Til H. S. [Ind i den dunkle Skov i Tjørn og Krat]
Ind i den dunkle Skov i Tjørn og Krat
Jeg gaaer at søge Urten, som kan læge.
Ud i den dunkle Nat!
Mig vil det vederqvæge!
Jeg bærer selv en Vunde i mit Hjerte,
Min Tanke altid bøied sig mod den.
Nu føler jeg den ei! Det er din Smerte,
Som brænder der, min stakkels, unge Ven!
Vent paa min Atterkomst!
Jeg bringer Urten Dig, Din Lykkens Blomst.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Hjertets Melodier
To brune Øine jeg nyelig saae,
I dem mit Hjem og min Verden laae,
Der flammede Snillet og Barnets Fred; -
Jeg glemmer det aldrig i Evighed!
Min Tanke er et mægtigt Fjeld,
Der over Himlene gaaer;
Mit Hjerte er et Hav saa dybt,
Hvor Bølge mod Bølge slaaer.
Og Fjeldet løfter Dit Billed
Høit over Himlenes Blaae,
Men selv Du lever i Hjertet,
Hvor dybe Brændinger gaae.
Du gav mig Blomster; hvis de lege kunde,
Da vandt jeg atter Lunets frie Lyst,
Men nei, de aabne meer den dybe Vunde,
Og sprede Giften i mit unge Bryst.
En Digter-Verden er saa navnløs stor!
Den hvælver sig høit over Himlens Bue;
Hver Sol og Stjerne i dens Luft-Hav boer,
Og ingen Tanke kan den overskue;
Dog kan Dig Intet i det store Rige,
Mit Hjertes dybe Kjærlighed udsige.
Henvisned' er de Blomster Du mig gav,
Men fra de Dødes Grav
Staae Aander frem, i Livets dunkle Gange.
Gjenkjend dem her, i mine bedste Sange.
(Ørkenens Søn)
Den vilde Hengst jeg tumler,
Vi flyve paa Sletten afsted,
Men Hjertet slipper dog ikke
Den stærke Kjærlighed.
Som Solen brænder i Sandet,
Saa brænder det dybt i mit Bryst;
Det er som Hjertet vil sprænges
Af Længsel og af Lyst!
Saa høi og saa stor er Himlen,
Med Sol og Stjerner paa,
Dog rummer den ei den Flamme,
Mit Hjerte dølge maa!
Der brænder mig Ild i Blodet,
Flyv, vilde Hengst, afsted!
Mit unge Hjerte sprænges
Af haabløs Kjærlighed.
Jeg elsker Dig — Dig, som jeg ei tør sige!
Du staaer som Tanken i mit Drømmerige,
Du skaber Aanden i hver dristig Sang,
Thi svulmer Hjertet, ret som Bølgens Gang,
Og brister stolt — thi Skjalden er en Gud;
Du er jo Brud — og lykkelig som Brud.
Man har et Sagn — et Eventyr:
Hvert Musling-Dyr,
Der bygger i den dybe, salte Sø,
Naar det har skabt sin Perle maa det døe.
— O Kjærlighed! Du blev mit Hjerte givet,
Og Perlen koste vil sin Skabning Livet.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Baggrund til Vignetterne
Hvad er det vel vi kalde Poesie?
En skuffet Drøm, nu det Uendelige!
Det Enkelte, det Heles Harmonie,
Vi jo med dette lille Ord udsige.
Vort Liv, ja jeg og Du, kort alle vi
Er' Poesie!
Det stolte Fjeld, der over Skyen gaaer,
Hvor Fossen larmer over knuste Graner,
Hvor Gemsejægeren ei Spidsen naaer,
Hvor Tanken svinder og Guds Storhed aner;
Hiin herlige Natur saa høi og fri
Er Poesie!
I Gruben ved det blege Lampeskjær,
Den stille Bjergmand sidder med sin Stræben,
Han tænker trofast paa sin Hjertenskjær,
Og gamle Sange tone ham fra Læben.
Den hele Scene, Hjertets Drømmerie,
Er Poesie!
I Røg og Damp den vilde Kampplads staaer,
Her brænder Byen, hist man stormer Skandsen,
Dødskuglen gjennem Heltehjertet gaaer,
Imens det drømmer stolt om Laurbærkrandsen.
Selv dette røgomhylte Malerie,
Er Poesie!
See Slaveskibet! dybt i Rummet her
De lænkebundne, solgte Brødre sukke.
Nu er det Havblik, tyst — hvad pladsker der?
Et Liig, nu eet — og Bølgerne sig lukke.
Dødskysset da, som gjør den Fangne fri,
Er Poesie!
Naar hun, hvem Hjertet fast sig klynger ved,
Som er din Tanke og din hele Stræben,
Naar hun forstaaer din dybe Kjærlighed,
Og hendes Haandtryk siger meer end Læben,
Hvad da Du føler, fængslet, men dog fri,
Er Poesie!
