Sorterup
Du digted' for Dansken en Sang under Ø,
Den burde hver Dannemand kjende,
Den havde den Skjæbne, den aldrig vil døe,
Med Dig vil det samme vist hænde.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Fyen
Ved Tanken om min Føde-Ø,
Forsvinder hver en Smerte!
Den favnes af den stolte Sø,
Og kaldes „Danmarks Hjerte."
Her havde Freia fordum Bo,
Nu flyer hun disse Kyster,
Thi ellers havde Øen to,
— Nys saae jeg hendes Søster.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Granattræet
I Vaaren er hver Blomst en Flamme,
I Høsten er hver Blomst en Frugt.
Viis Du, o Digter, os det Samme
I dette Jordlivs snare Flugt!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hjemvee
Om Aft'nen i det lille, snevre Kammer,
Naar Alt er stille, i mit Bryst det flammer!
En mægtig Længsel fylder al min Tanke,
Af Hjemvee føler jeg mit Hjerte banke,
Og jeg maa græde, skjøndt jeg er en Mand,
Thi her, har Hjertet intet Fædreland!
Naar Kunsten aabner mig sit store Rige,
Den samme Længsel føler jeg da stige,
Enhver Musik, hver Sang der naaer mit Hjerte,
Gjenvækker denne bittre, søde Smerte,
Men Hjemmet finder jeg dog aldrig her,
Mit Hjem er der, hvor jeg kun ikke er!
Seer jeg den friske Skov, de grønne Dale,
Da føler jeg, hvad ei jeg kan udtale,
Seer jeg det stolte Hav og Aftenrøden,
Da længes Hjertet mægtigt efter Døden!
Dog nei! det er ei Døden, nei, et Hjem, -
Et Hjem, hvis Navn jeg ei kan stamme frem.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Vandrerens Sang
Hvor Stormen løfter høit sin stærke Stemme,
Hvor Bølgen svulmer paa det stolte Hav,
Jeg tænker kun paa Dig. — Dig Gud mig gav!
— Jeg kan Dig aldrig glemme!
Paa Sletten, hvor den vilde Hingst har hjemme,
Paa Fjeldets Tind, høit i den kolde Sky,
Jeg seer kun Dig, — selv i hver fremmed By -
— Jeg kan Dig aldrig glemme!
Og bort, ja bort — det snevert er her hjemme -
Did hen, hvor Granerne paa Bjerget groe!
Langt bort, langt bort! — Faaer Hjertet da vel Ro?
— Jeg kan Dig aldrig glemme!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hører Du Havets susende Tone
Hører Du Havets susende Tone,
Klang i Naturens store Accord?
Hver en Conchylie har Lyd af den samme,
Aldrig derinde i den døer den bort.
Sneglehuus nede fra Havdybets Verden,
Hvor i Koralskoven Vragene staae,
Der hvor saa Mange sank ned uden Kiste,
Bølgernes Skum er det Liglag'n, de faae;
Dybets Conchylie, dit Herskab er borte,
Du er et Lighuus med Spøgelse i;
I Dig det suser og synger, hvad Havet
Rummer, mens Tider foer det forbi.
Dig til mit lyttende Øre jeg lægger,
Suus og fortæl, hvad et Verdenshav dækker!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Man Binder Os P Mund Og Hnd (edit)
1. Gribe efter blanke ting
vil hvert et grdigt lille barn.
Binde andre med en ring
gr man som helbefarn.
Tnk hvor har man stet tit
og delt et vindusparadis.
Helle, helle det er mit!
Og livet gr p samme vis:
Man binder os p mund og hnd,
med vanens tusen stramme bnd,
og det er besvrligt at flagre sig fri.
Vi leger skjul hos en, som ved
at skrme os mod ensomhed
med sde kontrakter vi luller os i.
Kunne vi forbyde de tre ord: jeg lover dig
var vi vist i krlighed p mere rlig vej.
De ord, vi svor med hnd og mund,
de glder kun den korte stund,
til glden er borte og alting forbi.
