Til A. Bournonville [Du giver os en Digtning uden Ord]
Du giver os en Digtning uden Ord,
Og dog saa talende med Sandheds Stemme;
Vi er med Dig til Sømands-Fest ombord
Der fjernt fra Danmark og dog deiligt hjemme.
Den blussende Granatblomst har Du lagt
Imellem frisk Skovmærke; — hvilken Pragt
Af Skjønheds Digt har dog Din Sjæl igjemme!
Igjen en Perle fra din Rigdom har Du bragt,
Igjen en Krands, som vi taknemligt gjemme.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Adam Oehlenschläger. Den 26. Januar 1850
Farvel, Du største Skjald i Norden!
Ud til Dit Hjem nu Toget gaaer;
„En smuk Allee til Kirkegaarden"
Et Folk i Sorg langs Veien staaer.
Til Frederiksberg! der var din Vugge
Der Aandens Lampe straalte rigt
Der skal om Dig sig Graven lukke.
Din Vandring er et Skjønheds Digt,
Guds Lys i Dig blev Aandens Eie
Deel af os selv og altid vort.
Farvel! hvil sødt! redt er dit Leje!
— I Graad døer Vuggesangen bort.
Farvel! Farvel! — nu græder Norden,
Som Du forstod, som Du besang,
Saa Oldtid steeg igjen af Jorden,
Dens Hjerte slog, dens Skjolde klang,
— som Foraardsvinden over Voven
Saa frisk, saa sund blev Sangen bragt.
Din Sang var dansk som Bøgeskoven
Og nordisk som Nordlysets Pragt. -
Farvel, Du største Skjald i Norden!
Ud til Dit Hjem nu Toget gaaer;
„En smuk Allee til Kirkegaarden"
Et Folk i Sorg langs Veien staaer.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ved Juletræet
Danmark deiligst Vang og Vænge!
Du vort Fædreland!
Ærligt dine danske Drenge
Sætte skal istand
Ledet, som er bragt af Lave,
Ledet for vor rige Have;
Glædens Julekrands vi flette
Og paa Gjærdet sætte.
Juletræ er tændt derhjemme,
Tanken flyver did!
Danske Sprog, Du Hjertets Stemme,
Tryl os Julens Tid.
— Forpost ude, Stjernevrimlen
Er Dig Julelys paa Himlen,
Du staaer under Træets Grene,
Om end ude, ene.
Lad i Sang og Fryd og Skaaler
Juleaften gaae,
Engang i Erindring straaler
Deiligt den, som faa:
Juleaftenen ved Slien —,
Hjertet blødt og Melodien:
„Danmark deiligst Vang og Vænge!"
— Danmark leve længe!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ved Botanikeren Liebmanns Afreise til Mexico 1840
Naar Du nu om ikke længe
Staaer i Mexico,
„Danmark deiligst Vang og Vænge"
I din Tanke boe!
Tropisk Farve-Pragt Du finder,
Dog i Hjertet lever Minder,
Ei Du vil derude glemme
Kløverblomsten hjemme!
Videnskaben Guld Du hente
I Amerika!
Ja med slige Skatte vente
Vi Dig hjem derfra.
Danmarks Søn, gjør Danmark Ære,
Blomst og Træ dit Navn maa bære!
Kraftig Villie, Tro paa Himlen
Følge Dig i Vrimlen!
Ja med den vor Tanke følger
Dig til fjerne Strand,
Over Oceanets Bølger
Fra dit Fædreland.
Eengang i den danske Sommer
Naar Du atter til os kommer,
Hvilken Jubel vil der være!
Gud med Dig, Du kjære!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Danmark, mit Fædreland
I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,
Der har jeg Rod, derfra min Verden gaaer.
Du danske Sprog, Du er min Moders Stemme,
Saa sødt velsignet Du mit Hjerte naaer.
Du danske friske Strand,
Hvor Oldtids Kjæmpegrave
Staae mellem Æblegaard og Humlehave,
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
Hvor reder Sommeren vel Blomstersengen
Meer rigt end her, ned til den aabne Strand?
Hvor staaer Fuldmaanen over Kløver-Engen
Saa deilig, som i Bøgens Fædreland?
