A. Oehlenschläger
Aladdins Slot med Sølv og Guld Du satte,
Dit Digter-Slot har dog langt større Skatte:
En Verden med Bedrift, med Fryd og Sorg.
Vi følge Hakon Jarl til Thoras Borg;
I Trondhjems Kirke Axel Valborg mister,
Bag Skovens Hang Coreggios Hjerte brister,
Den lille Hyrdedreng vi følge vil,
I Skoven see vi paa dit Aftenspil.
Vi dele med Amine Fryd og Sorg,
Ved Maan'skin gaae vi til din Røverborg,
Stolt Nordens Guder sees paa Nattens Sky,
Du har til Livet kaldt dem frem paany,
De dele med Dig, hvad Du selv dem gav:
Et evigt Navn, der trodser Død og Grav.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Johanne Drewsen og C. von Krieger
Ved Sundet, hvor Alverdens Skibe møde
For fulde Seil, nær Skov og Kjæmpehøi,
Der fad med Øine blaae og Kinder røde
En lille Pige med sit Legetøi;
Da kom en Officeer, saa ung, saa prægtig,
Han var i Garden, han var Husets Gjæst.
Og saa kom Tiden — Tiden, den er mægtig,
Den tænkte — men ei de — paa Bryllups Fest.
Paa Heden, hvor den yngste By her hjemme
Skjød op, da Dygtighedens Magt det bød,
Johanne sang med klar og sjælfuld Stemme,
Og til eet Hjerte allermeest det lød;
En Melodi, den varsled' Livets Lykke,
Den klang ved Sollys og ved maanklar Nat,
Den fulgte til Alhambras Pinie-Skygge
Som Hjemmets kjære, allerbedste Skat.
Spind Livets Silke! Den Betydning være
Der i, at Festen staaer paa Silkeborg;
Den grønne Myrte Sølv og Guld vil bære
Igjennem Aar, omsuust af Fryd og Sorg;
Ja, Sorger komme, men for Kjærligheden
Er der i Verden ingen Sorg for tung.
Byg op et Hjem, et lille jordisk Eden,
Hvor Kjærligheden altid bliver ung!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den Dag, vi fødtes, bliver os en Fest
Den Dag, vi fødtes, bliver os en Fest,
Et Høidepunkt imellem Livets Dage,
Hvor Alvor staaer hos os som Glædens Gjest
Og viser Veien, vi har lagt tilbage,
Hvad der vi virkede og hvad vi vandt;
Jo større Virkekreds, des større Skuen!
En tro, hengiven Kreds sin Krands da bandt
Og smykkede paa den Dag festligt Stuen;
Det er en Trang for hvert taknemligt Bryst,
Det er en Trang, hvor Kjærligheden lever!
— Hvem Gud har stillet høit, ham Sorg og Lyst
I større Bølgeslag igjennembæver,
Ham derfor bringes mere udstrakt, stort
Det inderlige Tegn paa Hjertets Glæde;
Det er ei om den Pragt, der bliver gjort,
Men om det Sindelag, der er tilstede;
Og her er Sindelag, just Hjertelag
For ham, Gud satte paa den danske Throne,
Hans danske Hjerte har paa Prøvens Dag
Forherliget den kongelige Krone,
Hans Tid og Navn engang i dansk Historie
Vil lyse frem og staae med varig Skrift;
Thi Kjærligheds og Sammenholdets Glorie
Omstraaler Drot og Folk til god Bedrift.
— Der var en Tid, da Kongeherlighed
Fandt Storhed i den stolte Høiheds Skranke.
Forbi det kongelige Slot hver Borger skred
Med blottet Hoved; ei det kom i Tanke,
At selv en Mand, som Holberg, han, hvis Ord,
Udsaa'de Snillets Guld for Land og Rige,
Indrømmedes en Plads ved Kongens Bord,
At Aand og Dygtighed gjør „Adelige"!
Nu sidder Bonden med i Kongens Raad,
Fra Kongehjertet straaler Kongemagten, -
Alt Godt og Stort udfolde sig i Daad!
Velsigne Gud hver ædel Id og Tragten!
Med Kongen Folket paa hans Høitidsdag
Fornemmer Sammenholdets Liv og Lykke,
Thi vaie derfor festligt Krands og Flag!
I Troskab bygge er i Gud at bygge.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Børnene og den graa Morlille
I Hjertet sidder en lille Person,
Han gestikulerer saa saare,
Men det er ækelt hvor føelsom han er,
Han svømmer bestandigt i Taare.
Han digter allene de rørende Ting,
Ak! Vand er vist Tanken og Tonen,
Thi, tænk! vore Øine staae lidt under Vand,
Skjøndt de er' saa langt fra Personen.
Han maa ei slippe i Verden ud,
Saa blev der først Graad og Jammer,
Vort Bryst skal være hans Fangetaarn,
Og Hjertet hans Fængselskammer.
