Cometen 1834
Lad Verden tee sig nok saa lærd, foruden som forinden,
Naar først Cometen viser sig, den ryger dog af Pinden.
Saa seer man, den er ei solid, men saa er det for silde,
Nu lapser den sig alt for fælt, og derfor gaaer det ilde.
Ja, hører nu, hvordan det gaaer, og hvad der snart vil hænde,
Thi siden faae vi neppe Tid, at see paa Verdens Ende.
— Omtrent naar Tappenstregen slaaer,
Naar Vægteren paa Gaden gaaer,
Og synger høit mod Skyen,
Mens Flyveposten flagrer over Byen,
Da viser sig Cometen stor og rød,
Men hver Mand troer: „O det har ingen Nød,
Den gaaer nok over!"
Selv Byens Magistrat med denne Tanke sover.
— Men ak! Cometen kjender ei til Hvile,
I hvert Minut den løber hundred' Mile;
Den mod vor Jord fremrykker,
Men slaaer os ikke lige strax i Stykker,
Nei, den gjør os en anden stor Fortred,
Den ta'er vor Jord paa Slæbetouget med.
„Ak!" sukke gamle Folk, og falde hen i Daanen:
„Hvi løb den ikke heller af med Maanen!"
— „Und immer weiter, hop, hop, hop!"
Vi fare Alle i Galop;
Men at vor Jord saaledes galoperer,
Just ei generer,
Man holder meget jo af Galopade,
Paa Baller, som paa Østergade;
Man kjender Touren, holder let Balancen;
Men Jorden — ak! den taber Contenancen.
Ved disse nye Spring
Den glemmer reent at dreie sig omkring.
Fra Maribo man hører Klager,
„Som Mange megen Skræk indjager;"
Man mærker, det er ilde fat,
Cometen bli'er i Bladet sat.
Men ak! den løber dog afsted,
Og Jorden — ja, den løber med.
Da mærker man, selv hos det mindste Noer,
At Dandse-Organet i Hjertet boer,
Thi Hjertet hopper fra Bryst til Hals,
Som i Wiener-Vals.
— Snart er' vi Solen ganske nær,
Af Hede tabe vi vort Veir;
Enhver gjør Vind — men ak, for lidt.
Med de bekjendte korte Trit,
Og Arme, som Græshoppe-Been,
De unge Damer løbe hver og een,
Gjør Vind paa Gaden op og ned,
Men Luften bliver lige heed.
— Tilsidst vi Solen dog passere,
Men mange fede Folk crepere,
Og Bladene, ak ja! — de komme slemt tilkort,
Thi alt hvad Vand er, tørres ganske bort.
Men lad det gaae med Verden som det vil!
Man vænner sig dertil.
Snart gaaer enhver til sine gamle Skikke,
Man frygter ikke,
Man holder Baller, drikker Thee og snakker.
— Jeg takker!!!
Men ei Cometen falder os i Talen;
Tilsidst faaer den dog Lyst at røre os med Halen,
Men neppe er det skeet,
Saa gaaer det galt med Jord og med Comet;
O, kunde vi Halen dog englisere,
Saa skulde vi ikke saa brat crepere!
Betænk, hvilken „fürgterlig Ildebrand,"
— Fælt sprutter Jorden af polemisk Vand,
Men ei det nytter, den gaaer reent itu,
Men kan det trøste, nu
Saa gaaer det ei Cometen meget bedre,
Thi den og vi med Alt gaae da til vore Fædre. -
O hvilket Virvar dog i vor Natur!
I Nakken faae vi den chinesiske Muur,
Ja Rundetaarn og selv Theatret vælter,
I Taschenbücher man paa Gaden ælter,
Og tænk en Gang — de brænde!
Nu hører man et Knald, og saa har Verden Ende. -
Men som en Phønix, mærk mit Ord,
Snart af Cometen og vor Jord
En Klode danner sig paa ny,
Med Folk og Fæ, med Mark og By;
Men deres Storhed ei vi fatte,
Mod dem er' vi kun Padehatte;
Forstanden tred've Grader naaer,
(Mod dem var Plato selv et Faar).
De skrive, skrive, og studere,
Spadsere
I Luften, grave dybt i Jorden,
Da finde de baade i Syd og Norden,
Ret tydeligt Spoer af en Verden før,
Og det er vores, som det sig bør.
Man finder Folk — ja hele Lag,
Med Ordner baade for og bag,
Men man tør ikke Personerne røre,
Thi de ere skjøre. -
Ja, hvad som findes, selv mindste Kat,
Betragtes strax som en gylden Skat.
Saaledes Kjære,
Vi komme engang i Agt og Ære,
Faae Plads paa Museet, i Kirke og Slot;
Som Antiqviteter de os vil vise;
O lader os alle Cometen prise!
Naar Enden er god, er jo Alting godt!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
ABC-Bogen
A. Amme.
En Amme gaaer i Søndagsklæder,
Og Andres Børn er hendes Hæder.
B. Bonde.
En Bonde før leed stor Fortræd,
Nu er han tidt for meget med!
C. Columbus.
Columbus over Havet foer,
Og Jorden den blev dobbelt stor!
D. Danmark.
Om Danmarks Rige Sagnet gaaer,
Gud ei sin Haand af Danmark slaaer!
E. Elephant.
En Elephant gaaer altid tungt,
Om ogsaa Hjertet det er ungt!
F. Formørkelse.
Formørkelse gjør Maanen godt,
Den gaaer saa længe med Kalot!
G. Galten.
Om Galten end faaer Ring i Næsen,
Han lærer ei det fine Væsen.
H. Hurra.
Tidt er et Hurra paa vor Jord
Et meget ubesindigt Ord!
J. Jord.
Vor Jord er vor Moder saa rund og saa stor,
Og vi gaae tilsidst igjen i vor Moer!
K. Ko. Kalv.
En Ko er Tyrens Madamme,
Og Kalven kan blive det samme!
L. Løve. Lorgnet.
Den vilde Løve har ei Lorgnet,
Det har den tamme i Nummer-Parquet.
M. Morgensol.
Op staaer den gyldne Morgensol,
Men ei fordi Gaardhanen goel.
N. Neger.
Sort er en Neger al sin Tid,
Ham kan man ikke vaske hvid.
O. Olieblad.
Det bedste Blad — ja veed Du hvad?
Det var dog Duens Olieblad.
P. Pande.
Tidt rummes i Menneskets Pande,
Hvad knap kan rummes i Tider og Lande.
Q. Qvæg.
At eie Qvæg er stort og godt,
Selv være Qvæg, det er kun smaat.
R. Rundetaarn.
Skjøndt man er skabt som Rundetaarn,
Er man derfor ei høivelbaar'n.
S. Sviin.
Lad det Dig ikke gjøre hoven,
At Du har mange Sviin paa Skoven.
T. Theekedel. Theemaskine.
Theekedlen fik kun Skortsteens-Rang,
Og har dog Theemaskinens Sang.
U. Uhret.
Skjønt Uhret stadigt slaaer og gaaer,
Midt i en Evighed man staaer!
V. Vaskebjørn.
En Vaskebjørn kan vaske Tingen
Saa længe, at den bliver ingen!
X. — -
I Ægteskabs-Sø skal der findes en Klippe,
Af Socrates blev den betegnet Xanthippe.
Y. Ygdrasil.
Under Ygdrasil-Træ var Gudernes Sted, -
Træet er dødt og Guderne med!
Æ. Æsel.
Et Æsel er et Æsel dog,
Om selv det gaaer med gyldent Skrog.
Ø. Østers.
En Østers har ikke til Verden Fiduus,
Den veed, man kan æde den ud af sit Huus!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Studier efter Naturen
Vort Landskab her er næsten fladt;
Men Maanen skinner jo i Nat!
Dog, hvad vi ved dens Lys har seet,
Er kun, at Alt gaaer ud i Eet.
Forgrunden maae vi blive ved;
Der er lidt høit paa dette Sted;
Veirmøllen, som vi skal forbi,
Gjør, at vi faae et Malerie.
