Aurora
Endelig vart det helg
har findressen klar og ei nyvaska skjort
Her e inga tid mest'
om uka gr seint s gr helga alt for fort
En dram innfor vesten. litt godlukt bakom ret
slips og joggesko, og e kledd for alt slags fre
Nr ryken ligg tung og tett, pass dokk piker
her kjm kveldens mann
Berre vent te har kommi i siget
da ska dokk f sj ka den her guten kan
Men frst m skl, og sng no'n ville sanga
Nr vkne i morra ska ha dressjakken p vranga
Her bli det liv - RAI RAI
nr kjm i varmen
h! For et liv - RAI RAI
nr fr skrudd p sjarmen
Det bli liv - RAI RAI
te langt utp natta
lande itj med det frste
nr endelig har tatt av
Det tar litt tid bli sjarmr
Det e itj enkelt vr spontan
Da e det godt ha styrkedrpa
som itj regnes i prosenta, det gr i oktan
S gjr klar p golvet, la musikken kling
for no fle p m, det begynne sving
song performed by by Dido
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Related quotes
Es sang vor langen Jahren
Es sang vor langen Jahren
Wohl auch die Nachtigall;
Das war wohl süßer Schall,
Da wir zusammen waren.
Ich sing und kann nicht weinen
Und spinne so allein
Den Faden klar und rein,
Solang der Mond wird scheinen.
Da wir zusammen waren,
Da sang die Nachtigall;
Nun mahnet mich ihr Schall,
Daß du von mir gefahren.
So oft der Mond mag scheinen,
Gedenk ich dein allein;
Mein Herz ist klar und rein,
Gott wolle uns vereinen!
Seit du von mir gefahren,
Singt stets die Nachtigall;
Ich denk bei ihrem Schall,
Wie wir zusammen waren.
Gott wolle uns vereinen,
Hier spinn ich so allein;
Der Mond scheint klar und rein,
Ich sing und möchte weinen!
poem by Clemens Maria Brentano
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Vandring i Skoven
Min søde Brud, min unge Viv,
Min Kjærlighed, mit Liv!
Kom, Maanen skinner stor og klar,
En Stilhed Natten har,
En Deilighed, en Eensomhed,
Min søde Brud, kom med!
I Bøgeskoven gaae vi To,
Der, hvor Skovmærker groe.
I denne lyse, tause Nat,
Hos Dig, min Verdens Skat,
Jeg er saa glad, saa salig glad,
Duft friske Bøgeblad!
Syng Nattergal! lys Maane klar!
Jeg her al Rigdom har:
Min søde Brud, min unge Viv,
Min Kjerlighed, mit Liv!
Du er saa frisk som Bøgens Hang,
Som Nattergalens Sang,
Saa dyb som Nattens stille Ro,
Her hvor Skovmærker groe,
Hvor maleriske Bøge staae
Og vi ved Maan'skin gaae!
Min søde Brud, min unge Viv,
Min Kjærlighed, mit Liv!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Bar Minor 7/11 (Jeanny Dry)
Give it up, baby don't you give it won't you -
Give it up
Wirklich?
Geh' schau -
Ich hab' soeben g'macht eine -
Eintragung, Eintragung ins Gstebuch
Erstversuch -
Baby, entschuldige -
Tanzen?
Ganz selten -
Und wenn, dann ungern
To the bar, to the bar, to the bar...
Es ist alles klar wie's immer war -
Du wieder hinter und ich
Vor der Bar (forderbar) - Minor seven eleven
Pardon, -
Aber nie im Leben -
Aber geh, das kann NIE sein
was?
du gehst?
was, jetzt schon?
Sag?
Sag hast du DIE gesehen?
Schau mal, schau mal -
Sag, sie ihr Schwestern?
Schau mal, schaut sie Dir nicht total hnlich?
Is witzig, was?
Sag, wer hat Dir eigentlich gesagt, da Du Jeanny heit?
Das war -
Das ist ganz sicher der Chef meiner Plattenfirma gewesen.
Naja, ich versteh' ihn schon -
Sag -
IST ER EIN GUTER GAST??
Give it up, Baby...
To the bar, to the bar,...
Es ist alles klar wie's immer war...
song performed by by Falco
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Guten Tag Herr
Guten Tag Herr,
Ist das, was ich sage.
