Med et Par Handsker
Hille den sorte Jøde!
Træk paa — er Hænderne røde!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
S. S. Blicher
Hvor Nordhavets Bølge slaaer høit paa Strand
Om de sorte Vrag i det hvide Sand,
Hvor Landet staaer halvt som et Paradiis,
Halvt viser kun Lyngens sorte Riis,
Der bygger en Lærke, den synger godt,
Den ligner — sig selv og Walter Scott;
Den skildrer Jyden og Jydens Land,
Man kalder den der Peer Spillemand.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Blood Glacier
Gerhard Liebmann, Edita Malovcic, Brigitte Kren, Santos, Hille Beseler, Michael Fuith
by Benjamin Hessler from Blood Glacier (2013)
Submitted by Veronica Serbanoiu
Vote! | Copy!
Phantasiebillede
Uden Græs og Blomster, uden høie Fjelde,
Kun et øde Sand-Revl mod Havets Vælde,
Strækker Odden sig her, sørgende, stor!
Det golde Klittag i Sandet groer,
Hvor de sorte Vrag titte frem, omviklet med Tang,
Og skue Bølgerne fødes og døe, under Stormens Sang.
Nu tændes Fyret — det røde Skjær over Dybet gaaer;
Klar er Himlen, — Stjerne ved Stjerne staaer,
Og hist ude over de svulmende Vande
Flyver en Snekke mod fjerne Lande;
Men hist paa Tangens yderste Pynt, mod Bølgens Slag,
Sidder et Barn, han holder sig fast ved et Vrag,
Og blæser Bobler, brogede, smukke,
Mens Bølgerne briste, foran ham, med dybe Sukke. -
Han seer i Boblen Barndommens Lykke og Drømme,
Seer Farverne vexle saa smukt, i Luftningens Strømme;
Seer Ungdommens Længsel og Kjærligheds jublende Lyst,
Medens underligt, rundtomkring paa den øde Kyst,
De sorte Vrag hæve sig op fra det hvide Sand,
Og luftige Aander svæve hen ad den barske Strand;
De synge om Kjærligheds Lykke,
Og Bølgerne synge med dem, medens de smykke
De knuste Vrag, med Krandse af Tang.
Men Barnet forstaaer ei den dybe Sang;
Han blæser Bobler for Livets Færdsel, for Hjertets Fred,
For Troskab og for — hvad ei selv han veed.
Og Bølgerne svulme, og hans Hjerte som de, -
Og de rive ham med — men Stjernerne see
Den sidste Boble endnu paa Luftningens Strømme,
Det er Hjertets Længsel, dets flammende Drømme,
Den stiger — og brister nu bort.
— Men Bølgerne rulle evigt fort!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Samsøe
Din Vaar os lod en deilig Sommer haabe,
Men paa det røde Bær laa Dødens Draabe.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med en Ring fra en Ægtemand til hans Hustru
Det røde Guld betyder Elskovs Tro,
Og Ringens Form betegner Evigheden.
Hvad Gaven siger her, forstaaer Du jo,
Som skabte for mig Hjemmet til et Eden.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Lasciatemi Morire
Lasciatemi morire
Lasciatemi morire
E chi volete
Voi che mi conforte
In cosi dura sorte
In cosi gran martire
Lasciatemi morire
Lasciatemi morire
E chi volete
Voi che mi conforte
In cosi dura sorte
In cosi gran martire
Lasciatemi morire
Lasciatemi morire
Translation:
Let me die, let me die
Why do you want to console me
In such a bitter fate?
In such a great torment?
Let me die, let me die...
song performed by by Jewel
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Hvo skal jeg troe?
Hvo skal jeg troe?
Øinene to?
Lyve ei disse?
Lokkende kjæk
Er om Munden et Træk,
Det mig daarer tilvisse!
Men de Øine,
Disse Løgne,
Dette kjække Smiil om Munden,
Det er Satan dog i Grunden,
Han mig har i hendes Hænder,
Og jeg brænder!
Hvor er mit Pas! hvor er min Musa!
Forsvar mig
Mod Spaniens Medusa!
Inqvisitionen har mig.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Paa en Faders Fødselsdag, afsjunget af hans Børn Mel. Du lille Purk.
Nu kommer Visen med Knald, Hurra!
Humeur forneden og foroven.
