Med en Blomsterpige af Chocolade
Med Blomster staaer hun fra Fod til Top;
Hun er saa sød, hun kan spises op.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Snee-Dronningen
Sundets vågor
Sofva kring den frosna Kust.
E. Tegnér.
Høit ligger paa Marken den hvide Snee,
Dog kan man Lyset i Hytten see;
Der venter Pigen ved Lampens Skjær
Paa sin Hjertenskjær.
I Møllen er stille, see Hjulet staaer.
Snart glatter Svenden sit gule Haar,
Saa hopper han lystigt, hei een, to, tre,
Over Iis og Snee.
Han synger omkap med den skarpe Vind,
Der rødmer saa smukt hans runde Kind.
Snee-Dronningen rider paa sorten Sky
Over Mark og By.
»Du er mig saa smuk ved Snee-Lysets Skjær,
Jeg kaarer Dig til min Hjertenskjær,
Kom, følg mig høit paa min svømmende Ø,
Over Bjerg og Sø!«
Snee-Flokkene falde saa tyst, saa tæt.
»Jeg fanger Dig vist i mit Blomster-Net!
Hvor Snee-Dyngen reiser sig høit paa Eng,
Staaer vor Brudeseng!«
Ei meer kan man Lyset i Hytten see;
I Ringdands hvirvler den hvide Snee,
Et Stjerneskud spiller bag Skyen smukt, -
Nu er det alt slukt.
Klart skinner Solen paa Mark og Eng;
Han sover saa sødt i sin Brude-Seng.
Den Pigelil ængtes, til Møllen hun gaaer, -
Men Drivhjulet staaer.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Martsviolerne
Sig Himlen hvælver saa reen og klar,
Iisblomster fryse paa Rudens Glar.
I Solens Flamme saa smukt de staae,
En Yngling kommer og seer derpaa.
Men som han paa de Blomster seer,
To Pige-Øine derude leer.
Saa skjønne Blomster han aldrig saae,
To Martsvioler saa smukke blaae.
Iisblomsten smelter ved Kindens Brand,
— Vor Herre hjelpe den unge Mand!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Herregaards-Skytterne
Som Tegn om gamle Tider hjemme,
Om Ridderborg og Ridder-Mod,
Vor Bøsse løfte skal sin Stemme;
For gamle Danmark Ungdoms Blod!
Mand staaer ved Mand,
„Med Gud, for Konge og Fædreland!"
Nu kommer Herregaards-Skytten!
Det er den sorte Jæger-Skare
Med dansk Cocarde og Hanefjer;
Blandt Fjendens Flokke skal vi klare,
Vort Øie Hjertestedet seer.
Mand staaer ved Mand,
„Med Gud, for Konge og Fædreland!"
Nu kommer Herregaards-Skytten!
Tro ikke, Landet er ei lukket,
I Folket Holger Danske staaer!
Hver fjendtlig Fugl skal blive plukket,
Hvis Vinge over Gjærdet slaaer!
Mand staaer ved Mand.
„Med Gud, for Konge og Fædreland!"
Nu kommer Herregaards-Skytten!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
En lille Flugt til Rom den 8 Marts 1835
1
Fra Nord, hvor Taagen skygger,
Hvor Vinterkulden trykker,
Bort til Italia!
Vi Tydskland let kan glemme,
Saa smukt har vi det Hjemme,
Og flyve dog derfra!
Hallo, halla, hallo, halla!
Ned til Italia!
2
De høie Alper vige,
Vi ned paa Sletten stige
Til Sang og Blomster-Duft.
Blandt Myrter Hjorden græsser,
See Pinier og Cypresser! -
Vi aande Sydens Luft!
Hallo, hallo, hallo! hallo!
Den Luft gjør Hjertet fro!
3
Her Skjønheds Døttre bygge!
Vi tænke paa vor Lykke,
Vi dvæle og vi fly.
Bag Bjergene det vinker!
Sankt Peters Kubbel blinker,
Vi er i Pavens By.
Hallo, halla, hallo, halla!
Nu Passaporti da!
4
Vi ned ad Corso vandre,
Og sikkert vi de Andre
I Caffe greco see!
Man Velkomst drikke skal jo,
Vi raabe mezzo caldo!
Vi kysses og vi lee!
Hallo, halle, hallo, halle!
Vi er i vor Caffé!
5
Os spørger hver en Stemme,
„Hvorledes staaer det hjemme?"
