Adam Oehlenschläger. Den 26. Januar 1850
Farvel, Du største Skjald i Norden!
Ud til Dit Hjem nu Toget gaaer;
„En smuk Allee til Kirkegaarden"
Et Folk i Sorg langs Veien staaer.
Til Frederiksberg! der var din Vugge
Der Aandens Lampe straalte rigt
Der skal om Dig sig Graven lukke.
Din Vandring er et Skjønheds Digt,
Guds Lys i Dig blev Aandens Eie
Deel af os selv og altid vort.
Farvel! hvil sødt! redt er dit Leje!
— I Graad døer Vuggesangen bort.
Farvel! Farvel! — nu græder Norden,
Som Du forstod, som Du besang,
Saa Oldtid steeg igjen af Jorden,
Dens Hjerte slog, dens Skjolde klang,
— som Foraardsvinden over Voven
Saa frisk, saa sund blev Sangen bragt.
Din Sang var dansk som Bøgeskoven
Og nordisk som Nordlysets Pragt. -
Farvel, Du største Skjald i Norden!
Ud til Dit Hjem nu Toget gaaer;
„En smuk Allee til Kirkegaarden"
Et Folk i Sorg langs Veien staaer.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Henriette Wulff
I det brændende Skib, paa det rullende Hav,
I Rædsler, som ei vi udholde at høre,
Har du lidt, har du endt, har Du fundet din Grav,
Dødsmaaden og Kampen naae aldrig vort Øre!
Du dristige, kraftfulde Sjæl, Du dig holdt
I et skrøbeligt Legem; høit stod Du i Vrimlen,
Og aldrig dit ildfulde Hjerte blev koldt;
Her Faa kun forstod Dig, men Flere i Himlen!
Du var mig en Søster deeltagende stærk,
Min Sjæl holdt Du oppe, naar Verden mig traadte,
Du kjendte, forstod mig, og det er dit Værk,
At tit jeg ei sank, naar synke jeg maatte.
Det falske, det Tomme, det Bjældeklangs Smaa
Har Hobens Beskyttelse, bæres af Strømmen,
Dens Løb ei forandres —, Skumbølgerne gaae,
Og Jordlivet gaaer,- det er endt snart, som Drømmen.
Farvel min Veninde fra Barndommens Aar!
Du var mig meer god, end jeg det fortjente,
Nu har du stridt ud — ; hos en Broder Du staaer,
Med hvem alt paa Jorden Dig Længsel foreente.
Din Kiste blev Havet, det rullende Hav,
Og Indskriften over Dig staaer i vort Hjerte,
Din Sjæl er i Himlen, der Herren Dig gav
Lyksalighed tifold for Dødsstundens Smerte.
I det brændende Skib paa det rullende Hav,
I Rædsler, som ei vi udholde at høre,
Har Du lidt, har Du endt, har Du fundet din Grav,
Dødsmaaden og Kampen naae aldrig vort Øre!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Nytaars-Aften 1848
Farvel, farvel, Du gamle Aar,
Din Bortgangs Skaal vi drikke!
Din Virken dyb alvorlig staaer,
Dig glemmer Verden ikke.
Det nye Aar nu banker paa,
Kom ind! velkommen være!
Du Barn, som endnu Ondt ei saae,
Du Freden til os bære!
Fred over Dig, vort Fædreland,
Og dine aabne Strande,
Fred i hvert Hjerte, i hver Stand,
Fred over alle Lande!
Læg Du de Saar, din Broder slog,
Beskjærm os vore Kjære!
Med Hurra og med Dannebrog
Du af os hilset være!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ved en Vens Afrejse til Paris!
Ved en Vens Afrejse til Paris!'
Mel. Jeg er et Søndagsbarn!
Hør Venners Stemme: drik og spiis!
Thi snart, saa er Du i Paris,
Og nyder der, ja, Gud veed hvad,
Men det er ei den danske Mad!
