Hans Christian Andersen

Med et Speil

Lykkens Yndling er Du af Naturen,
Lykkens Yndling er Du i Figuren,
Lykkens Yndling er Du for og bag,
Lykkens Yndling baade Nat og Dag,
Lykkens Yndling — derfor faaer Du — gjæt!
Dette Speil, det viser dit Portrait.

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share

Related quotes

Hans Christian Andersen

Til Axel Fredstrup

Til Axel Fredstrup
med mine Eventyr
(Han havde i ,,Lykkens Blomst'' været den lille Nisse)


Er „Lykkens Blomst' end kastet hen,
Saa veed jeg dog tilvisse,
Jeg har en gammel trofast Ven,
Her i den lille Nisse.

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Med en Pidsk

Du faaer en Pidsk, som det sig bør,
Du Lykkens Kjæledægge.
En Pidsk har Du jo faaet før
Her inden fire Vægge.

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Til den lille Marie

Du er vel ikke et Aar endnu,
Men vi er forlovede, jeg og Du,
Du yndige Barn, halvt Engel endnu!
Det bliver jeg snart, men Menneske Du,
Faaer Huus og Familie, Lykkens Kaar;
Siig da, og tag frem her Bogen, Du faaer:
„Vi To var forloved', jeg var knap et Aar."

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Nu er Du paa Maskerade

Nu er Du paa Maskerade,
Og det paa Højbroplads;
Imorgen paa Østergade,
Saa er Du Lykkens Mads.

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Du er Poet

Du er Poet,
Du er Prophet,
Du er En, jeg aldrig har seet;
Men fra Hoved til Fødder
Er Du proppet med Lykkens Nødder.

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Til H. S. [Ind i den dunkle Skov i Tjørn og Krat]

Ind i den dunkle Skov i Tjørn og Krat
Jeg gaaer at søge Urten, som kan læge.
Ud i den dunkle Nat!
Mig vil det vederqvæge!
Jeg bærer selv en Vunde i mit Hjerte,
Min Tanke altid bøied sig mod den.
Nu føler jeg den ei! Det er din Smerte,
Som brænder der, min stakkels, unge Ven!
Vent paa min Atterkomst!
Jeg bringer Urten Dig, Din Lykkens Blomst.

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

I Prindsesse Dagmars Stambog

Her Pen og Blæk en Tegning gav:

En Kornmark med en Kjæmpegrav,
En Bøgeskov, det aabne Hav,
Og Danmark er fremstillet.

Men selv i Lykkens bedste Hjem
Kan Mindets Taare perle frem,
Den har langt bedre Billed.

Det ud fra Barnehjerte sprang,
Med Solskin og med Barnesang,
Selv mindste Blomst maa ligne.

Sligt Hjertet kun kan aande hen,
Det tegnes ei med Blæk og Pen.
— Gud glæde Dig, Fyrstinde!

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Louise Ipsen og C. St. A. Bille

Før Talen
Vort Liv har mangen Høitidsdag,
Hvor Hjertet hejser Krands og Flag
Og dog i Alvor banker;
Da løfte sig ved Orgelklang,
Saa tillidsfuldt i Glædes-Sang,
De stille Alvors-Tanker.
Gud er hos os paa Lykkens Dag,
Han styrker os ved Modgangs Slag.
Hvor kan da Hjertet bæve!
Ung Elskov i sin Blomsterflor
Med Kronen ind i Himlen groer.
Did op sig Tanken hæve!

Efter Talen
I knælede for Herrens Bord,
Udtalte Sammenholdets Ord,
Som Troskab kan dem sige.
I eders Sind er Ungdoms Vaar,
Den blive, selv bag sølvhvidt Haar,
Og end hist i Guds Rige!

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

En Stemning

Hvad der skal skee, det skeer, derpaa jeg troer
Og giver mig Vorherre hen i Fæste,
Tryg svøber jeg mig i mit „Fadervor",
Skee, hvad der maa! Hvad Gud vil, er det Bedste.

Paa ham alene bygger jeg og troer,
Han taler til mig gjennem alt det Skabte;
Af ham min bedste Deel jo i mig boer,
Hvis det jeg tabte, Paradiis jeg tabte.

Det lyser ind i Sjælen, hvad jeg fik,
Hver Naadegave udenom og inde,
Hvert Alvors og hvert Letsinds Øieblik,
Hvad jeg har tabt og vundet og kan vinde.

