Indskrift paa en Kirkeklokke
Igjennem Flammer blev jeg til;
Livs-Flammen Gud jeg synge vil.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Med Byrons Værker
Til Melodi gik Livs-Disharmonien,
Hver blodig Taare til en Perle blev;
Ved ham var slig en Kraft i Poesien.
Bær Livets Dissonants — som han den skrev!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Mene, mene tekel upharsin
Sceptret, ikke det paa Thronen,
Det der viser os Nationen,
Brænder tidt, som Faklen ned.
Aandens Rigdom ene gavner,
Alt det Andet gaaer, som Avner,
Veires bort før Du det veed.
Trende Flammer nyligt brændte;
Mon Betydningen Du kjendte?
Saae Du vel hvad Haanden skrev?
Hvad der var Nationens Første,
Det den ansaae for det Største,
I et Nu et Intet blev.
See mod Østens store Rige,
Der hvor Folkefærd fremstige,
Villiesløs ved Hersker-Bud!
Under Fyr og Palmeskygge
Adel der og Vorned bygge,
Czaren er en jordisk Gud!
Hvor den rige Sumpstad kneiser,
Stolt Paladsets Pragt sig reiser:
Billedet paa jordisk Magt.
Men see! Flammen slaaer fra Taget,
Alt er Ild, Du hører Braget,
Vældens Glands i Gruus er lagt.
Kom mod Vest, hvor Seinen flyder,
Livet sig i Farver bryder,
Øieblikket Mængden nyder,
Til Theatret vil vi gaae;
Skuespillet her er Sjælen,
Ordet dristigt, Sangen kjælen;
Czarens Slot er ei det Største,
Nei, Theatret er det Første,
Der Nationen selv sig saae.
Ildens Knittren Øret kjender:
See, det rige Flitter brænder,
Ja, det andet Blus er tændt.
Under Himlens Tabernakel
Glædens Scepter, som en Fakkel
Snart til sidste Gnist er brændt.
Kom, vi seile over Søen,
Vort Karthago er paa Øen,
Tidens Væverstol vi see,
Og en Jomfru holder Spolen,
Smiler bagved Væverstolen,
Rød, som Rosen, hvid, som Snee.
Rundtom Mylren og Beregnen;
Som en billedlig Betegnen
Kneiser i den rige Havn
Stolt en Guldkalv, som man kranser,
Alt Europa om den dandser,
Børsen kaldes den ved Navn.
Vil for Støv Du knæet bøie,
See det styrter for dit Øie,
Ilden lægger det i Gruus.
Trende Flammer har Du skuet,
I en Treklang, saae Du lued
Hver Nations det første Huus.
Føler Du ei, Stor og Liden,
Poesie der er i Tiden,
Dyb Betydning Tanken faaer.
Her er intet Spil af Kræfter,
Nei, naar Du kun tænker efter,
Flammeskriften Du forstaaer:
Hvad characteristisk throner,
Præget paa de tre Nationer,
Hvad de kalde vil det Største,
Hvad de nævne som det Første,
Blev en glødende Ruin.
En usynlig Haand alene
Skrev sit understærke: „mene
Mene tekel upharsin!".
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hilsen af norske og svenske Frivillige, som deeltoge i Kampen de to første Krigsaar
Velsignet er den Dag i Dag!
Velkommen Kammerater, brave!
I har sat Danmarks Led i Lave,
Stærkt Gjærdet blev ved hvert et Slag.
— Glad Norsk og Svensk sig stilled' begge
Med Dannebrog i Danskens Række;
Fostbroderligt flød Nordens Blod;
Vi er jo samme Slægt og Rod.
Og derfor nu med Hjemmets Flag,
Som mellem Dannebrog vi svinge,
Vi Hilsner fra vor Hjemstavn bringe;
Gud var med Danmarks gode Sag.
Høit Glædens Kirkeklokker klinge,
De Løver mellem Hjerter springe;
Den Graad, som nu i Øiet staaer,
I Sang vil straale tusind' Aar.
Naar Sørgebud fra Danmark klang,
Hvor Birken groer og under Fjeldet,
For Danmarks Nød blev Taarer fælded';
Nu lyder Nordens Fryde-Sang,
Igjennem Kattegat og Sundet
Den bruser: „Dansken Sei'r har vundet!"
Velkommen brave Kammerat!