Saa lystigt alle Hjul nu gaae;
Et Lys man seer bag Lugen staae,
Og Svenden bærer Sækken bort;
Hans Kammerater spille Kort;
Ølkanden midt paa Bordet staaer.
See, Møllevingen, hvor den gaaer!
Men mellem Skyer Maanen leer,
Og fornemt paa det Hele seer.
Nu kommer der en Byge-Regn,
Den skygger os den halve Egn,
Og hver en Hest og hver en Ko
Forstyrres i sin søde Ro;
Og da paa Marken ei er Læ,
De staae, som var de gjort af Træ.
Dog, Maanens Lys er ikke slukt,
Thi see, en Regnbue hvælver smukt.
Regnbuen over Møllen staaer,
Det er, som Vingen mod den slaaer,
Og under Mølle-Husets Tag,
Der sover til den lyse Dag
Vor Møllers lille syvaars Dreng;
Høit under Bjelken er hans Seng;
Han ene sover der, som sagt,
Thi Moder er i Jorden lagt.
Han hører Hjulene at gaae,
Og deres Støi kan han forstaae;
Han titter gjennem Rudens Glar,
Og seer det store Vinge-Par.
Høit vil de stige mod det Blaae,
Men kan kun i en Cirkel gaae;
De flyve Dag og Nat og Aar -
Men Møllen dog paa Bakken staaer.
III
Hvad jeg skued' med mit Øie,
Tegned' jeg med Blæk og Pen.
Christian Winther
Den gothisk-gamle Kirke er sjunken for vort Blik,
Og Mand er Barnet vorden, der ved Ruinen gik.
Der er saa tomt og øde, hver Steen er revet hen,
Men i Graabrødrelille gaaer Taarnet her igjen.
Ungdommeligt det hæver sin Tinde høit mod Sky,
Og seer paa Markeds-Vrimlen i Odins gamle By.
Et Selskab staaer deroppe, de see sig rundt omkring;
De finde, Jord og Himmel har mange smukke Ting.
Det fyenske Land de prise, og det af Hjertens Lyst,
Det maa jo ret begeistre hver ærlig Fyenboes Bryst.
— Ja Fyen er ret et herligt Land!
Det kan dog ingen nægte.
Der vexler Skov og Mark og Strand,
Og Hjertet her er ægte!
Selv Navnet Fyen, betyder fiin,
Og vil saa meget sige,
At Fyen, det er en Hauge fiin,
For hele Danmarks Rige!
Den glade Kreds beskuer nu Egnens Herlighed,
Dog een, hvad end de skue, seer kun sin Kjærlighed;
Hans Blik mod Syden søger, mod Østersøens Strand,
Der bygger hun, som ene gjør Fyen til Hjertets Land;
Men Lyngets sorte Banker staae om det kjære Sted,
Hvor ingen Blomster voxe for deres Kjærlighed.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Konen med Æggene
Der var en Kone paa Landet,
Hun havde en Høne blandt Andet.
Nu, lægge Æg er Hønens Fag,
Og denne gav eet hver evige Dag;
Det var et Par Snese, da de blev talt,
See, det fandt Konen ikke saa galt!
Hun dem forsigtig i Kurven fik,
Tog den paa Hovedet og gik.
Til Staden styrede hun sin Gang;
Men hun var ene og Veien var lang,
Skjøndt hun gik til af alle Kræfter.
Nu tænkte hun over og regned' efter,
Hvor godt hun fik sine Æg betalt,
Og det var jo heller ikke saa galt:
»Ja vist!« saaledes hun gaaer og taler,
»For disse faaer jeg en hel Rigsdaler.
For den vil jeg kjøbe to Høns, lad see!
Med den der hjemme har jeg da tre;
Hver lægger Æg, og om ikke længe
Kan jeg handle igjen og komme til Penge;
Jeg kjøber tre Høns, til de tre jeg har;
See det bliver sex- Deres Æg jeg ta'er;
Jeg sælger de halve, den anden Rest
Skal ruges til Kyllinger, det er bedst!
Jeg faaer da en Hønsegaard; tænk Dig bare!
Og den tager til. Det er holdende Vare!
Endeel lægger Æg, endeel ruger ud -
Hvor jeg bliver rig, Du søde Gud!
Jeg kjøber to Gæs og et lille Faar,
Og bedre og bedre Handelen gaaer
Med Æg og med Høns og med Fjær og med Uld.
Tilsidst faaer jeg Pengeposen fuld!
Jeg kjøber en Griis, jeg kjøber en Ko,
Hvo veed, maaske kan jeg kjøbe to?
See det giver af sig! og efter et Aar
Har jeg Huus og Folk og Køer og Faar.
Saa kommer en Frier ind i min Stue,
Han kysser min Haand, og jeg bliver Frue!
For han har en Gaard, der er større end min!
Jeg bliver saa fornem, saa stolt og saa fiin,
Jeg taaler ikke den mindste Snakken,
Jo, jeg skal vide at knejse med Nakken!«
— Og ret som hun sagde det, gjorde hun saa-
Klask! Æggene der paa Jorden laae!
Med dem den hele Lyksalighed faldt -
Og det var i Grunden ikke saa galt!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I Riddertiden, som De Alle vide
I Riddertiden, som De Alle vide,
Sad Damerne i Kreds høit over Skranken
Og saae paa Kampen med de vilde Dyr.
Og kasted' Damen da sin Handske ned
Og bød sin Ridder kjækt at hente den,
Saa adlød han. — — Det var i Riddertiden,
At mangen ædel Frøken, fornem Frue
Tog mildt sig af den Fattige og Syge,
I Stilhed øvede den bedste Daad.
Som Roserne fremskyde ny' hvert Aar,
Saa lever ogsaa Hines ædle Gjerning.
Men Handskens Kasten blandt de vilde Dyr
Er nu kun til i Sagn og gamle Sange.
Den ædle Qvinde gaaer til Armods Skjul
Og virker godt ved milde Ord og Gjerning.
Hvo er ei gjerne hendes Tjener her
Og hjælper med at samle, med at bære;
Et Blik, et Ord kun — ja her det forstaaes,
At man kan springe ned selv paa Arena.
Og egenligt gjør vi her noget Sligt -
Vi springe ikke ned, men op paa Scenen,
Vi stille vore svage Kræfter frem;
Men det er Hjertets Sag; derfor det voves
I Vennekreds. — Vel sandt, den er lidt stor
Den kjære Vennekreds, som her er samlet,
Men stor, det er just godt for Øiemedet.
Vi virke Alle med: vi vise Mod
Idet vi træde op; De vise Taalmod!
Vi give; — ja, de Fleste har vist seet
I deres Kredse, i den sidste Tid,
Hvor Alle følte, at vi er eet Folk
Og Brødre Alle! Kjærligt gav Enhver,
Selv Børnene tog Deel, de fik istand
En Tombola med ganske ringe Sager,
Men gjerne Smaa og Store toge Nummer,
Man mored sig og smilte glad mod selv
Det Ubetydeligste, som man vandt;
Thi det at vinde var jo ikke Tanken.
Husk, at vor Forestilling denne Aften
Er slig en Tombola, og da I ville
Med venligt Sind modtage, hvad I faae.
Hvad vi kan bringe, falder i det Smaa,
Men i en Vennekreds kan Meget gaae,
Der ellers aldrig gaaer. Og her er Venner,
Ja, Venner af den Fattige, som lider,
Som uforskyldt maa prøve tunge Tider.
Og nu — ja, nu det første Skridt er gjort!
Tag mildt til Takke — De faaer ikke Stort.
Husk paa, De virke med saa godt som Nogen,
Og derfor tusind Tak! — Det var Prologen.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Børnene og den graa Morlille
I Hjertet sidder en lille Person,
Han gestikulerer saa saare,
Men det er ækelt hvor føelsom han er,
Han svømmer bestandigt i Taare.
Han digter allene de rørende Ting,
Ak! Vand er vist Tanken og Tonen,
Thi, tænk! vore Øine staae lidt under Vand,
Skjøndt de er' saa langt fra Personen.