„Udødelighed"! Tanken er saa stor!
Men „Evighed" og det „Uendelige"
Er større, ubegribeligt — og hvor
Erkjendes ikke de som virkelige!

Udødelighed! Du har i din Haand
Retfærdighedens Vægtskaal; Du maa være!
I Dig jeg siger, under Smertens Baand:
„Det Bedste skeer! Gud Herren Priis og Ære!"

Men giv mig Styrke, Herre, i min Nød,
I Lykkens Dage, og naar tungt jeg lider!
Hvad der skal skee, det skeer, som Gud det bød;
Men Gud vil kun det Bedste alle Tider.

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Oldtids huuslige Liv

Ak, hvor romantisk smiler dog det Bjælkehuus i Dalen!
Med deiligt skaaret Halm og Hø er Gulvet strøet i Salen,
Og midt derinde er et Baal, saa lysteligt det luer,
Melodisk drypper Soden ned fra Loftets hvalte Buer.
Imedens Røgen bølger frit om Bjælkerne derinde,
Rundtom et Bryggerkar med Øl, sig leirer Mand og Qvinde.
Ja det er Oldtids brede Børn det seer man paa Figuren,
Og de er' alle klædt' i Skind, der lugte af Naturen.
Hver gnaver paa et Flæske-Been, og naar det reent er pillet,
Naboen det i Panden faaer, og det er Tegn paa Snillet.
— I Jomfru-Buret seer det ud, som i en Spindestue,
De Terner stoppe Hoser der med deres skjønne Frue;
Og sige de i barnlig Skjæmt lidt meer end sig kan sømme,
Med Øredask, og andet meer, hun holder dem i Tømme.

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Med et Kobberstykke [Da Roser mangle ved Julens Leg]

Da Roser mangle ved Julens Leg,
Din Stue vi ikke kan smykke;
Men som en Blomst dog for din Væg
Du faaer dette Kobberstykke.

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Mai

'Du skiønne Mai! af Dig jeg veed,
At Poesie er Kiærlighed.'

*
Hver Maaned har sin Characteer,
Sit Hang og sine Pligter,
Mai er ei mindre eller meer,
End Aarets unge Digter!
Mai aander Kjærligheds Magie,
Og Kiærlighed er Poesie!
Fra oven kommer Kraften ned,
Guds Sol til Spiren gløder,
Livs Friskhed, Duft og Kjærlighed
Hvert Blik, hvert Hjerte møder.
Du synger paa din Blomstersti
Om Kjærlighed, om Poesie!

Du synger os om Helene,
Om Romeo og Werther,
Om Hermann og hans Dorothe',
Og vinder alle Hjerter.
Den hele, blomstrende Natur
Er Kjærlighedens Troubadour.

Med samme Grønt stod Bøgens Hang
Og hvælved sig foroven,
Da Freia mødte første Gang
Sin Odur her i Skoven.
De planted' ved den stille Bæk
Den sydlig friske Rosenhæk.

Saaledes løb den klare Aae,
Og Linet laae paa Blegen,
Da Signe Kongeskibet saae
Fra Stranden, under Egen.
Saa dufted Skov og Blomst og Blad,
Da hun og Hagbarth skiltes ad!

See, lig et Speil staaer Sø og Strand
Om Landets Blomsterbede;
Hvad Bølgen saae i fremmed Land,
Det drømmer den dernede,
Hvor paa den Vei saa dyb og bred
Agnete dog fandt Kjærlighed.

Hør, Bølgen nynner Dig sin Drøm:
'Mod Grønlands Kyst jeg vugged';
Kajakken gled paa striden Strøm,
Hvor mangen Sælhund dukked*.
Der lærete jeg, paa nøgne Bred,
Hvor Hjerter slaae, boer Kjærlighed.'

'Jeg over Verdens-Havet gik,
Blikstille hvilte Søen,
Hvor Trommen lød, som stolt Musik,
For dem paa Palme-Øen;
Den Vilde høit i Dandsen sprang,
Det var om Kjærlighed han sang.'

Saa drømmer Bølgen rundt om Vang,
Mens Vaarens nye Scene
Indbyder til en Vandrings-Gang
Bag Skovens grønne Grene.
Høit Lærken slaaer paa Mark og Eng,
Den bygger der sin Brudesend.

