
Hvor skulde jeg kunne glemme
Hvor skulde jeg kunne glemme
Det Udtryk i dit Øje,
Det Smiil, den bløde Stemme,
Den Straale fra det Høje,
Der lyste mig imøde! -
Og Du er blandt de Døde!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes

Vandrerens Sang
Hvor Stormen løfter høit sin stærke Stemme,
Hvor Bølgen svulmer paa det stolte Hav,
Jeg tænker kun paa Dig. — Dig Gud mig gav!
— Jeg kan Dig aldrig glemme!
Paa Sletten, hvor den vilde Hingst har hjemme,
Paa Fjeldets Tind, høit i den kolde Sky,
Jeg seer kun Dig, — selv i hver fremmed By -
— Jeg kan Dig aldrig glemme!
Og bort, ja bort — det snevert er her hjemme -
Did hen, hvor Granerne paa Bjerget groe!
Langt bort, langt bort! — Faaer Hjertet da vel Ro?
— Jeg kan Dig aldrig glemme!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Danmark, mit Fædreland
I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,
Der har jeg Rod, derfra min Verden gaaer.
Du danske Sprog, Du er min Moders Stemme,
Saa sødt velsignet Du mit Hjerte naaer.
Du danske friske Strand,
Hvor Oldtids Kjæmpegrave
Staae mellem Æblegaard og Humlehave,
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
Hvor reder Sommeren vel Blomstersengen
Meer rigt end her, ned til den aabne Strand?
Hvor staaer Fuldmaanen over Kløver-Engen
Saa deilig, som i Bøgens Fædreland?
Du danske friske Strand,
Hvor Dannebrogen vaier, -
Gud gav os den — Gud giv den bedste Seier! -
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
Engang Du Herre var i hele Norden,
Bød over England — nu Du kaldes svag,
Et lille Land, — og dog saa vidt om Jorden
End høres Danskens Sang og Meiselslag.
Du danske friske Strand, -
Plovjernet Guldhorn finder, -
Gud giv Dig Fremtid, som han gav Dig Minder,
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
Du Land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
Hvor jeg har Rod, hvorfra min Verden gaaer,
Hvor Sproget er min Moders bløde Stemme,
Og som en sød Musik mit Hjerte naaer.
Du danske friske Strand
Med vilde Svaners Rede,
I grønne Øer, mit Hjertes Hjem hernede,
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I skyggen vi vanke
I skyggen vi vanke
blandt lysgrønne strå,
sankthansurt vi sanke,
hvor blomsterne stå.
Pæne lille urt
står så rent og purt,
står så frisk og grøn,
uformærkt i løn.
Bag køkkenets række
vi hensætte den,
fra trælistens sprække
den snor sig da hen.
Hvis den fæster rod,
bli'r vor skæbne god.
Dør den på sit sted,
ak da dø vi med.
Da ikke vi kommer
så glade, så fro,
her følgende sommer,
når blomsterne gro.
Hist, hvor korset står,
hist på kirkegård
blege ligger vi.
Da er det forbi!
Sankthansurt vi sanke,
hvor blomsterne stå,
blandt stammer så ranke,
blandt lysgrønne strå.
Pæne lille urt
står så rent og purt,
står så frisk og grøn,
uformærkt i løn.
poem by Adam Gottlob Oehlenschlaeger

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Gud Fader i Himlen, hvor er Du dog god!
Gud Fader i Himlen, hvor er Du dog god!
Jeg føler dit Aandedrag gjennem mit Blod.
Du løfter, Du leder, beskjermer og glæder,
Dit Smiil er selv i de Taarer, jeg græder.
Hvor Verden er deilig, og Mennesket med!
Ja, Ordet, som skabte, er Kjærlighed!
Jeg lever, jeg jubler, min Fryd er saa stor,
At jeg i Dig paa en Evighed troer;
Og var selv mit Liv kun den flygtende Stund,
Det var dog et Kys af din Fadermund.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Hvo skal jeg troe?
Hvo skal jeg troe?
