Med en Flaske duftende Vand
Da en Gang Blomsterne Dig saae
I Graad en Aften silde,
Da græd de med, og store, smaa
Blev alle til en Kilde.
Her har Du Lidt fra Kildens Væld;
Det hentet blev i Juleqvæld.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Tanker ved en ituslagen Jydepotte
Du er ei meer!
Din Digter græder ved Dit brudte Leer.
Din Lod det blev at taale Røg og Flamme,
Dog stod Du fast; Du var og blev den samme.
Faa kjendte Dig paa denne store Jord,
Dog i Din Død Du nævnes skal i Nord;
Jeg i Avisen vil et Grav-Vers sætte,
Saa Taarer skal de Skjønnes Kinder tvætte.
Først var Du Leer, nu bliver Du det atter;
Saa gaaer det selv Naturens bedste Datter.
Ak! var Du falden i en Kunstners Haand,
Du havde vundet ved hans Skaber-Aand;
Som Vase skulde Du da Ãiet gotte;
Men Skjæbnen bød, — Du blev en Jydepotte.
Dit Liv svandt hen saa stille, indgetogen;
Som Askepot Du sov i Skammekrogen.
Tidt saae jeg Dig imellem Røg og Ild,
Naar Maanen skinnede saa bleg og mild.
Jeg saae Din Damp, i den steeg Aander frem,
Og søgte gjennem Skorsteens-Piben hjem.
Dig glemte de, naar de saae Stjerner tindre;
Da hørte jeg det koge i Dit Indre.
Ja Du har følt og lidt som en Heltinde, -
Fred med Dit Minde!
En Digter hører helst sin egen Sang,
Thi vil jeg læse min saa mangen Gang,
Til Alfen kommer paa de hvide Vinger,
Og Trøsten bringer.
Om Børn og Linned drømte jeg i Nat,
Da vidste jeg, det ei var rigtigt fat.
Et Skrig fra Kjøkkenet jog mig af mine Drømme,
Der saae jeg Dine Skaar i Suppe svømme.
Alt var Forvirring, slukt var Skorsteens-Flammen,
Malene græd og samlede Dig sammen.
I Gaarden skal nu Dine Stumper hvile,
Smaa-Blomster snart vil fra Din Gravhøi smile.
Lad Tiden dække Alt med sine Vinger,
Maaskee i Døden den Dit Held Dig bringer:
Hvor nu er Land, var fordums Tid et Hav,
En Bøge-Skov kan voxe om Din Grav;
Et Sekel gaaer;
En Antiqvar vil finde Dine Skaar;
Dybt i hans Indre taler høit en Stemme,
At Konge-Støv Du eengang monne gjemme.
Til et Musæum skal Du Veien finde,
Som Skaar og Stumper Livets Krandse vinde.
Og nu Farvel! jeg skal Din Grav besøge,
Men lov mig, at Du aldrig her vil spøge. -
Græd ei, Malene!
Hun har det godt,
Den salig Pot!
Snart hvile ogsaa vore trætte Bene.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hjertetyven
Bekjendt er Amor jo; det slemme Skarn!
Man ham afmaler som et deiligt Barn
Med Piil og Bue, samt med store Vinger;
Men det jo næsten som en Fabel klinger,
Hvor kan man tro han saadan vilde gaae,
Nei, Gud bevares! han har Klæder paa;
Og for hver Gang han et Partie vil stifte,
Saa veed han snildt sin hele Dragt at skifte.
Den unge Pige allerhelst ham seer
Klædt, som Student, hvad eller Officeer;
Og disse, ja, det falder nu saa lige!
De see ham atter allerhelst som Pige.
I Grunden er han, ja, fra Taa til Top,
En Tyveknægt, der burde klynges op.