Du danske friske Strand,
Hvor Dannebrogen vaier, -
Gud gav os den — Gud giv den bedste Seier! -
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
Engang Du Herre var i hele Norden,
Bød over England — nu Du kaldes svag,
Et lille Land, — og dog saa vidt om Jorden
End høres Danskens Sang og Meiselslag.
Du danske friske Strand, -
Plovjernet Guldhorn finder, -
Gud giv Dig Fremtid, som han gav Dig Minder,
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
Du Land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
Hvor jeg har Rod, hvorfra min Verden gaaer,
Hvor Sproget er min Moders bløde Stemme,
Og som en sød Musik mit Hjerte naaer.
Du danske friske Strand
Med vilde Svaners Rede,
I grønne Øer, mit Hjertes Hjem hernede,
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den Dag, vi fødtes, bliver os en Fest
Den Dag, vi fødtes, bliver os en Fest,
Et Høidepunkt imellem Livets Dage,
Hvor Alvor staaer hos os som Glædens Gjest
Og viser Veien, vi har lagt tilbage,
Hvad der vi virkede og hvad vi vandt;
Jo større Virkekreds, des større Skuen!
En tro, hengiven Kreds sin Krands da bandt
Og smykkede paa den Dag festligt Stuen;
Det er en Trang for hvert taknemligt Bryst,
Det er en Trang, hvor Kjærligheden lever!
— Hvem Gud har stillet høit, ham Sorg og Lyst
I større Bølgeslag igjennembæver,
Ham derfor bringes mere udstrakt, stort
Det inderlige Tegn paa Hjertets Glæde;
Det er ei om den Pragt, der bliver gjort,
Men om det Sindelag, der er tilstede;
Og her er Sindelag, just Hjertelag
For ham, Gud satte paa den danske Throne,
Hans danske Hjerte har paa Prøvens Dag
Forherliget den kongelige Krone,
Hans Tid og Navn engang i dansk Historie
Vil lyse frem og staae med varig Skrift;
Thi Kjærligheds og Sammenholdets Glorie
Omstraaler Drot og Folk til god Bedrift.
— Der var en Tid, da Kongeherlighed
Fandt Storhed i den stolte Høiheds Skranke.
Forbi det kongelige Slot hver Borger skred
Med blottet Hoved; ei det kom i Tanke,
At selv en Mand, som Holberg, han, hvis Ord,
Udsaa'de Snillets Guld for Land og Rige,
Indrømmedes en Plads ved Kongens Bord,
At Aand og Dygtighed gjør „Adelige"!
Nu sidder Bonden med i Kongens Raad,
Fra Kongehjertet straaler Kongemagten, -
Alt Godt og Stort udfolde sig i Daad!
Velsigne Gud hver ædel Id og Tragten!
Med Kongen Folket paa hans Høitidsdag
Fornemmer Sammenholdets Liv og Lykke,
Thi vaie derfor festligt Krands og Flag!
I Troskab bygge er i Gud at bygge.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
De dandse med Castagnetter
De dandse med Castagnetter,
det er den hele Musik;
De see hinanden i Øiet,
det er en berusende Drik.
De hvirvle sig som Mænader,
alt i den strengeste Takt;
O hvilken uendelig Skjønhed
er dog i et Menneske lagt!
En Nellike og en Granatblomst!
i Dandsen de leve og groe.
I, som bleve Konstens Udkaarne,
beseir i Dandsen de To.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I Afrika
Jeg er ovre i Marokko!
er det ei et Eventyr?
Norden for mig er Europa,
der jeg seer Trafalgars Fyr.
Havets Brænding har en Susen,
Toner fra den danske Strand;
Selv i Afrika jeg synes,
jeg er nær mit Fædreland;
Venners Stemme kan jeg høre,
alt det Skjønne kan jeg see;
Lad det snee der, Skyen drysse
Mandelblomster, Julesnee;
Lad det ruske, lad det regne,
Vinden gaae til Marv og Been;
I Aartusinder dog grønnes
der den friske Bøgegreen.
Danmark, Nordens ældste Rige,
eengang stort, men lille nu!
Grændsen lille, Ungdomssindet,
det har Storhed, den har Du!
Jeg i Havets Susen hører
Toner fra den danske Strand;
Hører Du igjen mit Hjertes
Banken, Du, mit Fædreland?
