Gefion
Kong Gylfe sidder i Gildehuus,
Saa klare Kjerterne brænde;
Han drikker Mjød af det blanke Kruus,
Med sine gjæveste Svende.
Mens Kruset lystigt om Bordet gaaer,
Veifarende Qvinde ved Døren staaer;
Snildt kan hun Strængene røre,
Kong Gylfe lyster at høre.
Sært toner den dybe Strængeleg,
En Qvinde kunde den kyse!
Det er, som Stormen ryster en Eeg,
Som vilde Øxne der fnyse.
Ja, Sangen trænger til Marv og Been,
Saa synger Bølgen mod Klippens Steen,
Og huler de stolte Kyster,
Som den i Brændingen kryster.
Snart stiger Tonen klagende, øm,
Det haardeste Bryst at bøie,
Snart klinger den mild, som Barnets Drøm,
Som Fuglens Sang i det Høie.
Kong Gylfe lytter saa taus dertil.
„Din Sang jeg kongelig lønne vil!
Spænd fire Øxne for Ploven,
Pløi Dig en Ager fra Skoven!
Hvad Du i et Døgn kan pløie der,
For Sangen jeg Dig vil skjænke!"
— Hun takker og gaaer — Men Een og hver
Nu sidde saa taus paa Bænke.
„Tys! atter rører hun Harpen snildt."
— „Det Øxnene er, som fnyser vildt!"
— „Tys! hører I Storm og Torden?"
— „Nei! Ploven hun sætter i Jorden."
„Tro mig, jeg hører nu hendes Sang,
Som Brændingen monne den tone!"
— „Nei, det er Ploven hun sætter igang,
Hun pløier det Bedste fra Skaane!
I Furen bølger den salte Sø,
Hun har sig pløiet en deilig Ø,
Med Kjæmpehøie og Skove."
— Vi Danske maae Gefion love!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Til Hende
Du spurgte: „Hvad er Deres bedste Sang?
Den bedste Sang, faaer jeg den ei at høre?"
Nu vel, hvis Du har Lyst og Mod engang,
Saa hør! Gud staaer hos mig! Nu vil jeg Harpen røre.
En Digters Lykke vil jeg synge om.
Han vove tør, hvad ingen Anden vover,
Udtale tør han, hvad til Hjertet kom,
Gud er i ham, og Himlen ovenover.
Han sige tør med Kjærlighedens Mod
Og som et Barn uskyldigt sig hengive:
Du kalder Dig min Søster, er mig god;
Men Mere, meget Mere maa Du blive!
Ved Dig jeg luttres, styrkes, bliver stor,
Jeg elsker Dig som Ingen her paa Jorden,
I Dig jeg lever, og paa Dig jeg troer,
Mit eget Jeg er glemt, Din er jeg vorden!
O, svar! — Og dog er Taushed Haabets Traad,
Da tør endnu paa Dig jeg stadigt tænke.
O, vidste Du de lange Nætters Graad!
Mit hele Aandens Liv vil jeg Dig skjænke;
Jeg vente vil, som der i Sangen staaer,
I lange, lange, runde femten Aar
Som „Ridder og skjøn Jomfru," — Alt for Dig!
Du rige Sjæl! Elsk Sjælen dog i mig,
Den kom fra Gud; hans Villie skee og blive!
— Ja, det er Sangen, Digteren tør skrive.
Du spurgte om den; — Digtet veed Du nu.
Jeg er ei Digter — al min Magt fik Du!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Sonnet V: Nothing But No
Nothing but "No," and "Aye," and "Aye," and "No"?
How falls it out so strangely you reply?
I tell ye, Fair, I'll not be answer'd so,
With this affirming "No," denying "Aye."
I say, "I love," you slightly answer "Aye";
I say, "You love," you pule me out a "No";
I say, "I die," you echo me an "Aye";
"Save me," I cry, you sigh me out a "No";
Must woe and I have nought but "No" and "Aye"?
No I am I, if I no more can have;
Answer no more, with silence make reply,
And let me take myself what I do crave.
Let "No" and "Aye" with I and you be so;
Then answer "No," and "Aye," and "Aye" and "No."
poem by Michael Drayton
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Havfruen ved Samsøe
Det er sildigt alt paa Aft'nen, Stormen stiger meer og meer,
Bølgen vælter sig mod Kysten, hvor man Fiskerhytten seer.
O, der er saa luunt derinde, gamle Mutter sidder her,
Og ved Fyrrepindens Flamme bøder hun paa Garnet der.
Hist i Krogen ligger Katten, den er ei i Ungdoms Vaar,
Sildehoveder den spiser af et gammelt Potteskaar.
Lav er Døren, uden Lukke ryster den ved Stormens Kast,
Skjøndt den nok saa godt er bunden med en gammel Strikke fast.
Hør — nu rasler det derude, gamle Fatter kommer hjem;
„Gud skee Lov, han kom den Gamle! Søen er i Aften slem."
Men, hvor han er bleg og stille, Skyer paa hans Pande staae;
Han sin gamle Klædning kaster, tager Søndags-Stadsen paa.
Haaret børster han med Haanden; see, hans Øie ruller vildt;
Undrende hans gamle Qvinde trykker ham i Haanden mildt.
Hende kan han ikke dølge, hvad der driver ham afsted;
„Jeg maa bort! til Dannerhoffet; før faaer jeg ei nogen Fred.
Havfruen igjen jeg hørte, det er nu den tredie Gang;
Hvis jeg dvæler længer, vil hun synge snart min Dødningsang.
Hvert af hendes Ord jeg husker, o det klang saa stort, saa smukt!
Snart skal Jubelklokken klinge over Belte, Sund og Bugt,
Og en Prinds skal fødes Danmark, fuld af Snille, fuld af Mod;
Han skal nævnes fjerde Christian, af den oldenborgske Rod.
Under ham vil Danmark blomstre, og hans Værk vil ei forgaae!
Som en Konge, Helt og Fader skal han blandt de Danske staae!"
— Saa den gamle Fisker taler, griber Knortestaven fat,
Vandrer saa afsted fra Hytten, frygter ikke Storm og Nat;
Men han skotter sky til Stranden, — aldrig Veien var saa lang -
Havfruen i Dybet dukker; Stormen synger nu sin Sang. -
2
I Røg og Damp staaer Bugt og Sø,
Paa Bølgen glider Havets Mø;
Sin Helt hun seer paa Dækket staae;
Høit om hans Daad vil Harpen slaae:
„Kong Christian stod ved høien Mast
I Røg og Damp.
