Granattræet
I Vaaren er hver Blomst en Flamme,
I Høsten er hver Blomst en Frugt.
Viis Du, o Digter, os det Samme
I dette Jordlivs snare Flugt!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Forhæng for Vignetterne
Det er slet ingen Characteristik,
(Nei, dertil mig den dybe Indsigt svigter):
Jeg skildrer Ingen her til Punkt og Prik,
Langt mindre giver Nogen en Kritik,
Nei, hvad jeg følte i et Øieblik,
Naar Hjertet drømte om den danske Digter,
Hvad kun et barnligt Sind kan fatte her,
Det bringer jeg om Een og Hver,
Og bringer kun den lyse Side,
Den mørke gik jeg heller let forbi;
Men om den derfor ganske vil gaae fri,
Thi der er' mange, mange Critici,
Om disse muligt røre op heri,
Ja det maa Gud og disse Godtfolk vide.
Ei hver en Fugl har samme Flugt,
Men naar den synger, — naar den synger smukt
Sit Quirevit,
Om det er nok saa lidt,
Et Korn, en Blomst kan Sangen dog fortjene,
Og meget meer
Ei jeg, og neppe Nogen, seer
I disse Blade, skulde jeg vel mene.
Med Villie har jeg Ingen udelukt,
Men tidt man seer en Blomst, — den modne Frugt
Imidlertid er glemt bag Blad og Grene.
Før Du, min Læser, ellers træder ind,
En Bøn jeg sætter:
See Du kun saa paa mine smaae Vignetter:
Kom med et aabent, med et kjærligt Sind.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Rahbek
Bien drømmer om sin Kube ved hver Blomst bag Skovens Hang;
Honning Du til Danmark samled' paa den grønne Digter-Vang;
Bakkehuset vil forglemmes, men ei hvad dit Hjerte sang.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Pram
Fra Helten klædt i Brynie blaae,
Til hver en Blomst Dit Øie saae,
Du bragte os et Billed'.
Din Tanke Intet gik forbi,
Hver Skizze selv Du gav Værdie,
I det Du den opstilled.
Emilies Kilde frisk og klar,
Fra Dig sin bedste Skjønhed har.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I See You Every Time I Close My Eyes
I see you
Every time I close my eyes
Every time I dream
Every time I drink a glass of water
Every time I eat
Every time I watch TV
Every time I read
Every time I go for a walk in the woods
Every time I shop
Every time I listen to music
Every time I think
Every hour, every minute, every second
you are there in my head
I see you
Every time I close my eyes
Norwegian version:
Jeg ser deg
Hver gang jeg lukker øynene
Hver gang jeg drømmer
Hver gang jeg drikker et glass vann
Hver gang jeg spiser
Hver gang jeg jeg ser på TV
Hver gang jeg leser
Hver gang jeg går en tur i skogen
Hver gang jeg handler
Hver gang jeg hører på musikk
Hver gang jeg tenker
Hvert time, hvert minutt, hvert sekund
er du der i mitt hode
Jeg ser deg
Hver gang jeg lukker øynene
poem by Inco G. Nito
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Fru v. Beskov
Din Sjæl er blød og gjennemsigtig selv,
Som Vandet er det i den svenske Elv,
Hver Stjerne speiler sig i den til Grunden,
Og naar et Smiil Dig bæver mildt om Munden,
Til Dig betroer sig gjerne da hver Een.
— Gud gav en Digter Dig, som Ædelsteen.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I dette Jordlivs Forgjængelighed
I dette Jordlivs Forgjængelighed
Der voxer en Urt: Forfængelighed!
Den groer selv hos Barnet, der gaaer i Skole,
Ja, selv i hver Fold af en Præstekjole,
Ja, hvor et Menneske gik eller sad,
Der voxer den op som et Veibredblad.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Som en Lotus paa den stille Sø
Som en Lotus paa den stille Sø
Er i Norden Qvinden;
Fra den dybe Havbund Skjønheds Frø
Groer og sætter Blomst trods Nordenvinden.
Her i Syd bag Pyrenæertinden
Groer Granatblomst, der paa Trolddoms Viis
Pludselig er Frugt fra Paradiis,
Glødende, et Flammevæld fra Inden.
Lotusblomst, hvor er Du frisk og skjær,
Tro i Hjertet, Tanker bygge der;
Spaniens Ildblomst, Trolddom eier Du,
Barnet bliver Jomfru i et Nu,
Livet er et Kys, et sødt Forsvinden.
Brænd Du mig til Aske, lad mig døe;
Lotusblomst paa Nordens dybe Sø,
Bed en Bøn for mig — hos Spanierinden.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
F. C. Sibbern
Selv uden Mandens Navn og hvert Hentydnings-Stof,
Jeg skulde næsten troe, man seer til hvem jeg sigter.