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med et tydsk Exemplar af mine Eventyr
Du har en Kunstnersjæl, jeg troer derpaa,
Dens Straaler jeg i dine Skizzer saae.
Du har et ærligt Øje; — Hjertets Grund
Staaer i et trofast Smiil omkring Din Mund.
Jeg strax forstod Dig. Eventyr de skikke
Dig denne Juul; Veninden har dem bragt;
Et lille Vers jeg har i Bogen lagt;
Du har en Ven i Danmark; glem ham ikke!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Spanien, hvilken Rigdom har Du
Spanien, hvilken Rigdom har Du
af Naturens Deilighed;
Palmeskov og Cactus-Vildhed,
udbrændt Ørken, Blomsterbed.
Skjønheds Skikkelser her vandre,
malerisk er hver en Dragt,
Og om dine Kyster svulmer
Havet i sin Storheds Magt.
Maurerfolket gav Dig Minder,
hvori Aand og Skjønhed boer;
Ved Cervantes og Murillo
er i Snillets Hjem Du stor;
Og din Nutid eier Ungdom,
Munkene Du fra Dig jog;
Spaniens Blomstren forudseer jeg
lyse vil i Fremtids Bog.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Held mig! Granada jeg seer
Held mig! Granada jeg seer,
Mindernes selsomme By!
Rom Du ligner deri,
her strax man føler sig hjemme.
Bjergene rundt om har Snee,
Himlen ikke en Sky.
Fra Alamedaen smukt
klinger Gitanaens Stemme,
Øinene blaae som i Nord,
sneehvide Blomster i Haaret.
Havfruens Skjønhed og Blik!
— Vandrer! er alt Du bedaaret?
II
Ja havblaae er hendes Øine,
men Haaret som Skovsneglens Skind;
Gjennem Øinene seer man
lige i Tankerne ind.
Hun er saa fast som en Drue,
Munden et Væld med Kys,
Om Tonedybet derinde
havde en Drøm jeg nys;
Over os glødende Æbler
i hvert Granattræ hang; -
En salomonisk Høisang
Hjertet om Sulamith sang.
III
I Granada er det Maaneskin,
saa klart, at Hver man kjender,
Dog Vægteren gaaer med Lygte,
og Lyset i Lygten brænder.
Hvad søger han efter? Han søger
vel Solen, der skal staae op.
Imellem Bladenes Bolstrer
en Drømmeverden er lagt;
Du Rose, bliv mit Alhambra,
med hende jeg boer i din Pragt,
Og vi ere unge —! imorgen
da falder hvert Rosenblad.
Vær Du min Erindring, skrinlagt
i dette smuldrende Qvad.
IV
Jeg leve vil i Granada,
der Phantasus reiste sit Slot;
Men nede i Malaga grav mig
en Grav ved Havet saa blaat,
Saa udstrakt, svulmende herligt;
høit synger den rullende Sø.
I Norden jeg skar i en Græstørv
mit Navn paa den danske Ø,
Snart voxer Græsset derover,
alle Minderne døe!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Som en Lotus paa den stille Sø
Som en Lotus paa den stille Sø
Er i Norden Qvinden;
Fra den dybe Havbund Skjønheds Frø
Groer og sætter Blomst trods Nordenvinden.
Her i Syd bag Pyrenæertinden
Groer Granatblomst, der paa Trolddoms Viis
Pludselig er Frugt fra Paradiis,
Glødende, et Flammevæld fra Inden.
Lotusblomst, hvor er Du frisk og skjær,
Tro i Hjertet, Tanker bygge der;
Spaniens Ildblomst, Trolddom eier Du,
Barnet bliver Jomfru i et Nu,
Livet er et Kys, et sødt Forsvinden.
Brænd Du mig til Aske, lad mig døe;
Lotusblomst paa Nordens dybe Sø,
Bed en Bøn for mig — hos Spanierinden.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Erindringen gjemmer saa mangt et Syn
Erindringen gjemmer saa mangt et Syn,
Og mellem Hjertets de mange
Staaer det, da Svensken laae her i Fyn
Med Hjerteslag, Psalmer og Sange.
Det former sig ret til et Skjønheds-Digt,
Som kommende Skjalde vil vise;
Her var et Samliv saa hjerteligt.
