Riber
En Fløite skar Du Dig af Gjerdets Piil,
Og sang Dit Hjertes og Naturens Smiil.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
J. C. Boye
Du leged' glad bag Skovens grønne Grene,
Og der sad Vid i Smilet paa din Kind;
Da kyssed' Dig den høie Melpomene,
Og lulled' Dig i Heltedrømme ind;
Med Smiil og Graad Du saae paa Tidens Strøm,
Og William Shakspeare sang Du i din Drøm.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
September
'Den skiønne Sommer fra os gaaer,
En Afskedsfest den giver;
Saadan, i kongelige Dragt,
Gik Jephtas Datter smykket
Did hen, hvor Døden bygged'.'
*
Septembers herlige Natur,
Med Veemod og med Glæde,
Er Aarets Farve-Klang-Figur,
Hvori en Gud har Sæde.
Da drømmer Norden, den er Syd,
Hver Farve hæver sig til Lyd;
Hør, dybe Aande-Toner
Fra Skovens høie Kroner!
Naturens Billed-Gallerie
Dybt til vort Hjerte taler,
See, Maleri ved Maleri!
Og Alt Originaler!
Alt med Betydning, riigt paa Aand,
Alt fra den store Mester-Haand,
Betragt hvert Stykke nøie,
Med Hjerte, som med Øie.
Her staaer et Huus, ja mueligt fleer,
Men Skoven reent det dølger,
Man Qvisten kun af Huset seer,
Og saa, hvor Røgen bølger;
Det er en dansk Original,
Der kun gjengives kan af Dahl;
See Mark og By og Kirke,
Og forrest tvende Birke.
I Aftentaage Dagen døer,
Den kaster lange Skygger;
See her en Sump med Siv og Rør,
Hvor just en Vildand dykker.
Det er en sand, en smuk Maneer,
Man lignende hos Ruysdael ser, -
En trødsket Piil paa Marken
Smukt speiler sig i Parken.
Dernede staaer en vældig Tyr
I Vandet op til Boven,
See Bakken med de andre Dyr,
Og Himmelen foroven!
Et ægte pottersk Maleri,
Dog han har ingen Deel deri -
Gebauer da? - jeg troer det,
Vor Herre selv har gjort det!
En Tremast hist paa Søen gaaer,
Saa lysteligt den krænger;
Matrosen høit i Masten staaer
Og ordner Seil og Stænger.
Det ligner Eckersberg jo lidt!
Maaskee er det af Arnold Schmidt?
De hvide Maager dukke,
Hvor Bølgerne sig lukke.
Nu Skoven staaer i Farve-Pragt
Med prægtig Lys og Skygge;
Ei Caravaggio har lagt
Meer i sit bedste Stykke.
Hver enkelt Farve sees deri,
Og dog er Alting Harmonie,
Det staaer med Lys og Skygge,
Et synligt Tonestykke!
Den solbelyste, grønne Vang,
Det høie Blaa foroven,
Dig synger Livets muntre Sang,
Som Fuglene i Skoven;
Det toner lysteligt i Dur,
Imens den stolte Skov-Natur
I Mol dit Bryst indvier
For Farve-Melodier!
Ja, til en Kirke, høi og stor,
Sig Skovens Bøge reise,
Og fra det høitidsfulde Chor,
Som ved en Bach og Weyse,
Man hører Orgel-Melodie.
Det er vort Hjertes Poesie,
Det er Naturens Stemme,
Thi her har Hjertet hjemme.
Rundtom den dybe Stilhed naaer,
Mens Glands vort Syn opliver;
Den skjønne Sommer fra os gaaer,
En Afskeds Fest den giver,
Thi staaer den i sin Farvepragt;
Saadan, i kongelige Dragt,
Gik Jephtas Datter smykket
Did hen, hvor Døden bygged'.
O, Sommer! Livets Farveskjær,
Som Boblen, snart Du mister;
Naar Farverne er' stærkest der,
Saa veed man jo - den brister.
Din høie Pragt, din dybe Ro
Opfylder os med Haab og Tro;
See Mark og Eng og Skove
I Farver Herren love!
