En.Citatepedia^®.ro

F. H. Guldberg

Til Kirkegaarden skotter Børneflokken,
De sorte Kors i Maaneskinnet staae,
I Huset sidder Bedstemoer ved Rokken,
Dit smukke Digt hun læser for de Smaae;
De høre om „de Dødes stille Have";
— Som Blomster-Urner staae de skumle Grave.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Aftendæmring

See, Aftnen er saa stille, og Himlen er saa blaae!
Nu sove alle Blomster og alle Fugle smaae;
De nikke og de drømme, forstyr ei deres Lyst!
En Verden der jo bygger, selv i det mindste Bryst.
I Drømme svinger Lærken sig i den friske Luft,
Og hvad hvert Blomster føler, det aander ud i Duft.
Den hele, vide Verden med sine Verdner smaae,
Og alle Himlens Himle, jo i mit Hjerte staae;
Jeg føler Øiet græde, og svimler dog af Lyst;
Jeg kunde salig trykke hver Skabning til mit Bryst!
See, alle Stjerner blinke — og Aftnen smelter bort;
— Lad Stormene kun stige og klæde Natten sort,
Sov sødt og drøm, I Fugle! — drøm kun I Blomster smaae!
I Hjertet er der stille, og der er Himlen blaae!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Martsviolerne

Sig Himlen hvælver saa reen og klar,
Iisblomster fryse paa Rudens Glar.

I Solens Flamme saa smukt de staae,
En Yngling kommer og seer derpaa.

Men som han paa de Blomster seer,
To Pige-Øine derude leer.

Saa skjønne Blomster han aldrig saae,
To Martsvioler saa smukke blaae.

Iisblomsten smelter ved Kindens Brand,
— Vor Herre hjelpe den unge Mand!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Vi en Sang maae Holger skiænke

Vi en Sang maae Holger skiænke,
Siger man, og standser da:
Om saa ung en Mand da tænke,
Hvor skal vi faae Stoffet fra?
Der er nok, syng bare til:
Visen selv sig digte vil.

Har I hørt ham føre Ordet,
Seet ham læse sin Latin,
Skuet ham ved Frokostbordet,
Seet ham drikke Thee og Vin,
Og I frygte at ei han
Stof til Visen give kan?

Har I seet vor Holger Stampe
Nøgen paa den sorte Hest,
Ved det Syn man kan faa Krampe,
Hiertet giver det sin Rest!
Hvor man ham betragte vil,
Hvilket deiligt Muskelspil!

Saae I ham paa Jagt derovre,
Der paa Feddet, naar han sang:
„Frage nicht, warum ich traure,"
Og han gik sin egen Gang.
Fuglen selv med Vinger paa
Neie sig for Holger maae.

Saae I ham i Dandsen trine,
Giøre Flicflac, høie Spring?
Hver en Dame, Død og Pine!
Gik da Hiertet ud og ind.
„Han vil blive," lød i Chor,
„God naar først han bliver stor."

Har I seet Personen svømme,
Har I seet ham staae paa Tørt?
Det er nok, vi kan berømme,
Søde Holger, vi er rørt!
Gid du snart bag Rosens Tiørn
Staae med Viv og Maaske-Børn!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Den fremmede Fugl

Seer Du Huset med de røde Bjelker i den hvide Muur?
Rundt om kneise stolte Bøge i den store frie Natur.
Seer Du hist, bag Brombærhækken, Drengen med det aabne Blik?
Ene tumler han sig, lystig efter muntre Drenge-Skik;
Men nu standser han og lytter, thi høit oppe paa en Green,
Sidder der en Fugl og synger, o en lille, deilig een!
Ret som Guld og skjønne Perler skinner Hoved jo og Krop,
Og den selv er ikke større end en fyldig Rosenknop.
Drengen og den lille Sanger blive snart fortrolig her,
Og de skiftes til at synge i det røde Aftenskjær.
Men i Drengens Hoved spøger mange rare Eventyr,
Dem han alle vil fortælle for det lille smukke Dyr;
Men see, Fuglen kan dem alle, selv han saae det paa sin Flugt,
Ingen kan som han fortælle, nei, det er dog alt for smukt!
Men det er ei nok med dette, den kan ogsaa hexe lidt;
Tusind Mile kan den flyve, mens den siger „qvirrevit!"
See den flyver, og den kommer, Drengen er saa sjæleglad,
Sjældne Frøkorn bringer Fuglen, indsvøbt i et Rosenblad.
I hvert Frø er skjulte Kræfter, knap er et i Jorden lagt,
Før et Trylleslot der voxer i sin hele, stolte Pragt.
Taget er af Morgenrøde, Søilerne er Bjergets Snee,
Og igjennem Slots-Portalet kan man ind i Himlen see!
Men et andet Frøkorn svulmer til en deilig Sommersky,
Og med Dreng og Fugl den svæver over Skov og Mark og By,
Seiler ind i Aftensolen, o den er saa rød og stor!
Stiger derpaa ind i Himlen, hvor den gode Gud jo boer;
Seer de mange, mange Stjerner, der som hvide Blomster staae,
Jesubarnet og Guds Engle med de store Vinger paa.
Skyen daler atter med dem, bringer dem til Skovens Krat,
Hvor de smukke Alfer lege i den lyse Sommer-Nat,
Og hvor Aanden af hvert Blomster, der henvisner Aar for Aar,
Atter nu i Midnats-Timen duftende for Øiet staaer.
Fra et Frøkorn stiger hurtigt frem en Palme, høi og stor,
Drengen der med Fuglen sidder, Træet meer og mere groer;
Høit det voxer over Skoven, over Skyen mod sin Gud,
Breder stolt sin grønne Krone over hele Jorden ud.
Fjerne Lande, fjerne Have, seer han dybt dernede staae,
Dog imellem Jord og Himmel underlig han længes maae.
Over Skyen, høit deroppe, Hjertet vil mod Jorden ned,
Og fra Jorden vil det atter søge hist — hvad det ei veed.
Saadan svinder Aar og Dage, Barnets søde Sorg og Lyst,
Øiet bliver da til Flamme, thi det brænder i hans Bryst.
Fuglen flyver, Fuglen kommer, og den flyver bort igjen;
See, da sidder han ved Stranden, stirrer over Fladen hen;
Øiet seer kun Hav og Himmel; Alt er det umaalte Blaae;
Ingen Ø og ingen Skyer, for det trætte Øie staae.
Men see hist, en sneehvid Svane nærmer sig mod Kysten her,
Og sin kjære Fugl han kjender i den stolte Svane der.
See, en Blomsterbaad den trækker, bunden ved sit Vinge-Par!
Og en underdeilig Pige den jo med i Baaden har.
Fra det barnlig' kloge Øie strømmer Freden i hans Bryst;
Kjærlighed —! O Hjertet svulmer — Du er meer end jordisk Lyst!
Tanken styrker, Tanken knuser, Jord og Himmel er saa nær!
Alle gode Aander juble i det klare Morgenskjær.
Skoven mere grøn sig hvælver, Alt er Duft og Alt er Sang,
Og der kysses og der drømmes, og der kysses nok engang!
Uger svinde som Minutter, Aaret er en Sommer-Nat,
Hvor kun Glædens Alfer lege i det friske, grønne Krat.
Hvad kan Svanen bringe mere end en trofast Hjertenskjær?
Blomsterbaaden gynger atter, hvad mon vel den bringer her?
Det er meget meer end Perler, meget meer end Sølv og Guld;
Søde Englebørn den bringer, hele Baaden er jo fuld!
Moderen dem ømt omfavner, Faderen er Barn med dem,
Og de begge to er bange, at de flyve fra dem, hjem;
Flyve op til Himmerige, til de andre Børn hos Gud,
Thi et Nu — og Engle-Vingen voxe kan fra Skuldren ud!
Fuglen kaster Svanehammen, er den lille Fugl igjen,
Og den flagrer og den synger, smukt i Barnehimmelen.
Trylleslottet stiger atter af det lille Blomster-Frø,
Og til Solens Land de seile henad Himlens store Sø;
Palmen voxer, og i Kronen gynger Børneflokken glad,
Og med Alferne de skabe Baade af et Rosenblad.
Manden seer sin Barnehimmel og sin første Kjærlighed,
Som to klare Stjerner funkle de i Aandens Blomsterbed.
Men i Svanehammen stiger han i det umaalte Blaae,
Og som Sandet dybt i Havet seer han Verdner for sig staae.
Alt er kun een Guddoms Tanke, Alt er kun een Kjærlighed!
Aanden svulmer, Hjertet synker til sin Barnehimmel ned. -
Men saa sært sig Verden tumler, det er ret en broget Drøm!
Aarene, som Draaber, svinde i den store, stride Strøm.
Gjennem samme Tidens Prisme hver betragter Livet her,
Men vi see det ikke altid gjennem samme Farveskjer. -
Taus og ene sidder Manden ved den kolde Marmorsteen,
Børn og Hustrue ere døde, Fuglen synger ei paa Green.
Øiet seer hen over Havet, hvor den røde Sol gaaer ned;
„Mon dog aldrig Svanen kommer? Faaer dog Hjertet aldrig Fred?"
Og saa inderlig han længes, træt er Hjertet af at slaae,
Men der dykker ingen Svane op fra Havets dunkle Blaae.
— Dog, hvad er det hist som svæver i det milde Aftenskjær?
See, paa Svanens hvide Vinger kommer Dødens Engel her;
Hvad han synger, synes Manden han har hørt som Barn engang,
Og en mægtig Hjemvee føler Hjertet ved hiin Barndoms Sang.
Fuglen kan ei bringe mere fra det underfulde Land,
Derfor er det Englen kommer til den trætte Vandringsmand;
Begge stige de i Baaden, glide fra den snevre Bugt,
Og i Aftnens sidste Straale sees den, som en Stjerne smukt.
Men naar Baaden reent er svunden er han i det bedre Hjem,
Og de store, hvide Vinger voxne er' fra Skuldren frem.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Havfruen ved Samsøe