Dog endnu eet maa jeg prise;
Og da mod en Dansk er Blikket vendt,
Sligt Møde os Lykken giver;
Sit rigtige Værd faaer det Adelspatent,
Som Hjertet og Dannelsen skriver.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Paa Grevindens Fødselsdag
Der er et Sted paa en af Danmarks Øer,
Et deiligt Sted, ret som en engelsk Park,
Rundt om sees store Skove, stille Søer,
Med Enge vexle Korn- og Kløver-Mark;
Og dog er her det Hele kun en Ramme
Omkring et Hjem, det elskte Bregentved,
Dets Arne har en høi, en hellig Flamme,
Et Moder-Hjerte fuldt af Kjærlighed.
Læs hendes Øie naar den Arme græder,
Der skeer i Verden Godt som Faa kun see,
Læs hendes Øie, der boer Moder-Glæder,
Hver tør betroe til hende af sin Vee!
Naturen her er smuk og rig at skue,
Men hendes Hjerte, det er rigt som den,
Fra det mod Gud sig hvælver Arkens Bue,
Der er Fortrøstning i at see derhen.
Hvert Aar, o Moder, Marken Rigdom sender
Til ham, hvis Hjerte Gud til dit har bragt,
En Rigdom større selv, end Du den kjender,
For ham i Børnene Du har nedlagt,
En himmelsk Sæd af Moder-Taarer dugget,
En Qvinde virker stille, men saa stort!
Gud, som har Verdner ved sit Hjerte vugget,
Dig glæde for det Gode, Du har gjort!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Rosen paa Kisten
See Sørgetoget gjennem Gyden gaaer,
Det er et deiligt Solskin, Lærken slaaer,
Paa Kistelaaget er en Rose lagt,
Den unge Brud til Graven bliver bragt.
I Gyden her, som Barn hun leged glad,
Ved Hyldetræet hist, som Brud hun sad,
Ved Stenten der de skiltes, da han gik,
Ved Stenten der om ham hun Dødsbud fik.
Hvad drømte Rosen vel i Knoppen nys,
Hvad drømte den ved Solens første Kys,
Og ved det sidste glødende Farvel,
Hvad drømmer den paa Kistens sorte Fjel.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
September
'Den skiønne Sommer fra os gaaer,
En Afskedsfest den giver;
Saadan, i kongelige Dragt,
Gik Jephtas Datter smykket
Did hen, hvor Døden bygged'.'
*
Septembers herlige Natur,
Med Veemod og med Glæde,
Er Aarets Farve-Klang-Figur,
Hvori en Gud har Sæde.
Da drømmer Norden, den er Syd,
Hver Farve hæver sig til Lyd;
Hør, dybe Aande-Toner
Fra Skovens høie Kroner!
Naturens Billed-Gallerie
Dybt til vort Hjerte taler,
See, Maleri ved Maleri!
Og Alt Originaler!
Alt med Betydning, riigt paa Aand,
Alt fra den store Mester-Haand,
Betragt hvert Stykke nøie,
Med Hjerte, som med Øie.
Her staaer et Huus, ja mueligt fleer,
Men Skoven reent det dølger,
Man Qvisten kun af Huset seer,
Og saa, hvor Røgen bølger;
Det er en dansk Original,
Der kun gjengives kan af Dahl;
See Mark og By og Kirke,
Og forrest tvende Birke.
I Aftentaage Dagen døer,
Den kaster lange Skygger;
See her en Sump med Siv og Rør,
Hvor just en Vildand dykker.
Det er en sand, en smuk Maneer,
Man lignende hos Ruysdael ser, -
En trødsket Piil paa Marken
Smukt speiler sig i Parken.
Dernede staaer en vældig Tyr
I Vandet op til Boven,
See Bakken med de andre Dyr,
Og Himmelen foroven!
Et ægte pottersk Maleri,
Dog han har ingen Deel deri -
Gebauer da? - jeg troer det,
Vor Herre selv har gjort det!
En Tremast hist paa Søen gaaer,
Saa lysteligt den krænger;
Matrosen høit i Masten staaer
Og ordner Seil og Stænger.
Det ligner Eckersberg jo lidt!
Maaskee er det af Arnold Schmidt?
De hvide Maager dukke,
Hvor Bølgerne sig lukke.
