Ved Juletid i Nizza
Nu er det den deilige Juletid,
Deiligst dog hjemme i Norden;
Sneen ligger der skinnende hvid,
Stjernerne blinke som i Jesu Tid,
Julelys sees rundt om Jorden.
Aaret ender med Børnenes Fest;
Ret være Barn er dog allerbedst,
Barn i Hjerte og Barn i Handling,
Skee saa i Gud den store Forvandling
Til større Prøvelse, Glæde og — Vee!
Nytaar! Hvad ruller Du op at see? -
Herre! Det Bedste: Din Villie skee!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
En Stemning
Hvad der skal skee, det skeer, derpaa jeg troer
Og giver mig Vorherre hen i Fæste,
Tryg svøber jeg mig i mit „Fadervor",
Skee, hvad der maa! Hvad Gud vil, er det Bedste.
Paa ham alene bygger jeg og troer,
Han taler til mig gjennem alt det Skabte;
Af ham min bedste Deel jo i mig boer,
Hvis det jeg tabte, Paradiis jeg tabte.
Det lyser ind i Sjælen, hvad jeg fik,
Hver Naadegave udenom og inde,
Hvert Alvors og hvert Letsinds Øieblik,
Hvad jeg har tabt og vundet og kan vinde.
„Udødelighed"! Tanken er saa stor!
Men „Evighed" og det „Uendelige"
Er større, ubegribeligt — og hvor
Erkjendes ikke de som virkelige!
Udødelighed! Du har i din Haand
Retfærdighedens Vægtskaal; Du maa være!
I Dig jeg siger, under Smertens Baand:
„Det Bedste skeer! Gud Herren Priis og Ære!"
Men giv mig Styrke, Herre, i min Nød,
I Lykkens Dage, og naar tungt jeg lider!
Hvad der skal skee, det skeer, som Gud det bød;
Men Gud vil kun det Bedste alle Tider.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Psalme [Som Bladet der fra Træet falder]
Som Bladet der fra Træet falder,
Saa er mit Jordliv, ikke meer!
Jeg er beredt naar Du mig kalder,
Gud, Du som heelt mit Hjerte seer,
Veed al min Brøst, hvad i mig boer,
Og min Fortrøstning dog saa stor.
Gjør Smerten kort i min Forvandling,
Forund mig Barnets hele Mod,
Du dømme Tanke, dømme Handling
I Naade kjærlig, fadergod.
Ryst bort min Angst! kun dig jeg see!
I Jesu Navn, din Vilie skee!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til Hende
Du spurgte: „Hvad er Deres bedste Sang?
Den bedste Sang, faaer jeg den ei at høre?"
Nu vel, hvis Du har Lyst og Mod engang,
Saa hør! Gud staaer hos mig! Nu vil jeg Harpen røre.
En Digters Lykke vil jeg synge om.
Han vove tør, hvad ingen Anden vover,
Udtale tør han, hvad til Hjertet kom,
Gud er i ham, og Himlen ovenover.
Han sige tør med Kjærlighedens Mod
Og som et Barn uskyldigt sig hengive:
Du kalder Dig min Søster, er mig god;
Men Mere, meget Mere maa Du blive!
Ved Dig jeg luttres, styrkes, bliver stor,
Jeg elsker Dig som Ingen her paa Jorden,
I Dig jeg lever, og paa Dig jeg troer,
Mit eget Jeg er glemt, Din er jeg vorden!
O, svar! — Og dog er Taushed Haabets Traad,
Da tør endnu paa Dig jeg stadigt tænke.
O, vidste Du de lange Nætters Graad!
Mit hele Aandens Liv vil jeg Dig skjænke;
Jeg vente vil, som der i Sangen staaer,
I lange, lange, runde femten Aar
Som „Ridder og skjøn Jomfru," — Alt for Dig!
Du rige Sjæl! Elsk Sjælen dog i mig,
Den kom fra Gud; hans Villie skee og blive!
— Ja, det er Sangen, Digteren tør skrive.
