En.Citatepedia^®.ro

P. Foersom

Du bragte Shakspeares Træ paa Danmarks Scene,
Vi vidste, det var Bretlands Egegrene,
Men dansk var hvert et Blad, hver Fuglestemme,
Det syntes, som det voxet var her hjemme.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

I See You Every Time I Close My Eyes

I see you
Every time I close my eyes
Every time I dream
Every time I drink a glass of water
Every time I eat
Every time I watch TV
Every time I read
Every time I go for a walk in the woods
Every time I shop
Every time I listen to music
Every time I think
Every hour, every minute, every second
you are there in my head

I see you
Every time I close my eyes

Norwegian version:

Jeg ser deg
Hver gang jeg lukker øynene
Hver gang jeg drømmer
Hver gang jeg drikker et glass vann
Hver gang jeg spiser
Hver gang jeg jeg ser på TV
Hver gang jeg leser
Hver gang jeg går en tur i skogen
Hver gang jeg handler
Hver gang jeg hører på musikk
Hver gang jeg tenker
Hvert time, hvert minutt, hvert sekund
er du der i mitt hode

Jeg ser deg
Hver gang jeg lukker øynene

poem by Inco G. Nito
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Skovbal

Den friske, varme Sommerluft
Beaander Danmarks Sletter,
Nu hvert et Blad er fyldt med Duft,
Vi har de lyse Nætter;
Orangelandets Alfehær
Besøger Nordens Bøgetræer,
Da er her skjønt at være!

De vinke os fra Byens Muur,
Og gjerne Hjertet kommer,
Thi skjønnest er dog Guds Natur
Vor korte smukke Sommer;
Brat hvirvler den i Tidens Strøm,
Thi nyde vi den smukke Drøm,
Hos den er godt at være!

Her Træerne med Blad ved Blad
Et Telt-Tag for os bygge,
Her Hjertet føler sig saa glad,
Og jubler i sin Lykke,
Det føler ret: vort Liv er smukt,
Det griber Glæden i dens Flugt,
Hos den er godt at være!

De lyse Sommernætter døe,
Alt vexler, som vor Lykke!
Vi spredes selv paa Verdens Ø
I Solskin og i Skygge;
Men hver en skyldfri Glæde her
Er ved Erindringen os kjær,
I hvor vi monne være!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Hver af os gjemmer i sin Hjertekrog

Hver af os gjemmer i sin Hjertekrog
Erindringernes store Billedbog,
Hvert Blad sin Tegning har fra Tid og Sted;
Der findes brogede, men sorte med.
De sorte, som kan Ungdomsmodet kue,
Dem tager man kun frem til eget Skue.
Men gjennem hele Billedrækken gaaer
En Livstraad, saa at tydeligt man faaer
Enhvers Mission: den Lyst, som i os brænder.
I min Erindrings Billedbog jeg kjender
Igjen paa hvert et Blad en mægtig Tanke,
Der gjør, at Hjertet stærkere maa banke,
At Kjærlighed til Kunsten blev mig givet;
Jeg løfted' Vingen kjækt i Hverdagslivet,
Mig drev en Villie i det Skjønnes Sag,
Til Kunstens Tempel gjaldt mit Vingeslag.
— Saa mangt et Blad i Bogen lagdes ned:
Der staaer om Ungdoms gyldne Freidighed,
Den første Barnedrøm om Laurbærgrenen,
Det Billed: første Gang at staae paa Scenen.
Men mellem det er mange Blade lagt,
Der ikke just har Drømmes gyldne Pragt.
— Det sidste Billed: denne Aftenstund,
Der følger mig, naar Lamperne her slukkes,
Det lyse vil frem fra en gylden Grund,
Ja gylden, thi af Veemod det bedugges.
Hav Tak for hver Opmuntring, Mildheds Dom!
Farvel! for mig nu vexler Scenen om.
Skjult er det, om jeg Lykkeblomsten finder,
Dens Duft jeg gjemmer dog i gamle Minder!
Men som det deiligste, det bedste Blad,
Det, som vil løfte mig og gjøre glad,
Er at see opfyldt engang, hvad jeg bad:
At vinde og fortjene Kunstnernavnet.
Arbeide, stræbe vil jeg! Hvad er Savnet,
Hvad er hver Prøvelse, Afskedens Smerte!
Farvel! Tak af mit varme, fulde Hjerte.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Pram

Fra Helten klædt i Brynie blaae,
Til hver en Blomst Dit Øie saae,
Du bragte os et Billed'.
Din Tanke Intet gik forbi,
Hver Skizze selv Du gav Værdie,
I det Du den opstilled.
Emilies Kilde frisk og klar,
Fra Dig sin bedste Skjønhed har.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

C. Neergaard

Paa Livets Tangenter, de sorte og hvide,
Du lystigt fra Barndoms-Landet udride!
De svulme og bæve i sød Harmoni!
Hvad nu kun de drømme, i Klarhed vil stige.
Dig Gud gav den Lykke i Toner at sige
Hvert Hjerte den qvægende Poesi.