Paa Boulevarden skal Du gaae;
Gud give at vi saae derpaa!
I Omnibus og i Coucou,
Hvo er saa lystig vel, som Du!
Vi see Dig alt halv udenlandsk,
Grisetter smaa Dig lære Fransk;
Du reiser bort som Nordens Iis,
Men kommer hjem som — ak Paris!
Du oversættes skal paa Fransk,
Originalen er dog Dansk,
Dit Træk med Hovedet, dit Smiil -
Nei, aldrig glemmes det Emil!
Skjøndt Hjertet sidder lidt paatvers,
Skal Visen aande kun Comers!
Igjennem Taarer kan man lee!
Farvel! farvel! det Bedste skee!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Julesang i det Collinske Huus
Saa sidde vi igjen om Julebordet
Og synge høit vor Sang, vort Juledigt,
Og Glæden er i Hjertet og i Ordet,
Skjøndt Aaret var saa taust, saa alvorsrigt.
Der rulled Kroner hen som Kiselstene,
Men i vor lille Kreds vor Krone blev:
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit Kongerige i vort Hjerte skrev.
Mod Roskild Spir fløi Svanen frem og døde,
Ved Slesvig Kampens Paaskeklokker klang,
Og Tre af Kredsen her gik til det Møde,
Hvor Døden stod, og hvor Kanoner sang.
Mod Savn og kolde Nætter, Oprørsflammen
De gik, og selv vi bad: „I Guds Navn gaa!"
Og see, vi sidde atter samled' sammen,
Det er, som om en Drøm det var, vi saae.
Hver Sorg og Angst i Hjertet vi erindre
Og føle derpaa ret: Gud var os god!
Vor Julestjerne see vi dobbelt tindre;
Dens Straaler skal os give Fremtids Mod.
End mange Aar vort Huuslivs stille Scene
Staae lykkelig, som selv iaar den blev,
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit store Rige i vort Hjerte skrev.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Frøken Christy Hohlenberg
Fra Hindostan, — som Digterne jo sige
Er Phantasiens Hjem og Alfers Rige,
Du kom, da Du var Barn, op til vort Norden,
Hvor vaade Taager svæve over Jorden,
Og Svanen vintrer paa den stride Elv.
Dansk var din Slægt og nordisk er Du selv,
Alt Sagaen og Kjæmpevisen priste
Hvad ubevidst Du os i Nutid viste,
At i det stille Liv tidt Blomsten groer,
Som Norden sjelden veed og sjelden troer.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Der er saa øde paa Heden
Der er saa øde paa Heden:
Kun Lyng og den nøgne Ahl;
Dog snart skal der findes et Eden,
En smilende Freyas-Sal;
Thi der vil Du boe og bygge
Med Tanke-Dybet saa rigt,
Hver Sorg skal flye som en Skygge,
Hver Dag som et Skjønheds-Digt.
Og staaer Du i Døren saa stille,
Din Mand sødt ventende hjem,
Da Parie-Folkene ville
Glad see Dig og smile og tale:
De troe, at fra Indiens Dale
En Pari er kommen til dem.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hver af os gjemmer i sin Hjertekrog
Hver af os gjemmer i sin Hjertekrog
Erindringernes store Billedbog,
Hvert Blad sin Tegning har fra Tid og Sted;
Der findes brogede, men sorte med.
De sorte, som kan Ungdomsmodet kue,
Dem tager man kun frem til eget Skue.
Men gjennem hele Billedrækken gaaer
En Livstraad, saa at tydeligt man faaer
Enhvers Mission: den Lyst, som i os brænder.
I min Erindrings Billedbog jeg kjender
Igjen paa hvert et Blad en mægtig Tanke,
Der gjør, at Hjertet stærkere maa banke,
At Kjærlighed til Kunsten blev mig givet;
Jeg løfted' Vingen kjækt i Hverdagslivet,
Mig drev en Villie i det Skjønnes Sag,
Til Kunstens Tempel gjaldt mit Vingeslag.
