Titmarsh’s Carmen Lilliense
LILLE, Sept. 2, 1843.
My heart is weary, my peace is gone,
How shall I e'er my woes reveal?
I have no money, I lie in pawn,
A stranger in the town of Lille.
I.
With twenty pounds but three weeks since
From Paris forth did Titmarsh wheel,
I thought myself as rich a prince
As beggar poor I'm now at Lille.
Confiding in my ample means—
In troth, I was a happy chiel!
I passed the gates of Valenciennes,
I never thought to come by Lille.
I never thought my twenty pounds
Some rascal knave would dare to steal;
I gayly passed the Belgic bounds
At Quievrain, twenty miles from Lille.
To Antwerp town I hasten'd post,
And as I took my evening meal
I felt my pouch,—my purse was lost,
O Heaven! Why came I not by Lille?
I straightway called for ink and pen,
To grandmamma I made appeal;
Meanwhile a loan of guineas ten
I borrowed from a friend so leal.
I got the cash from grandmamma
(Her gentle heart my woes could feel,)
But where I went, and what I saw,
What matters? Here I am at Lille.
My heart is weary, my peace is gone,
How shall I e'er my woes reveal?
I have no cash, I lie in pawn,
A stranger in the town of Lille.
II.
To stealing I can never come,
To pawn my watch I'm too genteel,
Besides, I left my watch at home,
How could I pawn it then at Lille?
'La note,' at times the guests will say.
I turn as white as cold boil'd veal;
I turn and look another way,
I dare not ask the bill at Lille.
I dare not to the landlord say,
'Good sir, I cannot pay your bill;'
He thinks I am a Lord Anglais,
And is quite proud I stay at Lille.
He thinks I am a Lord Anglais,
Like Rothschild or Sir Robert Peel,
And so he serves me every day
The best of meat and drink in Lille.
Yet when he looks me in the face
I blush as red as cochineal;
And think did he but know my case,
How changed he'd be, my host of Lille.
My heart is weary, my peace is gone,
How shall I e'er my woes reveal?
I have no money, I lie in pawn,
A stranger in the town of Lille.
III.
The sun bursts out in furious blaze,
I perspirate from head to heel;
I'd like to hire a one-horse chaise,
How can I, without cash at Lille?
I pass in sunshine burning hot
By cafes where in beer they deal;
I think how pleasant were a pot,
A frothing pot of beer of Lille!
What is yon house with walls so thick,
All girt around with guard and grille?
O gracious gods! it makes me sick,
It is the PRISON-HOUSE of Lille!
O cursed prison strong and barred,
It does my very blood congeal!
I tremble as I pass the guard,
And quit that ugly part of Lille.
The church-door beggar whines and prays,
I turn away at his appeal
Ah, church-door beggar! go thy ways!
You're not the poorest man in Lille.
My heart is weary, my peace is gone,
How shall I e'er any woes reveal?
I have no money, I lie in pawn,
A stranger in the town of Lille.
IV.
Say, shall I to you Flemish church,
And at a Popish altar kneel?
Oh, do not leave me in the lurch,—
I'll cry, ye patron-saints of Lille!
Ye virgins dressed in satin hoops,
Ye martyrs slain for mortal weal,
Look kindly down! before you stoops
The miserablest man in Lille.
And lo! as I beheld with awe
A pictured saint (I swear 'tis real),
It smiled, and turned to grandmamma!—
It did! and I had hope in Lille!
'Twas five o'clock, and I could eat,
Although I could not pay my meal:
I hasten back into the street
Where lies my inn, the best Lille.
What see I on my table stand,—
A letter with a well-known seal?
'Tis grandmamma's! I know her hand,—
'To Mr. M. A. Titmarsh, Lille.'
I feel a choking in my throat,
I pant and stagger, faint and reel!
It is—it is—a ten-pound note,
And I'm no more in pawn at Lille!
[He goes off by the diligence that evening, and is restored to the
bosom of his happy family.]
poem by William Makepeace Thackeray
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Pouls Tale
Vil De nu være stille i Stuer og Sale,
Saa siger lille Poul sin store Tale;
Jeg er den ældste af de yngste To,
Kan bedst holde Tale, kan I troe.
Jeg tømmer i dag Sølvbryllups-Kruset
Og gratulerer fra hele Huset,
Fra Unge og Gamle, fra Store og Smaa.