Hurra, den tappre Landsoldat!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
En Moders Skaal
Om ogsaa ude Stormens Slag
Med Hagl paa Ruden trommer,
November bringer os en Dag
Med Solskin og med Sommer,
En deilig Dag, vi kalde vor,
Trods Aarets skarpe Vinde;
Om Sneen fyger udenfor,
Vi har dog Solskin inde.
En Moders Vei er Angstens Vei,
Hvert Barn blev kjøbt med Smerte;
Hvor mangen søvnløs Nat laae ei
En Klippe paa dit Hjerte!
Den spæde Knop blev Blomst og Frugt
Ved dine Kjærtegn ømme,
Og Aar for Aar sig viste smukt
Som Vished Haabets Drømme.
For dine Børn saa mangen Gang
Du sang — de det ei glemme!
Nu synge de for Dig en Sang
Med sødt bevæget Stemme.
Bliv længe hos os, karsk og glad!
Dig Børnebørn omringe!
I mange Aar et Festens Qvad
De Bedstemoder bringe!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Verden er falsk, Verden er fæl
Verden er falsk, Verden er fæl,
Du tør ei troe paa en eneste Sjæl,
Synden har bidt selv i Barne-Hæl;
Blev Tanker Thingsvidner, — vee os!
Alle i Helveds Flammer vi see os
Evigt at brænde!
Hvilken Elende!
Forkullet, død er en salig Ende.
Tro er et Solblink paa Livets Strøm,
Tro er et Menneskes deiligste Drøm!
Kornet, de høsted, kan atter groe;
Men jeg groer ikke. O, giv mig Tro,
Min Barnetro; — men den lyver jo.
Verden er Løgne og Letsind — ja værre!
I Barnetro er der et Kys af Vorherre.
Jeg er ikke Barn i Hjerte og Sind,
Jeg kommer ikke i Himlen ind.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med en Flaske duftende Vand
Da en Gang Blomsterne Dig saae
I Graad en Aften silde,
Da græd de med, og store, smaa
Blev alle til en Kilde.
Her har Du Lidt fra Kildens Væld;
Det hentet blev i Juleqvæld.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
J. Baggesen
Hen ad den nøgne Kyst de Bølger trille,
Forstaaer Du Vandrer deres dybe Chor:
Der var en Tid, Corsøer var meget lille,
Men Baggesen blev født, og den blev stor."
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Til J. P. E. Hartmann den 14de Mai
Chor
Maimaaned pynter med Grønt vore Skove,
Sangeren fødes, ja, det er en Fest!
„Flyv Fugl, flyv over Furresøens Vove!"
Syng Du med os, Du synger dog bedst.
Flammen i Øiet er vore Kjerter,
Guldet vi bringe er kun en Sang,
Men den er født i svulmende Hjerter,
Mere end Guldet er Hjerternes Klang!
Vexelsang med Chor
Du skildred' os Jennaros dybe Sjæl,
Hvad Broderhjertet føle kan og lide,
Du med Corsarerne en stormfuld Qvel
Lod os paa høie Tonebølger ride.
Hvad Bonden følte ved Kong Fredriks Grav,
Hvad en Skjærsommer-Nat ved Gurre vækker,
Du os i sikkre Tone-Omrids gav!
Recitativ
Dyb Sørgemarschen lød, de Dødes Rækker
Gik med bag Baaren op af Kirkens Gang,
Da dybt for Kunstens Heros Orglet klang!
Qvartet
Et Hav af Toner med din Sjæl blev født,
Det svulmer høitidsfuldt, det smelter sødt.
Chor
Vi skue op til Dig i Toners Rige
Vi slutte os til Dig ved Hjertets Slag,
Du blev ved Viv og Børn den Lykkelige,
Som ved din Kunst! — Hver Dag er Festens Dag!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Stanzer for musik
I de hellige guders lund
toner luren i nattens stund;
flammer lyser mod skovens krone,
medens dybe sange tone,
og bag helligdommens gange
står den tavse bundne fange.
Alt nu tier;-
tavs præstinden ham indvier
til den bitre offerdød.
Ja, som Freja er hun smuk;
men hun dæmper sit hjertes suk.
Roligt stirrer det mørke øje;
fangen skuer mod det høje,
i hans indre vildt det flammer -
men det kolde stål ham rammer,
blodet strømmer -
sjælen alt om Freja drømmer,
øjet på præstinden ser.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Julesang i det Collinske Huus
Saa sidde vi igjen om Julebordet
Og synge høit vor Sang, vort Juledigt,
Og Glæden er i Hjertet og i Ordet,
Skjøndt Aaret var saa taust, saa alvorsrigt.