Du Hjemmet vil huske med Frugttræer og Birke,
Den duftende Eng med den blegrøde Kirke,
Og Storken og Svalen, som fløi Dig forbi.
Men mon Du vil huske den Trækfugl, som bragte
En Hilsen til Dig og et Blomsterblad lagde
Foran Dig til Tak for hver Melodi?

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Med et Bundt Cigarer

Da en Syndflods Vande
Bragte Død og Grav,
Mennesker og Lande
Sank i salten Hav;
Arken, da det endte,
Stod paa Ararat;
Duen Noah sendte
Ud i Frygtens Nat.
Bunden som til Sengen
Hver i Arken sad;
Duen kom fra Engen
Med et Olieblad.

Doctoren som Duen
Tidt man venter paa;
Træder han i Stuen,
Hjertet haabe maa;
Ingen Laurbærblade
Han i Munden har,
Vi ham ryge lade
Da en god Cigar.
Træder Du i Stuen,
Ryger, som vi bad,
Ja, da er Du Duen,
Som har Haabets Blad!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Til Kronprinds Frederik og Kronprindsesse Lovisa

Til Kronprinds Frederik og Kronprindsesse Lovisa
(Med et Tæppe, unge Damer havde broderet til dem som Gave ved deres Formæling)

Ved hvert et Sting blev en Rune lagt,
Der melder, hvad Hjertet i Glæde har sagt:
Velkommen, Prinds Frederiks unge Viv,
Hans Huslivs Solskin i dette Liv!
I træde paa Silke og Rosens Blad!
Hver Dag bære Klang af vort Brudeqvad!
Vorherre hørte, hvad Hjerterne bad.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

P. Wulff

Tak for hver Bretlands evig blaa Kjærminde,
Tak for din Orlogs Sang, saa rask og skjøn.
Du bandt en Krands af Tang, som Bølgen grøn,
Og hang paa Vraget, hvorfra Perler rinde.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

I lignende Anledning, fremsagt af Carl Price

Prologen er altid en Slags Bouquet,
Hvormed man siger: Velkommen herinde!
Men bringe een, som er ny og net,
De Blomster er ikke saa let at finde,
Og vanskeligst, skal de være piquante.
Dog Fader og Moder og Onkel og Tante,
Cousinerne med, de sagde — „gaa dog.
Et hjerteligt Ord er den bedste Prolog!"
Een har det i Tale og Een i Mimik,
Jeg her maa sige de Vers jeg fik,
Maa bringe de Blomster som var at faae,
Den ærlige Villie vil Ingen forsmaae!
I Romerlandet hvor Apelsinen
Paa Træet hænger som Æblet her;
Der fødtes Pierroen og Harlekinen,
De ved Casorti blev Dansken kjær,
Ja Pantomimen blev dansk som Nogen,
Derom maa der staae i Mindebogen.
Et Blad tages frem, med „Guldnøglen" paa,
Tableauer og Dandse skal Rammen slaae
Saa broget, phantastisk og udenlandsk,
Men Hjertet deri er ved Slægten dansk.
Hav Tak for det Hjem vi har fundet her,
Hav Tak for det Bifald De gav os hver.
Det er en Tid siden sidst vi saaes,
Her foran Lampernes magiske Flamme,
Velkommen! Det venligt og godt forstaaes!
Velkommen! Gid De maae sige det samme!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

C. Bredahl

Hvor Holberg bygged' ved Sø og Skov,
Der gaaer en Bonde bag ved sin Plov;
Han træller for Livet, for Viv og Smaae,
Høit Lærkerne over hans Hoved slaae:
„Paa Jorden er Skjalden en fattig Mand,
Skjøndt Aanden har givet ham Skov og Land,
Hvert Straa har Blomster, hvert Træ har Frugt,
Det voxer til Danmarks Ære smukt."
Thi qviddrer den Smaafugl for ham paa Vang,
Men alt, hvad den har, er jo kun — en Sang.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Landsoldatens Hjemkomst

Det er som en Festdag hver evige Dag,
Vor Landsoldat kommer tilbage.
Fra Huus og til Huus hænge Krandse og Flag,
Folk juble fra Gader og Tage,
Hvert Laug har sin Fane, Musiken er med,
Og Hurra og Jubel hvert evige Sted.
„Nu komme de! hør fra Voldene Skud!
Saa sunde, saa prægtige see de ud!"
Hurra! Hurra! I herlige, brave Soldater!