— Saa mangt et Blad i Bogen lagdes ned:
Der staaer om Ungdoms gyldne Freidighed,
Den første Barnedrøm om Laurbærgrenen,
Det Billed: første Gang at staae paa Scenen.
Men mellem det er mange Blade lagt,
Der ikke just har Drømmes gyldne Pragt.
— Det sidste Billed: denne Aftenstund,
Der følger mig, naar Lamperne her slukkes,
Det lyse vil frem fra en gylden Grund,
Ja gylden, thi af Veemod det bedugges.
Hav Tak for hver Opmuntring, Mildheds Dom!
Farvel! for mig nu vexler Scenen om.
Skjult er det, om jeg Lykkeblomsten finder,
Dens Duft jeg gjemmer dog i gamle Minder!
Men som det deiligste, det bedste Blad,
Det, som vil løfte mig og gjøre glad,
Er at see opfyldt engang, hvad jeg bad:
At vinde og fortjene Kunstnernavnet.
Arbeide, stræbe vil jeg! Hvad er Savnet,
Hvad er hver Prøvelse, Afskedens Smerte!
Farvel! Tak af mit varme, fulde Hjerte.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Danmark, mit Fædreland
I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,
Der har jeg Rod, derfra min Verden gaaer.
Du danske Sprog, Du er min Moders Stemme,
Saa sødt velsignet Du mit Hjerte naaer.
Du danske friske Strand,
Hvor Oldtids Kjæmpegrave
Staae mellem Æblegaard og Humlehave,
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
Hvor reder Sommeren vel Blomstersengen
Meer rigt end her, ned til den aabne Strand?
Hvor staaer Fuldmaanen over Kløver-Engen
Saa deilig, som i Bøgens Fædreland?
Du danske friske Strand,
Hvor Dannebrogen vaier, -
Gud gav os den — Gud giv den bedste Seier! -
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
Engang Du Herre var i hele Norden,
Bød over England — nu Du kaldes svag,
Et lille Land, — og dog saa vidt om Jorden
End høres Danskens Sang og Meiselslag.
Du danske friske Strand, -
Plovjernet Guldhorn finder, -
Gud giv Dig Fremtid, som han gav Dig Minder,
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
Du Land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
Hvor jeg har Rod, hvorfra min Verden gaaer,
Hvor Sproget er min Moders bløde Stemme,
Og som en sød Musik mit Hjerte naaer.
Du danske friske Strand
Med vilde Svaners Rede,
I grønne Øer, mit Hjertes Hjem hernede,
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Tanker ved en ituslagen Jydepotte
Du er ei meer!
Din Digter græder ved Dit brudte Leer.
Din Lod det blev at taale Røg og Flamme,
Dog stod Du fast; Du var og blev den samme.
Faa kjendte Dig paa denne store Jord,
Dog i Din Død Du nævnes skal i Nord;
Jeg i Avisen vil et Grav-Vers sætte,
Saa Taarer skal de Skjønnes Kinder tvætte.
Først var Du Leer, nu bliver Du det atter;
Saa gaaer det selv Naturens bedste Datter.
Ak! var Du falden i en Kunstners Haand,
Du havde vundet ved hans Skaber-Aand;
Som Vase skulde Du da Ãiet gotte;
Men Skjæbnen bød, — Du blev en Jydepotte.
Dit Liv svandt hen saa stille, indgetogen;
Som Askepot Du sov i Skammekrogen.
Tidt saae jeg Dig imellem Røg og Ild,
Naar Maanen skinnede saa bleg og mild.
Jeg saae Din Damp, i den steeg Aander frem,
Og søgte gjennem Skorsteens-Piben hjem.
Dig glemte de, naar de saae Stjerner tindre;
Da hørte jeg det koge i Dit Indre.
Ja Du har følt og lidt som en Heltinde, -
Fred med Dit Minde!