Han maa ei slippe i Verden ud,
Saa blev der først Graad og Jammer,
Vort Bryst skal være hans Fangetaarn,
Og Hjertet hans Fængselskammer.
Han sidder jo luunt inden Vægge der,
Skjøndt evigt og altid han skraaler:
„Her er saa snevert! o ud! derud!
Hvor Himlen og Sollyset straaler!"
— Nei, saa gaaer det meget bedre til
hos dem, som boe i vor Pande;
Vel er det Tagkammer lidet og lavt,
Dog rummer det godt maa man sande!
Thi der er' tusind' velsignede Smaae,
Ja tusinde til, og lidt flere,
Der synge og springe ved Dag og Nat,
(hos visse de mindre genere):
Det er Phantasiens levende Smaae,
De kjende ei Savn eller Længsel;
Ja tidt gjør' de Nar af den lille Person,
Der sidder i Hjertets Fængsel.
De kan de deiligste Eventyr,
Og naar vi Mennesker læse,
Saa spille de strax, som Comedie Alt,
Her lige over vor Næse.
Ja, tidt kan de udvide Kammeret selv,
saa mange alt føle en Svimlen,
Men tænk dog ogsaa, hvor høit det gaaer!
Det gaaer gjennem hele Himlen;
Saa høit, saa høit over Sol og Planet,
Ja, langt paa den anden Side!
Hvorledes de ellers kan gjøre Sligt,
Ja, det maa vor Herre vide!
— Men vil' de gjøre for stort et Spring,
Hvad eller Spektakel og Trætte,
Da kommer Fornuften, en graa Morlil,
Hun bringer dem snarlig tilrette.
Tidt tysser hun ogsaa, og er lidt vred
Paa ham, som i Hjertet græder,
Men ofte hun trøster, da synge de Smaae,
Saa smukt om Himmelens Glæder.
Men Dagene svinde og Aarene gaae,
Om selv de er' nok saa mange,
Da bliver det Fængsel i Hjertet her,
For svagt til at holde sin Fange,
Det Tagkammer selv er i skrøbelig Stand,
Det taaler ei Børnenes Springen,
Den gamle Morlille dem tager i Favn,
Som Moder, hun glemmer slet ingen;
Og Hjertets Lille, det Længsels Barn,
Er nærmest ved hendes Hjerte,
Saa barnligt, saa trygt det hviler der,
Og glemmer sin Sorg og Smerte;
Da er hun ei længer en graa Morlil,
Med Furer og Sorg paa sin Pande,
Nei ung og blomstrende hæver hun sig
Til Himlens lysende Lande.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Poetisk Note til Digtet: Erindringblad fra Hovedstaden
Alverden mig belærer, man mener det saa godt!
Ja selv i Morgenposten besynges jeg saa smaat;
Een er jeg al for barnlig, en anden al for rask,
Men enig' er' de begge, at jeg fortjener Dask.
Jeg havde løst skizzeret et enkelt Compagnie,
(Den ædle, sande Qvinde gaaer Skudet jo forbi!)
Var Digtet ikke kraftigt, er Skylden dog ei min,
Det er et sjeldent Stykke, at gjøre Vand til Viin.
Som sagt, mod Compagniet jeg brugte Pen og Blæk,
At Mundens Hurtigpresser dog kunde faae et Knæk,
Men der skal store Kræfter, just til saa grov en Tvæt,
Og med den bedste Villie det gik dog ei saa let.
Hvordan jeg vendte Stoffet, hvordan jeg tog det fat,
Saa fandt jeg ikke andet, end hvad man kalder: „Pjat."
Og tænk, nu er der Mandfolk ved hines Compagnie,
Der ere blevne vrede, fordi de reent gik frie;
Vel kan jeg ikke nægte, da Sagen er bekjendt,
At til den ægte „Pjatten" de har et stort Talent,
Skjøndt de er lidt borneerte, og uforskammet her,
At troe, naar fem man dadler, saa gjælder det Enhver.
De vil ei tie stille, de trænge daglig frem,
Ak, vil de bare vente, jeg skal nok bruge dem!
Jeg samler Characterer til et og andet Digt,
Snart skal jeg dem benytte, og det ei blot af Pligt!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Avis aux lectrices
Jeg savner noget! — skal jeg Navnet sige?
Det er just ikke af en sjelden Slags;
Jeg savner — ja — en lille, bitte Pige -
Ak, Herre Gud! nu leer man ad mig strax!
Tør jeg da aldrig elske, aldrig sværme?
Hvad? Er jeg ikke gammel nok dertil?
Gud veed, jeg vil jo ei en Sjæl fornærme,
Nei holde af, det er jo det jeg vil!
Enhver Poet, selv ganske smaae Personer,
Har sig en Kjærest; — det maa være rart!
Man er ulykkelig, man sukker og man daaner,
O, jeg maa med! og jeg maa med lidt snart.
Men endnu har jeg ingen ret i Sigte,
At jeg kan blive for min Længsel qvit;
Gud veed, jeg sværmer nok for mine Digte,
Men Herre Gud, det er mig dog for lidt!
Nei jeg maa eie — hvad jeg nu vil sige -
En Kjæreste, saa faaer vist Hjertet Ro;
En lille, kun en ganske lille Pige,
Thi jeg er stor nok for os begge to!
O, kom! lad ei det søde Haab mig svigte;
Thi Kjærlighed dog klæder Folk saa net.
Men Du maa rose alle mine Digte,
Thi jeg slaaer op, saa snart Du glemmer det!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Formens evige Magie
Om Kageformen, eller selve Kagen
Er Hovedsagen
I denne Verden, gaae vi her forbi.
Jeg bringer — (ja, det kommer til det samme)
Jeg bringer nemlig her en lille Ramme
Til hvad jeg skrev og kaldte Poesi.
Og muligvis faaer Rammen meest Værdi,
Thi den har „Formens evige Magie"
Og den kan stikke Hjertets Poesi.
Han, som til Dato vragede hvert Stykke,
Jeg bragte frem (fordi deri var Skygge)
Maaskee hos ham min Ramme gjør sin Lykke,
Thi jeg skal trænge den i Formen ind;
Jeg vil den seje Prosa-Lyng oprykke,
Og, kort sagt — lave Suppe paa en Pind.
Hvad der er mest mod Poesien bister,
Geometriens yndede Magister
Matheseos, jeg her paa Bladet rister;
See saa! pas paa Enhver.
Trianglen ABC er givet her,
Retvinklet og paa Siderne Quadrater;
Beviset er nu om de to Krabater,
Det, at Quadraterne paa hvert Catheder
AC, BC (jeg naevne disse Steder)
Er' just i Eet og Alt, som den Krabat,
Hypothenusen kalder sin Quadrat.
Nu gaae vi da til vore Præparater.
En lodret Linie maa man som De veed
Her drage til den større Side ned,
Og saa forlænge den endnu til K,
Da vil man finde, ei det mindste mangler,
AB-Quadraten ganske rigtig staae
Delt (som AK BK) i to Rectangler.
(Thi tvende Linier, man veed,
Har just det generelle,
Naar paa en tredie de staae lodret' ned,
Saa er' de ogsaa ganske paralelle.)
Nu drages en fra A til G, fra C til I,
Og da Præparationen er forbi.
Ei sandt, o Mester! — true dog ei med Riset!
Nu gaae vi til Beviset.
— Vi har de to Triangler ABG
Og CBI, hos dem er Vinklen p
Lig Vinklen o, men o er lig en Ret,
Ja, der er Ingen, som vil nægte det,
Thi rette Vinkler er der i Quadrater,
Nu Vinklen r lig Vinklen r. Ei sandt?
(Thi sund Fornuft kan sige
Hver størrelse jo med sig selv er lige.)
Saaledes p plus r lig o plus r man fandt,
(Her i Figuren staae de smaa Krabater.)
Naar lige nu til begge bliver lagt,
En lige Sum er da tilvejebragt.