Hver Barnets Drøm om Jordens Herlighed,
Den Gamles Minder, mens hun dreier Rokken,
Den glemte Qvindes stille Huuslighed,
Der sysler hjemme, tro, med Børneflokken,
Den Vildes Glæde ved et Speils Magie,
Er Poesie!
Naar Vennen Du betroer Din bittre Vee,
Og klynger Dig til ham med trofast Hjerte,
Dit varme Du faaer kun et høfligt De,
Din Tillid selv forvandler sig til Smerte,
Selv det, naar han Dig fornem gaaer forbi,
Er Poesie!
Siberien med Taage, Iis og Snee,
Omslutter ham, der stred for Frihedsfaner,
Alene, i det grændseløse Vee,
Hans Liv henvisner mellem dunkle Graner,
Hans Drøm om Frihed — Ørk'nens Dyr er' frie -
Er Poesie!
Der staaer en Klippe i det salte Hav,
Fra Skibet mangen Pilgrim den bestiger,
Man seer et Træ, en Skildvagt og en Grav,
Hvert Blik faaer Liv, men Læben intet siger.
Den dybe Stilhed her er Melodie,
Som Poesie!
Musikkens Toner, Ungdoms glade Dands,
En Verden i et Frø og i en Stjerne,
Selv Graven med sin visne Blomsterkrands,
Vort Hjertes Higen mod et ukjendt Fjerne,
Mit Liv og hvad jeg fandt deri,
Er Poesie!
Jeg følte mig, som Ørnen, stærk og fri,
Min unge Sjæl var gladest blandt de Glade,
Men Hjertets bedste Drøm er nu forbi,
Og Livets Træ staaer uden Blomst og Blade.
Mit Kald, som Digter — Hjertets Melodie -
Var Poesie!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hjemvee
Om Aft'nen i det lille, snevre Kammer,
Naar Alt er stille, i mit Bryst det flammer!
En mægtig Længsel fylder al min Tanke,
Af Hjemvee føler jeg mit Hjerte banke,
Og jeg maa græde, skjøndt jeg er en Mand,
Thi her, har Hjertet intet Fædreland!
Naar Kunsten aabner mig sit store Rige,
Den samme Længsel føler jeg da stige,
Enhver Musik, hver Sang der naaer mit Hjerte,
Gjenvækker denne bittre, søde Smerte,
Men Hjemmet finder jeg dog aldrig her,
Mit Hjem er der, hvor jeg kun ikke er!
Seer jeg den friske Skov, de grønne Dale,
Da føler jeg, hvad ei jeg kan udtale,
Seer jeg det stolte Hav og Aftenrøden,
Da længes Hjertet mægtigt efter Døden!
Dog nei! det er ei Døden, nei, et Hjem, -
Et Hjem, hvis Navn jeg ei kan stamme frem.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
October
'- Du har ei Ro, ei Smerte
Tomt er der i dit Hjerte;
Saa døsigt Taagen ligger
Rundt om det visne Krat! -.'
*
Storken er reist til fremmed' Land, Spurven boer i dens Rede;
Løvet falder, men Bærret staaer rødt paa den sorte Hede.
Taagen ligger saa kold og klam, Vedet fældes i Skoven,
Bonden gaaer paa den vaade Mark, vælter Jorden med Ploven.
Over de sorte Muldvarpskud flyver en vildsom Svale,
Skjuler sig mellem Mosens Rør, kan ei synge, ei tale.
Draaben falder saa kold og tung ned fra Træernes Grene;
Minderne leve, uden dem følte sig Hjertet ene.
Som Oceaners dybe Ro førend Stormene stige,
Ja, som et Havblik er der i hele Naturens Rige,
Havblik, Forbudet paa en Storm, snart den stiger med Vælde,
Da skal Skoven staae som et Vrag, alt de Masterne fælde.
Tomhed breder sig meer og meer, her er ei Fryd, ei Smerte;
Livstomt staaer den stolte Naturs svulmende Digterhjerte.
I Vaar Din Sol sig tændte,
Dit unge Hjerte brændte,
Alt blev til Blomst og Blade,
Og Fuglene sang glade -
Din Sjæl var Kjærlighed.
Med Liv Du Alt omsno'ede.
Selv paa Ruinen gro'ede
Den grønne Vedbend'-Ranke;
Og Troskab var Din Tanke,
Lyksalighed Dit Meed.
Alt aanded' Liv og Varme,
Du holdt i Dine Arme
Din skjønne Blomsterpige;
Din Drøm var uden Lige.
Nu har hun Dig forladt!
