fra hvert Malerie.
Hvem er vel hin Ridder med det mørke Blik?
Engang stolt og modig, han i Livet gik;
Mægtigt svulmed' Hjertet, Jorden har ham gjemt,
Ei hans Slægt man kjender, her hans Navn er glemt!
Hvilken deilig Qvinde! Liv og Aand man seer.
Og af disse Former er nu intet meer?
Intet meer, undtagen dette Farvespil,
Som hver Livets Sommer meer henbleges vil!
Dette Smiil om Munden, dette Tanke-Blik,
Denne Sundheds-Farve hendes Kinder fik;
Alt er Støv og Aske, Alt i Jorden gjemt,
Og, som Hjertets Drømme, Sorg og - Glæde, glemt!
Tys! fra Salen klinger Toners Harmonie,
Hornets dybe Klage smelter hen deri.
Dersom hvert et Hjerte, hørligt, Toner fik,
Hver en Fryd og Smerte fremsteeg i Musik,
Hvilken Aandeverden, fuld af Poesie:
Saga har i Noder Stykkets Melodie;
Folkets Drøm om Frihed døer, som Hornets Klang,
Men selv den er Takter til en Friheds Sang.
Hvert Portrait paa Væggen, mens jeg gaaer forbi,
Aandes halvt tillive ved min Phantasie.
Sært Musikken klinger; Sang og Lystighed
Bruser gjennem Salen; dog ei dette Sted
Er det, vi vil gjæste! nei, her ganske nær
Tvende Smaabørn bygge; lad os komme der!
See, en lille Pige og en ældre Dreng,
De har her i Stuen hver sin egen Seng.
Barnehjertet drømmer uden dybe Suk -
Er Du, Barneverden, da saa stor og smuk?
Græder ikke Barnet bittert, tungt og haardt
For den pæne Dukke, man har taget bort?
Lige salt er Taaren, lige Hjertet slaaer,
Som hos os, naar Haabet isner i sin Vaar.
Men med Taaren triller ogsaa Sorgen hen,
Og paa Kinden sidder Smilet sødt igjen.
Naar en Brand man svinger lysteligt omkring,
Gløde der jo Ringe ved de raske Sving.
Ja, et enkelt Lyspunkt i sin snare Flugt
Skaber Barndoms Verd'nen dobbelt stort og smukt.
Lad Forstanden sige: 'det var simple Ting!'
Rundt om Verd'nen staaer det, en Saturnus Ring.
Taager, ved det Fjerne, selv som Skyer staae,
Hvor Erindrings-Solen maler Roser paa.
Ja, en Drøm saa deilig, fuld af Drømme selv,
Er' de korte Timer paa vor Barndoms Elv!
Alt har Liv og Hjerte paa vor første Vei,
Og vi er' uskyldig', thi vi veed det ei. -
Hjertet fast sig klynger til de kjære Smaae,
De er' just saa store, de kan Himlen naae!
See de to herinde, hver med Haand ved Kind,
Øinene halv lukked', de vil sove ind;
Men hvor kan de sove! Glæden vil det ei!
Tænk, imorgen skal de, o, saa lang en Vei!
Første Gang just er det, de skal til en By,
Og en stor, betænk dog! - Var det Morgengry!
'O, var det dog Morgen!' sukke begge to.
Hjertet vil iaften ikke gaae til Ro;
Tanke følger Tanke, skaber Alt saa smukt,
De er' alt paa Reisen med den første Flugt.
Øiet meer sig lukker; Pigen sover nu,
Hører ei, hvor Broder hvisker: 'sover Du?'
Hun om Reise drømmer, han har ingen Ro.
Sove? Han? Bevar' os! hvor kan Sligt man troe!
Vaagen Alt han skuer, o, var det dog Dag!
Anelse og Længsel driver Pulsens Slag. -
- Ha! det er alt Morgen, rask det gaaer afsted,
Barnehjertet synger høit af Salighed:
Ud i Verden! rask afsted!
Det er, see dog bare!
Ret som Mark og Eng løb med,
Os det er, der fare.
Nu paa Land og nu paa Sø,
Som det sig kan skikke,
Gid jeg dog maae aldrig døe!
Nei, det vil jeg ikke!
Reise bort med Faer og Moer -
Det er, som jeg svæver!
Verden er saa stor, saa stor!
Gud skee Lov, jeg lever!
Blomsterne under Sneen.
Gjennem Sneen Solens Guld
Falder paa min Pande,
Løfter mig fra sorten Muld
Op til Lysets Lande.