Du spurgte om den; — Digtet veed Du nu.
Jeg er ei Digter — al min Magt fik Du!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Agnetes Vuggevise
Sol deroppe ganger under Lide,
Sov mit Barn, saa bli'r du stærk og stor,
Paa den vilde Havhest skal du ride,
Under Bølgen dejligst Engen gror.
Hvalerne med deres brede Finne
Over dig som store Skyer gaa,
Sol og Maane gennem Vandet skinne,
Begge to du skal i Drømme faa.
Visselul! Jeg fødte dig med Smerte!
Bliv min Glæde altid Aar for Aar,
Du har drukket Livet ved mit Hjerte,
Hver din Taare til mit Hjerte gaar.
Sov, mit Barn! Jeg sidder ved din Vugge,
Lad mig kysse dine Øjne til,
Naar engang de begge mine lukke,
Hvem mon dig da Moder være vil!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
What Is A Barn?
A barn is many things-
A barn is a fun place
To run, romp, and play.
It is also a place of refuge,
On hot or stormy days.
A barn is a storage place
For all your tools, grain, and hay.
It is also a place to unwind,
When you have had a tough day.
A barn becomes God's sanctuary,
When you begin to pray
It is also a place of work,
When work is needing done.
A barn is a place
Where freindships can be made
It is also a place
Where new life is born.
A barn is a place
To try with all your might
And finally when its doors are closed,
'Tis safety from the night.
A barn is a place for horses,
And it is a place for cows
A barn is also a hayloft,
Full of little meows
A barn is the Inn
Where our Savior was born
God, our Savior,
Christ, our Lord.
A barn is a work place,
A barn is a play place
A barn is a great place
A barn is a training ring...
A barn is..
Well, when it comes right
Down to it,
A barn is everything!
poem by Macy Dvirnak
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ved Christian Ryders Grav
Jeg saae dig nys, da Du var karsk og glad,
Hos Dig og Dine var saa godt at være.
Nu Kredsen er som Avner splitted ad,
Brat tog dig Døden bort fra Dine Kjære.
„Guds Villie skee!" var Bønnen som Du bad,
„Guds Villie skee!", den Bøn vi og frembære.
I Kisten er kun Jord, et vissent Blad,
Det som vi elsked, boer hos Lysets Hære.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
The Barn and the Down
t stood in the sunset sky
Like the straight-backed down,
Many a time - the barn
At the edge of town,
So huge and dark that it seemed
It was the hill
Till the gable's precipice proved
It impossible.
Then the great down in the west
Grew into sight,
A barn stored full to the ridge
With black of night;
And the barn fell to a barn
Or even less
Before critical eyes and its own
Late mightiness.
But far down and near barn and I
Since then have smiled,
Having seen my new cautiousness
By itself beguiled
To disdain what seemed the barn
Till a few steps changed
It past all doubt to the down;
So the barn was avenged.
poem by Edward Thomas
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Frøken Christy Hohlenberg
Fra Hindostan, — som Digterne jo sige
Er Phantasiens Hjem og Alfers Rige,
Du kom, da Du var Barn, op til vort Norden,
Hvor vaade Taager svæve over Jorden,
Og Svanen vintrer paa den stride Elv.
Dansk var din Slægt og nordisk er Du selv,
Alt Sagaen og Kjæmpevisen priste
Hvad ubevidst Du os i Nutid viste,
At i det stille Liv tidt Blomsten groer,
Som Norden sjelden veed og sjelden troer.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
The Red Barn
There was once...
a red barn..
And there
was nothing in
it.
All there was
in the red
barn was just
hay.
And that was all
there was in
there.
The poor red barn
was on its own.
Nobody owns it.
So the red barn
is by itself.
poem by Lisa Parks
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den 22de April 1847
Det er en hellig Dag blandt Livets Dage,
En Alvors Dag, der kalder Tanken frem;
Thi Qvinden skal fra Fædre-Arnen drage,
Og Manden bygger sig sit nye Hjem;
De skulle ærligt dele Sorg og Glæde,
Forædle, virke i den store Kjæde.
