Th. Thaarup
Hvor Rugen groer,
Hvor Bøge skygge,
Hvor danske Hjerter bygge,
Din Sangfugl evig boer:
Den synger glad sit Stykke:
Den danske Bondes Lykke
Og dine Psalme-Chor.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Danmark, mit Fædreland
I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,
Der har jeg Rod, derfra min Verden gaaer.
Du danske Sprog, Du er min Moders Stemme,
Saa sødt velsignet Du mit Hjerte naaer.
Du danske friske Strand,
Hvor Oldtids Kjæmpegrave
Staae mellem Æblegaard og Humlehave,
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
Hvor reder Sommeren vel Blomstersengen
Meer rigt end her, ned til den aabne Strand?
Hvor staaer Fuldmaanen over Kløver-Engen
Saa deilig, som i Bøgens Fædreland?
Du danske friske Strand,
Hvor Dannebrogen vaier, -
Gud gav os den — Gud giv den bedste Seier! -
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
Engang Du Herre var i hele Norden,
Bød over England — nu Du kaldes svag,
Et lille Land, — og dog saa vidt om Jorden
End høres Danskens Sang og Meiselslag.
Du danske friske Strand, -
Plovjernet Guldhorn finder, -
Gud giv Dig Fremtid, som han gav Dig Minder,
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
Du Land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
Hvor jeg har Rod, hvorfra min Verden gaaer,
Hvor Sproget er min Moders bløde Stemme,
Og som en sød Musik mit Hjerte naaer.
Du danske friske Strand
Med vilde Svaners Rede,
I grønne Øer, mit Hjertes Hjem hernede,
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Vise af Festen paa Kenilworth
Brødre, meget langt herfra,
over salten Vande,
reiser sig Amerika
med de gyldne Strande,
det er der Fugl Phønix boer;
Guld og Sølv paa Marken groer,
og i Skovens Skygge
stegte Duer bygge!
Hvor frydeligt!
Gud! hvor det er nydeligt!
Skade, at Amerika
ligge skal saa langt herfra!
Der gaaer Solen aldrig ned,
stegt er hver Kastanie,
der er Alting Kjærlighed,
Kilderne Champagne.
Gi'er man der sit Hjerte hen,
faaer man strax to tre igjen,
og paa Mark og Enge
blomstrer der kun Penge.
Hvor frydeligt!
Gud! hvor det er nydeligt!
Skade, at Amerika
ligge skal saa langt herfra!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hvor Himlen har Stjerner! jeg kjender jo hver
Hvor Himlen har Stjerner! jeg kjender jo hver,
De hjemlige Venner, hvor funkle de her!
De sende en Luftning saa frisk og saa mild,
En Lædskedrik i den brændende Ild,
Et Vindpust over det glødende Sand,
Det er som et Kys fra det danske Land!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Fra Vesterhavets Lande
Fra Vesterhavets Lande
Hen over dybe Vande
Du kom til Danmarks Strande,
Hvor Guld paa Marken groer;
Her Du i Bøgesalen
Tidt hørte Nattergalen
Og saae, ved Taget Svalen,
Symbol paa Troskab, boer.
Paa Svalens Ryg der sidder
Gud Amor, klædt som Ridder.
Forstaaer Du Fugleqvidder?
Jeg næstendeels det troer!
En Hilsen! Hvad? Og hvor?
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Fædrelandet
Ægypteren ved Nilen gaaer,
Glad ved den rige Høst, som kommer,
Stolt Vandrefuglen med Vingen slaaer,
Fortæller om den danske Sommer.
„Et Land, Ægypten ligt, i Nord jeg veed,
Med Oldtids Minder og med Frugtbarhed,
Skoven er saa grøn,
Qvinden er saa skjøn!
Og dette Land, det kaldes Danmark!"
Naar Svanen synger sin sidste Sang,
Den synger om de grønne Øer,
Om Kjæmpegrave paa Kløvervang,
Om Skovomkrandste stille Søer;
Den Strand, hvor Havfruen i Maaneskjær
Forkynder høit hvad Stort sig rører her.
Havet har fortalt
Smukt til Svanen Alt; -
Og dette Land, det kaldes Danmark!
Den lille Svale veed god Besked,
Den boer, saa den seer ind i Stuen;
Om huuslig Lykke, om Trofasthed
Den qviddrer der i sin Beskuen.
Fra Slottets Marmor og til Hyttens Straa
Et ærligt Sind og Stræben Fuglen saae;
Offre vil hver Stand
Alt for Fædreland,
Og dette Land, det kaldes Danmark!
Ja, Danmark er vort Fædreland,
For det at virke, er at leve!
Gud signe Kongen og hver en Mand,
Som ærligt stræber det at hæve!