I Sphære-Sangens Harmonie
Hver Klode mægtigt klinger,
Paa hver dens egen Melodie
Sin Klang-Figur frembringer,
Den viser sig i Farve-Skjær;
September bringer Jordens her,
Og Farve-Melodier
Vor Sjæl til Gud indvier.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I woke up to a lullaby
I woke up to a lullaby
The birds sang a song for me
They sang their hearts out all the while
Dancing on the maple tree
Each bird sang a different song
That melted into one
A song full of promises
For the day that’s just begun
They sang of sorrow
Of happiness and mirth
The sang of marriage
And of birth
They sang of people laughing
And of them crying
They sang of sickness
They sang of dying
This little song
They sang for me
Made me think
Made me free
Man finder det passende, finder det smukt
Man finder det passende, finder det smukt,
Naar jeg synger om Svanernes Sang og Flugt,
Om det svulmende Hav, om Stjernernes Pragt,
Om Guds Natur i dens Fylde og Magt;
Men synger jeg ud mit Hjertes Sang,
Ved Synet af Spaniens deilige Qvinder,
Den svulmende Skjønhed, den svævende Gang,
De Øine, de Fødder, de flammende Blikke,
Saa sige de strax, det passer sig ikke,
Den nordiske Fromhed og Klædning vi savne.
Men jeg veed i Spanien ei Ord eller Navne
For Tanken, undtagen — „at kysse og favne!"
I Paradiishaven, som Spanien staaer nær,
Det Deiligste det var jo Eva der,
Og alt det Deiligste, skabt af Gud,
I Kjærlighed synger mit Hjerte ud!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
The Poet's Song
I HID in the world and sang,
And I sang so loud and long
That all the ages rang
With the music of my song.
I sang of the earth and sky,
5
I sang of the whispering seas,
I sang of the mountains high,
And I sang of the flowers and trees;
I sang of the early spring,
I sang of the dawning day,
10
I sang, for I had to sing
As the young lambs have to play;
Till heaven and earth were ringing,
And all the people heard,
And they said, "We love his singing,
15
For his song is the song of the bird."
poem by Frederick George Scott
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Bo-beh-o-bi Sang The Lips
Bo-beh-o-bi, sang the lips,
Veh-eh-o-mi, sang the glances,
Pi-eh-eh-o, sang the brows,
Li-eh-eh-ey, sang the visage,
Gzi-gzi-gzeh-o, sang the chain.
Thus on a canvas of some correspondences
Beyond dimension lived the face.
poem by Velimir Khlebnikov
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
A Little Songbird
A little songbird sang
from a treetop high.
It sang for blue skies
for within to fly.
It sang out its message
at the first rays
of the dawning day.
It also sang for peace and love
within a world filled with unrest.
It sang a joyous message
for all those who wanted to hear
that little songbird
that sang in a treetop high.
13 January 2008
poem by David Harris
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hvis Du forstod mit Hjertes Suk
Hvis Du forstod mit Hjertes Suk,
Da var Du god, som Du er smuk.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Naar Skoven bliver grøn
Naar Skoven bliver grøn,
Opfyldes dit Hjertes Bøn.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
J. L. Heiberg
Den lille Amor fra Hækken fløi,
En Piil han tabte — Du fandt just den,
Og det er denne Du bruger som Pen,
Selv Spidsen har himmelsk Væde.
Du drømte, som Mand, ved Elverhøi,
Din Drøm blev al Danmarks Glæde.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I Sing Last / Not For Tears
We've been told lies.
We've been herded around
Taken for rides, told that this is the one
We've learned all the steps and where do they lead
Right back to zero or not far I believe
Making history as we open our eyes
And no one's quite sure so we... We improvise
And wherever it leads us is wherever we'll go
I'd dance forever if they'd let me, you know
Wearing our hair up in anger we cry
The revolutions dead it went out in style
The children are learning much faster than we
Soon they'll be older but then again, so will we
Time has come for each of us to decide
To follow blindly or to step out of line
The party is over it has been for years
Let's use the water to wash up, not for tears
Seems such a pity
It seemed we had the same dream
And thinking of things past
You sang first I sang last
You sang first I sang last
You sang first I sang last
song performed by by Men Without Hats
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Day Of The Locusts
Oh, the benches were stained with tears and perspiration,
The birdies were flying from tree to tree.