Held Elephanten i Africa,
Den gaaer paa Palmer op til Boven,
Paa røde Roser og paa Tamerinth,
I Foden træder den sig ei en Splint,
Dog for vist og sandt
Ingen Elephant
Fik sig en Fader, som vor Fader!
En Hvalros har det saa mageligt,
Han lider ei af Solens Hede;
Paa Iis han sover behageligt,
Om han er oppe eller nede.
Ved Spidsbergs Klipper faaer han sig et Blund,
Ja lægger Hoved tidt paa Ederduun;
Det os ærgrer ei,
Ingen Hvalros nei,
Fik sig en Fader, som vor Fader!
Paa Ararat, der hvor Arken stod,
Tør Kongeørnen frit sig svinge,
Mod Skyen peger den med sin Fod,
Jo, Ørnen den er ei saa ringe!
De røde Roser og de Øine blaae,
I Dalen dybt de for ham neie maae,
Dog tør vi Børn
Sige: „Ingen Ørn
Har sig en Fader, som vor Fader!"
Nei, Elephant, Hvalros og Ørn,
Jo, de maae smøre sig om Munden!
Tænk! de fik heller ikke slige Børn,
Som os, det ærgrer dem i Grunden!
Som Torn i Øiet vi dem alle staae,
Men Dig vi er en Torn med Roser paa.
Rosens Duft er Sang,
Fader, see en Gang
Ved din Skaal hver en Rose nikker!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Storken er reist til fremmed' Land
Storken er reist til fremmed' Land, Spurven boer i dens Rede;
Løvet falder, men Bærret staaer redt paa den sorte Hede.
Taagen ligger saa kold og klam, Vedet fældes i Skoven,
Bonden gaaer paa den vaade Mark, vælter Jorden med Ploven.
Over de sorte Muldvarpskud flyver en vildsom Svale,
Skjuler sig mellem Mosens Rør, kan ei synge, ei tale.
Draaben falder saa kold og tung ned fra Træernes Grene;
Minderne leve, uden dem følte sig Hjertet ene.
Som Oceanets dybe Ro førend Stormene stige,
Ja, som et Havblik er der i hele Naturens Rige,
Havblik, Forbudet paa en Storm, snart den stiger med Vælde,
Da skal Skoven staae som et Vrag, alt de Masterne fælde.
Tomhed breder sig meer og meer, her er ei Fryd, ei Smerte;
Livstomt staaer den stolte Naturs svulmende Digterhjerte.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Juleaftenen (Christmas Eve )
Hvo minnes ikke
et vær, han tror, ei himlen mer kan skikke?
et vær som om hver sjel, fra Kains til den,
Gud sist fordømte,
den jord forbannet, fra helvete rømte,
som fristet dem å svike himmelen?....
Et vær, hvis stemmes
forferdelser ei mere kan forglemmes?
Thi alle tenkte: det må være sendt
for min skyld ene;
orkanens tordner meg kun meg de mene;
min synd er blitt åndene bekjent...
Et vær, hvis styrke
kan lære prest og troende å dyrke
demoner i det element, hvis brak
den gamle høre
fra barnsben kan i sitt bemoste øre
et skyens jordskjelv, luftens dommedag?
Et vær, som rystet
den sterkes hjerte i dets skjul i brystet,
et himmelvær, hvori sitt eget navn
han påropt hørte
av ånder, stormene forbi ham førte,
mens hver en tretopp hylte som en ravn? Men ravnen gjemte
seg selv i klippen, ulven sulten temte,
og reven våget seg ikke ut.
I huset sluktes
hvert lys, og lenkehunden inneluktes....
I slikt vær, da får du bønner, Gud!
I slikt vær - det var en juleaften -
da natt det ble før dagens mål var fullt,
befant en gammel jøde, nær forkommen,
seg midt i Sverigs ørken, Tivedskogen.
Han ventedes til bygden denne side
fra bygdene på hin, for julens skyld,
av pikene med lengsel, thi i skreppen
lå spenner, bånd og alt hva de behøvde
for morgendagen, annen dag og nyttår.
Det gjorde lengselen spent, men ikke bange;
thi ennu hadde "Gamle-Jakob" aldri
dem sviktet noen jul: Han kom så visst
som juleaftenen selv.
"Tyss! var det atter stormen,
som hylte gjennom grenene? Det skrek.
Nu skriker det igjen." Og Gamle-Jakob
fluks stanser lyttende for annen gang.