Der rulled Kroner hen som Kiselstene,
Men i vor lille Kreds vor Krone blev:
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit Kongerige i vort Hjerte skrev.
Mod Roskild Spir fløi Svanen frem og døde,
Ved Slesvig Kampens Paaskeklokker klang,
Og Tre af Kredsen her gik til det Møde,
Hvor Døden stod, og hvor Kanoner sang.
Mod Savn og kolde Nætter, Oprørsflammen
De gik, og selv vi bad: „I Guds Navn gaa!"
Og see, vi sidde atter samled' sammen,
Det er, som om en Drøm det var, vi saae.
Hver Sorg og Angst i Hjertet vi erindre
Og føle derpaa ret: Gud var os god!
Vor Julestjerne see vi dobbelt tindre;
Dens Straaler skal os give Fremtids Mod.
End mange Aar vort Huuslivs stille Scene
Staae lykkelig, som selv iaar den blev,
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit store Rige i vort Hjerte skrev.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den 22de April 1847
Det er en hellig Dag blandt Livets Dage,
En Alvors Dag, der kalder Tanken frem;
Thi Qvinden skal fra Fædre-Arnen drage,
Og Manden bygger sig sit nye Hjem;
De skulle ærligt dele Sorg og Glæde,
Forædle, virke i den store Kjæde.
Det er en hellig Dag, den er nu vorden.
I Jesu Navn! Guds Villie skee paa Jorden!
Hvor To i Troskab blev hinanden givet
Ja, ret forstaae og elske inderligt,
Der taler Gud igjennem Hverdagslivet,
Og det forvandles til et Skjønhedsdigt;
Jer kjære To vi her vor Hilsen bringe,
Mens Bønnen løfter sig paa Psalme-Vinge.
En Alvors Stund det er, den søde Lykke!
Og Lykken er, hvor fast paa Gud vi bygge!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Fra min Reise i Foraaret 1872
Vi kom fra Keiserstaden,
Solen slog med brændende Øxeslag,
Man blev halvkogt ved at gaae paa Gaden,
Det var en brændende Sommerdag.
Paa Tyrols Bjerge laae Sneen,
Derhen os Dampdragen bar,
Det isnende Favntag af Feen
Var Tegn, vi i Alperne var.
Bjergvandet blev Flod, det bruste
Med Hvirvler og skinnende Strøm,
Vinden i Granerne suste, -
En Storhed! En Digtningens Drøm!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Bøgetræet
Hist staaer et Bøgetræ paa Høien ene;
Afhugget har man jo dets bedste Grene,
Sært ryster Toppen paa den stakkels Fyr;
Han vist fortæller gamle Eventyr,
Om Elskende og andet saadant noget,
Hør kun! — forstod' vi bare Sproget!
„Høi og stolt jeg Kronen bar!
Ægte jo min Stamme var!
Mine Børn, de stolte Grene,
Havde Alting paa det Rene,
Fik ei Skjænd og fik ei Huk,
Drak kun Sol og Morgen-Dug;
Alt har jeg som Moder gjort!
De maae blive noget stort!
Tænkte jeg — det kan ei feile!
Som en Skibsmast, hver skal seile
Lystigt over salten Vande,
See og sees i fjerne Lande!
Men af tretten jeg har havt,
Een blev kun et Kosteskaft!
Gjærdestave blev de tre,
Men de ni, o bittre vee!
De fik dog den værste Ende,
De blev kun til Pindebrænde!"
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
A Newe Ballade Made Of Thomas Crumwel, Called Trolle On Away
Trolle on away, trolle on awaye,
Synge heave and howe rombelowe trolle on away.
Both man and chylde is glad to here tell
Of that false traytoure Thomas Crumwell,
Now that he is set to learn to spell.
Synge trolle on away.
When fortune lokyd the in thy face,
Thou haddyst fayre tyme, but thou lackydyst grace;
Thy cofers with golde thou fyllydst a pace.
Synge trolle on away.
Both plate and chalys came to thy fyst,
Thou lockydst them vp where no man wyst,
Tyll in the kynges treasoure suche thinges were myst.
Synge trolle on away.
Both crust and crumme came thorowe thy handes,
Thy marchaundyse sayled over the sandes,
Therfore nowe thou art layde fast in bandes.
Synge trolle on away.
Fyrste when Kynge Henry, God saue his Grace!
Perceyud myschefe kyndlyd in thy face,
Then it was tyme to purchase the a place.
Synge trolle on away.
Hys grace was euer of gentyll nature,
Mouyed with petye, and made the hys seruyture;
But thou, as a wretche, suche thinges dyd procure.