Paa sommergrønne Øer høit i Nord,
Hvor Skoven gjør til Indsøe Bugt og Fjord,
Axets Guldkorn groe!
Gid der Lykken boe!
Vort Fædreland, det kaldes Danmark!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den 22de April 1847
Det er en hellig Dag blandt Livets Dage,
En Alvors Dag, der kalder Tanken frem;
Thi Qvinden skal fra Fædre-Arnen drage,
Og Manden bygger sig sit nye Hjem;
De skulle ærligt dele Sorg og Glæde,
Forædle, virke i den store Kjæde.
Det er en hellig Dag, den er nu vorden.
I Jesu Navn! Guds Villie skee paa Jorden!
Hvor To i Troskab blev hinanden givet
Ja, ret forstaae og elske inderligt,
Der taler Gud igjennem Hverdagslivet,
Og det forvandles til et Skjønhedsdigt;
Jer kjære To vi her vor Hilsen bringe,
Mens Bønnen løfter sig paa Psalme-Vinge.
En Alvors Stund det er, den søde Lykke!
Og Lykken er, hvor fast paa Gud vi bygge!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ved Borgen Ravenswood i Skotland
Hvor Klippen springer i Søen ud
Med Bøgeskov og med Epheuranker,
Lucie og Edgar af Ravenswood
Gaae svævende frem i vore Tanker;
De stige fra Borgens faldne Muur,
Hvor Tidslen groer, og hvor Maagen skriger
Rundt om den store, den frie Natur,
Og Havet, som synker, og Havet, som stiger!
Fortæl, du Plet, om de elskende To:
Skotlands Julie og Romeo.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I Fru Tesdorphs Stambog
Hvor Luther talte og hvor Goethe sang,
I Nabolandet gik din Vuggegænge,
Hvor Bølgen bruser høit om Dannevang,
Dig blomstre Livets Rose frisk og længe!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med 'Molbechs Eventyr
Her aabnes Dig et Slot med tusind Sale,
Hvor alle Billeder fra Væggen tale;
I Haven findes Bjerge, dybe Dale,
Hvor Guld og Perler groe ved Kildens Væld;
Sin Ryg tilbyder Dig den lille Svale,
Besøg da Møllen, hvor de Guldkorn male,
Hvor Dragen snoer i Bugt sin stærke Hale,
Besøg selv Stjernen over Skyens Fjeld;
Her voxe Palmer straalende og høie,
Her gaaer en Tinsoldat med farvet Trøie,
En Guldskov vil fortrylle sært dit Øie,
Og „Alferne", dem skal Du kjende nøie,
Den Dødes Søn Dig rører ved sit Liv,
Skjønheden vil Dig lære elske Dyret,
Prindsessen sidder skjult i Kjærets Siv,
Den vilde Røver staaer med blodig Kniv -
Gaae dristig til, her lever Eventyret -
Det kaldes Molbechs i det danske Land,
Men han er bare for det — Færgemand.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Vandring i Skoven
Min søde Brud, min unge Viv,
Min Kjærlighed, mit Liv!
Kom, Maanen skinner stor og klar,
En Stilhed Natten har,
En Deilighed, en Eensomhed,
Min søde Brud, kom med!
I Bøgeskoven gaae vi To,
Der, hvor Skovmærker groe.
I denne lyse, tause Nat,
Hos Dig, min Verdens Skat,
Jeg er saa glad, saa salig glad,
Duft friske Bøgeblad!
Syng Nattergal! lys Maane klar!
Jeg her al Rigdom har:
Min søde Brud, min unge Viv,
Min Kjerlighed, mit Liv!
Du er saa frisk som Bøgens Hang,
Som Nattergalens Sang,
Saa dyb som Nattens stille Ro,
Her hvor Skovmærker groe,
Hvor maleriske Bøge staae
Og vi ved Maan'skin gaae!
Min søde Brud, min unge Viv,
Min Kjærlighed, mit Liv!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Naar man saa godt som hver en Aften maa
Naar man saa godt som hver en Aften maa
Erkjende glad, at ædle Hjerter slaae,
Som dømme mildt, og man er velseet,
Saa ønsker man at møde en Poet,
Der kunde give Ord for det herinde.
Men det Slags Folk er ikke let at vinde;
De sige strax: „Min Gud, hvor skal jeg dog
Nu atter kunne skrive Epilog!
Det Thema udpiint er, ei værdt at høre".
Udpiint? Jeg mener nei! Man kan det gjøre
Saa let, saa ligefremt — just det jeg troer.
Udtal kun: dybtfølt i mit Hjerte boer,
Det næsten som et Eventyr her groer,
Et Eventyr, hvor Livets Farver spille,
Og Tanken er saa nær just dette Sted.
Paa denne Scene alt som ganske lille
I Pantomimen legede jeg med,
Jeg fra en Leeg det ikke kunde skille.
