En.Citatepedia^®.ro

Nordal Bruun

Franske Snørliv — — Dog du veed
nok hvortil jeg sigter.
Boer Du paa det høie Fjeld,"
synger Du som Digter.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

F. C. Sibbern

Selv uden Mandens Navn og hvert Hentydnings-Stof,
Jeg skulde næsten troe, man seer til hvem jeg sigter.
— Gid hver en Digter var saameget Philosoph,
Som denne Philosoph har viist, at han er Digter.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Romance af Festen paa Kenilworth

Hyrden græsser sine Faar,
Gjærdet er hans Throne,
Solen Purpur om ham slaaer,
Maanen er hans Krone.
Hvad mon vel han tænker paa?
længe taus han stod og saae
frem i Aftenstunden.
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.

Kongens Datter, stolt og fiin,
staaer i Kongeborgen;
Silke, Guld og Hermelin
skjule ikke Sorgen.
Tanken, som en Fugl saa let,
flyver, bliver aldrig træt,
synger: „Jeg har funden!"
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.

Vind og Blomst, svar, hver især,
kommer hun dog ikke?
Vinden hvisker: „Hun er nær!"
Blomsterne de nikke.
Skjult en Sti fra Slottet gaaer,
Fuglen høit bag Krattet slaaer:
„Han har hende funden!"
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Man finder det passende, finder det smukt

Man finder det passende, finder det smukt,
Naar jeg synger om Svanernes Sang og Flugt,
Om det svulmende Hav, om Stjernernes Pragt,
Om Guds Natur i dens Fylde og Magt;
Men synger jeg ud mit Hjertes Sang,
Ved Synet af Spaniens deilige Qvinder,
Den svulmende Skjønhed, den svævende Gang,
De Øine, de Fødder, de flammende Blikke,
Saa sige de strax, det passer sig ikke,
Den nordiske Fromhed og Klædning vi savne.
Men jeg veed i Spanien ei Ord eller Navne
For Tanken, undtagen — „at kysse og favne!"
I Paradiishaven, som Spanien staaer nær,
Det Deiligste det var jo Eva der,
Og alt det Deiligste, skabt af Gud,
I Kjærlighed synger mit Hjerte ud!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Fædrelandet

Ægypteren ved Nilen gaaer,
Glad ved den rige Høst, som kommer,
Stolt Vandrefuglen med Vingen slaaer,
Fortæller om den danske Sommer.
„Et Land, Ægypten ligt, i Nord jeg veed,
Med Oldtids Minder og med Frugtbarhed,
Skoven er saa grøn,
Qvinden er saa skjøn!
Og dette Land, det kaldes Danmark!"

Naar Svanen synger sin sidste Sang,
Den synger om de grønne Øer,
Om Kjæmpegrave paa Kløvervang,
Om Skovomkrandste stille Søer;
Den Strand, hvor Havfruen i Maaneskjær
Forkynder høit hvad Stort sig rører her.
Havet har fortalt
Smukt til Svanen Alt; -
Og dette Land, det kaldes Danmark!

Den lille Svale veed god Besked,
Den boer, saa den seer ind i Stuen;
Om huuslig Lykke, om Trofasthed
Den qviddrer der i sin Beskuen.
Fra Slottets Marmor og til Hyttens Straa
Et ærligt Sind og Stræben Fuglen saae;
Offre vil hver Stand
Alt for Fædreland,
Og dette Land, det kaldes Danmark!

Ja, Danmark er vort Fædreland,
For det at virke, er at leve!
Gud signe Kongen og hver en Mand,
Som ærligt stræber det at hæve!
Paa sommergrønne Øer høit i Nord,
Hvor Skoven gjør til Indsøe Bugt og Fjord,
Axets Guldkorn groe!
Gid der Lykken boe!
Vort Fædreland, det kaldes Danmark!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

P. H. Friemann

Den stille Bæk," hvor Rosen gynger
Og speiler sig, Din Lovsang synger;
Hvad Du har sagt saa smukt om den,
Den synger os om Dig igjen.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

F. J. Hansen

Du synger ungdomsglad med Smiil paa Kind,
Dig vinker Verden med sit Lys, sin Skygge,
Lad Digter-Hjertet fast paa Himlen bygge,
Vi kun som Børn i Himlen lukkes ind.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

B. S. Ingemann

Hvad Du sang ved grønne Bred,
Ved den blanke Vove,
Leve vil, mens Kjærlighed
Boer i Danmarks Skove;
Psalmer tone fromt mod Sky
Over Gravens Høie,
Hjertets Blomster dufte blye,
Som Violens Øie.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Den jydske Hede i Regnveir

Ak, Himlen staaer med Graat i Graat!
Og Regnen rusker nu saa smaat;
See, Heden hist og her sig høiner,
Men Lyng og Lyng og Lyng man øiner;
Hver grønlig Plet gjør Hjertet glad,
Skjøndt Græsset ligner Andemad.

