Madrid
Spaniens Hovedstad, nei
hvor Du dog reent har afslidt
Alt, hvad der præger som Spansk;
Du har saa Lidt kun af dit.
Man er i Wien, i Paris,
ikke i Spanien længer.
Nordens raakolde Skyer
her ret i Velmagt jo hænger;
Graat, vaadt, sølet og raat
er her. Ei vil jeg klage
Meer over Hjemmets Clima,
vor Novembertids Dage,
Sølede, taagede, hu!
det er, jeg er i Madrid!
Ørkenstad, o hvor Du dog
ligner dit Spanien lidt!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Ja vel, vi er midt i November
Ja vel, vi er midt i November,
men vi er i Spanien med,
Og jeg gaaer i Vinterfrakke,
jeg fryser paa dette Sted;
Sevilla, din klare, blaae Himmel,
Oranger i hver en Allee,
Ja deiligt er det at see paa,
men føle er meer end at see!
Jeg føler, at Luften har Kulde,
i Slængkappe svøber sig Hver,
Man sidder paa Marmorbænke
under Orangetræer;
Jeg kjender slet Ingen af dem,
og dog er jeg ikke forladt,
Jeg kjender saa mange Stjerner
paa Himlen fra Hjemmets Nat;
Ved dem og ved det at jeg fryser,
er jeg i mit danske Hjem;
Sevilla, o hvor Du forstaaer dog,
at trylle det Kjæreste frem!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Lille Sally, her er Brev
Lille Sally, her er Brev,
Andersen iaftes skrev.
Veiret er saa graat og vaadt,
Ja, det sneer jo ganske smaat;
Snart vil falde mere Snee,
Og Du kan fra Ruden see,
Hvor den fyger, hvor den føiter,
Og der løber Folk paa Skøiter!
Intet Menneskene kan see
Rødgrød meer i Grøfterne;
Men nu har vi — kom og spiis! -
Alle Grøfter fyldt med Iis;
Snen drysser Sukker paa,
Du den alenhøi kan faae.
Invitere nu Du maatte
Otto, Poul og Charlotte.
Lille Sally, gamle Ven,
Skriv Du mig nu Brev igjen!
Har du ikke Blæk og Pen,
Læg et Kys i Brevet hen.
Vi skal sees i Grønningen,
Vi skal sees i Himmelen,
Vi hinanden kjender,
Vi er gamle Venner!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Imellem fattigt Græs og Urt
Imellem fattigt Græs og Urt
Tidt blomstrer Skjønheds Rose,
Og Liliens Bæger reent og puurt
Staaer frem fra vildsom Mose.
Spørg ikke om hvor Planten groer,
Men hvad af Gud der i den boer!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Man finder det passende, finder det smukt
Man finder det passende, finder det smukt,
Naar jeg synger om Svanernes Sang og Flugt,
Om det svulmende Hav, om Stjernernes Pragt,
Om Guds Natur i dens Fylde og Magt;
Men synger jeg ud mit Hjertes Sang,
Ved Synet af Spaniens deilige Qvinder,
Den svulmende Skjønhed, den svævende Gang,
De Øine, de Fødder, de flammende Blikke,
Saa sige de strax, det passer sig ikke,
Den nordiske Fromhed og Klædning vi savne.
Men jeg veed i Spanien ei Ord eller Navne
For Tanken, undtagen — „at kysse og favne!"
I Paradiishaven, som Spanien staaer nær,
Det Deiligste det var jo Eva der,
Og alt det Deiligste, skabt af Gud,
I Kjærlighed synger mit Hjerte ud!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Phantasie ved Vesterhavet [Er disse høie, sorte Masser Fjelde? ]
Er disse høie, sorte Masser Fjelde?
Nei! fremad styrte de med Vælde,
Og Sneens Dynger paa den høie Tinde,
Snart stige, snart forsvinde!
— Er det da Skyer, som i Dalen svæve,
Og nu med eet sig høit mod Himlen hæve?
Nei, det er Havet! — hør dets dybe Sang,
Ei hørte Øret før slig Orgelklang,
Den ryster Sjæl og Tanke,
Thi her er alting stort og uden Skranke.
— Hvad gjemmer Du, o Bølge, i Dybets Bugt?
Hvad saae Du paa Din stolte Flugt?
Hvad hørte Du? — Du Jordens Vugge, Jordens Grav!
Herlige Hav!!!
— Din Bølge saae ved Nordens Pol
Den ei synkende Sol,
Iisbjergenes evige Lag!
Den følte Æquators brændende Dag;
Den hviled' stille, udbredt som et Klæde
Om Øen, hvor Pilene græde!