(Nu er vi med Beviset snart forbi,
Det stærkt mod Enden lider.)
See Vinklen ABG lig CBI,
AB er lig BI, BG er lig BC
(I en Quadrat er' lige store Sider,
Derfor, saasandt som Tre gjør altd Tre,
To Sider og en Vinkel vil os lette),
Trianglen ABG vi her tør sætte
Lig CBI (og det er intet Træf),
Nu ABG er lig en halv BF
Pas paa!
Nu CBI er lig en halv BK.
(Husk: lige stort for lige stort kan gaae.)
Eens er Divisor, eens er Dividenden;
Eens bliver altsaa ogsaa Quotientent,
Og ad den samme Vei vi faae:
AD er lig AK.
Der har Du Maaden,
Snart som Pythagoras man løser Gaaden.
Ja løst, beviist — Du store Trylleri!
Du Himmel Tak! — at det er nu forbi!
Thi slige Vers er ikke Narreri;
De løbe vel, som der var Intet i -
Dog her var jo Fornuft og Form-Magi.
Det sidste vil jeg haabe,
Og denne Form er i det minste fri
For hvad der dæmper slemt hver Melodi:
En Mudderdraabe.)
Fornuft og Form har her skabt — Poesi.
Her seer man „Formens evige Magie."
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Manden fra Paradiis
Der var engang en Enke -
Dog nei! jeg maa mig først betænke;
Hun havde været det, men var nu gift paany,
Med Een fra Thy;
(Det maae vi ikke glemme).
— En Aftenstund, da Manden ei var hjemme,
Sad hun med Haanden under Kind,
Selv Theemaskinen var en Smule sovet ind,
(Den ellers sang en Tone, reen og klar,
Og førte tidt ved Bordet den bedste Passiar).
Fra Jordens Taageland,
Fløi Tankerne til hendes første Mand;
Hun kunde ei den søde Sjæl forglemme,
Og ak! den anden var jo ikke hjemme,
— „Du har det godt!" udbrød hun, „fri for Nød
Du sidder i det abrahamske Skjød,
Og seer til os, der i den snevre Stue
Maa plages slemt af Hoste og af Snue!"
Hun taug og faldt igjen i Tanker,
Da hører hun, hvor det paa Døren banker;
Hun skotter hen til Krogen;
„Uh! er der Nogen?"
(Thi hun var bange for — ja det var hele Tingen -
At see en Aand i den, der havde før slet ingen).
Nu banker det igjen, og saa gaaer Døren op — -
Men det er ingen Aand, nei Een med Kjød og Krop!
Det er en Haandværkssvend, der nu har sprængt sit Buur,
Og gaaer fra By til By og seer paa Guds Natur;
Han gjør Visitter kun, for ei at smægte,
Sligt kalder man: at fægte.
Han var, det saae hun nok, en sælle Een,
Der gik i dette Liv paa sine egne Been;
Og som han sagde det, der noget laae i Tonen,
Der rørte Konen.
Hun spurgte ham, hvorfra han kom, hvorhen han gik;
Og Svaret, som hun fik,
Det var: han drog paa Bursche-Viis,
Nu gjennem Tydskland til Paris. -
Da blev hun i sit Hjerte glad,
Hun dækked' op med Øl og Mad,
Og sagde: „Sæt sig dog, og spiis!
Hvad, reiser han til Paradiis?
O, Herre Gud! i dette Land
Der har jeg jo min første Mand;
Hils ham fra mig og fra vor Datter,
Og hils ham ogsaa lidt fra Fatter!"
Da mærkede Skjelmen, at ei vor Viv
I Geographien var meget stiv,
At hende klang paa ligeviis
De Navne: Paris og Paradiis.
Thi faldt han strax i Talen ind:
„Jeg kjender ham, det gode Skind." -
— „Ak!" udbrød da hans Hjertenskjær:
„I altsaa før har været der!
Hvor lever dog den søde Skat?" -
— „Ak det er ilde med ham fat!
Jeg var der for en Maaned siden;
Da sleed han meget suurt paa Tiden,
Stod tidlig op, kom seent i Seng,
Og var de Andres Hunde-Dreng!
Hvad Tøi han fik i Gravens Nat,
Gik strax itu det tynde Pjat!
Af Kjoler har han ikke een,
Og tænk, han gaaer med bare Been!" -
De Ord i hendes Hjerte stak som Syle,
Og hun begyndte gyseligt ar hyle,
Fik nu, og det i største Hast,
En Byldt af baade løst og fast;
Ja Skjorter, Strømper, uldne Sokker,
(Og jeg veed Pokker), -
Og bad, mens Øiet stod i Vand:
„O bring det til min salig Mand,
Og siig: jeg sender meer afsted,
Naar jeg kun seer en Leilighed!
Ak ja! ak ja! det er dog haardt,
Han der skal gaae til Spot og Tort!"
Da Knøsen havde spiist sig mæt,
Han loved' at besørge det,
Tog Bylten, takkede og gik;
Men Konen sad med vaade Blik;
Thi vil vi springe nogle Timer frem
Til hendes Mand kom hjem,
(Jeg mener han, den sidste,
Den første, veed I, staaer paa Dødens Liste). -
„Nu, jeg kan hilse Dig fra salig Thiis,"
(Saa heed den første Mand; o det er slemt,
Jeg Navnet har i Førstningen forglemt!) -
„Her var nys Een, der gik til Paradiis! —"
Og nu fortalte hun om ham, som alt var gaaet,
Og hvad han havde med paa Reisen faaet.
Men Manden fatted' snart den hele Ting,
Og i et Spring han sadlede sin allerbedste Hest,
Og foer afsted, som Skyerne i Blæst.
Han vilde, sagde han til Konen,
Dog tale selv en Smule med Personen.
Det var en deilig Nat med Maaneskin og Sligt,
Der klæder endnu bedre i et elegisk Digt,
Høit Nattergalen slog, og Uglen peb Discant!
Og hvad der her var bedst — den rette Vei han fandt,
Hvor Tyven gik afsted i Maanens blege Straale.
(Thi mere Lys en Tyv i Grunden ei kan taale) -
Nu vil vi da med Tyven gaae!
Saasnart han saae
Een foer afsted som bare Fanden,
Han tænkte ganske ret: der har vi Manden,
Og kastede sin Bylt i Grøften nær ved Krattet,
Og satte sig derved, thi han var fattet.
Med skyldfrit Sind han vilde sig forskandse,
Og sang om grønne Jomfru-Krandse,
Idet han stirrede paa Nattens klare Himmel,
Til Manden kom og standsede sin Skimmel,
Og spurgte, uden megen anden Snakken,
Om ei han havde seet en Mand med Bylt paa Nakken,
Og for at give Sagen mere Vægt,
En Tyveknægt. -
„Jovist!" var Svaret: „nylig saae jeg Een,
Der gjorde lange Been,
Saasnart han saae, I vilde ham indhente,
Svandt han i Skoven, hurtig, som en Glente;
Men skynd jer lidt, saa kan I Knægten fange;"
Den anden takkede ham mange Gange,
Og bad ham holde lidt paa Hesten.
(Nu veed I Resten) -
Den gode Mand i Skoven sprang,
Men Tyven sig paa Hesten svang,
Tog Bylten med, „hyp, — vil du gaae!"
Det var en Lyst at see derpaa. -
Udmattet, stønnende og bister
Kom Manden som en vred Philister,
Men tænk jer nu hans store Skræk,
Da ogsaa Hesten her var væk.
Han raabte: „hov!" han raabte: „hei!"
Men Tyven løbet var sin Vei.
— Da ingen anden var tilstede,
Fik Maanen hele Mandens Vrede.
„Paa slig en Daad Du skinne kan;
O tvi Dig an!
Har Du ei hørt, en Tyvehæler
Rangerer lige med en Stjæler.
Jo, jo, Du er en deilig Een!" -
Saa gik han hjem paa sine Been.
„Naa, traf Du ham?" saa spurgte Konen;
Men Manden havde nedstemt Tonen,
Og sagde: „Jo, min kjære Skat,
Jeg fik ham dog til Lykke fat!