— Den første Gang jeg saae ham for mit Øie,
Var jeg endnu en Dreng og gik i Trøie;
Jeg leged' Skjul med nogle andre Børn,
Ved Plankeværket stod en Rosentjørn,
Der krøb jeg ind, man kunde mig ei finde,
Thi ganske stille sad jeg jo derinde;
Da kom vor Naboes Lise — og hvad meer?
Vor Indqvartering — han, den smukke Officeer!
Men hvad de talte om, det veed jeg ikke,
Kun saae jeg alle Roserne at nikke,
Og midt i een af dem, som hang
Ud over Plankeværket — tænk en Gang!
Der sad — ja ganske underligt det klinger!
Der sad en Officeer, knap som en Finger,
Med Knebelsbarter, Sabel og Kasket,
Der ligned' Officeren paa en Plet!
Jeg saae, hvor Rosen gyngede i Vinden,
Saa at den Lise slog paa Næsen og paa Kinden,
Derfor den store Officeer den brød,
Og Lise tog den, men var ganske rød.
Vips, fløi en Sommerfugl paa smukke Vinger,
Det Amor var — og med sin lille Finger
Han bød mig være taus med hvad jeg saae;
Thi der blev kysset, og jeg saae derpaa!
Jeg siden traf den lille Amor ofte,
Snart var han silkeklædt, snart i en Vadmels Kofte;
Men jeg, som ældre, mærkede nu snart,
At, hvad han gjorde, var just ei saa rart,
Thi lovede jeg høit, i hvor det vilde gaae,
Paa mig han skulde aldrig Fingre faae.
Det svoer jeg høit, den Tid jeg gik til Præsten,
Og nu — ja, vil I bare høre Resten! -
— Ved Bondebyen, hist hvor Præsten boer,
Er der en Hasselskov, den er ei stor,
Men Øiet taber sig i Jordbær-Vrimlen,
Der kom jeg just i Dag, — høit Solen stod paa Himlen,
Bag Buskene en Bondedreng jeg saae,
Der gik og samled' Jordbær paa et Straae,
Jeg samled' selv mig Haanden fuld og spiiste;
Den Lille mig sit fulde Græsstraae viiste,
Og som vi stod', kom vi i Passiar;
Da var det, som man mig i Hjertet skar,
Jeg blev saa løierlig — høit lo Krabaten,
Thi Bondedrengen var den lille Satan.
Det var ei Jordbær, nei! men Hjerter smaae,
Han alle havde trukket paa sit Straae;
Det mærkede jeg nu, og mellem disse,
Mit eget arme Hjerte var tilvisse!
Jeg skjændte, græd og bad, men høit han lo,
Og svarede mig kun et kort: „jo, jo!
See, disse Hjerter jeg i Dag har faaet,
Og dit, det er det sidste her paa Straaet."
Paa disse Ord især han lagde Vægt,
Og løb saa bort, den slemme Tyveknægt!
Jeg løb saa godt jeg kunde, strax bag efter,
Og skreg, og skreg igjen af alle Kræfter,
Men altfor snart han mig af Øie kom.
Nu kan jeg tænke, løber han vel om,
Fra Dør til Dør, med sine stjaalne Hjerter,
Og hvad især der allermeest mig smerter,
Faldbyder mit til baade den og den;
Nu maa jeg see at stjæle det igjen!
Hvis ingen kan og vil mig et forære?
Thi hjerteløs, det kan jeg ikke være!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Henriette Wulff
I det brændende Skib, paa det rullende Hav,
I Rædsler, som ei vi udholde at høre,
Har du lidt, har du endt, har Du fundet din Grav,
Dødsmaaden og Kampen naae aldrig vort Øre!
Du dristige, kraftfulde Sjæl, Du dig holdt
I et skrøbeligt Legem; høit stod Du i Vrimlen,
Og aldrig dit ildfulde Hjerte blev koldt;
Her Faa kun forstod Dig, men Flere i Himlen!
Du var mig en Søster deeltagende stærk,
Min Sjæl holdt Du oppe, naar Verden mig traadte,
Du kjendte, forstod mig, og det er dit Værk,
At tit jeg ei sank, naar synke jeg maatte.