Og Blomsterne er' døde,
Dybt i Dit Bryst er øde,
Du har ei Ro, ei Smerte,
Tomt er der i Dit Hjerte;
Saa døsigt Taagen ligger
Rundt om det visne Krat.
Du kan ei mere drømme.
O svulm, I vilde Strømme!
Ryst Storm din stærke Vinge,
En anden Qval Du bringe,
Ei denne sløve Hvile!
Send Dødens skarpe Pile,
Dig Straa-Død er forhadt!
Stille! see, hvor Taagen løfter sig høit fra den vaade Vang;
Hist bag Kirken synker Solen, Straalen falder bleg og lang.
Sit 'Lev vel' den stille hvidsker til sit Hjertes Troubadour;
Med det gule Løv, som falder, svarer sorgfuldt Guds Natur.
Endnu een Gang, men den sidste, Solen Afskeds-Kysset sender,
Underligt, see hist i Byen, paa en Rude Straalen brænder.
Ogsaa der October bygger bag den nøgne hvidgraae Muur,
Men det eier her et Hjerte, dødt det er i Guds Natur.
See, det lille lave Kammer er saa hyggeligt, saa reent,
Alt for kort er Gulveteppet, men det pynter dog saa peent.
Ambra-Træet staaer i Vinduet i det blege Aftenskjær,
Hvor en halv afbladet Rose Efteraarets Billed bær.
Rokken snurrer, der hun sidder; - 'Er, som Himlen, Øiet blaat?'
Det er kun en gammel Jomfru! bleg er Kinden, Haaret graat.
Her hun lever eensomt stille ved sin Rok og sine Minder.
Dagen gaaer, og Dagen kommer. Saadant afmaalt Aaret svinder.
Ogsaa her var Vaar og Sommer, friske Blomster, Rosenrødt.
Kjærlighed fik dette Hjerte, og end er ei Hjertet dødt!
Haab og Længsel, Ungdoms Drømme, er nu Veemods Melodie; -
Det er kun en gammel Jomfru - hende Verden gaaer forbi.
- Stille! hør fra Kirketaarnet Klokken dybe Toner gav.
Tause Mænd i sorte Klæder staae rundt om den aabne Grav;
Kisten sænkes ned med Snore, Præsten kaster Jorden paa;
'Fred' det toner. - - Gid mit Hjerte bag de fire Bræder laae!
Uden om mig, selv i Haabet, Livet som October staaer!
Digterdrømme, Livets Lykke, Alt jo til sit Løvfald gaaer!
Eventyret vel jeg mindes om den stolte Fiskerviv,
Som bestandigt ønsked' Mere, og det stod ved Ønskets Bliv.
'Konge, Keiser, selv Gud Fader' - da tilsidst, som ved Magie,
Atter i den dybe Leergrav sad hun - Drømmen var forbi!
Flamme-Ønsker, Haab og Længsel stige, medens Hjerter slaae,
Men tilsidst den dybe Leergrav bliver Alt, hvad her de faae!
Spillemand, spil paa Strænge,
Barmen er mig trang,
Hvo kan savne længe
Barnets simple Sang?
Ride, ride Ranke!
Flyv afsted min Tanke,
Flyv hen over Bjerg og Elv,
Hjertet bliver først sig selv
I sin Barneverden!
Spillemand, spil paa Strænge,
Grib med stærke Slag!
Haabet gaaer i Enge
Den lange Livets Dag,
Finder, selv i Moser,
Krusemynt og Roser,
Synger: 'Ro til Fiskeskjær,
Mange Fiske faae vi der,
Aldrig Haabet slipper!
Spillemand, spil paa Strænge,
Livet er saa smukt,
Ei det varer længe,
Snart er Lampen slukt.
Klappe, klappe Kage!
Graven er tilbage -
Giv hver Grille kort Besked,
Qvist den op, og qvist den ned,
Saa falder den i Asken!
Spillemand, spil paa Strænge,
En October-Sang;
Taagen staaer paa Enge,
Barmen er saa trang.
Visselul mit Hjerte!
Vug' i Søvn din Smerte!
Bedst i Graven Vuggen staaer,
Om end ikke Gængen gaaer,
Der ei Barnet græder!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Spillemand, spil paa Strænge
Spillemand, spil paa Strænge,
Barmen er mig trang,
Hvo kan savne længe
Barnets simple Sang?
Ride, ride Ranke!
Flyv afsted min Tanke,
Flyv hen over Bjerg og Elv,
Hjertet bliver først sig selv
I sin Barneverden!
Spillemand, spil paa Strænge,
Grib med stærke Slag!
Haabet gaaer i Enge
Den lange Livets Dag,
Finder, selv i Moser,
Krusemynt og Roser,
Synger: »Ro til Fiskeskjær,
Mange Fiske faae vi der,«
Aldrig Haabet slipper!
Spillemand, spil paa Strænge,
Livet er saa smukt,
Ei det varer længe,
Snart er Lampen slukt.