Nu tier det. Thi stormen øker på,
som fossen drønner over den, der drukner.
Han vandrer atter. "Tyss! igjen en lyd!"
- en lyd, som skar igjennom skogens brusen.
"Den falske hubro skriker som et barn.
Hvo slipper barn vel ut i sådant vær?
Det gjør ei selv ulven selv med sine." Og
den gamle stolper atter frem i sneen.
Da skrek det atter, så han mer ei tviler;
thi dette stormkast, som borte alt
et snoet snetårn hvirvler over skogen,
har ført et ord, et enkelt ord forbi;
og fluks han dreier dit hvorfra det kom,
arbeidende seg dypere i skogen
og dypere i sneen og i natten,
der som en kullsort fjellvegg reiste seg
mot hvert kans skritt, av fyk kun gjennomlyst,
som om den ene hele vide skog var full
av flyvende slørhyllete gespenster,
der hylende seg stillet ham i veien,
på luftig tå seg hvirvlet, vokste reddsomt,
og så forsvant imellom stammene.
Dog kjempet oldingen seg frem mot stormen.
Han vandrer når den vokser, når den saktner
og drager ånde, lytter han på kne.
Men fluks han springer opp, og går i mulmet,
som dvergen trenger gjennom, sorte, muld.
.... Han hører intet mer. Den gamle skjelver
ved tanken, at ham onde ånder gjekker,
og mumler frem de bønner, som han vet.
Da klynker det igjen, og ganske nær;
hans eget rop mot stormen vender kun
tilbake i hans munn. Men hist, ja hist!
Ti skritt ennu! Der rører noe mørkt seg
på sneen, som om stormen lekte med
en stubbe, der var løsnet litt i roten.
"O Herre! en arm! O Herre!
et barn, et barn! Men dødt! - "
Akk, tenkte stjernene i denne natt,
da Betlehemsstjernen lyste mellom dem,
og intet godt på jorden kunne skje?
Thi ingen av dem så, at Gamle Jakob,
så glad som om en skatt han hadde funnen,
fluks kastet bort sin hele rikdom: Skreppen,
trakk av sin knappe kjole, hyllet den
om barnets lemmer, blott sitt bryst,
og la så dets kolde kinn derved
inntil det våknet av hans hjertes slag.
Da sprang han opp. Men nu hvorhen? Thi stormen
har blåst hans spor igjen. Det ei bekymret.
Thi han I tordenen i skogens topper
nu hørte Davids jubelharper kun;
ham fykene nu syntes som kjerurber,
der viste vei på svanehvite vinger,
og i det må og få, han fulgte, følte
han Herrens eget sterke fingertrekk.
Men hus på ville Tiveden å finne
I slik en natt, da lys ei turde brennes?
Og midtveis lå der kun en enkelt plass;
det lave tak ei skilles kan fra sneen,
den sorte vegg ei fra et klippestykke.
Dog stanstes ved et under han av den.
Der sank han ned. Han maktet ikke mere;
og mange vindstøt for før med sin byrde
han orkede å slepe seg til døren.
Han banket sakte først, thi barnet sov;
og nu først savnet han sin tapre skreppe,
fordi han intet eiede å give
de gode arme folk, som snarlig ville
med gjestfri hasten åpne døren. Akk,
han banket mange ganger før det svarte:
"I Jesu navn, hvem kommer der i slik en natt?"
"Den gamle Jakob. Kjenner i meg ei?
den gamle jøde?" "Jøde!" skrek forferdet
en manns- og kvinnerøst. "Da blir du ute!
Vi eier ingenting å kjøpe for,
og blott ulykke vil du bringe huset
i denne natt, da han ble født, du drepte."
"Jeg?"
"Ja, ditt folk, og det er synden, som
igjennom tusen ledd skal straffes."
"Akk!
I natt da hunden lukkes inn?"
"ja, hunden,
men ingen jøde i et kristent hus."
Han hørte ikke mer. De hårde ord
ham koldere enn vinden gjennomhvinte,
og slengte, sterkere enn dem, ham ned
i sneen, bøyet over barnets slummer.
Da syntes ham, mens han mot vinduet stirret,
om ei det hvite ansikt atter kom
til syne dog, som om han sank i dun,
at liflig varme gjennomfløt hans årer,
og at bekjente vesner, hviskende
som sommervindens eolsspill i gresset,
omsvevede hans leie, inntil en
med løftet finger sa: kom! han sover.