Han sidder jo luunt inden Vægge der,
Skjøndt evigt og altid han skraaler:
„Her er saa snevert! o ud! derud!
Hvor Himlen og Sollyset straaler!"
— Nei, saa gaaer det meget bedre til
hos dem, som boe i vor Pande;
Vel er det Tagkammer lidet og lavt,
Dog rummer det godt maa man sande!
Thi der er' tusind' velsignede Smaae,
Ja tusinde til, og lidt flere,
Der synge og springe ved Dag og Nat,
(hos visse de mindre genere):
Det er Phantasiens levende Smaae,
De kjende ei Savn eller Længsel;
Ja tidt gjør' de Nar af den lille Person,
Der sidder i Hjertets Fængsel.
De kan de deiligste Eventyr,
Og naar vi Mennesker læse,
Saa spille de strax, som Comedie Alt,
Her lige over vor Næse.
Ja, tidt kan de udvide Kammeret selv,
saa mange alt føle en Svimlen,
Men tænk dog ogsaa, hvor høit det gaaer!
Det gaaer gjennem hele Himlen;
Saa høit, saa høit over Sol og Planet,
Ja, langt paa den anden Side!
Hvorledes de ellers kan gjøre Sligt,
Ja, det maa vor Herre vide!
— Men vil' de gjøre for stort et Spring,
Hvad eller Spektakel og Trætte,
Da kommer Fornuften, en graa Morlil,
Hun bringer dem snarlig tilrette.
Tidt tysser hun ogsaa, og er lidt vred
Paa ham, som i Hjertet græder,
Men ofte hun trøster, da synge de Smaae,
Saa smukt om Himmelens Glæder.
Men Dagene svinde og Aarene gaae,
Om selv de er' nok saa mange,
Da bliver det Fængsel i Hjertet her,
For svagt til at holde sin Fange,
Det Tagkammer selv er i skrøbelig Stand,
Det taaler ei Børnenes Springen,
Den gamle Morlille dem tager i Favn,
Som Moder, hun glemmer slet ingen;
Og Hjertets Lille, det Længsels Barn,
Er nærmest ved hendes Hjerte,
Saa barnligt, saa trygt det hviler der,
Og glemmer sin Sorg og Smerte;
Da er hun ei længer en graa Morlil,
Med Furer og Sorg paa sin Pande,
Nei ung og blomstrende hæver hun sig
Til Himlens lysende Lande.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hytten
Hvor Bølgen høit mod Kysten slaaer,
En ganske lille Hytte staaer,
Men rundt om paa det hele Næs,
Man finder ei en Plet med Græs,
Kun Himmel, Hav og nøgent Sand
Omgiver Hyttens Drømmeland;
Der kan man Paradiset finde,
Thi Kjærligheden boer derinde.
Ei Sølv, ei Guld man finder der,
Men to, som har hinanden kjær,
See Kys og Smiil paa Læben leer,
Og Øiet dybt i Øiet seer;
De tale ei det mindste Ord,
Glemt er den hele, store Jord,
Med al dens Kamp, dens Fryd og Smerte,
Her svulmer Hjerte kun mod Hjerte.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hjertets Melodier
To brune Øine jeg nyelig saae,
I dem mit Hjem og min Verden laae,
Der flammede Snillet og Barnets Fred; -
Jeg glemmer det aldrig i Evighed!
Min Tanke er et mægtigt Fjeld,
Der over Himlene gaaer;
Mit Hjerte er et Hav saa dybt,
Hvor Bølge mod Bølge slaaer.
Og Fjeldet løfter Dit Billed
Høit over Himlenes Blaae,
Men selv Du lever i Hjertet,
Hvor dybe Brændinger gaae.
Du gav mig Blomster; hvis de lege kunde,
Da vandt jeg atter Lunets frie Lyst,
Men nei, de aabne meer den dybe Vunde,
Og sprede Giften i mit unge Bryst.
En Digter-Verden er saa navnløs stor!
Den hvælver sig høit over Himlens Bue;
Hver Sol og Stjerne i dens Luft-Hav boer,
Og ingen Tanke kan den overskue;
Dog kan Dig Intet i det store Rige,
Mit Hjertes dybe Kjærlighed udsige.
Henvisned' er de Blomster Du mig gav,
Men fra de Dødes Grav
Staae Aander frem, i Livets dunkle Gange.
Gjenkjend dem her, i mine bedste Sange.
(Ørkenens Søn)
Den vilde Hengst jeg tumler,
Vi flyve paa Sletten afsted,
Men Hjertet slipper dog ikke
Den stærke Kjærlighed.
Som Solen brænder i Sandet,
Saa brænder det dybt i mit Bryst;
Det er som Hjertet vil sprænges
Af Længsel og af Lyst!