„Det staaer, som før det stod!
Det regner og er sølet,
Man gaaer og er forkjølet,
For Vintren er saa god!"
Hallo, hallo, hallo, hallo!
Ja god, det kan I tro!
6
Om Roma vil vi tale,
See Vaticanets Sale,
Ja dertil staaer vor Hu.
Jeg Colossæum gjæster,
Og Keiserborgens Rester,
Og saa lidt meer endnu!
Hallo, halle, hallo, halle!
Vi atter Roma see!
7
Men vi maae lidt os rappe!
Op ad den spanske Trappe,
Først hen til Chiavica!
De der sig Alle samle,
Der træffe vi den Gamle,
ham bringes et Hurra!
Hallo, halla, hallo, halla!
Ham bringes et Hurra!
8
Hans Fødselsdag de hædre,
Og ingen Dag er bedre
End den, han først saae Rom!
Vi see hans milde Øie
Vi staae ved Romas Høie,
Til Skaalen just vi kom.
Hallo, halla, hallo, halla!
For Thorvaldsen Hurra!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Havblik
Har Du seet Havet i en klar og stille Nat,
Naar Fladen ligger som et Speil saa glat,
Hvor Himlens halve Kugle, stjerneklar,
Afbilder sig i Fladens dunkle Glar,
Og i det Grændseløse mellem begge,
Som Centrum staaer den lette Bølge-Snekke?
Hvad følte Du vel da? — Du smælted' hen i Lyst,
Thi hvad dit Øie saae, stod ogsaa i dit Bryst! -
Hiin Hav- og Himmelkugle, vel i Formen mindre
Men aandig klar, sig hvælver i vort Indre.
— Imellem to Uend'ligheder sat,
Vort Intets Nat
Og Himmel-Evigheden,
Staaer Mennesket herneden,
Og Centrum er vort Liv, et lille Blomster-Blad,
Der skiller tvende Evigheder ad. -
— Hiint store Rum, hvis Grændse ei er givet,
Hiin Evighed før Livet,
— Hvor ene Anelsen, hvor det Guddommelige,
Et Billed' skaber i det dunkle Rige,
Et Billed', som er kun paa Fladen sat,
Thi under den er Dybets store Nat;
Men høit, høit over os, hvor Tanken salig skjælver,
Den sande, store Evighed sig hvælver,
Hvor Mennesket som Aand, i luttret Lyst,
Og med en Verden i sit Bryst,
Sig svinger, som nu Nattens Stjerne-Skarer,
Om hine Soles Sol, der Alt opklarer,
Hvorfra hvert Liv, hver Straale først gik ud,
Hiint store Faderbillede, vor Gud!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Aftendæmring
See, Aftnen er saa stille, og Himlen er saa blaae!
Nu sove alle Blomster og alle Fugle smaae;
De nikke og de drømme, forstyr ei deres Lyst!
En Verden der jo bygger, selv i det mindste Bryst.
I Drømme svinger Lærken sig i den friske Luft,
Og hvad hvert Blomster føler, det aander ud i Duft.
Den hele, vide Verden med sine Verdner smaae,
Og alle Himlens Himle, jo i mit Hjerte staae;
Jeg føler Øiet græde, og svimler dog af Lyst;
Jeg kunde salig trykke hver Skabning til mit Bryst!
See, alle Stjerner blinke — og Aftnen smelter bort;
— Lad Stormene kun stige og klæde Natten sort,
Sov sødt og drøm, I Fugle! — drøm kun I Blomster smaae!
I Hjertet er der stille, og der er Himlen blaae!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat
Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat,
Har man kun Røst, paa den megen gode Spisen!
Blæse være Røsten! er bare Hjertet godt,
Man kan indvortes følge med i Visen!
Hjertet slaaer Tact og Øiet leer,
Her Ingen er, som fordrer meer!
Rosenhækken har Geburtsdag i Guds Sol,
Roserne dens Børn, de drikke Dug og nikke.
Hver har sin Stilk, vi sidde paa en Stol,
De dufte, men vi Andre vi drikke,
Alle synge samme Skaal i Chor:
Din Skaal, Du kjære Bedstemo'er!
Skjænd passer ei, og dog vi skjænde maae,
Fødes i November, det er ikke rigtigt!
Det er jo umuligt at vi kan Blomster faae!
Til en Fest er Blomster noget Vigtigt!
Nu maae vi binde en Tone-Bouquet,
Dog Hjertets Sang er aldrig slet!
