Med en Felt-Flaske
Mens Sneen fyger hid og did,
Og Kulden er den stærke,
En lille Sangfugl flyver hid -
Det er en Morgen-Lærke.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Nu faae vi Vinter, nu fyger Sneen
Nu faae vi Vinter, nu fyger Sneen,
Stormen suser fra Nordkap til Hveen;
Men Du skal faae, til Kulden har Ende,
Penge nok til Kul og til Brænde.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Min lille Fugl, hvor flyver Du?
Min lille Fugl, hvor flyver Du,
Imellem grønne Grene?
Ak mon jeg rinder Dig i Hu?
Mit Hjerte briste vil itu — !
— O Gud, hvor jeg dog er ene!
Du sagde, at Du var mig god;
Ja, godt mig Alle mene,
Men hvis Du ret min Sorg forstod,
Du kom, Du sang mig Sjæle-Mod,
Da sad jeg ikke alene!
Min lille Fugl, Du kommer ei
Fra dine grønne Grene;
Jeg stille vandre maa min Vei —;
Ak, ingen elsker Dig som jeg!
— O Gud, hvor jeg dog er ene!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Lille Sally, her er Brev
Lille Sally, her er Brev,
Andersen iaftes skrev.
Veiret er saa graat og vaadt,
Ja, det sneer jo ganske smaat;
Snart vil falde mere Snee,
Og Du kan fra Ruden see,
Hvor den fyger, hvor den føiter,
Og der løber Folk paa Skøiter!
Intet Menneskene kan see
Rødgrød meer i Grøfterne;
Men nu har vi — kom og spiis! -
Alle Grøfter fyldt med Iis;
Snen drysser Sukker paa,
Du den alenhøi kan faae.
Invitere nu Du maatte
Otto, Poul og Charlotte.
Lille Sally, gamle Ven,
Skriv Du mig nu Brev igjen!
Har du ikke Blæk og Pen,
Læg et Kys i Brevet hen.
Vi skal sees i Grønningen,
Vi skal sees i Himmelen,
Vi hinanden kjender,
Vi er gamle Venner!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
L. Kruse
Naar Skibet er en Spurv i Hvirvelvind,
Naar Smerten suger Blod af Pigens Kind,
Naar Hexen kogler i sit Klippeskjul,
Og Maanen leer til Steile og til Hjul,
Mens Stormen knækker Egens stærke Grene,
Du maler os den vilde Natte-Scene.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Pouls Tale
Vil De nu være stille i Stuer og Sale,
Saa siger lille Poul sin store Tale;
Jeg er den ældste af de yngste To,
Kan bedst holde Tale, kan I troe.
Jeg tømmer i dag Sølvbryllups-Kruset
Og gratulerer fra hele Huset,
Fra Unge og Gamle, fra Store og Smaa.
Jeg har mine bedste Klæder paa,
Og mødte jeg ganske dem foruden,
Saa kunde man troe, jeg var Elskovsguden;
Thi jeg er velskabt og sød og lille.
Men det var ei det, jeg sige vilde!
— Min Tale den er som et Træ, der groer,
Den har af Ønsker en Blomsterflor,
Og hver en Blomst, baade lille og stor,
Har jeg kysset paa; saa sandt jeg troer,
Bag hvert lille Blad et Kys der boer
Til Bedstefa'er og til Bedstemo'er.
Det knalder med Hurra i Stuer og Sale!
— Det er lille Pouls store Tale.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
En Moders Skaal
Om ogsaa ude Stormens Slag
Med Hagl paa Ruden trommer,
November bringer os en Dag
Med Solskin og med Sommer,
En deilig Dag, vi kalde vor,
Trods Aarets skarpe Vinde;
Om Sneen fyger udenfor,
Vi har dog Solskin inde.
En Moders Vei er Angstens Vei,
Hvert Barn blev kjøbt med Smerte;
Hvor mangen søvnløs Nat laae ei
En Klippe paa dit Hjerte!
Den spæde Knop blev Blomst og Frugt
Ved dine Kjærtegn ømme,
Og Aar for Aar sig viste smukt
Som Vished Haabets Drømme.
For dine Børn saa mangen Gang
Du sang — de det ei glemme!
Nu synge de for Dig en Sang
Med sødt bevæget Stemme.
Bliv længe hos os, karsk og glad!
Dig Børnebørn omringe!
