I Rummets store Uendelige
I Rummets store Uendelige,
Hvor Sole og Stjerner er kun som Frø,
Der Milliarders umaalte Rige,
Hvor Sjælelivet kan aldrig døe,
Der Visdom og Kjærlighed aabner sin Favn.
Vor Fader! Helliget vorde Dit Navn!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Vandrerens Sang
Hvor Stormen løfter høit sin stærke Stemme,
Hvor Bølgen svulmer paa det stolte Hav,
Jeg tænker kun paa Dig. — Dig Gud mig gav!
— Jeg kan Dig aldrig glemme!
Paa Sletten, hvor den vilde Hingst har hjemme,
Paa Fjeldets Tind, høit i den kolde Sky,
Jeg seer kun Dig, — selv i hver fremmed By -
— Jeg kan Dig aldrig glemme!
Og bort, ja bort — det snevert er her hjemme -
Did hen, hvor Granerne paa Bjerget groe!
Langt bort, langt bort! — Faaer Hjertet da vel Ro?
— Jeg kan Dig aldrig glemme!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til H. S. [Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet]
Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet;
For Faa jeg led og følte som for Dig!
Du til din Lykkes første Maal er naaet,
Og der — hvor kan Du sørge da med mig!
Det skal Du heller ei, — men det mig qvæged,
Ifald jeg saae, at Du forstod mit Savn.
To Dage sad jeg ene, dybt bevæget,
Tidt paa min Læbe kom dit kjære Navn;
Men ei Du kom! Mig Ingen kjærligt mødte,
Mig selv og Gud jeg slap i denne Nød,
Stærkt alle gamle, skjulte Vunder blødte,
Selv af dit Venskabs-Kys Bloddraaber flød.
O, gid Du aldrig prøve, aldrig vide,
Hvad Den, som Ingen eier her, kan lide.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hjemvee
Om Aft'nen i det lille, snevre Kammer,
Naar Alt er stille, i mit Bryst det flammer!
En mægtig Længsel fylder al min Tanke,
Af Hjemvee føler jeg mit Hjerte banke,
Og jeg maa græde, skjøndt jeg er en Mand,
Thi her, har Hjertet intet Fædreland!
Naar Kunsten aabner mig sit store Rige,
Den samme Længsel føler jeg da stige,
Enhver Musik, hver Sang der naaer mit Hjerte,
Gjenvækker denne bittre, søde Smerte,
Men Hjemmet finder jeg dog aldrig her,
Mit Hjem er der, hvor jeg kun ikke er!
Seer jeg den friske Skov, de grønne Dale,
Da føler jeg, hvad ei jeg kan udtale,
Seer jeg det stolte Hav og Aftenrøden,
Da længes Hjertet mægtigt efter Døden!
Dog nei! det er ei Døden, nei, et Hjem, -
Et Hjem, hvis Navn jeg ei kan stamme frem.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Gud Fader i Himlen, hvor er Du dog god!
Gud Fader i Himlen, hvor er Du dog god!
Jeg føler dit Aandedrag gjennem mit Blod.
Du løfter, Du leder, beskjermer og glæder,
Dit Smiil er selv i de Taarer, jeg græder.
Hvor Verden er deilig, og Mennesket med!
Ja, Ordet, som skabte, er Kjærlighed!
Jeg lever, jeg jubler, min Fryd er saa stor,
At jeg i Dig paa en Evighed troer;
Og var selv mit Liv kun den flygtende Stund,
Det var dog et Kys af din Fadermund.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Vise af Festen paa Kenilworth
Brødre, meget langt herfra,
over salten Vande,
reiser sig Amerika
med de gyldne Strande,
det er der Fugl Phønix boer;
Guld og Sølv paa Marken groer,
og i Skovens Skygge
stegte Duer bygge!
Hvor frydeligt!
Gud! hvor det er nydeligt!
Skade, at Amerika
ligge skal saa langt herfra!
Der gaaer Solen aldrig ned,
stegt er hver Kastanie,
der er Alting Kjærlighed,
Kilderne Champagne.
Gi'er man der sit Hjerte hen,
faaer man strax to tre igjen,
og paa Mark og Enge
blomstrer der kun Penge.
Hvor frydeligt!
Gud! hvor det er nydeligt!