Blomster har Du selv i Hjertets Mindebog,
Blomster, som kan Sindet styrke og fornøie.
Dengang Nattens Sky hen for dit Øie drog,
Stærkt og klart saae dit indre Øie!
Skyen tager Flugt! — dog nok er sagt,
Du os forstaaer: Skaal Solens Pragt!
Der boer i hvert et Bryst, som elsker ret,
Toner, som ingen Digter kan udsige;
Han kun peger hen — men vi, vi føle det,
Det er Summen fra Kjærlighedens Rige!
Hjertet har seet da Skyen laae
Hjertet vil og vor Sang forstaae!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Lille Lise ved Brønden
Tæt ved Huset Brønden staaer,
Lille Lise til den gaaer,
Stirrer tankefuld derned,
Thi hun af sin Moder veed,
At man her fra Brøndens Vand
Trækker Børnene i Land;
Ja, hun selv, som her nu staaer,
Kom derfra for fire Aar,
Og en Broder tog' de nys,
Ham, som faaer saa mange Kys.
Stivt hun ned i Brønden seer;
„Mon der nu er ingen fleer?
Eller sidde hver og een,
Skjult bag Brøndens Kampesteen?
Rigtignok har Søster sagt,
At os Børn har Storken bragt,
At han har bag Redens Tjørn,
Piger og smaae Drenge-Børn;
Men hvor skiller han de Smaae,
Naar de ei har Klæder paa?
Nei, de boe i Brønden her!
Jeg har selv jo været der;
O, nu kan jeg ogsaa see,
Een igjennem Vandet lee!
Hun som lille Lise staaer,
Og har ogsaa gule Haar.
Kunde jeg dog bare faae,
Kun den mindste af de Smaae!
De er' meget bedre der,
End min dumme Dukke her!"
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
For Danmark!
Det er en stor alvorlig Tid,
Men fast til Gud staaer al vor Lid,
Vi stride jo den gode Strid
For Danmark!
Vi vil vor Ret, og ikke meer!
Vor Herre vil, det bedste skeer,
Thi freidig fremad hver Mand seer,
For Danmark!
Paa Marken, ved det aabne Hav,
Staaer mangen gammel Kjæmpe-Grav,
Om Kraften i os Vink den gav
For Danmark!
I Landets Vaaben altid stod
Tre Løver, de betyde Mod,
Ni Hjerter, det er ærligt Blod
For Danmark!
Og som af Krøniken vi saae:
Een Mand kan tolv Mænds Styrke faae.
Ved Enighed vi den vil naae,
For Danmark!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med en Papirtrykker med Blomster
Ved denne Du i Verden huske maa:
Ei Alt, der trykkes, har just Blomster paa.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Jylland [Jylland mellem tvende Have]
Jylland mellem tvende Have
som en Runestav er lagt,
Runerne er Kjæmpegrave
inde midt i Skovens Pragt,
og paa Heden alvorsstor,
her, hvor Ørknens Luftsyn boer.
Jylland, du er Hovedlandet,
Højland med Skoveensomhed!
Vildt i Vest med Klittag, Sandet
løfter sig i Bjerges Sted.
Østersø og Nordhavs Vand
favnes over Skagens Sand.
Heden, ja, man troer det næppe,-
men kom selv, bese den lidt:
Lyngen er et pragtfuldt Tæppe,
Blomster myldre milevidt,
Skynd dig, kom! om føje Aar
Heden som en Kornmark staaer.
Mellem rige Bøndergaarde
snart Dampdragen flyve vil;
hvor nu Loke sine Hjorde
driver, Skove vokse til.
Briten flyver over Hav,
gjæster her Prins Hamlets Grav.
Jylland mellem tvende Have
som en Runesten er lagt
Fortid mæle dine Grave,
Fremtid folder ud din Magt;
Havet af sit fulde Bryst
synger højt om Jyllands Kyst.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Studier efter Naturen
Vort Landskab her er næsten fladt;
Men Maanen skinner jo i Nat!
Dog, hvad vi ved dens Lys har seet,
Er kun, at Alt gaaer ud i Eet.
Forgrunden maae vi blive ved;
Der er lidt høit paa dette Sted;
Veirmøllen, som vi skal forbi,
Gjør, at vi faae et Malerie.