Det er en hellig Dag, den er nu vorden.
I Jesu Navn! Guds Villie skee paa Jorden!
Hvor To i Troskab blev hinanden givet
Ja, ret forstaae og elske inderligt,
Der taler Gud igjennem Hverdagslivet,
Og det forvandles til et Skjønhedsdigt;
Jer kjære To vi her vor Hilsen bringe,
Mens Bønnen løfter sig paa Psalme-Vinge.
En Alvors Stund det er, den søde Lykke!
Og Lykken er, hvor fast paa Gud vi bygge!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Barn Jesus i en Krybbe laae
Barn Jesus i en Krybbe laae,
Skjøndt Himlen var hans Eie;
Hans Pude her blev Hø og Straa,
Mørkt var det om hans Leie!
Men Stjernen over Huset stod,
Og Oxen kyssed' Barnets Fod,
Halleluja, Barn Jesus!
Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hjerte;
Til Barnet vil vi stige ind,
Og blive Børn i Sjæl og Sind.
Halleluja, Barn Jesus!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
De fattige Børn paa Gaden
Barn Jesus i en Krybbe laae,
Skjøndt Himlen var hans Eie;
Hans Pude her blev Hø og Straa,
Mørk var det om hans Leie!
Men Stjernen over Huset stod,
Og Oxen kyssed' Barnets Fod,
Halleluja, Barn Jesus!
Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hjerte;
Til Barnet vil vi stige ind,
Og blive Børn i Sjæl og Sind.
Halleluja, Barn Jesus!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
An Old Barn By The Side Of The Fields Of Hay
an old barn by the side of the fields of hay
is nothing but an old barn to your eyes
miguelito
this barn has been here ten years ago and it will be here
for another more years with you
father always
had it repaired before he died and when i take charge
i still come here and think once in a while
what is in this barn
that refuses to be broken
something that negates
the art of losing
it is the memory of my youth
it was here where the hay smelt pungent
for the first time
it was here when i was first
deflowered
changed
don't laugh, it was here that i felt
the first squirt of
my manhood, and her name was not that important
in fact,
she was laughing because i was trembling and she was
so crazy
trying to really teach me, in this old barn that refuses to be broken
in all the years
when our father teased us: weaklings.
poem by Ric S. Bastasa
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
December
'Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hierte.'
*
(Juleaften).
Ungersve nden.
Dybt i mit Hjerte, hvor hun boer,
Et mægtigt Juletræ der groer,
Og det for hende ene.
Med Tankens Stjernelys det staaer,
Og Troskabs-Fuglen lifligt slaaer,
Bag Haabets grønne Grene.
Alt, hvad jeg har paa Jorden her,
Det finder hun paa Træet der,
Alt er for hende ene.
Jeg skal i Aften hende see,
Der leges Juul, hvo veed, maaskee
Hvad Himlen der mig bygger,
See hendes Sødskende, de Smaae,
Alt lyttende ved Døren staae,
Mens deres Træ hun smykker.
Børnene i Kammeret.
Waldemar.
Saae Du det store Træ, der kom igaar?
Jeg veed, nu er det plantet op derinde.
Og veed Du hvad? Det midt i Salen staaer,
Saa meget Stads paa Grenene de binde.
Jeg troer jeg faaer en nydelig Husar,
Og saa et Buur til begge mine Skader.
Jonna.
Men Jesu-Barnet aldrig seet jeg har,
Han kommer jo deroppe fra Gud Fader,
Og bringer os den hele Stads hvert Aar,
Hvor kan han komme ned og det saa stille?
Mon ogsaa Broder Viggo noget faaer,
Mon Jesu-Barnet veed, vi har den Lille?
Louise.
Det kan Du sagtens troe, til lille Broer
Han ogsaa noget deiligt Stads vil sende,
Han kom jo ned fra Himlen, sagde Mo'er,
Og saa maa Jesu-Barnet ham jo kjende.