Guten Tag gnädige Frau,
Er sagt, zurück.
Wir halten an,
Zu sprechen.
Wie bist du,
Ich sage.
Gut,
You,
, Fragte er.
Ich bin sehr gut,
Danke,
Ich sage.
Wir entschuldigen uns für ein paar Minuten unterhalten,
Bevor ich sagen,
Haben Sie einen guten Tag, Sir.
Er sagt, Rücken,
Du auch.
Wir gehen unseren eigenen Wege,
Und haben gute Tage.
Wir sterben noch am selben Tag,
Und sind nebeneinander begraben.
Guten Tag Herr,
Ich sage, wenn wir uns treffen.
Guten Tag gnädige Frau,
Er sagt, zurück.
poem by Dragon Crenshaw
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Divane
Divane
Hele bir anla ak zamanla
Klar bahara dner gibidir
Var m dnyada akndan baka
Yand derken sner gibidir
Her derdime yar ortam olda
Gkten melekler iner gibidir o zaman
Kar m dnyada bin yl yaansa
Yokluunda cehennem gibidir
Sana yine muhtacm
Gel benim batacm yar
Bana yine sen lazmsn
Gel benim sultanm yar
Ay aman yar sana
Sylemeliyim iimde tutamam yar
Tutamam yar unutamam yar
lm var dnyada
Yeri g deldin yar
Bana geri geldin mi yar
Bana divane diyorlar
Yok artk uslandm yar
Hele bir anla ak zamanla
Klar bahara dner gibidir
Var m dnyada akndan baka
Ak sevdiim ehirler gibidir
Her derdime yar ortam olda
Gkten melekler iner gibidir o zaman
Al akm yar ah ver akn yar
Ak kn doan gneler gibidir
song performed by by Yasar
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Siebzehn Jahr
Schon als er sie zum erstenmal sah,
War ihm alles klar
Denn sie war siebzehn,
Und sie hatte blondes haar sogar,
Sie trug den punk zur schau,
Und heie blicke warf sie weg,
Er war wie immer bercool und
Modisch schick mit scheck
Ack wie keck,
Und schick mit scheck,
Wunderbar!
Sie war siebzehn jahr,
Den blick so sternenklar,
Siebzehn jahr,
Na. was dann noch war,
Er lud sie ein, sie sagte cola-zitron
Hatt ich schon.
Machst du business, machst du cash,
Dann come on, get it on, on and on!
Den pogo fetzte sie aufs tanzparkett,
Auch den sekt den fand sie nett,
Er dachte:abschlu positiv,
Sie macht sich sicher gut Im bett,
Ach wie nett, in seinem bett.
Was er nicht wute, war:
Sie war siebzehn jahr
Und auch Im kopf so sternenklar
Gerissen ganz und gar,
Ein wunder, ah! siebzehn jahr,
Dann kam ihr pchter in person
Ein filmstar ohne lohn.
Und sagt:come on, sugar sweet,
Mein jet, das wartet schon.
Welch ein hohn, ohne lohn,
Auf und davon
Was er jetzt wuste, war:
Siebzehn jahr,
Beim image alles klar,
Siebzehn jahr,
Und gerissen ganz und gar...
song performed by by Falco
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Pram
Fra Helten klædt i Brynie blaae,
Til hver en Blomst Dit Øie saae,
Du bragte os et Billed'.
Din Tanke Intet gik forbi,
Hver Skizze selv Du gav Værdie,
I det Du den opstilled.
Emilies Kilde frisk og klar,
Fra Dig sin bedste Skjønhed har.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Shake
All the girls around the world, come on Shake, shake - shake your body, c'mon, c'mon, c'mon, c'mon
Wigle, wigle - ahaha, so want you
Shake, shake - shake your body, c'mon, c'mon, c'mon, c'mon
Wigle, wigle - ahaha
Come on, shake it
Shake, shake, shake, shake, shake, shake, shake - come on, skake it
Shake, shake, shake, shake, shake - come on, shake it
Girls around the world there goes something up in the midday
Turn beat up the clock, do you feel the funk, do you feel the groove, ha, ha
Do you feel it, do you need it, es gibt kein zurck, c'mon beat it
Hey D.J., mach' es ihnen klar, this groove is faced out far
say L.A. - Girls,
Tokio - Girls,
New York - Girls
All the girls around the world, say
Berlin - Girls,
Afircan - Girls,
Turner - Girls
All the girls around the world, come on
Shake, shake ... Party time, Pa-pa-pa-party time (2 times)
Hey pump it up, pump it up, es ist lngst zu spt fr eure Gegenwehr
This sound is a new style, killing you while you do it ganz und gar, let's go
Everybody, everybody, shake, shake, shake your body
D.J., mach' es ihnen klar, it's a brand-new fever
say L.A. - Girls ...