Det falske, det Tomme, det Bjældeklangs Smaa
Har Hobens Beskyttelse, bæres af Strømmen,
Dens Løb ei forandres —, Skumbølgerne gaae,
Og Jordlivet gaaer,- det er endt snart, som Drømmen.
Farvel min Veninde fra Barndommens Aar!
Du var mig meer god, end jeg det fortjente,
Nu har du stridt ud — ; hos en Broder Du staaer,
Med hvem alt paa Jorden Dig Længsel foreente.
Din Kiste blev Havet, det rullende Hav,
Og Indskriften over Dig staaer i vort Hjerte,
Din Sjæl er i Himlen, der Herren Dig gav
Lyksalighed tifold for Dødsstundens Smerte.
I det brændende Skib paa det rullende Hav,
I Rædsler, som ei vi udholde at høre,
Har Du lidt, har Du endt, har Du fundet din Grav,
Dødsmaaden og Kampen naae aldrig vort Øre!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
J. Baggesen
Hen ad den nøgne Kyst de Bølger trille,
Forstaaer Du Vandrer deres dybe Chor:
Der var en Tid, Corsøer var meget lille,
Men Baggesen blev født, og den blev stor."
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Dagen stiger
Dagen stiger,
Mulmet viger.
— Over Land og Sø og Bugt
Skinner Sommersolen smukt!
Himlen er blaa,
Fuglene slaae,
Alle Smaa-Blomsterne høre derpaa.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Dandserinden Augusta Nielsen
Den slanke Lilie, den hvide,
Terpsichore gav Vinger paa,
Og Blomsten blev en Sylphide,
Og Verden dit Billede saae.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den rædselfulde Time
Kom ei Rundetaarn for nær, er det Midnatstide;
Hvad mig nylig hændte der, skal I faae at vide.
Paa Bibliotheket hist er ei rart saa silde,
Thi ved Midnat holde der Aander Dands og Gilde.
Jeg om Dagen gik derop for en Bog at laane,
Gik en Smule der omkring, og kom til at daane.
Ingen savned mig; de gik, jeg blev der allene,
Ak, ved selve Tanken end ryste mine Bene!
Længe laae jeg i en Krog uden mindste Spratten;
Da jeg til mig selv nu kom, var det ud paa Natten.
Jeg er ingen Natte-Helt; derfor blev jeg bange;
Dybt i Kirken under mig ligge Døde mange;
Hvis de nu ved Midnatstid kom herop at læse,
De i Nakken dreied mig vist min egen Næse.
Maanen skinnede saa klar, Uglen sang derude,
Maanens Skin og Uglens Sang flød igjennem Rude.
Da blev jeg poetisk stemt, Gud maa hvordan vide,
Og for Øieblikket svandt al min Hjerte-Qvide.
Ak men nu slog Klokken tolv, det var fælt at høre;
Alle Bøger rundt omkring saae jeg sig at røre.
Nogle skjændtes, andre sang, Sproget var lidt blandet,
Som paa Babels-Taarn det klang ganske reent forbandet.
Alle sprang fra Hylderne, dandsed med hinanden,
Jeg var bange for at faae nogle Bind i Panden.
See, nu blev en Contradands underligt rangeret,
Mange Bøger dandsed med, skjøndt uconfirmeret.
Langs med Væggen stilled sig store Folianter,
Det var sikkert satte Folk eller gamle Tanter.
Her et ægte Manuskript dandsed med Danfane
Mens et Hexameter hist hopped, som en Trane.
Badens Fru Grammatica, smukt forgyldt paa Bagen,
Kom at engagere mig, jeg blev som et Lagen;
Ak det krilled' i min Taa, Hjertet steeg til Halsen;
Men jeg slap. Cornelius hende bød til Valsen.