Den hørte paa Klippens, paa Sandets Kyst,
Hvad dybt der sig rører i Menneskets Bryst;
Den sang jo omkap med hver Fugl paa Green,
Og gik over Perler og Dødningebeen.
Den skued' ved Luftningens Strømme ved Stormenes Chor,
Verden saa undrende stor!
Ja stor Du hæver Dig selv i Din Vugge og Grav,
Herlige Hav!
Og dog, hvad er vel Du, mod Himlens store Sø,
Hvor Jorden staaer kun, som en lille Ø,
Hvor Sol og Maane, ja, hvor hver en Stjerne,
Som Øer ligge udspredt i det Fjerne!
Og hvad er atter denne store Vrimmel?
Een Draabe kun i den uendelige Himmel!
— Nu fatter jeg først klart hvad Døden bringer
Paa Cherub-Vinger!
Thi bruus kun, vilde Hav, opløft Din Kjæmpe-Vove,
Med Dig og Stormen, jeg min Gud vil love!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Oldtids huuslige Liv
Ak, hvor romantisk smiler dog det Bjælkehuus i Dalen!
Med deiligt skaaret Halm og Hø er Gulvet strøet i Salen,
Og midt derinde er et Baal, saa lysteligt det luer,
Melodisk drypper Soden ned fra Loftets hvalte Buer.
Imedens Røgen bølger frit om Bjælkerne derinde,
Rundtom et Bryggerkar med Øl, sig leirer Mand og Qvinde.
Ja det er Oldtids brede Børn det seer man paa Figuren,
Og de er' alle klædt' i Skind, der lugte af Naturen.
Hver gnaver paa et Flæske-Been, og naar det reent er pillet,
Naboen det i Panden faaer, og det er Tegn paa Snillet.
— I Jomfru-Buret seer det ud, som i en Spindestue,
De Terner stoppe Hoser der med deres skjønne Frue;
Og sige de i barnlig Skjæmt lidt meer end sig kan sømme,
Med Øredask, og andet meer, hun holder dem i Tømme.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
En lille Flugt til Rom den 8 Marts 1835
1
Fra Nord, hvor Taagen skygger,
Hvor Vinterkulden trykker,
Bort til Italia!
Vi Tydskland let kan glemme,
Saa smukt har vi det Hjemme,
Og flyve dog derfra!
Hallo, halla, hallo, halla!
Ned til Italia!
2
De høie Alper vige,
Vi ned paa Sletten stige
Til Sang og Blomster-Duft.
Blandt Myrter Hjorden græsser,
See Pinier og Cypresser! -
Vi aande Sydens Luft!
Hallo, hallo, hallo! hallo!
Den Luft gjør Hjertet fro!
3
Her Skjønheds Døttre bygge!
Vi tænke paa vor Lykke,
Vi dvæle og vi fly.
Bag Bjergene det vinker!
Sankt Peters Kubbel blinker,
Vi er i Pavens By.
Hallo, halla, hallo, halla!
Nu Passaporti da!
4
Vi ned ad Corso vandre,
Og sikkert vi de Andre
I Caffe greco see!
Man Velkomst drikke skal jo,
Vi raabe mezzo caldo!
Vi kysses og vi lee!
Hallo, halle, hallo, halle!
Vi er i vor Caffé!
5
Os spørger hver en Stemme,
„Hvorledes staaer det hjemme?"
„Det staaer, som før det stod!
Det regner og er sølet,
Man gaaer og er forkjølet,
For Vintren er saa god!"
Hallo, hallo, hallo, hallo!
Ja god, det kan I tro!
6
Om Roma vil vi tale,
See Vaticanets Sale,
Ja dertil staaer vor Hu.
Jeg Colossæum gjæster,
Og Keiserborgens Rester,
Og saa lidt meer endnu!
Hallo, halle, hallo, halle!
Vi atter Roma see!
7
Men vi maae lidt os rappe!
Op ad den spanske Trappe,
Først hen til Chiavica!
De der sig Alle samle,
Der træffe vi den Gamle,
ham bringes et Hurra!
Hallo, halla, hallo, halla!
Ham bringes et Hurra!
8
Hans Fødselsdag de hædre,
Og ingen Dag er bedre
End den, han først saae Rom!
Vi see hans milde Øie
Vi staae ved Romas Høie,
Til Skaalen just vi kom.
Hallo, halla, hallo, halla!