Shake, shake ... Party, party time ...
I wanna shake it, I wanna shake it, I wanna shake it, wigle, wigle, shake it (4 times)
Party - all the girls around the world (4 times)
Shake, shake ... I wanna shake it, ...
song performed by by Falco
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Sang til den kjære Oldemoer A. C. D. Drewsen
Og nu en Sang for Oldemoer,
Den Milde, Kloge, Kjære!
Vi Alle synge vil i Chor,
Saaledes skal det være!
Gid Rigmor kunde synge med
Som Børnene hos Thieles,
Saa sang hun — mens i Kjærlighed
Her gjennem Taarer smiles.
Derudenfor er Luften klar,
Men kold med Nordens Vinde;
I Børn og Børnebørn Du har
Din Blomsterflor herinde.
Og Kinden blusser, Øiet leer,
Dig vil de Alle glæde,
Og naar Du ind i Hjertet seer,
Seer Du dit Herskersæde.
Engang — ja, naar vi skilles ad,
Det skeer kun for at mødes;
Paa Mødet tænker Hjertet glad,
Og sød Fortrøstning fødes.
Kort er et Jordlivs Fødselsdag,
Men langt og deiligt Aaret;
Paa Kjærlighedens Vingeslag
Du bliver hos os baaret.
Dit Øie hviler paa os nu
Med stille, store Tanker!
Ja, Oldemoer, saa smuk er Du,
Saa ungt dit Hjerte banker!
En evig Ungdom Sjælen fik,
Fra Øiet lyser Straalen!
— Og nu: Hurra paa gammel Skik!
For Oldemoer er Skaalen!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
In Der Tiefe
Ich bin getaucht im stillen See
Und habe nicht um Rat gefragt
Dabei wird mir wohl jetzt erst klar
So tief hat' ich's noch nie gewagt
Erst ruhig und sanft, so eisig kalt,
Dann von der Strmung hart erfasst
Die Angst die mich begleitet
Ergreift mich nun in wilder Hast
In der Tiefe Deiner Trume will ich wieder bei Dir sein
Der Atem wie Gedankenblasen
Steigt er auf und mischt sich nun
Mit jenem Unsichtbaren
Das all unser Tun verschlingt
Und ohne Sinn fr jedes Ziel
Die Kraft auf falschem Weg verzehrt
Der Hoffnung alles anvertraut
Bin ich ans Licht zurckgekehrt
In der Tiefe Deiner Trume will ich wieder bei Dir sein
Und der Wind trgt mich fort, immer weiter
Die Uhren stehen still, nur das Licht
vergeht
song performed by by Zeraphine
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Kaare's song
KAARE
What wakens the billows, while sleeps the wind?
What looms in the west released?
What kindles the stars, ere day's declined,
Like fires for death's dark feast?
ALL
God aid thee here, our earl,
God aid thee here, our earl,
It is Helga, who comes unto Orkney.
KAARE
What drives the fierce dragon to ride the foam,
While billows with blood are red?
The sea-fowl are shrieking, they seek their home,
And hover around my head.
ALL
God aid thee here, our earl,
God aid thee here, our earl,
It is Helga, who comes unto Orkney.
KAARE
What maiden so strange to the strand draws nigh,
In light with soft music nears?
What is it that makes all the flowers die,
What fills all your eyes with tears?
ALL
God aid thee here, our earl,
God aid thee here, our earl,
It is Helga, who comes unto Orkney.
poem by Bjørnstjerne Bjørnson
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Johanne Drewsen og C. von Krieger
Ved Sundet, hvor Alverdens Skibe møde
For fulde Seil, nær Skov og Kjæmpehøi,
Der fad med Øine blaae og Kinder røde
En lille Pige med sit Legetøi;
Da kom en Officeer, saa ung, saa prægtig,
Han var i Garden, han var Husets Gjæst.