I mange Aar et Festens Qvad
De Bedstemoder bringe!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Aarstiderne
Du aldrig vil elske? Til Stella jeg taled,
en Morgen i Vaar, da jeg hos hende sad,
mens Solen steeg over Hækken og maled
med Purpur i Duggen hvert skielvende Blad.
Nei, svared hun, aldrig! Thi Elskov er Tant.
Som Duggen, som Morgenens Purpur den svinder;
og naar den er svundet den sörgligt minder
kun om at den svandt!
Du aldrig vil elske? Til Stella jeg taled,
en Middag i Sommer, da trætte vi sad,
i kiölige Grotte, mens Ildkuglen praled
paa Himlen og brændte hvert visnende Blad.
Du aldrig vil elske? Skal Kierlighed da
liig Solen fortære et Hierte som brænder?
Hun rödmed og stammed og vred sine Hænder
og sukkede: Ja!
Du aldrig vil elske? Til Stella jeg taled,
en Aften ved Hytten, i guldfagre Höst,
mens Solen saa röd under Bölgerne daled
og smilte til Stellas ömtbölgende Bryst.
Fortryller Naturens Velgierning dig ei?
Og dog du dens herligste Frugter forskyder.
O fryd dig ved det, som utallige fryder!
Hun sukkede: Nei!
Du aldrig vil elske? Til Stella jeg taled,
en Midnat i Vinter, mens ene vi sad
saa taus ved Kaminen, da Maanen opmaled
i Vinduet Rimens udfoldede Blad.
Du nægter mig altsaa den hellige Lyst
at henvandre Livet med dig ved min Side,
til Alderens Snee farver Lokkerne hvide?
Hun sank til mit Bryst.
poem by Francis Ledwidge
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Die Wirklichkeit
Raumlos irren die Gedanken umher
Unerreichbar
Atemlos rennst Du hinterher
Hoffnungslos
Wie schwarzes Wasser rauscht die Zeit vorbei
Sie reit Dich mit
Lt Dich fallen, ich brenne, zerrei mich, geh weiter
Die Wirklichkeit
Sie ist der Untergang fr mich
Vergib der Zeit
Im 'morgen' finden uns nicht
Liebe - lange - ewig Lge - einsam
Aber nicht allein
Trmmer - alles selbst zerstrt; zuviel riskiert
Lebenslanges sich neu erfinden
Schreiend, jedoch ungehrt
Der Spiegel brennt, alle Seiten (Du siehst Dich)
Alles so verkehrt
Die Wirklichkeit
Sie ist der Untergang fr mich
Vergib der Zeit
Im 'morgen' finden wir uns nicht
... sie ist der Untergang fr mich
... ein 'morgen' gibt es
nicht
song performed by by Zeraphine
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Længsel med Potterne
Hist hvor man kun seer Lyngen groe,
Der laves Jydepotter jo!
Der laves store, laves smaae,
Paa Vognen snart de pakked' staae,
Og see, med Potter rigt begavet,
Den reiser langveis over Havet.
Ak see, nu kjører den afsted!
Og Pottefaderen er med;
Hans lille Dreng ved Døren staaer,
Med nødbrun Kind og gule Haar,
Han seer paa Vognen, som nu kjører,
Og sært det i hans Bryst sig rører.
Han føler, nei, han veed ei hvad!
Med Potterne han reise gad,
At see Soldater, Skov og By,
Med Kirketaarne høit mod Sky;
Ja Havet med de stærke Strømme,
Og Alt, hvad han kun saae i Drømme.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til Axel Fredstrup
Til Axel Fredstrup
med mine Eventyr
(Han havde i ,,Lykkens Blomst'' været den lille Nisse)
Er Lykkens Blomst' end kastet hen,
Saa veed jeg dog tilvisse,
Jeg har en gammel trofast Ven,
Her i den lille Nisse.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Der er et Huus afsondret ved et Gitter
Der er et Huus afsondret ved et Gitter
Og Jernport fra den hverdags Landevei;
Enhver, som gaaer forbi, der indad titter,
Det friske Grønne hvisker: Glem mig ei.
Smukt Ranken snoer sig opad Murens Side,
Og stundom flyver der en Sangfugl frem;
Men Huset selv, — om det vi Alle vide:
Der er vort Hjem, vort elskte bedste Hjem.