Synge trolle on away.
Thou dyd not remembre, false heretyke,
One God, one fayth, and one kynge catholyke,
For thou hast bene so long a scysmatyke.
Synge trolle on away.
Thou woldyst not learne to knowe these thre;
But euer was full of iniquite:
Wherfore all this lande hathe ben troubled with the.
Synge trolle on away.
All they, that were of the new trycke,
Agaynst the churche thou baddest them stycke;
Wherfore nowe thou hast touchyd the quycke.
Synge trolle on away.
Both sacramentes and sacrementalles
Thou woldyst not suffre within thy walles;
Nor let vs praye for all chrysten soules.
Synge trolle on away.
Of what generacyon thou were no tonge can tell,
Whyther of Chayme, or Syschemell,
Or else sent vs frome the deuyll of hell.
Synge trolle on away.
Thou woldest neuer to vertue applye,
But couetyd euer to clymme to hye,
And nowe haste thou trodden thy shoo awrye.
Synge trolle on away.
Who-so-euer dyd winne thou wolde not lose;
Wherfore all Englande doth hate the, as I suppose,
Bycause thou wast false to the redolent rose.
Synge trolle on away.
Thou myghtest have learned thy cloth to flocke
Upon thy gresy fullers stocke;
Wherfore lay downe thy heade vpon this blocke.
Synge trolle on away.
Yet saue that soule, that God hath bought,
And for thy carcas care thou nought,
Let it suffre payne, as it hath wrought.
Synge trolle on away.
God saue Kyng Henry with all his power,
And Prynce Edwarde, that goodly flower,
With al hys lordes of great honoure.
Synge trolle on away.
Hevye and how rombelowe trolle on awaye.
poem by Anonymous Olde English
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hvad der skal skee, det skeer, græd Du end Blod;
Hvad der skal skee, det skeer, græd Du end Blod;
Men husk i Smerten: Gud er viis og god,
Livs-Roser voxe fra Sorgens Rod!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Tanker ved en ituslagen Jydepotte
Du er ei meer!
Din Digter græder ved Dit brudte Leer.
Din Lod det blev at taale Røg og Flamme,
Dog stod Du fast; Du var og blev den samme.
Faa kjendte Dig paa denne store Jord,
Dog i Din Død Du nævnes skal i Nord;
Jeg i Avisen vil et Grav-Vers sætte,
Saa Taarer skal de Skjønnes Kinder tvætte.
Først var Du Leer, nu bliver Du det atter;
Saa gaaer det selv Naturens bedste Datter.
Ak! var Du falden i en Kunstners Haand,
Du havde vundet ved hans Skaber-Aand;
Som Vase skulde Du da Ãiet gotte;
Men Skjæbnen bød, — Du blev en Jydepotte.
Dit Liv svandt hen saa stille, indgetogen;
Som Askepot Du sov i Skammekrogen.
Tidt saae jeg Dig imellem Røg og Ild,
Naar Maanen skinnede saa bleg og mild.
Jeg saae Din Damp, i den steeg Aander frem,
Og søgte gjennem Skorsteens-Piben hjem.
Dig glemte de, naar de saae Stjerner tindre;
Da hørte jeg det koge i Dit Indre.
Ja Du har følt og lidt som en Heltinde, -
Fred med Dit Minde!
En Digter hører helst sin egen Sang,
Thi vil jeg læse min saa mangen Gang,
Til Alfen kommer paa de hvide Vinger,
Og Trøsten bringer.
Om Børn og Linned drømte jeg i Nat,
Da vidste jeg, det ei var rigtigt fat.
Et Skrig fra Kjøkkenet jog mig af mine Drømme,
Der saae jeg Dine Skaar i Suppe svømme.
Alt var Forvirring, slukt var Skorsteens-Flammen,
Malene græd og samlede Dig sammen.
I Gaarden skal nu Dine Stumper hvile,
Smaa-Blomster snart vil fra Din Gravhøi smile.
Lad Tiden dække Alt med sine Vinger,
Maaskee i Døden den Dit Held Dig bringer:
Hvor nu er Land, var fordums Tid et Hav,
En Bøge-Skov kan voxe om Din Grav;
Et Sekel gaaer;
En Antiqvar vil finde Dine Skaar;
Dybt i hans Indre taler høit en Stemme,
At Konge-Støv Du eengang monne gjemme.
Til et Musæum skal Du Veien finde,
Som Skaar og Stumper Livets Krandse vinde.
