Hvis Du forstod mit Hjertes Suk
Hvis Du forstod mit Hjertes Suk,
Da var Du god, som Du er smuk.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Min lille Fugl, hvor flyver Du?
Min lille Fugl, hvor flyver Du,
Imellem grønne Grene?
Ak mon jeg rinder Dig i Hu?
Mit Hjerte briste vil itu — !
— O Gud, hvor jeg dog er ene!
Du sagde, at Du var mig god;
Ja, godt mig Alle mene,
Men hvis Du ret min Sorg forstod,
Du kom, Du sang mig Sjæle-Mod,
Da sad jeg ikke alene!
Min lille Fugl, Du kommer ei
Fra dine grønne Grene;
Jeg stille vandre maa min Vei —;
Ak, ingen elsker Dig som jeg!
— O Gud, hvor jeg dog er ene!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Adam Oehlenschläger. Den 26. Januar 1850
Farvel, Du største Skjald i Norden!
Ud til Dit Hjem nu Toget gaaer;
„En smuk Allee til Kirkegaarden"
Et Folk i Sorg langs Veien staaer.
Til Frederiksberg! der var din Vugge
Der Aandens Lampe straalte rigt
Der skal om Dig sig Graven lukke.
Din Vandring er et Skjønheds Digt,
Guds Lys i Dig blev Aandens Eie
Deel af os selv og altid vort.
Farvel! hvil sødt! redt er dit Leje!
— I Graad døer Vuggesangen bort.
Farvel! Farvel! — nu græder Norden,
Som Du forstod, som Du besang,
Saa Oldtid steeg igjen af Jorden,
Dens Hjerte slog, dens Skjolde klang,
— som Foraardsvinden over Voven
Saa frisk, saa sund blev Sangen bragt.
Din Sang var dansk som Bøgeskoven
Og nordisk som Nordlysets Pragt. -
Farvel, Du største Skjald i Norden!
Ud til Dit Hjem nu Toget gaaer;
„En smuk Allee til Kirkegaarden"
Et Folk i Sorg langs Veien staaer.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Stanzer for musik
I de hellige guders lund
toner luren i nattens stund;
flammer lyser mod skovens krone,
medens dybe sange tone,
og bag helligdommens gange
står den tavse bundne fange.
Alt nu tier;-
tavs præstinden ham indvier
til den bitre offerdød.
Ja, som Freja er hun smuk;
men hun dæmper sit hjertes suk.
Roligt stirrer det mørke øje;
fangen skuer mod det høje,
i hans indre vildt det flammer -
men det kolde stål ham rammer,
blodet strømmer -
sjælen alt om Freja drømmer,
øjet på præstinden ser.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Spørg Amagermo'er
Der var en ældgammel Gulerod,
Saa knoldet, saa tyk og saa tung,
Den havde et ganske forfærdeligt Mod,
Den vilde gifte sig med en ung,
En yndig ung, lille Gulerod
Af Røddernes fineste Blod.
— Og Brylluppet stod.
Bevertningen var ubetalelig god,
Den kostede slet ingen Penge;
De slikkede Maaneskin og drak Dugg,
Tog Blomsterfnug,
Som det kom fra Mark og Enge.
— Gammel Gulerod hilsede med et Buk,
Og talte saa langt og saa længe,
De Ord de klukkede Kluk i Kluk;
— Ung Gulerod sagde ikke et Muk,
Sad uden at give et Smiil eller Suk,
Ung og smuk.
Hvis ikke Du troer,
Spørg Amagermo'er!
Et Rødkaalshoved var deres Præst,
Og Brudepiger Hvideroer;
Agurk' og Asparges sad som Æresgjest,
Kartoflerne stod og sang Chor.
Og der blev dandset af Lille og Stor.
Spørg Amagermo'er!
Gammel Gulerod sprang uden Strømper og Skoe,
Hu, hei! han revned' i Ryggen,
Og saa var han død, kunde aldrig groe.
Ung Gulerod loe,
Saa underligt vender sig Lykken.
Nu var hun Enke, nu var hun glad,
Nu kunde hun leve som helst hun gad,
Kunde svømme som Jomfru i Suppefad,
Ung og glad.
Hvis ikke Du troer,
Spørg Amagermo'er!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hvil sødt
Hvil sødt!