— Gid hver en Digter var saameget Philosoph,
Som denne Philosoph har viist, at han er Digter.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med et Kobberstykke [Da Roser mangle ved Julens Leg]
Da Roser mangle ved Julens Leg,
Din Stue vi ikke kan smykke;
Men som en Blomst dog for din Væg
Du faaer dette Kobberstykke.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Mai
'Du skiønne Mai! af Dig jeg veed,
At Poesie er Kiærlighed.'
*
Hver Maaned har sin Characteer,
Sit Hang og sine Pligter,
Mai er ei mindre eller meer,
End Aarets unge Digter!
Mai aander Kjærligheds Magie,
Og Kiærlighed er Poesie!
Fra oven kommer Kraften ned,
Guds Sol til Spiren gløder,
Livs Friskhed, Duft og Kjærlighed
Hvert Blik, hvert Hjerte møder.
Du synger paa din Blomstersti
Om Kjærlighed, om Poesie!
Du synger os om Helene,
Om Romeo og Werther,
Om Hermann og hans Dorothe',
Og vinder alle Hjerter.
Den hele, blomstrende Natur
Er Kjærlighedens Troubadour.
Med samme Grønt stod Bøgens Hang
Og hvælved sig foroven,
Da Freia mødte første Gang
Sin Odur her i Skoven.
De planted' ved den stille Bæk
Den sydlig friske Rosenhæk.
Saaledes løb den klare Aae,
Og Linet laae paa Blegen,
Da Signe Kongeskibet saae
Fra Stranden, under Egen.
Saa dufted Skov og Blomst og Blad,
Da hun og Hagbarth skiltes ad!
See, lig et Speil staaer Sø og Strand
Om Landets Blomsterbede;
Hvad Bølgen saae i fremmed Land,
Det drømmer den dernede,
Hvor paa den Vei saa dyb og bred
Agnete dog fandt Kjærlighed.
Hør, Bølgen nynner Dig sin Drøm:
'Mod Grønlands Kyst jeg vugged';
Kajakken gled paa striden Strøm,
Hvor mangen Sælhund dukked*.
Der lærete jeg, paa nøgne Bred,
Hvor Hjerter slaae, boer Kjærlighed.'
'Jeg over Verdens-Havet gik,
Blikstille hvilte Søen,
Hvor Trommen lød, som stolt Musik,
For dem paa Palme-Øen;
Den Vilde høit i Dandsen sprang,
Det var om Kjærlighed han sang.'
Saa drømmer Bølgen rundt om Vang,
Mens Vaarens nye Scene
Indbyder til en Vandrings-Gang
Bag Skovens grønne Grene.
Høit Lærken slaaer paa Mark og Eng,
Den bygger der sin Brudesend.
I Dammen hvide Blomster staae
Imellem brede Blade,
See Fiskene med Halen slaae
Og sig i Solen bade.
Stum svømmer Fisken rundt om Jord,
Thi Kjærlighed tidt mangler Ord.
Paa Himlen staaer en Sommersky,
Den halve Eng den skygger,
Men dobbelt Lys faaer Mark og By;
Hvad er det der man bygger?
Der staaer en Stang med Baand og Flag;
Det er i Dag jo Valborg Dag!
Hver Ungersvend med Sundheds Kind,
Sig paa sin Ganger svinger,
I Dag han rider Sommer ind,
Hør, hvor Musikken klinger!
En gammel simpel Melodie;
Smukt blander Sangen sig deri.
- 'Vor Skov og Mark sig fryder smukt.
Hør dette, som vi bede!
O Valborg, skjænk os Græs og Frugt,
Vær for os Gud med Glæde!
Thi bære vi Dig Mai i By,
Hør dette, som vi bede!
Og love Dig med Psalmer nye,
Vær for os Gud med Glæde!
Lad Humlen voxe høi og stor,
Hør dette, som vi bede!
Velsign Du Kornet, at det groer,
Vær for os Gud med Glæde!
Tag Danmark i din Varetægt,
Hør dette, som vi bede!
Beskjærm vor Konge og hans Slægt,
Vær for os Gud med Glæde!
Du kjender bedst vort sande Gavn,
Hør dette, som vi bede!
Vi bede det i Jesu Navn,
Vær for os Gud med Glæde!' -
Dem svare høit de Piger smaae:
'Velkommen Mai Du være!'
Saa lysteligt skal Dandsen gaae,
Men hvem skal Krandsen bære?
- See, rødmende hun blandt dem staaer.
Sæt Krandsen om de løste Haar!
- Spil kun din simple Melodie,
Du Gamle hist ved Muren,
Alt hæver sig til Poesie
I Hjertet og Naturen.