Saa høi og saa stor er Himlen,
Med Sol og Stjerner paa,
Dog rummer den ei den Flamme,
Mit Hjerte dølge maa!
Der brænder mig Ild i Blodet,
Flyv, vilde Hengst, afsted!
Mit unge Hjerte sprænges
Af haabløs Kjærlighed.
Jeg elsker Dig — Dig, som jeg ei tør sige!
Du staaer som Tanken i mit Drømmerige,
Du skaber Aanden i hver dristig Sang,
Thi svulmer Hjertet, ret som Bølgens Gang,
Og brister stolt — thi Skjalden er en Gud;
Du er jo Brud — og lykkelig som Brud.
Man har et Sagn — et Eventyr:
Hvert Musling-Dyr,
Der bygger i den dybe, salte Sø,
Naar det har skabt sin Perle maa det døe.
— O Kjærlighed! Du blev mit Hjerte givet,
Og Perlen koste vil sin Skabning Livet.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Tilfreds i sit Hjerte og glad i sit Sind
Tilfreds i sit Hjerte og glad i sit Sind,
Den Rigdom faaer Roserne frem paa din Kind,
Hvad hjelper om Verden for Foden Dig laae
Hvad hjalp om selv Du fik Guldkronen paa,
Naar ikke Hjertet i Glæde kan slaae.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Langelandsk Folkemelodi
Hun mig har glemt! min Sorg hun ei see!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Vee!
Jeg vil gaae min lystig Gang,
Solen skinner jo Dagen lang,
Droslen fløiter sin Sang.
Hun mig har glemt! min Sorg hun ei see!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Vee!
Vinden bærer fra Hjemmets Ø;
Ud, derud paa den aabne Sø.
Alle Griller skal døe!
Hun mig har glemt! min Sorg hun ei see!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Vee!
Nye Lande jeg snart skal see,
Øiet græd, men nu skal det lee,
Selv om Hjertet har Vee!
Hun mig har glemt! min Sorg hun ei see!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Vee!
Solen skinner jo Dagen lang,
Maanen taus gaaer sin gamle Gang,
Hjertets Sorg bliver Sang.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Julesang i det Collinske Huus
Saa sidde vi igjen om Julebordet
Og synge høit vor Sang, vort Juledigt,
Og Glæden er i Hjertet og i Ordet,
Skjøndt Aaret var saa taust, saa alvorsrigt.
Der rulled Kroner hen som Kiselstene,
Men i vor lille Kreds vor Krone blev:
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit Kongerige i vort Hjerte skrev.
Mod Roskild Spir fløi Svanen frem og døde,
Ved Slesvig Kampens Paaskeklokker klang,
Og Tre af Kredsen her gik til det Møde,
Hvor Døden stod, og hvor Kanoner sang.
Mod Savn og kolde Nætter, Oprørsflammen
De gik, og selv vi bad: „I Guds Navn gaa!"
Og see, vi sidde atter samled' sammen,
Det er, som om en Drøm det var, vi saae.
Hver Sorg og Angst i Hjertet vi erindre
Og føle derpaa ret: Gud var os god!
Vor Julestjerne see vi dobbelt tindre;
Dens Straaler skal os give Fremtids Mod.
End mange Aar vort Huuslivs stille Scene
Staae lykkelig, som selv iaar den blev,
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit store Rige i vort Hjerte skrev.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Juli
'- Alting svulmer, alting gynger,
Bølge, Luft og Hierte synger
Høit din Priis, Du stolte Hav'.
'- Armen jeg om Vennen slynger,
Hiertet sig til Hiertet klynger;
Hver en Sorg, som Barmen tynger,
Svinder hen i Blomsterduft!'
*
Gjærdet staaer med vilde Roser,
Nedenfor er' Tørvemoser,
Storken der paa røde Hoser
Fisker i det lave Vand.
Under disse gamle Pile,
Her paa Stenen vil jeg hvile,
See omkring mig mange Mile,
Medens Garnet de udspile
Nede ved den blanke Strand.
Mægtigt trykker Søen Furen,
Hvor, omkrandset af Naturen,
Fiskerhytten staaer med Muren,
Overgroet af Bukketjørn!
Inde toner Aftensangen,
Mens, med Seilet løst om Stangen,
Baaden lige sætter Gangen
Ind mod Kysten, hvor i Tangen
Lege halvt afklædte Børn.
Lille Baad, det er min Villie,
At med Dig paa Søens Tillie,
Over Skummets hvide Lillie,
Svæver jeg til Skibet der;
Stolt det staaer med sine Master,
Medens Solen, som en Aster,
Rund og rød i Bølgen haster,
Og sin sidste Straale kaster
Hen ad Skibets Seil og Ræer!
Intet Anker længer tynger,
Alting svulmer, Alting gynger,
Bølge, Luft og Hierte synger
Høit din Priis, du stolte Hav!