Øinene to?
Lyve ei disse?
Lokkende kjæk
Er om Munden et Træk,
Det mig daarer tilvisse!
Men de Øine,
Disse Løgne,
Dette kjække Smiil om Munden,
Det er Satan dog i Grunden,
Han mig har i hendes Hænder,
Og jeg brænder!
Hvor er mit Pas! hvor er min Musa!
Forsvar mig
Mod Spaniens Medusa!
Inqvisitionen har mig.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

En lille Flugt til Rom den 8 Marts 1835
1
Fra Nord, hvor Taagen skygger,
Hvor Vinterkulden trykker,
Bort til Italia!
Vi Tydskland let kan glemme,
Saa smukt har vi det Hjemme,
Og flyve dog derfra!
Hallo, halla, hallo, halla!
Ned til Italia!
2
De høie Alper vige,
Vi ned paa Sletten stige
Til Sang og Blomster-Duft.
Blandt Myrter Hjorden græsser,
See Pinier og Cypresser! -
Vi aande Sydens Luft!
Hallo, hallo, hallo! hallo!
Den Luft gjør Hjertet fro!
3
Her Skjønheds Døttre bygge!
Vi tænke paa vor Lykke,
Vi dvæle og vi fly.
Bag Bjergene det vinker!
Sankt Peters Kubbel blinker,
Vi er i Pavens By.
Hallo, halla, hallo, halla!
Nu Passaporti da!
4
Vi ned ad Corso vandre,
Og sikkert vi de Andre
I Caffe greco see!
Man Velkomst drikke skal jo,
Vi raabe mezzo caldo!
Vi kysses og vi lee!
Hallo, halle, hallo, halle!
Vi er i vor Caffé!
5
Os spørger hver en Stemme,
„Hvorledes staaer det hjemme?"
„Det staaer, som før det stod!
Det regner og er sølet,
Man gaaer og er forkjølet,
For Vintren er saa god!"
Hallo, hallo, hallo, hallo!
Ja god, det kan I tro!
6
Om Roma vil vi tale,
See Vaticanets Sale,
Ja dertil staaer vor Hu.
Jeg Colossæum gjæster,
Og Keiserborgens Rester,
Og saa lidt meer endnu!
Hallo, halle, hallo, halle!
Vi atter Roma see!
7
Men vi maae lidt os rappe!
Op ad den spanske Trappe,
Først hen til Chiavica!
De der sig Alle samle,
Der træffe vi den Gamle,
ham bringes et Hurra!
Hallo, halla, hallo, halla!
Ham bringes et Hurra!
8
Hans Fødselsdag de hædre,
Og ingen Dag er bedre
End den, han først saae Rom!
Vi see hans milde Øie
Vi staae ved Romas Høie,
Til Skaalen just vi kom.
Hallo, halla, hallo, halla!
For Thorvaldsen Hurra!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Ved et Barns Død
Dit Øie loe, din Kind var rød,
Sødt klang din Barne-Stemme,
Nu er Du bleg og kold og død,
Vi kan Dig aldrig glemme.
Hvert Aar naar Julen kommer nær,
Og Alt er Barne-Glæde,
Vi pynte Dig ei grønne Træer,
Vi mindes Dig — og græde!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

En Moders Skaal
Om ogsaa ude Stormens Slag
Med Hagl paa Ruden trommer,
November bringer os en Dag
Med Solskin og med Sommer,
En deilig Dag, vi kalde vor,
Trods Aarets skarpe Vinde;
Om Sneen fyger udenfor,
Vi har dog Solskin inde.
En Moders Vei er Angstens Vei,
Hvert Barn blev kjøbt med Smerte;
Hvor mangen søvnløs Nat laae ei
En Klippe paa dit Hjerte!
Den spæde Knop blev Blomst og Frugt
Ved dine Kjærtegn ømme,
Og Aar for Aar sig viste smukt
Som Vished Haabets Drømme.
For dine Børn saa mangen Gang
Du sang — de det ei glemme!