Det er sildigt alt paa Aft'nen, Stormen stiger meer og meer,
Bølgen vælter sig mod Kysten, hvor man Fiskerhytten seer.
O, der er saa luunt derinde, gamle Mutter sidder her,
Og ved Fyrrepindens Flamme bøder hun paa Garnet der.
Hist i Krogen ligger Katten, den er ei i Ungdoms Vaar,
Sildehoveder den spiser af et gammelt Potteskaar.
Lav er Døren, uden Lukke ryster den ved Stormens Kast,
Skjøndt den nok saa godt er bunden med en gammel Strikke fast.
Hør — nu rasler det derude, gamle Fatter kommer hjem;
„Gud skee Lov, han kom den Gamle! Søen er i Aften slem."
Men, hvor han er bleg og stille, Skyer paa hans Pande staae;
Han sin gamle Klædning kaster, tager Søndags-Stadsen paa.
Haaret børster han med Haanden; see, hans Øie ruller vildt;
Undrende hans gamle Qvinde trykker ham i Haanden mildt.
Hende kan han ikke dølge, hvad der driver ham afsted;
„Jeg maa bort! til Dannerhoffet; før faaer jeg ei nogen Fred.
Havfruen igjen jeg hørte, det er nu den tredie Gang;
Hvis jeg dvæler længer, vil hun synge snart min Dødningsang.
Hvert af hendes Ord jeg husker, o det klang saa stort, saa smukt!
Snart skal Jubelklokken klinge over Belte, Sund og Bugt,
Og en Prinds skal fødes Danmark, fuld af Snille, fuld af Mod;
Han skal nævnes fjerde Christian, af den oldenborgske Rod.
Under ham vil Danmark blomstre, og hans Værk vil ei forgaae!
Som en Konge, Helt og Fader skal han blandt de Danske staae!"
— Saa den gamle Fisker taler, griber Knortestaven fat,
Vandrer saa afsted fra Hytten, frygter ikke Storm og Nat;
Men han skotter sky til Stranden, — aldrig Veien var saa lang -
Havfruen i Dybet dukker; Stormen synger nu sin Sang. -

2
I Røg og Damp staaer Bugt og Sø,
Paa Bølgen glider Havets Mø;
Sin Helt hun seer paa Dækket staae;
Høit om hans Daad vil Harpen slaae:
„Kong Christian stod ved høien Mast
I Røg og Damp.
Hans Værge hamrede saa fast,
At Gothens Hjelm og Hjerne brast;
Da sank hvert fjendtligt Speil og Mast
I Røg og Damp.
Fly, skreg de, fly, hvad flygte kan!
Hvo staaer mod Danmarks Christian,
I Kamp?!"
Fra Fader-Øiet strømmer det røde Helteblod,
Men han har Seiren vundet og hævet Danmarks Mod.
See, Fjendens Skare flygter — og gjennem Sund og Belt
Den glade Havfrue synger om Seiren og sin Helt.