Du er skjøn, naar Bølgen tier,
Øen ved dit Hierte dier,
Til Begeistring Du indvier
Os ved Stormens Melodier,
Skjøndt hver Bølge er en Grav!
Lystig bort, Du raske Skipper!
Mellem Brændinger og Klipper,
Til, hvor Nordens Bjerg-Pynt slipper
Ved den iisomkrandste Pol.
Snart igjen vi vexle dette,
Vi det tunge Anker lette,
Havet ligger, som en Slette,
Palme-Øer Fladen spætte [komma slettet]
I den hede Middags-Sol.
Vildt de grønne Bølger kaage;
Høit paa Seilet slaaer en Maage,
Og i Maan'skin, som en Taage,
Dødningskibet gaaer forbi.
Men i Stavnen paa sit Anker,
Sidder Skipperen i Tanker;
Fra de tangomvundne Planker,
I de hvide Skjær og Banker,
Toner Dybets Melodie.
Glad vi følge Hjemmets Svale,
flyve over Bølge-Dale
Til de danske Bøgesale,
Tiden svandt, men som et Blund.
Alt opløser sig i Minder,
Verdens-Havet [bindestreg indsat] selv hensvinder.
Ei det kjendte Hjem Du finder,
Engang, som en Bæk kun, rinder
Du, mit stolte Øresund!
Sildigt da, mens Stjerner stige,
Mødes Ungersvend og Pige,
Rige bindes fast til Rige,
Ved en bladfuld Bøgegreen.
Høit paa Luftens friske Strømme,
Skyer hen mod Maanen svømme,
Og de to, med Blikke ømme,
Sidde taus i søde Drømme
Tæt ved Bækken paa en Steen! -
Tiden løfter stolt sin Vinge!
Hvad dens Storme nu os bringe,
Da, som gamle Sagn skal klinge
Over Slægters muldne Been.
- Mægtigt hæver sig min Tanke!
Hierte, Du saa vildt ei banke,
Selv af Drømmens grønne Ranke
Vil jeg modne Druer sanke,
Søge Frugt paa hver en Green. -
- Aftenen er skjøn og rolig.
I den lille Fisker-Bolig,
Hos Familien, fortrolig,
Sidder jeg og lytter til.
Loftet stærkt paa Bjælken tynger,
Hvor sig en Sanct-Hans-Urt slynger,
Og den stakkels Flue synger,
Der paa Spindelvævet gynger;
Sange snart vist ende vil.
Gubben her jeg hører heller,
End hvad Cooper selv fortæller.
Raske, lystige Noveller
Kan han fra den vilde Sø.
Nu i Masten, nu i Rummet,
Alt jeg med ham har fornummet;
Hørt, hvor Bølgen harmfuldt brummed',
Mens den vasked' mig med Skummet,
Ude, langt fra Land og Ø.
Djærvt fra Søens raske Gutter
Nok saa lystigt Videt sprutter;
Time svinde som Minutter,
Ved at høre paa ham her. -
- Det er sildigt, skal jeg mene!
Thi god Nat! jeg vandrer ene.
Bag de tætte Hasselgrene,
I den tause Aftenscene,
Mødes jeg med Vennen der!
Ludvig, lad os med hverandre
Arm i Arm ved Stranden vandre,
See hvor Skyerne forandre
Deres Form i Nattens Luft.
Armen jeg om Vennen slynger,
Hjertet sig til Hjertet klynger,
Venskab, Dig min Sjæl besynger,
Hver en Sorg, som Hjertet tynger,
Svinder da i Blomster-Duft.
Du mit Hjertes Dyb vil fatte;
Dine Aandens rige Skatte,
Og det Uskylds-Præg, Gud satte
I dit Blik, mit Hjerte vandt.
Broder, lad vort Løsen være:
'Venskab, Viden, Kunst og Ære',
Hjertets friske Træ det bære
Vil som Blomst og Frugt, du Kjære!
Gud jeg takker, Dig jeg fandt!
Tanken flagrer i Naturen,
Flyver over Bølge-Furen,
Til hvor Linden, smukt ved Muren,
Voxer i den store Stad;
Der jeg Eduard besøger;
Livsglad, mellem sine Bøger,
Sidder han og lystigt smøger;
Snillet efter Kundskab søger;
Han mit Hjerte er saa kjær!
Selv hos Dig jeg ham kan savne,
Hjertet Eder vil omfavne,
Eders kjære, kjære Navne
Leve, aande i mit Bryst.
I til Daad mit Liv indvier!
Hver en Mismods Stemme tier,
Øiet seer kun Harmonier.
Barnlig' fromme Melodier
Gjennembæve mig med Lyst.
*
Havet staaer saa blankt og stille,
Himlen speiler sig deri,
Som de Hjertet kysse ville,
Smelte det i Melodie.
Hvorfor tør jeg ei udsige
Hver en Tanke i mit Bryst?
