Med en Bog-Kni
Med denne Kniv kan Du sprætte op,
Og see hver Tanke i Bogens Krop.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Pram
Fra Helten klædt i Brynie blaae,
Til hver en Blomst Dit Øie saae,
Du bragte os et Billed'.
Din Tanke Intet gik forbi,
Hver Skizze selv Du gav Værdie,
I det Du den opstilled.
Emilies Kilde frisk og klar,
Fra Dig sin bedste Skjønhed har.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Jeg var et Jordens Barn
Jeg var et Jordens Barn og fuld af Lune,
Og Glæde var min Tanke som mit Ord.
En Pige saae jeg — Øinene var brune.
De bandt mig fast til denne skiønne Jord.
Jeg saae en Pige, alt var Aand og Tanke,
Den klare Himmel jo i Øiet laae;
Dødt var mit Hjerte, nu det maatte banke,
Og Siælen barnligt mod sin Himmel saae;
Det Brune vinker ned, det gjør mig svimmel,
Det Blaae mig aabner Kjærlighedens Himmel.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hvad jeg elsker
Jeg elsker Havet, naar det stormer vildt!
Jeg elsker det, naar Fladen ligger mildt,
Og Maanen speiler sig i Dybets Blaae.
Jeg elsker Bjergene, jeg aldrig saae!
De store Floder og de dybe Dale.
Jeg elsker Skovens grønne Sommersale!
Den tause Nat med al sin Stjerne-Hær,
Og Aftenrøden i sit stærke Skjær!
Den hvide Riimfrost paa den nøgne Green;
— Men hade — nei, jeg hader ikke Een!
Jeg hader kun hver bitter, grusom Lyst!
Jeg hader Syndens Tanke i mit Bryst!
Jeg hader Mysticismens Pave-Baand!
Men elsker Barnet og hver barnlig Aand,
Jeg elsker Tanken i sin stolte Gang,
Og Tonekunsten med sin Længsels Sang!
Jeg elsker Blomsten med sin friske Duft,
Og Fuglen i den rene, frie Luft!
Jeg elsker Vennen, høit som Himlens Blaae!
Og Qvinden — — ja! een eneste jeg saae,
Og hun var Brud — det var jo ret en Lyst! -
Jeg elsker denne Længsel i mit Bryst!
Jeg elsker Graven med sin dybe Fred,
Og Tanken om den store Evighed! -
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Der er saa øde paa Heden
Der er saa øde paa Heden:
Kun Lyng og den nøgne Ahl;
Dog snart skal der findes et Eden,
En smilende Freyas-Sal;
Thi der vil Du boe og bygge
Med Tanke-Dybet saa rigt,
Hver Sorg skal flye som en Skygge,
Hver Dag som et Skjønheds-Digt.
Og staaer Du i Døren saa stille,
Din Mand sødt ventende hjem,
Da Parie-Folkene ville
Glad see Dig og smile og tale:
De troe, at fra Indiens Dale
En Pari er kommen til dem.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
T. Kingo
Hver Tanke gaaer fra Hjertet ud,
Som Stjerner de oprinde,
Men Solen, (Tanken om din Gud),
I den de alle svinde.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I See You Every Time I Close My Eyes
I see you
Every time I close my eyes
Every time I dream
Every time I drink a glass of water
Every time I eat
Every time I watch TV
Every time I read
Every time I go for a walk in the woods
Every time I shop
Every time I listen to music
Every time I think
Every hour, every minute, every second
you are there in my head
I see you
Every time I close my eyes
Norwegian version:
Jeg ser deg
Hver gang jeg lukker øynene
Hver gang jeg drømmer
Hver gang jeg drikker et glass vann
Hver gang jeg spiser
Hver gang jeg jeg ser på TV
Hver gang jeg leser
Hver gang jeg går en tur i skogen
Hver gang jeg handler
Hver gang jeg hører på musikk
Hver gang jeg tenker
Hvert time, hvert minutt, hvert sekund
er du der i mitt hode
Jeg ser deg
Hver gang jeg lukker øynene
poem by Inco G. Nito
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med en Bronze-Hest som Papirpresse
Med en Bronze-Hest som Papirpresser)
Til en dansk Statsmand
Her kommer en Hest paa flyvende Fire,
Den kom fra Arabien denne Nat.
Den græsser alene paa Statspapirer,
Og staaer i Tøir paa en Tanke-Skat.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
P. M. Trojel og P. K. Trojel
Hiin sang Dumhedens Gudinde,
Denne, sang sin Skræders Priis.
Verden maa dem Krandse binde,
De for den bandt hver — et Riis.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hjemvee
Om Aft'nen i det lille, snevre Kammer,
Naar Alt er stille, i mit Bryst det flammer!