*
(Gjenboens Huus).
(En gammel Pebersvend sidder ved Vinduet og seer over til dem).
Nu tændes Lysene paa Juletræet,
Ved Døren Børneflokken lytter til;
Tæt ved hverandre halvt de bøie Knæet
Og gjennem Nøglehullet titte vil.
De lykkelige Smaae! sødt Hjertet banker,
Ja, Fa'er og Mo'er er ogsaa glad' som de -
Og jeg - hvorfor de tunge, mørke Tanker,
Jeg kan jo gjennem Ruden Glæden see. -
- Lidt maa jeg aande paa den! Glasset fryser;
Iisblomsterne saa stærkt i Øiet skjær'. -
Hvor deiligt dog nu Juletræet lyser,
Hvor salig er dog Barne-Glæden der!
Hos mig - O, hvilken ganske anden Scene!
Som Fremmed selv hos Vennerne jeg staaer;
Med Sorgen, som med Glæden er jeg ene,
Ei noget Hjerte ved mit Hjerte slaaer.
'En gammel Pebersvend', mig Verden kalder;
'O, han har aldrig kjendt til Kjærlighed!'
Nei, det var kun en Drøm i Ungdoms Alder,
Og hvad veed Verden om min Drøm Besked!
Jeg var ei smuk, jeg var ei blandt de Rige,
Og til den bedste Blomst dog Øiet saae;
'Vær min!' jeg drømte, voved' halvt at sige; -
Hvad kan man ei i Drømme falde paa!
I Rosens Rødmen Haab jeg vilde finde,
En anden kom - jeg saae endnu paa den.
Jeg saae, hvordan han Rosen monne vinde,
Og nu - er jeg en gammel Pebersvend.
*
De fattige Børn paa Gaden
(synge).
Barn Jesus i en Krybbe laae,
Skjøndt Himlen var hans Eie;
Hans Pude her blev Hø og Straa,
Mørkt var det om hans Leie!
Men Stjernen over Huset stod,
Og Oxen kyssed' Barnets Fod,
Halleluja, Barn Jesus!
Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hjerte,
Til Barnet vil vi stige ind,
Og blive Børn i Sjæl og Sind.
Halleluja, Barn Jesus!
Digteren.
Nu til Enhver man Julegave skjænker,
Alt aander Glæde, Kjærlighed og Sang,
Hvad tør jeg bringe Dig, som Hjertet tænker,
Hvad tør jeg bringe første, sidste Gang?
Min Glædens Palme blev en bladløs Tjørn,
Da den sig stolt til Solen vilde hæve! -
Tag mine Digte, det er Hjertets Børn,
I Kjærlighed de blev, i den de leve;
De nævne Dig, - de flyve mod din Favn, -
Men tør ei sige deres [rettet fra: Deres] Moders Navn!
Som Pelikanen for dem hver jeg stod,
I Kjærlighed jeg følte Hjertet bæve.
Jeg har dem diet med mit Hjerteblod,
Og jeg maa døe! - hvo veed, om de skal leve?
*
(Julestuen).
Værten.
Nu Presenter til Enhver
Jeg vil dem fremvise!
Men bemærk, med hver især
Følger en Devise!
Ungersvenden.
Gid jeg dog et Haandtryk fik
Til Present fra Lise,
Og et ømt, et kjærligt Blik
Fulgte som Devise.
Studenten.
Granske, føle, muntert lee,
Aand og Skjønhed prise,
Esse non, videri, see,
Det er min Devise!
En ung Herre.
Nys gik Hjertet med! O Gud,
Det var en Betise.
Alting har jeg feiet ud,
Det er min Devise!
Mo'erlille.
Barn, betænk Du hver en Stund,
De Din Skjønhed prise:
'Sukkermund har Gift i Grund',
Men ei til Devise. -
En Søeofficeer.
Danske Sømands Trofasthed
Aldrig kan forlise.
Hjertet paa det rette Sted,
Det er hans Devise!
En Enke.
Livets Held en Mand mig bød,
Slig Present vi prise.