Nu synge de for Dig en Sang
Med sødt bevæget Stemme.
Bliv længe hos os, karsk og glad!
Dig Børnebørn omringe!
I mange Aar et Festens Qvad
De Bedstemoder bringe!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Schack-Staffeldt
Hvad Blomsten drømmer mangen Sommernat,
Hvad Vinden hvidsker i det grønne Krat,
Mens Morgenskyer Engene bedugge,
Fortalte Alferne Dig ved din Vugge,
Og hvad Du hørte kunde Du ei glemme,
Thi lød din Sang for os, som Alfers Stemme.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Naar man saa godt som hver en Aften maa
Naar man saa godt som hver en Aften maa
Erkjende glad, at ædle Hjerter slaae,
Som dømme mildt, og man er velseet,
Saa ønsker man at møde en Poet,
Der kunde give Ord for det herinde.
Men det Slags Folk er ikke let at vinde;
De sige strax: „Min Gud, hvor skal jeg dog
Nu atter kunne skrive Epilog!
Det Thema udpiint er, ei værdt at høre".
Udpiint? Jeg mener nei! Man kan det gjøre
Saa let, saa ligefremt — just det jeg troer.
Udtal kun: dybtfølt i mit Hjerte boer,
Det næsten som et Eventyr her groer,
Et Eventyr, hvor Livets Farver spille,
Og Tanken er saa nær just dette Sted.
Paa denne Scene alt som ganske lille
I Pantomimen legede jeg med,
Jeg fra en Leeg det ikke kunde skille.
Saa skifted om det gamle Legested,
En større Scene, Dands og Deilighed:
Balletten aabnede sit Tryllerige.
Ved Bellmans Fest sprang Ulla ungdomsglad,
Og milde Øine saae den unge Pige -
Da lød ind i mit Bryst en Sangfugls Qvad:
„Fremad i Kunsten!" klang dens dybe Stemme,
Og Fuglen svang sig did, hvor vi fornemme,
Lysstraalen boer; — men i mit Bryst var lagt
Igjennem Alvor Kunstens høie Magt.
Og paa den Scene, jeg som Barn var hjemme,
Udfolder Vingen sig til bedre Flugt.
Gid engang jeg i Kunsten værdigt smukt
Den Plads indtage, hvorom Hjertet bad,
Og opfyldt see, hvad tyst hiin Sangfugl qvad,
Der vakte Længsel og dog Mod tillige.
Gid jeg i Gjerning maa min Tak udsige!
— Det bad jeg blive lagt i Epilogen;
— Men her staaer meget Meer i Hjertebogen.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Den nye Sprøite
En Sprøite har vi faaet nu,
Der sprøiter saa det er en Gru!
Vor hele Bye er sjæleglad,
Den evig see paa Sprøiten gad,
Og paa dens store, tykke Straale;
Men Sprøiten kan det ikke taale!
Ak, hvor den Sprøite er os kjær!
Den er jo alle lige nær!
Og baade Pige, Dreng og Svend,
Faae Lov at gaae paa Torvet hen,
Thi der er Tromme jo og Fløite,
Hver Gang vi prøve med vor Sprøite!
Ved Raadhuus-Døren sidder ned
Den hele, høie Øvrighed,
Og alle Byens Damer staae
I Vinduet og see derpaa,
Mens Drengene af Glæde skraale,
Og vandes af den store Straale.
Den Sprøite, ja den Sprøite her,
Den sætter Liv dog i enhver!
Selv jeg, saa tidt jeg Sprøiten seer,
Det er, som Hjertet i mig leer,
Jeg glemmer Trommen selv og Fløiten,
Thi al min Tanke er i Sprøiten!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Den 22de April 1847
Det er en hellig Dag blandt Livets Dage,
En Alvors Dag, der kalder Tanken frem;
Thi Qvinden skal fra Fædre-Arnen drage,
Og Manden bygger sig sit nye Hjem;
De skulle ærligt dele Sorg og Glæde,
Forædle, virke i den store Kjæde.
Det er en hellig Dag, den er nu vorden.