Vor bedste Hest jeg gav ham med,
At han kan komme lidt afsted!"
— Da blev hans Kone ganske mild:
„O lille Mand, hvor Du er snild!
Det maa man dog de Mandfolk skjænke,
At de kan tænke!"
Moralen, som man finder,
Er, at der gives dumme Qvinder;
Dog — Mændene i samme Farve spille,
Men, de kan bedre tie stille!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hjertetyven
Bekjendt er Amor jo; det slemme Skarn!
Man ham afmaler som et deiligt Barn
Med Piil og Bue, samt med store Vinger;
Men det jo næsten som en Fabel klinger,
Hvor kan man tro han saadan vilde gaae,
Nei, Gud bevares! han har Klæder paa;
Og for hver Gang han et Partie vil stifte,
Saa veed han snildt sin hele Dragt at skifte.
Den unge Pige allerhelst ham seer
Klædt, som Student, hvad eller Officeer;
Og disse, ja, det falder nu saa lige!
De see ham atter allerhelst som Pige.
I Grunden er han, ja, fra Taa til Top,
En Tyveknægt, der burde klynges op.
— Den første Gang jeg saae ham for mit Øie,
Var jeg endnu en Dreng og gik i Trøie;
Jeg leged' Skjul med nogle andre Børn,
Ved Plankeværket stod en Rosentjørn,
Der krøb jeg ind, man kunde mig ei finde,
Thi ganske stille sad jeg jo derinde;
Da kom vor Naboes Lise — og hvad meer?
Vor Indqvartering — han, den smukke Officeer!
Men hvad de talte om, det veed jeg ikke,
Kun saae jeg alle Roserne at nikke,
Og midt i een af dem, som hang
Ud over Plankeværket — tænk en Gang!
Der sad — ja ganske underligt det klinger!
Der sad en Officeer, knap som en Finger,
Med Knebelsbarter, Sabel og Kasket,
Der ligned' Officeren paa en Plet!
Jeg saae, hvor Rosen gyngede i Vinden,
Saa at den Lise slog paa Næsen og paa Kinden,
Derfor den store Officeer den brød,
Og Lise tog den, men var ganske rød.
Vips, fløi en Sommerfugl paa smukke Vinger,
Det Amor var — og med sin lille Finger
Han bød mig være taus med hvad jeg saae;
Thi der blev kysset, og jeg saae derpaa!
Jeg siden traf den lille Amor ofte,
Snart var han silkeklædt, snart i en Vadmels Kofte;
Men jeg, som ældre, mærkede nu snart,
At, hvad han gjorde, var just ei saa rart,
Thi lovede jeg høit, i hvor det vilde gaae,
Paa mig han skulde aldrig Fingre faae.
Det svoer jeg høit, den Tid jeg gik til Præsten,
Og nu — ja, vil I bare høre Resten! -
— Ved Bondebyen, hist hvor Præsten boer,
Er der en Hasselskov, den er ei stor,
Men Øiet taber sig i Jordbær-Vrimlen,
Der kom jeg just i Dag, — høit Solen stod paa Himlen,
Bag Buskene en Bondedreng jeg saae,
Der gik og samled' Jordbær paa et Straae,
Jeg samled' selv mig Haanden fuld og spiiste;
Den Lille mig sit fulde Græsstraae viiste,
Og som vi stod', kom vi i Passiar;
Da var det, som man mig i Hjertet skar,
Jeg blev saa løierlig — høit lo Krabaten,
Thi Bondedrengen var den lille Satan.
Det var ei Jordbær, nei! men Hjerter smaae,
Han alle havde trukket paa sit Straae;
Det mærkede jeg nu, og mellem disse,
Mit eget arme Hjerte var tilvisse!
Jeg skjændte, græd og bad, men høit han lo,
Og svarede mig kun et kort: „jo, jo!
See, disse Hjerter jeg i Dag har faaet,
Og dit, det er det sidste her paa Straaet."
Paa disse Ord især han lagde Vægt,
Og løb saa bort, den slemme Tyveknægt!
Jeg løb saa godt jeg kunde, strax bag efter,
Og skreg, og skreg igjen af alle Kræfter,
Men altfor snart han mig af Øie kom.
Nu kan jeg tænke, løber han vel om,
Fra Dør til Dør, med sine stjaalne Hjerter,
Og hvad især der allermeest mig smerter,
Faldbyder mit til baade den og den;
Nu maa jeg see at stjæle det igjen!
Hvis ingen kan og vil mig et forære?
Thi hjerteløs, det kan jeg ikke være!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Februar
'- Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst -!'
*
Maanen, som en Havfrue, fra den fjerne Old,
Svømmer hen ad Himlen, deilig, men saa kold.
Skoven staaer med Riimfrost, glimrende og hvid,
Drømmer vist i Natten om sin Sommertid,
Om de grønne Blade med den friske Duft,
Om de smukke Blomster og den varme Luft.
Ja, hvert Træ i Skoven har sin Sommer-Drøm,
Der, som Digter-Hjertets, døer i Tidens Strøm.
Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst.
Som et Skyggebilled', sat mod Luftens Blaa,
Staaer hist Herregaarden, der er Taarne paa!
Alt er gothisk gammelt, hvilket Malerie!
Ret som Riddertiden slumrede deri.
Under Vindebroen, ved de frosne Rør,
Er' i Muren Huller; der var Fængsler før.
Vaabenet med Indskrift over Porten staaer,
Og om Vindueskarmen kunstigt Løvværk gaaer.
Mellem to Karnapper groer en mægtig Lind,
Der, ad Vindeltrappen, vil vi træde ind.
Hvilke gamle Døre! og hvor de er' smaae!
Ovenover stolte Hjortetakker staae.
Gjennem hele Fløien strækker sig en Gang,
Maaneskinnet gjør den mere dyb og lang.
Riddersmænd og Fruer, mens vi gaae forbi,
See, som bundne Aander, fra hvert Malerie.
Hvem er vel hin Ridder med det mørke Blik?
Engang stolt og modig, han i Livet gik;
Mægtigt svulmed' Hjertet, Jorden har ham gjemt,
Ei hans Slægt man kjender, her hans Navn er glemt!
Hvilken deilig Qvinde! Liv og Aand man seer.
Og af disse Former er nu intet meer?
Intet meer, undtagen dette Farvespil,
Som hver Livets Sommer meer henbleges vil!
Dette Smiil om Munden, dette Tanke-Blik,
Denne Sundheds-Farve hendes Kinder fik;
Alt er Støv og Aske, Alt i Jorden gjemt,
Og, som Hjertets Drømme, Sorg og - Glæde, glemt!
Tys! fra Salen klinger Toners Harmonie,
Hornets dybe Klage smelter hen deri.
Dersom hvert et Hjerte, hørligt, Toner fik,
Hver en Fryd og Smerte fremsteeg i Musik,
Hvilken Aandeverden, fuld af Poesie:
Saga har i Noder Stykkets Melodie;
Folkets Drøm om Frihed døer, som Hornets Klang,
Men selv den er Takter til en Friheds Sang.
Hvert Portrait paa Væggen, mens jeg gaaer forbi,
Aandes halvt tillive ved min Phantasie.
Sært Musikken klinger; Sang og Lystighed
Bruser gjennem Salen; dog ei dette Sted
Er det, vi vil gjæste! nei, her ganske nær
Tvende Smaabørn bygge; lad os komme der!
See, en lille Pige og en ældre Dreng,
De har her i Stuen hver sin egen Seng.
Barnehjertet drømmer uden dybe Suk -
Er Du, Barneverden, da saa stor og smuk?
Græder ikke Barnet bittert, tungt og haardt
For den pæne Dukke, man har taget bort?
Lige salt er Taaren, lige Hjertet slaaer,
Som hos os, naar Haabet isner i sin Vaar.
Men med Taaren triller ogsaa Sorgen hen,
Og paa Kinden sidder Smilet sødt igjen.