Saa skifted om det gamle Legested,
En større Scene, Dands og Deilighed:
Balletten aabnede sit Tryllerige.
Ved Bellmans Fest sprang Ulla ungdomsglad,
Og milde Øine saae den unge Pige -
Da lød ind i mit Bryst en Sangfugls Qvad:
„Fremad i Kunsten!" klang dens dybe Stemme,
Og Fuglen svang sig did, hvor vi fornemme,
Lysstraalen boer; — men i mit Bryst var lagt
Igjennem Alvor Kunstens høie Magt.
Og paa den Scene, jeg som Barn var hjemme,
Udfolder Vingen sig til bedre Flugt.
Gid engang jeg i Kunsten værdigt smukt
Den Plads indtage, hvorom Hjertet bad,
Og opfyldt see, hvad tyst hiin Sangfugl qvad,
Der vakte Længsel og dog Mod tillige.
Gid jeg i Gjerning maa min Tak udsige!
— Det bad jeg blive lagt i Epilogen;
— Men her staaer meget Meer i Hjertebogen.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Min lille Fugl, hvor flyver Du?
Min lille Fugl, hvor flyver Du,
Imellem grønne Grene?
Ak mon jeg rinder Dig i Hu?
Mit Hjerte briste vil itu — !
— O Gud, hvor jeg dog er ene!
Du sagde, at Du var mig god;
Ja, godt mig Alle mene,
Men hvis Du ret min Sorg forstod,
Du kom, Du sang mig Sjæle-Mod,
Da sad jeg ikke alene!
Min lille Fugl, Du kommer ei
Fra dine grønne Grene;
Jeg stille vandre maa min Vei —;
Ak, ingen elsker Dig som jeg!
— O Gud, hvor jeg dog er ene!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Musikdirecteur W. Rübner
Din Vuggegænge blev sat i Gang,
Hvor Haydn, Gluck og Mozart sang;
Men Arnen, hvor Dit Huusliv groer,
Er under Bøgen frisk og stor
I Danevang. Led Sønnens Haand,
Mens over ham gaaer Sangens Aand,
At han dit Navn i sit maa skjære
I Træets Bark, til Slægtens Ære.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Gurre
Hvor Nilen vander Ægypterens Jord
I Africas brændende Lande,
Der mødtes to Fugle, de kom fra Nord,
De talte om Danmarks Strande:
„O husker du Sjølund, den deilige Ø,
Hvor de vilde Skovduer kurre,
De duftende Bøge, den stille Sø,
Husker du Gurre?"
— „Ja, der har jeg bygget en Sommerdag,"
Saa talte den lille Svale,
„Jeg havde min Rede ved Bondens Tag,
Jeg hørte ham synge og tale.
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!"
Chor
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Eccho
— skjønnest i Danmark!
Ved Gurre-Sø laae Kong Valdemars Borg,
Den saae ham med Tovelille;
Den kjendte hans Lykke, den kjendte hans Sorg,
— Ak Trøstens Harper hang stille;
Hans Glæde blev skrinlagt bag Kirkens Muur,
Hvor de vilde Skovduer kurre.
— Om Tovelille sang Guds Natur
Deiligst i Gurre!
Der havde de vandret hver lønlig Sti,
Naturen blev her til hende;
Han kunde ei gaae en Blomst forbi,
Den sagde: „Kan Du mig kjende?"
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Chor
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Eccho
— skjønnest i Danmark!
Ved Gurre-Sø holdt Kong Valdemar Jagt,
Smukt Hornet lød gjennem Skoven,
Den stod i sin rigeste Sommerpragt,
Og Stjerner funkled' foroven;
Da raabte Kongen saa lystelig,
Hvor de vilde Skovduer kurre:
„Lad Gud beholde sit Himmerig,
Har jeg kun Gurre!"
— Det er saa deiligt en Sommerdag,
Men deiligst i Nattens Stille,
Naar Stjernerne blinke og Droslens Slag
Fortæller om Tovelille.
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Chor
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Eccho
— skjønnest i Danmark!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Op til de vaade Øer, hvor Vinden blæser koldt
Op til de vaade Øer, hvor Vinden blæser koldt,
Hvor paa Forstandens Bismer det Skjønne bliver holdt,
Hvor der er store Minder imellem Nutids Smaat,
Der flyver tidt min Tanke, men det gjør mig ei godt;
Da kommer Gift i Blodet og Hovmod i mit Sind
Og bitter er den Taare der flyder paa min Kind.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Du som en Huusalf stille sysler inde
Du som en Huusalf stille sysler inde
I Stuen, hvor der var saa hyggeligt;
Saa riig paa Hjerte er den tydske Qvinde,
Men altfor fattigt her mit danske Digt.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den Dag, vi fødtes, bliver os en Fest
Den Dag, vi fødtes, bliver os en Fest,
Et Høidepunkt imellem Livets Dage,
Hvor Alvor staaer hos os som Glædens Gjest
Og viser Veien, vi har lagt tilbage,
Hvad der vi virkede og hvad vi vandt;
Jo større Virkekreds, des større Skuen!