Og i en opplyst sal ved siden av
forsvant de alle; barnet kun forble der
ved foten av hans leie, dragende
hans puter stetse bedre om ham, til
det forekom ham selv, at han sov inn.
- Der sneen var, som vokste om den døde.
"O Jesus! Jøden sitter der ennu!"
skrek mannen, da han så om morgnen ut.
"Så jag ham bort! Det er jo juledag,"
falt konen inn. "Og se den jødeskjelm,
hvor fast han holder bylten klemt til brystet!"
"Han er påtrengende med sine varer.
Med stive blikk han ser herinn, som om
vi hadde penger nok å kjøpe for."
"Dog gadd jeg se hva han i bylten har."
"Vis frem da, jøde!"
Begge tren de ut.
Den frosne glans de så I likets øyne.
De bleknet mer enn det, de skrek av skrekk,
og skalv av angrens slag.
"O Jemini!
Hva uhell her er hendt!"
De opp ham reiste,
og bylten fulgte med. De åpnet kjolen.
Der hang, med armene om jødens hals,
Margrethe, deres barn - et lik som han.
Så slår ei lyn, så rappe orm ei biter,
som skrekk og smerte ekteparet slo.
Så blek som faderen var ei sneen,
så hylte stormen ei som moderen.
"O Gud har straffet oss! Ei stormens kulde,
vår egen grusomhet har drept vårt barn!
Forgjeves! akk, som jøden på vår dør
på nådens ville vi forgjeves banke."
Da skogen veibar ble, kom bud fra gården,
hvor lille Gretha fostredes i legd,
og hvorfra hun, da helgen inn ble ringet,
før været kom, var vandret av seg selv,
foreldrene å gjeste juleaften.
Dog kom det ei å spørre efter barnet,
men efter jøden fra bygdens piker,
hvis håp nu til å kunne gjeste kirken
kun stod til nyttårsdagen, om han fantes.
Der lå han død I stuen foran arnen,
hvor mannen med et blikk som jødens frosne,
og I en stilling krum som likets, satt,
I bålets røde aske stirrende
og stetse økende dets brann, at liket
dog kunne blive strakt og hånden korslagt.
Men foran lå på kne Margrethes moder,
sin lilles stive armer bøyende
bestandig fastere om likets hals.
"Hun ei tilhører mere oss" hun hulket,
"Han har vårt barn seg tilkjøpt for sin død.
Vi tør ei skille liten Greta fra ham;
thi hun for oss må bede Jesus om
hans forbønn hos sin fader; thi for ham
vil arme jøde klage - -"
poem by Henrik Wergeland
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Lille Viggo
Lille Viggo, vil Du ride Ranke?
Sæt Dig paa mit Knæ, Du søde Dreng!
Jeg hos Dig er Barn i Sjæl og Tanke;
Vi vil lege, til Du skal i Seng.
Her hos Dig jeg Barnehimlen finder,
Glemmer Alt, hvad der gjør Hjertet Vee;
Lad mig kysse dine røde Kinder,
Lad mig dog de brune Øie see!
Viis mig saa, hvor stor Du er, Du Søde!
Nei, hvor Haanden dog er buttet rund!
Smilet sidder i de Kinder røde,
Altfor smuk er dog din lille Mund!
Hver en Blomst Du kysser, som en Broder,
Taler med den, paa din egen Viis,
Hele Verden har Du i din Moder,
Hendes Skjød er Dig dit Paradiis.
Ingen seer paa Dig med mørke Blikke,
Du er Barn, Dig er man ikke vred;
Verdens vilde Strid forstaaer Du ikke,
Kjærlighed kun kjender Kjærlighed.
Jeg en smuk Historie Dig lover,
Følg nu Moder til din lille Seng!
Synge vil jeg for Dig, til Du sover,
Lille Viggo, Moders bedste Dreng!
Du maaske for mig, som ældre, synger,
Naar jeg skal til Ro den sidste Gang;
Ja, naar Jorden paa min Kiste tynger,
Syng da med den dybe Vuggesang!
Tænk paa ham, der trofast mange Gange
Gynged' Dig paa Armen op og ned.
Verden glemmer mig og mine Sange!
Mon Du glemme vil min Kjærlighed?