I Dammen hvide Blomster staae
Imellem brede Blade,
See Fiskene med Halen slaae
Og sig i Solen bade.
Stum svømmer Fisken rundt om Jord,
Thi Kjærlighed tidt mangler Ord.

Paa Himlen staaer en Sommersky,
Den halve Eng den skygger,
Men dobbelt Lys faaer Mark og By;
Hvad er det der man bygger?
Der staaer en Stang med Baand og Flag;
Det er i Dag jo Valborg Dag!

Hver Ungersvend med Sundheds Kind,
Sig paa sin Ganger svinger,
I Dag han rider Sommer ind,
Hør, hvor Musikken klinger!
En gammel simpel Melodie;
Smukt blander Sangen sig deri.

- 'Vor Skov og Mark sig fryder smukt.
Hør dette, som vi bede!
O Valborg, skjænk os Græs og Frugt,
Vær for os Gud med Glæde!
Thi bære vi Dig Mai i By,
Hør dette, som vi bede!
Og love Dig med Psalmer nye,
Vær for os Gud med Glæde!

Lad Humlen voxe høi og stor,
Hør dette, som vi bede!
Velsign Du Kornet, at det groer,
Vær for os Gud med Glæde!

Tag Danmark i din Varetægt,
Hør dette, som vi bede!
Beskjærm vor Konge og hans Slægt,
Vær for os Gud med Glæde!

Du kjender bedst vort sande Gavn,
Hør dette, som vi bede!
Vi bede det i Jesu Navn,
Vær for os Gud med Glæde!' -

Dem svare høit de Piger smaae:
'Velkommen Mai Du være!'
Saa lysteligt skal Dandsen gaae,
Men hvem skal Krandsen bære?
- See, rødmende hun blandt dem staaer.
Sæt Krandsen om de løste Haar!

- Spil kun din simple Melodie,
Du Gamle hist ved Muren,
Alt hæver sig til Poesie
I Hjertet og Naturen.
Du skjønne Mai, af Dig jeg veed,
At Poesie er Kjærlighed!

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Med en Visker

Du som staaer der og smidsker:
Hvad faaer jeg skal jeg troe?
See her, Du faaer en Visker,
Men Du fortjente to.

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Skildvagten

Aft'nen er taaget — døsigt Lygterne brænde;
Kun paa sin Støi og sin Larm kan man kjende
Det store Paris.
Den brogede, larmende Vrimmel, paa Bølgernes Viis,
Fremtrænger sig vildt gjennem Stræde og Gade.
Hist staaer et Palads med pragtfuld Façade,
Men kun svagt, gjennem Taagen, dæmrer den straalende Krands
Af Lampernes flammende Glands.
Hvem er vel Eier af hiin Pragt, man seer?
„Un cavalier," man veed ei meer.
Ved Porten staaer en Graaskjæg i Gevær,
Han tjente engang i den store Keisers Hær, -
Forresten man om ham veed meget mindre;
Men saae man i den gamle Krigers Indre,
Da for vort Blik,
En svunden Verden, stor og klar opgik.
„Hvor underligt forandres Alt med Tiden!"
— Saa drømmer han. — „Her stod jeg just! dog, det er længe siden.
Mit Bryst var fuldt af store Ungdoms Drømme;
Da bruste Blodet — ja, i vilde Strømme
Flød Frankrigs Blod,
Men Friheds-Træet grønt og herligt stod,
Og jeg var hærdet; nu jeg gammel er og blød.

Toulon var Fjendens. Seier eller Død
Vi med vor yngste Officeer da svore,
Thi han — han var Napoleon den Store.
— Med ham gik Frankrigs yngste Helte-Flokke
Hen over Alpelandets Kjæmpeblokke,
Bestandigt opad, opad i den skarpe Vind,
Som vilde vi i Himlen ind!
Han gik foran, vi fulgte Mand for Mand,
Hvor før kun Mulen steeg paa Fjeldets Rand,
Og gjennem Iis og Snee og skarpe Vinde,
Vi vidste Fjenden, og vor Seir at finde;
Der midt imellem Kamp og Dødens Flamme,
Han stod den Samme,
Skjøndt Kugler fløi om ham i Dagens Dyst.
„Om han blev dræbt!" — det gjøs i hvert et Bryst,
Thi Gud og han vor Tanke var i Leiren,
Og begge gav os Seiren.
Hvor jublede jeg høit med Folke-Vrimlen,
Da Keiser-Navnet tonede mod Himlen;
— Smaae-Fuglene paa Fjeldets Tind,
Saae stolt til Konge-Ørnen ind;
Da stormede vi gjennem Busk og Hække,
Og Konger kaared' han, hvis Kraft de vilde knække.
Selv Havets Slange, skjøndt den bister lo,
Dog frygtet Konge-Ørnens stærke Klo;
En evig Troskab, Venskab høit de svore,
Og glemte dog saa snart den Eneste — den Store!