Naar en Brand man svinger lysteligt omkring,
Gløde der jo Ringe ved de raske Sving.
Ja, et enkelt Lyspunkt i sin snare Flugt
Skaber Barndoms Verd'nen dobbelt stort og smukt.
Lad Forstanden sige: 'det var simple Ting!'
Rundt om Verd'nen staaer det, en Saturnus Ring.
Taager, ved det Fjerne, selv som Skyer staae,
Hvor Erindrings-Solen maler Roser paa.
Ja, en Drøm saa deilig, fuld af Drømme selv,
Er' de korte Timer paa vor Barndoms Elv!
Alt har Liv og Hjerte paa vor første Vei,
Og vi er' uskyldig', thi vi veed det ei. -
Hjertet fast sig klynger til de kjære Smaae,
De er' just saa store, de kan Himlen naae!
See de to herinde, hver med Haand ved Kind,
Øinene halv lukked', de vil sove ind;
Men hvor kan de sove! Glæden vil det ei!
Tænk, imorgen skal de, o, saa lang en Vei!
Første Gang just er det, de skal til en By,
Og en stor, betænk dog! - Var det Morgengry!
'O, var det dog Morgen!' sukke begge to.
Hjertet vil iaften ikke gaae til Ro;
Tanke følger Tanke, skaber Alt saa smukt,
De er' alt paa Reisen med den første Flugt.
Øiet meer sig lukker; Pigen sover nu,
Hører ei, hvor Broder hvisker: 'sover Du?'
Hun om Reise drømmer, han har ingen Ro.
Sove? Han? Bevar' os! hvor kan Sligt man troe!
Vaagen Alt han skuer, o, var det dog Dag!
Anelse og Længsel driver Pulsens Slag. -
- Ha! det er alt Morgen, rask det gaaer afsted,
Barnehjertet synger høit af Salighed:
Ud i Verden! rask afsted!
Det er, see dog bare!
Ret som Mark og Eng løb med,
Os det er, der fare.
Nu paa Land og nu paa Sø,
Som det sig kan skikke,
Gid jeg dog maae aldrig døe!
Nei, det vil jeg ikke!
Reise bort med Faer og Moer -
Det er, som jeg svæver!
Verden er saa stor, saa stor!
Gud skee Lov, jeg lever!
Blomsterne under Sneen.
Gjennem Sneen Solens Guld
Falder paa min Pande,
Løfter mig fra sorten Muld
Op til Lysets Lande.
Sneen smelter for min Kind,
Kjærlighed jeg drømmer,
Men den kolde, skarpe Vind
Død mig gjennemstrømmer!
Børnene i Vognen.
Intet Træ har Blade paa,
Hvid' er Mark og Enge!
Men, hvor kan dog Krattet staae
Med sit Løv saa længe?
See, med bruunt og gule Haar,
I den hvide Snee det staaer!
Løvet.
Engang deeltes Verden ud
Mellem Djævelen og Gud;
Da til Mennesket de kom,
Blev' de begge enig' om,
At saalænge, som eet Blad
Endnu fast paa Grenen sad,
Skulde Sjælen Gud tilhøre,
Ingen turde ondt den gjøre;
Djævelen sin Deel først fandt,
Naar det sidste Blad forsvandt.
Derfor lod den gode Gud
Først, naar Krattet springer ud,
Og det nye Grønt vi finde,
Alt det gamle Løv forsvinde.
Fast det staaer fra Top til Rod;
Thi vor Herre er saa god! *
* et Sagn.
Postkarlen.
Her i denne lille By,
Der har næsten reist sig ny,
Skal engang - naar, har jeg glemt -
Fjenden have hærget slemt;
Alting sank i Brand og Gruus.
- Yderst laae et lille Huus,
Det var Aften, Lys man tændte,
Fjenden var mod Nat i Vente. -
Hvilken Jammer! hvilken Nød!
Bittre, salte Taare flød.
Kun den gamle Bedstefaer
Sad taalmodig, taus i Krogen;
Intet Suk hans Læbe bar,
Fromt han sang af Psalmebogen:
'Herren i vor Nød og Vaade [rettet fra Baade]
Kan en Skandse om os slaae!'
Sønnen hørte mørkt derpaa,
Hvor var der vel Hjælp og Naade?
'Aldrig meer', det var hans Ord,
'Skee Mirakler paa vor Jord!'
Men den Gamle, from og rolig,
Psalmen sang i Sorgens Bolig;
Og de lytted' til hans Sang,
Folded' Hænderne og bade,
Sang med ham endnu en Gang.
Som de da i Kredsen sadde,
Graaden svandt fra deres Kind,
Og de sov saa stille ind.
- Natten gik, de vaagned' trøsted',
Der var Fred og Ro i Brystet.
Taus de lytte. Alt er stille.
Døren nu de aabne ville,
Men den viger ei, thi see,
Huset ligger skjult i Snee!
Det har fyget stærkt i Nat,
Men ei Byen man kan kjende,
Alt i Gruus og Ild er sat
Af den kaade, grumme Fjende;
Kun det lille Huus i Sneen
Saae de ei - det Frelse fik,
Medens Døden grumt med Leen
Gjennem mangt et Hjerte gik.
Herren selv, som kjender Trangen,
Havde under Psalmesangen
Dækket det mod Ild og Landse,
Bag ved Sneens hvide Skandse. *
* Et Folkesagn.
Fuglene.
Smaabørn, kjør kun rask afsted!
See, qvivit! vi komme med.
Det er Fastelavn i Dag,
Vi skal til et lystigt Lag;
Katten, som vil faae os fat,
Har de nu i Tønden sat.
Fare! Fare! Krigsmand!
Døden skal han lide,
Han kom dog til allersidst
I den sorte Gryde!
Børnene.
Snart vi nu til Byen naae!
Der er' mange Taarne paa.
O, den er saa stor, saa stor!
O, men see, Du søde Moer!
See, en levende Husar,
Som Du os ham tegnet har!
Levende med Hest og Spiir,
Ikke malet paa Papiir!
Her er Byen! søde Gud!
Saadan seer vist Himlen ud.
Digteren.
Byen er snæver, Barmen mig trang!
Hvad siger Verden og hun om min Sang,
Mit Hjertes blodige Straale?
Drengene paa Gaden.
'Hvem vil see Spilleværker for Knappenaale?!'
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Lille Viggo
Lille Viggo, vil Du ride Ranke?
Sæt Dig paa mit Knæ, Du søde Dreng!
Jeg hos Dig er Barn i Sjæl og Tanke;
Vi vil lege, til Du skal i Seng.
Her hos Dig jeg Barnehimlen finder,
Glemmer Alt, hvad der gjør Hjertet Vee;
Lad mig kysse dine røde Kinder,
Lad mig dog de brune Øie see!
Viis mig saa, hvor stor Du er, Du Søde!
Nei, hvor Haanden dog er buttet rund!
Smilet sidder i de Kinder røde,
Altfor smuk er dog din lille Mund!
Hver en Blomst Du kysser, som en Broder,
Taler med den, paa din egen Viis,
Hele Verden har Du i din Moder,
Hendes Skjød er Dig dit Paradiis.
Ingen seer paa Dig med mørke Blikke,
Du er Barn, Dig er man ikke vred;
Verdens vilde Strid forstaaer Du ikke,
Kjærlighed kun kjender Kjærlighed.
Jeg en smuk Historie Dig lover,
Følg nu Moder til din lille Seng!
Synge vil jeg for Dig, til Du sover,
Lille Viggo, Moders bedste Dreng!
Du maaske for mig, som ældre, synger,
Naar jeg skal til Ro den sidste Gang;
Ja, naar Jorden paa min Kiste tynger,
Syng da med den dybe Vuggesang!
Tænk paa ham, der trofast mange Gange
Gynged' Dig paa Armen op og ned.
Verden glemmer mig og mine Sange!
Mon Du glemme vil min Kjærlighed?
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Romance af Festen paa Kenilworth
Hyrden græsser sine Faar,
Gjærdet er hans Throne,
Solen Purpur om ham slaaer,
Maanen er hans Krone.