For Thorvaldsen Hurra!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Burgos
Det fyger saa voldsomt derude,
Halv Alen høit ligger der Snee,
Og her er en Træk fra hver Rude,
I Døren er Sprækker at see;
Et Ildfad er sat i min Stue,
Det oser, men varmer kun lidt;
Du Nordens Kakkelovns Lue,
O kunde Du gjøre Visit!
Knap Sengen har Sengevarme,
Dog maa jeg nok søge den der;
Det knuger i Been og i Arme,
Jeg troer, at en Feber er nær.
God Nat! — Hu! Søvnen har fostret
En Drøm; jeg synes mig bragt
Fra Byen derud til Klostret,
Ved Graven, hvor Cid er henlagt.
Af Sneefoget er jeg omtaaget,
Dødsiisnen gaaer gjennem mit Blod;
Nu lægge de over mig Laaget,
Jeg kæmper og strider imod;
Min yderste Kraft maa jeg øve,
Jeg reiser mig op med al Magt,
Jeg synes, mit Hoved de kløve,
Hvad har sig hen over mig lagt?
Fra Ildfadets dampende Gløder
Steg lydløs til mig inat
Den Qvælerske, Kuldampen føder;
Sin Fod paa mit Bryst har hun sat,
Og slaaet en Ring om min Pande;
Hun lagde sin Haand paa min Mund,
Hun drog mig til Dødens Lande,
Og drager endnu denne Stund;
Men sprungen jeg er af min Kiste,
Og Vinduet aabnet paa Stand.
Mit sidste Vers —, ei paa det sidste
Jeg synger i Spaniens Land.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Avis aux lectrices
Jeg savner noget! — skal jeg Navnet sige?
Det er just ikke af en sjelden Slags;
Jeg savner — ja — en lille, bitte Pige -
Ak, Herre Gud! nu leer man ad mig strax!
Tør jeg da aldrig elske, aldrig sværme?
Hvad? Er jeg ikke gammel nok dertil?
Gud veed, jeg vil jo ei en Sjæl fornærme,
Nei holde af, det er jo det jeg vil!
Enhver Poet, selv ganske smaae Personer,
Har sig en Kjærest; — det maa være rart!
Man er ulykkelig, man sukker og man daaner,
O, jeg maa med! og jeg maa med lidt snart.
Men endnu har jeg ingen ret i Sigte,
At jeg kan blive for min Længsel qvit;
Gud veed, jeg sværmer nok for mine Digte,
Men Herre Gud, det er mig dog for lidt!
Nei jeg maa eie — hvad jeg nu vil sige -
En Kjæreste, saa faaer vist Hjertet Ro;
En lille, kun en ganske lille Pige,
Thi jeg er stor nok for os begge to!
O, kom! lad ei det søde Haab mig svigte;
Thi Kjærlighed dog klæder Folk saa net.
Men Du maa rose alle mine Digte,
Thi jeg slaaer op, saa snart Du glemmer det!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Man siger, at i Spanien Qvinden
Man siger, at i Spanien Qvinden
Har krigerisk Mandsmod og Aand;
Man siger, at Spanierinden
Har en Dolk ved sit Strømpebaand;
Man siger, — man siger saa Meget;
Tro ikke hver snaksom Tourist:
Et Barnesind, let og bevæget,
Har Spanierinden forvist,
Der er en Sladdren, en Latter,
Du seirende hæver din Haand, -
Ja, da har Spaniens Datter
En Dolk ved sit Strømpebaand.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ved en Vens Afrejse til Paris!
Ved en Vens Afrejse til Paris!'
Mel. Jeg er et Søndagsbarn!
Hør Venners Stemme: drik og spiis!
Thi snart, saa er Du i Paris,
Og nyder der, ja, Gud veed hvad,
Men det er ei den danske Mad!
Paa Boulevarden skal Du gaae;
Gud give at vi saae derpaa!
I Omnibus og i Coucou,
Hvo er saa lystig vel, som Du!
Vi see Dig alt halv udenlandsk,
Grisetter smaa Dig lære Fransk;
Du reiser bort som Nordens Iis,
Men kommer hjem som — ak Paris!
Du oversættes skal paa Fransk,
Originalen er dog Dansk,
Dit Træk med Hovedet, dit Smiil -
Nei, aldrig glemmes det Emil!
Skjøndt Hjertet sidder lidt paatvers,
Skal Visen aande kun Comers!
Igjennem Taarer kan man lee!
Farvel! farvel! det Bedste skee!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til H. S. [Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet]
Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet;
For Faa jeg led og følte som for Dig!
Du til din Lykkes første Maal er naaet,
Og der — hvor kan Du sørge da med mig!