Klappe, klappe Kage!
Graven er tilbage -
Giv hver Grille kort Besked,
Qvist den op, og qvist den ned,
Saa falder den i Asken!
Spillemand, spil paa Strænge,
En October-Sang;
Taagen staaer paa Enge,
Barmen er saa trang.
Visselul mit Hjerte!
Vug' i Søvn din Smerte!
Bedst i Graven Vuggen staaer,
Om end ikke Gængen gaaer,
Der ei Barnet græder!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til Axel Fredstrup
Til Axel Fredstrup
med mine Eventyr
(Han havde i ,,Lykkens Blomst'' været den lille Nisse)
Er Lykkens Blomst' end kastet hen,
Saa veed jeg dog tilvisse,
Jeg har en gammel trofast Ven,
Her i den lille Nisse.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I Prindsesse Dagmars Stambog
Her Pen og Blæk en Tegning gav:
En Kornmark med en Kjæmpegrav,
En Bøgeskov, det aabne Hav,
Og Danmark er fremstillet.
Men selv i Lykkens bedste Hjem
Kan Mindets Taare perle frem,
Den har langt bedre Billed.
Det ud fra Barnehjerte sprang,
Med Solskin og med Barnesang,
Selv mindste Blomst maa ligne.
Sligt Hjertet kun kan aande hen,
Det tegnes ei med Blæk og Pen.
— Gud glæde Dig, Fyrstinde!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den Gang vi endnu havde Vaar
Den Gang vi endnu havde Vaar,
Saae jeg Dig Roser plukke,
De turde i dit dunkle Haar
Sødt dufte, friske, smukke.
Og da man Sommer red i By,
Dit Hjerte var bevæget,
Du bandt en smuk Bouquet paany,
Hvori hver Markblomst leged.
Og Høsten kom med broget Lyst
Med Asters, Anemoner,
Dem lod Du fæste paa dit Bryst,
Som Ordensstjernen troner.
Nu ind i Vinteren er vi stridt,
Ei Blomster Jorden smykke,
Derfor kan mig nu ganske lidt
Du til dit Hjerte trykke. -
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
En Glædes-Fest i Dag vi har
En Glædes-Fest i Dag vi har,
Og jublende vi komme,
Thi Sløret brast for Øiets Glar,
Den mørke Nat er omme,
See Skoven dog hvor deilig grøn,
Og Hjort og Hind derinde;
Du seer din Fest, saa lys og skjøn,
Vor Moder, vor Veninde.
Igjennem Rummet, denne Dag
Gaaer Hjerte-Melodien,
Du hører Sønners Hjerte-Slag
Fra Themsen og fra Slien,
De er Dig nær og Du det veed,
De juble med herinde,
Gud signe Dig, vor Kjærlighed,
Vor Moder, vor Veninde!
Alt hilser Dig med Lysets Glands,
Det Dybe og det Høie,
Den grønne Mark og Stjerners Krands,
Og Glæden i vort Øie;
Snart Kampens Sky fra Danmark gaaer,
I Fred skal Dagen rinde,
Da dobbelt lys Dig Verden staaer,
Vor Moder, vor Veninde!
I Landet Fred, paa Havet Fred,
Fred i hvert sorgfuldt Hjerte!
Hvor ærlig Villie holder ved,
Gaaer Glæde frem af Smerte.
I Taalmod, og det milde Sind,
Du saae din Nat forsvinde!
Guds Solskin i dit Hjerte ind,
Vor Moder, vor Veninde!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den fremmede Fugl
Seer Du Huset med de røde Bjelker i den hvide Muur?
Rundt om kneise stolte Bøge i den store frie Natur.
Seer Du hist, bag Brombærhækken, Drengen med det aabne Blik?
Ene tumler han sig, lystig efter muntre Drenge-Skik;
Men nu standser han og lytter, thi høit oppe paa en Green,
Sidder der en Fugl og synger, o en lille, deilig een!
Ret som Guld og skjønne Perler skinner Hoved jo og Krop,
Og den selv er ikke større end en fyldig Rosenknop.
Drengen og den lille Sanger blive snart fortrolig her,
Og de skiftes til at synge i det røde Aftenskjær.
Men i Drengens Hoved spøger mange rare Eventyr,
Dem han alle vil fortælle for det lille smukke Dyr;
Men see, Fuglen kan dem alle, selv han saae det paa sin Flugt,
Ingen kan som han fortælle, nei, det er dog alt for smukt!
Men det er ei nok med dette, den kan ogsaa hexe lidt;
Tusind Mile kan den flyve, mens den siger „qvirrevit!"
See den flyver, og den kommer, Drengen er saa sjæleglad,
Sjældne Frøkorn bringer Fuglen, indsvøbt i et Rosenblad.