Strækker sig ei Barnets Rige
Selv ud over Himlens Kyst?
Hen ad Livets Strøm vi seile,
Sorg er Baglast i vor Baad,
Medens Smiil af Engle speile
Sig i hver Uskyldigs Graad.
Ved hvert Hjerte vil jeg blunde,
Halv i Drømme lytte der,
Vist jeg da fortælle kunde,
Om hvor meget godt der er.
Jorden staaer som Brudesale,
Hver en Luftning aander Fred,
Hjertet maa sig høit udtale,
Svulme, døe i Kjærlighed!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Sommerflugt og Hvile
Gjærdet staaer med vilde Roser,
Nedenfor er' Tørvemoser,
Storken der paa røde Hoser
Fisker i det lave Vand.
Under disse gamle Pile,
Her paa Stenen vil jeg hvile,
See omkring mig mange Mile,
Medens Garnet de udspile
Nede ved den blanke Strand.
Mægtigt trykker Søen Furen,
Hvor, omkrandset af Naturen,
Fiskerhytten staaer med Muren,
Overgroet af Bukketjørn!
Inde toner Aftensangen,
Mens, med Seilet løst om Stangen,
Baaden lige sætter Gangen
Ind mod Kysten, hvor i Tangen
Lege halvt afklædte Børn.
Lille Baad, det er min Villie,
At med Dig paa Søens Tillie,
Over Skummets hvide Lillie,
Svæver jeg til Skibet der;
Stolt det staaer med sine Master,
Medens Solen, som en Aster,
Rund og rød i Bølgen haster,
Og sin sidste Straale kaster
Hen ad Skibets Seil og Ræer!
Intet Anker længer tynger,
Alting svulmer, Alting gynger,
Bølge, Luft og Hierte synger
Høit din Priis, du stolte Hav!
Du er skjøn, naar Bølgen tier,
Øen ved dit Hierte dier,
Til Begeistring Du indvier
Os ved Stormens Melodier,
Skjøndt hver Bølge er en Grav!
Lystig bort, Du raske Skipper!
Mellem Brændinger og Klipper,
Til, hvor Nordens Bjerg-Pynt slipper
Ved den iisomkrandste Pol.
Snart igjen vi vexle dette,
Vi det tunge Anker lette,
Havet ligger, som en Slette,
Palme-Øer Fladen spætte
I den hede Middags-Sol.
Vildt de grønne Bølger kaage;
Høit paa Seilet slaaer en Maage,
Og i Maan'skin, som en Taage,
Dødningskibet gaaer forbi.
Men i Stavnen paa sit Anker,
Sidder Skipperen i Tanker;
Fra de tangomvundne Planker,
I de hvide Skjær og Banker,
Toner Dybets Melodie.
Glad vi følge Hjemmets Svale,
flyve over Bølge-Dale
Til de danske Bøgesale,
Tiden svandt, men som et Blund.
Alt opløser sig i Minder,
Verdens Havet selv hensvinder.
Ei det kjendte Hjem Du finder,
Engang, som en Bæk kun, rinder
Du, mit stolte Øresund!
Sildigt da, mens Stjerner stige,
Mødes Ungersvend og Pige,
Rige bindes fast til Rige,
Ved en bladfuld Bøgegreen.
Høit paa Luftens friske Strømme,
Skyer hen mod Maanen svømme,
Og de to, med Blikke ømme,
Sidde taus i søde Drømme
Tæt ved Bækken paa en Steen! -
Tiden løfter stolt sin Vinge!
Hvad dens Storme nu os bringe,
Da, som gamle Sagn skal klinge
Over Slægters muldne Been.
— Mægtigt hæver sig min Tanke!
Hierte, Du saa vildt ei banke,
Selv af Drømmens grønne Ranke
Vil jeg modne Druer sanke,
Søge Frugt paa hver en Green. -
— Aftenen er skjøn og rolig.
I den lille Fisker-Bolig,
Hos Familien, fortrolig,
Sidder jeg og lytter til.
Loftet stærkt paa Bjælken tynger,
Hvor sig en Sanct-Hans-Urt slynger,
Og den stakkels Flue synger,
Der paa Spindelvævet gynger;
Sange snart vist ende vil.
Gubben her jeg hører heller,
End hvad Cooper selv fortæller.
Raske, lystige Noveller
Kan han fra den vilde Sø.
Nu i Masten, nu i Rummet,
Alt jeg med ham har fornummet;
Hørt, hvor Bølgen harmfuldt brummed',
Mens den vasked' mig med Skummet,
Ude, langt fra Land og Ø.
Djærvt fra Søens raske Gutter
Nok saa lystigt Videt sprutter;
Time svinde som Minutter,
Ved at høre paa ham her. -
— Det er sildigt, skal jeg mene!
Thi god Nat! jeg vandrer ene.