Ud over Reden voxte det stolte Vinge-Par,
For lidet ham det store Frankrig var;
Han var Europas Helt — Europa var hans Rige,
Hans Stjerne kjendte kun, at synke, eller stige.

„Mod Moskov! — Moskov!" høit han bød,
Men stolt det reiste sig i Flamme-Glød,
Kun Ild og Aske inddrak vore Lunger,
Til Bjerge svulmed' Brandens røde Tunger,
Alt blev til Ild, selv Liget i sin Grav,
Og Lykkens Stjerne svandt i dette Flamme-Hav.
— Hver Dag skjød Ruslands Jordbund Hære frem,
Dog havde vi nok faaet Bugt med dem!
Det Vintren var, og ei Kosakkens Landse,
Der røved' Frankrig sine bedste Krandse.
Kun Iis og Snee stod for vort matte Blik;
Ja Neglene fra Kjødet gik,
Mens Børn og Kvinder, Alt — dog taus jeg være maae;
Hvad Øiet dengang saae,
Tør nu mit gamle Hoved ikke tænke paa! -

Jeg blandt de Saarede paa Vognen laae;
Een Flod og Riger var imellem Fædrelandet;
Stærk Strømmen gik, tynd Isen var paa Vandet;
Hver Vogn, hver Hest vi synke saae;
Kun enkelt kunde man hiin Side Bredden naae,
De matte Hænder vi fra Vognen strakte frem,
Man saae det ei, thi „hjemad! hjem!"
Det lød, det trængte i mit Hjerte;
Jeg styrted' mig fra Vognen i min Smerte,
Men Isen brast; — — dog Strømmen hæved' atter,
— En Haand mig fatter -
Det var Napoleons — Han var min Redningsmand,
Og jeg saae Frankrig, saae mit Fødeland.
Fri stod jeg der, men ham man Haanden bandt;
Europas Sol bag Elbas Skove svandt.

Men synke kan ei det som Gud opreiser,
Og Folket selv ham kaarede til Keiser;
Der maatte til den hele Spurve-Vrimmel,
For at forjage Ørnen fra sin Himmel.

Han kom — — mit Hjerte vilde mig af Barmen!
Min Hustru holdt den Spæde frem paa Armen;
Velsignelse fløi fra hans Helte-Blikke,
Han kom igjen — han glemte Frankrig ikke!
— Men Frankrig glemte ham — det gav ham bort til Havet;
Ei Fædrelandet har sin første Helt begravet.

— Mod Fjeldet stolt den høie Bølge slaaer,
Men den er bristet længst, naar Fjeldet staaer;
Det synker ei, hvad engang Gud opreiser!
Europa glemmer ei min store Keiser!" -

Saadan den gamle Skildvagt drømmer nu.
„Hvad græder Du? —"
„Lidt vaade er de gamle Øienlaage,
Dog, det er mueligt Aft'nens kolde Taage ..."
„Tys, stille dog! glem nu den Store!
Hist gaaer en lille Een med Sabel og med Spore,
Derfor ei Mere!
Husk, gamle Graaskjæg, Du skal presentere!"

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Taaren

Mit Hjerte er en Himmel graae,
Hvor Sorgerne som Kloder staae;
Saa underlig er deres Gang,
Derfor er Barmen dem for trang.
Græd kun, ja græd, saa faaer Du Ro!
Hver Taare, er en Verden jo;
En Verden fuld af Sorg og Lyst,
Der ruller fra det snevre Bryst.

Og har Du grædt dit Øie træt,
Da bliver Du om Hjertet let,
Thi Sorgen, om den end er stor,
I hine Taare-Verdner boer!
Og troer Du vel, at han som glad
Seer Krybet paa det mindste Blad,
Han, som det Hele stræber til,
At han en Verden glemme vil?