There was little to say, there was no conversation
As I stepped to the stage to pick up my degree.
And the locusts sang off in the distance,
Yeah, the locusts sang such a sweet melody.
Oh, the locusts sang off in the distance,
Yeah, the locusts sang and they were singing for me.
I glanced into the chamber where the judges were talking,
Darkness was everywhere, it smelled like a tomb.
I was ready to leave, I was already walkin,
But the next time I looked there was light in the room.
And the locusts sang, yeah, it give me a chill,
Oh, the locusts sang such a sweet melody.
Oh, the locusts sang their high whining trill,
Yeah, the locusts sang and they were singing for me.
Outside of the gates the trucks were unloadin,
The weather was hot, a-nearly 90 degrees.
The man standin next to me, his head was exploding,
Well, I was prayin the pieces wouldnt fall on me.
Yeah, the locusts sang off in the distance,
Yeah, the locusts sang such a sweet melody.
Oh, the locusts sang off in the distance,
And the locusts sang and they were singing for me.
I put down my robe, picked up my diploma,
Took hold of my sweetheart and away we did drive,
Straight for the hills, the black hills of dakota,
Sure was glad to get out of there alive.
And the locusts sang, well, it give me a chill,
Yeah, the locusts sang such a sweet melody.
And the locusts sang with a high whinin trill,
Yeah, the locusts sang and they was singing for me,
Singing for me, well, singing for me.
song performed by by Bob Dylan
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Money makes you high
Unheard, one sang to oneself.
Unpaid, one sang to the crowd.
Having paid, one sang in a concert
And became soon popular.
poem by Rm. Shanmugam Chettiar
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hvor skulde jeg kunne glemme
Hvor skulde jeg kunne glemme
Det Udtryk i dit Øje,
Det Smiil, den bløde Stemme,
Den Straale fra det Høje,
Der lyste mig imøde! -
Og Du er blandt de Døde!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
The Day The Sun Sang
The moon stood,
The sea sank,
The mountains melted,
And no man died,
The day the Sun sang.
All birds blubbered,
All goats flew,
All insects sailed,
And no woman menstruated,
The day the Sun sang.
No shoe was worn,
No cloth washed,
No undies lined,
And no baby cried,
The day the Sun sang.
Whose eye saw?
Whose nose perceived?
Whose hand laboured?
And which being ate?
The day the Sun sang.
Only a star shone,
Only a match lit,
Only a wood burned,
And no life slept,
The day the Sun sang.
Mankind wailed,
Animals flinched,
Dead bodies respired,
And no creature ever wished,
That the Sun should ever sing!
poem by Ajayi Olubunmi Kolade
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Jeg elsker dig
Min Tankes Tanke ene Du er vorden,
Du er mit Hjertes første Kjærlighed,
Jeg elsker Dig som ingen her paa Jorden,
Jeg elsker Dig i Tid og Evighed!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
F. J. Hansen
Du synger ungdomsglad med Smiil paa Kind,
Dig vinker Verden med sit Lys, sin Skygge,
Lad Digter-Hjertet fast paa Himlen bygge,
Vi kun som Børn i Himlen lukkes ind.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
April
'- Frihed, synger Du, April!
med nyfødt Grønt og Sommer-Smiil.'
*
(Strandveien).
En ung Herre (til Hest).
O, April! en deilig Maaned!
En Champagne-Maaned er Du!
Gjennem Snee og Vinterkulde
Du fremsprudler Liv og Varme.
Sommersol og Vinterhagel,
Marken Grøn, og dog lidt Snee!
Mig i Sind og Skind Du ligner,
Som en Draabe ligner Draaben.
Ungdomsglad jeg slynger Armen
Om hver buttet deilig Pige,
Trykker Kys paa Barm og Læbe;
Sværmer nu hos Pleisch og Minni, 1
Siger Vittighed, par Diable!
- Andre Tider Regn og Taage,
Slemme Breve uden Penge;
Creditorer slaae paa Døren. -
Det er nu en Hagelbyge!
Solen skinner! - bort med Griller!
Du April, min egen Maaned!
En Champagne-Maaned er du!