Det er saa godt i Livets Kamp og Smerte
At holde fast paa hvem man ret har kjær;
At kunne stole paa et trofast Hjerte,
Og sligt et Hjerte er i Huset her.
Fra det udover os Solstraaler spille
Og mangen Sorg os synes ei saa tung;
Vi elske Dig, Du kjærlige, Du milde,
Du elskelige Fader, stærk og ung!
O gid i Alt vi ganske Dig maae ligne,
Op see vi til Dig, elske Dig saa tro;
Den gode Gud Dig glæde og velsigne,
Ja, her er godt at bygge og at boe.
Gud, lad os feire tidt og mange Gange
Den Fest i Dag! beskjærm! o Gud, hvert Led
I Kjæden her, saa kjære og saa mange;
Held ham, vor Stolthed og vor Kjærlighed!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Agnes Dunlop og Michael Rosing
En Fader kom med sin lille Søn i Reitzels Boutik;
Den Lille loved jeg Eventyr, men ingen han fik.
Nu er han alt Mand og i Brudgoms Dragt,
Nu bliver ham Bogen af Bruden bragt;
De læse den sammen i Sorøskove,
Hvor Absalon, Holberg og Ingemann sove,
Hvor Solen skinner, og Øinenes Fyr
Fortæller det deiligste Eventyr.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Cigaren
Cigarens Glød er et Ildsted,
hvor Ildaander er tilhuse;
Den Ene blæser med Puster,
at Ilden skal ikke gaae ud;
Den Anden rører med Ildtang,
faaer Saften til at beruse;
I Dampen er der en Troldkraft,
en lille cigarfødt Gud;
Han bygger, som Fata Morgana,
det Røg-Slot Tankerne ville;
Han viser nu for mig Hjemmet
og alle Vennerne der;
Jeg glemmer at Have og Bjerge
uendeligt vidt os skille,
At nede paa Pladsen rigt gløder
Orangens duftfyldte Træer.
— Nu lægger jeg bort Cigaren;
Sevilla, du deilige Stad!
Jeg glemte Dig, jeg var i Danmark,
mens her med Cigaren jeg sad.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Februar
'- Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst -!'
*
Maanen, som en Havfrue, fra den fjerne Old,
Svømmer hen ad Himlen, deilig, men saa kold.
Skoven staaer med Riimfrost, glimrende og hvid,
Drømmer vist i Natten om sin Sommertid,
Om de grønne Blade med den friske Duft,
Om de smukke Blomster og den varme Luft.
Ja, hvert Træ i Skoven har sin Sommer-Drøm,
Der, som Digter-Hjertets, døer i Tidens Strøm.
Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst.
Som et Skyggebilled', sat mod Luftens Blaa,
Staaer hist Herregaarden, der er Taarne paa!
Alt er gothisk gammelt, hvilket Malerie!
Ret som Riddertiden slumrede deri.
Under Vindebroen, ved de frosne Rør,
Er' i Muren Huller; der var Fængsler før.
Vaabenet med Indskrift over Porten staaer,
Og om Vindueskarmen kunstigt Løvværk gaaer.
Mellem to Karnapper groer en mægtig Lind,
Der, ad Vindeltrappen, vil vi træde ind.
Hvilke gamle Døre! og hvor de er' smaae!
Ovenover stolte Hjortetakker staae.
Gjennem hele Fløien strækker sig en Gang,
Maaneskinnet gjør den mere dyb og lang.
Riddersmænd og Fruer, mens vi gaae forbi,
See, som bundne Aander, fra hvert Malerie.
Hvem er vel hin Ridder med det mørke Blik?
Engang stolt og modig, han i Livet gik;
Mægtigt svulmed' Hjertet, Jorden har ham gjemt,
Ei hans Slægt man kjender, her hans Navn er glemt!
Hvilken deilig Qvinde! Liv og Aand man seer.
Og af disse Former er nu intet meer?
Intet meer, undtagen dette Farvespil,
Som hver Livets Sommer meer henbleges vil!
Dette Smiil om Munden, dette Tanke-Blik,
Denne Sundheds-Farve hendes Kinder fik;
Alt er Støv og Aske, Alt i Jorden gjemt,
Og, som Hjertets Drømme, Sorg og - Glæde, glemt!
Tys! fra Salen klinger Toners Harmonie,
Hornets dybe Klage smelter hen deri.