Atlas af Pontoppidan, klædt i Svinelæder,
Med Fru Flora danica hist i Dandsen træder;
Reisers fürgterlige Bog sprang med Iliaden;
Ak det suuste skrækkeligt, som en Storm fra Gaden.
Fra Musæet lød en Røst: „Hvad er her paa Færde?"
Og en Landse traadte frem, fulgt af tvende Sværde:
„Schwerenoth! I lærde Pak! vil I være rolig?
Unde I ei Helten Ro i sin sidste Bolig?
Hvad er vel en lurvet Bog mod en Pandser-Plade!
I er' kun Peermadsensgang, vi er' Østergade!"
Og nu hugged Sværdet om, saa der Funker lyste,
Det var fælt, det kan I troe, at mit Hjerte gyste.
Bøgerne fik ogsaa Skræk, hvert et Blad jo bæved,
Som en broget Fuglehær de til Hjemmet svæved,
Og paa Hylderne i Hast deres Pladser søgte.
Men hist i Musæet, ak! det langt værre spøgte.
Op af hver en Askepot steeg de Dødes Bene,
Uh! en Ildstrøm risled mig gjennem hver en Sene.
Sylfelet jeg følte mig, Døren op jeg sprænger,
Ak, hvad seer jeg! — Rundetaarn er der ikke længer.
Støtten lig i Don Juan, Taarnet promeneerte,
Men slig Vandring, kan I troe, fælt mig her geneerte.
Afgrund for og Aander bag værre var end Døden.
Maanen smiled lasket fed, hjalp mig ei i Nøden.
Som en Sappho stod jeg her, Vinden tog i Kjolen,
Nede Vægteren jeg saae, blaa som Martsviolen.
Deilig var min Monolog, Ingen den kan fatte:
Først jeg selv min Død begræd, lod mig derpaa dratte.
Vinden greb i Marv og Been, alt mit Indre raaber,
Men til Lykke havde jeg hos mig Hoffmannsdraaber.
Au! det var et hæsligt Stød. Himmel! see dog bare,
Jeg jo ligger i min Seng uden mindste Fare.
Alt det Hele var en Drøm, Himlen være lovet!
Læser, gid Du vaagne maa, dersom Du har sovet!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I Riddertiden, som De Alle vide
I Riddertiden, som De Alle vide,
Sad Damerne i Kreds høit over Skranken
Og saae paa Kampen med de vilde Dyr.
Og kasted' Damen da sin Handske ned
Og bød sin Ridder kjækt at hente den,
Saa adlød han. — — Det var i Riddertiden,
At mangen ædel Frøken, fornem Frue
Tog mildt sig af den Fattige og Syge,
I Stilhed øvede den bedste Daad.
Som Roserne fremskyde ny' hvert Aar,
Saa lever ogsaa Hines ædle Gjerning.
Men Handskens Kasten blandt de vilde Dyr
Er nu kun til i Sagn og gamle Sange.
Den ædle Qvinde gaaer til Armods Skjul
Og virker godt ved milde Ord og Gjerning.
Hvo er ei gjerne hendes Tjener her
Og hjælper med at samle, med at bære;
Et Blik, et Ord kun — ja her det forstaaes,
At man kan springe ned selv paa Arena.
Og egenligt gjør vi her noget Sligt -
Vi springe ikke ned, men op paa Scenen,
Vi stille vore svage Kræfter frem;
Men det er Hjertets Sag; derfor det voves
I Vennekreds. — Vel sandt, den er lidt stor
Den kjære Vennekreds, som her er samlet,
Men stor, det er just godt for Øiemedet.
Vi virke Alle med: vi vise Mod
Idet vi træde op; De vise Taalmod!
Vi give; — ja, de Fleste har vist seet
I deres Kredse, i den sidste Tid,
Hvor Alle følte, at vi er eet Folk
Og Brødre Alle! Kjærligt gav Enhver,
Selv Børnene tog Deel, de fik istand
En Tombola med ganske ringe Sager,
Men gjerne Smaa og Store toge Nummer,
Man mored sig og smilte glad mod selv
Det Ubetydeligste, som man vandt;
Thi det at vinde var jo ikke Tanken.