2. Krlighed og gteskab,
hvad kommer de hinanden ved?
Krlighedens tomme gab,
til kben gr af led.
Elskov er den vilde blomst:
I gartnerhnder gr den ud.
Skrmet fr den sin bekomst,
men blomstrer hedt i storm og slud.
Man binder os p mund og hnd,
med vanens tusen stramme bnd,
men ingen kan ejes. Vi flagrer os fri.
I alle krtegn er en flugt
de rde sansers vilde flugt
fra pligternes tvungne fortrampede sti.
Du m ikke eje mig. Jeg ejer ikke dig.
Alle mine kys er ikke ja og ikke nej.
De ord vi svor med hnd og mund
de glder kun den svimle stund,
det netop er kysset fra dig jeg ka' li.
3. Mde hvad der venter os,
og ingen v, hvordan det gr.
Bre skbnen uden trods,
hva der s forestr.
Glad ved hver en venlighed,
men uden tro, at det bliver ved.
Sge fred, i det vi vd,
at vi har ingen krav p fred.
Man binder os p mund og hnd,
men man kan ikke binde nd,
og ingen er fangne, nr tanken er fri.
Vi har en indre fstning her,
som styrkes i sit eget vrd,
nr bare vi kmper for det, vi ka li.
Den, som holder sjlen rank, ka aldrig blie trl.
Ingen ka regere det, som vi bestemmer sel.
Det lover vi med hnd og mund
i mrket fr en morgenstund,
at drmme om frihed blir aldrig forbi.'
( Man binder os p mund og hnd, 1940)
song performed by by Outlandish
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat
Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat,
Har man kun Røst, paa den megen gode Spisen!
Blæse være Røsten! er bare Hjertet godt,
Man kan indvortes følge med i Visen!
Hjertet slaaer Tact og Øiet leer,
Her Ingen er, som fordrer meer!
Rosenhækken har Geburtsdag i Guds Sol,
Roserne dens Børn, de drikke Dug og nikke.
Hver har sin Stilk, vi sidde paa en Stol,
De dufte, men vi Andre vi drikke,
Alle synge samme Skaal i Chor:
Din Skaal, Du kjære Bedstemo'er!
Skjænd passer ei, og dog vi skjænde maae,
Fødes i November, det er ikke rigtigt!
Det er jo umuligt at vi kan Blomster faae!
Til en Fest er Blomster noget Vigtigt!
Nu maae vi binde en Tone-Bouquet,
Dog Hjertets Sang er aldrig slet!
Blomster har Du selv i Hjertets Mindebog,
Blomster, som kan Sindet styrke og fornøie.
Dengang Nattens Sky hen for dit Øie drog,
Stærkt og klart saae dit indre Øie!
Skyen tager Flugt! — dog nok er sagt,
Du os forstaaer: Skaal Solens Pragt!
Der boer i hvert et Bryst, som elsker ret,
Toner, som ingen Digter kan udsige;
Han kun peger hen — men vi, vi føle det,
Det er Summen fra Kjærlighedens Rige!
Hjertet har seet da Skyen laae
Hjertet vil og vor Sang forstaae!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Romanze
Vi saae hinanden efter mange Aar,
Jeg saae i Dybet, da jeg saae i Øiet;
Min Tanke aldrig hun at vide faaer -
Jeg hilsed hende, — hver var saa fornøiet;
I Skoven.
Det var et kort Minut, og dog saa rigt,
En Duft af Blomster strømmed mig imøde,
Jeg husked paa en Sang — et Ungdoms Digt,
Jeg nynner den — og mine Kinder gløde -
I Skoven.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I Orienten Nattergalen
I Orienten Nattergalen
Synger til Rosens Priis.
I Norden, her i Dalen,
Jeg følger den samme Viis.
Skjøn Jomfru rødmer — en Rose fiin! -
Aldrig bliver dog Rosen min.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Bøgetræet
Hist staaer et Bøgetræ paa Høien ene;
Afhugget har man jo dets bedste Grene,
Sært ryster Toppen paa den stakkels Fyr;
Han vist fortæller gamle Eventyr,
Om Elskende og andet saadant noget,
Hør kun! — forstod' vi bare Sproget!