De komme med Blomster paa Hat og Gevær,
Et vandrende Foraar de ligne;
Gaae ind imellem dem, tal med hver,
Det er de Mænd, vi velsigne.
De stred og døied og udholdt som Faa,
Og vide selv ikke, hvor store de staae.
Den fineste Frøkens Rosenmund
Kunde kysse Soldaten i denne Stund.
Hurra! Hurra! I herlige, brave Soldater!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

J. Thiele

Hvad Sphinxen ridsed' i det dybe Sand,
Det løste Barnet for den ældre Mand,
Du trykked' Kys paa Rosens fine Blad,
Og et Sonet paa hvert af disse sad.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Vandrerens Sang

Hvor Stormen løfter høit sin stærke Stemme,
Hvor Bølgen svulmer paa det stolte Hav,
Jeg tænker kun paa Dig. — Dig Gud mig gav!
— Jeg kan Dig aldrig glemme!

Paa Sletten, hvor den vilde Hingst har hjemme,
Paa Fjeldets Tind, høit i den kolde Sky,
Jeg seer kun Dig, — selv i hver fremmed By -
— Jeg kan Dig aldrig glemme!

Og bort, ja bort — det snevert er her hjemme -
Did hen, hvor Granerne paa Bjerget groe!
Langt bort, langt bort! — Faaer Hjertet da vel Ro?
— Jeg kan Dig aldrig glemme!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Aarstiderne

Du aldrig vil elske? Til Stella jeg taled,
en Morgen i Vaar, da jeg hos hende sad,
mens Solen steeg over Hækken og maled
med Purpur i Duggen hvert skielvende Blad.
Nei, svared hun, aldrig! Thi Elskov er Tant.
Som Duggen, som Morgenens Purpur den svinder;
og naar den er svundet den sörgligt minder
kun om at den svandt!

Du aldrig vil elske? Til Stella jeg taled,
en Middag i Sommer, da trætte vi sad,
i kiölige Grotte, mens Ildkuglen praled
paa Himlen og brændte hvert visnende Blad.
Du aldrig vil elske? Skal Kierlighed da
liig Solen fortære et Hierte som brænder?
Hun rödmed og stammed og vred sine Hænder
og sukkede: Ja!

Du aldrig vil elske? Til Stella jeg taled,
en Aften ved Hytten, i guldfagre Höst,
mens Solen saa röd under Bölgerne daled
og smilte til Stellas ömtbölgende Bryst.
Fortryller Naturens Velgierning dig ei?
Og dog du dens herligste Frugter forskyder.
O fryd dig ved det, som utallige fryder!
Hun sukkede: Nei!

Du aldrig vil elske? Til Stella jeg taled,
en Midnat i Vinter, mens ene vi sad
saa taus ved Kaminen, da Maanen opmaled
i Vinduet Rimens udfoldede Blad.
Du nægter mig altsaa den hellige Lyst
at henvandre Livet med dig ved min Side,
til Alderens Snee farver Lokkerne hvide?
Hun sank til mit Bryst.

poem by Francis Ledwidge
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Pouls Tale

Vil De nu være stille i Stuer og Sale,
Saa siger lille Poul sin store Tale;
Jeg er den ældste af de yngste To,
Kan bedst holde Tale, kan I troe.
Jeg tømmer i dag Sølvbryllups-Kruset
Og gratulerer fra hele Huset,
Fra Unge og Gamle, fra Store og Smaa.
Jeg har mine bedste Klæder paa,
Og mødte jeg ganske dem foruden,
Saa kunde man troe, jeg var Elskovsguden;
Thi jeg er velskabt og sød og lille.
Men det var ei det, jeg sige vilde!
— Min Tale den er som et Træ, der groer,
Den har af Ønsker en Blomsterflor,
Og hver en Blomst, baade lille og stor,
Har jeg kysset paa; saa sandt jeg troer,
Bag hvert lille Blad et Kys der boer
Til Bedstefa'er og til Bedstemo'er.
Det knalder med Hurra i Stuer og Sale!
— Det er lille Pouls store Tale.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Hilsen af norske og svenske Frivillige, som deeltoge i Kampen de to første Krigsaar

Velsignet er den Dag i Dag!
Velkommen Kammerater, brave!
I har sat Danmarks Led i Lave,
Stærkt Gjærdet blev ved hvert et Slag.
— Glad Norsk og Svensk sig stilled' begge
Med Dannebrog i Danskens Række;
Fostbroderligt flød Nordens Blod;
Vi er jo samme Slægt og Rod.