En mægtig Længsel fylder al min Tanke,
Af Hjemvee føler jeg mit Hjerte banke,
Og jeg maa græde, skjøndt jeg er en Mand,
Thi her, har Hjertet intet Fædreland!
Naar Kunsten aabner mig sit store Rige,
Den samme Længsel føler jeg da stige,
Enhver Musik, hver Sang der naaer mit Hjerte,
Gjenvækker denne bittre, søde Smerte,
Men Hjemmet finder jeg dog aldrig her,
Mit Hjem er der, hvor jeg kun ikke er!
Seer jeg den friske Skov, de grønne Dale,
Da føler jeg, hvad ei jeg kan udtale,
Seer jeg det stolte Hav og Aftenrøden,
Da længes Hjertet mægtigt efter Døden!
Dog nei! det er ei Døden, nei, et Hjem, -
Et Hjem, hvis Navn jeg ei kan stamme frem.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hver af os gjemmer i sin Hjertekrog
Hver af os gjemmer i sin Hjertekrog
Erindringernes store Billedbog,
Hvert Blad sin Tegning har fra Tid og Sted;
Der findes brogede, men sorte med.
De sorte, som kan Ungdomsmodet kue,
Dem tager man kun frem til eget Skue.
Men gjennem hele Billedrækken gaaer
En Livstraad, saa at tydeligt man faaer
Enhvers Mission: den Lyst, som i os brænder.
I min Erindrings Billedbog jeg kjender
Igjen paa hvert et Blad en mægtig Tanke,
Der gjør, at Hjertet stærkere maa banke,
At Kjærlighed til Kunsten blev mig givet;
Jeg løfted' Vingen kjækt i Hverdagslivet,
Mig drev en Villie i det Skjønnes Sag,
Til Kunstens Tempel gjaldt mit Vingeslag.
— Saa mangt et Blad i Bogen lagdes ned:
Der staaer om Ungdoms gyldne Freidighed,
Den første Barnedrøm om Laurbærgrenen,
Det Billed: første Gang at staae paa Scenen.
Men mellem det er mange Blade lagt,
Der ikke just har Drømmes gyldne Pragt.
— Det sidste Billed: denne Aftenstund,
Der følger mig, naar Lamperne her slukkes,
Det lyse vil frem fra en gylden Grund,
Ja gylden, thi af Veemod det bedugges.
Hav Tak for hver Opmuntring, Mildheds Dom!
Farvel! for mig nu vexler Scenen om.
Skjult er det, om jeg Lykkeblomsten finder,
Dens Duft jeg gjemmer dog i gamle Minder!
Men som det deiligste, det bedste Blad,
Det, som vil løfte mig og gjøre glad,
Er at see opfyldt engang, hvad jeg bad:
At vinde og fortjene Kunstnernavnet.
Arbeide, stræbe vil jeg! Hvad er Savnet,
Hvad er hver Prøvelse, Afskedens Smerte!
Farvel! Tak af mit varme, fulde Hjerte.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
F. C. Sibbern
Selv uden Mandens Navn og hvert Hentydnings-Stof,
Jeg skulde næsten troe, man seer til hvem jeg sigter.
— Gid hver en Digter var saameget Philosoph,
Som denne Philosoph har viist, at han er Digter.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Et evigt Liv tør jeg ikke kræve
Et evigt Liv tør jeg ikke kræve,
Vorherre gav mig saa Meget her,
Men ogsaa Længsel for evigt at leve,
Og denne Længsel er størst hos Hver.
Han gav den, han kan os ikke bedrage.
O, Sum af Lyksalighed, mægtig og stor!
Aartusinder henflyve skal som Dage;
Min Skat fra vor Jord er mit Fadervor!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Phantasie ved Vesterhavet [Er disse høie, sorte Masser Fjelde? ]
Er disse høie, sorte Masser Fjelde?
Nei! fremad styrte de med Vælde,
Og Sneens Dynger paa den høie Tinde,
Snart stige, snart forsvinde!
— Er det da Skyer, som i Dalen svæve,
Og nu med eet sig høit mod Himlen hæve?
Nei, det er Havet! — hør dets dybe Sang,
Ei hørte Øret før slig Orgelklang,
Den ryster Sjæl og Tanke,
Thi her er alting stort og uden Skranke.
— Hvad gjemmer Du, o Bølge, i Dybets Bugt?
Hvad saae Du paa Din stolte Flugt?
Hvad hørte Du? — Du Jordens Vugge, Jordens Grav!
Herlige Hav!!!
— Din Bølge saae ved Nordens Pol
Den ei synkende Sol,
Iisbjergenes evige Lag!
Den følte Æquators brændende Dag;
Den hviled' stille, udbredt som et Klæde
Om Øen, hvor Pilene græde!