Husk, at vor Forestilling denne Aften
Er slig en Tombola, og da I ville
Med venligt Sind modtage, hvad I faae.
Hvad vi kan bringe, falder i det Smaa,
Men i en Vennekreds kan Meget gaae,
Der ellers aldrig gaaer. Og her er Venner,
Ja, Venner af den Fattige, som lider,
Som uforskyldt maa prøve tunge Tider.
Og nu — ja, nu det første Skridt er gjort!
Tag mildt til Takke — De faaer ikke Stort.
Husk paa, De virke med saa godt som Nogen,
Og derfor tusind Tak! — Det var Prologen.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med en 'Gliedermann
Jeg var en Gang paa den grønne Green,
Jeg var selv en Green, ja, en deilig En -
Jeg svaied i Vinden med Blade paa,
Og Fuglene sang, de velsignede Smaa!
Det var min Barndoms Dage.
Men jeg slog mig en Dag fra Familien løs,
En Prygl var jeg bleven, jeg kaldte mig Knøs
Og drog saa i Verden paa Eventyr;
Der sprang jeg i Splinter og blev denne Fyr
Jeg nu er. — Vil De bare behage.
Nu er jeg et Mandfolk, der har en Couleur,
Samt Lemmer, Manerer, Alt, som sig bør;
Jeg seer med Foragt paa den Tid, som forsvandt.
En Broder jeg søgte, — en Broder jeg fandt!
I mig Du dit Billed modtage.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Luftaanden
Mellem det Dybe og Høie
Blev en Luftaand født. Med funklende Øie
Saae han det store Univers sig hvælve,
Men underligt hans Tanke maatte skjælve;
Hans Sjæl var Kjærlighed;
Den var en Higen uden Ro og Fred;
Et Hjerte — ja, et Hjerte søgte han at møde!
Rundt om sig saae han Stjerneskaren gløde,
Den rullede jo med ham, reen og klar;
Da løftede han kjækt sit Vingepar
Og svang sig mod det første Stjernelys;
Det var vor Jord; — men med sit kolde Vinter-Gys,
Den store Masse truende gled frem,
Hvor Menneskeaander, fjernet fra sit Hjem,
Klæbed' i Dynd under Taage og Damp,
Og løftede Vingen i gavnløs Kamp;
Da svang han sig høit, Sollyset nær,
Men de varmende Straaler, det flammende Skjær,
Forsvandt, som en Elskendes Ord;
Og han saae kun en rullende Jord.
Da fløi han mod Tankens yderste Fjerne,
Men hver blinkende Stjerne
Var uden Hjerte, og hvor han saae,
Rullede kun Kloder i det umaalte Blaae,
Da svulmede hans Bryst, og i Toner det klang.
— Det kalder nu Mennesket: Sphærernes Sang.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ved Husets Muur stod en Hæk af Geranier
Ved Husets Muur stod en Hæk af Geranier,
Der sad hun paa Trappens Marmorsteen,
Saa ung, saa deilig, hun solgte Kastanier,
Sad med Blomst i Haaret og med bare Been.
Hun saae med to Livsens Øine paa En,
Var man ei en Iismand, strax blev man en Spanier.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hilsen af norske og svenske Frivillige, som deeltoge i Kampen de to første Krigsaar
Velsignet er den Dag i Dag!
Velkommen Kammerater, brave!
I har sat Danmarks Led i Lave,
Stærkt Gjærdet blev ved hvert et Slag.
— Glad Norsk og Svensk sig stilled' begge
Med Dannebrog i Danskens Række;
Fostbroderligt flød Nordens Blod;
Vi er jo samme Slægt og Rod.