En Digter hører helst sin egen Sang,
Thi vil jeg læse min saa mangen Gang,
Til Alfen kommer paa de hvide Vinger,
Og Trøsten bringer.
Om Børn og Linned drømte jeg i Nat,
Da vidste jeg, det ei var rigtigt fat.
Et Skrig fra Kjøkkenet jog mig af mine Drømme,
Der saae jeg Dine Skaar i Suppe svømme.
Alt var Forvirring, slukt var Skorsteens-Flammen,
Malene græd og samlede Dig sammen.
I Gaarden skal nu Dine Stumper hvile,
Smaa-Blomster snart vil fra Din Gravhøi smile.
Lad Tiden dække Alt med sine Vinger,
Maaskee i Døden den Dit Held Dig bringer:
Hvor nu er Land, var fordums Tid et Hav,
En Bøge-Skov kan voxe om Din Grav;
Et Sekel gaaer;
En Antiqvar vil finde Dine Skaar;
Dybt i hans Indre taler høit en Stemme,
At Konge-Støv Du eengang monne gjemme.
Til et Musæum skal Du Veien finde,
Som Skaar og Stumper Livets Krandse vinde.
Og nu Farvel! jeg skal Din Grav besøge,
Men lov mig, at Du aldrig her vil spøge. -
Græd ei, Malene!
Hun har det godt,
Den salig Pot!
Snart hvile ogsaa vore trætte Bene.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
September
'Den skiønne Sommer fra os gaaer,
En Afskedsfest den giver;
Saadan, i kongelige Dragt,
Gik Jephtas Datter smykket
Did hen, hvor Døden bygged'.'
*
Septembers herlige Natur,
Med Veemod og med Glæde,
Er Aarets Farve-Klang-Figur,
Hvori en Gud har Sæde.
Da drømmer Norden, den er Syd,
Hver Farve hæver sig til Lyd;
Hør, dybe Aande-Toner
Fra Skovens høie Kroner!
Naturens Billed-Gallerie
Dybt til vort Hjerte taler,
See, Maleri ved Maleri!
Og Alt Originaler!
Alt med Betydning, riigt paa Aand,
Alt fra den store Mester-Haand,
Betragt hvert Stykke nøie,
Med Hjerte, som med Øie.
Her staaer et Huus, ja mueligt fleer,
Men Skoven reent det dølger,
Man Qvisten kun af Huset seer,
Og saa, hvor Røgen bølger;
Det er en dansk Original,
Der kun gjengives kan af Dahl;
See Mark og By og Kirke,
Og forrest tvende Birke.
I Aftentaage Dagen døer,
Den kaster lange Skygger;
See her en Sump med Siv og Rør,
Hvor just en Vildand dykker.
Det er en sand, en smuk Maneer,
Man lignende hos Ruysdael ser, -
En trødsket Piil paa Marken
Smukt speiler sig i Parken.
Dernede staaer en vældig Tyr
I Vandet op til Boven,
See Bakken med de andre Dyr,
Og Himmelen foroven!
Et ægte pottersk Maleri,
Dog han har ingen Deel deri -
Gebauer da? - jeg troer det,
Vor Herre selv har gjort det!
En Tremast hist paa Søen gaaer,
Saa lysteligt den krænger;
Matrosen høit i Masten staaer
Og ordner Seil og Stænger.
Det ligner Eckersberg jo lidt!
Maaskee er det af Arnold Schmidt?
De hvide Maager dukke,
Hvor Bølgerne sig lukke.
Nu Skoven staaer i Farve-Pragt
Med prægtig Lys og Skygge;
Ei Caravaggio har lagt
Meer i sit bedste Stykke.
Hver enkelt Farve sees deri,
Og dog er Alting Harmonie,
Det staaer med Lys og Skygge,
Et synligt Tonestykke!