Du skjønne Mai, af Dig jeg veed,
At Poesie er Kjærlighed!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med forskjellige Presenter
Jeg kommer, Frøken Anna, med en Flaske af min Lugt,
Dertil to søde Hvalpe, mit Hjertes bedste Frugt,
„Bruun" var den Enes Fader, den Andens var nok „Spet",
Hver var en Gadestryger, men daarende honnet;
Jeg selv er en Slags Norma, og jeg har følt og grædt.
Men det er nu det Samme, naar Hjertet kun er godt.
Med mig de gratulere og bringe noget Smaat:
Et Stykke Chocolade og engelsk Naal og Staal;
Og alle Tre vi raabe Hurra paa Hundemaal.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Man Binder Os P Mund Og Hnd (edit)
1. Gribe efter blanke ting
vil hvert et grdigt lille barn.
Binde andre med en ring
gr man som helbefarn.
Tnk hvor har man stet tit
og delt et vindusparadis.
Helle, helle det er mit!
Og livet gr p samme vis:
Man binder os p mund og hnd,
med vanens tusen stramme bnd,
og det er besvrligt at flagre sig fri.
Vi leger skjul hos en, som ved
at skrme os mod ensomhed
med sde kontrakter vi luller os i.
Kunne vi forbyde de tre ord: jeg lover dig
var vi vist i krlighed p mere rlig vej.
De ord, vi svor med hnd og mund,
de glder kun den korte stund,
til glden er borte og alting forbi.
2. Krlighed og gteskab,
hvad kommer de hinanden ved?
Krlighedens tomme gab,
til kben gr af led.
Elskov er den vilde blomst:
I gartnerhnder gr den ud.
Skrmet fr den sin bekomst,
men blomstrer hedt i storm og slud.
Man binder os p mund og hnd,
med vanens tusen stramme bnd,
men ingen kan ejes. Vi flagrer os fri.
I alle krtegn er en flugt
de rde sansers vilde flugt
fra pligternes tvungne fortrampede sti.
Du m ikke eje mig. Jeg ejer ikke dig.
Alle mine kys er ikke ja og ikke nej.
De ord vi svor med hnd og mund
de glder kun den svimle stund,
det netop er kysset fra dig jeg ka' li.
3. Mde hvad der venter os,
og ingen v, hvordan det gr.
Bre skbnen uden trods,
hva der s forestr.
Glad ved hver en venlighed,
men uden tro, at det bliver ved.
Sge fred, i det vi vd,
at vi har ingen krav p fred.
Man binder os p mund og hnd,
men man kan ikke binde nd,
og ingen er fangne, nr tanken er fri.
Vi har en indre fstning her,
som styrkes i sit eget vrd,
nr bare vi kmper for det, vi ka li.
Den, som holder sjlen rank, ka aldrig blie trl.
Ingen ka regere det, som vi bestemmer sel.
Det lover vi med hnd og mund
i mrket fr en morgenstund,
at drmme om frihed blir aldrig forbi.'
( Man binder os p mund og hnd, 1940)
song performed by by Outlandish
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Pauli 1. Cor. 15, 42-44
Naar Jordelarven brister
med sine skjøre Baand,
Et aandigt Legem slutter
sig om den stærke Aand;
Det er de samme Former,
men i en nyfødt Vaar,
Og luftigt, klart og herligt,
det kjendte Billed staaer.
— I Træ, i Fjeld og Bølge
bevæger sig en Aand;
Troe ikke den forsvinder
for Dødens kolde Haand!
Dens Aander dristigt forme
sig over Jordens Kyst,
Til Legemet for Aanden,
der voxte i vort Bryst.
Den stærke Aand i Druen
og Rosens friske Duft,
Vil forme sig til Læber,
frisk' som den rene Luft;
Hver Flamme-Aand, alt Aandigt
i Fjeldets Marmorsteen,
Sig runder smukt til Skuldre,
til Arme, Bryst og Been.
Hver Bølge-Aand, hver Guddom
i Solens Straaleskjær,
Vil smelte venlig sammen
og danne Øiet her;
Den luftige, lette Taage,
der over Engen gaaer,
Sit Aandige vil skjænke
til lange Bølge-Haar.
Men hvert et Suk herneden,
af Længsel og af Lyst,
Med Tone-Verdnen, formes
til Hjerte i vort Bryst.
— Hvem løste mig hiin Gaade,
hvoraf mon sligt jeg veed?
Jeg lærte det af hende,
min første Kjærlighed!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Lille Viggo
Lille Viggo, vil Du ride Ranke?
Sæt Dig paa mit Knæ, Du søde Dreng!
Jeg hos Dig er Barn i Sjæl og Tanke;
Vi vil lege, til Du skal i Seng.