I hvert Frø er skjulte Kræfter, knap er et i Jorden lagt,
Før et Trylleslot der voxer i sin hele, stolte Pragt.
Taget er af Morgenrøde, Søilerne er Bjergets Snee,
Og igjennem Slots-Portalet kan man ind i Himlen see!
Men et andet Frøkorn svulmer til en deilig Sommersky,
Og med Dreng og Fugl den svæver over Skov og Mark og By,
Seiler ind i Aftensolen, o den er saa rød og stor!
Stiger derpaa ind i Himlen, hvor den gode Gud jo boer;
Seer de mange, mange Stjerner, der som hvide Blomster staae,
Jesubarnet og Guds Engle med de store Vinger paa.
Skyen daler atter med dem, bringer dem til Skovens Krat,
Hvor de smukke Alfer lege i den lyse Sommer-Nat,
Og hvor Aanden af hvert Blomster, der henvisner Aar for Aar,
Atter nu i Midnats-Timen duftende for Øiet staaer.
Fra et Frøkorn stiger hurtigt frem en Palme, høi og stor,
Drengen der med Fuglen sidder, Træet meer og mere groer;
Høit det voxer over Skoven, over Skyen mod sin Gud,
Breder stolt sin grønne Krone over hele Jorden ud.
Fjerne Lande, fjerne Have, seer han dybt dernede staae,
Dog imellem Jord og Himmel underlig han længes maae.
Over Skyen, høit deroppe, Hjertet vil mod Jorden ned,
Og fra Jorden vil det atter søge hist — hvad det ei veed.
Saadan svinder Aar og Dage, Barnets søde Sorg og Lyst,
Øiet bliver da til Flamme, thi det brænder i hans Bryst.
Fuglen flyver, Fuglen kommer, og den flyver bort igjen;
See, da sidder han ved Stranden, stirrer over Fladen hen;
Øiet seer kun Hav og Himmel; Alt er det umaalte Blaae;
Ingen Ø og ingen Skyer, for det trætte Øie staae.
Men see hist, en sneehvid Svane nærmer sig mod Kysten her,
Og sin kjære Fugl han kjender i den stolte Svane der.
See, en Blomsterbaad den trækker, bunden ved sit Vinge-Par!
Og en underdeilig Pige den jo med i Baaden har.
Fra det barnlig' kloge Øie strømmer Freden i hans Bryst;
Kjærlighed —! O Hjertet svulmer — Du er meer end jordisk Lyst!
Tanken styrker, Tanken knuser, Jord og Himmel er saa nær!
Alle gode Aander juble i det klare Morgenskjær.
Skoven mere grøn sig hvælver, Alt er Duft og Alt er Sang,
Og der kysses og der drømmes, og der kysses nok engang!
Uger svinde som Minutter, Aaret er en Sommer-Nat,
Hvor kun Glædens Alfer lege i det friske, grønne Krat.
Hvad kan Svanen bringe mere end en trofast Hjertenskjær?
Blomsterbaaden gynger atter, hvad mon vel den bringer her?
Det er meget meer end Perler, meget meer end Sølv og Guld;
Søde Englebørn den bringer, hele Baaden er jo fuld!
Moderen dem ømt omfavner, Faderen er Barn med dem,
Og de begge to er bange, at de flyve fra dem, hjem;
Flyve op til Himmerige, til de andre Børn hos Gud,
Thi et Nu — og Engle-Vingen voxe kan fra Skuldren ud!
Fuglen kaster Svanehammen, er den lille Fugl igjen,
Og den flagrer og den synger, smukt i Barnehimmelen.
Trylleslottet stiger atter af det lille Blomster-Frø,
Og til Solens Land de seile henad Himlens store Sø;
Palmen voxer, og i Kronen gynger Børneflokken glad,
Og med Alferne de skabe Baade af et Rosenblad.
Manden seer sin Barnehimmel og sin første Kjærlighed,
Som to klare Stjerner funkle de i Aandens Blomsterbed.
Men i Svanehammen stiger han i det umaalte Blaae,
Og som Sandet dybt i Havet seer han Verdner for sig staae.
Alt er kun een Guddoms Tanke, Alt er kun een Kjærlighed!
Aanden svulmer, Hjertet synker til sin Barnehimmel ned. -
Men saa sært sig Verden tumler, det er ret en broget Drøm!
Aarene, som Draaber, svinde i den store, stride Strøm.
Gjennem samme Tidens Prisme hver betragter Livet her,
Men vi see det ikke altid gjennem samme Farveskjer. -
Taus og ene sidder Manden ved den kolde Marmorsteen,
Børn og Hustrue ere døde, Fuglen synger ei paa Green.
Øiet seer hen over Havet, hvor den røde Sol gaaer ned;
„Mon dog aldrig Svanen kommer? Faaer dog Hjertet aldrig Fred?"