Gud skee Lov, min Mander død,
Det er min Devise!
Allesammen.
Man sig lidt fornøie maa,
Drikke godt og spise.
Glæden skal man holde paa,
Som en god Devise.
*
(Midnat. - en Kirkegaard).
Elskeren.
Kun Vint'rens Friskhed, ei dens Gys,
Har i mit unge Hjerte Sæde,
Smukt Himlen staaer med Julelys,
Og i mit Bryst er Juleglæde.
Hun elsker mig, hun kommer her,
Bag Kirken loved' hun at møde;
Hvo Kjærlighed i Hjertet bær',
Ei frygte kan for Gravens Døde.
De stige i det hvide Lag'n,
Jeg hører dem, saa dybt de sjunge;
Thi Julenat, det er et Sagn,
Faaer Alting Liv og Alting Tunge.
*
De Døde.
(medens de dandse rundt om Gravene).
Maanen skinner rund og klar,
Men, at her vi svæve,
Det er kun en Drøm, vi har,
Døde kan ei leve!
Tungt og haardt vort Tag er lagt,
Stuen er saa lille,
Fire Fjælle er vor Pragt,
Der er tyst og stille.
Dybt vi sove, Aar med Aar
Døer i Tidens Strømme,
Kun ved Midnat Hjertet faaer
Sine stærke Drømme.
Let som Taage, hvid som Liin,
I de Dødes Have
Dandse vi ved Maaneskin
Om de sorte Grave!
At ved Maanen rund og klar
Lysteligt vi svæve,
Det er kun en Drøm, vi har,
Døde kan ei leve!
Elskeren.
Nei, det er ei Drømmerie,
Jeg seer Eder svæve!
De Døde.
Det er kun Din Phantasie,
Døde kan ei leve!
Elskeren.
Jo, som Aander her I gaae
I de dunkle Gange.
De Døde.
Det er fælt at høre paa.
Ak! Du gjør os bange!
Gaae vi da igjen, o vee!
Siig det, Du, som lever.
Hu, er jeg et Spøgelse?
Skræk mig gjennembæver.
(de flygte ned i deres Grave):
Elskeren.
Kjærlighed forjager kjæk
Fra sit Stevnemøde
Hver en Frygt og hver en Skræk,
Ja, selv Gravens Døde.
Hun er ikke langt herfra,
Sees hun i det Fjerne,
I mit Hjerte tændes da
Glædens Jule-Stjerne!
Tiden.
Tys! tys!
Aarene brat henrinde;
Som et Suk, som et Kys,
De forsvinde.
Mit Gjenfærd.
(paa min Grav).
'Vær glad, mens Lampen ei er slukt;
At leve her er dog saa smukt.
Da skinner Solen lys og varm,
Da rækker Pigen Dig sin Arm,
Og om ei Hjertet følger med,
Du troer dog, det er Kjærlighed. -
- For hvad mit varme Hjerte gav,
Jeg fik - en kjølig, stille Grav;
Mens Solen skinner varm og stor,
Og Fuglen synger, Blomsten groer,
Jeg sover dybt, - min Gang er endt, -
Og Ingen har den Døde kjendt!'
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed
Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed,
Fra hende, som opfylder helt din Tanke,
Din unge, friske, stærke Kjærlighed!
Dets Duft fik strax mit Hjerte til at banke.
Det var en Rosenknop fra Hjertets Grund,
En Uskylds Lillie, hvori Sukket bæved;
Paa hendes Navn jeg trykkede min Mund,
En stille Bøn dybt fra mit Bryst sig hæved.
O, det at kunne ganske tabe sig
I Andres Lykke, som den var vor egen,
Er saa livsaligt! Jeg omfavner Dig,
Min egen tunge Sorg en Stund er vegen.
O drøm en deilig Drøm, og da Du veed
Hvad jeg har læst i Hjertet paa din Lillie.
Hold fast ved Gud, han selv er Kjærlighed!