„Høi og stolt jeg Kronen bar!
Ægte jo min Stamme var!
Mine Børn, de stolte Grene,
Havde Alting paa det Rene,
Fik ei Skjænd og fik ei Huk,
Drak kun Sol og Morgen-Dug;
Alt har jeg som Moder gjort!
De maae blive noget stort!
Tænkte jeg — det kan ei feile!
Som en Skibsmast, hver skal seile
Lystigt over salten Vande,
See og sees i fjerne Lande!
Men af tretten jeg har havt,
Een blev kun et Kosteskaft!
Gjærdestave blev de tre,
Men de ni, o bittre vee!
De fik dog den værste Ende,
De blev kun til Pindebrænde!"
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hilsen af norske og svenske Frivillige, som deeltoge i Kampen de to første Krigsaar
Velsignet er den Dag i Dag!
Velkommen Kammerater, brave!
I har sat Danmarks Led i Lave,
Stærkt Gjærdet blev ved hvert et Slag.
— Glad Norsk og Svensk sig stilled' begge
Med Dannebrog i Danskens Række;
Fostbroderligt flød Nordens Blod;
Vi er jo samme Slægt og Rod.
Og derfor nu med Hjemmets Flag,
Som mellem Dannebrog vi svinge,
Vi Hilsner fra vor Hjemstavn bringe;
Gud var med Danmarks gode Sag.
Høit Glædens Kirkeklokker klinge,
De Løver mellem Hjerter springe;
Den Graad, som nu i Øiet staaer,
I Sang vil straale tusind' Aar.
Naar Sørgebud fra Danmark klang,
Hvor Birken groer og under Fjeldet,
For Danmarks Nød blev Taarer fælded';
Nu lyder Nordens Fryde-Sang,
Igjennem Kattegat og Sundet
Den bruser: „Dansken Sei'r har vundet!"
Velkommen brave Kammerat!
Hurra, den tappre Landsoldat!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I See You Every Time I Close My Eyes
I see you
Every time I close my eyes
Every time I dream
Every time I drink a glass of water
Every time I eat
Every time I watch TV
Every time I read
Every time I go for a walk in the woods
Every time I shop
Every time I listen to music
Every time I think
Every hour, every minute, every second
you are there in my head
I see you
Every time I close my eyes
Norwegian version:
Jeg ser deg
Hver gang jeg lukker øynene
Hver gang jeg drømmer
Hver gang jeg drikker et glass vann
Hver gang jeg spiser
Hver gang jeg jeg ser på TV
Hver gang jeg leser
Hver gang jeg går en tur i skogen
Hver gang jeg handler
Hver gang jeg hører på musikk
Hver gang jeg tenker
Hvert time, hvert minutt, hvert sekund
er du der i mitt hode
Jeg ser deg
Hver gang jeg lukker øynene
poem by Inco G. Nito
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Gurre
Hvor Nilen vander Ægypterens Jord
I Africas brændende Lande,
Der mødtes to Fugle, de kom fra Nord,
De talte om Danmarks Strande:
„O husker du Sjølund, den deilige Ø,
Hvor de vilde Skovduer kurre,
De duftende Bøge, den stille Sø,
Husker du Gurre?"
— „Ja, der har jeg bygget en Sommerdag,"
Saa talte den lille Svale,
„Jeg havde min Rede ved Bondens Tag,
Jeg hørte ham synge og tale.
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!"
Chor
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Eccho
— skjønnest i Danmark!
Ved Gurre-Sø laae Kong Valdemars Borg,
Den saae ham med Tovelille;
Den kjendte hans Lykke, den kjendte hans Sorg,
— Ak Trøstens Harper hang stille;
Hans Glæde blev skrinlagt bag Kirkens Muur,
Hvor de vilde Skovduer kurre.
— Om Tovelille sang Guds Natur
Deiligst i Gurre!