Jeg har mine bedste Klæder paa,
Og mødte jeg ganske dem foruden,
Saa kunde man troe, jeg var Elskovsguden;
Thi jeg er velskabt og sød og lille.
Men det var ei det, jeg sige vilde!
— Min Tale den er som et Træ, der groer,
Den har af Ønsker en Blomsterflor,
Og hver en Blomst, baade lille og stor,
Har jeg kysset paa; saa sandt jeg troer,
Bag hvert lille Blad et Kys der boer
Til Bedstefa'er og til Bedstemo'er.
Det knalder med Hurra i Stuer og Sale!
— Det er lille Pouls store Tale.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til Axel Fredstrup
Til Axel Fredstrup
med mine Eventyr
(Han havde i ,,Lykkens Blomst'' været den lille Nisse)
Er Lykkens Blomst' end kastet hen,
Saa veed jeg dog tilvisse,
Jeg har en gammel trofast Ven,
Her i den lille Nisse.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Agnes Dunlop og Michael Rosing
En Fader kom med sin lille Søn i Reitzels Boutik;
Den Lille loved jeg Eventyr, men ingen han fik.
Nu er han alt Mand og i Brudgoms Dragt,
Nu bliver ham Bogen af Bruden bragt;
De læse den sammen i Sorøskove,
Hvor Absalon, Holberg og Ingemann sove,
Hvor Solen skinner, og Øinenes Fyr
Fortæller det deiligste Eventyr.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Min lille Fugl, hvor flyver Du?
Min lille Fugl, hvor flyver Du,
Imellem grønne Grene?
Ak mon jeg rinder Dig i Hu?
Mit Hjerte briste vil itu — !
— O Gud, hvor jeg dog er ene!
Du sagde, at Du var mig god;
Ja, godt mig Alle mene,
Men hvis Du ret min Sorg forstod,
Du kom, Du sang mig Sjæle-Mod,
Da sad jeg ikke alene!
Min lille Fugl, Du kommer ei
Fra dine grønne Grene;
Jeg stille vandre maa min Vei —;
Ak, ingen elsker Dig som jeg!
— O Gud, hvor jeg dog er ene!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Avis aux lectrices
Jeg savner noget! — skal jeg Navnet sige?
Det er just ikke af en sjelden Slags;
Jeg savner — ja — en lille, bitte Pige -
Ak, Herre Gud! nu leer man ad mig strax!
Tør jeg da aldrig elske, aldrig sværme?
Hvad? Er jeg ikke gammel nok dertil?
Gud veed, jeg vil jo ei en Sjæl fornærme,
Nei holde af, det er jo det jeg vil!
Enhver Poet, selv ganske smaae Personer,
Har sig en Kjærest; — det maa være rart!
Man er ulykkelig, man sukker og man daaner,
O, jeg maa med! og jeg maa med lidt snart.
Men endnu har jeg ingen ret i Sigte,
At jeg kan blive for min Længsel qvit;
Gud veed, jeg sværmer nok for mine Digte,
Men Herre Gud, det er mig dog for lidt!
Nei jeg maa eie — hvad jeg nu vil sige -
En Kjæreste, saa faaer vist Hjertet Ro;
En lille, kun en ganske lille Pige,
Thi jeg er stor nok for os begge to!
O, kom! lad ei det søde Haab mig svigte;
Thi Kjærlighed dog klæder Folk saa net.
Men Du maa rose alle mine Digte,
Thi jeg slaaer op, saa snart Du glemmer det!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Lille Viggo
Lille Viggo, vil Du ride Ranke?
Sæt Dig paa mit Knæ, Du søde Dreng!
Jeg hos Dig er Barn i Sjæl og Tanke;
Vi vil lege, til Du skal i Seng.
Her hos Dig jeg Barnehimlen finder,
Glemmer Alt, hvad der gjør Hjertet Vee;
Lad mig kysse dine røde Kinder,
Lad mig dog de brune Øie see!
Viis mig saa, hvor stor Du er, Du Søde!
Nei, hvor Haanden dog er buttet rund!
Smilet sidder i de Kinder røde,
Altfor smuk er dog din lille Mund!
Hver en Blomst Du kysser, som en Broder,
Taler med den, paa din egen Viis,
Hele Verden har Du i din Moder,
Hendes Skjød er Dig dit Paradiis.