Sneen smelter for min Kind,
Kjærlighed jeg drømmer,
Men den kolde, skarpe Vind
Død mig gjennemstrømmer!
Børnene i Vognen.
Intet Træ har Blade paa,
Hvid' er Mark og Enge!
Men, hvor kan dog Krattet staae
Med sit Løv saa længe?
See, med bruunt og gule Haar,
I den hvide Snee det staaer!
Løvet.
Engang deeltes Verden ud
Mellem Djævelen og Gud;
Da til Mennesket de kom,
Blev' de begge enig' om,
At saalænge, som eet Blad
Endnu fast paa Grenen sad,
Skulde Sjælen Gud tilhøre,
Ingen turde ondt den gjøre;
Djævelen sin Deel først fandt,
Naar det sidste Blad forsvandt.
Derfor lod den gode Gud
Først, naar Krattet springer ud,
Og det nye Grønt vi finde,
Alt det gamle Løv forsvinde.
Fast det staaer fra Top til Rod;
Thi vor Herre er saa god! *
* et Sagn.
Postkarlen.
Her i denne lille By,
Der har næsten reist sig ny,
Skal engang - naar, har jeg glemt -
Fjenden have hærget slemt;
Alting sank i Brand og Gruus.
- Yderst laae et lille Huus,
Det var Aften, Lys man tændte,
Fjenden var mod Nat i Vente. -
Hvilken Jammer! hvilken Nød!
Bittre, salte Taare flød.
Kun den gamle Bedstefaer
Sad taalmodig, taus i Krogen;
Intet Suk hans Læbe bar,
Fromt han sang af Psalmebogen:
'Herren i vor Nød og Vaade [rettet fra Baade]
Kan en Skandse om os slaae!'
Sønnen hørte mørkt derpaa,
Hvor var der vel Hjælp og Naade?
'Aldrig meer', det var hans Ord,
'Skee Mirakler paa vor Jord!'
Men den Gamle, from og rolig,
Psalmen sang i Sorgens Bolig;
Og de lytted' til hans Sang,
Folded' Hænderne og bade,
Sang med ham endnu en Gang.
Som de da i Kredsen sadde,
Graaden svandt fra deres Kind,
Og de sov saa stille ind.
- Natten gik, de vaagned' trøsted',
Der var Fred og Ro i Brystet.
Taus de lytte. Alt er stille.
Døren nu de aabne ville,
Men den viger ei, thi see,
Huset ligger skjult i Snee!
Det har fyget stærkt i Nat,
Men ei Byen man kan kjende,
Alt i Gruus og Ild er sat
Af den kaade, grumme Fjende;
Kun det lille Huus i Sneen
Saae de ei - det Frelse fik,
Medens Døden grumt med Leen
Gjennem mangt et Hjerte gik.
Herren selv, som kjender Trangen,
Havde under Psalmesangen
Dækket det mod Ild og Landse,
Bag ved Sneens hvide Skandse. *
* Et Folkesagn.
Fuglene.
Smaabørn, kjør kun rask afsted!
See, qvivit! vi komme med.
Det er Fastelavn i Dag,
Vi skal til et lystigt Lag;
Katten, som vil faae os fat,
Har de nu i Tønden sat.
Fare! Fare! Krigsmand!
Døden skal han lide,
Han kom dog til allersidst
I den sorte Gryde!
Børnene.
Snart vi nu til Byen naae!
Der er' mange Taarne paa.
O, den er saa stor, saa stor!
O, men see, Du søde Moer!
See, en levende Husar,
Som Du os ham tegnet har!
Levende med Hest og Spiir,
Ikke malet paa Papiir!
Her er Byen! søde Gud!
Saadan seer vist Himlen ud.
Digteren.
Byen er snæver, Barmen mig trang!
Hvad siger Verden og hun om min Sang,
Mit Hjertes blodige Straale?
Drengene paa Gaden.
'Hvem vil see Spilleværker for Knappenaale?!'
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Martsviolerne
Sig Himlen hvælver saa reen og klar,
Iisblomster fryse paa Rudens Glar.
I Solens Flamme saa smukt de staae,
En Yngling kommer og seer derpaa.
Men som han paa de Blomster seer,
To Pige-Øine derude leer.
Saa skjønne Blomster han aldrig saae,
To Martsvioler saa smukke blaae.
Iisblomsten smelter ved Kindens Brand,
— Vor Herre hjelpe den unge Mand!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hvad jeg elsker
Jeg elsker Havet, naar det stormer vildt!
Jeg elsker det, naar Fladen ligger mildt,
Og Maanen speiler sig i Dybets Blaae.