Saa lystigt alle Hjul nu gaae;
Et Lys man seer bag Lugen staae,
Og Svenden bærer Sækken bort;
Hans Kammerater spille Kort;
Ølkanden midt paa Bordet staaer.
See, Møllevingen, hvor den gaaer!
Men mellem Skyer Maanen leer,
Og fornemt paa det Hele seer.
Nu kommer der en Byge-Regn,
Den skygger os den halve Egn,
Og hver en Hest og hver en Ko
Forstyrres i sin søde Ro;
Og da paa Marken ei er Læ,
De staae, som var de gjort af Træ.
Dog, Maanens Lys er ikke slukt,
Thi see, en Regnbue hvælver smukt.
Regnbuen over Møllen staaer,
Det er, som Vingen mod den slaaer,
Og under Mølle-Husets Tag,
Der sover til den lyse Dag
Vor Møllers lille syvaars Dreng;
Høit under Bjelken er hans Seng;
Han ene sover der, som sagt,
Thi Moder er i Jorden lagt.
Han hører Hjulene at gaae,
Og deres Støi kan han forstaae;
Han titter gjennem Rudens Glar,
Og seer det store Vinge-Par.
Høit vil de stige mod det Blaae,
Men kan kun i en Cirkel gaae;
De flyve Dag og Nat og Aar -
Men Møllen dog paa Bakken staaer.
III
Hvad jeg skued' med mit Øie,
Tegned' jeg med Blæk og Pen.
Christian Winther
Den gothisk-gamle Kirke er sjunken for vort Blik,
Og Mand er Barnet vorden, der ved Ruinen gik.
Der er saa tomt og øde, hver Steen er revet hen,
Men i Graabrødrelille gaaer Taarnet her igjen.
Ungdommeligt det hæver sin Tinde høit mod Sky,
Og seer paa Markeds-Vrimlen i Odins gamle By.
Et Selskab staaer deroppe, de see sig rundt omkring;
De finde, Jord og Himmel har mange smukke Ting.
Det fyenske Land de prise, og det af Hjertens Lyst,
Det maa jo ret begeistre hver ærlig Fyenboes Bryst.
— Ja Fyen er ret et herligt Land!
Det kan dog ingen nægte.
Der vexler Skov og Mark og Strand,
Og Hjertet her er ægte!
Selv Navnet Fyen, betyder fiin,
Og vil saa meget sige,
At Fyen, det er en Hauge fiin,
For hele Danmarks Rige!
Den glade Kreds beskuer nu Egnens Herlighed,
Dog een, hvad end de skue, seer kun sin Kjærlighed;
Hans Blik mod Syden søger, mod Østersøens Strand,
Der bygger hun, som ene gjør Fyen til Hjertets Land;
Men Lyngets sorte Banker staae om det kjære Sted,
Hvor ingen Blomster voxe for deres Kjærlighed.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hjertets Melodier
To brune Øine jeg nyelig saae,
I dem mit Hjem og min Verden laae,
Der flammede Snillet og Barnets Fred; -
Jeg glemmer det aldrig i Evighed!
Min Tanke er et mægtigt Fjeld,
Der over Himlene gaaer;
Mit Hjerte er et Hav saa dybt,
Hvor Bølge mod Bølge slaaer.
Og Fjeldet løfter Dit Billed
Høit over Himlenes Blaae,
Men selv Du lever i Hjertet,
Hvor dybe Brændinger gaae.
Du gav mig Blomster; hvis de lege kunde,
Da vandt jeg atter Lunets frie Lyst,
Men nei, de aabne meer den dybe Vunde,
Og sprede Giften i mit unge Bryst.
En Digter-Verden er saa navnløs stor!
Den hvælver sig høit over Himlens Bue;
Hver Sol og Stjerne i dens Luft-Hav boer,
Og ingen Tanke kan den overskue;
Dog kan Dig Intet i det store Rige,
Mit Hjertes dybe Kjærlighed udsige.
Henvisned' er de Blomster Du mig gav,
Men fra de Dødes Grav
Staae Aander frem, i Livets dunkle Gange.
Gjenkjend dem her, i mine bedste Sange.
(Ørkenens Søn)
Den vilde Hengst jeg tumler,
Vi flyve paa Sletten afsted,
Men Hjertet slipper dog ikke
Den stærke Kjærlighed.
Som Solen brænder i Sandet,
Saa brænder det dybt i mit Bryst;
Det er som Hjertet vil sprænges
Af Længsel og af Lyst!