Ingen seer paa Dig med mørke Blikke,
Du er Barn, Dig er man ikke vred;
Verdens vilde Strid forstaaer Du ikke,
Kjærlighed kun kjender Kjærlighed.
Jeg en smuk Historie Dig lover,
Følg nu Moder til din lille Seng!
Synge vil jeg for Dig, til Du sover,
Lille Viggo, Moders bedste Dreng!
Du maaske for mig, som ældre, synger,
Naar jeg skal til Ro den sidste Gang;
Ja, naar Jorden paa min Kiste tynger,
Syng da med den dybe Vuggesang!
Tænk paa ham, der trofast mange Gange
Gynged' Dig paa Armen op og ned.
Verden glemmer mig og mine Sange!
Mon Du glemme vil min Kjærlighed?
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Fru Grove, født Fenger
Bag Sorø Sø ved Skoven
Bonden gik bag Ploven;
Jeg kom med Ingemann og med hans Frue
I Præstegaardens Stue.
De glade Børnestemmer klang;
En lille Pige mindes jeg især,
Med store, milde Øjne sad hun der,
Jeg troer endnu at høre hendes Sang.
Til Tak for den nu efter mange Aar
Af mig igjen en lille Sang hun faaer;
I den vi Præstegaarden vil besøge
Og gjensee Alle, som vi mødte der;
Saa vandre vi med Sang bag Skovens Bøge
Heelt ned til Sorø Sø, — nu er vi her!
Fuldmaanen skinner, Nattergalen slaaer,
— Det lyder gjennem alle Livsens Aar.
Der spirer Blomster fra det mindste Frø;
Hvad smukt og godt er, det kan aldrig døe.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I Afrika
Jeg er ovre i Marokko!
er det ei et Eventyr?
Norden for mig er Europa,
der jeg seer Trafalgars Fyr.
Havets Brænding har en Susen,
Toner fra den danske Strand;
Selv i Afrika jeg synes,
jeg er nær mit Fædreland;
Venners Stemme kan jeg høre,
alt det Skjønne kan jeg see;
Lad det snee der, Skyen drysse
Mandelblomster, Julesnee;
Lad det ruske, lad det regne,
Vinden gaae til Marv og Been;
I Aartusinder dog grønnes
der den friske Bøgegreen.
Danmark, Nordens ældste Rige,
eengang stort, men lille nu!
Grændsen lille, Ungdomssindet,
det har Storhed, den har Du!
Jeg i Havets Susen hører
Toner fra den danske Strand;
Hører Du igjen mit Hjertes
Banken, Du, mit Fædreland?
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
After the greatest clouds, the sun.
quote by Alan of Lille
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Lille Sally, her er Brev
Lille Sally, her er Brev,
Andersen iaftes skrev.
Veiret er saa graat og vaadt,
Ja, det sneer jo ganske smaat;
Snart vil falde mere Snee,
Og Du kan fra Ruden see,
Hvor den fyger, hvor den føiter,
Og der løber Folk paa Skøiter!
Intet Menneskene kan see
Rødgrød meer i Grøfterne;
Men nu har vi — kom og spiis! -
Alle Grøfter fyldt med Iis;
Snen drysser Sukker paa,
Du den alenhøi kan faae.
Invitere nu Du maatte
Otto, Poul og Charlotte.
Lille Sally, gamle Ven,
Skriv Du mig nu Brev igjen!
Har du ikke Blæk og Pen,
Læg et Kys i Brevet hen.
Vi skal sees i Grønningen,
Vi skal sees i Himmelen,
Vi hinanden kjender,
Vi er gamle Venner!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med et Halsbaand
Lille og nysselig!
See dog, hvor sød!
Med det er Du kysselig!
Bliv dog ei rød!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med en Lysestage [Sæt Dig i Stagen, men ikke for kroget! ]
Sæt Dig i Stagen, men ikke for kroget!
Et lille Lys er jo ogsaa Noget.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Moderen med Barnet
Hist, hvor Veien slaaer en Bugt,
Ligger der et Huus saa smukt.
Væggene lidt skjæve staae,
Ruderne er ganske smaa,
Døren synker halvt i Knæ,
Hunden gjøer, det lille Kræ,
Under Taget Svaler qvid're,
Solen synker — og saa vid're.
I den røde Aftensol
Sidder Moder i sin Stol;
Kinden luer dobbelt rød,
Barnet har hun paa sit Skjød.
Drengen er saa frisk og sund,
Æblekinden rød og rund!