Bag de tætte Hasselgrene,
I den tause Aftenscene,
Mødes jeg med Vennen der!
Ludvig, lad os med hverandre
Arm i Arm ved Stranden vandre,
See hvor Skyerne forandre
Deres Form i Nattens Luft.
Armen jeg om Vennen slynger,
Hjertet sig til Hjertet klynger,
Venskab, Dig min Sjæl besynger,
Hver en Sorg, som Hjertet tynger,
Svinder da i Blomster-Duft.
Du mit Hjertes Dyb vil fatte;
Dine Aandens rige Skatte,
Og det Uskylds-Præg, Gud satte
I dit Blik, mit Hjerte vandt.
Broder, lad vort Løsen være:
'Venskab, Viden, Kunst og Ære',
Hjertets friske Træ det bære
Vil som Blomst og Frugt, du Kjære!
Gud jeg takker, Dig jeg fandt!
Tanken flagrer i Naturen,
Flyver over Bølge-Furen,
Til hvor Linden, smukt ved Muren,
Voxer i den store Stad;
Der jeg Eduard besøger;
Livsglad, mellem sine Bøger,
Sidder han og lystigt smøger;
Snillet efter Kundskab søger;
Han mit Hjerte er saa kjær!
Selv hos Dig jeg ham kan savne,
Hjertet Eder vil omfavne,
Eders kjære, kjære Navne
Leve, aande i mit Bryst.
I til Daad mit Liv indvier!
Hver en Mismods Stemme tier,
Øiet seer kun Harmonier.
Barnlig' fromme Melodier
Gjennembæve mig med Lyst.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Rahbek
Bien drømmer om sin Kube ved hver Blomst bag Skovens Hang;
Honning Du til Danmark samled' paa den grønne Digter-Vang;
Bakkehuset vil forglemmes, men ei hvad dit Hjerte sang.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Vise af Festen paa Kenilworth
Brødre, meget langt herfra,
over salten Vande,
reiser sig Amerika
med de gyldne Strande,
det er der Fugl Phønix boer;
Guld og Sølv paa Marken groer,
og i Skovens Skygge
stegte Duer bygge!
Hvor frydeligt!
Gud! hvor det er nydeligt!
Skade, at Amerika
ligge skal saa langt herfra!
Der gaaer Solen aldrig ned,
stegt er hver Kastanie,
der er Alting Kjærlighed,
Kilderne Champagne.
Gi'er man der sit Hjerte hen,
faaer man strax to tre igjen,
og paa Mark og Enge
blomstrer der kun Penge.
Hvor frydeligt!
Gud! hvor det er nydeligt!
Skade, at Amerika
ligge skal saa langt herfra!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den 22de April 1847
Det er en hellig Dag blandt Livets Dage,
En Alvors Dag, der kalder Tanken frem;
Thi Qvinden skal fra Fædre-Arnen drage,
Og Manden bygger sig sit nye Hjem;
De skulle ærligt dele Sorg og Glæde,
Forædle, virke i den store Kjæde.
Det er en hellig Dag, den er nu vorden.
I Jesu Navn! Guds Villie skee paa Jorden!
Hvor To i Troskab blev hinanden givet
Ja, ret forstaae og elske inderligt,
Der taler Gud igjennem Hverdagslivet,
Og det forvandles til et Skjønhedsdigt;
Jer kjære To vi her vor Hilsen bringe,
Mens Bønnen løfter sig paa Psalme-Vinge.
En Alvors Stund det er, den søde Lykke!
Og Lykken er, hvor fast paa Gud vi bygge!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Foran i et Exemplar af,,Eventyr
Foran i et Exemplar af ,,Eventyr''
til min Boghandlers yngste Søn
Bogladen er en sand Aladdins Hule,
Med Træer fra Goethes Park og Shakspear's Land,
Med Blomst fra Hindostan og Mos fra Thule,
Med Perler klare — tidt det bare Vand.
Der er Du voxet op fra lille Fyr,
Ja Du er født i den Aladdins Hule,
Og maa da skatte meer, end kun en Smule
Hvad Mængden kalder: „Børne-Eventyr".
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Efter Krigen
Det nye Aar kommer susende
Over Vandene.
Er Du rige Fugl, der brusende
Kommer ind i Landene,
Glædevinkende?
Er Du fattige Fugl, der linkende
Kommer med Sorg og med tunge Kaar?
Kan Du bedrøve meer end det gamle Aar?
Kan Du hugge i Hjerterne dybere Saar?
Hvad skal vel nævnes som din Bedrift,
Naar Du staaer omtalt i gammel Skrift?
Hvad mon vel Herren ved Dig os sender?
Vor Bøn kan os styrke i al vor Vee,
Men ikke forandre, hvad der skal skee.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Christian Voigt
Alt hvad der dybt greb i min Kjærlighed,
Det saae jeg altid snart, som Boblen briste,
Du er mig kjær! og derfor klart jeg veed,
At ogsaa Dig, jeg derfor her vil miste.