Saa tungt i Sandet Vognen gaaer,
Og Lyngen ind mod Hjulet slaaer;
To Smaa-Børn vogte Faar ved Veien,
Hør, Drengen blæser paa Skalmeien,
Imedens fromt hans Søsterlil,
En Psalme synger os dertil.

Hun ogsaa andre Viser veed,
Selv den, om: „Roat, som faldt ned" -
— Men tys! hvem er det som sig nærmer?
Det er' Nomade-Folk, som sværmer;
Zigeunere de er' paa Tydsk,
Men kaldes Kjeltringer paa Jydsk.

See, Konen her er ikke styg!
Hun bærer Vuggen paa sin Ryg;
Den Lille sover der og drømmer,
Skjøndt Regnen over Vuggen strømmer;
De andre Unger ved Siden gaae,
De tradske godt, skjøndt de er' smaae.

Hvem veed —? Selv Tanken gjør saa godt;
Maaskee jeg her — skjøndt Alt er graat,
Skal deres Preciosa møde,
Den fine, line, søde, bløde!
Hvor er hiin Sol paa Hedens Nat?
Mon hun er alt i Hullet sat?

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Th. Thaarup

Hvor Rugen groer,
Hvor Bøge skygge,
Hvor danske Hjerter bygge,
Din Sangfugl evig boer:
Den synger glad sit Stykke:
Den danske Bondes Lykke
Og dine Psalme-Chor.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Sonnet V: Nothing But No

Nothing but "No," and "Aye," and "Aye," and "No"?
How falls it out so strangely you reply?
I tell ye, Fair, I'll not be answer'd so,
With this affirming "No," denying "Aye."
I say, "I love," you slightly answer "Aye";
I say, "You love," you pule me out a "No";
I say, "I die," you echo me an "Aye";
"Save me," I cry, you sigh me out a "No";
Must woe and I have nought but "No" and "Aye"?
No I am I, if I no more can have;
Answer no more, with silence make reply,
And let me take myself what I do crave.
Let "No" and "Aye" with I and you be so;
Then answer "No," and "Aye," and "Aye" and "No."

poem by Michael Drayton
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Med 'Molbechs Eventyr

Her aabnes Dig et Slot med tusind Sale,
Hvor alle Billeder fra Væggen tale;
I Haven findes Bjerge, dybe Dale,
Hvor Guld og Perler groe ved Kildens Væld;
Sin Ryg tilbyder Dig den lille Svale,
Besøg da Møllen, hvor de Guldkorn male,
Hvor Dragen snoer i Bugt sin stærke Hale,
Besøg selv Stjernen over Skyens Fjeld;
Her voxe Palmer straalende og høie,
Her gaaer en Tinsoldat med farvet Trøie,
En Guldskov vil fortrylle sært dit Øie,
Og „Alferne", dem skal Du kjende nøie,
Den Dødes Søn Dig rører ved sit Liv,
Skjønheden vil Dig lære elske Dyret,
Prindsessen sidder skjult i Kjærets Siv,
Den vilde Røver staaer med blodig Kniv -
Gaae dristig til, her lever Eventyret -
Det kaldes Molbechs i det danske Land,
Men han er bare for det — Færgemand.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Jock

There's a soldier that's been doing of his share
In the fighting up and down and round about.
He's continually marching here and there,
And he's fighting, morning in and morning out.
The Boer, you see, he generally runs;
But sometimes, when he hides behind a rock,
And we can't make no impression with the guns,
Oh, then you'll hear the order, "Send for Jock!"
Yes -- it's Jock -- Scotch Jock.
He's the fellow that can give or take a knock.
For he's hairy and he's hard,
And his feet are by the yard,
And his face is like the face what's on a clock.
But when the bullets fly you will mostly hear the cry --
"Send for Jock!"

The Cavalry have gun and sword and lance;
Before they choose their weapon, why, they're dead.
The Mounted Foot are hampered in advance
By holding of their helmets on their head.
And, when the Boer has dug himself a trench
And placed his Maxim gun behind a rock,
These mounted heroes -- pets of Johnny French --
They have to sit and wait and send for Jock!