Som var Du lagt i Dødens Skriin
Du min Erindrings Rose faur og fiin,
Du er ei Verdens meer, Du er kun min;
For Dig jeg synger, mine Taarer trille,
Natten er smuk, Natten er stille; -
Dødt! — Alt er dødt!
Hvil sødt!
Hvert Barn i Ly af „Fader vor",
Du Lidende, i Søvnen Sundhed groer,
Og Du som elsker, haaber, barnligt troer,
Gid ingen Drøm Dig ved Din Lykke skille;
Natten er smuk, Natten er stille; -
Dødt! — Alt er Dødt! -
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Paa Grevindens Fødselsdag
Der er et Sted paa en af Danmarks Øer,
Et deiligt Sted, ret som en engelsk Park,
Rundt om sees store Skove, stille Søer,
Med Enge vexle Korn- og Kløver-Mark;
Og dog er her det Hele kun en Ramme
Omkring et Hjem, det elskte Bregentved,
Dets Arne har en høi, en hellig Flamme,
Et Moder-Hjerte fuldt af Kjærlighed.
Læs hendes Øie naar den Arme græder,
Der skeer i Verden Godt som Faa kun see,
Læs hendes Øie, der boer Moder-Glæder,
Hver tør betroe til hende af sin Vee!
Naturen her er smuk og rig at skue,
Men hendes Hjerte, det er rigt som den,
Fra det mod Gud sig hvælver Arkens Bue,
Der er Fortrøstning i at see derhen.
Hvert Aar, o Moder, Marken Rigdom sender
Til ham, hvis Hjerte Gud til dit har bragt,
En Rigdom større selv, end Du den kjender,
For ham i Børnene Du har nedlagt,
En himmelsk Sæd af Moder-Taarer dugget,
En Qvinde virker stille, men saa stort!
Gud, som har Verdner ved sit Hjerte vugget,
Dig glæde for det Gode, Du har gjort!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Naar Skoven bliver grøn
Naar Skoven bliver grøn,
Opfyldes dit Hjertes Bøn.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Riber
En Fløite skar Du Dig af Gjerdets Piil,
Og sang Dit Hjertes og Naturens Smiil.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hvis Thorvaldsen Dig saae, o, søde Lykke
Hvis Thorvaldsen Dig saae, o, søde Lykke:
Han Dig i Marmor gav, — og vi fik Psyche.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hvis høit i Juletræets Top
Hvis høit i Juletræets Top
En Digters Hjerte hængtes op,
Den, som det fik, gav vist et Spring:
„Min Gud, jeg fik jo Ingenting!"
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Bort med Taarer, bort med Suk!
Bort med Taarer, bort med Suk!
Verden er kun lys og smuk!
Stjernen blinker fra det blaae,
Gud er med os hvor vi gaae!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Jeg elsker dig
Min Tankes Tanke ene Du er vorden,
Du er mit Hjertes første Kjærlighed,
Jeg elsker Dig som ingen her paa Jorden,
Jeg elsker Dig i Tid og Evighed!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Min Undskyldning
Om mine Digte
Man sige vil
At her det neppe
Gik rigtigt til.
Ja, til slig Tale
Man er parat,
At de fra Heine
Er' Plagiat.
Ak, hvis de ligne,
Er jeg dog fri:
Gud Amor ene
Er Skyld deri.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ak, var der dog kun et eneste Sprog
Ak, var der dog kun et eneste Sprog,
Et eneste Sprog paa Jorden;
Saa deiligt man da hinanden forstod
Fra Syd til det yderste Norden.
De Ord er' tidt sagt; men reis Du dog
Til Andalusiens Dale;
Der er et eneste fælles Sprog,
Øine og Pulse det tale.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med et tydsk Exemplar af mine Eventyr
Du har en Kunstnersjæl, jeg troer derpaa,
Dens Straaler jeg i dine Skizzer saae.
Du har et ærligt Øje; — Hjertets Grund
Staaer i et trofast Smiil omkring Din Mund.
Jeg strax forstod Dig. Eventyr de skikke
Dig denne Juul; Veninden har dem bragt;
Et lille Vers jeg har i Bogen lagt;
Du har en Ven i Danmark; glem ham ikke!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I Rom 1841
Fra Hjem og Venner komme ingen Breve;
Stor er min Længsel — thi jeg er en Daare:
Hvis der var noget Ondt, de sikkert skreve,
Jeg faaer kun Brev, naar Brevet ret kan saare.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Henriette Wulff
I det brændende Skib, paa det rullende Hav,
I Rædsler, som ei vi udholde at høre,
Har du lidt, har du endt, har Du fundet din Grav,
Dødsmaaden og Kampen naae aldrig vort Øre!