Dersom hvert et Hjerte, hørligt, Toner fik,
Hver en Fryd og Smerte fremsteeg i Musik,
Hvilken Aandeverden, fuld af Poesie:
Saga har i Noder Stykkets Melodie;
Folkets Drøm om Frihed døer, som Hornets Klang,
Men selv den er Takter til en Friheds Sang.
Hvert Portrait paa Væggen, mens jeg gaaer forbi,
Aandes halvt tillive ved min Phantasie.
Sært Musikken klinger; Sang og Lystighed
Bruser gjennem Salen; dog ei dette Sted
Er det, vi vil gjæste! nei, her ganske nær
Tvende Smaabørn bygge; lad os komme der!
See, en lille Pige og en ældre Dreng,
De har her i Stuen hver sin egen Seng.
Barnehjertet drømmer uden dybe Suk -
Er Du, Barneverden, da saa stor og smuk?
Græder ikke Barnet bittert, tungt og haardt
For den pæne Dukke, man har taget bort?
Lige salt er Taaren, lige Hjertet slaaer,
Som hos os, naar Haabet isner i sin Vaar.
Men med Taaren triller ogsaa Sorgen hen,
Og paa Kinden sidder Smilet sødt igjen.
Naar en Brand man svinger lysteligt omkring,
Gløde der jo Ringe ved de raske Sving.
Ja, et enkelt Lyspunkt i sin snare Flugt
Skaber Barndoms Verd'nen dobbelt stort og smukt.
Lad Forstanden sige: 'det var simple Ting!'
Rundt om Verd'nen staaer det, en Saturnus Ring.
Taager, ved det Fjerne, selv som Skyer staae,
Hvor Erindrings-Solen maler Roser paa.
Ja, en Drøm saa deilig, fuld af Drømme selv,
Er' de korte Timer paa vor Barndoms Elv!
Alt har Liv og Hjerte paa vor første Vei,
Og vi er' uskyldig', thi vi veed det ei. -
Hjertet fast sig klynger til de kjære Smaae,
De er' just saa store, de kan Himlen naae!
See de to herinde, hver med Haand ved Kind,
Øinene halv lukked', de vil sove ind;
Men hvor kan de sove! Glæden vil det ei!
Tænk, imorgen skal de, o, saa lang en Vei!
Første Gang just er det, de skal til en By,
Og en stor, betænk dog! - Var det Morgengry!
'O, var det dog Morgen!' sukke begge to.
Hjertet vil iaften ikke gaae til Ro;
Tanke følger Tanke, skaber Alt saa smukt,
De er' alt paa Reisen med den første Flugt.
Øiet meer sig lukker; Pigen sover nu,
Hører ei, hvor Broder hvisker: 'sover Du?'
Hun om Reise drømmer, han har ingen Ro.
Sove? Han? Bevar' os! hvor kan Sligt man troe!
Vaagen Alt han skuer, o, var det dog Dag!
Anelse og Længsel driver Pulsens Slag. -
- Ha! det er alt Morgen, rask det gaaer afsted,
Barnehjertet synger høit af Salighed:
Ud i Verden! rask afsted!
Det er, see dog bare!
Ret som Mark og Eng løb med,
Os det er, der fare.
Nu paa Land og nu paa Sø,
Som det sig kan skikke,
Gid jeg dog maae aldrig døe!
Nei, det vil jeg ikke!
Reise bort med Faer og Moer -
Det er, som jeg svæver!
Verden er saa stor, saa stor!
Gud skee Lov, jeg lever!
Blomsterne under Sneen.
Gjennem Sneen Solens Guld
Falder paa min Pande,
Løfter mig fra sorten Muld
Op til Lysets Lande.
Sneen smelter for min Kind,
Kjærlighed jeg drømmer,
Men den kolde, skarpe Vind
Død mig gjennemstrømmer!
Børnene i Vognen.
Intet Træ har Blade paa,
Hvid' er Mark og Enge!
Men, hvor kan dog Krattet staae
Med sit Løv saa længe?
See, med bruunt og gule Haar,
I den hvide Snee det staaer!
Løvet.
Engang deeltes Verden ud
Mellem Djævelen og Gud;
Da til Mennesket de kom,
Blev' de begge enig' om,
At saalænge, som eet Blad
Endnu fast paa Grenen sad,
Skulde Sjælen Gud tilhøre,
Ingen turde ondt den gjøre;
Djævelen sin Deel først fandt,
Naar det sidste Blad forsvandt.