I Jesu Navn! Guds Villie skee paa Jorden!
Hvor To i Troskab blev hinanden givet
Ja, ret forstaae og elske inderligt,
Der taler Gud igjennem Hverdagslivet,
Og det forvandles til et Skjønhedsdigt;
Jer kjære To vi her vor Hilsen bringe,
Mens Bønnen løfter sig paa Psalme-Vinge.
En Alvors Stund det er, den søde Lykke!
Og Lykken er, hvor fast paa Gud vi bygge!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Bruden i Rørvig Kirke
Klart skinner Maanen paa den nøgne Kyst.
I Præstegaarden er nu Alt saa tyst;
Dog, tyst og stille er det stedse der,
Thi i den øde Egn den ligger her
Paa Tangen, som gaaer langt hist ud i Havet,
Hvor Kirken staaer i Sandflugt halv begravet.
Hvem nærmer sig? — Med stærke Skridt de gaae.
Det er en Skare Mænd med Kapper paa!
Men under Kappen blinker Staalet frem;
Den gamle Præst de gjæste i hans Hjem. -
Alt ryster Porten ved de stærke Slag;
Selv Spurven vækkes under Husets Tag
Og flagrer, bange, fra sin lille Rede,
Til Lyngen paa den sorte Hede.
II
Med Fader-Blik og sølvgraat Haar,
Den gamle Præst nu hos dem staaer;
Men taus som Aander er hver Mand;
De pege mod den nøgne Strand,
Hvor Kirken hæver sin røde Muur,
I den døde Natur.
Han kjender i dem et fremmed Folk;
De vise ham Guld og den skarpe Dolk,
De bede og true — nu drage de bort,
Og Præsten følger i Kjortel sort.
Fast holder han Bibelen under sin Arm,
Men Hjertet banker i Oldingens Barm;
De bane sig Vei gjennem Sandet,
Til Kirken ved Vandet.
III
Rundtom er alt saa øde, man seer kun den nøgne Strand,
Hvor Tangen flagrer i Vinden, henad det hvide Sand.
Saa underligt Bølgerne synge og over Dybet gaae,
De svulme, som Hjertet der længes, derfor de briste maae.
I Maanskinnet stiger Skummet, det hvide Bølge-Liig;
Den hvidgraa Maage flygter med bange, hæse Skrig,
Og slaaer mod Kirke-Ruden sit stærke Vinge-Par.
See Kirken den er oplyst, som aldrig før den var,
Og huult og dæmpet stiger derinde Sangen frem,
Det er, som Tone-Bølgen kom fra de Dødes Hjem.
IV
Af fremmede Mænd er hele Kirken fuld,
De straale sært i Vaaben og i Guld;
Kun tyndt er Skjægget om den brune Kind,
De hylle sig i deres Kapper ind;
Med Raslen Sværdene mod Gulvet slaae;
Man seer en Qvinde ene blandt dem staae,
Halv er hun Barn kun, halv en voxen Møe,
Og Øiet er en dyb, en kulsort Sø,
Hvor Sjælen stormer, og hvor Bølgens Gang
Ei dæmper Hjertets dybe Orgelklang.
Hun er saa bleg og dog saa navnløs smuk;
Paa Læben svæver Smertens bundne Suk;
Men hun er smykket, som en Konges Brud,
Fromt knæler hun og beder til sin Gud;
Saa underligt det mørke Øie brænder,
Og næsten vrider hun de spæde Hænder.
Hos hende staaer en Yngling, høi og stolt,
Han er i Første-Pragt, men Blikket koldt;
Saa mørkt han stirrer her paa Pigen kun,
Og ligner ret et Liig, saavel som hun,
Han leder hende taus til Altret frem;
Den gamle Præst skal der velsigne dem.
Ak aldrig viede han to saa smukke;
Og aldrig hørte han saa dybe Sukke,
Sligt Sorgens-Bryllup aldrig før han saae.