Skade, at Amerika
ligge skal saa langt herfra!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hvor Himlen har Stjerner! jeg kjender jo hver
Hvor Himlen har Stjerner! jeg kjender jo hver,
De hjemlige Venner, hvor funkle de her!
De sende en Luftning saa frisk og saa mild,
En Lædskedrik i den brændende Ild,
Et Vindpust over det glødende Sand,
Det er som et Kys fra det danske Land!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hjertets Melodier
To brune Øine jeg nyelig saae,
I dem mit Hjem og min Verden laae,
Der flammede Snillet og Barnets Fred; -
Jeg glemmer det aldrig i Evighed!
Min Tanke er et mægtigt Fjeld,
Der over Himlene gaaer;
Mit Hjerte er et Hav saa dybt,
Hvor Bølge mod Bølge slaaer.
Og Fjeldet løfter Dit Billed
Høit over Himlenes Blaae,
Men selv Du lever i Hjertet,
Hvor dybe Brændinger gaae.
Du gav mig Blomster; hvis de lege kunde,
Da vandt jeg atter Lunets frie Lyst,
Men nei, de aabne meer den dybe Vunde,
Og sprede Giften i mit unge Bryst.
En Digter-Verden er saa navnløs stor!
Den hvælver sig høit over Himlens Bue;
Hver Sol og Stjerne i dens Luft-Hav boer,
Og ingen Tanke kan den overskue;
Dog kan Dig Intet i det store Rige,
Mit Hjertes dybe Kjærlighed udsige.
Henvisned' er de Blomster Du mig gav,
Men fra de Dødes Grav
Staae Aander frem, i Livets dunkle Gange.
Gjenkjend dem her, i mine bedste Sange.
(Ørkenens Søn)
Den vilde Hengst jeg tumler,
Vi flyve paa Sletten afsted,
Men Hjertet slipper dog ikke
Den stærke Kjærlighed.
Som Solen brænder i Sandet,
Saa brænder det dybt i mit Bryst;
Det er som Hjertet vil sprænges
Af Længsel og af Lyst!
Saa høi og saa stor er Himlen,
Med Sol og Stjerner paa,
Dog rummer den ei den Flamme,
Mit Hjerte dølge maa!
Der brænder mig Ild i Blodet,
Flyv, vilde Hengst, afsted!
Mit unge Hjerte sprænges
Af haabløs Kjærlighed.
Jeg elsker Dig — Dig, som jeg ei tør sige!
Du staaer som Tanken i mit Drømmerige,
Du skaber Aanden i hver dristig Sang,
Thi svulmer Hjertet, ret som Bølgens Gang,
Og brister stolt — thi Skjalden er en Gud;
Du er jo Brud — og lykkelig som Brud.
Man har et Sagn — et Eventyr:
Hvert Musling-Dyr,
Der bygger i den dybe, salte Sø,
Naar det har skabt sin Perle maa det døe.
— O Kjærlighed! Du blev mit Hjerte givet,
Og Perlen koste vil sin Skabning Livet.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Op til de vaade Øer, hvor Vinden blæser koldt
Op til de vaade Øer, hvor Vinden blæser koldt,
Hvor paa Forstandens Bismer det Skjønne bliver holdt,
Hvor der er store Minder imellem Nutids Smaat,
Der flyver tidt min Tanke, men det gjør mig ei godt;
Da kommer Gift i Blodet og Hovmod i mit Sind
Og bitter er den Taare der flyder paa min Kind.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Musikdirecteur W. Rübner
Din Vuggegænge blev sat i Gang,
Hvor Haydn, Gluck og Mozart sang;
Men Arnen, hvor Dit Huusliv groer,
Er under Bøgen frisk og stor
I Danevang. Led Sønnens Haand,
Mens over ham gaaer Sangens Aand,
At han dit Navn i sit maa skjære
I Træets Bark, til Slægtens Ære.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Kongen
*
Et fattigt Barn jeg var, mig Ingen kjendte,
Men i mit Hjerte Digter-Flammen brændte;
Den drev mig modigt frem i Verdens-Vrimlen,
Skjøndt kun jeg eied' Den og Gud i Himlen.