Du dristige, kraftfulde Sjæl, Du dig holdt
I et skrøbeligt Legem; høit stod Du i Vrimlen,
Og aldrig dit ildfulde Hjerte blev koldt;
Her Faa kun forstod Dig, men Flere i Himlen!
Du var mig en Søster deeltagende stærk,
Min Sjæl holdt Du oppe, naar Verden mig traadte,
Du kjendte, forstod mig, og det er dit Værk,
At tit jeg ei sank, naar synke jeg maatte.
Det falske, det Tomme, det Bjældeklangs Smaa
Har Hobens Beskyttelse, bæres af Strømmen,
Dens Løb ei forandres —, Skumbølgerne gaae,
Og Jordlivet gaaer,- det er endt snart, som Drømmen.
Farvel min Veninde fra Barndommens Aar!
Du var mig meer god, end jeg det fortjente,
Nu har du stridt ud — ; hos en Broder Du staaer,
Med hvem alt paa Jorden Dig Længsel foreente.
Din Kiste blev Havet, det rullende Hav,
Og Indskriften over Dig staaer i vort Hjerte,
Din Sjæl er i Himlen, der Herren Dig gav
Lyksalighed tifold for Dødsstundens Smerte.
I det brændende Skib paa det rullende Hav,
I Rædsler, som ei vi udholde at høre,
Har Du lidt, har Du endt, har Du fundet din Grav,
Dødsmaaden og Kampen naae aldrig vort Øre!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med mine 'Samlede Skrifter
Du voxte op i mit Hjertes Hjem,
Som Slægtning jeg paa Dig holder.
Tag her min Tanke-Skat, den gjem,
Mens dit eget Liv sig udfolder.
Og naar Du saa staaer med sølvhvidt Haar
Og jeg er, hvor Du skal komme, -
Husk, Du var mig kjær fra dit første Aar,
Og bliver — hvor Aarstal er omme.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med et blomstrende Rosentræ
Modtag et Træ, der fuldt med Roser groer,
Et Billed paa dit Hjertes Blomsterflor;
Og seer Du her den fine, spæde Knop,
Den tyder Blomst, som Tiden ruller op;
Ja, den oprulle Dig et Rosenrige,
Du sjæleskjønne, kjære, fromme Pige!
Veninder kysse Dig, ej unge blot,
Den ældste med! Gud give Dig alt Godt!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Lille Viggo
Lille Viggo, vil Du ride Ranke?
Sæt Dig paa mit Knæ, Du søde Dreng!
Jeg hos Dig er Barn i Sjæl og Tanke;
Vi vil lege, til Du skal i Seng.
Her hos Dig jeg Barnehimlen finder,
Glemmer Alt, hvad der gjør Hjertet Vee;
Lad mig kysse dine røde Kinder,
Lad mig dog de brune Øie see!
Viis mig saa, hvor stor Du er, Du Søde!
Nei, hvor Haanden dog er buttet rund!
Smilet sidder i de Kinder røde,
Altfor smuk er dog din lille Mund!
Hver en Blomst Du kysser, som en Broder,
Taler med den, paa din egen Viis,
Hele Verden har Du i din Moder,
Hendes Skjød er Dig dit Paradiis.
Ingen seer paa Dig med mørke Blikke,
Du er Barn, Dig er man ikke vred;
Verdens vilde Strid forstaaer Du ikke,
Kjærlighed kun kjender Kjærlighed.
Jeg en smuk Historie Dig lover,
Følg nu Moder til din lille Seng!
Synge vil jeg for Dig, til Du sover,
Lille Viggo, Moders bedste Dreng!
Du maaske for mig, som ældre, synger,
Naar jeg skal til Ro den sidste Gang;
Ja, naar Jorden paa min Kiste tynger,
Syng da med den dybe Vuggesang!
Tænk paa ham, der trofast mange Gange
Gynged' Dig paa Armen op og ned.
Verden glemmer mig og mine Sange!
Mon Du glemme vil min Kjærlighed?
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!