Som Aander rundtomkring de andre staae,
Kun een, den mægtigste man blandt dem seer,
Hvor kun det fule Smiil om Læben leer,
Med raske Skridt til Altret træder frem,
Han vexler Ringene imellem dem.
— I Kirken er det tyst, som i en Grav,
Man hører kun det nære, barske Hav.
Nu toner hendes „Ja!" — saa dybt det klang,
Ret som den Døende der sukker sidste Gang.
Høit stiger Sangen nu mod Kirkens Bue,
Det er saa sært, at Hjertet ret maa grue!
Og atter bliver Alt igjen saa tyst,
At Bølgen høres kun mod Sandets Kyst.
V
Ved Crucifixet Præsten sværge maa,
Ved Hjertets Fred, ved Himlens høie Blaae,
Ved Dagens Lys, ved Kraftens høire Haand,
Ved Jesu Christ, Gud og den hellig' Aand,
Ved Alt hvad her og hist ham møde maae,
At han vil evig dølge hvad han saae,
Ei speide det, som kun er klart for Gud;
Først da, de fører ham paa Heden ud,
Hvor Himlen hvælver sig saa blaae og rolig,
Og hvor han snart seer Hjemmets stille Bolig.
VI
Ad ukjendte Veie, gjennem det dybe Sand,
Vender igjen tilbage den gamle Mand;
Fra Kirkens Rude seer han Lysstraalen spille,
Men derinde, er Gravens evige Stille.
Skjult vil han vente den kommende Dag.
Ved Stranden ligger et Skib med det russiske Flag.
Saa underligt svulmer hans Bryst — o evige Gud!
Som han lytter, falder i Kirken et Skud -
Det runger sært i Natten gjennem Hvælvingen hen,
Men snart bliver der atter et Dødsstille igjen.
Nu aabnes Kirkedøren, og see — Mand for Mand
Haste de alle bort, ned mod den nøgne Strand;
Der tales, men Præsten ei fatter de fremmede Ord;
Vildt Kapperne flagre i Vinden — de stige ombord.
Alt svulme de stolte Seil og Skibet flyver fra Land.
See ved Maanlyset Mændene der! — men den gamle Mand
Knæler bag Kirken og læser sit Fadervor,
Og aabner derpaa Døren til Kirkens Chor.
VII
Hvert Spoer er her forsvundet, som Læbens sidste Sang;
Dog see — en Krudtdamp bølger igjennem Kirkens Gang,
Og Gulvets Fliser ligge jo ganske løse her;
Den gamle Præst sig bøier, og da han løfter hver,
Seer han den sorte Kiste — der har man Pigen lagt.
Et deiligt Liig! hun ligger dræbt, i sin Brudedragt.
Ramt er hun af en Kugle, tæt ved det venstre Bryst,
Hør, derfor sukker Bølgen rundtom den døde Kyst;
— Men Skibet er forsvundet fra Horizontens Rand,
Og roligt skinner Maanen henad den hvide Strand.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Havblik
Har Du seet Havet i en klar og stille Nat,
Naar Fladen ligger som et Speil saa glat,
Hvor Himlens halve Kugle, stjerneklar,
Afbilder sig i Fladens dunkle Glar,
Og i det Grændseløse mellem begge,
Som Centrum staaer den lette Bølge-Snekke?
Hvad følte Du vel da? — Du smælted' hen i Lyst,
Thi hvad dit Øie saae, stod ogsaa i dit Bryst! -
Hiin Hav- og Himmelkugle, vel i Formen mindre
Men aandig klar, sig hvælver i vort Indre.