*
Til Danmarks Konge ledte de min Fod,
Jeg følte kun, jeg hos en Fader stod,
Der gav mit Hjerte Mod, min Tanke Vinger. -
Og Faderhjertet trygt min Sang jeg bringer;
Jeg seer ei Thronen, hvor jeg knæler ned,
Men i Dit Øie: Fader-Kjærlighed.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Vandring i Skoven
Min søde Brud, min unge Viv,
Min Kjærlighed, mit Liv!
Kom, Maanen skinner stor og klar,
En Stilhed Natten har,
En Deilighed, en Eensomhed,
Min søde Brud, kom med!
I Bøgeskoven gaae vi To,
Der, hvor Skovmærker groe.
I denne lyse, tause Nat,
Hos Dig, min Verdens Skat,
Jeg er saa glad, saa salig glad,
Duft friske Bøgeblad!
Syng Nattergal! lys Maane klar!
Jeg her al Rigdom har:
Min søde Brud, min unge Viv,
Min Kjerlighed, mit Liv!
Du er saa frisk som Bøgens Hang,
Som Nattergalens Sang,
Saa dyb som Nattens stille Ro,
Her hvor Skovmærker groe,
Hvor maleriske Bøge staae
Og vi ved Maan'skin gaae!
Min søde Brud, min unge Viv,
Min Kjærlighed, mit Liv!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Havblik
Har Du seet Havet i en klar og stille Nat,
Naar Fladen ligger som et Speil saa glat,
Hvor Himlens halve Kugle, stjerneklar,
Afbilder sig i Fladens dunkle Glar,
Og i det Grændseløse mellem begge,
Som Centrum staaer den lette Bølge-Snekke?
Hvad følte Du vel da? — Du smælted' hen i Lyst,
Thi hvad dit Øie saae, stod ogsaa i dit Bryst! -
Hiin Hav- og Himmelkugle, vel i Formen mindre
Men aandig klar, sig hvælver i vort Indre.
— Imellem to Uend'ligheder sat,
Vort Intets Nat
Og Himmel-Evigheden,
Staaer Mennesket herneden,
Og Centrum er vort Liv, et lille Blomster-Blad,
Der skiller tvende Evigheder ad. -
— Hiint store Rum, hvis Grændse ei er givet,
Hiin Evighed før Livet,
— Hvor ene Anelsen, hvor det Guddommelige,
Et Billed' skaber i det dunkle Rige,
Et Billed', som er kun paa Fladen sat,
Thi under den er Dybets store Nat;
Men høit, høit over os, hvor Tanken salig skjælver,
Den sande, store Evighed sig hvælver,
Hvor Mennesket som Aand, i luttret Lyst,
Og med en Verden i sit Bryst,
Sig svinger, som nu Nattens Stjerne-Skarer,
Om hine Soles Sol, der Alt opklarer,
Hvorfra hvert Liv, hver Straale først gik ud,
Hiint store Faderbillede, vor Gud!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I Fru Tesdorphs Stambog
Hvor Luther talte og hvor Goethe sang,
I Nabolandet gik din Vuggegænge,
Hvor Bølgen bruser høit om Dannevang,
Dig blomstre Livets Rose frisk og længe!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Luftaanden
Mellem det Dybe og Høie
Blev en Luftaand født. Med funklende Øie
Saae han det store Univers sig hvælve,
Men underligt hans Tanke maatte skjælve;
Hans Sjæl var Kjærlighed;
Den var en Higen uden Ro og Fred;
Et Hjerte — ja, et Hjerte søgte han at møde!
Rundt om sig saae han Stjerneskaren gløde,
Den rullede jo med ham, reen og klar;
Da løftede han kjækt sit Vingepar
Og svang sig mod det første Stjernelys;
Det var vor Jord; — men med sit kolde Vinter-Gys,
Den store Masse truende gled frem,
Hvor Menneskeaander, fjernet fra sit Hjem,
Klæbed' i Dynd under Taage og Damp,
Og løftede Vingen i gavnløs Kamp;
Da svang han sig høit, Sollyset nær,
Men de varmende Straaler, det flammende Skjær,
Forsvandt, som en Elskendes Ord;
Og han saae kun en rullende Jord.
Da fløi han mod Tankens yderste Fjerne,
Men hver blinkende Stjerne
Var uden Hjerte, og hvor han saae,
Rullede kun Kloder i det umaalte Blaae,
Da svulmede hans Bryst, og i Toner det klang.