Hans Værge hamrede saa fast,
At Gothens Hjelm og Hjerne brast;
Da sank hvert fjendtligt Speil og Mast
I Røg og Damp.
Fly, skreg de, fly, hvad flygte kan!
Hvo staaer mod Danmarks Christian,
I Kamp?!"
Fra Fader-Øiet strømmer det røde Helteblod,
Men han har Seiren vundet og hævet Danmarks Mod.
See, Fjendens Skare flygter — og gjennem Sund og Belt
Den glade Havfrue synger om Seiren og sin Helt.
3
Aarhundreder forsvinde i Tidens dybe Grav.
See, Natten er saa stille, speilklar er Fjord og Hav;
Dampskibet glider hurtigt, langs Samsøes grønne Kyst,
Maskineriet larmer, forresten Alt er tyst.
De Passagerer sove paa Dækket Natten væk,
Enhver har godt indsvøbt sig i Kappe og i Sæk;
De snorke og de sove Enhver paa sin Maneer.
Styrmanden staaer ved Roret og hen mod Kysten seer,
Thi hist, hvor Øen høiner sig i den salte Sø,
Der sidder bleg og gammel, hiin Havets kjendte Mø.
Det lange Haar er hvidnet, og ligner bleget Tang,
Og mat, som Bølgens Skvulpen er hendes sidste Sang.
„Trehundred' Aar er svundne, fra først jeg Lyset saae!
Min Barm ei længer svulmer, og Lokken er saa graae!
Snart paa min Gravhøi voxer den lysegrønne Tang,
Mit Minde da forsvinder, som nu min Aften-Sang.
Til Skum jeg snart forvandles — — kun eet gjør mig saa vee:
Ak, aldrig skal jeg mere hans Helteaand da see!
Jeg sang jo ved hans Vugge, jeg sang i Kjøgebugt,
Jeg græd i Issefjorden, da Danmarks Sol var slukt!"
— Den gamle Styrmand lytter — han hører hvert et Ord.
De Passagerer vaagne. — Det kuler stærkt fra Nord.
— Havfruen er forsvunden, forstummet hendes Sang,
Men Skum der sees paa Bølgen og paa det brune Tang.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Phantasie ved Vesterhavet [Er disse høie, sorte Masser Fjelde? ]
Er disse høie, sorte Masser Fjelde?
Nei! fremad styrte de med Vælde,
Og Sneens Dynger paa den høie Tinde,
Snart stige, snart forsvinde!
— Er det da Skyer, som i Dalen svæve,
Og nu med eet sig høit mod Himlen hæve?
Nei, det er Havet! — hør dets dybe Sang,
Ei hørte Øret før slig Orgelklang,
Den ryster Sjæl og Tanke,
Thi her er alting stort og uden Skranke.
— Hvad gjemmer Du, o Bølge, i Dybets Bugt?
Hvad saae Du paa Din stolte Flugt?
Hvad hørte Du? — Du Jordens Vugge, Jordens Grav!
Herlige Hav!!!
— Din Bølge saae ved Nordens Pol
Den ei synkende Sol,
Iisbjergenes evige Lag!
Den følte Æquators brændende Dag;
Den hviled' stille, udbredt som et Klæde
Om Øen, hvor Pilene græde!
Den hørte paa Klippens, paa Sandets Kyst,
Hvad dybt der sig rører i Menneskets Bryst;
Den sang jo omkap med hver Fugl paa Green,
Og gik over Perler og Dødningebeen.
Den skued' ved Luftningens Strømme ved Stormenes Chor,
Verden saa undrende stor!
Ja stor Du hæver Dig selv i Din Vugge og Grav,
Herlige Hav!
Og dog, hvad er vel Du, mod Himlens store Sø,
Hvor Jorden staaer kun, som en lille Ø,
Hvor Sol og Maane, ja, hvor hver en Stjerne,
Som Øer ligge udspredt i det Fjerne!
Og hvad er atter denne store Vrimmel?
Een Draabe kun i den uendelige Himmel!
— Nu fatter jeg først klart hvad Døden bringer
Paa Cherub-Vinger!
Thi bruus kun, vilde Hav, opløft Din Kjæmpe-Vove,
Med Dig og Stormen, jeg min Gud vil love!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
The ABC
'Twas midnight in the schoolroom
And every desk was shut
When suddenly from the alphabet
Was heard a loud "Tut-Tut!"
Said A to B, "I don't like C;
His manners are a lack.
For all I ever see of C
Is a semi-circular back!"
"I disagree," said D to B,
"I've never found C so.
From where I stand he seems to be
An uncompleted O."
C was vexed, "I'm much perplexed,
You criticise my shape.
I'm made like that, to help spell Cat
And Cow and Cool and Cape."
"He's right" said E; said F, "Whoopee!"
Said G, "'Ip, 'Ip, 'ooray!"
"You're dropping me," roared H to G.
"Don't do it please I pray."
"Out of my way," LL said to K.
"I'll make poor I look ILL."
To stop this stunt J stood in front,
And presto! ILL was JILL.
"U know," said V, "that W
Is twice the age of me.
For as a Roman V is five
I'm half as young as he."
X and Y yawned sleepily,
"Look at the time!" they said.
"Let's all get off to beddy byes."
They did, then "Z-z-z."
poem by Spike Milligan
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Cometen 1834
Lad Verden tee sig nok saa lærd, foruden som forinden,
Naar først Cometen viser sig, den ryger dog af Pinden.
Saa seer man, den er ei solid, men saa er det for silde,
Nu lapser den sig alt for fælt, og derfor gaaer det ilde.
Ja, hører nu, hvordan det gaaer, og hvad der snart vil hænde,
Thi siden faae vi neppe Tid, at see paa Verdens Ende.
— Omtrent naar Tappenstregen slaaer,
Naar Vægteren paa Gaden gaaer,
Og synger høit mod Skyen,
Mens Flyveposten flagrer over Byen,
Da viser sig Cometen stor og rød,
Men hver Mand troer: „O det har ingen Nød,
Den gaaer nok over!"
Selv Byens Magistrat med denne Tanke sover.