Hvad mon vel han tænker paa?
længe taus han stod og saae
frem i Aftenstunden.
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
Kongens Datter, stolt og fiin,
staaer i Kongeborgen;
Silke, Guld og Hermelin
skjule ikke Sorgen.
Tanken, som en Fugl saa let,
flyver, bliver aldrig træt,
synger: „Jeg har funden!"
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
Vind og Blomst, svar, hver især,
kommer hun dog ikke?
Vinden hvisker: „Hun er nær!"
Blomsterne de nikke.
Skjult en Sti fra Slottet gaaer,
Fuglen høit bag Krattet slaaer:
„Han har hende funden!"
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Rime-Djævelen
Før jeg med Blæk Papiret vil bemale,
En lille Tale:
Troer, Læser, Du paa Aander, eller ei?
— „Nei!!!" -
Det klang lidt negativt, dog lad saa være,
Hør videre, og svar mig saa, min Kjære!
— Naar Du har Ærter spiist, saa mange som Du vil,
Tør Du da nægte, der er Ærter til?
Naar i Din egen Krop en Aand logerer,
Den existerer.
Hver Adams Søn en saadan føle vil,
Og altsaa, seer man, der er Aander til;
Er mit Beviis Dig ikke klart, min Kjære,
Læs Swedenborg — dog, lad det heller være! -
— De fleste Aander, som paa Jord har hjemme,
Er slemme;
Blandt Andet opfandt deres Præ-Genie
Tallotterie;
Snørliv for Damer og for Officerer,
Som fælt generer.
En saadan Djævel eller lille Nisse
Tilvisse
Var Slangen som, paa Fransk, i Paradiis
Til Eva sagde: „spiis Madamme, spiis!"
— Dog lad mig ei forvidt fra Texten springe,
Men paa Papiret mine Qvaler bringe
Med Pennen af den dræbte Gaases Vinge.
— Orest, forfulgt af Helvedes Chariter
Og Aphroditer,
Selv Don Juan i Flammer
Er Børne-Leeg mod min ukjendte Jammer;
Thi viid, saalangt min Tanke naaer tilbage,
Ak! alle Dage
Seer jeg en lille Djævel mig ledsage;
Han lever i mig, om mig, allevegne,
Dog kan jeg ei hans Skikkelse betegne,
Skjøndt vaagen og i Drømme, hver en Time
Han gjør at jeg maa — rime.
Ved Dødsfald tidt,
Jeg seer han ogsaa plager Andre lidt,
Hvorfor om Aaret
Han har sit Visse paa Aviscontoiret,
Men skjøndt af mig han aldrig noget fik,
Holdt han dog Stik.
— I Skolen selv, ved Typto og Amare,
Jeg følte ham i mine Lemmer fare,
Selv ved Examen — disse Farens Dage -
Han turde plage,
Skjøndt midt om Natten Badens Grammatik
Mig skræmmed med sit Robespierre-Blik.
Liig hiin — — (ja Navnet har jeg glemt
Og det er slemt,
Men i Horatses Breve kan det findes,
Saavidt jeg mindes),
Der hvad han rørte, Klæder, Vand og Muld,
Forvandlede til Guld,
Saa gaaer det mig: hvorhen jeg end mig vender,
Med Vers det ender;
Derfor man skjænder,
Og raaber til mig vredt, i hver en Time:
„Lad vær' at rime!"
Ja Herre Gud! just det jeg vilde gjerne,
Men jeg er født ved en usalig Stjerne.
Bedrøvet,
Naar dit og dat er røvet,
Jeg skrive maa en Elegie med Jamber,
Og er jeg glad — det bliver Dithyramber.
O, hvis jeg dog min Djævel undflye kunde!
Men selv ei Døden vil han mig forunde:
Nys vilde jeg i Peblingsøen blunde,
Smukt paa Papiret stod min Svane-Sang;
Og alt jeg satte Fødderne i Gang,
Men som jeg nu, i Afstand, øiner Vandet,
Min Djævel sender mig en Ven fra Landet.
Der blev nu talt om — Ingenting, med Mere;
Ei vil jeg repetere
Den lange Snak, da der var Intet i,
Tilsidst kom Talen hen paa Poesie,
Da følte jeg en dyb, veemodig Længsel,
At tage frem min Sang af Lommens Fængsel,
Og læse ham min Afskeds-Elegie,
Mens Folk paa Veien gik os taust forbi,
Thi ærligt talt — for ei at sige Mere,
Jeg har den Feil med flere,
Og sikkerligt, den fra min Djævel kommer,
Har jeg et Vers i een af mine Lommer,
Da vee hver Ven, der kommer mig for Øie,
Han maa det døie! -
Saa gik det her — ja knap var Verset endt,
Før Tankerne var' bort fra Peblingsøen vendt;
Jeg følte det saa sødt i denne Time,
At kunne rime.
Men nu forleden
Kom jeg igjen i Heden,
Da stod mig Runde-Taarn som Trøstens Kjæmpe,
Der kunde mig min Rime-Djævel dæmpe;
Jeg foer forbi smaa Huse og Pauluner,
Saae ei til Livets brogede Kattuner,
Uldstrømper, Sokker, Shawler, røde Baand,
Der hang paa høire, som paa venstre Haand;
Ei Reitzels Bogskab paa den brune Muur,
Thi Gaden var mig som et Fangebuur;
Nu følte jeg mig kold, nu atter varm,
Som jeg steeg op i Taarnets Snirkel-Tarm;
Men da jeg nu var kommen i det Høie,
Med Graad i Øie,
Hvo dadler da, om før det store Spring
Jeg følte Lyst, at see mig lidt omkring?
— De brune Tage smiilte mig imøde
I Aftenrøde,
Og hist
En Skrædder sad og sang paa Husets Qvist,
Og mens han syede paa Næstens Trøie,
Steeg Sang og Skorsteens-Røg imod det Høie;
Paa Søen Skibe fløi i hvide Frakker,
Og hist jeg skued' Sveas gule Bakker.
Paa Ære
Jeg maatte være
Lidt mindre følsom end en Kampesteen,
Hvis ikke Følelserne, hver og een
Var blevet
Rørt ved hvad nys jeg daarligt har beskrevet.
Jeg stirrede, jeg skrev, jeg stirred' om igjen
Paa Tage, Skrædder og paa Himmelen;
Vognlarmen bruste gjennem Byens Gader
Med lange catalaniske Roulader;
Snart paa Papiret jeg en Ode saae,
Hvoraf endnu jeg Intet kan forstaae.
Jeg skrev og skrev — jeg hørte Sphærer klinge,
Men glemte reent at springe.
Saa gik det da, saa vil det altid gaae,
En Rime-Djævel sagtens seire maa;
Ja voxte der paa Marken Hat og Frakke,
Var Morgenrøden noget Spiseligt,
Jeg lod den hele, vide Verden snakke;
Men sligt
Et Eldorado ei man finder.
Dog muligt alt man paa mit Liiglagn spinder,
Det sidste Bret til Kisten færdigt staaer;
Gid da, naar Laaget over mig man slaaer,
Det blive maa med denne Indskrift siret;
„Han intet Ondt bedrev, kun klakkede Papiret."
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Langelandsk Folkemelodi
Hun mig har glemt! min Sorg hun ei see!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Vee!
Jeg vil gaae min lystig Gang,
Solen skinner jo Dagen lang,
Droslen fløiter sin Sang.
Hun mig har glemt! min Sorg hun ei see!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Vee!
Vinden bærer fra Hjemmets Ø;
Ud, derud paa den aabne Sø.
Alle Griller skal døe!
Hun mig har glemt! min Sorg hun ei see!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Vee!
Nye Lande jeg snart skal see,
Øiet græd, men nu skal det lee,
Selv om Hjertet har Vee!
Hun mig har glemt! min Sorg hun ei see!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Vee!