Derfor lod den gode Gud
Først, naar Krattet springer ud,
Og det nye Grønt vi finde,
Alt det gamle Løv forsvinde.
Fast det staaer fra Top til Rod;
Thi vor Herre er saa god! *
* et Sagn.
Postkarlen.
Her i denne lille By,
Der har næsten reist sig ny,
Skal engang - naar, har jeg glemt -
Fjenden have hærget slemt;
Alting sank i Brand og Gruus.
- Yderst laae et lille Huus,
Det var Aften, Lys man tændte,
Fjenden var mod Nat i Vente. -
Hvilken Jammer! hvilken Nød!
Bittre, salte Taare flød.
Kun den gamle Bedstefaer
Sad taalmodig, taus i Krogen;
Intet Suk hans Læbe bar,
Fromt han sang af Psalmebogen:
'Herren i vor Nød og Vaade [rettet fra Baade]
Kan en Skandse om os slaae!'
Sønnen hørte mørkt derpaa,
Hvor var der vel Hjælp og Naade?
'Aldrig meer', det var hans Ord,
'Skee Mirakler paa vor Jord!'
Men den Gamle, from og rolig,
Psalmen sang i Sorgens Bolig;
Og de lytted' til hans Sang,
Folded' Hænderne og bade,
Sang med ham endnu en Gang.
Som de da i Kredsen sadde,
Graaden svandt fra deres Kind,
Og de sov saa stille ind.
- Natten gik, de vaagned' trøsted',
Der var Fred og Ro i Brystet.
Taus de lytte. Alt er stille.
Døren nu de aabne ville,
Men den viger ei, thi see,
Huset ligger skjult i Snee!
Det har fyget stærkt i Nat,
Men ei Byen man kan kjende,
Alt i Gruus og Ild er sat
Af den kaade, grumme Fjende;
Kun det lille Huus i Sneen
Saae de ei - det Frelse fik,
Medens Døden grumt med Leen
Gjennem mangt et Hjerte gik.
Herren selv, som kjender Trangen,
Havde under Psalmesangen
Dækket det mod Ild og Landse,
Bag ved Sneens hvide Skandse. *
* Et Folkesagn.
Fuglene.
Smaabørn, kjør kun rask afsted!
See, qvivit! vi komme med.
Det er Fastelavn i Dag,
Vi skal til et lystigt Lag;
Katten, som vil faae os fat,
Har de nu i Tønden sat.
Fare! Fare! Krigsmand!
Døden skal han lide,
Han kom dog til allersidst
I den sorte Gryde!
Børnene.
Snart vi nu til Byen naae!
Der er' mange Taarne paa.
O, den er saa stor, saa stor!
O, men see, Du søde Moer!
See, en levende Husar,
Som Du os ham tegnet har!
Levende med Hest og Spiir,
Ikke malet paa Papiir!
Her er Byen! søde Gud!
Saadan seer vist Himlen ud.
Digteren.
Byen er snæver, Barmen mig trang!
Hvad siger Verden og hun om min Sang,
Mit Hjertes blodige Straale?
Drengene paa Gaden.
'Hvem vil see Spilleværker for Knappenaale?!'
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Tomorrow Morning, Early
'Will there be another holocaust? '
they asked the Rebbe of Lubavitch.
For an answer he was never lost.
“Of course there will be. Man is savage.”
“When will this happen? ” they inquired.
“Morgen in der frih, ” he said,
Tomorrow morning, early, has transpired,
and millions are already dead.
It’s happened in Rwanda and Sudan,
as in silence we looked on.
It couldn’t happen here, we say. It can,
and millions more will soon be gone.
Long agao an interviewer asked the Luvavitcher Rebbe, Rabbi Menachem Mendel Schneersohn, if he believed the Holocaust could ever happen in America. “Morgen in der frih, ” was his reply, Yiddish words that mean: “Early tomorrow morning.”