— Men ak! Cometen kjender ei til Hvile,
I hvert Minut den løber hundred' Mile;
Den mod vor Jord fremrykker,
Men slaaer os ikke lige strax i Stykker,
Nei, den gjør os en anden stor Fortred,
Den ta'er vor Jord paa Slæbetouget med.
„Ak!" sukke gamle Folk, og falde hen i Daanen:
„Hvi løb den ikke heller af med Maanen!"
— „Und immer weiter, hop, hop, hop!"
Vi fare Alle i Galop;
Men at vor Jord saaledes galoperer,
Just ei generer,
Man holder meget jo af Galopade,
Paa Baller, som paa Østergade;
Man kjender Touren, holder let Balancen;
Men Jorden — ak! den taber Contenancen.
Ved disse nye Spring
Den glemmer reent at dreie sig omkring.
Fra Maribo man hører Klager,
„Som Mange megen Skræk indjager;"
Man mærker, det er ilde fat,
Cometen bli'er i Bladet sat.
Men ak! den løber dog afsted,
Og Jorden — ja, den løber med.
Da mærker man, selv hos det mindste Noer,
At Dandse-Organet i Hjertet boer,
Thi Hjertet hopper fra Bryst til Hals,
Som i Wiener-Vals.
— Snart er' vi Solen ganske nær,
Af Hede tabe vi vort Veir;
Enhver gjør Vind — men ak, for lidt.
Med de bekjendte korte Trit,
Og Arme, som Græshoppe-Been,
De unge Damer løbe hver og een,
Gjør Vind paa Gaden op og ned,
Men Luften bliver lige heed.
— Tilsidst vi Solen dog passere,
Men mange fede Folk crepere,
Og Bladene, ak ja! — de komme slemt tilkort,
Thi alt hvad Vand er, tørres ganske bort.
Men lad det gaae med Verden som det vil!
Man vænner sig dertil.
Snart gaaer enhver til sine gamle Skikke,
Man frygter ikke,
Man holder Baller, drikker Thee og snakker.
— Jeg takker!!!
Men ei Cometen falder os i Talen;
Tilsidst faaer den dog Lyst at røre os med Halen,
Men neppe er det skeet,
Saa gaaer det galt med Jord og med Comet;
O, kunde vi Halen dog englisere,
Saa skulde vi ikke saa brat crepere!
Betænk, hvilken „fürgterlig Ildebrand,"
— Fælt sprutter Jorden af polemisk Vand,
Men ei det nytter, den gaaer reent itu,
Men kan det trøste, nu
Saa gaaer det ei Cometen meget bedre,
Thi den og vi med Alt gaae da til vore Fædre. -
O hvilket Virvar dog i vor Natur!
I Nakken faae vi den chinesiske Muur,
Ja Rundetaarn og selv Theatret vælter,
I Taschenbücher man paa Gaden ælter,
Og tænk en Gang — de brænde!
Nu hører man et Knald, og saa har Verden Ende. -
Men som en Phønix, mærk mit Ord,
Snart af Cometen og vor Jord
En Klode danner sig paa ny,
Med Folk og Fæ, med Mark og By;
Men deres Storhed ei vi fatte,
Mod dem er' vi kun Padehatte;
Forstanden tred've Grader naaer,
(Mod dem var Plato selv et Faar).
De skrive, skrive, og studere,
Spadsere
I Luften, grave dybt i Jorden,
Da finde de baade i Syd og Norden,
Ret tydeligt Spoer af en Verden før,
Og det er vores, som det sig bør.
Man finder Folk — ja hele Lag,
Med Ordner baade for og bag,
Men man tør ikke Personerne røre,
Thi de ere skjøre. -
Ja, hvad som findes, selv mindste Kat,
Betragtes strax som en gylden Skat.
Saaledes Kjære,
Vi komme engang i Agt og Ære,
Faae Plads paa Museet, i Kirke og Slot;
Som Antiqviteter de os vil vise;
O lader os alle Cometen prise!
Naar Enden er god, er jo Alting godt!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
You're right—
234
You're right—"the way is narrow"—
And "difficult the Gate"—
And "few there be"—Correct again—
That "enter in—thereat"—
'Tis Costly—So are purples!
'Tis just the price of Breath—
With but the "Discount" of the Grave—
Termed by the Brokers—"Death"!
And after that—there's Heaven—
The Good Man's—"Dividend"—
And Bad Men—"go to Jail"—
I guess—
poem by Emily Dickinson
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
What is—
215
What is—"Paradise"—
Who live there—
Are they "Farmers"—
Do they "hoe"—
Do they know that this is "Amherst"—
And that I—am coming—too—
Do they wear "new shoes"—in "Eden"—
Is it always pleasant—there—
Won't they scold us—when we're homesick—
Or tell God—how cross we are—
You are sure there's such a person
As "a Father"—in the sky—
So if I get lost—there—ever—
Or do what the Nurse calls "die"—
I shan't walk the "Jasper"—barefoot—
Ransomed folks—won't laugh at me—
Maybe—"Eden" a'n't so lonesome
As New England used to be!
poem by Emily Dickinson
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Us Two
Wherever I am, there's always Pooh,
There's always Pooh and Me.
Whatever I do, he wants to do,
"Where are you going today?" says Pooh:
"Well, that's very odd 'cos I was too.
Let's go together," says Pooh, says he.
"Let's go together," says Pooh.
"What's twice eleven?" I said to Pooh.
("Twice what?" said Pooh to Me.)
"I think it ought to be twenty-two."
"Just what I think myself," said Pooh.
"It wasn't an easy sum to do,
But that's what it is," said Pooh, said he.
"That's what it is," said Pooh.
"Let's look for dragons," I said to Pooh.
"Yes, let's," said Pooh to Me.
We crossed the river and found a few-
"Yes, those are dragons all right," said Pooh.
"As soon as I saw their beaks I knew.
That's what they are," said Pooh, said he.
"That's what they are," said Pooh.
"Let's frighten the dragons," I said to Pooh.
"That's right," said Pooh to Me.
"I'm not afraid," I said to Pooh,
And I held his paw and I shouted "Shoo!
Silly old dragons!"- and off they flew.
"I wasn't afraid," said Pooh, said he,
"I'm never afraid with you."
So wherever I am, there's always Pooh,
There's always Pooh and Me.