Yes, the Jocks -- Scotch Jocks,
With their music that'd terrify an ox!
When the bullets kick the sand
You can hear the sharp command --
"Forty-Second! At the double! Charge the rocks!"
And the charge is like a hood
When they warmed the Highland blood
Of the Jocks!

poem by Andrew Barton Paterson
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Gefion

Kong Gylfe sidder i Gildehuus,
Saa klare Kjerterne brænde;
Han drikker Mjød af det blanke Kruus,
Med sine gjæveste Svende.
Mens Kruset lystigt om Bordet gaaer,
Veifarende Qvinde ved Døren staaer;
Snildt kan hun Strængene røre,
Kong Gylfe lyster at høre.

Sært toner den dybe Strængeleg,
En Qvinde kunde den kyse!
Det er, som Stormen ryster en Eeg,
Som vilde Øxne der fnyse.
Ja, Sangen trænger til Marv og Been,
Saa synger Bølgen mod Klippens Steen,
Og huler de stolte Kyster,
Som den i Brændingen kryster.

Snart stiger Tonen klagende, øm,
Det haardeste Bryst at bøie,
Snart klinger den mild, som Barnets Drøm,
Som Fuglens Sang i det Høie.
Kong Gylfe lytter saa taus dertil.
„Din Sang jeg kongelig lønne vil!
Spænd fire Øxne for Ploven,
Pløi Dig en Ager fra Skoven!

Hvad Du i et Døgn kan pløie der,
For Sangen jeg Dig vil skjænke!"
— Hun takker og gaaer — Men Een og hver
Nu sidde saa taus paa Bænke.
„Tys! atter rører hun Harpen snildt."
— „Det Øxnene er, som fnyser vildt!"
— „Tys! hører I Storm og Torden?"
— „Nei! Ploven hun sætter i Jorden."

„Tro mig, jeg hører nu hendes Sang,
Som Brændingen monne den tone!"
— „Nei, det er Ploven hun sætter igang,
Hun pløier det Bedste fra Skaane!
I Furen bølger den salte Sø,
Hun har sig pløiet en deilig Ø,
Med Kjæmpehøie og Skove."
— Vi Danske maae Gefion love!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Til Hende

Du spurgte: „Hvad er Deres bedste Sang?
Den bedste Sang, faaer jeg den ei at høre?"
Nu vel, hvis Du har Lyst og Mod engang,
Saa hør! Gud staaer hos mig! Nu vil jeg Harpen røre.

En Digters Lykke vil jeg synge om.
Han vove tør, hvad ingen Anden vover,
Udtale tør han, hvad til Hjertet kom,
Gud er i ham, og Himlen ovenover.
Han sige tør med Kjærlighedens Mod
Og som et Barn uskyldigt sig hengive:
Du kalder Dig min Søster, er mig god;
Men Mere, meget Mere maa Du blive!
Ved Dig jeg luttres, styrkes, bliver stor,
Jeg elsker Dig som Ingen her paa Jorden,
I Dig jeg lever, og paa Dig jeg troer,
Mit eget Jeg er glemt, Din er jeg vorden!
O, svar! — Og dog er Taushed Haabets Traad,
Da tør endnu paa Dig jeg stadigt tænke.
O, vidste Du de lange Nætters Graad!
Mit hele Aandens Liv vil jeg Dig skjænke;
Jeg vente vil, som der i Sangen staaer,
I lange, lange, runde femten Aar
Som „Ridder og skjøn Jomfru," — Alt for Dig!
Du rige Sjæl! Elsk Sjælen dog i mig,
Den kom fra Gud; hans Villie skee og blive!

— Ja, det er Sangen, Digteren tør skrive.
Du spurgte om den; — Digtet veed Du nu.
Jeg er ei Digter — al min Magt fik Du!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

C. Castenskjold

Der synges i By, paa Mark og i Skov,
Der synges den danske Landsoldats Lov!
Det Hverdags og Smaalige svinder og døer;
Men Hæderens Fugl, den har Næb, den har Kløer.
Den har Du alt fanget, det monne Dig hue;
Du straaler i Sundhed; hvad siger lidt Snue?
Selv den faaer Du næppe; Du boer som en Bæver
Med Voldgrav om Huset. En Hustru saa væver
Forvandle til Himlen dit Borreby!
Om det og om Eder vi synger i Sky.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Naar man saa godt som hver en Aften maa