See, hvor hun i Spøg ham banker
Paa de søde Pusselanker.
Katten staaer og krummer Ryg,
Men forstyrres af en Myg;
Barsk han den med Poten slaaer,
Og igjen som Hofmand staaer.
Moder klapper Barnets Kind;
See hvor sødt det sover ind,
Drømmer om de Engle smukke
I sin lille pene Vugge.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Fremsagt af Hr. Ch. Schmidt ved hans Sommerforestilling i Casino 1853
Borddandsen kjender De! Ja De har kjendt den
Alt et Par Aar! Husk paa Ole Lukøie,
Dragkisten dreier sig, den løfter Been.
Ildklemmen dandser, Skilderierne.
Borddandsen kjende De forud for Andre,
Men Christians Feberangst, først nu De kjender,
Nu da De selv har Tryllekredsen sat
Med lille Finger, lagt paa lille Finger,
Følt der kom Gysning, Rivning, der kom Feber!
Hos Een og Anden! — Den er fæl den Feber,
Men hvad er den, mod den jeg har iaften.
Ak Borddands-Feber, Valg- og Bal- Geni- Kold-Feber,
De er igrunden ingen Ting mod min.
Min — ja De lee — lee kun — det letter.
Jeg gaaer iaften med Vertinde-Feber,
Tør jeg betroe Dem det: „Vertinde-Feber".
Paa Gjester, Huus og paa Anretningen
Jeg tænker, tænkte, tænker meer end Nogen.
„— Velkommen! tag til Takke! —" er Prologen,
Og Dyden ved den er, at den er kort! -
Ved Deres Bifald gaaer min Feber bort!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Jeg føler dit lille Hjerte dikke
Jeg føler dit lille Hjerte dikke —!
Jeg spaaer Dig — nei, jeg siger det ikke!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Lille Lise ved Brønden
Tæt ved Huset Brønden staaer,
Lille Lise til den gaaer,
Stirrer tankefuld derned,
Thi hun af sin Moder veed,
At man her fra Brøndens Vand
Trækker Børnene i Land;
Ja, hun selv, som her nu staaer,
Kom derfra for fire Aar,
Og en Broder tog' de nys,
Ham, som faaer saa mange Kys.
Stivt hun ned i Brønden seer;
„Mon der nu er ingen fleer?
Eller sidde hver og een,
Skjult bag Brøndens Kampesteen?
Rigtignok har Søster sagt,
At os Børn har Storken bragt,
At han har bag Redens Tjørn,
Piger og smaae Drenge-Børn;
Men hvor skiller han de Smaae,
Naar de ei har Klæder paa?
Nei, de boe i Brønden her!
Jeg har selv jo været der;
O, nu kan jeg ogsaa see,
Een igjennem Vandet lee!
Hun som lille Lise staaer,
Og har ogsaa gule Haar.
Kunde jeg dog bare faae,
Kun den mindste af de Smaae!
De er' meget bedre der,
End min dumme Dukke her!"
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med en Felt-Flaske
Mens Sneen fyger hid og did,
Og Kulden er den stærke,
En lille Sangfugl flyver hid -
Det er en Morgen-Lærke.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I skyggen vi vanke
I skyggen vi vanke
blandt lysgrønne strå,
sankthansurt vi sanke,
hvor blomsterne stå.
Pæne lille urt
står så rent og purt,
står så frisk og grøn,
uformærkt i løn.
Bag køkkenets række
vi hensætte den,
fra trælistens sprække
den snor sig da hen.
Hvis den fæster rod,
bli'r vor skæbne god.
Dør den på sit sted,
ak da dø vi med.
Da ikke vi kommer
så glade, så fro,
her følgende sommer,
når blomsterne gro.
Hist, hvor korset står,
hist på kirkegård
blege ligger vi.
Da er det forbi!
Sankthansurt vi sanke,
hvor blomsterne stå,
blandt stammer så ranke,
blandt lysgrønne strå.
Pæne lille urt
står så rent og purt,
står så frisk og grøn,
uformærkt i løn.
poem by Adam Gottlob Oehlenschlaeger
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Haste
Den lille Svale fik ei Ørnens Flugt,
Men kyset blev den dog af Digterguden;
Sin Sang den qviddrer klagende, men smukt,
I det den slaaer med Vingerne paa Ruden.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Do not hold as gold all that shines as gold.
quote by Alain de Lille
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!