Og derfor nu med Hjemmets Flag,
Som mellem Dannebrog vi svinge,
Vi Hilsner fra vor Hjemstavn bringe;
Gud var med Danmarks gode Sag.
Høit Glædens Kirkeklokker klinge,
De Løver mellem Hjerter springe;
Den Graad, som nu i Øiet staaer,
I Sang vil straale tusind' Aar.
Naar Sørgebud fra Danmark klang,
Hvor Birken groer og under Fjeldet,
For Danmarks Nød blev Taarer fælded';
Nu lyder Nordens Fryde-Sang,
Igjennem Kattegat og Sundet
Den bruser: „Dansken Sei'r har vundet!"
Velkommen brave Kammerat!
Hurra, den tappre Landsoldat!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Fra min Reise i Foraaret 1872
Vi kom fra Keiserstaden,
Solen slog med brændende Øxeslag,
Man blev halvkogt ved at gaae paa Gaden,
Det var en brændende Sommerdag.
Paa Tyrols Bjerge laae Sneen,
Derhen os Dampdragen bar,
Det isnende Favntag af Feen
Var Tegn, vi i Alperne var.
Bjergvandet blev Flod, det bruste
Med Hvirvler og skinnende Strøm,
Vinden i Granerne suste, -
En Storhed! En Digtningens Drøm!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Julesang i det Collinske Huus
Saa sidde vi igjen om Julebordet
Og synge høit vor Sang, vort Juledigt,
Og Glæden er i Hjertet og i Ordet,
Skjøndt Aaret var saa taust, saa alvorsrigt.
Der rulled Kroner hen som Kiselstene,
Men i vor lille Kreds vor Krone blev:
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit Kongerige i vort Hjerte skrev.
Mod Roskild Spir fløi Svanen frem og døde,
Ved Slesvig Kampens Paaskeklokker klang,
Og Tre af Kredsen her gik til det Møde,
Hvor Døden stod, og hvor Kanoner sang.
Mod Savn og kolde Nætter, Oprørsflammen
De gik, og selv vi bad: „I Guds Navn gaa!"
Og see, vi sidde atter samled' sammen,
Det er, som om en Drøm det var, vi saae.
Hver Sorg og Angst i Hjertet vi erindre
Og føle derpaa ret: Gud var os god!
Vor Julestjerne see vi dobbelt tindre;
Dens Straaler skal os give Fremtids Mod.
End mange Aar vort Huuslivs stille Scene
Staae lykkelig, som selv iaar den blev,
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit store Rige i vort Hjerte skrev.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Bøgetræet
Hist staaer et Bøgetræ paa Høien ene;
Afhugget har man jo dets bedste Grene,
Sært ryster Toppen paa den stakkels Fyr;
Han vist fortæller gamle Eventyr,
Om Elskende og andet saadant noget,
Hør kun! — forstod' vi bare Sproget!
„Høi og stolt jeg Kronen bar!
Ægte jo min Stamme var!
Mine Børn, de stolte Grene,
Havde Alting paa det Rene,
Fik ei Skjænd og fik ei Huk,
Drak kun Sol og Morgen-Dug;
Alt har jeg som Moder gjort!
De maae blive noget stort!
Tænkte jeg — det kan ei feile!
Som en Skibsmast, hver skal seile
Lystigt over salten Vande,
See og sees i fjerne Lande!
Men af tretten jeg har havt,
Een blev kun et Kosteskaft!
Gjærdestave blev de tre,
Men de ni, o bittre vee!
De fik dog den værste Ende,
De blev kun til Pindebrænde!"
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
En Moders Skaal
Om ogsaa ude Stormens Slag
Med Hagl paa Ruden trommer,
November bringer os en Dag
Med Solskin og med Sommer,
En deilig Dag, vi kalde vor,
Trods Aarets skarpe Vinde;
Om Sneen fyger udenfor,
Vi har dog Solskin inde.