Naar man saa godt som hver en Aften maa
Erkjende glad, at ædle Hjerter slaae,
Som dømme mildt, og man er velseet,
Saa ønsker man at møde en Poet,
Der kunde give Ord for det herinde.
Men det Slags Folk er ikke let at vinde;
De sige strax: „Min Gud, hvor skal jeg dog
Nu atter kunne skrive Epilog!
Det Thema udpiint er, ei værdt at høre".
Udpiint? Jeg mener nei! Man kan det gjøre
Saa let, saa ligefremt — just det jeg troer.
Udtal kun: dybtfølt i mit Hjerte boer,
Det næsten som et Eventyr her groer,
Et Eventyr, hvor Livets Farver spille,
Og Tanken er saa nær just dette Sted.
Paa denne Scene alt som ganske lille
I Pantomimen legede jeg med,
Jeg fra en Leeg det ikke kunde skille.
Saa skifted om det gamle Legested,
En større Scene, Dands og Deilighed:
Balletten aabnede sit Tryllerige.
Ved Bellmans Fest sprang Ulla ungdomsglad,
Og milde Øine saae den unge Pige -
Da lød ind i mit Bryst en Sangfugls Qvad:
„Fremad i Kunsten!" klang dens dybe Stemme,
Og Fuglen svang sig did, hvor vi fornemme,
Lysstraalen boer; — men i mit Bryst var lagt
Igjennem Alvor Kunstens høie Magt.
Og paa den Scene, jeg som Barn var hjemme,
Udfolder Vingen sig til bedre Flugt.
Gid engang jeg i Kunsten værdigt smukt
Den Plads indtage, hvorom Hjertet bad,
Og opfyldt see, hvad tyst hiin Sangfugl qvad,
Der vakte Længsel og dog Mod tillige.
Gid jeg i Gjerning maa min Tak udsige!
— Det bad jeg blive lagt i Epilogen;
— Men her staaer meget Meer i Hjertebogen.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

The ABC

'Twas midnight in the schoolroom
And every desk was shut
When suddenly from the alphabet
Was heard a loud "Tut-Tut!"

Said A to B, "I don't like C;
His manners are a lack.
For all I ever see of C
Is a semi-circular back!"

"I disagree," said D to B,
"I've never found C so.
From where I stand he seems to be
An uncompleted O."

C was vexed, "I'm much perplexed,
You criticise my shape.
I'm made like that, to help spell Cat
And Cow and Cool and Cape."

"He's right" said E; said F, "Whoopee!"
Said G, "'Ip, 'Ip, 'ooray!"
"You're dropping me," roared H to G.
"Don't do it please I pray."

"Out of my way," LL said to K.
"I'll make poor I look ILL."
To stop this stunt J stood in front,
And presto! ILL was JILL.

"U know," said V, "that W
Is twice the age of me.
For as a Roman V is five
I'm half as young as he."

X and Y yawned sleepily,
"Look at the time!" they said.
"Let's all get off to beddy byes."
They did, then "Z-z-z."

poem by Spike Milligan
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

You're right—

234

You're right—"the way is narrow"—
And "difficult the Gate"—
And "few there be"—Correct again—
That "enter in—thereat"—

'Tis Costly—So are purples!
'Tis just the price of Breath—
With but the "Discount" of the Grave—
Termed by the Brokers—"Death"!

And after that—there's Heaven—
The Good Man's—"Dividend"—
And Bad Men—"go to Jail"—
I guess—

poem by Emily Dickinson
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Psalme [Som Bladet der fra Træet falder]

Som Bladet der fra Træet falder,
Saa er mit Jordliv, ikke meer!
Jeg er beredt naar Du mig kalder,
Gud, Du som heelt mit Hjerte seer,
Veed al min Brøst, hvad i mig boer,
Og min Fortrøstning dog saa stor.

Gjør Smerten kort i min Forvandling,
Forund mig Barnets hele Mod,
Du dømme Tanke, dømme Handling
I Naade kjærlig, fadergod.
Ryst bort min Angst! kun dig jeg see!
I Jesu Navn, din Vilie skee!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

What is—

215

What is—"Paradise"—
Who live there—
Are they "Farmers"—
Do they "hoe"—
Do they know that this is "Amherst"—
And that I—am coming—too—

Do they wear "new shoes"—in "Eden"—
Is it always pleasant—there—
Won't they scold us—when we're homesick—
Or tell God—how cross we are—

You are sure there's such a person
As "a Father"—in the sky—
So if I get lost—there—ever—
Or do what the Nurse calls "die"—
I shan't walk the "Jasper"—barefoot—
Ransomed folks—won't laugh at me—
Maybe—"Eden" a'n't so lonesome
As New England used to be!

poem by Emily Dickinson
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!