3
Aarhundreder forsvinde i Tidens dybe Grav.
See, Natten er saa stille, speilklar er Fjord og Hav;
Dampskibet glider hurtigt, langs Samsøes grønne Kyst,
Maskineriet larmer, forresten Alt er tyst.
De Passagerer sove paa Dækket Natten væk,
Enhver har godt indsvøbt sig i Kappe og i Sæk;
De snorke og de sove Enhver paa sin Maneer.
Styrmanden staaer ved Roret og hen mod Kysten seer,
Thi hist, hvor Øen høiner sig i den salte Sø,
Der sidder bleg og gammel, hiin Havets kjendte Mø.
Det lange Haar er hvidnet, og ligner bleget Tang,
Og mat, som Bølgens Skvulpen er hendes sidste Sang.
„Trehundred' Aar er svundne, fra først jeg Lyset saae!
Min Barm ei længer svulmer, og Lokken er saa graae!
Snart paa min Gravhøi voxer den lysegrønne Tang,
Mit Minde da forsvinder, som nu min Aften-Sang.
Til Skum jeg snart forvandles — — kun eet gjør mig saa vee:
Ak, aldrig skal jeg mere hans Helteaand da see!
Jeg sang jo ved hans Vugge, jeg sang i Kjøgebugt,
Jeg græd i Issefjorden, da Danmarks Sol var slukt!"
— Den gamle Styrmand lytter — han hører hvert et Ord.
De Passagerer vaagne. — Det kuler stærkt fra Nord.
— Havfruen er forsvunden, forstummet hendes Sang,
Men Skum der sees paa Bølgen og paa det brune Tang.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Moderen med Barnet

Hist, hvor Veien slaaer en Bugt,
Ligger der et Huus saa smukt.
Væggene lidt skjæve staae,
Ruderne er ganske smaa,
Døren synker halvt i Knæ,
Hunden gjøer, det lille Kræ,
Under Taget Svaler qvid're,
Solen synker — og saa vid're.

I den røde Aftensol
Sidder Moder i sin Stol;
Kinden luer dobbelt rød,
Barnet har hun paa sit Skjød.
Drengen er saa frisk og sund,
Æblekinden rød og rund!
See, hvor hun i Spøg ham banker
Paa de søde Pusselanker.

Katten staaer og krummer Ryg,
Men forstyrres af en Myg;
Barsk han den med Poten slaaer,
Og igjen som Hofmand staaer.
Moder klapper Barnets Kind;
See hvor sødt det sover ind,
Drømmer om de Engle smukke
I sin lille pene Vugge.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

I lignende Anledning, fremsagt af Carl Price

Prologen er altid en Slags Bouquet,
Hvormed man siger: Velkommen herinde!
Men bringe een, som er ny og net,
De Blomster er ikke saa let at finde,
Og vanskeligst, skal de være piquante.
Dog Fader og Moder og Onkel og Tante,
Cousinerne med, de sagde — „gaa dog.
Et hjerteligt Ord er den bedste Prolog!"
Een har det i Tale og Een i Mimik,
Jeg her maa sige de Vers jeg fik,
Maa bringe de Blomster som var at faae,
Den ærlige Villie vil Ingen forsmaae!
I Romerlandet hvor Apelsinen
Paa Træet hænger som Æblet her;
Der fødtes Pierroen og Harlekinen,
De ved Casorti blev Dansken kjær,
Ja Pantomimen blev dansk som Nogen,
Derom maa der staae i Mindebogen.
Et Blad tages frem, med „Guldnøglen" paa,
Tableauer og Dandse skal Rammen slaae
Saa broget, phantastisk og udenlandsk,
Men Hjertet deri er ved Slægten dansk.
Hav Tak for det Hjem vi har fundet her,
Hav Tak for det Bifald De gav os hver.
Det er en Tid siden sidst vi saaes,
Her foran Lampernes magiske Flamme,
Velkommen! Det venligt og godt forstaaes!
Velkommen! Gid De maae sige det samme!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Studier efter Naturen

Vort Landskab her er næsten fladt;
Men Maanen skinner jo i Nat!
Dog, hvad vi ved dens Lys har seet,
Er kun, at Alt gaaer ud i Eet.
Forgrunden maae vi blive ved;
Der er lidt høit paa dette Sted;
Veirmøllen, som vi skal forbi,
Gjør, at vi faae et Malerie.

Saa lystigt alle Hjul nu gaae;
Et Lys man seer bag Lugen staae,
Og Svenden bærer Sækken bort;
Hans Kammerater spille Kort;
Ølkanden midt paa Bordet staaer.
See, Møllevingen, hvor den gaaer!
Men mellem Skyer Maanen leer,
Og fornemt paa det Hele seer.

Nu kommer der en Byge-Regn,
Den skygger os den halve Egn,
Og hver en Hest og hver en Ko
Forstyrres i sin søde Ro;
Og da paa Marken ei er Læ,
De staae, som var de gjort af Træ.
Dog, Maanens Lys er ikke slukt,
Thi see, en Regnbue hvælver smukt.

Regnbuen over Møllen staaer,
Det er, som Vingen mod den slaaer,
Og under Mølle-Husets Tag,
Der sover til den lyse Dag
Vor Møllers lille syvaars Dreng;
Høit under Bjelken er hans Seng;
Han ene sover der, som sagt,
Thi Moder er i Jorden lagt.

Han hører Hjulene at gaae,
Og deres Støi kan han forstaae;
Han titter gjennem Rudens Glar,
Og seer det store Vinge-Par.
Høit vil de stige mod det Blaae,
Men kan kun i en Cirkel gaae;
De flyve Dag og Nat og Aar -
Men Møllen dog paa Bakken staaer.


III

Hvad jeg skued' med mit Øie,
Tegned' jeg med Blæk og Pen.
Christian Winther

Den gothisk-gamle Kirke er sjunken for vort Blik,
Og Mand er Barnet vorden, der ved Ruinen gik.
Der er saa tomt og øde, hver Steen er revet hen,
Men i Graabrødrelille gaaer Taarnet her igjen.
Ungdommeligt det hæver sin Tinde høit mod Sky,
Og seer paa Markeds-Vrimlen i Odins gamle By.
Et Selskab staaer deroppe, de see sig rundt omkring;
De finde, Jord og Himmel har mange smukke Ting.
Det fyenske Land de prise, og det af Hjertens Lyst,
Det maa jo ret begeistre hver ærlig Fyenboes Bryst.

— Ja Fyen er ret et herligt Land!
Det kan dog ingen nægte.
Der vexler Skov og Mark og Strand,
Og Hjertet her er ægte!

Selv Navnet Fyen, betyder fiin,
Og vil saa meget sige,
At Fyen, det er en Hauge fiin,
For hele Danmarks Rige!

Den glade Kreds beskuer nu Egnens Herlighed,
Dog een, hvad end de skue, seer kun sin Kjærlighed;
Hans Blik mod Syden søger, mod Østersøens Strand,
Der bygger hun, som ene gjør Fyen til Hjertets Land;
Men Lyngets sorte Banker staae om det kjære Sted,
Hvor ingen Blomster voxe for deres Kjærlighed.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Aftenlandskab

See Solen gaaer ned i det deiligste Rødt,
I Stakker staaer Høet og dufter saa sødt.
En Bonde gaaer hjem med Lee paa sin Ryg,
I Luften dandse de surrende Myg.
Ved Landsbyen ligger en Kjæmpehøi,
Der hører man Ungdommens jublende Støi;
De løbe omkring mellem Busk og Krat,
Og lege Tagfat.