(han jager afsted).
Elskeren (under Træet).
Høit paa Grenen Fuglen gynger;
Hører dog, hvor smukt den synger!
Qviddrer lystigt, hvad den veed,
Synger om min Kjærlighed;
Nævner over tusind' Gange
Hendes Navn i sine Sange.
Hjertet finder atter Ro,
Thi jeg veed, hun er mig tro!
Fuglen.
Vinter-Kulden mig bortskræmmed'.
Bryllup er der nu i Hjemmet;
Bruden var Din Hjertenskjær, -
- Du forstaaer ei Sangen her - !
Elskeren.
Budskab den fra hende bringer,
O, saa saligt , sødt det klinger!
Mig hun seer paa Tankens Strøm
Og i hendes bedste Drøm.
Fuglen.
- Brud og Brudgom sad nu sammen,
Der var Lystighed og Gammen,
Smukt om Troskab blev der talt,
Men, - ak! Dig ei Talen gjaldt.
Elskeren.
Gud! til Dig jeg Tak vil sende;
Fader, ja Du gav mig hende!
Hun, min første Kjærlighed
Min i Tid og Evighed!
Lille Fugl! løft glad Din Vinge,
Hilsen Du til hende bringe;
Du om Troskab synge maa,
Ogsaa hun vil Dig forstaae!
*
Chor af de Kjørende.
Med Graad i Øie, med Smiil paa Kind,
I Elskovs Drømme, i Sind og Skind,
Hvor ligner Du - o, Pigelil!
- April.
See Haabet med sin Blomsterkrands,
Dets hele Liv er kun en Dands!
Hvad fandt Du i dets Graad og Smiil?
- April!
For Laurbærkrandsen paa sin Grav
Saa mangen Helt sit Liv hengav;
Maaskee han løb mod Dødens Piil
April!
Fortuna med sit Hersker-Blik,
Og Brittens Tro 2 i Politik,
Hvor ligne I og Eders Smiil
April!
Den hele Jord, det hele Liv,
Med Kjærlighed, med Sorg og Kiv,
Er med sin Stræben, Kamp og Smiil
April!
*
Vandringsmanden.
N ei, Frihed synger Du, April,
Med nyfødt Grønt og Sommer-Smiil!
Stolt svulmer frem hver Aae, hver Bæk,
Alt grønnes her den brune Hæk,
Og Sneen smelter bort paa Vang,
Mens Fuglen synger Friheds Sang!
En lille Fugl (paa Grenen).
Hen over Sø og salten Vand
Jeg kommer fra et fremmed Land;
Nær Polens Grændse Landet laae,
I Byen jeg en Galge saae,
Der var saa mange Navne paa.
Men Heltenavne man kun skrev,
Og Hædersstøtte Galgen blev,
Thi bøiede sig hver en Fri
Ærbødigt, mens han gik forbi,
Og aarle, alt ved Lærkens Slag,
Den stod bekrandset næste Dag.*
Jeg satte mig paa Støtten lidt,
Og sang mit Friheds Qvirrevit!
*Historisk Sandhed.
Eccho.
'Qvirrevit!'
Fuglen.
Ak! er min Friheds Sang ei meer?
Eccho.
'Ei meer!'
En skikkelig Mand.
Hvad behager? Her er allerede saadan en Qvinkeleren og Qviddren med Spurve og Lærker! Alt det Fugle-Rak, vor Herre lader skabe, kommer strax og giver deres Besyv! - Nu kan de da snart faae lidt i Skrotten igjen, nu Sommeren kommer! Hvor det ellers er et deiligt Veir.
En Kritiker.
Hr. Forfatter! Gud bevare os! hvad tænker De paa? At lade saadan en Person komme ind her? Er det Orden? Er det Logik? Hvad skal denne skikkelige Mand i Friheds Maaneden?
Forfatteren.
Det er just en poetisk Frihed.
Kritikeren .
Vil De bare see at faae ham ud! eller jeg skal lære Dem [rettet fra 'dem'] begge to! ['!' rettet fra '?']
Den skikkelige Mand.
Hvad? Faae mig ud! - Har jeg ikke Lov at spadsere i April Maaned? - Jeg fornærmer ingen, og jeg skylder, Gud skee Lov, heller ingen Noget.