2/17/09
poem by Gershon Hepner
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Niemand Sonst
warum soll ich dir versprechen
wovon ich morgen nichts versteh
warum reden ber liebe (warum jetzt schon reden)
bevor ich weit wohin es geht - wohin du morgen gehst
warum soll ich dich belgen
bevor ich dir die wahrheit sag
du bist schn, du bist klug
doch vielleicht haben wir morgen schon genug
aber jetzt sind wir hier
und niemand sonst auer uns kann es sehen
niemand sonst auer uns es verstehen
und niemand sonst auer uns kann es sehen
fr niemand sonst bleibt die welt einfach stehen
vielleicht werd ich dich verletzen
es ist das letzte was ich will
weinst du mir, wein ich dir (hinterher)
wir werden sehen was passiert
wenn es passiert
aber jetzt sind wir hier
und niemand sonst auer uns kann es sehen
niemand sonst auer uns es verstehen
und niemand sonst auer uns kann es sehen
fr niemand sonst bleibt die welt einfach stehen
jeder tag kann unser letzte sein
niemand kann die zukunft lenken
es ist viel zu schn bei dir zu sein
als an morgen zu denken
und niemand sonst......
song performed by by Yvonne Catterfeld
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Titmarsh’s Carmen Lilliense
LILLE, Sept. 2, 1843.
My heart is weary, my peace is gone,
How shall I e'er my woes reveal?
I have no money, I lie in pawn,
A stranger in the town of Lille.
I.
With twenty pounds but three weeks since
From Paris forth did Titmarsh wheel,
I thought myself as rich a prince
As beggar poor I'm now at Lille.
Confiding in my ample means—
In troth, I was a happy chiel!
I passed the gates of Valenciennes,
I never thought to come by Lille.
I never thought my twenty pounds
Some rascal knave would dare to steal;
I gayly passed the Belgic bounds
At Quievrain, twenty miles from Lille.
To Antwerp town I hasten'd post,
And as I took my evening meal
I felt my pouch,—my purse was lost,
O Heaven! Why came I not by Lille?
I straightway called for ink and pen,
To grandmamma I made appeal;
Meanwhile a loan of guineas ten
I borrowed from a friend so leal.
I got the cash from grandmamma
(Her gentle heart my woes could feel,)
But where I went, and what I saw,
What matters? Here I am at Lille.
My heart is weary, my peace is gone,
How shall I e'er my woes reveal?
I have no cash, I lie in pawn,
A stranger in the town of Lille.
II.
To stealing I can never come,
To pawn my watch I'm too genteel,
Besides, I left my watch at home,
How could I pawn it then at Lille?
'La note,' at times the guests will say.
I turn as white as cold boil'd veal;
I turn and look another way,
I dare not ask the bill at Lille.
I dare not to the landlord say,
'Good sir, I cannot pay your bill;'
He thinks I am a Lord Anglais,
And is quite proud I stay at Lille.
He thinks I am a Lord Anglais,
Like Rothschild or Sir Robert Peel,
And so he serves me every day
The best of meat and drink in Lille.
Yet when he looks me in the face
I blush as red as cochineal;
And think did he but know my case,
How changed he'd be, my host of Lille.
My heart is weary, my peace is gone,
How shall I e'er my woes reveal?
I have no money, I lie in pawn,
A stranger in the town of Lille.
III.
The sun bursts out in furious blaze,
I perspirate from head to heel;
I'd like to hire a one-horse chaise,
How can I, without cash at Lille?
I pass in sunshine burning hot
By cafes where in beer they deal;
I think how pleasant were a pot,
A frothing pot of beer of Lille!
What is yon house with walls so thick,
All girt around with guard and grille?
O gracious gods! it makes me sick,
It is the PRISON-HOUSE of Lille!
O cursed prison strong and barred,
It does my very blood congeal!
I tremble as I pass the guard,
And quit that ugly part of Lille.
The church-door beggar whines and prays,
I turn away at his appeal
Ah, church-door beggar! go thy ways!
You're not the poorest man in Lille.
My heart is weary, my peace is gone,
How shall I e'er any woes reveal?
I have no money, I lie in pawn,
A stranger in the town of Lille.
IV.
Say, shall I to you Flemish church,
And at a Popish altar kneel?
Oh, do not leave me in the lurch,—
I'll cry, ye patron-saints of Lille!
Ye virgins dressed in satin hoops,
Ye martyrs slain for mortal weal,
Look kindly down! before you stoops
The miserablest man in Lille.
And lo! as I beheld with awe
A pictured saint (I swear 'tis real),
It smiled, and turned to grandmamma!—
It did! and I had hope in Lille!
'Twas five o'clock, and I could eat,
Although I could not pay my meal:
I hasten back into the street
Where lies my inn, the best Lille.