Paa Jorden og i Himlen skee hans Villie!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Christian Voigt
Alt hvad der dybt greb i min Kjærlighed,
Det saae jeg altid snart, som Boblen briste,
Du er mig kjær! og derfor klart jeg veed,
At ogsaa Dig, jeg derfor her vil miste.
O vær mig tro, i hvad der end skal skee;
Thi Du — kun Du forstaaer min bitre Vee.
Min Tro paa Mennesker i Fryd og Smerte
Staaer mægtigt bygget paa dit Broder Hjerte.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Danmark, mit Fædreland
I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,
Der har jeg Rod, derfra min Verden gaaer.
Du danske Sprog, Du er min Moders Stemme,
Saa sødt velsignet Du mit Hjerte naaer.
Du danske friske Strand,
Hvor Oldtids Kjæmpegrave
Staae mellem Æblegaard og Humlehave,
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
Hvor reder Sommeren vel Blomstersengen
Meer rigt end her, ned til den aabne Strand?
Hvor staaer Fuldmaanen over Kløver-Engen
Saa deilig, som i Bøgens Fædreland?
Du danske friske Strand,
Hvor Dannebrogen vaier, -
Gud gav os den — Gud giv den bedste Seier! -
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
Engang Du Herre var i hele Norden,
Bød over England — nu Du kaldes svag,
Et lille Land, — og dog saa vidt om Jorden
End høres Danskens Sang og Meiselslag.
Du danske friske Strand, -
Plovjernet Guldhorn finder, -
Gud giv Dig Fremtid, som han gav Dig Minder,
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
Du Land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
Hvor jeg har Rod, hvorfra min Verden gaaer,
Hvor Sproget er min Moders bløde Stemme,
Og som en sød Musik mit Hjerte naaer.
Du danske friske Strand
Med vilde Svaners Rede,
I grønne Øer, mit Hjertes Hjem hernede,
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Paa Grevindens Fødselsdag
Der er et Sted paa en af Danmarks Øer,
Et deiligt Sted, ret som en engelsk Park,
Rundt om sees store Skove, stille Søer,
Med Enge vexle Korn- og Kløver-Mark;
Og dog er her det Hele kun en Ramme
Omkring et Hjem, det elskte Bregentved,
Dets Arne har en høi, en hellig Flamme,
Et Moder-Hjerte fuldt af Kjærlighed.
Læs hendes Øie naar den Arme græder,
Der skeer i Verden Godt som Faa kun see,
Læs hendes Øie, der boer Moder-Glæder,
Hver tør betroe til hende af sin Vee!
Naturen her er smuk og rig at skue,
Men hendes Hjerte, det er rigt som den,
Fra det mod Gud sig hvælver Arkens Bue,
Der er Fortrøstning i at see derhen.
Hvert Aar, o Moder, Marken Rigdom sender
Til ham, hvis Hjerte Gud til dit har bragt,
En Rigdom større selv, end Du den kjender,
For ham i Børnene Du har nedlagt,
En himmelsk Sæd af Moder-Taarer dugget,
En Qvinde virker stille, men saa stort!
Gud, som har Verdner ved sit Hjerte vugget,
Dig glæde for det Gode, Du har gjort!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Another night, I dreamed I saw my father sweeping out the barn floor clean, and would not suffer the wheat to be brought in the barn. He appeared to me to be in anger.
quote by Joanna Southcott
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Nytaars-Aften 1848
Farvel, farvel, Du gamle Aar,
Din Bortgangs Skaal vi drikke!
Din Virken dyb alvorlig staaer,
Dig glemmer Verden ikke.
Det nye Aar nu banker paa,
Kom ind! velkommen være!
Du Barn, som endnu Ondt ei saae,
Du Freden til os bære!
Fred over Dig, vort Fædreland,
Og dine aabne Strande,
Fred i hvert Hjerte, i hver Stand,
Fred over alle Lande!
Læg Du de Saar, din Broder slog,
Beskjærm os vore Kjære!
Med Hurra og med Dannebrog
Du af os hilset være!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!