Og saa kom Tiden — Tiden, den er mægtig,
Den tænkte — men ei de — paa Bryllups Fest.
Paa Heden, hvor den yngste By her hjemme
Skjød op, da Dygtighedens Magt det bød,
Johanne sang med klar og sjælfuld Stemme,
Og til eet Hjerte allermeest det lød;
En Melodi, den varsled' Livets Lykke,
Den klang ved Sollys og ved maanklar Nat,
Den fulgte til Alhambras Pinie-Skygge
Som Hjemmets kjære, allerbedste Skat.
Spind Livets Silke! Den Betydning være
Der i, at Festen staaer paa Silkeborg;
Den grønne Myrte Sølv og Guld vil bære
Igjennem Aar, omsuust af Fryd og Sorg;
Ja, Sorger komme, men for Kjærligheden
Er der i Verden ingen Sorg for tung.
Byg op et Hjem, et lille jordisk Eden,
Hvor Kjærligheden altid bliver ung!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Havblik
Har Du seet Havet i en klar og stille Nat,
Naar Fladen ligger som et Speil saa glat,
Hvor Himlens halve Kugle, stjerneklar,
Afbilder sig i Fladens dunkle Glar,
Og i det Grændseløse mellem begge,
Som Centrum staaer den lette Bølge-Snekke?
Hvad følte Du vel da? — Du smælted' hen i Lyst,
Thi hvad dit Øie saae, stod ogsaa i dit Bryst! -
Hiin Hav- og Himmelkugle, vel i Formen mindre
Men aandig klar, sig hvælver i vort Indre.
— Imellem to Uend'ligheder sat,
Vort Intets Nat
Og Himmel-Evigheden,
Staaer Mennesket herneden,
Og Centrum er vort Liv, et lille Blomster-Blad,
Der skiller tvende Evigheder ad. -
— Hiint store Rum, hvis Grændse ei er givet,
Hiin Evighed før Livet,
— Hvor ene Anelsen, hvor det Guddommelige,
Et Billed' skaber i det dunkle Rige,
Et Billed', som er kun paa Fladen sat,
Thi under den er Dybets store Nat;
Men høit, høit over os, hvor Tanken salig skjælver,
Den sande, store Evighed sig hvælver,
Hvor Mennesket som Aand, i luttret Lyst,
Og med en Verden i sit Bryst,
Sig svinger, som nu Nattens Stjerne-Skarer,
Om hine Soles Sol, der Alt opklarer,
Hvorfra hvert Liv, hver Straale først gik ud,
Hiint store Faderbillede, vor Gud!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Oberst Læssøe
Paa Valpladsen faldt Du for Danmarks Sag,
Der brast Dit ildfulde Hjerte.
Din Aand var klar som den lyse Dag,
Med „fremad!" den steg i det blodige Slag,
Saae Danskens Seier og — Smerte.
Græd stakkels Moder, nedbøiet tungt.
„Hans Liv var saa ungt!" — men evig ungt
Staaer ogsaa hans Eftermæle!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med forskjellige Presenter
Jeg kommer, Frøken Anna, med en Flaske af min Lugt,
Dertil to søde Hvalpe, mit Hjertes bedste Frugt,
„Bruun" var den Enes Fader, den Andens var nok „Spet",
Hver var en Gadestryger, men daarende honnet;
Jeg selv er en Slags Norma, og jeg har følt og grædt.
Men det er nu det Samme, naar Hjertet kun er godt.
Med mig de gratulere og bringe noget Smaat:
Et Stykke Chocolade og engelsk Naal og Staal;
Og alle Tre vi raabe Hurra paa Hundemaal.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Phantasiebillede
Uden Græs og Blomster, uden høie Fjelde,
Kun et øde Sand-Revl mod Havets Vælde,
Strækker Odden sig her, sørgende, stor!
Det golde Klittag i Sandet groer,
Hvor de sorte Vrag titte frem, omviklet med Tang,
Og skue Bølgerne fødes og døe, under Stormens Sang.