Og nu Farvel! jeg skal Din Grav besøge,
Men lov mig, at Du aldrig her vil spøge. -
Græd ei, Malene!
Hun har det godt,
Den salig Pot!
Snart hvile ogsaa vore trætte Bene.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ja Guult og Rødt er Spaniens Farver
Ja Guult og Rødt er Spaniens Farver,
De straale ildfuldt fra Flag og Faner,
Og Cactusblomsten dem samlet har,
En Smeltning i det hede Solkys.
Du Solens Blomst, Du Spaniens Symbol,
Du blev, da Maurerne man bortjog;
Jordbunden holdt Du, groer til et Vildnis,
Med Flammeblomst og Lædskedrik.
Dig frelste ikke de tusind Dolke,
Der pible frem fra dine Blade,
Paa Disken kom Du, blev solgt for Spotpriis,
Du Solblomst-Frugt med Spaniens Farver!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Gurre
Hvor Nilen vander Ægypterens Jord
I Africas brændende Lande,
Der mødtes to Fugle, de kom fra Nord,
De talte om Danmarks Strande:
„O husker du Sjølund, den deilige Ø,
Hvor de vilde Skovduer kurre,
De duftende Bøge, den stille Sø,
Husker du Gurre?"
— „Ja, der har jeg bygget en Sommerdag,"
Saa talte den lille Svale,
„Jeg havde min Rede ved Bondens Tag,
Jeg hørte ham synge og tale.
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!"
Chor
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Eccho
— skjønnest i Danmark!
Ved Gurre-Sø laae Kong Valdemars Borg,
Den saae ham med Tovelille;
Den kjendte hans Lykke, den kjendte hans Sorg,
— Ak Trøstens Harper hang stille;
Hans Glæde blev skrinlagt bag Kirkens Muur,
Hvor de vilde Skovduer kurre.
— Om Tovelille sang Guds Natur
Deiligst i Gurre!
Der havde de vandret hver lønlig Sti,
Naturen blev her til hende;
Han kunde ei gaae en Blomst forbi,
Den sagde: „Kan Du mig kjende?"
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Chor
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Eccho
— skjønnest i Danmark!
Ved Gurre-Sø holdt Kong Valdemar Jagt,
Smukt Hornet lød gjennem Skoven,
Den stod i sin rigeste Sommerpragt,
Og Stjerner funkled' foroven;
Da raabte Kongen saa lystelig,
Hvor de vilde Skovduer kurre:
„Lad Gud beholde sit Himmerig,
Har jeg kun Gurre!"
— Det er saa deiligt en Sommerdag,
Men deiligst i Nattens Stille,
Naar Stjernerne blinke og Droslens Slag
Fortæller om Tovelille.
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Chor
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Eccho
— skjønnest i Danmark!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Wollt Ihr Das Bett In In Flammen Sehen
Wollt ihr das bett in flammen sehen
Wollt ihr in haut und haaren untergehen
Ihr wollt doch auch den dolch ins laken stecken
Ihr wollt doch auch das blut vom degen lecken
Rammstein
Ihr seht die kreuze auf dem kissen
Ihr meint euch darf die unschuld kuessen
Ihr glaubt zu toeten waere schwer
Doch wo kommen all die toten her
Rammstein
Sex ist ein schlacht
Liebe ist krieg
Wollt ihr das bett in flammen sehen
Wollt ihr in haut und haaren untergehen
Ihr wollt doch auch den dolch ins laken stecken
Ihr wollt doch auch das blut vom degen lecken
Rammstein
song performed by by Rammstein
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Sorte Stær paa Grene
Sorte Stær paa Grene,
hvad kan du dog mene,
naar du synger midt i Is og Sne?
Ved du, at paa Kviste
Knoppen snart maa briste?
Har du Tegn, som ikke jeg kan se?
Nej, kun lidt forstaar jeg,
men dog et formaar jeg,
jeg tør synge ud med Haabets Mod.
Er dog Solens Flamme
endnu helt den samme,
som saa tit fik Vintren under Fod.
Ser du ej, ved Hækken
vugger Vintergækken
sine Klokker alt i Solens Skær,
og fra Luftens Vidder
jubler Lærkens Kvidder:
Vi faar dejligt — vi faar dejligt Vejr!
Hvorfor saa dog sørge,
hvorfor altid spørge
fuld af Tvivl og Uro i dit Sind!
Kald mig kun en Taabe,
jeg maa altid haabe
og i Haabet synge Vaaren ind!
poem by Vilhelm Gregersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!