Den solbelyste, grønne Vang,
Det høie Blaa foroven,
Dig synger Livets muntre Sang,
Som Fuglene i Skoven;
Det toner lysteligt i Dur,
Imens den stolte Skov-Natur
I Mol dit Bryst indvier
For Farve-Melodier!
Ja, til en Kirke, høi og stor,
Sig Skovens Bøge reise,
Og fra det høitidsfulde Chor,
Som ved en Bach og Weyse,
Man hører Orgel-Melodie.
Det er vort Hjertes Poesie,
Det er Naturens Stemme,
Thi her har Hjertet hjemme.
Rundtom den dybe Stilhed naaer,
Mens Glands vort Syn opliver;
Den skjønne Sommer fra os gaaer,
En Afskeds Fest den giver,
Thi staaer den i sin Farvepragt;
Saadan, i kongelige Dragt,
Gik Jephtas Datter smykket
Did hen, hvor Døden bygged'.
O, Sommer! Livets Farveskjær,
Som Boblen, snart Du mister;
Naar Farverne er' stærkest der,
Saa veed man jo - den brister.
Din høie Pragt, din dybe Ro
Opfylder os med Haab og Tro;
See Mark og Eng og Skove
I Farver Herren love!
I Sphære-Sangens Harmonie
Hver Klode mægtigt klinger,
Paa hver dens egen Melodie
Sin Klang-Figur frembringer,
Den viser sig i Farve-Skjær;
September bringer Jordens her,
Og Farve-Melodier
Vor Sjæl til Gud indvier.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
S. Meisling
Du blev i Hjemmet. I dit Hjem Du gav,
Som faa af De, der reise for — at reise.
Du gav fra Romas og fra Hellas Grav,
Hvad der som Aandens Mausoleer kneise;
Med Flid og Omhu Du os Skatten bragte,
At Du er Skjald, os Columbine sagde.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Reise-Capriccio
Farvel, du stolte Hav med al din Vælde!
Jeg saae dine Bølger faae Liv og svulme til Fjelde.
Din Sang var saa dyb, som steeg den i Smerte;
Og dog har du intet levende Hjerte!
Nei, kold og død du styrter med Vælde
Dine skummende Fjelde. -
Her har ei Hjertet sit Hjem!
Nei, over Hederne frem,
Til de grønne Skove, de blomstrende Vange,
Lystig afsted, med jublende Sange!
Herlige Land! — romantiske Egne!
Piger, som ingen Digter kan tegne,
— — Hvorfor vil jeg ile?
— Den jydske Amor har ingen Pile!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Poesien [1849]
Der er et herligt Land,
Det kaldes Poesien;
Det naaer i Himlen op,
Det rummes i en Rosenknop,
Og Hjerte-Melodien
Boer paa dets grønne Strand.
Der faaes det rige Guld,
Hvorved Du Verdner vinder;
Der bliver Hjertet ungt;
Og er Dig Livet altfor tungt,
Du Jacobsstigen finder
Til Himlen underfuld.
Der til et Skjønheds Digt
Sig Hverdags-Livet hæver;
Du føler, Gud er nær.
Det Forbigangne lever der;
Den stærke Tænker bæver,
Saa stort er her, saa rigt!
Hvor Verden savner Ord,
Den liden Fugl har Sange;
Held Dig, som her blev Drot!
Ved Dig, alt Sandt og Skjønt og Godt,
— Trods Paradisets Slange -
Slaaer Glorie om vor Jord!
Det Aandens Hindostan,
Det Hjem for Melodien,
Det Pagtens Land med Gud,
Som staaer, naar Verdner slettes ud,
Det kaldes Poesien,
Det Lysets Fædreland!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Dødsenglen flyver i slimet Ham
Dødsenglen flyver i slimet Ham
Atter om Land og Rige.
Frygten er død; mit Hjerte fornam:
Hvad har vel Døden at sige?