Høit kneiser ved Degnens Huus et Træ,
Der sidder den Gamle med Børn og Fæ;
En Rævebælg hænger paa Træets Green,
I Toppen kneiser Stork Langebeen.
Men Gadekjæret er blevet en Pjøs,
Dog vandes der Heste af Karl og Knøs;
De fløite og synge til Frøernes Qvæk,
Og ride saa væk.

Hist lege to Børn med sundheds Kind,
De ridse i Jorden med en Pind,
De ridse sig Gaard og Høienloft,
Mens Moder lapper paa Faders Koft.
Smukt lyder fra Taarnet Klokkens Klang;
En Bonde synger sin Aftensang,
Og Børnene fromt om Bordet staae,
Ret som Engle smaae.

Ved Kirkegaards-Muren hvor Hindbærret groer,
Der sidder paa Stenen en gammel Mo'er;
Bag Huen man skimter det sølvgraa Haar,
En Bøtte med Mælk ved Fødderne staaer;
Sin Støttestav holder hun paa sit Skjød,
Jeg troer hun spiser det tørre Brød.
Bag Muren sidde de Elskende to — — -
O lad dem ha' Ro! -

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Børnene og den graa Morlille

I Hjertet sidder en lille Person,
Han gestikulerer saa saare,
Men det er ækelt hvor føelsom han er,
Han svømmer bestandigt i Taare.
Han digter allene de rørende Ting,
Ak! Vand er vist Tanken og Tonen,
Thi, tænk! vore Øine staae lidt under Vand,
Skjøndt de er' saa langt fra Personen.
Han maa ei slippe i Verden ud,
Saa blev der først Graad og Jammer,
Vort Bryst skal være hans Fangetaarn,
Og Hjertet hans Fængselskammer.
Han sidder jo luunt inden Vægge der,
Skjøndt evigt og altid han skraaler:
„Her er saa snevert! o ud! derud!
Hvor Himlen og Sollyset straaler!"
— Nei, saa gaaer det meget bedre til
hos dem, som boe i vor Pande;
Vel er det Tagkammer lidet og lavt,
Dog rummer det godt maa man sande!
Thi der er' tusind' velsignede Smaae,
Ja tusinde til, og lidt flere,
Der synge og springe ved Dag og Nat,
(hos visse de mindre genere):
Det er Phantasiens levende Smaae,
De kjende ei Savn eller Længsel;
Ja tidt gjør' de Nar af den lille Person,
Der sidder i Hjertets Fængsel.
De kan de deiligste Eventyr,
Og naar vi Mennesker læse,
Saa spille de strax, som Comedie Alt,
Her lige over vor Næse.
Ja, tidt kan de udvide Kammeret selv,
saa mange alt føle en Svimlen,
Men tænk dog ogsaa, hvor høit det gaaer!
Det gaaer gjennem hele Himlen;
Saa høit, saa høit over Sol og Planet,
Ja, langt paa den anden Side!
Hvorledes de ellers kan gjøre Sligt,
Ja, det maa vor Herre vide!
— Men vil' de gjøre for stort et Spring,
Hvad eller Spektakel og Trætte,
Da kommer Fornuften, en graa Morlil,
Hun bringer dem snarlig tilrette.
Tidt tysser hun ogsaa, og er lidt vred
Paa ham, som i Hjertet græder,
Men ofte hun trøster, da synge de Smaae,
Saa smukt om Himmelens Glæder.


Men Dagene svinde og Aarene gaae,
Om selv de er' nok saa mange,
Da bliver det Fængsel i Hjertet her,
For svagt til at holde sin Fange,
Det Tagkammer selv er i skrøbelig Stand,
Det taaler ei Børnenes Springen,
Den gamle Morlille dem tager i Favn,
Som Moder, hun glemmer slet ingen;
Og Hjertets Lille, det Længsels Barn,
Er nærmest ved hendes Hjerte,
Saa barnligt, saa trygt det hviler der,
Og glemmer sin Sorg og Smerte;
Da er hun ei længer en graa Morlil,
Med Furer og Sorg paa sin Pande,
Nei ung og blomstrende hæver hun sig
Til Himlens lysende Lande.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Lille Lise ved Brønden

Tæt ved Huset Brønden staaer,
Lille Lise til den gaaer,
Stirrer tankefuld derned,
Thi hun af sin Moder veed,
At man her fra Brøndens Vand
Trækker Børnene i Land;
Ja, hun selv, som her nu staaer,
Kom derfra for fire Aar,
Og en Broder tog' de nys,
Ham, som faaer saa mange Kys.

Stivt hun ned i Brønden seer;
„Mon der nu er ingen fleer?
Eller sidde hver og een,
Skjult bag Brøndens Kampesteen?
Rigtignok har Søster sagt,
At os Børn har Storken bragt,
At han har bag Redens Tjørn,
Piger og smaae Drenge-Børn;
Men hvor skiller han de Smaae,
Naar de ei har Klæder paa?

Nei, de boe i Brønden her!
Jeg har selv jo været der;
O, nu kan jeg ogsaa see,
Een igjennem Vandet lee!
Hun som lille Lise staaer,
Og har ogsaa gule Haar.
Kunde jeg dog bare faae,
Kun den mindste af de Smaae!
De er' meget bedre der,
End min dumme Dukke her!"

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Hør Spurven derude

Hør Spurven derude,
Den sang ved Rude:
Kom ud I Smaa!
Kom ud dog af Skolen,
Klart skinner Solen,
Lege I maa!
Snart paa Foden, snart paa Knæet,
Ja paa Hovedet selv vi staae;
Vi med Spurven fløi fra Træet,
Havde vi bare Vinger paa.

Hvor kan det dog være,
Ikke vi bære
Vingerne smaae?
Men naar vi er fromme
Kan De vel komme?
Bare de maa!
Da vi flyve vil over Byen,
Flyve langt der i Verden ud,
Flyve høiere op end Skyen,
Op til Himmelen og Gud!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Adam Oehlenschläger. Den 26. Januar 1850

Farvel, Du største Skjald i Norden!
Ud til Dit Hjem nu Toget gaaer;
„En smuk Allee til Kirkegaarden"
Et Folk i Sorg langs Veien staaer.
Til Frederiksberg! der var din Vugge
Der Aandens Lampe straalte rigt
Der skal om Dig sig Graven lukke.
Din Vandring er et Skjønheds Digt,
Guds Lys i Dig blev Aandens Eie
Deel af os selv og altid vort.
Farvel! hvil sødt! redt er dit Leje!
— I Graad døer Vuggesangen bort.