— Det kalder nu Mennesket: Sphærernes Sang.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ved Borgen Ravenswood i Skotland
Hvor Klippen springer i Søen ud
Med Bøgeskov og med Epheuranker,
Lucie og Edgar af Ravenswood
Gaae svævende frem i vore Tanker;
De stige fra Borgens faldne Muur,
Hvor Tidslen groer, og hvor Maagen skriger
Rundt om den store, den frie Natur,
Og Havet, som synker, og Havet, som stiger!
Fortæl, du Plet, om de elskende To:
Skotlands Julie og Romeo.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Th. Thaarup
Hvor Rugen groer,
Hvor Bøge skygge,
Hvor danske Hjerter bygge,
Din Sangfugl evig boer:
Den synger glad sit Stykke:
Den danske Bondes Lykke
Og dine Psalme-Chor.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Agnes Dunlop og Michael Rosing
En Fader kom med sin lille Søn i Reitzels Boutik;
Den Lille loved jeg Eventyr, men ingen han fik.
Nu er han alt Mand og i Brudgoms Dragt,
Nu bliver ham Bogen af Bruden bragt;
De læse den sammen i Sorøskove,
Hvor Absalon, Holberg og Ingemann sove,
Hvor Solen skinner, og Øinenes Fyr
Fortæller det deiligste Eventyr.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hører Du Havets susende Tone
Hører Du Havets susende Tone,
Klang i Naturens store Accord?
Hver en Conchylie har Lyd af den samme,
Aldrig derinde i den døer den bort.
Sneglehuus nede fra Havdybets Verden,
Hvor i Koralskoven Vragene staae,
Der hvor saa Mange sank ned uden Kiste,
Bølgernes Skum er det Liglag'n, de faae;
Dybets Conchylie, dit Herskab er borte,
Du er et Lighuus med Spøgelse i;
I Dig det suser og synger, hvad Havet
Rummer, mens Tider foer det forbi.
Dig til mit lyttende Øre jeg lægger,
Suus og fortæl, hvad et Verdenshav dækker!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Julesang i det Collinske Huus
Saa sidde vi igjen om Julebordet
Og synge høit vor Sang, vort Juledigt,
Og Glæden er i Hjertet og i Ordet,
Skjøndt Aaret var saa taust, saa alvorsrigt.
Der rulled Kroner hen som Kiselstene,
Men i vor lille Kreds vor Krone blev:
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit Kongerige i vort Hjerte skrev.
Mod Roskild Spir fløi Svanen frem og døde,
Ved Slesvig Kampens Paaskeklokker klang,
Og Tre af Kredsen her gik til det Møde,
Hvor Døden stod, og hvor Kanoner sang.
Mod Savn og kolde Nætter, Oprørsflammen
De gik, og selv vi bad: „I Guds Navn gaa!"
Og see, vi sidde atter samled' sammen,
Det er, som om en Drøm det var, vi saae.
Hver Sorg og Angst i Hjertet vi erindre
Og føle derpaa ret: Gud var os god!
Vor Julestjerne see vi dobbelt tindre;
Dens Straaler skal os give Fremtids Mod.
End mange Aar vort Huuslivs stille Scene
Staae lykkelig, som selv iaar den blev,
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit store Rige i vort Hjerte skrev.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den 22de April 1847
Det er en hellig Dag blandt Livets Dage,
En Alvors Dag, der kalder Tanken frem;
Thi Qvinden skal fra Fædre-Arnen drage,
Og Manden bygger sig sit nye Hjem;
De skulle ærligt dele Sorg og Glæde,
Forædle, virke i den store Kjæde.
Det er en hellig Dag, den er nu vorden.
I Jesu Navn! Guds Villie skee paa Jorden!
Hvor To i Troskab blev hinanden givet
Ja, ret forstaae og elske inderligt,
Der taler Gud igjennem Hverdagslivet,
Og det forvandles til et Skjønhedsdigt;
Jer kjære To vi her vor Hilsen bringe,
Mens Bønnen løfter sig paa Psalme-Vinge.
En Alvors Stund det er, den søde Lykke!
Og Lykken er, hvor fast paa Gud vi bygge!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!