Og saa inderlig han længes, træt er Hjertet af at slaae,
Men der dykker ingen Svane op fra Havets dunkle Blaae.
— Dog, hvad er det hist som svæver i det milde Aftenskjær?
See, paa Svanens hvide Vinger kommer Dødens Engel her;
Hvad han synger, synes Manden han har hørt som Barn engang,
Og en mægtig Hjemvee føler Hjertet ved hiin Barndoms Sang.
Fuglen kan ei bringe mere fra det underfulde Land,
Derfor er det Englen kommer til den trætte Vandringsmand;
Begge stige de i Baaden, glide fra den snevre Bugt,
Og i Aftnens sidste Straale sees den, som en Stjerne smukt.
Men naar Baaden reent er svunden er han i det bedre Hjem,
Og de store, hvide Vinger voxne er' fra Skuldren frem.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Kongen
*
Et fattigt Barn jeg var, mig Ingen kjendte,
Men i mit Hjerte Digter-Flammen brændte;
Den drev mig modigt frem i Verdens-Vrimlen,
Skjøndt kun jeg eied' Den og Gud i Himlen.
*
Til Danmarks Konge ledte de min Fod,
Jeg følte kun, jeg hos en Fader stod,
Der gav mit Hjerte Mod, min Tanke Vinger. -
Og Faderhjertet trygt min Sang jeg bringer;
Jeg seer ei Thronen, hvor jeg knæler ned,
Men i Dit Øie: Fader-Kjærlighed.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Dødsenglen flyver i slimet Ham
Dødsenglen flyver i slimet Ham
Atter om Land og Rige.
Frygten er død; mit Hjerte fornam:
Hvad har vel Døden at sige?
Død er et Skridt kun videre frem,
Opad det gaaer gjennem Smerte;
Gud har beredt os det herligste Hjem;
Ei døer vor Aand og vort Hjerte:
De, som alt her i Øinenes Glar
Viste den Skikkelse, Sjælen har,
Sjælen, der lever og virke vil,
Naar ei vor Jord og dens Stjerner er til.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Børnene og den graa Morlille
I Hjertet sidder en lille Person,
Han gestikulerer saa saare,
Men det er ækelt hvor føelsom han er,
Han svømmer bestandigt i Taare.
Han digter allene de rørende Ting,
Ak! Vand er vist Tanken og Tonen,
Thi, tænk! vore Øine staae lidt under Vand,
Skjøndt de er' saa langt fra Personen.
Han maa ei slippe i Verden ud,
Saa blev der først Graad og Jammer,
Vort Bryst skal være hans Fangetaarn,
Og Hjertet hans Fængselskammer.
Han sidder jo luunt inden Vægge der,
Skjøndt evigt og altid han skraaler:
„Her er saa snevert! o ud! derud!
Hvor Himlen og Sollyset straaler!"
— Nei, saa gaaer det meget bedre til
hos dem, som boe i vor Pande;
Vel er det Tagkammer lidet og lavt,
Dog rummer det godt maa man sande!
Thi der er' tusind' velsignede Smaae,
Ja tusinde til, og lidt flere,
Der synge og springe ved Dag og Nat,
(hos visse de mindre genere):
Det er Phantasiens levende Smaae,
De kjende ei Savn eller Længsel;
Ja tidt gjør' de Nar af den lille Person,
Der sidder i Hjertets Fængsel.
De kan de deiligste Eventyr,
Og naar vi Mennesker læse,
Saa spille de strax, som Comedie Alt,
Her lige over vor Næse.
Ja, tidt kan de udvide Kammeret selv,
saa mange alt føle en Svimlen,
Men tænk dog ogsaa, hvor høit det gaaer!
Det gaaer gjennem hele Himlen;
Saa høit, saa høit over Sol og Planet,
Ja, langt paa den anden Side!
Hvorledes de ellers kan gjøre Sligt,
Ja, det maa vor Herre vide!
— Men vil' de gjøre for stort et Spring,
Hvad eller Spektakel og Trætte,
Da kommer Fornuften, en graa Morlil,
Hun bringer dem snarlig tilrette.
Tidt tysser hun ogsaa, og er lidt vred
Paa ham, som i Hjertet græder,
Men ofte hun trøster, da synge de Smaae,
Saa smukt om Himmelens Glæder.