En Moders Vei er Angstens Vei,
Hvert Barn blev kjøbt med Smerte;
Hvor mangen søvnløs Nat laae ei
En Klippe paa dit Hjerte!
Den spæde Knop blev Blomst og Frugt
Ved dine Kjærtegn ømme,
Og Aar for Aar sig viste smukt
Som Vished Haabets Drømme.
For dine Børn saa mangen Gang
Du sang — de det ei glemme!
Nu synge de for Dig en Sang
Med sødt bevæget Stemme.
Bliv længe hos os, karsk og glad!
Dig Børnebørn omringe!
I mange Aar et Festens Qvad
De Bedstemoder bringe!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ja Guult og Rødt er Spaniens Farver
Ja Guult og Rødt er Spaniens Farver,
De straale ildfuldt fra Flag og Faner,
Og Cactusblomsten dem samlet har,
En Smeltning i det hede Solkys.
Du Solens Blomst, Du Spaniens Symbol,
Du blev, da Maurerne man bortjog;
Jordbunden holdt Du, groer til et Vildnis,
Med Flammeblomst og Lædskedrik.
Dig frelste ikke de tusind Dolke,
Der pible frem fra dine Blade,
Paa Disken kom Du, blev solgt for Spotpriis,
Du Solblomst-Frugt med Spaniens Farver!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til Jonas Collin
Vi er som to Strømme af modsat Løb,
Og dog blev vi lagt i det samme Svøb;
Jeg først født, Du siden, det fryder Dig lidt;
Om Alderens Forskjel Du taler saa tidt;
Hvad gjør den? Mit Hjerte groer dog ind i dit!
Din Aands Kraft jeg troer paa; den er ikke liden;
Vorherre den lade ret groe ind i Tiden!
Og naar Du saa naaer mig i Alder og Aar,
Staa Du da saa ung, som jeg nu for Dig staaer!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Adam Oehlenschläger. Den 26. Januar 1850
Farvel, Du største Skjald i Norden!
Ud til Dit Hjem nu Toget gaaer;
„En smuk Allee til Kirkegaarden"
Et Folk i Sorg langs Veien staaer.
Til Frederiksberg! der var din Vugge
Der Aandens Lampe straalte rigt
Der skal om Dig sig Graven lukke.
Din Vandring er et Skjønheds Digt,
Guds Lys i Dig blev Aandens Eie
Deel af os selv og altid vort.
Farvel! hvil sødt! redt er dit Leje!
— I Graad døer Vuggesangen bort.
Farvel! Farvel! — nu græder Norden,
Som Du forstod, som Du besang,
Saa Oldtid steeg igjen af Jorden,
Dens Hjerte slog, dens Skjolde klang,
— som Foraardsvinden over Voven
Saa frisk, saa sund blev Sangen bragt.
Din Sang var dansk som Bøgeskoven
Og nordisk som Nordlysets Pragt. -
Farvel, Du største Skjald i Norden!
Ud til Dit Hjem nu Toget gaaer;
„En smuk Allee til Kirkegaarden"
Et Folk i Sorg langs Veien staaer.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Fortrøstning
Ei Nogen veed, hvad imorgen skeer,
Alene Gud Herren det veed og seer;
Men naar det for Danmark saae mørkest ud,
Kom altid Frelse og Hjælp fra Gud.
Da Landet laae splittet og reent faldet hen,
Opmandet det blev af Niels Ebbesen;
Gud Herren ledte vor Velfærds Sag,
Og hele Danmark saae Atterdag.
Det er en Storm-Nat, høit Søen slaaer,
Vort lille Fartøi paa Dybet gaaer,
Men Gud, Vorherre ved Roret staaer,
Han raader, hvad ogsaa end Mennesket spaaer.
Ei Nogen veed, hvad imorgen skeer,
Alene Gud Herren det veed og seer;
Men naar det for Danmark saae mørkest ud,
Kom altid Frelse og Hjælp fra Gud.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!