Nu Skoven staaer i Farve-Pragt
Med prægtig Lys og Skygge;
Ei Caravaggio har lagt
Meer i sit bedste Stykke.
Hver enkelt Farve sees deri,
Og dog er Alting Harmonie,
Det staaer med Lys og Skygge,
Et synligt Tonestykke!
Den solbelyste, grønne Vang,
Det høie Blaa foroven,
Dig synger Livets muntre Sang,
Som Fuglene i Skoven;
Det toner lysteligt i Dur,
Imens den stolte Skov-Natur
I Mol dit Bryst indvier
For Farve-Melodier!
Ja, til en Kirke, høi og stor,
Sig Skovens Bøge reise,
Og fra det høitidsfulde Chor,
Som ved en Bach og Weyse,
Man hører Orgel-Melodie.
Det er vort Hjertes Poesie,
Det er Naturens Stemme,
Thi her har Hjertet hjemme.
Rundtom den dybe Stilhed naaer,
Mens Glands vort Syn opliver;
Den skjønne Sommer fra os gaaer,
En Afskeds Fest den giver,
Thi staaer den i sin Farvepragt;
Saadan, i kongelige Dragt,
Gik Jephtas Datter smykket
Did hen, hvor Døden bygged'.
O, Sommer! Livets Farveskjær,
Som Boblen, snart Du mister;
Naar Farverne er' stærkest der,
Saa veed man jo - den brister.
Din høie Pragt, din dybe Ro
Opfylder os med Haab og Tro;
See Mark og Eng og Skove
I Farver Herren love!
I Sphære-Sangens Harmonie
Hver Klode mægtigt klinger,
Paa hver dens egen Melodie
Sin Klang-Figur frembringer,
Den viser sig i Farve-Skjær;
September bringer Jordens her,
Og Farve-Melodier
Vor Sjæl til Gud indvier.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Stormen
Som i en Søvn ligger Luften og Havet,
Ingen Bølge man seer,
Kun døsigt svulmer Fladen og synker igjen;
En enkelt Luftning gaaer, som en Skygge,
Over de slappe, hængende Segl;
Men den hvidgraae Maage
Flyver i Kredse om Skibet
Og med hæse Skrig den fortæller
Hvad Dybet nu drømmer. -
En Kastevind griber i Seilet,
Med Larmen det svulmer, men synker døsigt igjen,
Som den trætte Vandrer,
Der kaldes ved Midnat fra Leiet,
Vaagner, men sover atter igjen, -
— Nu dæmrer Natten og fjernt i Nordvest
Staaer et Bjergland af Skyer hvor Stormene bygge;
Det stiger med Mørket,
Og Lynstraalen leger, som glødende Lava,
Over Bjergenes Rygge.
Nu Havet er vakt af sin dybe Slummer,
See, Bølgen dandser til Stormenes Sang
Men sort, og med sølvhvidt Skum er den klædt,
Og underligt dybt og veemodigt den sukker,
Thi den veed, at i Nat,
Mangen livsglad Søgut og trofaste Søn
Skal den trykke, som Liig, iiskold og hvid,
Fast til sit Hjerte.
See derfor svulmer dens Barm og de store Taarer
Falde som Støvregn hen over Skibet.
Men høit deroppe,
Høit i den gyngende Mast,
Sidder den modige Skibsdreng, hans Lokker flagre,
Og stille skuer han over de svulmende Bølger.
— Aldrig før saae Du Havet saa mørkt,
Aldrig Lynet saa klart;
Som Fjeldmasser hænge de truende Skyer
Over vort Hoved',
Og Havet løfter med stærke Arme
Skibet, som var det en Fjer kun,
Høit, saa høit det slynges i Luften,
Som skulde det knuses mod hine Fjelde;
Men Menneske-Hjertet klynger sig fast til sin Gud,
Og ved hver truende Bølge, det løftes
Høiere, nærmere ham,
Algodhedens Fader.
Dybene sukke med Skyens Bjerge,
Dog mere dybt
Sukker eet Hjerte, et Ungdoms-Hjerte.
Seer Du i Stormen, Skibsdrengen høit
I den svaiende Mast?
Veed Du hans Længsel og Savn,
Hvad Hjertets Brændinger tone?