Men Dagene svinde og Aarene gaae,
Om selv de er' nok saa mange,
Da bliver det Fængsel i Hjertet her,
For svagt til at holde sin Fange,
Det Tagkammer selv er i skrøbelig Stand,
Det taaler ei Børnenes Springen,
Den gamle Morlille dem tager i Favn,
Som Moder, hun glemmer slet ingen;
Og Hjertets Lille, det Længsels Barn,
Er nærmest ved hendes Hjerte,
Saa barnligt, saa trygt det hviler der,
Og glemmer sin Sorg og Smerte;
Da er hun ei længer en graa Morlil,
Med Furer og Sorg paa sin Pande,
Nei ung og blomstrende hæver hun sig
Til Himlens lysende Lande.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
R. Frankenau
Glemt staaer hans Grav bag Kloster-Kirkens Muur,
Endt er hans Drøm om Glæde og om Smerte;
Han var en Digter-Blomst i Guds Natur,
Hvis friske Duft har qvæget mangt et Hjerte.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Pram
Fra Helten klædt i Brynie blaae,
Til hver en Blomst Dit Øie saae,
Du bragte os et Billed'.
Din Tanke Intet gik forbi,
Hver Skizze selv Du gav Værdie,
I det Du den opstilled.
Emilies Kilde frisk og klar,
Fra Dig sin bedste Skjønhed har.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Soldaten
Med dæmpede Hvirvler Trommerne gaa,
ak, skal vi dog aldrig til Stedet naa,
at han kan faa Ro i sin Kiste?
Jeg tror mit Hjerte vil briste!
Jeg havde i Verden en eneste Ven!
Ham er det man bringer til Døden hen
med klingende Spil gennem Gaden,
og jeg er med i Paraden!
For sidste Gang skuer han nu Guds Sol,
nu sidder han alt paa Dødens Stol,
de binde ham fast til Pælen!
Forbarm dig, Gud, over Sjælen!
Paa en Gang sigte de alle ni.
De otte skyde jo rent forbi,
de rysted paa Haanden af Smerte,
kun jeg traf ham midt i hans Hjerte!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Jeg troer, at der før en Verden var
Jeg troer, at der før en Verden var;
I den vi hinanden kjendte:
Erindringen Drømme til mig bar;
En Alter-Flamme de tændte;
Jeg saae Dig, hørte din Stemmes Klang,
Det var, som elsked jeg Dig engang.
Ja mere end Fader og Moder her
Du fyldte hele min Tanke;
Og nu, nu staaer Du mig levende nær,
Dit Hjerte som mit kan banke.
Jeg føler, at Ingen forstaaer mig som Du;
Jeg elsked Dig før, og jeg elsker Dig nu.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Der er et Huus afsondret ved et Gitter
Der er et Huus afsondret ved et Gitter
Og Jernport fra den hverdags Landevei;
Enhver, som gaaer forbi, der indad titter,
Det friske Grønne hvisker: Glem mig ei.
Smukt Ranken snoer sig opad Murens Side,
Og stundom flyver der en Sangfugl frem;
Men Huset selv, — om det vi Alle vide:
Der er vort Hjem, vort elskte bedste Hjem.
Det er saa godt i Livets Kamp og Smerte
At holde fast paa hvem man ret har kjær;
At kunne stole paa et trofast Hjerte,
Og sligt et Hjerte er i Huset her.
Fra det udover os Solstraaler spille
Og mangen Sorg os synes ei saa tung;
Vi elske Dig, Du kjærlige, Du milde,
Du elskelige Fader, stærk og ung!
O gid i Alt vi ganske Dig maae ligne,
Op see vi til Dig, elske Dig saa tro;
Den gode Gud Dig glæde og velsigne,
Ja, her er godt at bygge og at boe.
Gud, lad os feire tidt og mange Gange
Den Fest i Dag! beskjærm! o Gud, hvert Led
I Kjæden her, saa kjære og saa mange;
Held ham, vor Stolthed og vor Kjærlighed!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Livet en Drøm
Til Vennen
Du kjender Grunden til min dybe Smerte,
Du kjender hver en Tanke i mit Bryst;
Jeg holder fast ved Dig med Sjæl og Hjerte,
O vær mig tro, i Smerte og i Lyst!
Mit stolte Haab, jeg saae som Boble briste,
O lad mig ikke Venskab ogsaa miste!
Dit aabne Blik, Dit barnlig' rene Hjerte,
Og hun — vor Søster — bandt mig fast til Dig;
Nu er hun død — jeg saae Din stille Smerte,
Imens Din Læbe vilde trøste mig. -
— — O Broder, Livets bedste Bobler briste,
O lad mig ei Dit stærke Venskab miste!
Nei, Du er tro! — hvor mildner Du min Smerte!
— Mens nu Du trykker broder-ømt min Haand
Med Blik mod Blik og Hjerte imod Hjerte,
En mægtig Tanke stiger for min Aand,
Den bringer Fryd og Veemod uden Lige,
Og hvad den seer, vil Læben Dig udsige.
1
I det store Verdens-Rum, over Sol og over Stjerne,
Høit, hvor ingen Tanke naaer, i det Blaae, umaalte Fjerne,
Leve gjennem Evighed Aandehærens Myriader,
Fuld af Kraft og Kjærlighed, skabt af Naadens store Fader.