Kritikeren.
Jeg skal rive ham ned 3 i Kritikkerne!
Den skikkelige Mand.
Kom han mig ikke saa! for jeg har en Søstersøn, der skal op til første Examen næste Aar, og han har allerede længe skrevet den Ene og den Anden en X for et U 4 i Bladene; - men uden Navn - det er en Fandens Dreng, tag han sig i Agt for ham. -
Forfatteren.
O Gud, mine Herrer, De sætte mig i den største Forskrækkelse! Kom dog ikke op at slaaes. -
Kritikeren.
Vil De forbyde os det! Hvad vil De med Deres skikkelige Mand her? Er De ikke selv Skyld i det Hele. Nu vil jeg banke ham -
Forfatteren.
Ja Gud bevare os! det er jo Frihedens Maaned.
(trækker sig tilbage).
En ung Maler.
(kommer med sin Mappe og sine Tegne-Redskaber).
Den friske grønne Eng med sine Damme,
Den knopped' brune Skov, den aabne Sø,
Og Skyerne ved Firmamentets Ramme,
Der i en violetblaa Taage døe,
Dem maler jeg, de blive skal mit Eie.
(Han sætter sig paa en Steen under Træet).
Smukt hæver sig det lille Fiskerleie!
See, Garnet hænger udspændt høit ved Strand!
Her ligger Baaden trukket op paa Land,
Og Græsset under den, for Solen skjult,
Staaer høit og tykt, men med et grønligt Guult.
To Smaa-Børn lege foran Huset hist
Med tørre Pinde og en Bøgeqvist. ['.' indsat her]
De plante dem en Have smukt i Solen,
Mens Bedstemoder her i Lænestolen
Maa tage Plads og lege med de Smaae.
De [',' slettet] som to muntre Vaarens [',' slettet] Alfer staae
Ved Vintrens Snee, hvor mangt et Minde hviler.
Ømt til de kjære Smaae den Gamle smiler!
Vandringsmanden.
Hvor festligt klinger over Bondens Vang
Fra Kirketaarnet Klokkens dybe Klang,
Mens Havets Bølger synge med fra Stranden;
Hør, det er Paaske, Christus er opstanden!
Bølgerne.
Sæt Dig her paa Stenen, ved det brune Tang,
Vi skal Dig fortælle mangen Havfrue-Sang.
Dybt, saa dybt dernede, paa den vaade Grund,
Bygge Havets Piger, under Øresund.
Der er' [',' slettet] smukke Blomster, Tangen er saa grøn,
Og - som Søens Lillier er den Havfrue skjøn!
Tidt i Sommer-Natten hun fra Dybet gaaer,
Leger da heroppe med sit lange Haar.
Hver April hun bringer, under Bølge-Sang,
Danmark Friheds-Krandsen af sit grønne Tang;
Og mens Vinter-Kysten blomstrer smukt igjen,
Synger Danmarks frelse ved Niels Ebbesen;*
Synger Brittens Skjændsel og hans fule 5 Smiil,
Mens hun skjænker Danmark Krandsen for April!**
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Her Song
I sang that song on Sunday,
To witch an idle while,
I sang that song on Monday,
As fittest to beguile;
I sang it as the year outwore,
And the new slid in;
I thought not what might shape before
Another would begin.
I sang that song in summer,
All unforeknowingly,
To him as a new-comer
From regions strange to me:
I sang it when in afteryears
The shades stretched out,
And paths were faint; and flocking fears
Brought cup-eyed care and doubt.
Sings he that song on Sundays
In some dim land afar,
On Saturdays, or Mondays,
As when the evening star
Glimpsed in upon his bending face
And my hanging hair,
And time untouched me with a trace
Of soul-smart or despair?
poem by Thomas Hardy
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Fru v. Beskov
Din Sjæl er blød og gjennemsigtig selv,
Som Vandet er det i den svenske Elv,
Hver Stjerne speiler sig i den til Grunden,
Og naar et Smiil Dig bæver mildt om Munden,
Til Dig betroer sig gjerne da hver Een.
— Gud gav en Digter Dig, som Ædelsteen.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!