"What would I do?" I said to Pooh,
"If it wasn't for you," and Pooh said: "True,
It isn't much fun for One, but Two,
Can stick together, says Pooh, says he. "That's how it is," says Pooh.
poem by Alan Alexander Milne
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Intimacy
I hear people say, "I love my iPhone, "
Or, "I love drinking a Starbucks coffee."
Sometimes: "I love my Versace cologne, "
And also: "I love having this money."
I hear people say, "I love my Walmart, "
Or, "I love the drive-thru at Taco Bell."
"I love my TV. It's state of the art."
"I love the shoes that Nike has to sell."
I hear this: "I love American Idol, "
And, "I love a nice, cold Budweiser."
"I love medicines such as Demerol."
And, "I love my internet provider."
Yet, one thing I don't hear is, "I love you."
Saying that is too intimate to do.
poem by Tim Stensloff
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Bruden i Rørvig Kirke
Klart skinner Maanen paa den nøgne Kyst.
I Præstegaarden er nu Alt saa tyst;
Dog, tyst og stille er det stedse der,
Thi i den øde Egn den ligger her
Paa Tangen, som gaaer langt hist ud i Havet,
Hvor Kirken staaer i Sandflugt halv begravet.
Hvem nærmer sig? — Med stærke Skridt de gaae.
Det er en Skare Mænd med Kapper paa!
Men under Kappen blinker Staalet frem;
Den gamle Præst de gjæste i hans Hjem. -
Alt ryster Porten ved de stærke Slag;
Selv Spurven vækkes under Husets Tag
Og flagrer, bange, fra sin lille Rede,
Til Lyngen paa den sorte Hede.
II
Med Fader-Blik og sølvgraat Haar,
Den gamle Præst nu hos dem staaer;
Men taus som Aander er hver Mand;
De pege mod den nøgne Strand,
Hvor Kirken hæver sin røde Muur,
I den døde Natur.
Han kjender i dem et fremmed Folk;
De vise ham Guld og den skarpe Dolk,
De bede og true — nu drage de bort,
Og Præsten følger i Kjortel sort.
Fast holder han Bibelen under sin Arm,
Men Hjertet banker i Oldingens Barm;
De bane sig Vei gjennem Sandet,
Til Kirken ved Vandet.
III
Rundtom er alt saa øde, man seer kun den nøgne Strand,
Hvor Tangen flagrer i Vinden, henad det hvide Sand.
Saa underligt Bølgerne synge og over Dybet gaae,
De svulme, som Hjertet der længes, derfor de briste maae.
I Maanskinnet stiger Skummet, det hvide Bølge-Liig;
Den hvidgraa Maage flygter med bange, hæse Skrig,
Og slaaer mod Kirke-Ruden sit stærke Vinge-Par.
See Kirken den er oplyst, som aldrig før den var,
Og huult og dæmpet stiger derinde Sangen frem,
Det er, som Tone-Bølgen kom fra de Dødes Hjem.
IV
Af fremmede Mænd er hele Kirken fuld,
De straale sært i Vaaben og i Guld;
Kun tyndt er Skjægget om den brune Kind,
De hylle sig i deres Kapper ind;
Med Raslen Sværdene mod Gulvet slaae;
Man seer en Qvinde ene blandt dem staae,
Halv er hun Barn kun, halv en voxen Møe,
Og Øiet er en dyb, en kulsort Sø,
Hvor Sjælen stormer, og hvor Bølgens Gang
Ei dæmper Hjertets dybe Orgelklang.
Hun er saa bleg og dog saa navnløs smuk;
Paa Læben svæver Smertens bundne Suk;
Men hun er smykket, som en Konges Brud,
Fromt knæler hun og beder til sin Gud;
Saa underligt det mørke Øie brænder,
Og næsten vrider hun de spæde Hænder.
Hos hende staaer en Yngling, høi og stolt,
Han er i Første-Pragt, men Blikket koldt;
Saa mørkt han stirrer her paa Pigen kun,
Og ligner ret et Liig, saavel som hun,
Han leder hende taus til Altret frem;
Den gamle Præst skal der velsigne dem.
Ak aldrig viede han to saa smukke;
Og aldrig hørte han saa dybe Sukke,
Sligt Sorgens-Bryllup aldrig før han saae.
Som Aander rundtomkring de andre staae,
Kun een, den mægtigste man blandt dem seer,
Hvor kun det fule Smiil om Læben leer,
Med raske Skridt til Altret træder frem,
Han vexler Ringene imellem dem.
— I Kirken er det tyst, som i en Grav,
Man hører kun det nære, barske Hav.
Nu toner hendes „Ja!" — saa dybt det klang,
Ret som den Døende der sukker sidste Gang.
Høit stiger Sangen nu mod Kirkens Bue,
Det er saa sært, at Hjertet ret maa grue!
Og atter bliver Alt igjen saa tyst,
At Bølgen høres kun mod Sandets Kyst.
V
Ved Crucifixet Præsten sværge maa,
Ved Hjertets Fred, ved Himlens høie Blaae,
Ved Dagens Lys, ved Kraftens høire Haand,
Ved Jesu Christ, Gud og den hellig' Aand,
Ved Alt hvad her og hist ham møde maae,
At han vil evig dølge hvad han saae,
Ei speide det, som kun er klart for Gud;
Først da, de fører ham paa Heden ud,
Hvor Himlen hvælver sig saa blaae og rolig,
Og hvor han snart seer Hjemmets stille Bolig.
VI
Ad ukjendte Veie, gjennem det dybe Sand,
Vender igjen tilbage den gamle Mand;
Fra Kirkens Rude seer han Lysstraalen spille,
Men derinde, er Gravens evige Stille.
Skjult vil han vente den kommende Dag.
Ved Stranden ligger et Skib med det russiske Flag.
Saa underligt svulmer hans Bryst — o evige Gud!
Som han lytter, falder i Kirken et Skud -
Det runger sært i Natten gjennem Hvælvingen hen,
Men snart bliver der atter et Dødsstille igjen.
Nu aabnes Kirkedøren, og see — Mand for Mand
Haste de alle bort, ned mod den nøgne Strand;
Der tales, men Præsten ei fatter de fremmede Ord;
Vildt Kapperne flagre i Vinden — de stige ombord.
Alt svulme de stolte Seil og Skibet flyver fra Land.
See ved Maanlyset Mændene der! — men den gamle Mand
Knæler bag Kirken og læser sit Fadervor,
Og aabner derpaa Døren til Kirkens Chor.