Farvel! Farvel! — nu græder Norden,
Som Du forstod, som Du besang,
Saa Oldtid steeg igjen af Jorden,
Dens Hjerte slog, dens Skjolde klang,
— som Foraardsvinden over Voven
Saa frisk, saa sund blev Sangen bragt.
Din Sang var dansk som Bøgeskoven
Og nordisk som Nordlysets Pragt. -
Farvel, Du største Skjald i Norden!
Ud til Dit Hjem nu Toget gaaer;
„En smuk Allee til Kirkegaarden"
Et Folk i Sorg langs Veien staaer.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Kjærlighed

See Solen blusser saa elskovsrød!
Den lægger sit Hoved i Bølgens Skjød.
Dog, hvem kan skildre det ret med Ord!
Tilbedende tier den hele Jord,
Kun Blomsterne nikke i Vinden,
De kysse hinanden paa Kinden.

I Bugten, hist hvor Sivene groe,
Der gynge i Baaden de Elskende to;
I Havet, i Øiet og høit i det Blaae,
Alle tre Steder jo Himle staae,
Men allerherligst blandt disse,
Er Øiets Himmel tilvisse.

Den Himmel eier det reneste Blaae,
Og Tankerne der, som Stjerner staae;
Der skuer man klart i Aandernes Land!
Man føler sig Barn og dog en Mand;
Hver Tanke mod Himlen sig taber,
Og Hjertet troer paa sin Skaber.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

October

'- Du har ei Ro, ei Smerte
Tomt er der i dit Hjerte;
Saa døsigt Taagen ligger
Rundt om det visne Krat! -.'
*
Storken er reist til fremmed' Land, Spurven boer i dens Rede;
Løvet falder, men Bærret staaer rødt paa den sorte Hede.
Taagen ligger saa kold og klam, Vedet fældes i Skoven,
Bonden gaaer paa den vaade Mark, vælter Jorden med Ploven.
Over de sorte Muldvarpskud flyver en vildsom Svale,
Skjuler sig mellem Mosens Rør, kan ei synge, ei tale.
Draaben falder saa kold og tung ned fra Træernes Grene;
Minderne leve, uden dem følte sig Hjertet ene.
Som Oceaners dybe Ro førend Stormene stige,
Ja, som et Havblik er der i hele Naturens Rige,
Havblik, Forbudet paa en Storm, snart den stiger med Vælde,
Da skal Skoven staae som et Vrag, alt de Masterne fælde.
Tomhed breder sig meer og meer, her er ei Fryd, ei Smerte;
Livstomt staaer den stolte Naturs svulmende Digterhjerte.

I Vaar Din Sol sig tændte,
Dit unge Hjerte brændte,
Alt blev til Blomst og Blade,
Og Fuglene sang glade -
Din Sjæl var Kjærlighed.
Med Liv Du Alt omsno'ede.
Selv paa Ruinen gro'ede
Den grønne Vedbend'-Ranke;
Og Troskab var Din Tanke,
Lyksalighed Dit Meed.
Alt aanded' Liv og Varme,
Du holdt i Dine Arme
Din skjønne Blomsterpige;
Din Drøm var uden Lige.
Nu har hun Dig forladt!
Og Blomsterne er' døde,
Dybt i Dit Bryst er øde,
Du har ei Ro, ei Smerte,
Tomt er der i Dit Hjerte;
Saa døsigt Taagen ligger
Rundt om det visne Krat.
Du kan ei mere drømme.
O svulm, I vilde Strømme!
Ryst Storm din stærke Vinge,
En anden Qval Du bringe,
Ei denne sløve Hvile!
Send Dødens skarpe Pile,
Dig Straa-Død er forhadt!

Stille! see, hvor Taagen løfter sig høit fra den vaade Vang;
Hist bag Kirken synker Solen, Straalen falder bleg og lang.
Sit 'Lev vel' den stille hvidsker til sit Hjertes Troubadour;
Med det gule Løv, som falder, svarer sorgfuldt Guds Natur.
Endnu een Gang, men den sidste, Solen Afskeds-Kysset sender,
Underligt, see hist i Byen, paa en Rude Straalen brænder.
Ogsaa der October bygger bag den nøgne hvidgraae Muur,
Men det eier her et Hjerte, dødt det er i Guds Natur.
See, det lille lave Kammer er saa hyggeligt, saa reent,
Alt for kort er Gulveteppet, men det pynter dog saa peent.
Ambra-Træet staaer i Vinduet i det blege Aftenskjær,
Hvor en halv afbladet Rose Efteraarets Billed bær.
Rokken snurrer, der hun sidder; - 'Er, som Himlen, Øiet blaat?'
Det er kun en gammel Jomfru! bleg er Kinden, Haaret graat.
Her hun lever eensomt stille ved sin Rok og sine Minder.
Dagen gaaer, og Dagen kommer. Saadant afmaalt Aaret svinder.
Ogsaa her var Vaar og Sommer, friske Blomster, Rosenrødt.
Kjærlighed fik dette Hjerte, og end er ei Hjertet dødt!
Haab og Længsel, Ungdoms Drømme, er nu Veemods Melodie; -
Det er kun en gammel Jomfru - hende Verden gaaer forbi.
- Stille! hør fra Kirketaarnet Klokken dybe Toner gav.
Tause Mænd i sorte Klæder staae rundt om den aabne Grav;
Kisten sænkes ned med Snore, Præsten kaster Jorden paa;
'Fred' det toner. - - Gid mit Hjerte bag de fire Bræder laae!
Uden om mig, selv i Haabet, Livet som October staaer!
Digterdrømme, Livets Lykke, Alt jo til sit Løvfald gaaer!
Eventyret vel jeg mindes om den stolte Fiskerviv,
Som bestandigt ønsked' Mere, og det stod ved Ønskets Bliv.
'Konge, Keiser, selv Gud Fader' - da tilsidst, som ved Magie,
Atter i den dybe Leergrav sad hun - Drømmen var forbi!
Flamme-Ønsker, Haab og Længsel stige, medens Hjerter slaae,
Men tilsidst den dybe Leergrav bliver Alt, hvad her de faae!

Spillemand, spil paa Strænge,
Barmen er mig trang,
Hvo kan savne længe
Barnets simple Sang?
Ride, ride Ranke!
Flyv afsted min Tanke,
Flyv hen over Bjerg og Elv,
Hjertet bliver først sig selv
I sin Barneverden!