Og derfor nu med Hjemmets Flag,
Som mellem Dannebrog vi svinge,
Vi Hilsner fra vor Hjemstavn bringe;
Gud var med Danmarks gode Sag.
Høit Glædens Kirkeklokker klinge,
De Løver mellem Hjerter springe;
Den Graad, som nu i Øiet staaer,
I Sang vil straale tusind' Aar.

Naar Sørgebud fra Danmark klang,
Hvor Birken groer og under Fjeldet,
For Danmarks Nød blev Taarer fælded';
Nu lyder Nordens Fryde-Sang,
Igjennem Kattegat og Sundet
Den bruser: „Dansken Sei'r har vundet!"
Velkommen brave Kammerat!
Hurra, den tappre Landsoldat!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Herregaards-Skytterne

Som Tegn om gamle Tider hjemme,
Om Ridderborg og Ridder-Mod,
Vor Bøsse løfte skal sin Stemme;
For gamle Danmark Ungdoms Blod!
Mand staaer ved Mand,
„Med Gud, for Konge og Fædreland!"
Nu kommer Herregaards-Skytten!

Det er den sorte Jæger-Skare
Med dansk Cocarde og Hanefjer;
Blandt Fjendens Flokke skal vi klare,
Vort Øie Hjertestedet seer.
Mand staaer ved Mand,
„Med Gud, for Konge og Fædreland!"
Nu kommer Herregaards-Skytten!

Tro ikke, Landet er ei lukket,
I Folket Holger Danske staaer!
Hver fjendtlig Fugl skal blive plukket,
Hvis Vinge over Gjærdet slaaer!
Mand staaer ved Mand.
„Med Gud, for Konge og Fædreland!"
Nu kommer Herregaards-Skytten!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Improviseret Skaaltale for Etatsraad Melchior

En Børneflok paa Fødselsdagen bad,
Og Barnets Ønske groer som Rosens Blad;
Hvert snoer sig her om Glasset, som vi tømme;
En Hustru lægger Perlen paa dets Bund.
Hun kysse Livets Lykke paa din Mund!
Til Virkelighed blive Hjertets Drømme! -

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Fyen

Ved Tanken om min Føde-Ø,
Forsvinder hver en Smerte!
Den favnes af den stolte Sø,
Og kaldes „Danmarks Hjerte."

Her havde Freia fordum Bo,
Nu flyer hun disse Kyster,
Thi ellers havde Øen to,
— Nys saae jeg hendes Søster.

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!

Paa Grevindens Fødselsdag

Der er et Sted paa en af Danmarks Øer,
Et deiligt Sted, ret som en engelsk Park,
Rundt om sees store Skove, stille Søer,
Med Enge vexle Korn- og Kløver-Mark;
Og dog er her det Hele kun en Ramme
Omkring et Hjem, det elskte Bregentved,
Dets Arne har en høi, en hellig Flamme,
Et Moder-Hjerte fuldt af Kjærlighed.

Læs hendes Øie naar den Arme græder,
Der skeer i Verden Godt som Faa kun see,
Læs hendes Øie, der boer Moder-Glæder,
Hver tør betroe til hende af sin Vee!
Naturen her er smuk og rig at skue,
Men hendes Hjerte, det er rigt som den,
Fra det mod Gud sig hvælver Arkens Bue,
Der er Fortrøstning i at see derhen.

Hvert Aar, o Moder, Marken Rigdom sender
Til ham, hvis Hjerte Gud til dit har bragt,
En Rigdom større selv, end Du den kjender,
For ham i Børnene Du har nedlagt,
En himmelsk Sæd af Moder-Taarer dugget,
En Qvinde virker stille, men saa stort!
Gud, som har Verdner ved sit Hjerte vugget,
Dig glæde for det Gode, Du har gjort!

poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!