Det skal Du heller ei, — men det mig qvæged,
Ifald jeg saae, at Du forstod mit Savn.
To Dage sad jeg ene, dybt bevæget,
Tidt paa min Læbe kom dit kjære Navn;
Men ei Du kom! Mig Ingen kjærligt mødte,
Mig selv og Gud jeg slap i denne Nød,
Stærkt alle gamle, skjulte Vunder blødte,
Selv af dit Venskabs-Kys Bloddraaber flød.
O, gid Du aldrig prøve, aldrig vide,
Hvad Den, som Ingen eier her, kan lide.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Moderen med Barnet
Hist, hvor Veien slaaer en Bugt,
Ligger der et Huus saa smukt.
Væggene lidt skjæve staae,
Ruderne er ganske smaa,
Døren synker halvt i Knæ,
Hunden gjøer, det lille Kræ,
Under Taget Svaler qvid're,
Solen synker — og saa vid're.
I den røde Aftensol
Sidder Moder i sin Stol;
Kinden luer dobbelt rød,
Barnet har hun paa sit Skjød.
Drengen er saa frisk og sund,
Æblekinden rød og rund!
See, hvor hun i Spøg ham banker
Paa de søde Pusselanker.
Katten staaer og krummer Ryg,
Men forstyrres af en Myg;
Barsk han den med Poten slaaer,
Og igjen som Hofmand staaer.
Moder klapper Barnets Kind;
See hvor sødt det sover ind,
Drømmer om de Engle smukke
I sin lille pene Vugge.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
En Stemning
Hvad der skal skee, det skeer, derpaa jeg troer
Og giver mig Vorherre hen i Fæste,
Tryg svøber jeg mig i mit „Fadervor",
Skee, hvad der maa! Hvad Gud vil, er det Bedste.
Paa ham alene bygger jeg og troer,
Han taler til mig gjennem alt det Skabte;
Af ham min bedste Deel jo i mig boer,
Hvis det jeg tabte, Paradiis jeg tabte.
Det lyser ind i Sjælen, hvad jeg fik,
Hver Naadegave udenom og inde,
Hvert Alvors og hvert Letsinds Øieblik,
Hvad jeg har tabt og vundet og kan vinde.
„Udødelighed"! Tanken er saa stor!
Men „Evighed" og det „Uendelige"
Er større, ubegribeligt — og hvor
Erkjendes ikke de som virkelige!
Udødelighed! Du har i din Haand
Retfærdighedens Vægtskaal; Du maa være!
I Dig jeg siger, under Smertens Baand:
„Det Bedste skeer! Gud Herren Priis og Ære!"
Men giv mig Styrke, Herre, i min Nød,
I Lykkens Dage, og naar tungt jeg lider!
Hvad der skal skee, det skeer, som Gud det bød;
Men Gud vil kun det Bedste alle Tider.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Min lille Fugl, hvor flyver Du?
Min lille Fugl, hvor flyver Du,
Imellem grønne Grene?
Ak mon jeg rinder Dig i Hu?
Mit Hjerte briste vil itu — !
— O Gud, hvor jeg dog er ene!
Du sagde, at Du var mig god;
Ja, godt mig Alle mene,
Men hvis Du ret min Sorg forstod,
Du kom, Du sang mig Sjæle-Mod,
Da sad jeg ikke alene!
Min lille Fugl, Du kommer ei
Fra dine grønne Grene;
Jeg stille vandre maa min Vei —;
Ak, ingen elsker Dig som jeg!
— O Gud, hvor jeg dog er ene!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Batteri Generator
Snevejr gr noget ved folk
Det er ikke til at sige hvad det er
Nr man vgner op i kraner
Og verden er hvid
Kabler skal lige rettes til
Motorer justeres
Alt omkring funkler og glitrer
Batteri generator
Og ingenting er lngere for sent
Man kan n at vre tro
Man kan n at vre utro
Man kan leve lidt alligevel
song performed by by Under Byen
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Børnene og den graa Morlille
I Hjertet sidder en lille Person,
Han gestikulerer saa saare,
Men det er ækelt hvor føelsom han er,
Han svømmer bestandigt i Taare.
Han digter allene de rørende Ting,
Ak! Vand er vist Tanken og Tonen,
Thi, tænk! vore Øine staae lidt under Vand,
Skjøndt de er' saa langt fra Personen.
Han maa ei slippe i Verden ud,
Saa blev der først Graad og Jammer,
Vort Bryst skal være hans Fangetaarn,
Og Hjertet hans Fængselskammer.
Han sidder jo luunt inden Vægge der,
Skjøndt evigt og altid han skraaler:
„Her er saa snevert! o ud! derud!