Der havde de vandret hver lønlig Sti,
Naturen blev her til hende;
Han kunde ei gaae en Blomst forbi,
Den sagde: „Kan Du mig kjende?"
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Chor
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Eccho
— skjønnest i Danmark!
Ved Gurre-Sø holdt Kong Valdemar Jagt,
Smukt Hornet lød gjennem Skoven,
Den stod i sin rigeste Sommerpragt,
Og Stjerner funkled' foroven;
Da raabte Kongen saa lystelig,
Hvor de vilde Skovduer kurre:
„Lad Gud beholde sit Himmerig,
Har jeg kun Gurre!"
— Det er saa deiligt en Sommerdag,
Men deiligst i Nattens Stille,
Naar Stjernerne blinke og Droslens Slag
Fortæller om Tovelille.
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Chor
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Eccho
— skjønnest i Danmark!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
L. C. Sander
Du sang Niels Ebbesen, at Dansken kunde prise
Den Skjald, han elsked' alt for Dødens Vuggevise.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I lignende Anledning, fremsagt af Carl Price
Prologen er altid en Slags Bouquet,
Hvormed man siger: Velkommen herinde!
Men bringe een, som er ny og net,
De Blomster er ikke saa let at finde,
Og vanskeligst, skal de være piquante.
Dog Fader og Moder og Onkel og Tante,
Cousinerne med, de sagde — „gaa dog.
Et hjerteligt Ord er den bedste Prolog!"
Een har det i Tale og Een i Mimik,
Jeg her maa sige de Vers jeg fik,
Maa bringe de Blomster som var at faae,
Den ærlige Villie vil Ingen forsmaae!
I Romerlandet hvor Apelsinen
Paa Træet hænger som Æblet her;
Der fødtes Pierroen og Harlekinen,
De ved Casorti blev Dansken kjær,
Ja Pantomimen blev dansk som Nogen,
Derom maa der staae i Mindebogen.
Et Blad tages frem, med „Guldnøglen" paa,
Tableauer og Dandse skal Rammen slaae
Saa broget, phantastisk og udenlandsk,
Men Hjertet deri er ved Slægten dansk.
Hav Tak for det Hjem vi har fundet her,
Hav Tak for det Bifald De gav os hver.
Det er en Tid siden sidst vi saaes,
Her foran Lampernes magiske Flamme,
Velkommen! Det venligt og godt forstaaes!
Velkommen! Gid De maae sige det samme!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
P. M. Trojel og P. K. Trojel
Hiin sang Dumhedens Gudinde,
Denne, sang sin Skræders Priis.
Verden maa dem Krandse binde,
De for den bandt hver — et Riis.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Recension
Vel rødmer Land og Hav ret smukt i Aftensolens Flamme,
Men ak, Maneren, mærker man, bestandig er den samme.
Original er Solen ei, hvad saa den er forresten;
Bestandig staaer den op i Øst, og synker ned i Vesten.
Saa komme Nattens Stjerner frem, men man sig ret maa harme,
De skinne vel, men Alt er koldt, der er ei Liv, ei Varme.
En Nattergal ret snurrigt slaaer sin Trille hist bag Muren,
Men der er ei Methode i, det er jo reent Naturen;
Desuden er den altfor ung, har neppe Duun paa Hagen,
Og havde Sangen ingen Feil, saa sang den nok om Dagen.
Nu staaer da ogsaa Maanen op, og den er ei saa ilde,
Var den dog bare altid rund, og ikke skifte vilde.
Høit skummer Bølgen, men for stærkt, den maa sig moderere -
— Det Hele røber vel Genie, men heller ikke mere!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hvad jeg elsker
Jeg elsker Havet, naar det stormer vildt!
Jeg elsker det, naar Fladen ligger mildt,
Og Maanen speiler sig i Dybets Blaae.
Jeg elsker Bjergene, jeg aldrig saae!
De store Floder og de dybe Dale.
Jeg elsker Skovens grønne Sommersale!
Den tause Nat med al sin Stjerne-Hær,
Og Aftenrøden i sit stærke Skjær!