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Grønne Flod, Du strømmer sorgfuld
Grønne Flod, Du strømmer sorgfuld,
Mange Liig Du fører med Dig;
Liig af Christne og af Maurer,
Som det tunge Sværd har fældet.
Dine friske, klare Bølger
Ere røde nu af Blodet;
Blod af Maurer og af Christne,
Som er' faldne her i Slaget."
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Beware the cat
This little book Bevvare the Cat
moste pleasantly compil'd:
In time obscured was and so,
siince that hath been exilde.
Exilde, because perchaunce at first,
it shewed the toyes and drifts:
Of such as then by wiles and willes,
maintained Popish shifts.
Shifts, such as those in such a time,
delighted for to vse:
Wherby ful many simple soules,
they did ful sore abuse.
Abuse? yea sure and that with spight
when as the Cat gan tel:
Of many pranks of popish preests,
bothe foolish mad and fel.
Fel sure & vaine, if iudgement right
appeere to be in place:
And so as fel in pleasant wise,
this fixion shewes their grace.
Grace? nay sure vngratiousnes,
of such and many mo:
which may be tolde in these our daies
to make vs laugh also.
Also to laugh? nay rather weep,
to see such shifts now vsed:
And that in euery sorte of men,
true vertue is abused.
Abused? yea, and quite downe cast,
let vs be sure of that:
And therfore now as hath been said,
I say beware the Cat.
The Cat ful pleasantly wil shew,
some sleights that now are wrought
And make some laugh, which vnto mirth
to be constrainde are loght.
Lothe? yea, for ouer passing greef,
that much bereues their minde:
For such disorder as in states,
of euery sorte they finde.
Finde? yea, who can now boste but that
the Cat wil him disclose?
Therfore in midst of mirth (I say)
beware the Cat to those.
poem by William Baldwin
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
F. H. Guldberg
Til Kirkegaarden skotter Børneflokken,
De sorte Kors i Maaneskinnet staae,
I Huset sidder Bedstemoer ved Rokken,
Dit smukke Digt hun læser for de Smaae;
De høre om „de Dødes stille Have";
— Som Blomster-Urner staae de skumle Grave.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Malerie fra Jyllands Vestkyst
Man seer ei Træ, ei Busk, selv Lyngen vil ei groe,
Fra Sandet pipper frem et Græsstraae eller to;
Sandklitter reise sig, de vexle Dag for Dag,
Og rundtom stikke frem de nøgne, sorte Vrag.
Foruden Grændse Havet udstrakt for os staaer,
Speilklart og glat det er, saa langt som Øiet naaer,
Strandbredden er belagt med Stene, store, smaae,
Og alle runded' smukt, see, røde, hvide, blaae!
Hist komme Fiskere, de gaae til Havet froe;
En herlig Slægt det er, med Marv i hver en Kno.
Nu læses først en Bøn, fromt folder sig hver Haand,
Saa ile de med Christ, Gud og den hellig Aand.
Den gamle Mor paa Klinten staaer,
Saa graat som Sand er hendes Haar!
Hun drikker Solens Ild saa smaat,
Og skutter sig, det gjør saa godt.
Men som hun ret paa Havet seer,
Strax hendes gustne Ansigt leer,
Thi ude, hist paa Bølgens Hjem,
En prægtig Seiler glider frem,
Men uden Roer og uden Mast;
Den borer sig i Sandet fast,
Det Dødningskibet er man seer,
Thi see nu er det ikke meer.
Da knæler fromt den gamle Mor,
Hun læser høit et Fadervor,
Og siger: „Gud! til os Du see!
Lad det paa vores Kyst dog skee!
De drukne vist, den hele Flok,
Men vi skal leve, veed Du nok!"
Blikstille hviler Havet, tyst som de Dødes Hjem,
Men underligt fra Dybet en Susen stiger frem,
De mange Fiskerbaade med Bytte, høit i Lag,
See, hvor de søge Kysten, med stærke Aareslag.
Med eet sig Floden hæver, den stiger meer og meer,
Den grumset, sorte Bølge, høi, som et Bjerg, man seer.
Vel hundred' Favne reiser den sig med Gny og Larm,
Men Brændingen den knuser til Støvregn i sin Harm.
Dog gjennem hver en Brænding, hver Fiskerbaad nu gik,
Stift holdt hver Fisker Aaren, hver saae med Ørnens Blik;
Nu springe de i Søen, de drage Baaden frem,
Saa slæbe deres Qvinder det rige Bytte hjem;
Dybt bøiet under Vægten de gaae med deres Smaae,
Mens Manden mørk og stille ved Stranden seer derpaa.