Hvor Himlen og Sollyset straaler!"
— Nei, saa gaaer det meget bedre til
hos dem, som boe i vor Pande;
Vel er det Tagkammer lidet og lavt,
Dog rummer det godt maa man sande!
Thi der er' tusind' velsignede Smaae,
Ja tusinde til, og lidt flere,
Der synge og springe ved Dag og Nat,
(hos visse de mindre genere):
Det er Phantasiens levende Smaae,
De kjende ei Savn eller Længsel;
Ja tidt gjør' de Nar af den lille Person,
Der sidder i Hjertets Fængsel.
De kan de deiligste Eventyr,
Og naar vi Mennesker læse,
Saa spille de strax, som Comedie Alt,
Her lige over vor Næse.
Ja, tidt kan de udvide Kammeret selv,
saa mange alt føle en Svimlen,
Men tænk dog ogsaa, hvor høit det gaaer!
Det gaaer gjennem hele Himlen;
Saa høit, saa høit over Sol og Planet,
Ja, langt paa den anden Side!
Hvorledes de ellers kan gjøre Sligt,
Ja, det maa vor Herre vide!
— Men vil' de gjøre for stort et Spring,
Hvad eller Spektakel og Trætte,
Da kommer Fornuften, en graa Morlil,
Hun bringer dem snarlig tilrette.
Tidt tysser hun ogsaa, og er lidt vred
Paa ham, som i Hjertet græder,
Men ofte hun trøster, da synge de Smaae,
Saa smukt om Himmelens Glæder.
Men Dagene svinde og Aarene gaae,
Om selv de er' nok saa mange,
Da bliver det Fængsel i Hjertet her,
For svagt til at holde sin Fange,
Det Tagkammer selv er i skrøbelig Stand,
Det taaler ei Børnenes Springen,
Den gamle Morlille dem tager i Favn,
Som Moder, hun glemmer slet ingen;
Og Hjertets Lille, det Længsels Barn,
Er nærmest ved hendes Hjerte,
Saa barnligt, saa trygt det hviler der,
Og glemmer sin Sorg og Smerte;
Da er hun ei længer en graa Morlil,
Med Furer og Sorg paa sin Pande,
Nei ung og blomstrende hæver hun sig
Til Himlens lysende Lande.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hvo skal jeg troe?
Hvo skal jeg troe?
Øinene to?
Lyve ei disse?
Lokkende kjæk
Er om Munden et Træk,
Det mig daarer tilvisse!
Men de Øine,
Disse Løgne,
Dette kjække Smiil om Munden,
Det er Satan dog i Grunden,
Han mig har i hendes Hænder,
Og jeg brænder!
Hvor er mit Pas! hvor er min Musa!
Forsvar mig
Mod Spaniens Medusa!
Inqvisitionen har mig.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den jydske Hede i Regnveir
Ak, Himlen staaer med Graat i Graat!
Og Regnen rusker nu saa smaat;
See, Heden hist og her sig høiner,
Men Lyng og Lyng og Lyng man øiner;
Hver grønlig Plet gjør Hjertet glad,
Skjøndt Græsset ligner Andemad.
Saa tungt i Sandet Vognen gaaer,
Og Lyngen ind mod Hjulet slaaer;
To Smaa-Børn vogte Faar ved Veien,
Hør, Drengen blæser paa Skalmeien,
Imedens fromt hans Søsterlil,
En Psalme synger os dertil.
Hun ogsaa andre Viser veed,
Selv den, om: „Roat, som faldt ned" -
— Men tys! hvem er det som sig nærmer?
Det er' Nomade-Folk, som sværmer;
Zigeunere de er' paa Tydsk,
Men kaldes Kjeltringer paa Jydsk.
See, Konen her er ikke styg!
Hun bærer Vuggen paa sin Ryg;
Den Lille sover der og drømmer,
Skjøndt Regnen over Vuggen strømmer;
De andre Unger ved Siden gaae,
De tradske godt, skjøndt de er' smaae.
Hvem veed —? Selv Tanken gjør saa godt;
Maaskee jeg her — skjøndt Alt er graat,
Skal deres Preciosa møde,
Den fine, line, søde, bløde!
Hvor er hiin Sol paa Hedens Nat?
Mon hun er alt i Hullet sat?
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I Fru Tesdorphs Stambog
Hvor Luther talte og hvor Goethe sang,
I Nabolandet gik din Vuggegænge,
Hvor Bølgen bruser høit om Dannevang,
Dig blomstre Livets Rose frisk og længe!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!