En tro, hengiven Kreds sin Krands da bandt
Og smykkede paa den Dag festligt Stuen;
Det er en Trang for hvert taknemligt Bryst,
Det er en Trang, hvor Kjærligheden lever!
— Hvem Gud har stillet høit, ham Sorg og Lyst
I større Bølgeslag igjennembæver,
Ham derfor bringes mere udstrakt, stort
Det inderlige Tegn paa Hjertets Glæde;
Det er ei om den Pragt, der bliver gjort,
Men om det Sindelag, der er tilstede;
Og her er Sindelag, just Hjertelag
For ham, Gud satte paa den danske Throne,
Hans danske Hjerte har paa Prøvens Dag
Forherliget den kongelige Krone,
Hans Tid og Navn engang i dansk Historie
Vil lyse frem og staae med varig Skrift;
Thi Kjærligheds og Sammenholdets Glorie
Omstraaler Drot og Folk til god Bedrift.
— Der var en Tid, da Kongeherlighed
Fandt Storhed i den stolte Høiheds Skranke.
Forbi det kongelige Slot hver Borger skred
Med blottet Hoved; ei det kom i Tanke,
At selv en Mand, som Holberg, han, hvis Ord,
Udsaa'de Snillets Guld for Land og Rige,
Indrømmedes en Plads ved Kongens Bord,
At Aand og Dygtighed gjør „Adelige"!
Nu sidder Bonden med i Kongens Raad,
Fra Kongehjertet straaler Kongemagten, -
Alt Godt og Stort udfolde sig i Daad!
Velsigne Gud hver ædel Id og Tragten!
Med Kongen Folket paa hans Høitidsdag
Fornemmer Sammenholdets Liv og Lykke,
Thi vaie derfor festligt Krands og Flag!
I Troskab bygge er i Gud at bygge.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Vandrerens Sang
Hvor Stormen løfter høit sin stærke Stemme,
Hvor Bølgen svulmer paa det stolte Hav,
Jeg tænker kun paa Dig. — Dig Gud mig gav!
— Jeg kan Dig aldrig glemme!
Paa Sletten, hvor den vilde Hingst har hjemme,
Paa Fjeldets Tind, høit i den kolde Sky,
Jeg seer kun Dig, — selv i hver fremmed By -
— Jeg kan Dig aldrig glemme!
Og bort, ja bort — det snevert er her hjemme -
Did hen, hvor Granerne paa Bjerget groe!
Langt bort, langt bort! — Faaer Hjertet da vel Ro?
— Jeg kan Dig aldrig glemme!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Venskabs-Pagten
Nu flyve vi bort fra den danske Strand,
Heelt ud om fremmede Lande,
Og saa er' vi nede i Grækenland
Ved de deilige kornblaae Vande.
Citrontræet staaer med sin guulgule Frugt,
Den tynger mod Jorden Grenen;
Der Tidslen groer, der Billeder smukt
Er hugget i Marmorstenen,
Hvor Hyrden sidder; hans Hund har sig lagt
Tæt ved ham, dens Plads vi tage
Og høre fortælle om Venskabs Pagt,
En smuk Skik fra gamle Dage.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Johanne Drewsen og C. von Krieger
Ved Sundet, hvor Alverdens Skibe møde
For fulde Seil, nær Skov og Kjæmpehøi,
Der fad med Øine blaae og Kinder røde
En lille Pige med sit Legetøi;
Da kom en Officeer, saa ung, saa prægtig,
Han var i Garden, han var Husets Gjæst.
Og saa kom Tiden — Tiden, den er mægtig,
Den tænkte — men ei de — paa Bryllups Fest.
Paa Heden, hvor den yngste By her hjemme
Skjød op, da Dygtighedens Magt det bød,
Johanne sang med klar og sjælfuld Stemme,
Og til eet Hjerte allermeest det lød;
En Melodi, den varsled' Livets Lykke,
Den klang ved Sollys og ved maanklar Nat,
Den fulgte til Alhambras Pinie-Skygge
Som Hjemmets kjære, allerbedste Skat.
Spind Livets Silke! Den Betydning være
Der i, at Festen staaer paa Silkeborg;
Den grønne Myrte Sølv og Guld vil bære
Igjennem Aar, omsuust af Fryd og Sorg;
Ja, Sorger komme, men for Kjærligheden
Er der i Verden ingen Sorg for tung.
Byg op et Hjem, et lille jordisk Eden,
Hvor Kjærligheden altid bliver ung!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!