— Imellem to Uend'ligheder sat,
Vort Intets Nat
Og Himmel-Evigheden,
Staaer Mennesket herneden,
Og Centrum er vort Liv, et lille Blomster-Blad,
Der skiller tvende Evigheder ad. -
— Hiint store Rum, hvis Grændse ei er givet,
Hiin Evighed før Livet,
— Hvor ene Anelsen, hvor det Guddommelige,
Et Billed' skaber i det dunkle Rige,
Et Billed', som er kun paa Fladen sat,
Thi under den er Dybets store Nat;
Men høit, høit over os, hvor Tanken salig skjælver,
Den sande, store Evighed sig hvælver,
Hvor Mennesket som Aand, i luttret Lyst,
Og med en Verden i sit Bryst,
Sig svinger, som nu Nattens Stjerne-Skarer,
Om hine Soles Sol, der Alt opklarer,
Hvorfra hvert Liv, hver Straale først gik ud,
Hiint store Faderbillede, vor Gud!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

I Fru Tesdorphs Stambog
Hvor Luther talte og hvor Goethe sang,
I Nabolandet gik din Vuggegænge,
Hvor Bølgen bruser høit om Dannevang,
Dig blomstre Livets Rose frisk og længe!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Til mig Du kom som Lille, barnlig-glad
Til mig Du kom som Lille, barnlig-glad.
Hvor lyste Dine Øine uskyldsklare!
Du bad mig skrive her paa dette Blad;
Mon vel som Ældre Du det vil bevare?
Maaskee! — Gid da endnu med Barne-Sind
Du føle Livets Solskin paa din Kind
Og i dit Hjerte! — Tiden snart forsvinder;
Det nyligt skrevne Blad er — gamle Minder.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Johanne Drewsen og C. von Krieger
Ved Sundet, hvor Alverdens Skibe møde
For fulde Seil, nær Skov og Kjæmpehøi,
Der fad med Øine blaae og Kinder røde
En lille Pige med sit Legetøi;
Da kom en Officeer, saa ung, saa prægtig,
Han var i Garden, han var Husets Gjæst.
Og saa kom Tiden — Tiden, den er mægtig,
Den tænkte — men ei de — paa Bryllups Fest.
Paa Heden, hvor den yngste By her hjemme
Skjød op, da Dygtighedens Magt det bød,
Johanne sang med klar og sjælfuld Stemme,
Og til eet Hjerte allermeest det lød;
En Melodi, den varsled' Livets Lykke,
Den klang ved Sollys og ved maanklar Nat,
Den fulgte til Alhambras Pinie-Skygge
Som Hjemmets kjære, allerbedste Skat.
Spind Livets Silke! Den Betydning være
Der i, at Festen staaer paa Silkeborg;
Den grønne Myrte Sølv og Guld vil bære
Igjennem Aar, omsuust af Fryd og Sorg;
Ja, Sorger komme, men for Kjærligheden
Er der i Verden ingen Sorg for tung.
Byg op et Hjem, et lille jordisk Eden,
Hvor Kjærligheden altid bliver ung!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Th. Thaarup
Hvor Rugen groer,
Hvor Bøge skygge,
Hvor danske Hjerter bygge,
Din Sangfugl evig boer:
Den synger glad sit Stykke:
Den danske Bondes Lykke
Og dine Psalme-Chor.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Grev Joachim Moltke-Bregentved
Tænk kun paa ham hvis Støv er Graven bragt,
Erindring, udfold heel din Blomsterpragt!
Et Smiil sad i hans Øie, om hans Mund,
Det lyste fra den rene Hjerte-Bund.
Husk Julens Glæder, naar han spøgte glad;
Saa rigt og stort er Hjertets Mindeblad.
Hos Eder lykkelig og glad han stod,
For Danmarks Sag, han Hjemmets Hjem forlod.
Den vaade Jord og Nattens kolde Vind,
Skjød Dødens Kugle i hans Hjerte ind.
Sit unge Liv han glad for Danmark gav.
De Runer vil' vi riste paa hans Grav!
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Op til de vaade Øer, hvor Vinden blæser koldt
Op til de vaade Øer, hvor Vinden blæser koldt,
Hvor paa Forstandens Bismer det Skjønne bliver holdt,
Hvor der er store Minder imellem Nutids Smaat,
Der flyver tidt min Tanke, men det gjør mig ei godt;
Da kommer Gift i Blodet og Hovmod i mit Sind
Og bitter er den Taare der flyder paa min Kind.
poem by Hans Christian Andersen

Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!