Død er et Skridt kun videre frem,
Opad det gaaer gjennem Smerte;
Gud har beredt os det herligste Hjem;
Ei døer vor Aand og vort Hjerte:
De, som alt her i Øinenes Glar
Viste den Skikkelse, Sjælen har,
Sjælen, der lever og virke vil,
Naar ei vor Jord og dens Stjerner er til.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Rosen paa Kisten
See Sørgetoget gjennem Gyden gaaer,
Det er et deiligt Solskin, Lærken slaaer,
Paa Kistelaaget er en Rose lagt,
Den unge Brud til Graven bliver bragt.
I Gyden her, som Barn hun leged glad,
Ved Hyldetræet hist, som Brud hun sad,
Ved Stenten der de skiltes, da han gik,
Ved Stenten der om ham hun Dødsbud fik.
Hvad drømte Rosen vel i Knoppen nys,
Hvad drømte den ved Solens første Kys,
Og ved det sidste glødende Farvel,
Hvad drømmer den paa Kistens sorte Fjel.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Langelandsk Folkemelodi
Hun mig har glemt! min Sorg hun ei see!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Vee!
Jeg vil gaae min lystig Gang,
Solen skinner jo Dagen lang,
Droslen fløiter sin Sang.
Hun mig har glemt! min Sorg hun ei see!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Vee!
Vinden bærer fra Hjemmets Ø;
Ud, derud paa den aabne Sø.
Alle Griller skal døe!
Hun mig har glemt! min Sorg hun ei see!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Vee!
Nye Lande jeg snart skal see,
Øiet græd, men nu skal det lee,
Selv om Hjertet har Vee!
Hun mig har glemt! min Sorg hun ei see!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Vee!
Solen skinner jo Dagen lang,
Maanen taus gaaer sin gamle Gang,
Hjertets Sorg bliver Sang.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den Frivillige
Jeg kan ikke blive, jeg har ingen Ro,
Jeg maa med de andre til Leiren!
Vor Sag er retfærdig, og Gud tør vi troe
Er med os, han giver os Seiren.
Aarhundreder Danmark var mægtigt og stort,
Men saa blev der plukket og plukket.
Nu skal de ei gjøre, hvad før de har gjort,
For længe har Danmark nu sukket.
De kan overvælde vort lille Land,
Men rokke ei Mod eller Villie.
Thi nu slaae vi alle til yderste Mand,
Vort Skjold er saa reent som en Lilie.
Jeg føler mig stærk, og jeg kan holde ud!
Tak Moder, Du vil, jeg maa stride.
Med mig er din Tanke og med mig er Gud,
Hvad troer du din Søn da kan lide.
Farvel Allesammen! Jeg har ingen Ro,
Jeg maa med de Andre til Leiren.
Vor Sag er retfærdig, og Gud tør vi troe
Er med os, han giver os Seiren.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Moderen med Barnet
Hist, hvor Veien slaaer en Bugt,
Ligger der et Huus saa smukt.
Væggene lidt skjæve staae,
Ruderne er ganske smaa,
Døren synker halvt i Knæ,
Hunden gjøer, det lille Kræ,
Under Taget Svaler qvid're,
Solen synker — og saa vid're.
I den røde Aftensol
Sidder Moder i sin Stol;
Kinden luer dobbelt rød,
Barnet har hun paa sit Skjød.
Drengen er saa frisk og sund,
Æblekinden rød og rund!
See, hvor hun i Spøg ham banker
Paa de søde Pusselanker.
Katten staaer og krummer Ryg,
Men forstyrres af en Myg;
Barsk han den med Poten slaaer,
Og igjen som Hofmand staaer.
Moder klapper Barnets Kind;
See hvor sødt det sover ind,
Drømmer om de Engle smukke
I sin lille pene Vugge.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Der er et Huus afsondret ved et Gitter
Der er et Huus afsondret ved et Gitter
Og Jernport fra den hverdags Landevei;
Enhver, som gaaer forbi, der indad titter,
Det friske Grønne hvisker: Glem mig ei.