O vær mig tro, i hvad der end skal skee;
Thi Du — kun Du forstaaer min bitre Vee.
Min Tro paa Mennesker i Fryd og Smerte
Staaer mægtigt bygget paa dit Broder Hjerte.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Gud Fader i Himlen, hvor er Du dog god!
Gud Fader i Himlen, hvor er Du dog god!
Jeg føler dit Aandedrag gjennem mit Blod.
Du løfter, Du leder, beskjermer og glæder,
Dit Smiil er selv i de Taarer, jeg græder.
Hvor Verden er deilig, og Mennesket med!
Ja, Ordet, som skabte, er Kjærlighed!
Jeg lever, jeg jubler, min Fryd er saa stor,
At jeg i Dig paa en Evighed troer;
Og var selv mit Liv kun den flygtende Stund,
Det var dog et Kys af din Fadermund.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ved Botanikeren Liebmanns Afreise til Mexico 1840
Naar Du nu om ikke længe
Staaer i Mexico,
„Danmark deiligst Vang og Vænge"
I din Tanke boe!
Tropisk Farve-Pragt Du finder,
Dog i Hjertet lever Minder,
Ei Du vil derude glemme
Kløverblomsten hjemme!
Videnskaben Guld Du hente
I Amerika!
Ja med slige Skatte vente
Vi Dig hjem derfra.
Danmarks Søn, gjør Danmark Ære,
Blomst og Træ dit Navn maa bære!
Kraftig Villie, Tro paa Himlen
Følge Dig i Vrimlen!
Ja med den vor Tanke følger
Dig til fjerne Strand,
Over Oceanets Bølger
Fra dit Fædreland.
Eengang i den danske Sommer
Naar Du atter til os kommer,
Hvilken Jubel vil der være!
Gud med Dig, Du kjære!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den fremmede Fugl
Seer Du Huset med de røde Bjelker i den hvide Muur?
Rundt om kneise stolte Bøge i den store frie Natur.
Seer Du hist, bag Brombærhækken, Drengen med det aabne Blik?
Ene tumler han sig, lystig efter muntre Drenge-Skik;
Men nu standser han og lytter, thi høit oppe paa en Green,
Sidder der en Fugl og synger, o en lille, deilig een!
Ret som Guld og skjønne Perler skinner Hoved jo og Krop,
Og den selv er ikke større end en fyldig Rosenknop.
Drengen og den lille Sanger blive snart fortrolig her,
Og de skiftes til at synge i det røde Aftenskjær.
Men i Drengens Hoved spøger mange rare Eventyr,
Dem han alle vil fortælle for det lille smukke Dyr;
Men see, Fuglen kan dem alle, selv han saae det paa sin Flugt,
Ingen kan som han fortælle, nei, det er dog alt for smukt!
Men det er ei nok med dette, den kan ogsaa hexe lidt;
Tusind Mile kan den flyve, mens den siger „qvirrevit!"
See den flyver, og den kommer, Drengen er saa sjæleglad,
Sjældne Frøkorn bringer Fuglen, indsvøbt i et Rosenblad.
I hvert Frø er skjulte Kræfter, knap er et i Jorden lagt,
Før et Trylleslot der voxer i sin hele, stolte Pragt.
Taget er af Morgenrøde, Søilerne er Bjergets Snee,
Og igjennem Slots-Portalet kan man ind i Himlen see!
Men et andet Frøkorn svulmer til en deilig Sommersky,
Og med Dreng og Fugl den svæver over Skov og Mark og By,
Seiler ind i Aftensolen, o den er saa rød og stor!
Stiger derpaa ind i Himlen, hvor den gode Gud jo boer;
Seer de mange, mange Stjerner, der som hvide Blomster staae,
Jesubarnet og Guds Engle med de store Vinger paa.
Skyen daler atter med dem, bringer dem til Skovens Krat,
Hvor de smukke Alfer lege i den lyse Sommer-Nat,
Og hvor Aanden af hvert Blomster, der henvisner Aar for Aar,
Atter nu i Midnats-Timen duftende for Øiet staaer.
Fra et Frøkorn stiger hurtigt frem en Palme, høi og stor,
Drengen der med Fuglen sidder, Træet meer og mere groer;
Høit det voxer over Skoven, over Skyen mod sin Gud,
Breder stolt sin grønne Krone over hele Jorden ud.
Fjerne Lande, fjerne Have, seer han dybt dernede staae,
Dog imellem Jord og Himmel underlig han længes maae.
Over Skyen, høit deroppe, Hjertet vil mod Jorden ned,
Og fra Jorden vil det atter søge hist — hvad det ei veed.
Saadan svinder Aar og Dage, Barnets søde Sorg og Lyst,
Øiet bliver da til Flamme, thi det brænder i hans Bryst.