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Cigaren

Cigarens Glød er et Ildsted,
hvor Ildaander er tilhuse;
Den Ene blæser med Puster,
at Ilden skal ikke gaae ud;
Den Anden rører med Ildtang,
faaer Saften til at beruse;
I Dampen er der en Troldkraft,
en lille cigarfødt Gud;
Han bygger, som Fata Morgana,
det Røg-Slot Tankerne ville;
Han viser nu for mig Hjemmet
og alle Vennerne der;
Jeg glemmer at Have og Bjerge
uendeligt vidt os skille,
At nede paa Pladsen rigt gløder
Orangens duftfyldte Træer.
— Nu lægger jeg bort Cigaren;
Sevilla, du deilige Stad!
Jeg glemte Dig, jeg var i Danmark,
mens her med Cigaren jeg sad.

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Cometen 1834

Lad Verden tee sig nok saa lærd, foruden som forinden,
Naar først Cometen viser sig, den ryger dog af Pinden.
Saa seer man, den er ei solid, men saa er det for silde,
Nu lapser den sig alt for fælt, og derfor gaaer det ilde.
Ja, hører nu, hvordan det gaaer, og hvad der snart vil hænde,
Thi siden faae vi neppe Tid, at see paa Verdens Ende.

— Omtrent naar Tappenstregen slaaer,
Naar Vægteren paa Gaden gaaer,
Og synger høit mod Skyen,
Mens Flyveposten flagrer over Byen,
Da viser sig Cometen stor og rød,
Men hver Mand troer: „O det har ingen Nød,
Den gaaer nok over!"
Selv Byens Magistrat med denne Tanke sover.
— Men ak! Cometen kjender ei til Hvile,
I hvert Minut den løber hundred' Mile;
Den mod vor Jord fremrykker,
Men slaaer os ikke lige strax i Stykker,
Nei, den gjør os en anden stor Fortred,
Den ta'er vor Jord paa Slæbetouget med.

„Ak!" sukke gamle Folk, og falde hen i Daanen:
„Hvi løb den ikke heller af med Maanen!"
— „Und immer weiter, hop, hop, hop!"
Vi fare Alle i Galop;
Men at vor Jord saaledes galoperer,
Just ei generer,
Man holder meget jo af Galopade,
Paa Baller, som paa Østergade;
Man kjender Touren, holder let Balancen;
Men Jorden — ak! den taber Contenancen.
Ved disse nye Spring
Den glemmer reent at dreie sig omkring.

Fra Maribo man hører Klager,
„Som Mange megen Skræk indjager;"
Man mærker, det er ilde fat,
Cometen bli'er i Bladet sat.
Men ak! den løber dog afsted,
Og Jorden — ja, den løber med.

Da mærker man, selv hos det mindste Noer,
At Dandse-Organet i Hjertet boer,
Thi Hjertet hopper fra Bryst til Hals,
Som i Wiener-Vals.
— Snart er' vi Solen ganske nær,
Af Hede tabe vi vort Veir;
Enhver gjør Vind — men ak, for lidt.
Med de bekjendte korte Trit,
Og Arme, som Græshoppe-Been,
De unge Damer løbe hver og een,
Gjør Vind paa Gaden op og ned,
Men Luften bliver lige heed.
— Tilsidst vi Solen dog passere,
Men mange fede Folk crepere,
Og Bladene, ak ja! — de komme slemt tilkort,
Thi alt hvad Vand er, tørres ganske bort.

Men lad det gaae med Verden som det vil!
Man vænner sig dertil.
Snart gaaer enhver til sine gamle Skikke,
Man frygter ikke,
Man holder Baller, drikker Thee og snakker.
— Jeg takker!!!
Men ei Cometen falder os i Talen;
Tilsidst faaer den dog Lyst at røre os med Halen,
Men neppe er det skeet,
Saa gaaer det galt med Jord og med Comet;
O, kunde vi Halen dog englisere,
Saa skulde vi ikke saa brat crepere!
Betænk, hvilken „fürgterlig Ildebrand,"
— Fælt sprutter Jorden af polemisk Vand,
Men ei det nytter, den gaaer reent itu,
Men kan det trøste, nu
Saa gaaer det ei Cometen meget bedre,
Thi den og vi med Alt gaae da til vore Fædre. -