Jeg elsker Bjergene, jeg aldrig saae!
De store Floder og de dybe Dale.
Jeg elsker Skovens grønne Sommersale!
Den tause Nat med al sin Stjerne-Hær,
Og Aftenrøden i sit stærke Skjær!
Den hvide Riimfrost paa den nøgne Green;
— Men hade — nei, jeg hader ikke Een!
Jeg hader kun hver bitter, grusom Lyst!
Jeg hader Syndens Tanke i mit Bryst!
Jeg hader Mysticismens Pave-Baand!
Men elsker Barnet og hver barnlig Aand,
Jeg elsker Tanken i sin stolte Gang,
Og Tonekunsten med sin Længsels Sang!
Jeg elsker Blomsten med sin friske Duft,
Og Fuglen i den rene, frie Luft!
Jeg elsker Vennen, høit som Himlens Blaae!
Og Qvinden — — ja! een eneste jeg saae,
Og hun var Brud — det var jo ret en Lyst! -
Jeg elsker denne Længsel i mit Bryst!
Jeg elsker Graven med sin dybe Fred,
Og Tanken om den store Evighed! -
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Mai
'Du skiønne Mai! af Dig jeg veed,
At Poesie er Kiærlighed.'
*
Hver Maaned har sin Characteer,
Sit Hang og sine Pligter,
Mai er ei mindre eller meer,
End Aarets unge Digter!
Mai aander Kjærligheds Magie,
Og Kiærlighed er Poesie!
Fra oven kommer Kraften ned,
Guds Sol til Spiren gløder,
Livs Friskhed, Duft og Kjærlighed
Hvert Blik, hvert Hjerte møder.
Du synger paa din Blomstersti
Om Kjærlighed, om Poesie!
Du synger os om Helene,
Om Romeo og Werther,
Om Hermann og hans Dorothe',
Og vinder alle Hjerter.
Den hele, blomstrende Natur
Er Kjærlighedens Troubadour.
Med samme Grønt stod Bøgens Hang
Og hvælved sig foroven,
Da Freia mødte første Gang
Sin Odur her i Skoven.
De planted' ved den stille Bæk
Den sydlig friske Rosenhæk.
Saaledes løb den klare Aae,
Og Linet laae paa Blegen,
Da Signe Kongeskibet saae
Fra Stranden, under Egen.
Saa dufted Skov og Blomst og Blad,
Da hun og Hagbarth skiltes ad!
See, lig et Speil staaer Sø og Strand
Om Landets Blomsterbede;
Hvad Bølgen saae i fremmed Land,
Det drømmer den dernede,
Hvor paa den Vei saa dyb og bred
Agnete dog fandt Kjærlighed.
Hør, Bølgen nynner Dig sin Drøm:
'Mod Grønlands Kyst jeg vugged';
Kajakken gled paa striden Strøm,
Hvor mangen Sælhund dukked*.
Der lærete jeg, paa nøgne Bred,
Hvor Hjerter slaae, boer Kjærlighed.'
'Jeg over Verdens-Havet gik,
Blikstille hvilte Søen,
Hvor Trommen lød, som stolt Musik,
For dem paa Palme-Øen;
Den Vilde høit i Dandsen sprang,
Det var om Kjærlighed han sang.'
Saa drømmer Bølgen rundt om Vang,
Mens Vaarens nye Scene
Indbyder til en Vandrings-Gang
Bag Skovens grønne Grene.
Høit Lærken slaaer paa Mark og Eng,
Den bygger der sin Brudesend.
I Dammen hvide Blomster staae
Imellem brede Blade,
See Fiskene med Halen slaae
Og sig i Solen bade.
Stum svømmer Fisken rundt om Jord,
Thi Kjærlighed tidt mangler Ord.
Paa Himlen staaer en Sommersky,
Den halve Eng den skygger,
Men dobbelt Lys faaer Mark og By;
Hvad er det der man bygger?
Der staaer en Stang med Baand og Flag;
Det er i Dag jo Valborg Dag!
Hver Ungersvend med Sundheds Kind,
Sig paa sin Ganger svinger,
I Dag han rider Sommer ind,
Hør, hvor Musikken klinger!
En gammel simpel Melodie;
Smukt blander Sangen sig deri.
- 'Vor Skov og Mark sig fryder smukt.
Hør dette, som vi bede!
O Valborg, skjænk os Græs og Frugt,
Vær for os Gud med Glæde!
Thi bære vi Dig Mai i By,
Hør dette, som vi bede!
Og love Dig med Psalmer nye,
Vær for os Gud med Glæde!