Her hos Dig jeg Barnehimlen finder,
Glemmer Alt, hvad der gjør Hjertet Vee;
Lad mig kysse dine røde Kinder,
Lad mig dog de brune Øie see!
Viis mig saa, hvor stor Du er, Du Søde!
Nei, hvor Haanden dog er buttet rund!
Smilet sidder i de Kinder røde,
Altfor smuk er dog din lille Mund!
Hver en Blomst Du kysser, som en Broder,
Taler med den, paa din egen Viis,
Hele Verden har Du i din Moder,
Hendes Skjød er Dig dit Paradiis.
Ingen seer paa Dig med mørke Blikke,
Du er Barn, Dig er man ikke vred;
Verdens vilde Strid forstaaer Du ikke,
Kjærlighed kun kjender Kjærlighed.
Jeg en smuk Historie Dig lover,
Følg nu Moder til din lille Seng!
Synge vil jeg for Dig, til Du sover,
Lille Viggo, Moders bedste Dreng!
Du maaske for mig, som ældre, synger,
Naar jeg skal til Ro den sidste Gang;
Ja, naar Jorden paa min Kiste tynger,
Syng da med den dybe Vuggesang!
Tænk paa ham, der trofast mange Gange
Gynged' Dig paa Armen op og ned.
Verden glemmer mig og mine Sange!
Mon Du glemme vil min Kjærlighed?
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ja vel, vi er midt i November
Ja vel, vi er midt i November,
men vi er i Spanien med,
Og jeg gaaer i Vinterfrakke,
jeg fryser paa dette Sted;
Sevilla, din klare, blaae Himmel,
Oranger i hver en Allee,
Ja deiligt er det at see paa,
men føle er meer end at see!
Jeg føler, at Luften har Kulde,
i Slængkappe svøber sig Hver,
Man sidder paa Marmorbænke
under Orangetræer;
Jeg kjender slet Ingen af dem,
og dog er jeg ikke forladt,
Jeg kjender saa mange Stjerner
paa Himlen fra Hjemmets Nat;
Ved dem og ved det at jeg fryser,
er jeg i mit danske Hjem;
Sevilla, o hvor Du forstaaer dog,
at trylle det Kjæreste frem!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til Axel Fredstrup
Til Axel Fredstrup
med mine Eventyr
(Han havde i ,,Lykkens Blomst'' været den lille Nisse)
Er Lykkens Blomst' end kastet hen,
Saa veed jeg dog tilvisse,
Jeg har en gammel trofast Ven,
Her i den lille Nisse.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Sorterup
Du digted' for Dansken en Sang under Ø,
Den burde hver Dannemand kjende,
Den havde den Skjæbne, den aldrig vil døe,
Med Dig vil det samme vist hænde.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Sonnet ved Fyrstinde Borgheses og hendes tre Børns Død
En Paradisets Blomst af Troen bragt
Til Temsens Bred og plantet der i Solen
Skjød herligt frem. Dens Duft, dens Yndes Magt
Dens Glands, sligt findes ei hos Vaarviolen.
Men Kjærligheden planted' Blomsten om
Den Blomst, som gjorte alle Hjerter glade,
Den plantedes ved Tiberen i Rom,
En himmelsk Duft gik fra dens rene Blade.
Og Duften steeg —; vi hørte Engle sige:
„Den Blomst er ei for noget jordisk Sted,
I Lysets Have blomstrer kun dens Lige!"
En Engel saae vi da til Jorden stige,
Og rive Blomsten op: tre Skud gik med,
Tre unge Skud — de groe nu i Guds Rige.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
R. Frankenau
Glemt staaer hans Grav bag Kloster-Kirkens Muur,
Endt er hans Drøm om Glæde og om Smerte;
Han var en Digter-Blomst i Guds Natur,
Hvis friske Duft har qvæget mangt et Hjerte.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Granattræ, Citrontræ, — ja slige Høibaarne
Granattræ, Citrontræ, — ja slige Høibaarne,
De vare til Castagnetterne Rod,
Og disse fik Klang af det Træ, de blev skaarne,
Og Klang af den Varme, der er i vort Blod;
Fra Blodet i Hjertet heelt ud i hver Finger
Det strømmer, hvert Pulseslag høres deri;
Fra Castagnetten saa mægtigt det klinger;
Forstaaer Du det Følelsens Fyrværkeri?
Forstaaer Du de Ord, de i Klangen udstøde,
De sige, hvad Hjertet Dig siger, min Ven:
„Granattræets Blomst maa blusse og gløde,
Citrontræ, jeg tænder Dig, brænd saa igjen!
Vi favnes, vi blusse, livsalige Møde,
Og saa — Du er Aske og jeg faren hen!"
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!