O hvilket Virvar dog i vor Natur!
I Nakken faae vi den chinesiske Muur,
Ja Rundetaarn og selv Theatret vælter,
I Taschenbücher man paa Gaden ælter,
Og tænk en Gang — de brænde!
Nu hører man et Knald, og saa har Verden Ende. -

Men som en Phønix, mærk mit Ord,
Snart af Cometen og vor Jord
En Klode danner sig paa ny,
Med Folk og Fæ, med Mark og By;
Men deres Storhed ei vi fatte,
Mod dem er' vi kun Padehatte;
Forstanden tred've Grader naaer,
(Mod dem var Plato selv et Faar).
De skrive, skrive, og studere,
Spadsere
I Luften, grave dybt i Jorden,
Da finde de baade i Syd og Norden,
Ret tydeligt Spoer af en Verden før,
Og det er vores, som det sig bør.

Man finder Folk — ja hele Lag,
Med Ordner baade for og bag,
Men man tør ikke Personerne røre,
Thi de ere skjøre. -
Ja, hvad som findes, selv mindste Kat,
Betragtes strax som en gylden Skat.
Saaledes Kjære,
Vi komme engang i Agt og Ære,
Faae Plads paa Museet, i Kirke og Slot;
Som Antiqviteter de os vil vise;
O lader os alle Cometen prise!
Naar Enden er god, er jo Alting godt!

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Christian Voigt

Alt hvad der dybt greb i min Kjærlighed,
Det saae jeg altid snart, som Boblen briste,
Du er mig kjær! og derfor klart jeg veed,
At ogsaa Dig, jeg derfor her vil miste.
O vær mig tro, i hvad der end skal skee;
Thi Du — kun Du forstaaer min bitre Vee.
Min Tro paa Mennesker i Fryd og Smerte
Staaer mægtigt bygget paa dit Broder Hjerte.

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Rolighed

Det gamle Kjøbenhavn groer over Volden,
Det kneiser ungt ud mod de aabne Søer,
Hvor „Rosenvænget" naaer til Øresund,
Og Konstner-Navne lyse ud i Verden.

Her trives Roserne. Det vilde Viinløv
Udfolder Efteraarets Farvepragt,
Mens bag Kastanietræer og Hyld og Popler
Et Hjem sig løfter, minderigt fra Fortid.
Her Sangen lød: „Eleonora Ulfeldt,"
Her Tænkeren sad under Poppelpilen
Og lyttede til Aanden i Naturen.

Det Hjem er nu et lille „Rosenborg,"
Med Taarn og med Altaner ud mod Sundet,
Hvor Malmø og Landskrona sees i Solskin
Og Tycho Brahes Ø og Gyldenlund.
I Karavane Skibe gaae forbi,
Slig Svaneflok, saa stor, kun sees i Sundet.

Naar saa i Aftnen Himlens Stjerner blinke,
Og Fyret fra „Trekroner" lyser vidt om,
Hvert Fartøi ude tænder sin Lanterne,
Troer man at see et festbelyst Venedig,
En svømmende, illumineret By.
Dog skjønnest er her inden fire Vægge,
I Gjestfrihedens lykkelige Hjem.

Johannes Ewald sang udødeligt
Rungsteds Lyksalighed. O, havde han
I vor Tid levet og i dette Hjem,
I dette Hjertelag, hos disse Venner,
Han havde sjunget da en deilig Sang
Om „Rolighed" og Rosenvængets Roser.

Mit Hjem i Hjemmet, hvor bag Hyldens Hang
Mit Liv fik Solskin og min Harpe Klang,
Dig bringer jeg taknemlig, glad min Sang!

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Brudstykke af en Rundsang

Kurvemageren:
Kurvene gjør just vor Lykke,
Kurve gjort med Vid og Aand.
Kurven er et herligt Stykke,
Naar den er i Pigehaand;
Dog, hvordan det ogsaa gaaer,
Kurven først fra os hun faaer!

Snedkeren:
Høvler, hamrer, muntre Svende!
Og husk paa, hvad tidt er sagt:
Naar det Jordiske har Ende,
Fire Fjæle er vor Pragt;
Men for Kisten, som jeg slaaer,
Selv en Brudeseng jeg faaer.

poem by Hans Christian AndersenReport problemRelated quotes
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Share