VII
Hvert Spoer er her forsvundet, som Læbens sidste Sang;
Dog see — en Krudtdamp bølger igjennem Kirkens Gang,
Og Gulvets Fliser ligge jo ganske løse her;
Den gamle Præst sig bøier, og da han løfter hver,
Seer han den sorte Kiste — der har man Pigen lagt.
Et deiligt Liig! hun ligger dræbt, i sin Brudedragt.
Ramt er hun af en Kugle, tæt ved det venstre Bryst,
Hør, derfor sukker Bølgen rundtom den døde Kyst;
— Men Skibet er forsvundet fra Horizontens Rand,
Og roligt skinner Maanen henad den hvide Strand.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Manden fra Paradiis
Der var engang en Enke -
Dog nei! jeg maa mig først betænke;
Hun havde været det, men var nu gift paany,
Med Een fra Thy;
(Det maae vi ikke glemme).
— En Aftenstund, da Manden ei var hjemme,
Sad hun med Haanden under Kind,
Selv Theemaskinen var en Smule sovet ind,
(Den ellers sang en Tone, reen og klar,
Og førte tidt ved Bordet den bedste Passiar).
Fra Jordens Taageland,
Fløi Tankerne til hendes første Mand;
Hun kunde ei den søde Sjæl forglemme,
Og ak! den anden var jo ikke hjemme,
— „Du har det godt!" udbrød hun, „fri for Nød
Du sidder i det abrahamske Skjød,
Og seer til os, der i den snevre Stue
Maa plages slemt af Hoste og af Snue!"
Hun taug og faldt igjen i Tanker,
Da hører hun, hvor det paa Døren banker;
Hun skotter hen til Krogen;
„Uh! er der Nogen?"
(Thi hun var bange for — ja det var hele Tingen -
At see en Aand i den, der havde før slet ingen).
Nu banker det igjen, og saa gaaer Døren op — -
Men det er ingen Aand, nei Een med Kjød og Krop!
Det er en Haandværkssvend, der nu har sprængt sit Buur,
Og gaaer fra By til By og seer paa Guds Natur;
Han gjør Visitter kun, for ei at smægte,
Sligt kalder man: at fægte.
Han var, det saae hun nok, en sælle Een,
Der gik i dette Liv paa sine egne Been;
Og som han sagde det, der noget laae i Tonen,
Der rørte Konen.
Hun spurgte ham, hvorfra han kom, hvorhen han gik;
Og Svaret, som hun fik,
Det var: han drog paa Bursche-Viis,
Nu gjennem Tydskland til Paris. -
Da blev hun i sit Hjerte glad,
Hun dækked' op med Øl og Mad,
Og sagde: „Sæt sig dog, og spiis!
Hvad, reiser han til Paradiis?
O, Herre Gud! i dette Land
Der har jeg jo min første Mand;
Hils ham fra mig og fra vor Datter,
Og hils ham ogsaa lidt fra Fatter!"
Da mærkede Skjelmen, at ei vor Viv
I Geographien var meget stiv,
At hende klang paa ligeviis
De Navne: Paris og Paradiis.
Thi faldt han strax i Talen ind:
„Jeg kjender ham, det gode Skind." -
— „Ak!" udbrød da hans Hjertenskjær:
„I altsaa før har været der!
Hvor lever dog den søde Skat?" -
— „Ak det er ilde med ham fat!
Jeg var der for en Maaned siden;
Da sleed han meget suurt paa Tiden,
Stod tidlig op, kom seent i Seng,
Og var de Andres Hunde-Dreng!
Hvad Tøi han fik i Gravens Nat,
Gik strax itu det tynde Pjat!
Af Kjoler har han ikke een,
Og tænk, han gaaer med bare Been!" -
De Ord i hendes Hjerte stak som Syle,
Og hun begyndte gyseligt ar hyle,
Fik nu, og det i største Hast,
En Byldt af baade løst og fast;
Ja Skjorter, Strømper, uldne Sokker,
(Og jeg veed Pokker), -
Og bad, mens Øiet stod i Vand:
„O bring det til min salig Mand,
Og siig: jeg sender meer afsted,
Naar jeg kun seer en Leilighed!
Ak ja! ak ja! det er dog haardt,
Han der skal gaae til Spot og Tort!"
Da Knøsen havde spiist sig mæt,
Han loved' at besørge det,
Tog Bylten, takkede og gik;
Men Konen sad med vaade Blik;
Thi vil vi springe nogle Timer frem
Til hendes Mand kom hjem,
(Jeg mener han, den sidste,
Den første, veed I, staaer paa Dødens Liste). -
„Nu, jeg kan hilse Dig fra salig Thiis,"
(Saa heed den første Mand; o det er slemt,
Jeg Navnet har i Førstningen forglemt!) -
„Her var nys Een, der gik til Paradiis! —"
Og nu fortalte hun om ham, som alt var gaaet,
Og hvad han havde med paa Reisen faaet.
Men Manden fatted' snart den hele Ting,
Og i et Spring han sadlede sin allerbedste Hest,
Og foer afsted, som Skyerne i Blæst.
Han vilde, sagde han til Konen,
Dog tale selv en Smule med Personen.
Det var en deilig Nat med Maaneskin og Sligt,
Der klæder endnu bedre i et elegisk Digt,
Høit Nattergalen slog, og Uglen peb Discant!
Og hvad der her var bedst — den rette Vei han fandt,
Hvor Tyven gik afsted i Maanens blege Straale.
(Thi mere Lys en Tyv i Grunden ei kan taale) -
Nu vil vi da med Tyven gaae!
Saasnart han saae
Een foer afsted som bare Fanden,
Han tænkte ganske ret: der har vi Manden,
Og kastede sin Bylt i Grøften nær ved Krattet,
Og satte sig derved, thi han var fattet.
Med skyldfrit Sind han vilde sig forskandse,
Og sang om grønne Jomfru-Krandse,
Idet han stirrede paa Nattens klare Himmel,
Til Manden kom og standsede sin Skimmel,
Og spurgte, uden megen anden Snakken,
Om ei han havde seet en Mand med Bylt paa Nakken,
Og for at give Sagen mere Vægt,
En Tyveknægt. -
„Jovist!" var Svaret: „nylig saae jeg Een,
Der gjorde lange Been,
Saasnart han saae, I vilde ham indhente,
Svandt han i Skoven, hurtig, som en Glente;
Men skynd jer lidt, saa kan I Knægten fange;"
Den anden takkede ham mange Gange,
Og bad ham holde lidt paa Hesten.