Nu tændes Fyret — det røde Skjær over Dybet gaaer;
Klar er Himlen, — Stjerne ved Stjerne staaer,
Og hist ude over de svulmende Vande
Flyver en Snekke mod fjerne Lande;
Men hist paa Tangens yderste Pynt, mod Bølgens Slag,
Sidder et Barn, han holder sig fast ved et Vrag,
Og blæser Bobler, brogede, smukke,
Mens Bølgerne briste, foran ham, med dybe Sukke. -
Han seer i Boblen Barndommens Lykke og Drømme,
Seer Farverne vexle saa smukt, i Luftningens Strømme;
Seer Ungdommens Længsel og Kjærligheds jublende Lyst,
Medens underligt, rundtomkring paa den øde Kyst,
De sorte Vrag hæve sig op fra det hvide Sand,
Og luftige Aander svæve hen ad den barske Strand;
De synge om Kjærligheds Lykke,
Og Bølgerne synge med dem, medens de smykke
De knuste Vrag, med Krandse af Tang.
Men Barnet forstaaer ei den dybe Sang;
Han blæser Bobler for Livets Færdsel, for Hjertets Fred,
For Troskab og for — hvad ei selv han veed.
Og Bølgerne svulme, og hans Hjerte som de, -
Og de rive ham med — men Stjernerne see
Den sidste Boble endnu paa Luftningens Strømme,
Det er Hjertets Længsel, dets flammende Drømme,
Den stiger — og brister nu bort.
— Men Bølgerne rulle evigt fort!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Martsviolerne
Sig Himlen hvælver saa reen og klar,
Iisblomster fryse paa Rudens Glar.
I Solens Flamme saa smukt de staae,
En Yngling kommer og seer derpaa.
Men som han paa de Blomster seer,
To Pige-Øine derude leer.
Saa skjønne Blomster han aldrig saae,
To Martsvioler saa smukke blaae.
Iisblomsten smelter ved Kindens Brand,
— Vor Herre hjelpe den unge Mand!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Abschied Nehmen
Und Gestern drang die Nachricht dann zu mir
ich weiss nicht, aber es zerriss mich schier
denn keiner kann mir sagen wie es geschah
keiner unsrer Leute war noch da
du lagst ganz gut, das hat man mir gesagt
warum hab ich dich nie selbst danach gefragt
du httest ein Grosser werden knnen
und irgendwie wolte ich dir das nicht gnnen
Refrain:
Und ich wollte noch Abschied nehmen
das werd ich mir nie vergeben
Mann,wie konntest du von uns gehen
jetzt soll ich dich nie mehr sehen
Verzeih mir all die Dinge, die ich sagte
nur weil mich wieder irgendetwas plagte
verzeih mir und den Jungs,dass wir nicht da waren
vergib mir, dass ich nicht mit all dem klar kam
Refrain 2x
Was machen wir jetzt ohne unsern Held
wir vermissen dich und ich scheiss aufs grosse Geld
du bist weg, was ntzt der ganze mist
mein kleiner Bruder wird fr immer vermisst
song performed by by Xavier Naidoo
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Abschied Nehmen
Und Gestern drang die Nachricht dann zu mir
ich weiss nicht, aber es zerriss mich schier
denn keiner kann mir sagen wie es geschah
keiner unsrer Leute war noch da
du lagst ganz gut, das hat man mir gesagt
warum hab ich dich nie selbst danach gefragt
du httest ein Grosser werden knnen
und irgendwie wolte ich dir das nicht gnnen
Refrain:
Und ich wollte noch Abschied nehmen
das werd ich mir nie vergeben
Mann,wie konntest du von uns gehen
jetzt soll ich dich nie mehr sehen
Verzeih mir all die Dinge, die ich sagte
nur weil mich wieder irgendetwas plagte
verzeih mir und den Jungs,dass wir nicht da waren
vergib mir, dass ich nicht mit all dem klar kam
Refrain 2x
Was machen wir jetzt ohne unsern Held
wir vermissen dich und ich scheiss aufs grosse Geld
du bist weg, was ntzt der ganze mist
mein kleiner Bruder wird fr immer vermisst
song performed by by Xavier Naidoo
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Juleaftenen (Christmas Eve )
Hvo minnes ikke
et vær, han tror, ei himlen mer kan skikke?
et vær som om hver sjel, fra Kains til den,
Gud sist fordømte,
den jord forbannet, fra helvete rømte,
som fristet dem å svike himmelen?....
Et vær, hvis stemmes
forferdelser ei mere kan forglemmes?