Spillemand, spil paa Strænge,
Grib med stærke Slag!
Haabet gaaer i Enge
Den lange Livets Dag,
Finder, selv i Moser,
Krusemynt og Roser,
Synger: 'Ro til Fiskeskjær,
Mange Fiske faae vi der,
Aldrig Haabet slipper!

Spillemand, spil paa Strænge,
Livet er saa smukt,
Ei det varer længe,
Snart er Lampen slukt.
Klappe, klappe Kage!
Graven er tilbage -
Giv hver Grille kort Besked,
Qvist den op, og qvist den ned,
Saa falder den i Asken!

Spillemand, spil paa Strænge,
En October-Sang;
Taagen staaer paa Enge,
Barmen er saa trang.
Visselul mit Hjerte!
Vug' i Søvn din Smerte!
Bedst i Graven Vuggen staaer,
Om end ikke Gængen gaaer,
Der ei Barnet græder!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Malerie fra Jyllands Vestkyst

Man seer ei Træ, ei Busk, selv Lyngen vil ei groe,
Fra Sandet pipper frem et Græsstraae eller to;
Sandklitter reise sig, de vexle Dag for Dag,
Og rundtom stikke frem de nøgne, sorte Vrag.
Foruden Grændse Havet udstrakt for os staaer,
Speilklart og glat det er, saa langt som Øiet naaer,
Strandbredden er belagt med Stene, store, smaae,
Og alle runded' smukt, see, røde, hvide, blaae!
Hist komme Fiskere, de gaae til Havet froe;
En herlig Slægt det er, med Marv i hver en Kno.
Nu læses først en Bøn, fromt folder sig hver Haand,
Saa ile de med Christ, Gud og den hellig Aand.


Den gamle Mor paa Klinten staaer,
Saa graat som Sand er hendes Haar!
Hun drikker Solens Ild saa smaat,
Og skutter sig, det gjør saa godt.
Men som hun ret paa Havet seer,
Strax hendes gustne Ansigt leer,
Thi ude, hist paa Bølgens Hjem,
En prægtig Seiler glider frem,
Men uden Roer og uden Mast;
Den borer sig i Sandet fast,
Det Dødningskibet er man seer,
Thi see nu er det ikke meer.
Da knæler fromt den gamle Mor,
Hun læser høit et Fadervor,
Og siger: „Gud! til os Du see!
Lad det paa vores Kyst dog skee!
De drukne vist, den hele Flok,
Men vi skal leve, veed Du nok!"


Blikstille hviler Havet, tyst som de Dødes Hjem,
Men underligt fra Dybet en Susen stiger frem,
De mange Fiskerbaade med Bytte, høit i Lag,
See, hvor de søge Kysten, med stærke Aareslag.
Med eet sig Floden hæver, den stiger meer og meer,
Den grumset, sorte Bølge, høi, som et Bjerg, man seer.
Vel hundred' Favne reiser den sig med Gny og Larm,
Men Brændingen den knuser til Støvregn i sin Harm.
Dog gjennem hver en Brænding, hver Fiskerbaad nu gik,
Stift holdt hver Fisker Aaren, hver saae med Ørnens Blik;
Nu springe de i Søen, de drage Baaden frem,
Saa slæbe deres Qvinder det rige Bytte hjem;
Dybt bøiet under Vægten de gaae med deres Smaae,
Mens Manden mørk og stille ved Stranden seer derpaa.
— Hvad svæver over Dybet? Hvi er saa taus hver Mand?
Der er et Skib i Havs-Nød, det driver stærkt mod Land.
See, Masten er alt kappet, i Brændingen det staaer,
Et Nu — og Kjæmpebølgen det knuust mod Kysten slaaer.
Men see! Mandskabet klynger sig om den store Mast,
Høit op paa Land den hvirvles, ved Bølgens stærke Kast.
Er' de nu frelst? — Nei, Bølgen dem river atter med,
See Masten, hvor den ruller, den knuser hvert et Leed.
Nu styrter den i Dybet, man hører intet Suk.
— Snart tier Storm og Bølge, og Natten er saa smuk,
Da ligger Stranden broget med Vare og med Stads,
Havgasserne da juble, og gjør' et stort Galads.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

December

'Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hierte.'

*
(Juleaften).

Ungersve nden.
Dybt i mit Hjerte, hvor hun boer,
Et mægtigt Juletræ der groer,
Og det for hende ene.

Med Tankens Stjernelys det staaer,
Og Troskabs-Fuglen lifligt slaaer,
Bag Haabets grønne Grene.

Alt, hvad jeg har paa Jorden her,
Det finder hun paa Træet der,
Alt er for hende ene.

Jeg skal i Aften hende see,
Der leges Juul, hvo veed, maaskee
Hvad Himlen der mig bygger,

See hendes Sødskende, de Smaae,
Alt lyttende ved Døren staae,
Mens deres Træ hun smykker.

Børnene i Kammeret.
Waldemar.
Saae Du det store Træ, der kom igaar?
Jeg veed, nu er det plantet op derinde.
Og veed Du hvad? Det midt i Salen staaer,
Saa meget Stads paa Grenene de binde.
Jeg troer jeg faaer en nydelig Husar,
Og saa et Buur til begge mine Skader.

Jonna.
Men Jesu-Barnet aldrig seet jeg har,
Han kommer jo deroppe fra Gud Fader,
Og bringer os den hele Stads hvert Aar,
Hvor kan han komme ned og det saa stille?
Mon ogsaa Broder Viggo noget faaer,
Mon Jesu-Barnet veed, vi har den Lille?

Louise.
Det kan Du sagtens troe, til lille Broer
Han ogsaa noget deiligt Stads vil sende,
Han kom jo ned fra Himlen, sagde Mo'er,
Og saa maa Jesu-Barnet ham jo kjende.

*
(Gjenboens Huus).
(En gammel Pebersvend sidder ved Vinduet og seer over til dem).
Nu tændes Lysene paa Juletræet,
Ved Døren Børneflokken lytter til;
Tæt ved hverandre halvt de bøie Knæet
Og gjennem Nøglehullet titte vil.
De lykkelige Smaae! sødt Hjertet banker,
Ja, Fa'er og Mo'er er ogsaa glad' som de -
Og jeg - hvorfor de tunge, mørke Tanker,
Jeg kan jo gjennem Ruden Glæden see. -
- Lidt maa jeg aande paa den! Glasset fryser;
Iisblomsterne saa stærkt i Øiet skjær'. -
Hvor deiligt dog nu Juletræet lyser,
Hvor salig er dog Barne-Glæden der!
Hos mig - O, hvilken ganske anden Scene!
Som Fremmed selv hos Vennerne jeg staaer;
Med Sorgen, som med Glæden er jeg ene,
Ei noget Hjerte ved mit Hjerte slaaer.
'En gammel Pebersvend', mig Verden kalder;
'O, han har aldrig kjendt til Kjærlighed!'
Nei, det var kun en Drøm i Ungdoms Alder,
Og hvad veed Verden om min Drøm Besked!
Jeg var ei smuk, jeg var ei blandt de Rige,
Og til den bedste Blomst dog Øiet saae;
'Vær min!' jeg drømte, voved' halvt at sige; -
Hvad kan man ei i Drømme falde paa!
I Rosens Rødmen Haab jeg vilde finde,
En anden kom - jeg saae endnu paa den.
Jeg saae, hvordan han Rosen monne vinde,
Og nu - er jeg en gammel Pebersvend.