Smukt Ranken snoer sig opad Murens Side,
Og stundom flyver der en Sangfugl frem;
Men Huset selv, — om det vi Alle vide:
Der er vort Hjem, vort elskte bedste Hjem.
Det er saa godt i Livets Kamp og Smerte
At holde fast paa hvem man ret har kjær;
At kunne stole paa et trofast Hjerte,
Og sligt et Hjerte er i Huset her.
Fra det udover os Solstraaler spille
Og mangen Sorg os synes ei saa tung;
Vi elske Dig, Du kjærlige, Du milde,
Du elskelige Fader, stærk og ung!
O gid i Alt vi ganske Dig maae ligne,
Op see vi til Dig, elske Dig saa tro;
Den gode Gud Dig glæde og velsigne,
Ja, her er godt at bygge og at boe.
Gud, lad os feire tidt og mange Gange
Den Fest i Dag! beskjærm! o Gud, hvert Led
I Kjæden her, saa kjære og saa mange;
Held ham, vor Stolthed og vor Kjærlighed!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Mene, mene tekel upharsin
Sceptret, ikke det paa Thronen,
Det der viser os Nationen,
Brænder tidt, som Faklen ned.
Aandens Rigdom ene gavner,
Alt det Andet gaaer, som Avner,
Veires bort før Du det veed.
Trende Flammer nyligt brændte;
Mon Betydningen Du kjendte?
Saae Du vel hvad Haanden skrev?
Hvad der var Nationens Første,
Det den ansaae for det Største,
I et Nu et Intet blev.
See mod Østens store Rige,
Der hvor Folkefærd fremstige,
Villiesløs ved Hersker-Bud!
Under Fyr og Palmeskygge
Adel der og Vorned bygge,
Czaren er en jordisk Gud!
Hvor den rige Sumpstad kneiser,
Stolt Paladsets Pragt sig reiser:
Billedet paa jordisk Magt.
Men see! Flammen slaaer fra Taget,
Alt er Ild, Du hører Braget,
Vældens Glands i Gruus er lagt.
Kom mod Vest, hvor Seinen flyder,
Livet sig i Farver bryder,
Øieblikket Mængden nyder,
Til Theatret vil vi gaae;
Skuespillet her er Sjælen,
Ordet dristigt, Sangen kjælen;
Czarens Slot er ei det Største,
Nei, Theatret er det Første,
Der Nationen selv sig saae.
Ildens Knittren Øret kjender:
See, det rige Flitter brænder,
Ja, det andet Blus er tændt.
Under Himlens Tabernakel
Glædens Scepter, som en Fakkel
Snart til sidste Gnist er brændt.
Kom, vi seile over Søen,
Vort Karthago er paa Øen,
Tidens Væverstol vi see,
Og en Jomfru holder Spolen,
Smiler bagved Væverstolen,
Rød, som Rosen, hvid, som Snee.
Rundtom Mylren og Beregnen;
Som en billedlig Betegnen
Kneiser i den rige Havn
Stolt en Guldkalv, som man kranser,
Alt Europa om den dandser,
Børsen kaldes den ved Navn.
Vil for Støv Du knæet bøie,
See det styrter for dit Øie,
Ilden lægger det i Gruus.
Trende Flammer har Du skuet,
I en Treklang, saae Du lued
Hver Nations det første Huus.
Føler Du ei, Stor og Liden,
Poesie der er i Tiden,
Dyb Betydning Tanken faaer.
Her er intet Spil af Kræfter,
Nei, naar Du kun tænker efter,
Flammeskriften Du forstaaer:
Hvad characteristisk throner,
Præget paa de tre Nationer,
Hvad de kalde vil det Største,
Hvad de nævne som det Første,
Blev en glødende Ruin.
En usynlig Haand alene
Skrev sit understærke: „mene
Mene tekel upharsin!".
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!