(Nu veed I Resten) -
Den gode Mand i Skoven sprang,
Men Tyven sig paa Hesten svang,
Tog Bylten med, „hyp, — vil du gaae!"
Det var en Lyst at see derpaa. -
Udmattet, stønnende og bister
Kom Manden som en vred Philister,
Men tænk jer nu hans store Skræk,
Da ogsaa Hesten her var væk.
Han raabte: „hov!" han raabte: „hei!"
Men Tyven løbet var sin Vei.
— Da ingen anden var tilstede,
Fik Maanen hele Mandens Vrede.
„Paa slig en Daad Du skinne kan;
O tvi Dig an!
Har Du ei hørt, en Tyvehæler
Rangerer lige med en Stjæler.
Jo, jo, Du er en deilig Een!" -
Saa gik han hjem paa sine Been.
„Naa, traf Du ham?" saa spurgte Konen;
Men Manden havde nedstemt Tonen,
Og sagde: „Jo, min kjære Skat,
Jeg fik ham dog til Lykke fat!
Vor bedste Hest jeg gav ham med,
At han kan komme lidt afsted!"
— Da blev hans Kone ganske mild:
„O lille Mand, hvor Du er snild!
Det maa man dog de Mandfolk skjænke,
At de kan tænke!"
Moralen, som man finder,
Er, at der gives dumme Qvinder;
Dog — Mændene i samme Farve spille,
Men, de kan bedre tie stille!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
The Gardener XXVI: What Comes From Your Willing Hands
"What comes from your willing
hands I take. I beg for nothing
more."
"Yes, yes, I know you, modest
mendicant, you ask for all that one
has."
"If there be a stray flower for me
I will wear it in my heart."
"But if there be thorns?"
"I will endure them."
"Yes, yes, I know you, modest
mendicant, you ask for all that one
has."
"If but once you should raise your
loving eyes to my face it would make
my life sweet beyond death."
"But if there be only cruel
glances?"
"I will keep them piercing my
heart."
"Yes, yes, I know you, modest
mendicant, you ask for all that one
has."
poem by Rabindranath Tagore
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Frogs in chorus
The chorus frogs in the big lagoon
Would sing their songs to the silvery moon.
Tenor singers were out of place,
For every frog was a double bass.
But never a human chorus yet
Could beat the accurate time they set.
The solo singer began the joke;
He sang, "As long as I live I'll croak,
Croak, I'll croak,"
And the chorus followed him: "Croak, croak, croak!"
The poet frog, in his plaintive tone,
Sang of a sorrow was all his own;
"How shall I win to my heart's desire?
How shall I feel my spirit's fire?"
And the solo frog in his deepest croak,
"To fire your spirit," he sang, "eat coke,
Coke, eat coke,"
And the chorus followed him: "Coke, coke, coke!"
The green frog sat in a swampy spot
And he sang the song of he knew not what.
"The world is rotten, oh cursed plight,
That I am the frog that must set it right.
How shall I scatter the shades that lurk?"
And the old man bullfrog sang, "Get work,
Work, get work,"
And the chorus followed him: "Work, work, work!"
The soaring spirits that fain would fly
On wings of hope to the starry sky
Must face the snarls of the jealous dogs,
For the world is ruled by its chorus frogs.
poem by Andrew Barton Paterson
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Sommerflugt og Hvile
Gjærdet staaer med vilde Roser,
Nedenfor er' Tørvemoser,
Storken der paa røde Hoser
Fisker i det lave Vand.
Under disse gamle Pile,
Her paa Stenen vil jeg hvile,
See omkring mig mange Mile,
Medens Garnet de udspile
Nede ved den blanke Strand.
Mægtigt trykker Søen Furen,
Hvor, omkrandset af Naturen,
Fiskerhytten staaer med Muren,
Overgroet af Bukketjørn!
Inde toner Aftensangen,
Mens, med Seilet løst om Stangen,
Baaden lige sætter Gangen
Ind mod Kysten, hvor i Tangen
Lege halvt afklædte Børn.
Lille Baad, det er min Villie,
At med Dig paa Søens Tillie,
Over Skummets hvide Lillie,
Svæver jeg til Skibet der;
Stolt det staaer med sine Master,
Medens Solen, som en Aster,
Rund og rød i Bølgen haster,
Og sin sidste Straale kaster
Hen ad Skibets Seil og Ræer!
Intet Anker længer tynger,
Alting svulmer, Alting gynger,
Bølge, Luft og Hierte synger
Høit din Priis, du stolte Hav!
Du er skjøn, naar Bølgen tier,
Øen ved dit Hierte dier,
Til Begeistring Du indvier
Os ved Stormens Melodier,
Skjøndt hver Bølge er en Grav!
Lystig bort, Du raske Skipper!
Mellem Brændinger og Klipper,
Til, hvor Nordens Bjerg-Pynt slipper
Ved den iisomkrandste Pol.
Snart igjen vi vexle dette,
Vi det tunge Anker lette,
Havet ligger, som en Slette,
Palme-Øer Fladen spætte
I den hede Middags-Sol.
Vildt de grønne Bølger kaage;
Høit paa Seilet slaaer en Maage,
Og i Maan'skin, som en Taage,
Dødningskibet gaaer forbi.
Men i Stavnen paa sit Anker,
Sidder Skipperen i Tanker;
Fra de tangomvundne Planker,
I de hvide Skjær og Banker,
Toner Dybets Melodie.
Glad vi følge Hjemmets Svale,
flyve over Bølge-Dale
Til de danske Bøgesale,
Tiden svandt, men som et Blund.
Alt opløser sig i Minder,
Verdens Havet selv hensvinder.
Ei det kjendte Hjem Du finder,
Engang, som en Bæk kun, rinder
Du, mit stolte Øresund!
Sildigt da, mens Stjerner stige,
Mødes Ungersvend og Pige,
Rige bindes fast til Rige,
Ved en bladfuld Bøgegreen.
Høit paa Luftens friske Strømme,
Skyer hen mod Maanen svømme,
Og de to, med Blikke ømme,
Sidde taus i søde Drømme
Tæt ved Bækken paa en Steen! -
Tiden løfter stolt sin Vinge!