*
De fattige Børn paa Gaden
(synge).
Barn Jesus i en Krybbe laae,
Skjøndt Himlen var hans Eie;
Hans Pude her blev Hø og Straa,
Mørkt var det om hans Leie!
Men Stjernen over Huset stod,
Og Oxen kyssed' Barnets Fod,
Halleluja, Barn Jesus!

Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hjerte,
Til Barnet vil vi stige ind,
Og blive Børn i Sjæl og Sind.
Halleluja, Barn Jesus!

Digteren.
Nu til Enhver man Julegave skjænker,
Alt aander Glæde, Kjærlighed og Sang,
Hvad tør jeg bringe Dig, som Hjertet tænker,
Hvad tør jeg bringe første, sidste Gang?
Min Glædens Palme blev en bladløs Tjørn,
Da den sig stolt til Solen vilde hæve! -
Tag mine Digte, det er Hjertets Børn,
I Kjærlighed de blev, i den de leve;
De nævne Dig, - de flyve mod din Favn, -
Men tør ei sige deres [rettet fra: Deres] Moders Navn!
Som Pelikanen for dem hver jeg stod,
I Kjærlighed jeg følte Hjertet bæve.
Jeg har dem diet med mit Hjerteblod,
Og jeg maa døe! - hvo veed, om de skal leve?

*
(Julestuen).
Værten.
Nu Presenter til Enhver
Jeg vil dem fremvise!
Men bemærk, med hver især
Følger en Devise!

Ungersvenden.
Gid jeg dog et Haandtryk fik
Til Present fra Lise,
Og et ømt, et kjærligt Blik
Fulgte som Devise.

Studenten.
Granske, føle, muntert lee,
Aand og Skjønhed prise,
Esse non, videri, see,
Det er min Devise!

En ung Herre.
Nys gik Hjertet med! O Gud,
Det var en Betise.
Alting har jeg feiet ud,
Det er min Devise!

Mo'erlille.
Barn, betænk Du hver en Stund,
De Din Skjønhed prise:
'Sukkermund har Gift i Grund',
Men ei til Devise. -

En Søeofficeer.
Danske Sømands Trofasthed
Aldrig kan forlise.
Hjertet paa det rette Sted,
Det er hans Devise!

En Enke.
Livets Held en Mand mig bød,
Slig Present vi prise.
Gud skee Lov, min Mander død,
Det er min Devise!

Allesammen.
Man sig lidt fornøie maa,
Drikke godt og spise.
Glæden skal man holde paa,
Som en god Devise.

*
(Midnat. - en Kirkegaard).
Elskeren.
Kun Vint'rens Friskhed, ei dens Gys,
Har i mit unge Hjerte Sæde,
Smukt Himlen staaer med Julelys,
Og i mit Bryst er Juleglæde.

Hun elsker mig, hun kommer her,
Bag Kirken loved' hun at møde;
Hvo Kjærlighed i Hjertet bær',
Ei frygte kan for Gravens Døde.

De stige i det hvide Lag'n,
Jeg hører dem, saa dybt de sjunge;
Thi Julenat, det er et Sagn,
Faaer Alting Liv og Alting Tunge.

*
De Døde.
(medens de dandse rundt om Gravene).
Maanen skinner rund og klar,
Men, at her vi svæve,
Det er kun en Drøm, vi har,
Døde kan ei leve!

Tungt og haardt vort Tag er lagt,
Stuen er saa lille,
Fire Fjælle er vor Pragt,
Der er tyst og stille.

Dybt vi sove, Aar med Aar
Døer i Tidens Strømme,
Kun ved Midnat Hjertet faaer
Sine stærke Drømme.

Let som Taage, hvid som Liin,
I de Dødes Have
Dandse vi ved Maaneskin
Om de sorte Grave!

At ved Maanen rund og klar
Lysteligt vi svæve,
Det er kun en Drøm, vi har,
Døde kan ei leve!

Elskeren.
Nei, det er ei Drømmerie,
Jeg seer Eder svæve!

De Døde.
Det er kun Din Phantasie,
Døde kan ei leve!

Elskeren.
Jo, som Aander her I gaae
I de dunkle Gange.

De Døde.
Det er fælt at høre paa.
Ak! Du gjør os bange!
Gaae vi da igjen, o vee!
Siig det, Du, som lever.
Hu, er jeg et Spøgelse?
Skræk mig gjennembæver.
(de flygte ned i deres Grave):

Elskeren.
Kjærlighed forjager kjæk
Fra sit Stevnemøde
Hver en Frygt og hver en Skræk,
Ja, selv Gravens Døde.

Hun er ikke langt herfra,
Sees hun i det Fjerne,
I mit Hjerte tændes da
Glædens Jule-Stjerne!

Tiden.
Tys! tys!
Aarene brat henrinde;
Som et Suk, som et Kys,
De forsvinde.

Mit Gjenfærd.
(paa min Grav).
'Vær glad, mens Lampen ei er slukt;
At leve her er dog saa smukt.
Da skinner Solen lys og varm,
Da rækker Pigen Dig sin Arm,
Og om ei Hjertet følger med,
Du troer dog, det er Kjærlighed. -
- For hvad mit varme Hjerte gav,
Jeg fik - en kjølig, stille Grav;
Mens Solen skinner varm og stor,
Og Fuglen synger, Blomsten groer,
Jeg sover dybt, - min Gang er endt, -
Og Ingen har den Døde kjendt!'

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

August

'Blomsten dufter, for at brydes!
Frugten modnes, for at nydes!
- Lev og nyd! trara! trara!'

*
Ja, Øieblikket ene er det just,
Der med sit friske Grønt din Vandring smykker,
Thi nyd det, som den duftende August,
Der mellem Vaaren og din Vinter bygger.

See Dig omkring, flyv ei saa vildt afsted,
Fra Livets Sol det gaaer til Gravens Skygge,
Og Sorgen sidder nok paa Hesten med,
Thi pluk hver Frugt, der skabtes for din Lykke.

Hvad Hjertet har, det har Du, søde Trøst!
Det Tabte findes ikke ved at græde;
Nei nyd! thi Livet er en evig Høst,
Og Øieblikket er saa riigt paa Glæde.