— Hvad svæver over Dybet? Hvi er saa taus hver Mand?
Der er et Skib i Havs-Nød, det driver stærkt mod Land.
See, Masten er alt kappet, i Brændingen det staaer,
Et Nu — og Kjæmpebølgen det knuust mod Kysten slaaer.
Men see! Mandskabet klynger sig om den store Mast,
Høit op paa Land den hvirvles, ved Bølgens stærke Kast.
Er' de nu frelst? — Nei, Bølgen dem river atter med,
See Masten, hvor den ruller, den knuser hvert et Leed.
Nu styrter den i Dybet, man hører intet Suk.
— Snart tier Storm og Bølge, og Natten er saa smuk,
Da ligger Stranden broget med Vare og med Stads,
Havgasserne da juble, og gjør' et stort Galads.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Brudefolkene
Paa Bane nu, paa Bane!
Seer Du den røde Fane?
De ringed anden Gang;
Vor Vei er ikke lang!
Jeg sidder ved din Side;
Vi gjennem Luften glide,
Alt flyve vi forbi,
Ja, det er Trylleri!
End milevidt derhenne
Staaer Kirken, og i denne
Min Brud Du blive vil.
O, Lyst at flyve til!
Vi eie Ørnens Vinger!
Hør alt, hvor Orglet klinger!
Hvor svandt dog Byer og Træer!
Et Kys! — Nu er vi der!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Basnæs
Der staaer en nybygt Gaard af gammel Art
Med røde Taarne tæt ved Beltets Vande.
I kjære Minder lyser den saa klart
Og siger: „Her er godt ved Danmarks Strande".
Der blev jeg hjemme mangen Sommerdag
Og naar ved Juul de hvide Bier sværmed;
Der milde Øine, ærligt Hjertelag
Den hyggelige, kjære Arne skjærmed.
Og der — det veed jeg — ved dens Arnes Fyr
Med Hjertet hører man mit Eventyr.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
L Ci Darem La Mano (feat. Luciano Pavarotti)
L ci darem la mano,
L mi dirai di s,
Vedi, non lontano,
Partiam, ben mio, da qui.
Vorrei, e non vorrei,
Mi trema un poco il cor
Felice, ver, sarei,
Ma pu burlami ancor.
Vieni, mio bel diletto!
Mifa piet Masetto. Io cangier tua sorte
Presto non son pi forte.
Andiam, andiam...
Andiam...
Andiam, andiam, mio bene,
A ristorar le pene
D'un innocente amor.
song performed by by Sheryl Crow
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Ved en Vens Afrejse til Paris!
Ved en Vens Afrejse til Paris!'
Mel. Jeg er et Søndagsbarn!
Hør Venners Stemme: drik og spiis!
Thi snart, saa er Du i Paris,
Og nyder der, ja, Gud veed hvad,
Men det er ei den danske Mad!
Paa Boulevarden skal Du gaae;
Gud give at vi saae derpaa!
I Omnibus og i Coucou,
Hvo er saa lystig vel, som Du!
Vi see Dig alt halv udenlandsk,
Grisetter smaa Dig lære Fransk;
Du reiser bort som Nordens Iis,
Men kommer hjem som — ak Paris!
Du oversættes skal paa Fransk,
Originalen er dog Dansk,
Dit Træk med Hovedet, dit Smiil -
Nei, aldrig glemmes det Emil!
Skjøndt Hjertet sidder lidt paatvers,
Skal Visen aande kun Comers!
Igjennem Taarer kan man lee!
Farvel! farvel! det Bedste skee!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
C. Neergaard
Paa Livets Tangenter, de sorte og hvide,
Du lystigt fra Barndoms-Landet udride!
De svulme og bæve i sød Harmoni!
Hvad nu kun de drømme, i Klarhed vil stige.
Dig Gud gav den Lykke i Toner at sige
Hvert Hjerte den qvægende Poesi.
Du Hjemmet vil huske med Frugttræer og Birke,
Den duftende Eng med den blegrøde Kirke,
Og Storken og Svalen, som fløi Dig forbi.
Men mon Du vil huske den Trækfugl, som bragte
En Hilsen til Dig og et Blomsterblad lagde
Foran Dig til Tak for hver Melodi?
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!