Deres Kamp Begeistring er, deres Længsel Kjærligheden;
Begge voxe Stund for Stund, gjennem hele Evigheden.
Feile de, da straffer Gud hine faldne Aandeskarer,
De maae slumre, slumre dybt; — men det kun Minutter varer.
Kort kun standses Aandens Flugt, snart den atter fri kan svæve,
Drømmen i hiin Straffe-Søvn, det er Livet her vi leve.
Er endogsaa Drømmen smuk, eie vi al jordisk Lykke,
Den er dog en Skygge kun, mod hiint Liv, hvor vi skal bygge!
Døden her, er Livet hist, snart er Straf og Drøm tilende,
Men i Drømmen her, kun svagt Aanden kan sig selv gjenkjende.
2
Døden kalder. — Sprængt er det jordiske Baand.
Drømmen er endt. Fri svæver den mægtige Aand,
Mindes sin Drøm og svimler i svulmende Lyst.
Nu er hun hans! — See, Bryst imod Bryst,
Læbe ved Læbe, og Øie mod Øie,
Svæve de elskende Aander gjennem det Høie.
Een er kun Tanken, een deres Stræben;
Som Toner flyde Drømmen fra Læben,
Drømmen om Jordlivet her,
Den vi drømme enhver:
„Underligt jeg nylig drømte,
og jeg var — jeg veed ei hvor!
Jeg var i et Legem fængslet,
var ei længer fri og stor;
Følte Tvivl og Sorg og Længsel,
som den aldrig føles her,
Til en Klode var jeg bundet,
Hjemmet var saa snævert der.
Dunst og Taage, livløs Glimmer,
var dens hele Herlighed;
Jeg var Barn, og jeg blev Yngling,
kjendte ei til Kjærlighed;
Saae ei Dig, nei ung og modig
i min tunge Larvedragt,
Fyldt med Anelse om Himlen,
spøgte jeg med Jordens Pragt;
Loe af Sorgen, som af Glæden,
„Kaadhed" kaldtes det at lee,
Thi for Støvets tunge Larve
Hjertet kan ei Hjertet see.
Underlig mit Indre brændte,
sært jeg tumlet mig omkring,
Tidt mit unge Hjerte blødte,
men det var kun Hverdags-Ting.
Da engang — jeg klart det mindes,
Jorden stod i Sommer-Pragt,
Dig jeg fandt, og mig Du ligned',
Fængslet under Larvens Dragt.
Men, alt første Gang vi mødtes,
følte jeg, at det var Dig;
Og jeg saa Din Kind at rødme,
skjøndt Du kjendte ikke mig.
Du var min, i Sjæl og Tanke,
inderlig jeg bad til Gud;
Ei jeg kunde mig løsrive,
skjøndt Du var en andens Brud.
Dog jeg vilde Flammen dæmpe,
nøde Hjertet til at lee,
Men vi maatte atter mødes,
mødes til vor bittre Vee!
I Dit barnlig, fromme Øie,
Sjælens dybe Stemme laae,
Aldrig dog Din Læbe sagde,
hvad jeg i Dit Øie saae.
Pligten var Dig høi og hellig,
og vi maatte skilles ad;
Dybt Du græd — men kun som Søster, -
aldrig blev mit Hjerte glad.
Dig jeg leved', Dig jeg tænkte,
Du kun i mit Hjerte laae,
Livet var saa langt, saa bittert,
Dig jeg aldrig mere saae.
Tidt jeg sang i stille Smerte,
— Ungdoms-Lunet var forbi;
Mængden hørte Sangen stige,
kaldte Smerten: Poesie!
Saadan svandt der Aar og Dage,
Døden bar jeg i mit Bryst.
— Døden endte Nattens Drømme,
og jeg vaagner nu i Lyst;
Du er min! vi skal ei skilles,
mægtig svulmer Tankens Strøm;
Alle Himlens Himle tone:
„Jordelivet er en Drøm!""
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Agnetes Vuggevise
Sol deroppe ganger under Lide,
Sov mit Barn, saa bli'r du stærk og stor,
Paa den vilde Havhest skal du ride,
Under Bølgen dejligst Engen gror.
Hvalerne med deres brede Finne
Over dig som store Skyer gaa,
Sol og Maane gennem Vandet skinne,
Begge to du skal i Drømme faa.
Visselul! Jeg fødte dig med Smerte!
Bliv min Glæde altid Aar for Aar,
Du har drukket Livet ved mit Hjerte,
Hver din Taare til mit Hjerte gaar.
Sov, mit Barn! Jeg sidder ved din Vugge,
Lad mig kysse dine Øjne til,
Naar engang de begge mine lukke,
Hvem mon dig da Moder være vil!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!