Den hørte paa Klippens, paa Sandets Kyst,
Hvad dybt der sig rører i Menneskets Bryst;
Den sang jo omkap med hver Fugl paa Green,
Og gik over Perler og Dødningebeen.
Den skued' ved Luftningens Strømme ved Stormenes Chor,
Verden saa undrende stor!
Ja stor Du hæver Dig selv i Din Vugge og Grav,
Herlige Hav!
Og dog, hvad er vel Du, mod Himlens store Sø,
Hvor Jorden staaer kun, som en lille Ø,
Hvor Sol og Maane, ja, hvor hver en Stjerne,
Som Øer ligge udspredt i det Fjerne!
Og hvad er atter denne store Vrimmel?
Een Draabe kun i den uendelige Himmel!
— Nu fatter jeg først klart hvad Døden bringer
Paa Cherub-Vinger!
Thi bruus kun, vilde Hav, opløft Din Kjæmpe-Vove,
Med Dig og Stormen, jeg min Gud vil love!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Landsoldatens Hjemkomst
Det er som en Festdag hver evige Dag,
Vor Landsoldat kommer tilbage.
Fra Huus og til Huus hænge Krandse og Flag,
Folk juble fra Gader og Tage,
Hvert Laug har sin Fane, Musiken er med,
Og Hurra og Jubel hvert evige Sted.
„Nu komme de! hør fra Voldene Skud!
Saa sunde, saa prægtige see de ud!"
Hurra! Hurra! I herlige, brave Soldater!
De komme med Blomster paa Hat og Gevær,
Et vandrende Foraar de ligne;
Gaae ind imellem dem, tal med hver,
Det er de Mænd, vi velsigne.
De stred og døied og udholdt som Faa,
Og vide selv ikke, hvor store de staae.
Den fineste Frøkens Rosenmund
Kunde kysse Soldaten i denne Stund.
Hurra! Hurra! I herlige, brave Soldater!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Romanze
Vi saae hinanden efter mange Aar,
Jeg saae i Dybet, da jeg saae i Øiet;
Min Tanke aldrig hun at vide faaer -
Jeg hilsed hende, — hver var saa fornøiet;
I Skoven.
Det var et kort Minut, og dog saa rigt,
En Duft af Blomster strømmed mig imøde,
Jeg husked paa en Sang — et Ungdoms Digt,
Jeg nynner den — og mine Kinder gløde -
I Skoven.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med Lamartines Reise i Oriente
Imellem Bogens Ryg og Rand,
Du finder det hele Østerland.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Flodleiet ligger udtørret
Flodleiet ligger udtørret
og bruges som Landevei;
Der er Marked og Handel, Disken
en Steen kun og Andet ei.
Der sælges Traad, stegte Snegle,
Vand, Jernkram, Cactussens Frugt;
Rundt om de udbrændte Bjerge
danne en Ramme smukt.
Bønder, bevæbned' med Bøsser,
og hver i Bæltet en Kniv,
Ride de vildkaade Muuldyr;
Der er en Færdsel, et Liv.
Pludseligt Bjergegnen skrækkes,
o hvilket Skybrud af Regn!
Alt i et Nu staaer forvandlet,
Fjeldstrømmen bryder hvert Hegn;
Alle flygte, Flodleiet
rummer ikke sin Flod,
Svulmende møllevands-voldsom,
raa, kaad i Overmod;
Cactus og Palmer den river
med sig i vildkaade Hast,
Dog ikke min Erindring,
den holder Billedet fast.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Granattræet
I Vaaren er hver Blomst en Flamme,
I Høsten er hver Blomst en Frugt.
Viis Du, o Digter, os det Samme
I dette Jordlivs snare Flugt!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Fru v. Beskov
Din Sjæl er blød og gjennemsigtig selv,
Som Vandet er det i den svenske Elv,
Hver Stjerne speiler sig i den til Grunden,
Og naar et Smiil Dig bæver mildt om Munden,
Til Dig betroer sig gjerne da hver Een.
— Gud gav en Digter Dig, som Ædelsteen.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hvor flyver min Tanke imorgen den Dag?
Hvor flyver min Tanke imorgen den Dag?
Den evigt leve jo vilde;
Mit Legeme bliver et sjunket Vrag,
Men Draaben fra Evigheds Kilde,
Mit Jordliv? Som Blinket det brat henfoer!
Min Tanke har kæmpet en Kamp saa stor,
I den var Vor Herre tilstede.
— — Min Barnetroes hellige „Fadervor",
Vær du mig mit Hvilesteds Klæde!
Jeg lukker mit Øie til evig Ro,
Hvad eller til Klarhed i Gud og Tro.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!