Fuglen flyver, Fuglen kommer, og den flyver bort igjen;
See, da sidder han ved Stranden, stirrer over Fladen hen;
Øiet seer kun Hav og Himmel; Alt er det umaalte Blaae;
Ingen Ø og ingen Skyer, for det trætte Øie staae.
Men see hist, en sneehvid Svane nærmer sig mod Kysten her,
Og sin kjære Fugl han kjender i den stolte Svane der.
See, en Blomsterbaad den trækker, bunden ved sit Vinge-Par!
Og en underdeilig Pige den jo med i Baaden har.
Fra det barnlig' kloge Øie strømmer Freden i hans Bryst;
Kjærlighed —! O Hjertet svulmer — Du er meer end jordisk Lyst!
Tanken styrker, Tanken knuser, Jord og Himmel er saa nær!
Alle gode Aander juble i det klare Morgenskjær.
Skoven mere grøn sig hvælver, Alt er Duft og Alt er Sang,
Og der kysses og der drømmes, og der kysses nok engang!
Uger svinde som Minutter, Aaret er en Sommer-Nat,
Hvor kun Glædens Alfer lege i det friske, grønne Krat.
Hvad kan Svanen bringe mere end en trofast Hjertenskjær?
Blomsterbaaden gynger atter, hvad mon vel den bringer her?
Det er meget meer end Perler, meget meer end Sølv og Guld;
Søde Englebørn den bringer, hele Baaden er jo fuld!
Moderen dem ømt omfavner, Faderen er Barn med dem,
Og de begge to er bange, at de flyve fra dem, hjem;
Flyve op til Himmerige, til de andre Børn hos Gud,
Thi et Nu — og Engle-Vingen voxe kan fra Skuldren ud!
Fuglen kaster Svanehammen, er den lille Fugl igjen,
Og den flagrer og den synger, smukt i Barnehimmelen.
Trylleslottet stiger atter af det lille Blomster-Frø,
Og til Solens Land de seile henad Himlens store Sø;
Palmen voxer, og i Kronen gynger Børneflokken glad,
Og med Alferne de skabe Baade af et Rosenblad.
Manden seer sin Barnehimmel og sin første Kjærlighed,
Som to klare Stjerner funkle de i Aandens Blomsterbed.
Men i Svanehammen stiger han i det umaalte Blaae,
Og som Sandet dybt i Havet seer han Verdner for sig staae.
Alt er kun een Guddoms Tanke, Alt er kun een Kjærlighed!
Aanden svulmer, Hjertet synker til sin Barnehimmel ned. -
Men saa sært sig Verden tumler, det er ret en broget Drøm!
Aarene, som Draaber, svinde i den store, stride Strøm.
Gjennem samme Tidens Prisme hver betragter Livet her,
Men vi see det ikke altid gjennem samme Farveskjer. -
Taus og ene sidder Manden ved den kolde Marmorsteen,
Børn og Hustrue ere døde, Fuglen synger ei paa Green.
Øiet seer hen over Havet, hvor den røde Sol gaaer ned;
„Mon dog aldrig Svanen kommer? Faaer dog Hjertet aldrig Fred?"
Og saa inderlig han længes, træt er Hjertet af at slaae,
Men der dykker ingen Svane op fra Havets dunkle Blaae.
— Dog, hvad er det hist som svæver i det milde Aftenskjær?
See, paa Svanens hvide Vinger kommer Dødens Engel her;
Hvad han synger, synes Manden han har hørt som Barn engang,
Og en mægtig Hjemvee føler Hjertet ved hiin Barndoms Sang.
Fuglen kan ei bringe mere fra det underfulde Land,
Derfor er det Englen kommer til den trætte Vandringsmand;
Begge stige de i Baaden, glide fra den snevre Bugt,
Og i Aftnens sidste Straale sees den, som en Stjerne smukt.
Men naar Baaden reent er svunden er han i det bedre Hjem,
Og de store, hvide Vinger voxne er' fra Skuldren frem.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed
Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed,
Fra hende, som opfylder helt din Tanke,
Din unge, friske, stærke Kjærlighed!
Dets Duft fik strax mit Hjerte til at banke.
Det var en Rosenknop fra Hjertets Grund,
En Uskylds Lillie, hvori Sukket bæved;
Paa hendes Navn jeg trykkede min Mund,
En stille Bøn dybt fra mit Bryst sig hæved.
O, det at kunne ganske tabe sig
I Andres Lykke, som den var vor egen,
Er saa livsaligt! Jeg omfavner Dig,
Min egen tunge Sorg en Stund er vegen.
O drøm en deilig Drøm, og da Du veed
Hvad jeg har læst i Hjertet paa din Lillie.
Hold fast ved Gud, han selv er Kjærlighed!
Paa Jorden og i Himlen skee hans Villie!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!