Lad Humlen voxe høi og stor,
Hør dette, som vi bede!
Velsign Du Kornet, at det groer,
Vær for os Gud med Glæde!
Tag Danmark i din Varetægt,
Hør dette, som vi bede!
Beskjærm vor Konge og hans Slægt,
Vær for os Gud med Glæde!
Du kjender bedst vort sande Gavn,
Hør dette, som vi bede!
Vi bede det i Jesu Navn,
Vær for os Gud med Glæde!' -
Dem svare høit de Piger smaae:
'Velkommen Mai Du være!'
Saa lysteligt skal Dandsen gaae,
Men hvem skal Krandsen bære?
- See, rødmende hun blandt dem staaer.
Sæt Krandsen om de løste Haar!
- Spil kun din simple Melodie,
Du Gamle hist ved Muren,
Alt hæver sig til Poesie
I Hjertet og Naturen.
Du skjønne Mai, af Dig jeg veed,
At Poesie er Kjærlighed!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Studier efter Naturen
Vort Landskab her er næsten fladt;
Men Maanen skinner jo i Nat!
Dog, hvad vi ved dens Lys har seet,
Er kun, at Alt gaaer ud i Eet.
Forgrunden maae vi blive ved;
Der er lidt høit paa dette Sted;
Veirmøllen, som vi skal forbi,
Gjør, at vi faae et Malerie.
Saa lystigt alle Hjul nu gaae;
Et Lys man seer bag Lugen staae,
Og Svenden bærer Sækken bort;
Hans Kammerater spille Kort;
Ølkanden midt paa Bordet staaer.
See, Møllevingen, hvor den gaaer!
Men mellem Skyer Maanen leer,
Og fornemt paa det Hele seer.
Nu kommer der en Byge-Regn,
Den skygger os den halve Egn,
Og hver en Hest og hver en Ko
Forstyrres i sin søde Ro;
Og da paa Marken ei er Læ,
De staae, som var de gjort af Træ.
Dog, Maanens Lys er ikke slukt,
Thi see, en Regnbue hvælver smukt.
Regnbuen over Møllen staaer,
Det er, som Vingen mod den slaaer,
Og under Mølle-Husets Tag,
Der sover til den lyse Dag
Vor Møllers lille syvaars Dreng;
Høit under Bjelken er hans Seng;
Han ene sover der, som sagt,
Thi Moder er i Jorden lagt.
Han hører Hjulene at gaae,
Og deres Støi kan han forstaae;
Han titter gjennem Rudens Glar,
Og seer det store Vinge-Par.
Høit vil de stige mod det Blaae,
Men kan kun i en Cirkel gaae;
De flyve Dag og Nat og Aar -
Men Møllen dog paa Bakken staaer.
III
Hvad jeg skued' med mit Øie,
Tegned' jeg med Blæk og Pen.
Christian Winther
Den gothisk-gamle Kirke er sjunken for vort Blik,
Og Mand er Barnet vorden, der ved Ruinen gik.
Der er saa tomt og øde, hver Steen er revet hen,
Men i Graabrødrelille gaaer Taarnet her igjen.
Ungdommeligt det hæver sin Tinde høit mod Sky,
Og seer paa Markeds-Vrimlen i Odins gamle By.
Et Selskab staaer deroppe, de see sig rundt omkring;
De finde, Jord og Himmel har mange smukke Ting.
Det fyenske Land de prise, og det af Hjertens Lyst,
Det maa jo ret begeistre hver ærlig Fyenboes Bryst.
— Ja Fyen er ret et herligt Land!
Det kan dog ingen nægte.
Der vexler Skov og Mark og Strand,
Og Hjertet her er ægte!
Selv Navnet Fyen, betyder fiin,
Og vil saa meget sige,
At Fyen, det er en Hauge fiin,
For hele Danmarks Rige!
Den glade Kreds beskuer nu Egnens Herlighed,
Dog een, hvad end de skue, seer kun sin Kjærlighed;
Hans Blik mod Syden søger, mod Østersøens Strand,
Der bygger hun, som ene gjør Fyen til Hjertets Land;
Men Lyngets sorte Banker staae om det kjære Sted,
Hvor ingen Blomster voxe for deres Kjærlighed.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
F. H. Guldberg
Til Kirkegaarden skotter Børneflokken,
De sorte Kors i Maaneskinnet staae,
I Huset sidder Bedstemoer ved Rokken,
Dit smukke Digt hun læser for de Smaae;
De høre om „de Dødes stille Have";
— Som Blomster-Urner staae de skumle Grave.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!