Hvad dens Storme nu os bringe,
Da, som gamle Sagn skal klinge
Over Slægters muldne Been.
— Mægtigt hæver sig min Tanke!
Hierte, Du saa vildt ei banke,
Selv af Drømmens grønne Ranke
Vil jeg modne Druer sanke,
Søge Frugt paa hver en Green. -
— Aftenen er skjøn og rolig.
I den lille Fisker-Bolig,
Hos Familien, fortrolig,
Sidder jeg og lytter til.
Loftet stærkt paa Bjælken tynger,
Hvor sig en Sanct-Hans-Urt slynger,
Og den stakkels Flue synger,
Der paa Spindelvævet gynger;
Sange snart vist ende vil.
Gubben her jeg hører heller,
End hvad Cooper selv fortæller.
Raske, lystige Noveller
Kan han fra den vilde Sø.
Nu i Masten, nu i Rummet,
Alt jeg med ham har fornummet;
Hørt, hvor Bølgen harmfuldt brummed',
Mens den vasked' mig med Skummet,
Ude, langt fra Land og Ø.
Djærvt fra Søens raske Gutter
Nok saa lystigt Videt sprutter;
Time svinde som Minutter,
Ved at høre paa ham her. -
— Det er sildigt, skal jeg mene!
Thi god Nat! jeg vandrer ene.
Bag de tætte Hasselgrene,
I den tause Aftenscene,
Mødes jeg med Vennen der!
Ludvig, lad os med hverandre
Arm i Arm ved Stranden vandre,
See hvor Skyerne forandre
Deres Form i Nattens Luft.
Armen jeg om Vennen slynger,
Hjertet sig til Hjertet klynger,
Venskab, Dig min Sjæl besynger,
Hver en Sorg, som Hjertet tynger,
Svinder da i Blomster-Duft.
Du mit Hjertes Dyb vil fatte;
Dine Aandens rige Skatte,
Og det Uskylds-Præg, Gud satte
I dit Blik, mit Hjerte vandt.
Broder, lad vort Løsen være:
'Venskab, Viden, Kunst og Ære',
Hjertets friske Træ det bære
Vil som Blomst og Frugt, du Kjære!
Gud jeg takker, Dig jeg fandt!
Tanken flagrer i Naturen,
Flyver over Bølge-Furen,
Til hvor Linden, smukt ved Muren,
Voxer i den store Stad;
Der jeg Eduard besøger;
Livsglad, mellem sine Bøger,
Sidder han og lystigt smøger;
Snillet efter Kundskab søger;
Han mit Hjerte er saa kjær!
Selv hos Dig jeg ham kan savne,
Hjertet Eder vil omfavne,
Eders kjære, kjære Navne
Leve, aande i mit Bryst.
I til Daad mit Liv indvier!
Hver en Mismods Stemme tier,
Øiet seer kun Harmonier.
Barnlig' fromme Melodier
Gjennembæve mig med Lyst.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Legends
I
A MAN builded a bugle for the storms to blow.
The focused winds hurled him afar.
He said that the instrument was a failure.
II
When the suicide arrived at the sky, the people there asked him: "Why?"
He replied: "Because no one admired me."
III
A man said: "Thou tree!"
The tree answered with the same scorn: "Thou man!
Thou art greater than I only in thy possibilities."
IV
A warrior stood upon a peak and defied the stars.
A little magpie, happening there, desired the soldier's plume, and so plucked it.
V
The wind that waves the blossoms sang, sang, sang from age to age.
The flowers were made curious by this joy.
"Oh, wind," they said, "why sing you at your labour, while we, pink beneficiaries, sing not, but idle, idle, idle from age to age?"
poem by Stephen Crane
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Juli
'- Alting svulmer, alting gynger,
Bølge, Luft og Hierte synger
Høit din Priis, Du stolte Hav'.
'- Armen jeg om Vennen slynger,
Hiertet sig til Hiertet klynger;
Hver en Sorg, som Barmen tynger,
Svinder hen i Blomsterduft!'
*
Gjærdet staaer med vilde Roser,
Nedenfor er' Tørvemoser,
Storken der paa røde Hoser
Fisker i det lave Vand.
Under disse gamle Pile,
Her paa Stenen vil jeg hvile,
See omkring mig mange Mile,
Medens Garnet de udspile
Nede ved den blanke Strand.
Mægtigt trykker Søen Furen,
Hvor, omkrandset af Naturen,
Fiskerhytten staaer med Muren,
Overgroet af Bukketjørn!
Inde toner Aftensangen,
Mens, med Seilet løst om Stangen,
Baaden lige sætter Gangen
Ind mod Kysten, hvor i Tangen
Lege halvt afklædte Børn.
Lille Baad, det er min Villie,
At med Dig paa Søens Tillie,
Over Skummets hvide Lillie,
Svæver jeg til Skibet der;
Stolt det staaer med sine Master,
Medens Solen, som en Aster,
Rund og rød i Bølgen haster,
Og sin sidste Straale kaster
Hen ad Skibets Seil og Ræer!
Intet Anker længer tynger,
Alting svulmer, Alting gynger,
Bølge, Luft og Hierte synger
Høit din Priis, du stolte Hav!
Du er skjøn, naar Bølgen tier,
Øen ved dit Hierte dier,
Til Begeistring Du indvier
Os ved Stormens Melodier,
Skjøndt hver Bølge er en Grav!
Lystig bort, Du raske Skipper!
Mellem Brændinger og Klipper,
Til, hvor Nordens Bjerg-Pynt slipper
Ved den iisomkrandste Pol.
Snart igjen vi vexle dette,
Vi det tunge Anker lette,
Havet ligger, som en Slette,
Palme-Øer Fladen spætte [komma slettet]
I den hede Middags-Sol.
Vildt de grønne Bølger kaage;
Høit paa Seilet slaaer en Maage,
Og i Maan'skin, som en Taage,
Dødningskibet gaaer forbi.
Men i Stavnen paa sit Anker,
Sidder Skipperen i Tanker;
Fra de tangomvundne Planker,
I de hvide Skjær og Banker,
Toner Dybets Melodie.
Glad vi følge Hjemmets Svale,
flyve over Bølge-Dale
Til de danske Bøgesale,
Tiden svandt, men som et Blund.
Alt opløser sig i Minder,
Verdens-Havet [bindestreg indsat] selv hensvinder.