- - -

Heden trykker; Østens Varme blunder lidt hos os i Dag!
Som en ægte persisk Fyrste, vil jeg strække mig i Mag.
Grøften er mit Hovedgjærde, smukt den staaer med Kaprifol',
Egetræets grønne Grene skjærme mod den stærke Sol.
Flagrende, men luftig lette Skygardiner hænge ned;
Teppet, hvorpaa jeg har lagt mig, er et broget Blomsterbed.
Kløver, Rølleker, Papaver spille i den grønne Grund,
Og med modne Hindbær hænger Grenen lige ved min Mund.
Nyde, drømme, søde Lykke! see, ved Blomstens Hjerte tyst,
Ligger Bien sødt beruset, Blomst og Bie er Bryst ved Bryst.
Sommerfuglen lystigt flagrer, kysser hvert et broget Blad,
Synger ei, men hvidsker stille Kjærligheds - den veed nok, hvad! -
Ha! en kjølig Luftning zittrer gjennem Skovens grønne Tag,
Høit paa Himlen staaer et Bjergland, Uveirsskyer Lag ved Lag;
Nu, som Kjæmpeseil de svulme, nu er det en Klippehal,
Hør det stærke Echo ruller gjennem Bjergets dybe Dal.
Hver en Fugl sig bange skjuler, og et Gys i Skoven gaaer,
Mens i store Kredse Svalen Jorden med sin Vinge slaaer.
Skyen brister, Regnen strømmer, den betage vil mit Syn!
Himlen viser Flamme-Tanker, Videt gnistrer Lyn paa Lyn.

- I det lille lave Skovhuus staaer jeg, til det er forbi,
Men da Ruderne er knækked', ei for Regn jeg bliver fri;
Konen sidder paa en Træstol, dier Barnet, søde Lyst!
See, de butted' runde Fingre lægger det paa hendes Bryst!
Stormen rusker stærkt i Taget, flyver nu til Markens Neeg,
Favner dem og knækker Axet i sin Elskovs vilde Leeg.
Tys, nu sagtnes det derude, Himlen bliver atter blaa,
Hele Skoven, alle Blomster dobbelt duftende jo staae,
Og paa Horizonten Solen synker ned saa luerød,
Den sit vilde Flamme-Hjerte lægger nu i Bølgens Skjød.
Vindens kjøle, milde Luftning tørrer atter Blomstens Kind,
Høstfolk gaae nu hjem fra Marken, synge høit med muntert Sind.
Pigerne skal over Stænten, tør man ikke see derpaa? -
Skjørtet hænger fast ved Gjærdet, saa de Andre hjelpe maae.
See, hvor alle Blomster nikke! hvad de tænke, veed jeg klart,
Kunde man forstaae Mimiken, hørte man vist noget rart.

Fuglene.
Qvivit! qvivit! det gaaer afsted,
Nu oppe, nu dernede!
Mit Liv er Sang og Kjærlighed,
Mit Huus en Børnerede!

Ungersvenden.
Snart sover Alt, ja Stort og Smaat,
Paa Græs og grønne Grene,
Men jeg - ak! det er ikke godt,
At Mennesket er ene!

O, gid jeg var af Jern og Staal!
Mit Hjerte let kan faae det!
Det er mig ligesom en Aal,
Jeg kan ei holde paa det!

- - -

Hver en Luftning sover paa det grønne Blad,
Stille drømmer Blomsten midt i Duggens Bad.
Seer Du, Maanen kommer hist, hvor Krattet groer?
Lavt paa Horizonten staaer den rund og stor.
Ved den sorte Granskov Søen gjør en Bugt,
Klart i Vandet speiler Krattet sig saa smukt.
Tys! sig noget rører! mon en Fugl der fløi?
Nei, det er to Piger, stille! gjør ei Støi.
Barnligt, uskyldsglade, gaae de Arm i Arm.
Ha! de kaste Klædet fra den hvide Barm;
Høit de løfte Armen! see det smækre Liv! -
- O, nu blev' de borte bag det høie Siv!
Jeg kan ikke see dem, det var dog saa smukt!
Men der har vi Maanen over Søens Bugt.
Den kan staae og see dem, høit fra Skyens Vold,
Den kan see dem begge, og er dog saa kold! -
Hør, med Eet det pladsked', see en Ring saa bred!
Hele Søen bæver jo af Salighed.
Hver en Blomst ved Bredden lukker Øiet op,
Og de stolte Graner bøie deres Top!
Alt er Duft og Længsel, Natten er saa tys,
Søen dem omfavner, giver Kys paa Kys,
Trykker sig saa salig op til Bryst og Arm,
Aldrig dog den svulme kan som deres Barm.
Aldrig nogen Morgen den i Solens Skjær
Rødmet har saa deiligt frisk, som Kinden her!
Ingen Tid den viiste Himlen os saa klar,
Som den Uskylds-Himmel, den i disse har. -
Nu med Vandet, Pigen paa den anden slaaer,
Om de runde Skuldre falder deres Haar;
Maaneskinnet viser det saa tykt og stort -
- Men der gik jo Maanen! - det var grusomt gjort! -

Fiskeren.
Aakanden har sit Bæger lukt,
Den under Fladen svømmer;
I Vandet Maanen staaer saa smukt,
Det er det Blomsten drømmer:
At begge to
Dernede boe;
Hvad kan man ei i Drømme troe?
Jo,jo!

Jægeren.
Blomsten dufter, for at brydes,
Frugten modnes, for at nydes,
Ender Livet, var det da
Dog et jublende: 'Trara!'
Echo svarer, hør! 'ja, ja!
Lev og nyd, trara, trara!'

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Med mine 'Digte gamle og nye

Mit hele Blomster-Mosaik
Er kun en fattig Skizze
Imod den Deilighed, det Digt,
Som kaldes Corselitze.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Landsoldatens Hjemkomst

Det er som en Festdag hver evige Dag,
Vor Landsoldat kommer tilbage.
Fra Huus og til Huus hænge Krandse og Flag,
Folk juble fra Gader og Tage,
Hvert Laug har sin Fane, Musiken er med,
Og Hurra og Jubel hvert evige Sted.
„Nu komme de! hør fra Voldene Skud!
Saa sunde, saa prægtige see de ud!"
Hurra! Hurra! I herlige, brave Soldater!

De komme med Blomster paa Hat og Gevær,
Et vandrende Foraar de ligne;
Gaae ind imellem dem, tal med hver,
Det er de Mænd, vi velsigne.
De stred og døied og udholdt som Faa,
Og vide selv ikke, hvor store de staae.
Den fineste Frøkens Rosenmund
Kunde kysse Soldaten i denne Stund.
Hurra! Hurra! I herlige, brave Soldater!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!