Den hvide Riimfrost paa den nøgne Green;
— Men hade — nei, jeg hader ikke Een!
Jeg hader kun hver bitter, grusom Lyst!
Jeg hader Syndens Tanke i mit Bryst!
Jeg hader Mysticismens Pave-Baand!
Men elsker Barnet og hver barnlig Aand,
Jeg elsker Tanken i sin stolte Gang,
Og Tonekunsten med sin Længsels Sang!
Jeg elsker Blomsten med sin friske Duft,
Og Fuglen i den rene, frie Luft!
Jeg elsker Vennen, høit som Himlens Blaae!
Og Qvinden — — ja! een eneste jeg saae,
Og hun var Brud — det var jo ret en Lyst! -
Jeg elsker denne Længsel i mit Bryst!
Jeg elsker Graven med sin dybe Fred,
Og Tanken om den store Evighed! -
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I Granada, gjennem Byen
I Granada, gjennem Byen,
Sorgfuld drager Maurerkongen;
Fra Elviras Port han rider
Hen til Porten Bivarrambla.
Vee mig, mit Alhama.
Breve vare komne til ham,
At han havde tabt Alhama;
Brevene han smed til Jorden,
Den, som bragte dem, han dræbte.
Vee mig, mit Alhama!
Og han steg ned af sit Muuldyr,
Satte sig paa Hesten, red saa
Til Alhambra, lod der skingre
Sølvtrompet og Kjedeltromme.
Vee mig, mit Alhama!"
„Kun din Ret skeer Dig, o Konge!
Du fortjente værre Skjæbne."
„Som Du Alhama har mistet,
Miste skal Du snart dit Rige!
Vee mig, mit Alhama!"
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Konen med Æggene
Der var en Kone paa Landet,
Hun havde en Høne blandt Andet.
Nu, lægge Æg er Hønens Fag,
Og denne gav eet hver evige Dag;
Det var et Par Snese, da de blev talt,
See, det fandt Konen ikke saa galt!
Hun dem forsigtig i Kurven fik,
Tog den paa Hovedet og gik.
Til Staden styrede hun sin Gang;
Men hun var ene og Veien var lang,
Skjøndt hun gik til af alle Kræfter.
Nu tænkte hun over og regned' efter,
Hvor godt hun fik sine Æg betalt,
Og det var jo heller ikke saa galt:
»Ja vist!« saaledes hun gaaer og taler,
»For disse faaer jeg en hel Rigsdaler.
For den vil jeg kjøbe to Høns, lad see!
Med den der hjemme har jeg da tre;
Hver lægger Æg, og om ikke længe
Kan jeg handle igjen og komme til Penge;
Jeg kjøber tre Høns, til de tre jeg har;
See det bliver sex- Deres Æg jeg ta'er;
Jeg sælger de halve, den anden Rest
Skal ruges til Kyllinger, det er bedst!
Jeg faaer da en Hønsegaard; tænk Dig bare!
Og den tager til. Det er holdende Vare!
Endeel lægger Æg, endeel ruger ud -
Hvor jeg bliver rig, Du søde Gud!
Jeg kjøber to Gæs og et lille Faar,
Og bedre og bedre Handelen gaaer
Med Æg og med Høns og med Fjær og med Uld.
Tilsidst faaer jeg Pengeposen fuld!
Jeg kjøber en Griis, jeg kjøber en Ko,
Hvo veed, maaske kan jeg kjøbe to?
See det giver af sig! og efter et Aar
Har jeg Huus og Folk og Køer og Faar.
Saa kommer en Frier ind i min Stue,
Han kysser min Haand, og jeg bliver Frue!
For han har en Gaard, der er større end min!
Jeg bliver saa fornem, saa stolt og saa fiin,
Jeg taaler ikke den mindste Snakken,
Jo, jeg skal vide at knejse med Nakken!«
— Og ret som hun sagde det, gjorde hun saa-
Klask! Æggene der paa Jorden laae!
Med dem den hele Lyksalighed faldt -
Og det var i Grunden ikke saa galt!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!