Ei det kjendte Hjem Du finder,
Engang, som en Bæk kun, rinder
Du, mit stolte Øresund!
Sildigt da, mens Stjerner stige,
Mødes Ungersvend og Pige,
Rige bindes fast til Rige,
Ved en bladfuld Bøgegreen.
Høit paa Luftens friske Strømme,
Skyer hen mod Maanen svømme,
Og de to, med Blikke ømme,
Sidde taus i søde Drømme
Tæt ved Bækken paa en Steen! -
Tiden løfter stolt sin Vinge!
Hvad dens Storme nu os bringe,
Da, som gamle Sagn skal klinge
Over Slægters muldne Been.
- Mægtigt hæver sig min Tanke!
Hierte, Du saa vildt ei banke,
Selv af Drømmens grønne Ranke
Vil jeg modne Druer sanke,
Søge Frugt paa hver en Green. -
- Aftenen er skjøn og rolig.
I den lille Fisker-Bolig,
Hos Familien, fortrolig,
Sidder jeg og lytter til.
Loftet stærkt paa Bjælken tynger,
Hvor sig en Sanct-Hans-Urt slynger,
Og den stakkels Flue synger,
Der paa Spindelvævet gynger;
Sange snart vist ende vil.
Gubben her jeg hører heller,
End hvad Cooper selv fortæller.
Raske, lystige Noveller
Kan han fra den vilde Sø.
Nu i Masten, nu i Rummet,
Alt jeg med ham har fornummet;
Hørt, hvor Bølgen harmfuldt brummed',
Mens den vasked' mig med Skummet,
Ude, langt fra Land og Ø.
Djærvt fra Søens raske Gutter
Nok saa lystigt Videt sprutter;
Time svinde som Minutter,
Ved at høre paa ham her. -
- Det er sildigt, skal jeg mene!
Thi god Nat! jeg vandrer ene.
Bag de tætte Hasselgrene,
I den tause Aftenscene,
Mødes jeg med Vennen der!
Ludvig, lad os med hverandre
Arm i Arm ved Stranden vandre,
See hvor Skyerne forandre
Deres Form i Nattens Luft.
Armen jeg om Vennen slynger,
Hjertet sig til Hjertet klynger,
Venskab, Dig min Sjæl besynger,
Hver en Sorg, som Hjertet tynger,
Svinder da i Blomster-Duft.
Du mit Hjertes Dyb vil fatte;
Dine Aandens rige Skatte,
Og det Uskylds-Præg, Gud satte
I dit Blik, mit Hjerte vandt.
Broder, lad vort Løsen være:
'Venskab, Viden, Kunst og Ære',
Hjertets friske Træ det bære
Vil som Blomst og Frugt, du Kjære!
Gud jeg takker, Dig jeg fandt!
Tanken flagrer i Naturen,
Flyver over Bølge-Furen,
Til hvor Linden, smukt ved Muren,
Voxer i den store Stad;
Der jeg Eduard besøger;
Livsglad, mellem sine Bøger,
Sidder han og lystigt smøger;
Snillet efter Kundskab søger;
Han mit Hjerte er saa kjær!
Selv hos Dig jeg ham kan savne,
Hjertet Eder vil omfavne,
Eders kjære, kjære Navne
Leve, aande i mit Bryst.
I til Daad mit Liv indvier!
Hver en Mismods Stemme tier,
Øiet seer kun Harmonier.
Barnlig' fromme Melodier
Gjennembæve mig med Lyst.
*
Havet staaer saa blankt og stille,
Himlen speiler sig deri,
Som de Hjertet kysse ville,
Smelte det i Melodie.
Hvorfor tør jeg ei udsige
Hver en Tanke i mit Bryst?
Strækker sig ei Barnets Rige
Selv ud over Himlens Kyst?
Hen ad Livets Strøm vi seile,
Sorg er Baglast i vor Baad,
Medens Smiil af Engle speile
Sig i hver Uskyldigs Graad.
Ved hvert Hjerte vil jeg blunde,
Halv i Drømme lytte der,
Vist jeg da fortælle kunde,
Om hvor meget godt der er.
Jorden staaer som Brudesale,
Hver en Luftning aander Fred,
Hjertet maa sig høit udtale,
Svulme, døe i Kjærlighed!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
The New Knighthood
Who gives him the Bath?
"I," said the wet,
Rank-Jungle-sweat,
"I'll give him the Bath!"
Who'll sing the psalms?
"We," said the Palms.
"Ere the hot wind becalms,
"We'll sing the psalms."
Who lays on the sword ?
"I," said the Sun,
Before he has done,
"I'll lay on the sword."
"Who fastens his belt?
"I," said Short-Rations,
" I know all the fashions
"Of tightening a belt!"
Who gives him his spur?
"I," said his Chief,
Exacting and brief,
"I'll give him the spur."
Who'll shake his hand?
"I," said the Fever,
"And I'm no deceiver,
"I'll shake his hand."
Who brings him the wine?
"I," said Quinine,
"It's a habit of mine.
"I'11 come with his wine."
Who'll put him to proof?
"I," said All Earth.
"Whatever he's worth,
"I'll put to the proof."
Who'll choose him for Knight?
"I," said his Mother,
"Before any other,
"My very own Knight."
And after this fashion, adventure to seek,
Sir Galahad was made--as it might be last week!
poem by Rudyard Kipling
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Another Acrostic ( In the style of Father William )
"Are you deaf, Father William!" the young man said,
"Did you hear what I told you just now?
"Excuse me for shouting! Don't waggle your head
"Like a blundering, sleepy old cow!
"A little maid dwelling in Wallington Town,
"Is my friend, so I beg to remark:
"Do you think she'd be pleased if a book were sent down
"Entitled 'The Hunt of the Snark?'"
"Pack it up in brown paper!" the old man cried,
"And seal it with olive-and-dove.
"I command you to do it!" he added with pride,
"Nor forget, my good fellow to send her beside
"Easter Greetings, and give her my love."
poem by Lewis Carroll
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
He forgot—and I—remembered
203
He forgot—and I—remembered—
'Twas an everyday affair—
Long ago as Christ and Peter—
"Warmed them" at the "Temple fire."
"Thou wert with him"—quoth "the Damsel"?
"No"—said Peter, 'twasn't me—
Jesus merely "looked" at Peter—
Could I do aught else—to Thee?
poem by Emily Dickinson
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!