Solen skinner jo Dagen lang,
Maanen taus gaaer sin gamle Gang,
Hjertets Sorg bliver Sang.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den nye Sprøite
En Sprøite har vi faaet nu,
Der sprøiter saa det er en Gru!
Vor hele Bye er sjæleglad,
Den evig see paa Sprøiten gad,
Og paa dens store, tykke Straale;
Men Sprøiten kan det ikke taale!
Ak, hvor den Sprøite er os kjær!
Den er jo alle lige nær!
Og baade Pige, Dreng og Svend,
Faae Lov at gaae paa Torvet hen,
Thi der er Tromme jo og Fløite,
Hver Gang vi prøve med vor Sprøite!
Ved Raadhuus-Døren sidder ned
Den hele, høie Øvrighed,
Og alle Byens Damer staae
I Vinduet og see derpaa,
Mens Drengene af Glæde skraale,
Og vandes af den store Straale.
Den Sprøite, ja den Sprøite her,
Den sætter Liv dog i enhver!
Selv jeg, saa tidt jeg Sprøiten seer,
Det er, som Hjertet i mig leer,
Jeg glemmer Trommen selv og Fløiten,
Thi al min Tanke er i Sprøiten!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hjertets Melodier
To brune Øine jeg nyelig saae,
I dem mit Hjem og min Verden laae,
Der flammede Snillet og Barnets Fred; -
Jeg glemmer det aldrig i Evighed!
Min Tanke er et mægtigt Fjeld,
Der over Himlene gaaer;
Mit Hjerte er et Hav saa dybt,
Hvor Bølge mod Bølge slaaer.
Og Fjeldet løfter Dit Billed
Høit over Himlenes Blaae,
Men selv Du lever i Hjertet,
Hvor dybe Brændinger gaae.
Du gav mig Blomster; hvis de lege kunde,
Da vandt jeg atter Lunets frie Lyst,
Men nei, de aabne meer den dybe Vunde,
Og sprede Giften i mit unge Bryst.
En Digter-Verden er saa navnløs stor!
Den hvælver sig høit over Himlens Bue;
Hver Sol og Stjerne i dens Luft-Hav boer,
Og ingen Tanke kan den overskue;
Dog kan Dig Intet i det store Rige,
Mit Hjertes dybe Kjærlighed udsige.
Henvisned' er de Blomster Du mig gav,
Men fra de Dødes Grav
Staae Aander frem, i Livets dunkle Gange.
Gjenkjend dem her, i mine bedste Sange.
(Ørkenens Søn)
Den vilde Hengst jeg tumler,
Vi flyve paa Sletten afsted,
Men Hjertet slipper dog ikke
Den stærke Kjærlighed.
Som Solen brænder i Sandet,
Saa brænder det dybt i mit Bryst;
Det er som Hjertet vil sprænges
Af Længsel og af Lyst!
Saa høi og saa stor er Himlen,
Med Sol og Stjerner paa,
Dog rummer den ei den Flamme,
Mit Hjerte dølge maa!
Der brænder mig Ild i Blodet,
Flyv, vilde Hengst, afsted!
Mit unge Hjerte sprænges
Af haabløs Kjærlighed.
Jeg elsker Dig — Dig, som jeg ei tør sige!
Du staaer som Tanken i mit Drømmerige,
Du skaber Aanden i hver dristig Sang,
Thi svulmer Hjertet, ret som Bølgens Gang,
Og brister stolt — thi Skjalden er en Gud;
Du er jo Brud — og lykkelig som Brud.
Man har et Sagn — et Eventyr:
Hvert Musling-Dyr,
Der bygger i den dybe, salte Sø,
Naar det har skabt sin Perle maa det døe.
— O Kjærlighed! Du blev mit Hjerte givet,
Og Perlen koste vil sin Skabning Livet.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Gefion
Kong Gylfe sidder i Gildehuus,
Saa klare Kjerterne brænde;
Han drikker Mjød af det blanke Kruus,
Med sine gjæveste Svende.
Mens Kruset lystigt om Bordet gaaer,
Veifarende Qvinde ved Døren staaer;
Snildt kan hun Strængene røre,
Kong Gylfe lyster at høre.
Sært toner den dybe Strængeleg,
En Qvinde kunde den kyse!
Det er, som Stormen ryster en Eeg,
Som vilde Øxne der fnyse.
Ja, Sangen trænger til Marv og Been,
Saa synger Bølgen mod Klippens Steen,
Og huler de stolte Kyster,
Som den i Brændingen kryster.
Snart stiger Tonen klagende, øm,
Det haardeste Bryst at bøie,
Snart klinger den mild, som Barnets Drøm,
Som Fuglens Sang i det Høie.
Kong Gylfe lytter saa taus dertil.
„Din Sang jeg kongelig lønne vil!
Spænd fire Øxne for Ploven,
Pløi Dig en Ager fra Skoven!
Hvad Du i et Døgn kan pløie der,
For Sangen jeg Dig vil skjænke!"
— Hun takker og gaaer — Men Een og hver
Nu sidde saa taus paa Bænke.
„Tys! atter rører hun Harpen snildt."
— „Det Øxnene er, som fnyser vildt!"
— „Tys! hører I Storm og Torden?"
— „Nei! Ploven hun sætter i Jorden."
„Tro mig, jeg hører nu hendes Sang,
Som Brændingen monne den tone!"
— „Nei, det er Ploven hun sætter igang,
Hun pløier det Bedste fra Skaane!
I Furen bølger den salte Sø,
Hun har sig pløiet en deilig Ø,
Med Kjæmpehøie og Skove."
— Vi Danske maae Gefion love!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Forhæng for Vignetterne
Det er slet ingen Characteristik,
(Nei, dertil mig den dybe Indsigt svigter):
Jeg skildrer Ingen her til Punkt og Prik,
Langt mindre giver Nogen en Kritik,
Nei, hvad jeg følte i et Øieblik,
Naar Hjertet drømte om den danske Digter,
Hvad kun et barnligt Sind kan fatte her,
Det bringer jeg om Een og Hver,
Og bringer kun den lyse Side,
Den mørke gik jeg heller let forbi;
Men om den derfor ganske vil gaae fri,
Thi der er' mange, mange Critici,
Om disse muligt røre op heri,
Ja det maa Gud og disse Godtfolk vide.
Ei hver en Fugl har samme Flugt,
Men naar den synger, — naar den synger smukt
Sit Quirevit,
Om det er nok saa lidt,
Et Korn, en Blomst kan Sangen dog fortjene,
Og meget meer
Ei jeg, og neppe Nogen, seer
I disse Blade, skulde jeg vel mene.
Med Villie har jeg Ingen udelukt,
Men tidt man seer en Blomst, — den modne Frugt
Imidlertid er glemt bag Blad og Grene.
Før Du, min Læser, ellers træder ind,
En Bøn jeg sætter:
See Du kun saa paa mine smaae Vignetter:
Kom med et aabent, med et kjærligt Sind.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Lille Lise ved Brønden
Tæt ved Huset Brønden staaer,
Lille Lise til den gaaer,
Stirrer tankefuld derned,
Thi hun af sin Moder veed,
At man her fra Brøndens Vand
Trækker Børnene i Land;
Ja, hun selv, som her nu staaer,
Kom derfra for fire Aar,
Og en Broder tog' de nys,
Ham, som faaer saa mange Kys.
Stivt hun ned i Brønden seer;
„Mon der nu er ingen fleer?
Eller sidde hver og een,
Skjult bag Brøndens Kampesteen?
Rigtignok har Søster sagt,
At os Børn har Storken bragt,
At han har bag Redens Tjørn,
Piger og smaae Drenge-Børn;
Men hvor skiller han de Smaae,
Naar de ei har Klæder paa?
Nei, de boe i Brønden her!
Jeg har selv jo været der;
O, nu kan jeg ogsaa see,
Een igjennem Vandet lee!
Hun som lille Lise staaer,
Og har ogsaa gule Haar.
Kunde jeg dog bare faae,
Kun den mindste af de Smaae!
De er' meget bedre der,
End min dumme Dukke her!"
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!