What see I on my table stand,—
A letter with a well-known seal?
'Tis grandmamma's! I know her hand,—
'To Mr. M. A. Titmarsh, Lille.'
I feel a choking in my throat,
I pant and stagger, faint and reel!
It is—it is—a ten-pound note,
And I'm no more in pawn at Lille!
[He goes off by the diligence that evening, and is restored to the
bosom of his happy family.]
poem by William Makepeace Thackeray
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med 'Molbechs Eventyr
Her aabnes Dig et Slot med tusind Sale,
Hvor alle Billeder fra Væggen tale;
I Haven findes Bjerge, dybe Dale,
Hvor Guld og Perler groe ved Kildens Væld;
Sin Ryg tilbyder Dig den lille Svale,
Besøg da Møllen, hvor de Guldkorn male,
Hvor Dragen snoer i Bugt sin stærke Hale,
Besøg selv Stjernen over Skyens Fjeld;
Her voxe Palmer straalende og høie,
Her gaaer en Tinsoldat med farvet Trøie,
En Guldskov vil fortrylle sært dit Øie,
Og „Alferne", dem skal Du kjende nøie,
Den Dødes Søn Dig rører ved sit Liv,
Skjønheden vil Dig lære elske Dyret,
Prindsessen sidder skjult i Kjærets Siv,
Den vilde Røver staaer med blodig Kniv -
Gaae dristig til, her lever Eventyret -
Det kaldes Molbechs i det danske Land,
Men han er bare for det — Færgemand.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Bis An Die Sterne
Wir sind 20.000 Meilen ber dem Meer
Shne soweit das Auge sieht
La uns gro werden wie ein Heer
Seht gut zu, wie uns geschieht
Du zeigst uns die Wege, du fhrtest uns aus dem Tal
Erhr die gebete 20.000 Mal
Gib mir den Morgen danach
Weck mich auf, wenn ich schlaf'
Mach uns gro wie ein Heer
20.000 Meilen ber dem Meer
Wir werden hier bestehen, la' es geschehen
Auch wenn die Winde eisig sind
Bei Nacht wird man uns aus der Ferne sehen
Und hren wie unser Lied erklingt
Himmlische Wege, sie fhren uns aus dem Tal
Erteil deine Pflege 20.000 Mal
Gib mir den Morgen danach
Weck mich auf, wenn ich schlaf
Mach uns gro wie ein Heer
20.000 Meilen ber dem Meer
1000 fette Jahre stehen uns bevor
Drum zeig' wozu wir fhig sind
Mach meine Tr zu einem himmlischen Tor
Durch das man goldene Gaben bringt
Es geht um mein Leben
Ich leg' es in deine Hand
Komm mir entgegen
In unserem heiligen Land
Gib mir den Morgen danach
Weck mich auf, wenn ich schlaf'
Mach uns gro wie ein Heer
20.000 Meilen ber dem Meer
song performed by by Xavier Naidoo
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Bis An Die Sterne
Wir sind 20.000 Meilen ber dem Meer
Shne soweit das Auge sieht
La uns gro werden wie ein Heer
Seht gut zu, wie uns geschieht
Du zeigst uns die Wege, du fhrtest uns aus dem Tal
Erhr die gebete 20.000 Mal
Gib mir den Morgen danach
Weck mich auf, wenn ich schlaf'
Mach uns gro wie ein Heer
20.000 Meilen ber dem Meer
Wir werden hier bestehen, la' es geschehen
Auch wenn die Winde eisig sind
Bei Nacht wird man uns aus der Ferne sehen
Und hren wie unser Lied erklingt
Himmlische Wege, sie fhren uns aus dem Tal
Erteil deine Pflege 20.000 Mal
Gib mir den Morgen danach
Weck mich auf, wenn ich schlaf
Mach uns gro wie ein Heer
20.000 Meilen ber dem Meer
1000 fette Jahre stehen uns bevor
Drum zeig' wozu wir fhig sind
Mach meine Tr zu einem himmlischen Tor
Durch das man goldene Gaben bringt
Es geht um mein Leben
Ich leg' es in deine Hand
Komm mir entgegen
In unserem heiligen Land
Gib mir den Morgen danach
Weck mich auf, wenn ich schlaf'
Mach uns gro wie ein Heer
20.000 Meilen ber dem Meer
song performed by by Xavier Naidoo
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!