„I Hytten hos min Moder
Der var dog ei mit Hjem
Bestandig vilde Hjertet,
Kun frem og altid frem.
Min Moders Hjord jeg græssed'
Da i den grønne Dal,
Men Hjertet følte Længsel
Til Skovens Bøgesal.
Først græd jeg høit af Glæde,
Saa længtes jeg igjen,
Og Hjertet fløi da atter
Til Hyttens Hjemstavn hen.
Nu misted' jeg min Moder,
Det knuste Barnets Lyst;
Jeg ene stod i Verden,
Med Smerten i mit Bryst.
I Dalen var saa snevert,
Jeg stræbte modigt frem,
Men oppe høit paa Bjerget
Var heller ei mit Hjem.
Da saae jeg Havet for mig,
Og Himlen var saa blaae,
Det var, som al min Længsel
Bag Horizonten laae.
Da foer jeg over Bølgen,
Til fjerne Lande frem,
Men ingen, ingen Steder
Fandt Hjertet der sit Hjem.
Og dog kan Hjemmet findes
Paa denne store Jord,
Men Hjertet tør ei sige
Det dybe Trolddoms Ord." -
Saa toner det dybt i hans Bryst, uden Ro, uden Fred.
— Og Skibet flyver i Stormen, over Bølgen, afsted.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til Landsoldaten
Vor Tanke flyver til Leiren,
Til Dig i Kamp og paa Vagt;
Vor Herre giver Dig Seiren,
Du Danmark har Hæder bragt.
Selv Barnet i Aftenbønnen
Høit beder for Dig en Bøn,
Moderen beder for Sønnen,
Du brave, Du herlige Søn!
For hvad Du maa prøve og døie,
I Kamp, paa Vagt og i Slud,
Staae Taarer i mangt et Øie,
Gud signe Dig! — Du holder ud!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Fire Fjæle er vor Pragt
Fire Fjæle er vor Pragt,
Naar vi bli'er i Graven lagt!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med Sammes 'Sicilianske Skizzer og Noveller
Sicilien er Skjønheds Hjem,
Det siger man med Rette;
Dog er — det tør jeg sige frem -
Her paa vor egen Slette
Een Ting meer skjøn; men hvilken? hvem?
Ja, det maa selv De gjætte!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Naar man saa godt som hver en Aften maa
Naar man saa godt som hver en Aften maa
Erkjende glad, at ædle Hjerter slaae,
Som dømme mildt, og man er velseet,
Saa ønsker man at møde en Poet,
Der kunde give Ord for det herinde.
Men det Slags Folk er ikke let at vinde;
De sige strax: „Min Gud, hvor skal jeg dog
Nu atter kunne skrive Epilog!
Det Thema udpiint er, ei værdt at høre".
Udpiint? Jeg mener nei! Man kan det gjøre
Saa let, saa ligefremt — just det jeg troer.
Udtal kun: dybtfølt i mit Hjerte boer,
Det næsten som et Eventyr her groer,
Et Eventyr, hvor Livets Farver spille,
Og Tanken er saa nær just dette Sted.
Paa denne Scene alt som ganske lille
I Pantomimen legede jeg med,
Jeg fra en Leeg det ikke kunde skille.
Saa skifted om det gamle Legested,
En større Scene, Dands og Deilighed:
Balletten aabnede sit Tryllerige.
Ved Bellmans Fest sprang Ulla ungdomsglad,
Og milde Øine saae den unge Pige -
Da lød ind i mit Bryst en Sangfugls Qvad:
„Fremad i Kunsten!" klang dens dybe Stemme,
Og Fuglen svang sig did, hvor vi fornemme,
Lysstraalen boer; — men i mit Bryst var lagt
Igjennem Alvor Kunstens høie Magt.
Og paa den Scene, jeg som Barn var hjemme,
Udfolder Vingen sig til bedre Flugt.
Gid engang jeg i Kunsten værdigt smukt
Den Plads indtage, hvorom Hjertet bad,
Og opfyldt see, hvad tyst hiin Sangfugl qvad,
Der vakte Længsel og dog Mod tillige.
Gid jeg i Gjerning maa min Tak udsige!
— Det bad jeg blive lagt i Epilogen;
— Men her staaer meget Meer i Hjertebogen.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!