Thi alle tenkte: det må være sendt
for min skyld ene;
orkanens tordner meg kun meg de mene;
min synd er blitt åndene bekjent...
Et vær, hvis styrke
kan lære prest og troende å dyrke
demoner i det element, hvis brak
den gamle høre
fra barnsben kan i sitt bemoste øre
et skyens jordskjelv, luftens dommedag?
Et vær, som rystet
den sterkes hjerte i dets skjul i brystet,
et himmelvær, hvori sitt eget navn
han påropt hørte
av ånder, stormene forbi ham førte,
mens hver en tretopp hylte som en ravn? Men ravnen gjemte
seg selv i klippen, ulven sulten temte,
og reven våget seg ikke ut.
I huset sluktes
hvert lys, og lenkehunden inneluktes....
I slikt vær, da får du bønner, Gud!
I slikt vær - det var en juleaften -
da natt det ble før dagens mål var fullt,
befant en gammel jøde, nær forkommen,
seg midt i Sverigs ørken, Tivedskogen.
Han ventedes til bygden denne side
fra bygdene på hin, for julens skyld,
av pikene med lengsel, thi i skreppen
lå spenner, bånd og alt hva de behøvde
for morgendagen, annen dag og nyttår.
Det gjorde lengselen spent, men ikke bange;
thi ennu hadde "Gamle-Jakob" aldri
dem sviktet noen jul: Han kom så visst
som juleaftenen selv.
"Tyss! var det atter stormen,
som hylte gjennom grenene? Det skrek.
Nu skriker det igjen." Og Gamle-Jakob
fluks stanser lyttende for annen gang.
Nu tier det. Thi stormen øker på,
som fossen drønner over den, der drukner.
Han vandrer atter. "Tyss! igjen en lyd!"
- en lyd, som skar igjennom skogens brusen.
"Den falske hubro skriker som et barn.
Hvo slipper barn vel ut i sådant vær?
Det gjør ei selv ulven selv med sine." Og
den gamle stolper atter frem i sneen.
Da skrek det atter, så han mer ei tviler;
thi dette stormkast, som borte alt
et snoet snetårn hvirvler over skogen,
har ført et ord, et enkelt ord forbi;
og fluks han dreier dit hvorfra det kom,
arbeidende seg dypere i skogen
og dypere i sneen og i natten,
der som en kullsort fjellvegg reiste seg
mot hvert kans skritt, av fyk kun gjennomlyst,
som om den ene hele vide skog var full
av flyvende slørhyllete gespenster,
der hylende seg stillet ham i veien,
på luftig tå seg hvirvlet, vokste reddsomt,
og så forsvant imellom stammene.
Dog kjempet oldingen seg frem mot stormen.
Han vandrer når den vokser, når den saktner
og drager ånde, lytter han på kne.
Men fluks han springer opp, og går i mulmet,
som dvergen trenger gjennom, sorte, muld.
.... Han hører intet mer. Den gamle skjelver
ved tanken, at ham onde ånder gjekker,
og mumler frem de bønner, som han vet.
Da klynker det igjen, og ganske nær;
hans eget rop mot stormen vender kun
tilbake i hans munn. Men hist, ja hist!
Ti skritt ennu! Der rører noe mørkt seg
på sneen, som om stormen lekte med
en stubbe, der var løsnet litt i roten.
"O Herre! en arm! O Herre!
et barn, et barn! Men dødt! - "
Akk, tenkte stjernene i denne natt,
da Betlehemsstjernen lyste mellom dem,
og intet godt på jorden kunne skje?
Thi ingen av dem så, at Gamle Jakob,
så glad som om en skatt han hadde funnen,
fluks kastet bort sin hele rikdom: Skreppen,
trakk av sin knappe kjole, hyllet den
om barnets lemmer, blott sitt bryst,
og la så dets kolde kinn derved
inntil det våknet av hans hjertes slag.
Da sprang han opp. Men nu hvorhen? Thi stormen
har blåst hans spor igjen. Det ei bekymret.
Thi han I tordenen i skogens topper
nu hørte Davids jubelharper kun;
ham fykene nu syntes som kjerurber,
der viste vei på svanehvite vinger,
og i det må og få, han fulgte, følte
han Herrens eget sterke fingertrekk.
Men hus på ville Tiveden å finne
I slik en natt, da lys ei turde brennes?