Saa høi og saa stor er Himlen,
Med Sol og Stjerner paa,
Dog rummer den ei den Flamme,
Mit Hjerte dølge maa!
Der brænder mig Ild i Blodet,
Flyv, vilde Hengst, afsted!
Mit unge Hjerte sprænges
Af haabløs Kjærlighed.
Jeg elsker Dig — Dig, som jeg ei tør sige!
Du staaer som Tanken i mit Drømmerige,
Du skaber Aanden i hver dristig Sang,
Thi svulmer Hjertet, ret som Bølgens Gang,
Og brister stolt — thi Skjalden er en Gud;
Du er jo Brud — og lykkelig som Brud.
Man har et Sagn — et Eventyr:
Hvert Musling-Dyr,
Der bygger i den dybe, salte Sø,
Naar det har skabt sin Perle maa det døe.
— O Kjærlighed! Du blev mit Hjerte givet,
Og Perlen koste vil sin Skabning Livet.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med mine 'Digte gamle og nye
Mit hele Blomster-Mosaik
Er kun en fattig Skizze
Imod den Deilighed, det Digt,
Som kaldes Corselitze.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Paa Ungdommens friske Rosenblad
Paa Ungdommens friske Rosenblad
Staaer at reise med Solskin skrevet;
Det er for den Ældre et Aandens Bad,
En Stund af hans Foraar gjenlevet;
Den Yngre med Et seer sin Hverdagshistorie
Gaae frem i den deiligste Glands og Glorie.
Men da det nu ikke blev Alle forundt
At flyve til fremmede Lande,
Faae Yduns Æblet forfriskende sundt
Med Runer om fremmede Strande,
Saa griber den Hjemmeblivende glad
Den hjembragte Blomst og betragter hvert Blad,
Thi der staaer, hvad seet er og levet;
Det er ham hans Reise — Kom med, Du ham bad!
Paa Ungdommens livsfriske Rosenblad
Har at reise med Solskin Du skrevet.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med en Blomstervase
Gaven her er nydelig,
Ikke ubetydelig.
Blomster-Vase meget net!
Uden mindste Skaar og Plet!
Den har kostet, kan Du troe;
Kjøb een til, saa har Du to!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
A. Stub
I Haven voxer Æbletræet smukt,
Men der maa Solskin til at skabe Frugt,
I Skyggen her dit Blomster Duft os gav,
— Men ingen saae Dig, Du kun fandt en Grav.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Romance
Hvor Bøgen helder sin friske Green
Mod Stranden, mens sagteligt Bølgerne trille,
En Havfrue staaer paa tangklædte Steen
Og synger i Aftenens Stille.
See, Havbørn smaa mere ude fra Land
Sig boltre i Tact efter Sangen;
Det klinger med Glasklokke-Klangen,
Hver Gang de kløve det klare Vand.
Den Havfrue kjæmmer sit lange Haar,
Og Perlerne rigt falde fra det som Draaber;
Den Sømand det seer, forude han staaer,
Hans unge Hjerte paa Livet haaber;
Den Havfrue er ham ei Skum paa Vand,
Og Sangen naaer Hjertet og Tanken.
Forstaaer Du hans Hjertebanken?
Hvert Bryst har sit hellige Alfeland!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Recension
Vel rødmer Land og Hav ret smukt i Aftensolens Flamme,
Men ak, Maneren, mærker man, bestandig er den samme.
Original er Solen ei, hvad saa den er forresten;
Bestandig staaer den op i Øst, og synker ned i Vesten.
Saa komme Nattens Stjerner frem, men man sig ret maa harme,
De skinne vel, men Alt er koldt, der er ei Liv, ei Varme.
En Nattergal ret snurrigt slaaer sin Trille hist bag Muren,
Men der er ei Methode i, det er jo reent Naturen;
Desuden er den altfor ung, har neppe Duun paa Hagen,
Og havde Sangen ingen Feil, saa sang den nok om Dagen.
Nu staaer da ogsaa Maanen op, og den er ei saa ilde,
Var den dog bare altid rund, og ikke skifte vilde.
Høit skummer Bølgen, men for stærkt, den maa sig moderere -
— Det Hele røber vel Genie, men heller ikke mere!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
C. Molbech
Du vandred' ungdomsglad i Danmarks Egne,
Du samled' Blomster til os allevegne,
Din lille Hauge gaae vi ei forbi,
Der blomstrer Prosa smukt som Poesie.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!