Og midtveis lå der kun en enkelt plass;
det lave tak ei skilles kan fra sneen,
den sorte vegg ei fra et klippestykke.
Dog stanstes ved et under han av den.
Der sank han ned. Han maktet ikke mere;
og mange vindstøt for før med sin byrde
han orkede å slepe seg til døren.
Han banket sakte først, thi barnet sov;
og nu først savnet han sin tapre skreppe,
fordi han intet eiede å give
de gode arme folk, som snarlig ville
med gjestfri hasten åpne døren. Akk,
han banket mange ganger før det svarte:
"I Jesu navn, hvem kommer der i slik en natt?"
"Den gamle Jakob. Kjenner i meg ei?
den gamle jøde?" "Jøde!" skrek forferdet
en manns- og kvinnerøst. "Da blir du ute!
Vi eier ingenting å kjøpe for,
og blott ulykke vil du bringe huset
i denne natt, da han ble født, du drepte."
"Jeg?"
"Ja, ditt folk, og det er synden, som
igjennom tusen ledd skal straffes."
"Akk!
I natt da hunden lukkes inn?"
"ja, hunden,
men ingen jøde i et kristent hus."
Han hørte ikke mer. De hårde ord
ham koldere enn vinden gjennomhvinte,
og slengte, sterkere enn dem, ham ned
i sneen, bøyet over barnets slummer.
Da syntes ham, mens han mot vinduet stirret,
om ei det hvite ansikt atter kom
til syne dog, som om han sank i dun,
at liflig varme gjennomfløt hans årer,
og at bekjente vesner, hviskende
som sommervindens eolsspill i gresset,
omsvevede hans leie, inntil en
med løftet finger sa: kom! han sover.
Og i en opplyst sal ved siden av
forsvant de alle; barnet kun forble der
ved foten av hans leie, dragende
hans puter stetse bedre om ham, til
det forekom ham selv, at han sov inn.
- Der sneen var, som vokste om den døde.
"O Jesus! Jøden sitter der ennu!"
skrek mannen, da han så om morgnen ut.
"Så jag ham bort! Det er jo juledag,"
falt konen inn. "Og se den jødeskjelm,
hvor fast han holder bylten klemt til brystet!"
"Han er påtrengende med sine varer.
Med stive blikk han ser herinn, som om
vi hadde penger nok å kjøpe for."
"Dog gadd jeg se hva han i bylten har."
"Vis frem da, jøde!"
Begge tren de ut.
Den frosne glans de så I likets øyne.
De bleknet mer enn det, de skrek av skrekk,
og skalv av angrens slag.
"O Jemini!
Hva uhell her er hendt!"
De opp ham reiste,
og bylten fulgte med. De åpnet kjolen.
Der hang, med armene om jødens hals,
Margrethe, deres barn - et lik som han.
Så slår ei lyn, så rappe orm ei biter,
som skrekk og smerte ekteparet slo.
Så blek som faderen var ei sneen,
så hylte stormen ei som moderen.
"O Gud har straffet oss! Ei stormens kulde,
vår egen grusomhet har drept vårt barn!
Forgjeves! akk, som jøden på vår dør
på nådens ville vi forgjeves banke."
Da skogen veibar ble, kom bud fra gården,
hvor lille Gretha fostredes i legd,
og hvorfra hun, da helgen inn ble ringet,
før været kom, var vandret av seg selv,
foreldrene å gjeste juleaften.
Dog kom det ei å spørre efter barnet,
men efter jøden fra bygdens piker,
hvis håp nu til å kunne gjeste kirken
kun stod til nyttårsdagen, om han fantes.
Der lå han død I stuen foran arnen,
hvor mannen med et blikk som jødens frosne,
og I en stilling krum som likets, satt,
I bålets røde aske stirrende
og stetse økende dets brann, at liket
dog kunne blive strakt og hånden korslagt.
Men foran lå på kne Margrethes moder,
sin lilles stive armer bøyende
bestandig fastere om likets hals.
"Hun ei tilhører mere oss" hun hulket,
"Han har vårt barn seg tilkjøpt for sin død.
Vi tør ei skille liten Greta fra ham;
thi hun for oss må bede Jesus om
hans forbønn hos sin fader; thi for ham
vil arme jøde klage - -"
poem by Henrik Wergeland
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!